The Evolutionary Void

The Evolutionary VoidSå fik Peter F. Hamilton rundet endnu en trilogi af – i et univers han nu har holdt sig til siden 2002. The Evolutionary Void fortsætter nærmest minuttet efter slutningen på The Temporal Void, galaksen bliver reddet, vi finder ud af hvad dette Void er for noget og alt det der, sådan som Hamilton nu skriver slutninger.

Ikke så underligt er situationen ved at tilspidse. Som det har været bygget op til i de forrige bind, er den religiøse kult Dreamers i færd med at en større pilgrimsfærd til Mælkevejens centrum, kaldet for the Void. Igennem drømmeren Inigo, der har delt sine drømme om verdenen Makkathran via et interstellart telepatisk netværk, har en masse mennesker en stor lyst til at komme ind i the Void – et helt nyt univers med masser af muligheder. Problemet er bare, at dette Void ekspanderer voldsomt og truer med at opsluge hele galaksen hvis denne pilgrimsfærds lykkedes. Diverse fraktioner af menneskeheden prøver at stoppe dem på forskellig vis. Nogle rumvæsener prøver det samme, men ingen kan tilsyneladende finde ud af at arbejde sammen. Nogle fraktioner er mere eller mindre ligeglade, de har alligevel forladt galaksen for at blive “post-physical” og andre har igen helt andre planer.
Araminta, the Second Dreamer, tager fussen på alle da hun tilslutter sig de andre Dreamere i deres pilgrimsfærd til the Void, men det hele er et stort bluffnummer. I mellemtiden forsøger nogle gamle kendinge fra de tidligere bøger, såsom Ozzie, at slå hovederne sammen og finde en måde at redde galaksen på.

Jeg har mange problemer med den måde det hele er konstrureret på. Først og fremmest synes jeg selve konflikten er noget utroværdig, med den her religiøse kult, en fantasyverden i galaksens centrum, og et udefinerbart Void der opsluger hele galaksen. Derudover, så er der utallige fraktioner og særinteresser udover dem der vil ind i the Void og dem der vil redde galaksen, som heller ikke virker særligt troværdige, taget i betragtning at en trussel mod hele galaksen, burde gøre alle andre mål og egeninteresser sekundære. Oveni det er det hele pakket ind i hemmelighedskræmmeri, hvor en stor del af nøglepersonerne har dæknavne som The Delivery Man, The Mutineer og The Martyr, som ikke lader til at have anden grund til at være hemmelighedsfulde om hvem eller hvad de i virkeligheden arbejder for, end at så er der måske noget at afsløre til sidst.
Vel nok finder historien sted 1500 år ude i fremtiden, så Hamilton kan selvsagt tage sig visse friheder med hensyn til mulig videnskab, men det kammer næsten over i fantasy. Ikke kun på de videnskabelige koncepter der bliver lige lovlig fantastiske, som fx en idé om at få menneskers sind til at leve uden binding til noget fysisk, men kun eksistere i kvanterummet; men også selve strukturen i plottet med frelsere der bare er “bestemt til at redde universet”, væsener så gamle som galaksen selv, og et sub-univers hvor nærmest ingen fysiske love gælder mere.

Jeg synes ikke Hamilton er blevet bedre med årerne. Hans space opera har aldrig været hard sf, og det har klart lagt sig i den kulørte underholdende ende af skalaen, men med denne seneste trilogi har han tabt jordforbindelsen og nærmest blevet besat af telepatiske idéer, hvor det til sidst kammer over. Slutninger har aldrig været hans stærkeste side, og denne er også af typen “wish-wash-wush” – nogle hovedpersoner får gudekræfter og det hele ordner sig – bare sådan lige. Rigtig spændende blev det aldrig. Ingen store rumslag, ingen vigtige personer der døde i kamp eller en skadet civilisation bagefter der skal rejse sig igen, som der trods alt har været i hans tidligere værker.

