Asimov’s, March 2009

Asimov's March 2009Marts-nummeret af Asimov’s kan bedst beskrives som gennemsnitligt, med ingen virkelig fantastiske historier, men de fleste var dog ikke-kedelige.

Nancy Kress, en hyppig bidragyder til Asimov’s – særligt kortromaner, ligger ud med Act One. Historien foregår en 20-30 år ude i fremtiden og følger dværgen Barry der er manager for den aldrende kvindelige filmstjerne Jane Snow. Jane har ikke lavet en film i ti år og planlægger et comeback i en film om Arlens syndrom – en form for mental afvigelse der giver personen stærke empatiske evner. Til deres research opsøger de en semi-legal gruppe der ønsker at påføre spædbørn med denne “evne” fra fødslen via genterapi, da de mener det vil gøre verden til et bedre sted. Nancy Kress har skrevet en følelsesladet historie, der tager en række bioetiske problemstillinger op ved fysiske og psykiske handicap, hvorvidt de bør fjernes eller påføres via genterapi og det klassiske spørgsmål om man virkelig kan gøre verden mere fredelig via gendesign. Hun kommer ikke med nogen klare svar herpå, men den noget nedtrykkende slutning ligger måske an til en opfølgende historie.

R. Neubes morsomme novelle Intelligence stiller store spørgsmåltegn ved hvor intelligent kunstig intelligens kan blive. Vi følger Aaron og hans ven Bob – der viser sig at være en kunstig intelligens, og hvordan Bobs mange råd til Aaron får ham ud i dybe økonomiske problemer, primært fordi Bob har svært ved at skelne mellem sandhed og svindel blandt Internettes enorme mængder information.

The Long, Cold Goodbye af Holly Phillips er mere stemning end handling. I en ikke nærmere specificeret meget kold isverden, leder Berd efter sin tabte kærlighed, Sele. En teksttung melakonsk isørkenvandring, der efter min mening ikke rigtig passer ind i Asimov’s.

Fra isverden til sumpverden i Sara Genge Slow Stampede, som jeg har svært ved at beskrive. Muligvis er det ikke tænkt som fantasy, men hovedpersonen er en stereotyp bandeleder der jager karavaner der farer igennem deres sumpterritorium, og og historien rummer mærkelige havfruelignende væsener og andre mystiske ting. Genge har tydeligvis haft masser af ideer til sin noget eksotiske verden, men historien her virkede rodet og ufuldendt.

Nummerets korteste novelle var min favorit. I Whatness fortæller Benjamin Crowell om de to eneste overlevende livsformer efter universet ved en fejl blev slettet, en mand og hans hund. En stemme fra dem der angiveligt har været skyld i at universet blev slettet, prøver sammen med manden at få genetableret de fysiske og logiske regler for vores univers så det kan laves på ny, men det går ikke så godt. En anelse forudsigelig måske, men ikke desto mindre underholdende.

Sidste længere novelle Getting Real af Harry Turtledove har ikke meget nyt at bringe til genren, men kedelig er den dog heller ikke. Godt hundrede år ude i fremtiden er USA ikke længere den supermagt de engang var, og Kina har overtaget den plads. Kineserne styrer den amerikanske befolkning ved at give dem et fantastisk narkotisk stof kaldet Real, der beskrives som at være mere virkelig end virkeligheden. Der sker da ting og sager, men ikke desto mindre er det en ret intetsigende og uoriginal fremskrivning af USAs forfald.

Brian Bieniowski har lånt den redaktionelle spalte til at se tilbage på en gammel skolerapport om James Blishs Welcome to Mars, Robert Silverberg ser igen på Olaf Stapledons Last and First Men og tænker over menneskets dommedag og de næste milliarder af år, og James Patrick Kelly ser ligesom i januar på podcasting.

Tin Soldier

Tin Soldier er en kortroman af Joan D. Vinge (der vist har været gift med Vernor Vinge) fra 1974 og udgør den anden del af Tor SF Double nummeret med Norman Spinrads “Riding The Torch”. Den er også udkommet på dansk med titlen Tinsoldaten. Det er en ganske enkel og ligetil kærlighedshistorie med temaet “”Can human love survive the distance between the stars?”", som der står på coveret.

