Startide Rising

Startide RisingAnden bog i David Brins Uplift-trilogi har noget mere at byde end Sundiver, men jeg er stadig ikke begejstret for Brins måde at skrive på. Plottet er dog mere interessant. Romanen er fra 1983 og vandt både en Hugo og en Nebula.

Rumskibet Streaker, bemandet med mennesker, intelligente delfiner og chimpanser, har praktisk talt det meste af galaksens civilisationer efter sig. De har nemlig gjort en fantastisk opdagelse. Ved et tilfælde fandt de en forladt rumflåde fra den civilisation der angiveligt var den første højtudviklede race der opløftede andre racer. Mindre kløgtigt var det at sende beskeden om fundet ukrypteret tilbage til Jorden, så de må søge tilflugt på planeten Kithrup, mens de andre slås indbyrdes i kamp om hvem der får adgang til informationen om hvor den forladte rumflåde befinder sig. En fin start der fangede min interesse, men så kører det bare rundt indtil slutningen, hvor der da sker noget lidt interessant igen.

Mit problem ligger stadig med Brins sprog, som nok mest af alt har med personlig smag at gøre, og ikke kvalitet. Nogen vil sikkert finde hans sprog flot, varieret og anderledes, mens jeg nu for det meste blot fandt det irriterende og unødvendigt eksotisk. At have mange personer i en roman er fint nok, men når de ikke får opbygget en genkendelig personlighed, bliver de tabt i et virvar af eksotiske navne og om de nu er delfiner, mennesker eller noget helt tredje.
Eftersom jeg egentlig har købt alle seks bøger i serien, bør de jo stadigvæk have en chance. Jeg vil da i hvert fald gerne høre mere om hele mysteriet med uplifting.

Sundiver

SundiverAlle seks bøger i David Brins Uplift serie har længe stået på reolen, men nu hvor Startide Rising kom på programmet i læseklubben Azur, måtte det være tid til at komme i gang med første bind i serien. Sundiver fra 1980. Det gennemgående tema i disse Uplift bøger, er at mennesket lader til at være den eneste race i galaksen, der har opnået rumfart på egen hånd. Alle andre er blevet “løftet op” teknologisk af andre racer. Jordens teknologi står derfor ret alene, da alle andre blot følger anvisningerne fra det store galaktiske bibliotek.

I Solens kromosfære har man observeret noget der kunne ligne en hidtil ukendt livsform. De bliver kaldt for spøgelser. En ekspedition til Solen vil undersøge det nærmere og en farverig skare af forskellige rumvæsener er med på turen. Ting går galt, nogen dør, nogen anklages og man kommer i kontakt med disse solspøgelser. Det handler ikke så meget om Uplift-konceptet, men det bliver talt om ind i mellem, og denne bog finder også sted i en helt anden tidsperiode end resten af serien.
Måske er tiden løbet lidt fra denne 30 år gamle roman, for den fangede mig aldrig rigtig og kunne aldrig helt affinde mig med den måde den var skrevet på, som jeg bedst kan beskrive som rodet og ukonkret. Den er fyldt med en masse rumvæsener, men det eneste eksotiske ved dem lader til at være deres navne, og figurerne bliver aldrig rigtig levende eller interessante. Jeg har dog større forhåbninger til Startide Rising, som trods alt vandt både en Hugo og en Nebula pris.

Star Trek V: The Final Frontier

Star Trek V: The Final FrontierDenne femte Star Trek film fra 1989 er blevet kaldt den dårligste af alle Star Trek filmene, og den vandt tilmed et par Razzies awards (en slags Oscar bare for værste film). Der er vist også noget om det et eller andet sted. Der er virkelig bare en hel masse galt med den film på mange punkter, selvom den enkelte steder kunne have potentiale til noget andet.

Filmen handler ganske kort om en vulcan der lader sig styre af sine følelser fremfor logik, mener at have fundet ud af hvor Sha Ka Ree befinder, for mennesket kendt som paradisets have, befinder sig. Han kaprer derfor Enterprise for at flyve til galaksens centrum, hvor sandheden om denne “gud” bliver afsløret.
Selvom det ikke er så tit at et emne som gud tages op i Star Trek, så er det ikke så meget det der er filmens problem, men måden det er udført på. De “overtalesesmetoder” vulcanen bruger for at kapre Enterprise virker ikke særligt troværdige. Dialogen er en underlig kikset, hvor den kan gå fra det meget højt filosofiske til banal dagligdagssnak, hvor det bare ikke fungerer. Specielt scenen hvor de endelig kommer frem til denne planet og vulcanen udråber We have travelled far og bagefter næsten viskende “..by starship.” virker umådeligt kikset og fjollet.
Filmen indeholder også irriterende åbenlyse fejl. For det første vil det tage noget i retning af 100 år med top warphastighed at nå galaksens centrum. For det andet tales der om en “great barrirer” de skal bryde som ingen andre har gjort før og vendt tilbage, og når Enterprise endelig når dertil volder det dem ingen problemer overhovedet.
Den har dog sine gode sider. Fx en af åbningsscenerne hvor Kirk, McCoy og Spock er ude i vildmarken for at campe foran et lejrbål og klatre i bjerge, ganske god og viser nye karaktertræk af de tre hovedfigurer. Ligeledes scenen hvor vulcanen får en indre smerte frem i McCoy, viser doktoren fra en helt ukendt vinkel.
Helt forfærdelig er filmen da heller ikke. Den tager da fat på store og tunge emner, og behandler dem på god Star Trek maner, uden at give helt konkrete svar til sidst.
Kirk gør meget ud af at sige at den slutning med 10 stenmænd der jagter ham der ikke kom med vil have gjort filmen bedre, men det har jeg nu svært ved at se. Det vil blot have været endnu en actionscene, der ikke rigtigt vil bringe historien videre.

To kommentarspor er der som altid, et tekstet med Okuda og et indtalt, denne gang med instruktør og skuespiller William Shatner og hans datter Liz. De fortæller en masse om filmens tilblivelse, men mest af alt diverse beklagelser og undskyldninger om at de havde for lidt tid og for få penge til at lave den film de havde ønsket. Noget af det er sikkert reelt nok, men det bliver lidt trættende at høre på. Specielt fordi Shatner er ret kedelig at høre på og der er alt for mange talepauser.
Det tekstede spor er som man kender. En del teknisk og en masse navne, men stadig med lidt humor. Der bliver blandt andet nævnt en del om forskellige sets og kulisser i filmen der også har været brugt i TNG, samt andre kommentarer om hvordan det har været med den serie kørende samtidig med at denne film blev til.

Ekstramaterialet er opdelt som de andre film, med en sektion kaldet The Star Trek Universe og en Production, samt lidt blandet som trailere, billedgallerier og slettede scener.
Under The Star Trek Universe finder man først en dokumentar om Herman Zimmerman, der både er en biografi og en hyldest af ham og hans arbejde som production designer på de nyere film og serier. Han har blandt andet designet Enterprise skibene og Deep Space 9 stationen.
Et interview med William Shatner optaget ved Yosemite bjergerne, hvor en af filmens første scener finder sted, er også med, hvor Shatner nu mere fortæller om bjergbestining end om filmen. Det er dog bestemt mere værd at se end det interview han leverede til “Star Trek IV: The Voyage Home”.
I Cosmic Thoughts filosoferer blandt andet Ray Bradbury og David Brin over emner som universet og Gud. Tankevækkende sager, men til tider lidt højtflyvende.
Skuespillerne der spillede de to klingoner Vixis og Klaa i filmen fortæller i 13 minutter om hvordan de fik rollen og hvor stort et arbejde de lagde i at opbygge passende muskelmasse til deres rolle. Fin dokumentar, men irriterende at kameramanden synes at han skulle ryste billedet en del.
Til sidst er der en dokumentar om fremtidens miljøsituation, hvor blandt andet folk fra nationalparkerne i USA taler om hvordan science fiction kan hjælpe med at sætte fokus på den slags problemer og at Star Trek især har et optimistisk syn på fremtiden hvad angår miljø og klodens tilstand.

Under Production er ekstramaterialets bedste og længste dokumentar The Journey, hvor filmens tilblivelse gennemgås og hvilke vanskeligheder de havde med at lave filmen og også om få overbevist folk om selve plottet.
Man finder også klip fra en pressekonference fra inden filmens premiere, men det er en pinlig og kikset affære, hvor skuespillerne prøver med forskellige morsomheder som helt falder til jorden i pinlig tavshed. Journalisternes meget få spørgsmål var heller ikke meget bedre.
Derudover får vi også en masse råklip fra makeup tests, special effecets i tidlige faser og lignende.

Et par meget korte slettede scener er ligeledes at finde, men ingen af dem har rigtig nogen værdi. Trailere, billedgallerier, storyboards og den slags er som på de andre udgivelser også at finde, hvis man har interesse i den slags.

Både filmen og ekstramaterialet er en lidt blandet fornøjelse, omend man vel kan sige det er svært at se noget rigtigt spændende i ekstramateriale til en film man ikke synes er særlig god. Det kunne dog have hjulpet hvis man var lidt mere ærlig omkring filmens tydelige problemer og det store flop den endte med at blive, fremfor behændigt at forsøge at ignorere det. Men Shatner siger et eller andet sted at han er god til selvbedrag, så det er nok forklaringen.