Galactic Empires

Galactic EmpiresKortromaner er en problematisk størrelse. De kommer til at fylde meget i et magasin eller en antologi, men er omvendt også for korte til at blive udgivet for sig selv. Men formen kan være rigtig god når den ikke blot bruges til at gøre en almindelig novelle længere, og særligt til space opera er der potentiale i at kunne ridse et univers op og få fortalt en fængende historie, uden at det behøver at fylde tusind sider. Den erfarne redaktør Gardner Dozois har samlet seks kortromaner i denne eksklusive samling udgivet af Science Fiction Book Club, med en lang række superstjerner inden for nyere space opera, hvoraf fem af de seks er fra England.
Udover at der er tale om widescreen space opera er temaet, som titlen også siger, galaktiske imperier for alle historiernes vedkommende; nogen som en central del af plottet og andre med en antydning af nogle større kræfter derude. For at kunne få det til at fungere har tre af forfatterne valgt, at sætte deres historie i et af deres eksisterende større romanuniverser, men heldigvis står de også nogenlunde alene.

Peter F. Hamiltons bidrag, The Demon Trap, er sat i hans Commonwealth-univers og gør brug af en velkendt figur fra den serie, efterforskeren Paula Myo. På en planet slår et terrorangreb flere hundrede mennesker ihjel, og bag står en uafhængighedskæmpende gruppe, der ønsker selvstyre på planeten. Myo sættes på sagen og opklarer den for så vidt hurtigt. Hun finder i hvert fald frem til den person der affyrede missilet mod passagerflyet, men gerningsmanden har renset sin hukommelse for den hændelse og alt det der ledte op til den, så der opstår et interessant juridisk problem om hvorvidt man kan straffe en person for en handling, når hans sind i hvert fald er uskyldigt. Det optager dog ikke Paula Myo det store; hun er mere optaget af at finde de medsammensvorne hun er sikker på der er.
Det er for så vidt helt oplagt for Hamilton, at skrive krimihistorier med Paula Myo figuren, men han forspilder muligheden her. Der er mange ligheder til en lignende sag hun opklarer i Pandora's Star, det bliver aldrig rigtig spændende og det virker aldrig som om der er nogen speciel udfordring for Myo undervejs. Det hele er nærmest løst med det samme, de fleste sider bliver brugt på at skitsere Commonwealth-universet og de skyldige skal blot narres til at afsløre sig selv. I enhver anden samling, havde The Demon Trap været en god krimihistorie, og den er for så vidt også underholdende nok, men den blegner i forhold til resten.

Neal Asher er en temmelig ny britisk science fiction forfatter, med sin første romanudgivelse i 2001 – Gridlinked, men som har været yderst produktiv med flere romaner om året. Jeg har ikke noget videre bekendtskab med hans forfatterskab, men ligesom med de fleste øvrige moderne space opera forfattere, skulle hans historier indeholder mange elementer fra cyberpunk, gøre flittig brug af kunstig intelligens, nanoteknologi, FTL-teknologi osv. Med Owner Space er vi mere “back to basics” space opera. Historien starter med at en gruppe på godt halvtreds mennesker forsøger at flygte fra the Collective – der antydes at være et sovjetisk inspireret kommunistisk imperialistisk styre der regerer Jorden. De flygter i rumskibet Brezna og bliver forfulgt af skibet Lenin. Deres flugtrute tager en uheldig drejning, og de har snart ingen sikre steder at søge hen. Deres eneste håb er at søge ind et område kaldet Owner Space, der er omgæret med legender og mystik, angiveligt skulle det husere et rumvæsen med enorme kræfter, som ikke er specielt venligtsindet overfor nogen fremmede. Et ganske spændende og underholdende plot udfolder sig, og Asher rammer meget godt fordelingen mellem dels verdensopbygning der ikke bliver alt for omfattende og dels et godt plot der fanger læseren.

Robert Reed er en forfatter der primært gør sig i kortprosaen. Han har næsten altid en historie med i Fantasy & Science Fiction og skriver også ofte til Asimov’s. Med The Man with the Golden Balloon viser han også, at han er den der mestrer kortromanformen bedst i denne antologi. Historien er sat i det univers der udgør romanerne Marrow og The Well of Stars, der tager udgangspunkt i opdagelsen af et gigantisk forladt rumskib på størrelse med Jupiter og som mennesket og andre racer begynder at bruge, men historien her fungerer glimrende for sig selv, da den nødvendige baggrundsviden introduceres. Historiens to hovedpersoner, ægteparret Quee Lee og Perri, mener at have kendskab til et område i det gigantiske skib som endnu ikke er blevet kortlagt, hvilket er usædvanligt, da man ellers har ment at selvduplikerende robotter skulle have kortlagt enhver krog af skibet. Men de begiver sig ud på en ekspedition sammen med et mindre hold og finder det hidtil ukendte område, men der er tilsyneladende absolut intet interessant ved det og flere af ekspeditionens medlemmer vender om. Men endelig i et absolut kulsort hulrum støder ægteparret på et væsen som de falder i snak med. Væsenet påstår det er en repræsentant for en stor galaktisk sammenslutning som i al hemmelighed har enorm magt. Ægteparret såvel som læseren bliver fanget af dette væsens fortælling, der er både kosmisk og nærværende. Historien fungerer fordi Reed har disponeret elementerne lige tilpas, hvor rammen er tilpas snæver med et lille persongalleri og en interessant verden hvor man får det nødvendige at vide. Denne evne til afgrænsning er særligt noget et par af de andre historier mangler.

Alastair Reynolds har aldrig skuffet mig og The Six Directions of Space er ingen undtagelse, omend den har et par svagheder. Den hemmelige kvindelige agent med kodenavnet Yellow Dog der arbejder for et Mongolsk gallaktisk imperium, sættes til efterforske en række mystiske fremkomster af spøgselsskibe i det der benævnes som the Infrastructure – en udhulet måne der fungerer som transitsystem for FTL-rejser. Hun kommer til at samarbejde med den noget utilregnelige Qilian, og historien skifter fra spionage til first contact og over i opdagelsen af flere paralleluniverser hvori forskellige folkeslag fra Jorden har opbygget galaktiske imperier. Disse overgange i historien er ikke altid lige overbevisende, men Reynolds imponerer som oftest med de fedeste idéer som ikke mange kan gøre efter.

Stephen Baxters The Seer and the Silverman var desværre noget skuffende, fordi den er komplet uforståelig når man ikke er bekendt med hans Xeelee-sekvens. Reed og Hamilton skrev også i et eksisterende univers, men de slap bedre fra det, da deres historier kunne stå for sig selv. Det kan denne ikke og jeg måtte bruge adskillige webopslag for bare at gennemskue lidt af hvad der foregik. På den kunstige verden kaldet Reef er der en masse mennesker der pludselig er forsvundet, og man mistænker racen der kaldes for Ghosts at stå bag. Historien følger Donn, hvis bror er forsvundet på denne måde, og hvordan han bliver opsøgt af en Ghost ambassadør, der tager ham med til deres hjemverdenen hvor det bliver klart, at de har bortført en masse mennesker med henblik på at studere og forstå dem. Baxter tænker stort og historiens tema drejer over i højtragende diskussioner om kosmos og universet mellem Donn og ambassadøren. Baxter præsenterer nogle interessante koncepter og historien er sikkert interessant nok som et bidrag til hans Xeelee-sekvens, men som selvstændig historie mangler den et bare nogenlunde gennemskueligt handlingsforløb og pointe, og et utal af referencer til navne på steder og racer og personer, som man ikke ved om er vigtige eller ej, gør læsningen anstrengende.

Sidste historie, Ian McDonalds The Tear, er nomineret til årets Hugo Award og det er forståeligt nok, da den nok er samlingens mest originale og iderige fortælling. Dog har den lidt som med Baxters historie et problem med afgrænsning, for han sætter et væld af navne og benævnelser på alt muligt ind i teksten, hvoraf mange af dem kun optræder den ene gang. Det bliver heller ikke nemmere af at historiens hovedperson, har i alt otte personer i sig i en og samme krop – alle med hver sit navn, og der skiftes hele tiden mellem disse personer, hvilket gør forløbet temmelig uoverskueligt. Men ham her stammer fra en vandplanet og mangler følger ham, og hans mange personer, og hans opvækst der blandt andet bringer ham i kontakt med nogle rumvæsener han lærer nogle alvorlige hemmeligheder om. McDonalds sprog er helt unikt, med indviklede poetiske sætninger der kan have flere betydninger, ord der bruges i alternativ kontekst og som nævnt en række selvopfundne navne der gør det endnu mere svært at forstå hvad det hele handler om. Der er dog ingen tvivl om at han ligesom Baxter tænker stort og episk i galaktisk målestok. Som jeg læser den, selvom jeg må indrømme jeg næppe har forstået den fuldt ud, er den et produkt af en forfatter der simpelthen vil fortælle for meget på for lidt plads.

Øvelsen med at skrive gigantisk space opera om civilisationer der breder sig over hele galakser i et format på lige godt under 70 sider, må siges at være noget af en udfordring, og ikke alle seks forfattere slipper lige godt fra det, omend samtlige historier vil stå markant frem i enhver anden sammenhæng. Hamilton formår at afgrænse og skrive en tilpas afmålt historie, omend desværre med et anelse kedeligt plot. Asher har bedre styr på at finde balancen med både at kaste mange idéer op i luften, opbygge en verden der virker langt større end i den enkelte historie og det at fortælle en historie der fungerer for sig selv. Reed løber på dette punkt med sejren, med en perfekt afmålt historie der ikke er bange for at fortælle os noget om praktisk talt alting. Reynolds har de vildeste idéer, men halter lidt med kontinuiteten i handlingen. Baxter har sikkert skrevet et spændende ekstra kapitel til hans Xeelee-sekvens, men har tilsyneladende ikke taget højde for at historien skulle trykkes i en selvstændig antologi. McDonald viser hans lyriske overlegenhed, er fuld af idéer og store tanker, men kunne ikke få det hele til at passe ind i en forståelig handling.

Galactic Empires står dog klart som en helt unik og enestående antologi, der bestemt er værd at skaffe sig for alle space opera fans, selvom den skal bestilles hjem fra USA.

The Temporal Void

The Temporal VoidAndet bind i Peter F. Hamiltons Void Trilogy hedder The Temporal Void og fortsætter umiddelbart efter The Dreaming Void. Hamilton har ikke helt kunne begrænse sig denne gang, med 100 flere sider end sidst.

Truslen fra the Void bliver virkelig, da dens udvidelse accelererer til fire lysår i timen! Justine, en af de centrale figurer fra de tidligere Commonwealth-bøger, træffer en hurtig beslutning og flyver med sit rumskib ind i the Void, i håb om at kunne overtale the Skylord til at stoppe den ødelæggende udvidelse. Samtidig leder alle de mange grupperinger, regeringer, religiøse følgere og modstandere efter the Second Dreamer, der formodes at være i kontakt med hvad der end måtte være inde i the Void. Araminta opdager at hun er denne Second Dreamer, men hun vil helst være fri, og med mere held end forstand formår hun at holde sig skjult for dem der vil fange hende.
Men The Temporal Void består mest af flere af Inigo’s drømme om manden Edeard, der nu avancerer i graderne i politistyrken i Makkathran og indleder en storstilet handlingsplan, der en gang for alle skal fordrive gangsterne fra byen.