Historien følger Maris og Brandy. Maris driver en bar og han har fået skiftet store dele af sin krop ud med syntetiske erstatninger, hvilket gør at han næsten ikke ældes. Han møder “spaceren” Brandy, en kvinde der arbejder på et rumskib. De indgår en form for forhold, men da mænd ikke må være på rumskibe (det anses som ulykkelesbringende), er det selvfølgelig ikke nemt. Mere plot er der som sådan ikke i det, men det er stadig en god sød lille historie, der bruger science fiction elementerne som en central del af historien, så det ikke bare ligeså vel kunne være en historie om fx søfarende.

Brave New World

Af science fiction klassikere der også nævnes udenfor genremiljøet, er Aldous Huxleys Brave New World fra 1932 en af dem der fremhæves meget. Den fortæller om et utopisk eller dystopisk (afhængig af vinklen man tager) samfund i en fremtid hvor alle strukturer, befolkningstilvækst, arbejdsdeling og lykke er kontrolleret ned til mindste detalje.

Året er sat til 632 A.F (en tidsregning fastsat efter året hvor bilen Ford Model T blev sendt på gaden) og folk er lykkelige. Befolkningen består af fem grupper der alle er “dyrket” til bestemte opgaver i samfundet og er lykkelige for hvem de er. Der Alphas, Betas, Gammas, Deltas, og Epsilons, hvor Alphas er de højest rangerede og så dernedefter. Børn fødes ikke af naturlig vej, traditionel religion eksisterer ikke og alle lever “lykkeligt” sammen i en forbrugsfest af især sex og stoffet “soma” (en form for lykkebringende middel). Der er dog stadig reservater uden for storbyen hvor folk stadig lever “normalt”. De kaldes “savages” og dem møder den lettere specielle Alpha, Bernard Marx, på en tur ud til reservatet for at imponere en pige. Han ender med at tage en af disse “savages” med tilbage og opnår enorm stjernestatus på dette. På den måde bliver samfundets opbygning og værdier sat op imod den form vi kender.

Jeg blev positivt overrasket over denne ellers 75 år gamle roman. Havde lidt forventet et tungt svært tilgængeligt kedeligt værk, men den var nu ganske fornøjelig og morsom med de bizarre forbrugsidealer og de åbenlyse satiriske henvisninger til kendte historiske navne som Lenin, Marx, Trotsky og Napoleon. Og selvfølgelig også interessant for at være på forkant med ideer om kloning og gensplejsning, og i det hele taget det at skabe lykkelige samfund via kontrol og manipulation. Jeg foretrækker klart den måde nyere værker inddrager disse ideer på, ved fx at have en enkelt planet i et større univers der er indrettet sådan, men man skal jo også have med hvor det hele startede.
Så stadig god læsning, og ikke kun for dens historiske vigtighed.

Neuromancer

Neuromancer af William Gibson fra 1984 er en klassiker inden for genren og ikke mindst som startskuddet til cyberpunk bølgen. Romanen fik hele tre store priser da den kom frem; Hugo Awarden, Nebula Awarden og Philip K. Dick Awarden. Selvom cyberpunk som bevægelse og genre dødede ud for mange år siden, så har dets ideer haft stor indflydelse på genrens udvikling sidenhen. Særligt er emner som kunstig intelligens, overførsel af bevidsthed, cyberspace og sammensmeltning mellem det virkelige og det virtuelle, blevet en integreret del af genren. Disse ideer var ikke nye da Gibson skrev sin roman, men bogens popularitet har bestemt sat sine spor.

Hovedpersonen i romanen er Case. Han lever i det kriminelle undergrundsmiljø i Chiba i Japan. Han er tidligere såkaldt “cowboy” (en slags computercracker), men har mistet muligheden for dette da hans opkoblingstik til cyberspace er blevet ham frataget, fordi han prøvede at stjæle fra sin boss. Han støder dog på krigeren Molly, der som en anden Wolverine har fået indopereret lange knive i fingrene, som har et job til ham der samtidig giver ham evnen tilbage. Opgaven omhandler to kunstige intelligenser, som ikke kan udnytte deres fulde potentiale, da de er underlagt restriktioner fra Turing-politiet. Målet er at nedbryde en såkaldt ICE (det vi i dag vil kalde en firewall), der dog er så stærk at den kan dræbe dem der forsøger at bryde ind, og få de to AIs til at smelte sammen til en superintelligens.

Grundstrukturen med en afstumpet gangster med narkoproblemer der får en chance til for at lave sit livs forbrydelse, er vel ikke just original, men Gibsons måde at kombinere de mange teknologiske påfund så det virker selvfølgeligt og ikke påtvunget for handlingen, fungerer glimrende. Det fremstilles hverken som fremskridt eller tilbageskridt. Det er der bare og så må det bruges som det nu er muligt. