Cirkler

Cirkler“Cirkler” er en helt ny udgivelse fra det ligeså ny forlag Ny Science Fiction med 13 noveller fra 9 forfattere. Nyt dansk science fiction bør man jo altid tage godt imod, og der er både navne man kender fra især de danske fanzines og navne jeg i hvert fald ikke har set før. Bogen er redigeret af Flemming R.P. Rasch, der også selv har en enkelt novelle i antologien.

Den første novelle er af Richard Ipsen og hedder De danser i Reykjavik, handler om en mand der vil forsøge sig med dans i vægtløs tilstand og får hjælp af en tiltrækkende kvinde ved navn Kari. Den er meget smukt skrevet, men mangler lidt handling.

Stævnemødet af Lars Konzack handler selvsagt om et stævnemøde. Selve stævnemødet mellem de to personer virker meget formelt, og deres samtaler virkelig overdrevet høflige og kunstige, men de betegner alligevel sig selv som yderst lykkelige. Hvad der bliver interessant er de aber, der åbentbart bruges som en slags tjenere, som formår brat at ødelægge aftenen til sidst. Yderst velskrevet, der giver en noget at tænke over.

Vedrørende optagelse i det pan-galaktiske fællesskab af Kenneth Krabat starter med at have noget der ligner en e-mail fra Kenneth til Flemming. Ved ikke rigtigt hvad det skal til for, men selve novellen er et kortfattet brev hvor Jorden bliver nægtet optagelse i det pan-galaktiske fællesskab, fordi vi mennesker ikke kan finde ud af at begærde os med og forstå andre væsener end os selv. Ganske morsomt med kritik af hele menneskeheden fra rumvæseners synspunkt.

Michael Erik Næsby har skrevet novellen med den spøjse titel Skriv en novelle, der på underlig vis kommer til at handle om intelligente aber og en vaskebjørn der vil skrive en science fiction novelle.

Katastrofe til tiden af Kenneth Krabat er udformet som et oplæg til første sæson af en sci-fi tv-serie, der handler om et koloniseringsrumskib der under sin rejse bliver gennemboret af en stor træstamme. Lyder som en meget alternativ serie, der kunne være sjov at se.

Cirkelslutninger af Michael Erik Næsby er forvirrende læsning. Bedøm selv.

Handlingen i Stig W. Jørgensens Lufthavets skabninger er temmelig uinteressant, men måden den er skrevet på er derimod interessant. Det bliver en hel udfordring at finde ud af hvad det egentlig handler om i starten, for helt almindelige ord og betegnelser er skiftet ud med meget kliniske objektive forklaringer, som var det beskrevet af en der ikke var et menneske. Morsom måde at skrive på.

I Steen Knudsens Passage hører vi en historie fortalt om eksperimenter med at få skabt ormehuller, der involverer astronomiske forsøg med uforudsete konsekvenser. Bestemt en af udgivelsens bedste noveller.

Flemming R.P. Rasch, der som nævnt også har stået for denne udgivelse, har bidraget med en novelle med en passende titel, Cirklen. Det handler om en “cirkel” på en planet der undersøges af en gruppe forskere, ledet af en der kaldes Don Eddy. Det er vist et langt metafor for noget andet, der vist ingen grund er til at kommentere videre på.

Derefter har Kenneth Krabat 5 linjer under titlen “epilogi”, og det kan man jo dårligt give et resume af.

Richard Ipsens Kodriverens år handler om to hackere der af IT-ministeriet bliver pålagt at forsvare Danmark mod et form for virtuelt angreb mod nationen. Meget anderledes end Ipsens første novellen i udgivelsen, men efter min mening mere interessant.

Den længste novelle i udgivelsen Gaden, hvor jeg råbte dit navn af H.H. Løyche fortæller om en fremtid hvor man har forsøgt at løse den globale opvarmning med atomsprængninger og vulkanudbrud, men med katastrofale følger. Verden styres også af intelligente robotter, og de få procent mennesker der er tilbage får mindre og mindre indflydelse. Det er næsten for omfangsrigt til kun at være i novelle og jeg kunne da egentlig tænke mig den verden udforsket i en roman. Hermed en lille opfordring til forfatteren :-)

Den sidste novelle er af Jens Blendstrup og hedder Stjerner og lærketræer, og handler om det titlen antyder, på en finurlig måde.

Konklusionen må blive at Cirkler er en udgivelse med noveller af høj kvalitet. Ingen deciderede dårlige noveller, og de er alle meget forskellige hvad angår form og indhold. Både meget eksperimenterede og mere traditionelle gode historier. Og til 98kr kan det kun anbefales. Vil også lige for god ordens skyld linke til Janus’ fine anmeldelse af bogen på Scifisiden.

Og lidt off-topic kan jeg nævne jeg også netop har anmeldt Paul Grahams bog Hackers & Painters.

Mindstar Rising

Mindstar RisingMånedens bog i Azur er Mindstar Rising, der er den første bog af tre i Peter F. Hamiltons Greg Mandel serie. Da jeg læst alle andre bøger af ham, var det godt med en mulighed for at komme i gang med disse.

Greg Mandel er en tidligere soldat, der nu lever af at være en hård privat detektiv, hvor han gør flittigt brug af diverse kybernetiske implanter, han har fået i militæret, der gør ham i stand til at se andres følelsesmæssige reaktioner, fx om de lyver. Han bliver hyret af en døende milliardær til at rydde lidt op inden firmaet overgives til barnebarnet, men det bliver hurtigt mere omfattende end som så, da milliardærens firma er tæt på at kunne annoncere en revolutionerende måde at skabe ren energi på, og hans gamle rival får store modplaner.

Det kommer der en effektiv spændingshistorie ud af, med stærke og karakteristiske personligheder, som jeg da håber går igen i de andre Greg Mandel bøger. Det er noget mere jordnært og langt mindre omfattende end Hamiltons senere space operaer, men det er stadig en spændende verden det foregår i. Vi får ikke så mange detaljer at vide, men må selv stykke det sammen fra brudstykker hist og her. Den globale opvarmning har fundet sted med store oversømmelser til følge. England, hvor historien udspiller sig, er ved at komme sig over noget der ligner en politisk katastrofe med et parti under navnet PSP. Vi får ikke meget at vide, andet end at det skulle være yderst venstreorienteret og Mandel har været stor oprører dengang de sad ved magten.

Selvom bogen er 14 år gammel, er den ikke helt forældet, omend der er et par ting som at fladskærme bliver fremstillet som noget meget specielt, der i dag virker lidt pudsige. Og flere af hans ideer derfra er da gået igen i hans senere bøger. En form for Greg Mandel type, og hans soldatervenner, synes jeg på en eller anden måde optræder i hans senere værker. Samt den klassiske detektivhistorie og actionscener med voldsomme våben som taget ud af et Quake spil, også optræder som sideplots senere hen.

Hjernen

HjernenDet er noget tid siden jeg sidst har omtalt en bog, men denne her var også noget af en udfordring at komme igennem. Det er Erwin Neutzsky-Wullfs seneste roman, der handler om en hjerneforsker, Joel Williams, der søger udødelighed ved at udskifte sine hjernedele med elektroniske proteser.

Da jeg læste bagsideteksten til denne mursten på næsten 1000 sider, om at det handlede om at overføre et menneskes identitet til en digital enhed og hvad det havde af konsekvenser, tænkte jeg at det tema havde man da snart læst adskillige bøger og noveller om. Kan der virkelig bringes noget nyt og interessant til dette emne? Men da jeg så kom i gang så blev man mindet om at Hjernen altså er skrevet af ENW og så er det som intet man har læst før.
Det er ikke kun en roman om de implikationer sådan en form udødelighed nu kan have, men også et stort fokus på den hjerneforskers motivation til at lave denne teknologi og hans person generelt.
Eller sådan er det i hvert fald i bogens første halvdel. Dernæst bryder ENW alle uskrevne regler for både genren og romanformen generelt, hvor den kontinuitet man normalt forventer fra en roman, brydes op og en masse selvstændige løsrevne historier begynder at dukke op, der nærmest kan stå som selvstændige noveller.
Jeg kan ikke helt bestemme mig for om det er en force eller et problem at bogen forsøger at være så meget forskelligt på en gang. Om man skal kalde den anarkistisk i positiv betydning eller om det bare er noget forfærdeligt rod. Det bliver rodet og uoverskueligt, hvor den røde tråd kan være svær at finde. Især del syv til ni, synes jeg næsten kunne fjernes og måske udgives som separat novellesamling. Groft sagt, da noget af det delvist giver mening (for mig i hvert fald), men især den fjerdedel af bogen tog mig for mig lang tid at komme igennem. Det virkede meningsløst og så er det svært at finde motivationen til at læse videre.

Den røde tråd der trods alt er, består i Joel Williams’ rejse gennem tid og rum, der dukker op fra tid til anden ind i mellem alle de tilfældige historier, hvor han gør sig nogle eksistentielle erkendelser om universet og sig selv. Hvad der lader til at være den overordnede ide for romanen, at verden eksisterer gennem menneskets opfattelse af den og dermed gennem hjernen, kommer til udtryk igennem Joels oplevelser og de filosofiske samtaler der er spredt rundt om i kapitlerne. En eller mening med galskaben kan jeg fornemme der er, men det er ikke lige til at stykke sammen.