Om det er mig der har skiftet smag eller forventninger hvad angår space opera må være usagt, men The Temporal Void var desværre noget af en skuffelse. Det må jeg selvfølgelig sige med nogle forbehold, da hele afslutningen på historien mangler og det kan være helheden ender med at være bedre, men efter en træls gennemlæsning af The Temporal Void, endte jeg med det indtryk at der simpelthen ikke var sket ret meget på de 746 sider. Hvilket også forklarer, hvorfor jeg var en lille måned om at komme igennem, mens jeg slugte The Dreaming Void på godt to dage. Hvor man før måske har kunne kritisere Hamilton for, at gøre sine værker umådeligt omfattende og komplekse med et hav af sideplots og figurer, er han her snarere i den anden grøft. Plottet holder sig konsekvent indenfor de givne rammer i The Dreaming Void, der introduceres ikke flere væsentlige personer og enkelte ting bliver faktisk afklaret, snarere end skabe endnu flere spørgsmål. Problemet er nu bare helt omvendt – der sker simpelthen for lidt plotudvikling til at retfærdiggøre så mange sider. For det første består op imod 3/4 af bogen af Inigos drømme, altså beretningerne om Edeard i byen Makkathran, der har inspireret den religiøse bevægelse Living Dream. Det er selvfølgelig en vigtig baggrundshistorie at have med, for at forstå motivationen bag den problematiske pilgrimsfærd og hvad det er for nogle egenskaber ved dette Void der er tiltrækkende. Det holder bare ikke at bruge næsten en hel midterbog i en trilogi på det, specielt når alt det centrale kommer i sidste kapitel, og alt det inden blot er Edeard der fordriver banditterne fra byen med sine fantastiske evner. Det hjælper heller ikke at historien om Edeard er triviel og forudsigelig. Edeard er hele vejen igennem bare god, gør ingenting forkert udover nogle mindre misforståelser ved byens kulturelle normer og traditioner, og de onde gangstere han bekæmper er bare gennemførte onde hensynsløse dræbere, uden nogen videre spændende personkarakteristik.
I kapitlerne i Commonwealth-universet er der trods alt mere spænding, men samlet set er der ikke sket alverden. Konspirationerne er blevet afdækket lidt mere og the Second Dreamer er fundet og indfanget. Meget mere er det heller ikke.

I et interview gør Hamilton det klart, at sidste bind, der i øvrigt er sat til at komme i 2010, vil vende tilbage til primært at foregå i Commonwealth-universet, hvilket jo kun lyder godt, for det er vel der det egentlige plot udspiller sig. Måske ændrer mit syn sig når slutningen kommer (håber jeg), men ellers kan jeg kun se The Temporal Void som en alt for lang nødvendig baggrundshistorie, som gør at vi først nu kan komme i gang med den egentlige handling. Det er selvfølgelig helt fint at denne historie om Edeard ikke blot var lavet til en prolog i The Dreaming Void, men det havde måske virket lidt bedre hvis vægten var byttet rundt, så der var mere af Inigos drømme i første bind og mere plotudvikling i andet. Indtrykket er i hvert fald nu, at Hamilton fik søsat lidt for meget The Dreaming Void, måtte sætte plottet på standby, for at kunne fortælle forhistorien.

Derudover vil jeg lige reklamere for et Fantastik-arrangement på mandag kl. 19.00 i Valby Kulturhus, hvor man kan komme og høre mig præsentere netop Peter F. Hamiltons forfatterskab, samt om Robert Rankin præsenteret af Jesper Rugård og om Stanislaw af Flemming Rasch.

The Dreaming Void

The Dreaming VoidDen britiske forfatter Peter F. Hamilton har netop udgivet første del i endnu en omfattende space-opera trilogi, kaldet The Void Trilogy. Første bind The Dreaming Void er netop udkommet og med sine 650 sider i hardback, er der ikke lagt op til noget meget mindre end vi er vandt til fra hans side af. Men han har faktisk begrænset sig lidt (til sammenligning var Judas Unchained på 950 sider i hardback).

The Dreaming Void finder sted i samme univers som Pandora's Star og Judas Unchained, men over 1000 år senere, nærmere betegnet år 3580. Mennesket har koloniseret endnu flere dele af galaksen og nu i mere fragmenteret form, med forskellige former menneskelige typer. Fra helt almindelige dødelige til dem der søger at transcendere til et “post-physical” stadie.
I galaksens centrum befinder sig en uigennemtrængelig barriere og bagved menes at eksistere et helt specielt selvstændigt univers kaldet the Void. En gruppe der kalder sig Living Dream er overbevist om, at de bør rejse dertil for at finde en form for paradis. De er inspireret af en mand ved navn Inigo, der skulle have drømt om den verden der er i the Void. Men nogle andre racer i galaksen mener at hvis disse Living Dreamers kommer ind i the Void, så vil det udvide sig og opsluge hele galaksen, og dermed dræbe alle levende væsener. Det ligger grundlaget til en noget anspændt galaktisk politisk situation.

