A Sound of Thunder

A Sound of ThunderRay Bradburys novelle A Sound of Thunder hører til blandt hans bedste og mest kendte historier. Den er simpel og gennemslagskraftig om konsekvenserne ved tidsrejser. En oplagt historie at filmatisere, hvilket blev gjort i 2005 af Peter Hyams, der desværre endte som en slem fiasko.

Udgangspunktet følger novellen ganske godt. Det er år 2055 og firmaet Time Safari tilbyder, som de eneste, rejser tilbage til dinosaurenes tid hvor man kan få lov til at dræbe en Tyrannosaurus Rex. Der er dog meget strenge regler for at man endelig ikke må ændre noget i fortiden. Derfor går man på en kunstig vej i junglen, skyder kun på et dyr der alligevel ville være død få minutter senere, og man må under ingen omstændigheder træde uden for den kunstige vej eller tage bare så meget som et gram med hjem. Det går selvfølgelig galt og tidslinjen har ændret sig. Her stopper novellen, hvor filmen tager det flere skridt videre. Virkningen er ikke øjeblikkelig, men kommer i bølger – tidsbølger, der på ægte speciel effect vis skylder som en tsunami indover storbyen. Først ændres klimaet, derefter begynder gigantiske planter at skyde op alle vegne, dyrene ændre sig osv. Forklaringen er at evolutionen har ændret sig, og alt efter hvor højt udviklet livsformen er, vil den ændre sig i bølger. Mennesket kommer til sidst. Filmen udvikler sig altså til en regulær katastrofefilm, hvor heltene skal finde en måde at rette op på tidslinjen igen.

Filmen kunne egentlig godt have haft potentiale, og udvidelser af den originale novelle var ikke dårlige, for ellers var det nok blevet en kortfilm. Det går bare galt på så mange måder. At skuespillet er så elendigt som man nu kan forvente det er acceptabelt, men speciel effectsene er virkelig mange gange under lavmålet for en film fra 2005, selv for en film med et budget på “kun” 80 millioner dollars. Stort set alle baggrunde og udendørsscenarier er lavet med skuespillere der står foran en bluescreen med halvdårlig computergrafik i baggrunden. De forskellige monstre er acceptable, men heller ikke på højde med standarden. Og i følge en anmelder på IMDb er der en mulig god forklaring på dette.
Selvom tidsrejser i forvejen er ude på det videnskabelige overdrev, så er forklaringen med tidsbølger der ruller evolutionen over i den nye tidslinje simpelthen for langt ude. At gøre det på den måde virker også unødvendigt, for der kunne sikkert godt have kommet en ganske interessant film ud af egentlig bare at køre historien videre fra hvor novellen sluttede, hvor samfundet er ændret på en række større og mindre punkter, men uden det dommedagscirkus.

Men okay, for en halvanden times underholdning kan den da gå an. Alle klichéer bliver overholdt og om ikke andet kan man da grine af det.

Bradburys bedste

Bradburys bedsteJeg vil prøve at læse nogle flere klassiske store navne inden for genren og man opdager hurtigt at man mangler meget, når man læser Niels Dalgaards Fra Platon til cyberpunk om science fiction genrens historie. Så en novellesamling med Ray Bradbury udarbejdet af Niels Dalgaard virkede oplagt. Samlingen der har undertitlen Solkuplerne og andre science fiction noveller består af 14 oversatte noveller og et forord af Niels Dalgaard. Jeg skal ikke kunne sige om det vitterlig er det bedste fra Bradburys hånd, men gode er de alle sammen. Rigtig gode endda!

