Childhood’s End

Childhood's EndI Fantastiks lille læsegruppe plejer vi at læse noveller, men har nu forsøgt os med en roman, Arthur C. Clarkes klassiker Childhood’s End fra 1953, der vel sammen med 2001 nok er et af Clarkes mest populære værker.

En dag kommer gigantiske rumskibe til syne over en række storbyer verden over og den kolde atomkrig mellem Sovjet og USA kommer til et brat ophold. Mennesket er ikke længere alene i universet. Efter kontakten er etableret, bliver det gjort klart at rumvæsenerne, der kalder sig Overlords, er her for at hjælpe menneskeheden videre og rette op på vores klode inden vi dræber os selv. Så stille og roligt bliver verden et bedre sted. Al religion forsvinder, nationalstaterne holder op med at bekrige hinanden, sult og elendighed forsvinder. Men the Overlords har større planer end det. De vil tage mennesket videre til det næste udviklingstrin på et højere abstrakt telepatisk plan.

En simpel statisk analyse af romanen vil nemt kunne udpege en række fejl. Transformationen fra en verden på randen af krig til et lykkeligt utopia sker nærmest bare sådan lige og rent fortælleteknisk bruger Clarke mange og lange infodumps. Alligevel slipper han forbløffende godt fra det. For det er ikke selve transformationen til et bedre samfund Childhood’s End handler om. Det kunne være en hel roman for sig selv. Det er hele menneskehedens transcendens til et højere eksistensplan og ikke mindst også the Overlords egen skæbne, der er Clarkes egentlige budskab.
Selvom romanen er over 50 år gammel, fungerer dens budskab i hvert fald stadig godt og den lider heller ikke af sin alder. Alligevel tror jeg ikke man vil kunne acceptere den samme historie i dag, fordi alt det med at menneskeheden så nemt og modstandsløst accepterer deres nye skæbne og på få årtier bortkaster al gammel religion og gamle styreformer, vil ikke slå helt igennem i dag. Det var også den del af det jeg fandt mindst troværdig, men stadig alt i alt en overraskende god læseoplevelse.

Og så kan jeg i øvrigt nævne, at vi i læsegruppen, udover et par noveller de næste par gange, planlægger at diskutere Singularity Sky i starten af næste år, og nye ansigter er selvfølgelig velkomne.

Fantasticon 2008 – søndag

Så gik søndagen søreme også med Fantasticon. Ankom som en af de første lidt over 10 og hjalp til med lidt stoleopsætning med en bæger kaffe i den ene hånd.

Kl. 11.00 kom Holger Bech Nielsen og holdt et foredrag om teorien for alting – random dynamics. En speciel oplevelse at høre ham, som både gjorde at man blev klogere og ufatteligt forvirret på samme tid.

Efter dette var jeg til auktion, som var ganske velbesøgt, og bøgerne og filmene kom ganske højt op, så for en gangs skyld kom jeg tomhændet derfra.

Så var der et interessant panel om børne- og ungdomslitteratur i de fantastiske genrer, og hvem kan være mere eksperter i dette end to velbelæste drenge. De blev akkompagneret af forfatterne Lise Bidstrup og Benni Bødker. Til det helt generelle spørgsmål, om hvorfor romaner der foregår i en form for fantasiverden er mere interessante, svarede de begge, at det var for at opleve en anden virkelighed end hverdagen. Socialrealisme har man nok af i forvejen, så det gider man da ikke også læse om. Det kan jeg jo kun være enig i. Det var ikke overraskende mest fantasy de læste, men det var ikke fordi de som sådan havde en forudfattet negativ holdning til science fiction, men de synes bare ikke de så ret meget af det på bibliotekerne og det der måske var, var temmelig gammelt og dermed ikke det mest indbydende. Hvilket også slog fast, at de begge primært for deres inspiration fra deres lokale bibliotek. De var ikke specielt opsøgende med at bestille bøger hjem fra andre biblioteker eller lignende.

Dagens højdepunkt var panelet om Arthur C. Clarke bestående af Stig W. Jørgensen, Niels Dalgaard, Klaus Æ. Mogensen og Norman Spinrad. Spinrad havde arbejdet sammen med Clarke tilbage i 60′erne og kunne fortælle nogle interessante ting vedrørende filmen 2001. Clarke ville egentlig gerne have haft en anden form for slutning. Ideen var at vise nogle meget smukke rumvæsener til sidst, men de kunne ikke få det til at se rigtigt ud, så det endte med noget andet. Alle i panelet var enige om, at det der bedst kendtegnede Clarkes forfatterskab var hans positive syn på fremtiden. Man kunne måske kalde det naivt i nogen henseender, men det var Clarkes drøm om fremtiden, uden at det blev utopisk eller politisk på den måde.

Jesper Rugård og Rasmus Wichmann havde arrangeret en quiz, hvor tre hold af ca. 4 personer deltog. Ganske gode og blandede spørgsmål, både inden for litteratur og film og “andet”, med rimelig sværhedsgrad og bredde. Holdet med Stig W. Jørgensen og Klaus Æ. Mogensen vandt.

Og angående NoFF, så blev der ingen afstemning, for man vil sende både mig og Rasmus Wichmann af sted til Olso SF Festival og jeg håber selvfølgelig folk vil donere lidt til formålet.

The Fountains of Paradise

Fountains of ParadiseI denne måned har Azur taget fat på denne Clarke-klasikker fra 1979, der må siges at være ganske repræsentativ for Clarke’s forfatterskab. Han viser fuldt ud sine evner for at have troværdige og gennemarbejdede visioner for fremtiden, men den store tekniske viden overskygger måske lidt hans historiefortælling. Den har vundet både en Nebula og en Hugo award.

Ingeniøren Vannevar Morgan har efter sin succes med en bro mellem Gibraltar og Afrika, planer om et endnu større projekt; et tårn til stjernerne. Ved hjælp af et nyt stærkt og ultratyndt fiber skal det via en elevator være muligt at komme ud i rummet, hvilket er langt billigere og mere effektivt end at sende raketter af sted nede fra Jorden. Der er bare et problem, nemlig at det eneste sted et sådan tårn kan placeres grundet diverse forhold i Jordens tyngdefælt, er ved et tempel hvor en munkeorden har holdt til i årtusinder.
Det er dog ikke specielt det der gør bogen interessant, men derimod de mange ideer Clarke sætter ind som biting i romanen. Der omtales menneskets første møde med en anden intelligent race, i form af en rumsonde der kommer forbi Jorden og giver dem en masse oplysninger, for at rejse væk igen. Og en næsten præcis forudsigelse af hvordan vi mennesker vil bruge Internettet til informationssøgning, kommer Clarke også med, der igen understreger hans sans for teknologiudvikling.

Det er en meget iderig og potentiel åben roman, som der sikkert kunne skrives utallige sidehistorier til, men dens betydning har nok været størst med dens introduktion af en rumelevator. Det er nu ikke Clarkes egen ide, men han var blandt de første til at bruge ideen i en roman, og ses nu ofte i science fiction litteratur. Men som nævnt i starten, så er selve plottet og historien noget tynd i sig selv, og måske lidt for åben trods alt, men elsker man teknisk hard science fiction, så er der masser af guf at finde her.