The Dreaming Void står som en selvstændig historie, men der er mange elementer og enkelte personer fra de to Commonwealth-bøger, der giver det en ekstra dimension. Hamilton ridser dog de vigtigste ting fra de bøger op, så nye læsere også kan være med. Jeg vil dog anbefale man gjorde sig bekendt med dem først.
Selvom vi befinder os over 1000 efter Commonwealth-bøgerne, så ser universet og den teknologiske udvikling nu ikke så anderledes ud igen. Det meste er blot opgraderinger af teknologi og videreudvikling af ideer præsenteret deri, men det menneskelige aspekt har ændret sig en del. Der er som nævnt flere meget forskellige grupper, med hver deres ideologiske mål og det skaber nogen interessante konflikter, og forskellige synspunkter til hvad der nu sker.

Hamilton introducerer som vanlig en række hovedpersoner og individuelle handlingsforløb, omend knap så mange som i tidligere værker. De vigtigste lader til blandt at være Aaron, der ikke ved hvem han selv er, men er fuldt klar over at han har en mission om at finde Inigo. Derudover følger vi Troblum, der er umådeligt historisk interesseret i Starflyer krigen, som Pandoras Star og Judas Unchained handlede om. Er spændt på at se hvad meningen med det bliver. Vi følger også en ung kvinde, Araminta, der gør sig en masse seksuelle erfaringer i sit første liv. Hendes rolle i det endelige plot er ikke helt til at se endnu. Endelig ser vi Inigo’s drømme, der har inspireret hele Living Dream bevægelsen. De centrerer om en ung mand, Edeard, der har utrolige evner indenfor telepati og telekinese. Han må flygte fra sin landsby, da den bliver plyndret af vilde banditter.

Som det nu engang er med første dele af trilogier, så bærer den meget præg af at være introducerende, men kedelig er den bestemt ikke. Scenerne med Aaron er fyldt med action og der er masser af sex i vilde orgier når vi følger Araminta.
Og jeg må sige den virker lidt bedre kompakt og sammenhængende, end de tidligere store space operas, hvor mængden af personer og sideplots blev uoverskueligt. Det lader dog til at han bygger op til endnu en historie om de samme temaer, omkring at sætte hele menneskeheden på en stor prøve overfor en ukendt og meget gammel fjende i universet.

Nyt om Peter F. Hamiltons kommende bog

Et værk jeg bestemt ser frem til er Peter F. Hamiltoms nye trilogi, The Void Trilogy, hvor han for nylig blev færdig med første del, The Dreaming Void, som nu er ved at blive behandlet af forlaget. Det foregår i samme univers som “Pandora’s Star” og “Judas Unchained”, men foregår omtrent 1000 år senere og skulle ikke være særligt meget forbundne, udover nogle personer der genoptræder.

Han har har lagt et lille udrag af første kapitel online, hvori vi præsenteres for en person ved navn Aaron, som må antages at være en af historiens (sikkert mange) hovedpersoner. Han er tilsyneladende til en form for samling, hvor en ny leder for en gruppe skal vælges. Hovedplottet præsenteres allerede også, som Hamilton også i et interview har talt om, der går ud på at en gruppe såkaldt Dreamers ønsker at rejse til et eller andet Void, men det menes at så vil resten af vores galakse fordufte. Ja, Hamilton er jo ikke kendt for beskedenhed i sine plots.

Hvornår vi kan forvente en udgivelse er der ikke nogen hints om, men der er nok nogle måneder endnu.

Judas Unchained

Judas Unchained“Judas Unchained” er i direkte forlængelse af “Pandora’s Star” og afslutter historien som helhed. I modsætning til hvad jeg har set af kommentarer fra andre, så synes jeg nu bestemt den lever op til første del og det er samlet set endnu et glimrende værk.

Krigen mod MorningLightMountain fortsætter på mange fronter og det er så småt ved at gå op for lederne, at der kunne være noget om konspirationsteorien, da mange ting begynder at hænge mere og mere sammen. Ligeledes er de utallige sideplots og personer ved at få flettet deres handlingsforløb sammen i en større kontekst, som det også var tilfældet i NDT. Der skal træffes nogle store beslutninger for menneskehedens fremtid og det går ikke stille af sig.

Det er en simpel klassisk historie med onde rumvæsener der invaderer Jorden med laserpistoler. Hamilton pakker det blot ind i 2000 siders kompleks konspirationsteori og kriminalhistorier inden de mærkelige aliens angriber med deres laservåben.
Meget samme tema som i NDT med at hele menneskeheden bliver udsat for en slags prøve hvor de sammen må finde en løsning for at overleve som race. Og igen vendes temaer om brug af krig og våben nu også er den rette fremgangsmåde, også når der ingen anden udvej synes at være.
Efter at have læst Niels Dalgaard skrive noget om forfattere der har det med at fortælle den samme historie fire gange i samme bog, blot fra forskellige personer, indser man jo at det også er tilfældet for Hamiltons bøger. Vi har en række hovedpersoner der hver for sig kommer nærmere sandheden om The Starflyer, og samtidig også finder ud af noget om hinanden. Den slags fylder jo selvfølgelig en hel del, selvom historien ikke bliver længere af den grund, men det gør nu personkarakteristikken mere interessant, fremfor at det blot var en helt der fandt ud af det hele. Det vil være lidt kedeligt. Problemet er derimod at vi som læsere faktisk ved stort set det hele, og blot læser om de forskellige personer finde ud af hvad de andre ved. Den form for historiefortælling er nu i princippet fin nok og kan godt fungere, og gør det også her, da det ikke bliver direkte kedeligt, men igen er det ganske enkelt for meget. Ved NDT havde jeg intet imod længden og synes det gav god mening at have så mange detaljer med, men det samme er ikke helt tilfældet her. Der er alt for mange sider med endeløse samtaler blandt personer der kun rykker historien ganske lidt.
Men det er jo et bevidst valg fra forfatterens side, for vi har jo set med bøger som Misspent Youth og Fallen Dragon, at han sagtens kan skrive på en anden måde. Historier at det her omfang egner sig nu nok bedst til denne form.

Skal dog ikke forstås alt for negativt, for det er stadig en fantastisk historie og specielt den sidste havldel af denne bog rykker historien sig fint fremad hele tiden, da hovedpersonerne nu arbejder sammen og ikke skal rende rundt og finde ud af den samme information igen og igen. Plottet hænger glimrende sammen og jeg synes at den tager sig tid til at slutte ordentligt og ender ikke alt for letkøbt, hvor jeg synes NDT blev lidt forhastet til sidst og “løsningen” var lidt for meget “lad os spole tilbage”.
The Dragon Page fandt jeg et podcast interview hvor han fortæller om denne bog og afslører lidt af hans kommende trilogi, Void Trilogy, der foregår i samme univers 1000 år længere ude i fremtiden. Der burde bestemt være noget at glæde sig til.

Pandora’s Star

Pandora's StarDet er gået noget langsommere med læsningen efter studiet startede igen og det bliver ikke bedre når det er en bog af Peter F. Hamilton man prøver at komme igennem, da han jo er yderst kendt for at skrive murstensbøger på godt over 1000 sider. Men nu er jeg altså blevet færdig med Pandora’s Star som er første del i The Commonwealth Saga hvor anden og afsluttende del hedder Judas Unchained. Det er ligesom The Night’s Dawn Trilogy (NDT) space opera i stor stil med et væld af personer med hver deres små sidehistorier og en fremtidsverden hvor menneskeheden har koloniseret adskillige stjernesystemer, og jeg kommer til at sammenligne en del med NDT her i indlægget. Selvfølgelig bør et værk dømmes på sine egne præmisser og ikke op imod et andet, men grundet de mange ligheder er det en god referenceramme.

Pandora’s Star finder sted i samme univers som (den efter min mening temmelig ringe) Misspent Youth nogle hundrede år efter, men der er ingen umiddelbar grund til at læse den først, da den kun giver lidt mere information om den behandling der gør at folk kan leve evigt. Menneskeheden har koloniseret flere hundrede planeter som alle er forbundet i et netværk af ormehuller der gør rejser mellem planeterne øjeblikkelig. Samfundet er generelt roligt og stabilt, hvor folk nyder godt af at kunne blive gjort unge igen så snart de er ved at blive for gamle, og dermed i praksis leve så længe de vil. En dag opdager en astronom at en stjerne pludslig bare forsvinder på en brøkdel af et sekund og dermed udelukker muligheden for en evt. supernova, hvorefter teorier om at et slags kraftfelt er blevet sat til omkring stjernen og så søsættes et projekt til at bygge et rumskib der kan flyve hurtigere end lyset til at rejse de over 600 lysår for at undersøge sagen. Teorierne går på at enten er kraftfeltet bygget for at holde nogen indespærret i solsystemet eller at det er bygget som et forsvar. Det viser sig at være det første og under mystiske omstændigheder bliver væsenerne i systemet sluppet fri, hvor de nærmest øjeblikket indleder et massivt angreb på menneskenes planeter i et rent blodbad. Dermed synes jeg det ligner NDT en del hvor resten af historien umiddelbart kommer til at være en kamp for menneskeracens overlevelse, men hvor det i NDT var os selv der var truslen, er det nu en ydre trussel.
Trods disse ligheder får Hamilton dog en spændende ekstra vinkel ved at inddrage en konspirationsteori i plottet, med en gruppe der kalder sig The Guardians Of Selfhood der mener at menneskeheden bliver styret af et rumvæsen kaldet The Starflyer og at den også har planlagt dette angreb. I starten bliver det fremstillet som en temmelig langt ude konspirationsteori, men som historien skrider frem er der flere og flere ting der virker underlige, og konspirationsteorien bliver taget mere og mere seriøst blandt bogens hovedpersoner.
Men for at vænne tilbage til sammenligningen med NDT, så har Pandora’s Star også en større samling hovedpersoner og bifigurer, der alle sammen har hver deres lille del i det store plot og som historien skrider frem begynder disse at flette sammen. Listen over disse personer foran i bogen bliver yderst behjælpelig, og med hele 43 listede personer er det vel ikke overraskende at det kan blive temmelig komplekst til tider. Dog er det færre end i NDT og det gik også noget hurtigere med at kunne se sammenhængen i alle sidehistorierne. I NDT er der også en klar helterolle med Joshua Calvert, hvilket der ikke rigtigt er i Pandora’s Star. Der er selvfølgelig en række hovedpersoner der hver især har lagt grobund for at kunne udrette noget stort, men det er ikke en enkeltmandsmission.

Hamiltons skrivestil er som man kender den og han skriver selvfølgelig stadig glimrende, omend jeg synes det er ved at ligne noget der er nærmest formaliseret og tempoet er noget svingende. Man savner måske lidt at han prøver noget nyt som han fx gjorde i Fallen Dragon som jeg fandt rigtig god, men at kunne strikke en så kompleks og omfangsrig space opera sammen skal man nu stadig ikke se gennem fingre med. Universet og samfundet han har skabt er gennemarbejdet og troværdigt, dog uden at vi rigtig kommer i dybden hos de mindre samfund. Han har trods alt begrænset sig i omfang i forhold til NDT og der går hermed selvfølgelig nogle detaljer tabt, men så fokuseres der også mere på selve plottet. En sidste lille ting der kan nævnes er de mange sexscener der altid har en fast plads i hans bøger, hvor jeg nu synes at de faktisk bringer historien lidt videre og ikke virker så påklistrede.

Det må jo hellere understreges at dette kun er første halvdel af et samlet væk, så det svarer vel til at omtale en halvlæst bog. Så jeg vil ikke drage for store konklusioner, men ser selvfølgelig frem til at læse videre i Judas Unchained og håber så på det ikke bare bliver en lang krigshistorie. Der er jo stadig mange spændende ubesvarede spørgsmål, primært anliggende hvorfor dette kraftfelt blev bygget og hvem der gjorde det, og ikke mindst hvorfor nogen tilsyneladende med vilje har sluppet de farlige rumvæsener løs på menneskeheden, og om konspirationsteorien holder.