Den første novelle, En lyd som torden, sætter virkelig tankerne i gang, hvor et enkelt forkert fodtrin på en tidsrejse tilbage i dinosaurtiden får uanede konsekvenser for nutiden. En velkendt problemstilling ved tidsrejser, som jeg nok mest husker fra nogle Anders And historier. Alle novellerne bygger på sådanne originale ideer og navnlig de negative konsekvenser det har for mennesket, og Niels betegner da også Bradbury som pessimist i sit forord. En mand der prøvede at undgå fremtiden, og det er svært at finde mange lyspunkter i fortællingerne, der for det meste slutter brutalt og ikke efterlader meget håb.
Flere af novellerne foregår på andre planeter, herunder Venus og Mars, men budskabet lader til at være at mennesker ikke egner sig til at leve på disse planeter. I Solkuplerne der foregår på Venus og der er en konstant kraftig regn, der driver en ekspedition til vanvid. Og i Frost og flammer er mennesker strandet på en planet, der gør at de kun lever otte hektiske dage. En rystende tragisk fortælling. Selv når planeterne umiddelbart virker venlige som i Her findes tigerdyr, er det alligevel for meget af det gode.
En anden vinkel i mange af Bradburys ideer, er menneskeskabte opfindelser der skulle gøre vores liv lettere, men ikke altid har den ønskede lykkebringende effekt. I fx A/S Marionetter er der et firma der kan fremstille livagtige robotter af en selv, som man så kan snyde konen med, men denne klon opfører sig ikke helt som planlagt. I Hele sommeren på en dag hører vi om en robot bedstemor der gør en hel familie lykkelig, men den er skrevet med en næsten kvalmende overdrivelse af det sukkersøde, at ideen slet ikke virker tiltalende. Og i Savannen præsenteres et slags holodæk, som skaber store problemer for børneopdragelsen. Ikke en vinkel jeg er stødt på før.

Det eneste jeg ikke altid kan forene mig med er hans skrivestil, men da det er en oversættelse må det jo tages med nogle forbehold. Der er ingen overflødige ord og sætninger, og historierne er enkle og kompakte, hvilket i sig selv er fint, men læsningen bliver ikke så glidende og flydende, men noget hakkende til tider. Det er på ingen måde “hård” science fiction, men ideerne virkede gennemtænkte og historierne forholder sig til et isoleret forhold og fortæller om dets konsekvenser, hvilket gør dem helstøbte og fuldendte. Der er ingen svingeærinder eller halvfærdige ideer.

Selvom historierne er gamle kan de stadig varmt anbefales og læses den dag i dag. Bradbury har på flere punkter været godt på forkant med etiske problemstillinger omkring fremtidens teknologi og dets konsekvenser for menneskets liv, og har vel sat sig kritisk overfor mange andre forfatteres store optimisme til at lykken kan findes på andre planeter end Jorden.

Star Trek V: The Final Frontier

Star Trek V: The Final FrontierDenne femte Star Trek film fra 1989 er blevet kaldt den dårligste af alle Star Trek filmene, og den vandt tilmed et par Razzies awards (en slags Oscar bare for værste film). Der er vist også noget om det et eller andet sted. Der er virkelig bare en hel masse galt med den film på mange punkter, selvom den enkelte steder kunne have potentiale til noget andet.

Filmen handler ganske kort om en vulcan der lader sig styre af sine følelser fremfor logik, mener at have fundet ud af hvor Sha Ka Ree befinder, for mennesket kendt som paradisets have, befinder sig. Han kaprer derfor Enterprise for at flyve til galaksens centrum, hvor sandheden om denne “gud” bliver afsløret.
Selvom det ikke er så tit at et emne som gud tages op i Star Trek, så er det ikke så meget det der er filmens problem, men måden det er udført på. De “overtalesesmetoder” vulcanen bruger for at kapre Enterprise virker ikke særligt troværdige. Dialogen er en underlig kikset, hvor den kan gå fra det meget højt filosofiske til banal dagligdagssnak, hvor det bare ikke fungerer. Specielt scenen hvor de endelig kommer frem til denne planet og vulcanen udråber We have travelled far og bagefter næsten viskende “..by starship.” virker umådeligt kikset og fjollet.
Filmen indeholder også irriterende åbenlyse fejl. For det første vil det tage noget i retning af 100 år med top warphastighed at nå galaksens centrum. For det andet tales der om en “great barrirer” de skal bryde som ingen andre har gjort før og vendt tilbage, og når Enterprise endelig når dertil volder det dem ingen problemer overhovedet.
Den har dog sine gode sider. Fx en af åbningsscenerne hvor Kirk, McCoy og Spock er ude i vildmarken for at campe foran et lejrbål og klatre i bjerge, ganske god og viser nye karaktertræk af de tre hovedfigurer. Ligeledes scenen hvor vulcanen får en indre smerte frem i McCoy, viser doktoren fra en helt ukendt vinkel.
Helt forfærdelig er filmen da heller ikke. Den tager da fat på store og tunge emner, og behandler dem på god Star Trek maner, uden at give helt konkrete svar til sidst.
Kirk gør meget ud af at sige at den slutning med 10 stenmænd der jagter ham der ikke kom med vil have gjort filmen bedre, men det har jeg nu svært ved at se. Det vil blot have været endnu en actionscene, der ikke rigtigt vil bringe historien videre.

To kommentarspor er der som altid, et tekstet med Okuda og et indtalt, denne gang med instruktør og skuespiller William Shatner og hans datter Liz. De fortæller en masse om filmens tilblivelse, men mest af alt diverse beklagelser og undskyldninger om at de havde for lidt tid og for få penge til at lave den film de havde ønsket. Noget af det er sikkert reelt nok, men det bliver lidt trættende at høre på. Specielt fordi Shatner er ret kedelig at høre på og der er alt for mange talepauser.
Det tekstede spor er som man kender. En del teknisk og en masse navne, men stadig med lidt humor. Der bliver blandt andet nævnt en del om forskellige sets og kulisser i filmen der også har været brugt i TNG, samt andre kommentarer om hvordan det har været med den serie kørende samtidig med at denne film blev til.

Ekstramaterialet er opdelt som de andre film, med en sektion kaldet The Star Trek Universe og en Production, samt lidt blandet som trailere, billedgallerier og slettede scener.
Under The Star Trek Universe finder man først en dokumentar om Herman Zimmerman, der både er en biografi og en hyldest af ham og hans arbejde som production designer på de nyere film og serier. Han har blandt andet designet Enterprise skibene og Deep Space 9 stationen.
Et interview med William Shatner optaget ved Yosemite bjergerne, hvor en af filmens første scener finder sted, er også med, hvor Shatner nu mere fortæller om bjergbestining end om filmen. Det er dog bestemt mere værd at se end det interview han leverede til “Star Trek IV: The Voyage Home”.
I Cosmic Thoughts filosoferer blandt andet Ray Bradbury og David Brin over emner som universet og Gud. Tankevækkende sager, men til tider lidt højtflyvende.
Skuespillerne der spillede de to klingoner Vixis og Klaa i filmen fortæller i 13 minutter om hvordan de fik rollen og hvor stort et arbejde de lagde i at opbygge passende muskelmasse til deres rolle. Fin dokumentar, men irriterende at kameramanden synes at han skulle ryste billedet en del.
Til sidst er der en dokumentar om fremtidens miljøsituation, hvor blandt andet folk fra nationalparkerne i USA taler om hvordan science fiction kan hjælpe med at sætte fokus på den slags problemer og at Star Trek især har et optimistisk syn på fremtiden hvad angår miljø og klodens tilstand.

Under Production er ekstramaterialets bedste og længste dokumentar The Journey, hvor filmens tilblivelse gennemgås og hvilke vanskeligheder de havde med at lave filmen og også om få overbevist folk om selve plottet.
Man finder også klip fra en pressekonference fra inden filmens premiere, men det er en pinlig og kikset affære, hvor skuespillerne prøver med forskellige morsomheder som helt falder til jorden i pinlig tavshed. Journalisternes meget få spørgsmål var heller ikke meget bedre.
Derudover får vi også en masse råklip fra makeup tests, special effecets i tidlige faser og lignende.

Et par meget korte slettede scener er ligeledes at finde, men ingen af dem har rigtig nogen værdi. Trailere, billedgallerier, storyboards og den slags er som på de andre udgivelser også at finde, hvis man har interesse i den slags.

Både filmen og ekstramaterialet er en lidt blandet fornøjelse, omend man vel kan sige det er svært at se noget rigtigt spændende i ekstramateriale til en film man ikke synes er særlig god. Det kunne dog have hjulpet hvis man var lidt mere ærlig omkring filmens tydelige problemer og det store flop den endte med at blive, fremfor behændigt at forsøge at ignorere det. Men Shatner siger et eller andet sted at han er god til selvbedrag, så det er nok forklaringen.