Star Trek III: The Search For Spock

Star Trek III: The Search For SpockTredje Star Trek film bygger direkte videre på “The Wrath Of Kahn” og jeg vil anbefale at man ser den først, for ellers er der en del i denne film der ikke giver meget mening. Enterprise er på vej til spacedock for at blive gjort istand efter kampen mod Kahn, men besætningen, og især Kirk, er naturligvis noget nedtrykte over tabet af Spock. Der er dog noget helt galt med Dr. McCoy og Kirk erfarer at Spock tilsyneladende har overført sin bevidsthed til McCoy, og besætningen må derfor drage tilbage til planeten Genesis og finde Spock, så begge kan få fred. Alt imens en klingon har fået oplysninger om Genesis og er meget opsat på at få fingre i anordningen. Resten af historien siger næsten sig selv hvis man kender bare lidt den typiske formel for Star Trek historier.
Filmen er vel hvad man vil kalde episk og opera-agtigt, med store følelser og eksistentielle spørgsmål om livet, men selvfølgelig i et anderledes setup med genfødslen af Spock, det heltemodige eventyr af Kirk som satser alt for sin ven og videnskabsetiske spørgsmål omkring Genesis der kan kan skabe liv ud af ingenting.

Som med de andre film er der et lydkommentarspor med blandt andet instruktør Leonard Nimoy, med diverse kommentarer til filmen af mere eller mindre interessant karakter. Af det mere spændende kan nævnes at denne film introducerede hvad vi fra senere serier og film kender som “personlige logs”, hvor et besætningsmedlem nedfælder mere personlige tanker, end de rent professionelle logs. I dette tilfælde Kirk om sin sorg over tabet af Spock. Det tilbagevendende tekstede kommentarspor af Michael Okuda er som man kender det, fyldt med sjove små ukendte finurligheder omkring filmen og en masse ligegyldige fakta i form af navneopremsninger. Der er dog begyndt at være noget længere imellem de interessante facts må jeg sige.

Ekstramaterialet på den anden disc er derimod af rigtig høj kvalitet. En delvist videnskabelig dokumentar omkring terraforming og science fictions betydning for rumforskning, hvor blandet andet forfatteren David Brin og nogle NASA folk er med. Meget spændende for det meste, men de bliver måske en anelse højtidlige ind imellem.
Et par nyoptagede interviews hvor det mest interessante er med Nimoy hvor han fortæller om hvordan han fik instruktørrollen på denne film og hvordan det efterfølgende gik.
Derudover selvfølgelig en gennemgang af special effects og skibsmodellerne, samt en gennemgang af kostumerne og deres tilbringelse.
Mest spændende, for rigtige trekkier især, er Marc Okrands gennemgang af hvordan han skabte klingonsproget, dets opbygning og grammatik. Det er virkelig gennemtænkt og ikke bare et par tilfældige ord man har fundet på. Han har virkelig gjort meget for at gøre sproget så langt væk som muligt fra alle menneskelige sprog, ved at bruge sammensætninger af bogstaver og grammatik der ikke forekommer i ret mange menneskelige sprog.

Som film er det nu ikke en af dem jeg er mest begejstrede for. Muligvis fordi den ikke er så spændende at se flere gange, men ekstramaterialet på denne udgivelse må jeg sige virkelig trækker op.

Science Fiction nr. 6

Det går lidt trægt med at få læst dem, men nu fik jeg læst mig igennem nummer 6, som har tema om David Brin. En forfatter jeg før kun kendte af navn, men anmeldelserne af hans bøger og især en af novellerne har da givet mig lidt interesse, omend det næppe bliver lige foreløbig at han havner på min liste over forfattere der skal læses.

Vi får to oversatte noveller, Containerfarm Dynamo og Lungefisk. Begge kan findes på engelsk på David Brins officielle webside. De danske oversættelser er skam fine nok, men til tider lidt anstrengte og fordanskede. Containerfarm Dynamo er en noget kedelig historie om politisk fnidder angående nogle tomme ilttanke i kredsløb om Jorden. Ikke særligt interessant i mine øjne, men tilgengæld var der mere at komme efter i Lungefisk. Deri følger vi en ekspedition der skal undersøge vragene af ødelagte fremmede sonder et sted i solsystemet. Det menes at galaksens civilisationer har udsendt en masse selvreplikerende sonder ud i rummet for at skabe kontakt med andre væsener, men tilsyneladende har en form for krig ødelagt dem, hvor menneskene så udforsker de vrag de har fundet og baggrundshistorien går langsomt op for dem da de finder en slags Rosetta sten der fortæller galaksens historie.

Christopher Priest bliver også vendt lidt med et par anmeldelser, en biografi og novellen Ludere. Den handler om en skadet soldat der i et luderkvarter prøver at finde en sygeplejerske han lærte at kende på hospitalet, men finder i stedet en anden luder hvilket får skræmmende følger. Jeg forstod ikke helt pointen i den historie og den mindede mere om horror end science fiction.