Folk der måtte mene at science fiction handler for lidt om personer og for meget om teknik, burde manes til jorden af dette værk, da det i sidste ende udelukkende handler om det menneskelige perspektiv. Hovedpersonen udtrykker direkte i bogen sin holdning til hvorfor han mener hjerneforskning er det vigtigste i verden, da den verden vi alle sammen oplever sker igennem hjernen og det er vores virkelighed. Det er egentlig også kun dele af bogen der kan kaldes science fiction, og læseren kastes igennem nærmest alle andre tænkelige genrer. Satiriske historier om Gud, klassiske gysere, hård porno, filosofiske samtaler, debatter i noget der ligner essayform og poesi.

ENW skriver jo glimrende og behersker mange former for skrivestil, og de bliver flittigt brugt. Det går endda til tider over i engelsk, tysk, fransk og sågar latin. Sproget er i hvert fald ikke kedeligt, men indholdet forvirrer læseren hele tiden, og det har været en af de sværeste bøger for mig at komme igennem. Det er muligvis også forfatterens hensigt at trække sin læser igennem hele repertoiret, med alt fra at man ikke kan lægge den fra sig til at man har lyst til at rive et par hundrede sider ud, bare for at komme videre.

Måske skal man kende mere til ENW’s forfatterskab for at kunne få mere mening ud af værket end jeg umiddelbart kunne, men ellers er det uanset hvad næppe et værk man glemmer lige foreløbig, hvis man tør angribe de mange sider.
Nu har jeg så læst ENW’s første roman og hans nyeste. Måske på tide at se på det inde i midten, men det bliver ikke lige foreløbig tror jeg.

Identity Theft

Identity Theft er skrevet af Robert J. Sawyer og er nomineret til en Hugo Award, som snart bliver uddelt ved Worldcon i Los Angeles, for bedste novella. Den er at finde i antologien Down These Dark Spaceways eller som gratis e-book på fictionwise.com

Historien finder sted på Mars godt 100 år i fremtiden og vi følger privatdetektiven Alexander Lomax i en sag der starter med blot at være en forsvunden person, men som viser sig at handle om meget værdifulde fossiler af det der engang havde været liv på Mars. I første omgang var jeg lidt negativt indstillet til historien, da det lignende endnu en triviel detektivhistorie og selvom opbygningen også var af en sådan karakter, så blev det mere interessant da plottet begyndte at handle om en slags robotter som mennesker kan overføre deres hukommelser i og dermed leve evigt, kaldet “transfers”. Det stiller nogle interessante problemstillinger hvad angår robotter med et menneskesind. De har ingen DNA, fingeraftryk eller lignende der kan identificere dem, heller ikke visuelt da udseendet kan designes efter personens eget ønske, hvilket jo komplicerer detektivens arbejde noget, da han blot må stole på at folk er hvem de påstår de er. Samt selvfølgelig velkendte filosofiske spørgsmål om mennesket kun er dets hukommelse, hvad gør man med originalen når man har uploadet sit sind til robotten og problemerne med flere kopier af samme person.

Jeg synes ikke det er noget fantastisk værk, da det er noget traditionelt med detektivopbygningen og et plot der selvfølgelig bliver twisted flere gange, men formår alligevel ikke rigtigt at være overraskende eller nyskabende. Den er dog fint spændende hele vejen igennem og de små 100 sider er hurtigt læst. Dragon Page har lavet et udmærket podcast interview i deres show 230, hvor de diskuterer problemstillingerne fremstillet i denne novella, om blandt andet hvordan det religiøse samfund vil reagere på en sådan teknologi og om det er en ide at lave backup-teknologi af mennesker.

Ancestor

Dette er Scott Siglers anden podcast-roman (jeg har omtalt den første her), og den er langt mere horror/thriller/action end Earthcore og egentlig ikke ret science fiction agtigt. Dog lidt, da historien bygger på nogle genetiske eksperimenter på at lave et dyr hvis organer kan bruges i mennesker, som selvfølgelig går grueligt, og meget blodigt, galt.

Ancestor er noget kortere end Earthcore, på i alt 19 episoder, men fyldt til randen med action og spænding. I introen nævnes der fx at det indeholder “lots and lots of violence”. Så set med science fiction briller er der ikke vildt meget at komme efter, men vi hører da lidt om problematikken ved at bygge et nyt dyr fra grunden via genmanipulation og nogle tanker om hvordan det kan gå galt. Den minder nok en del om film som 28 days later, Resident Evil og hvad der ellers er af den kaliber. Ancestor vil nok også fint kunne fungere som film.

Ligesom med Earthcore er Scott Sigler rigtig god til at fortælle sin historie og leve sig ind i alle de roller han imiterer. Der er gjort noget ud af at det rent faktisk er en historie man skal lytte til og ikke bare læse. Den har været fin at lytte til mens jeg tog en løbetur eller inden jeg skulle sove, men mere er det jo så heller ikke.

Som science fiction interesseret bør man ikke forvente de store ideer, men det er en god spændende og blodig historie man sagtens kan hygge sig med. Alle afsnit er at finde på Scott Siglers webside.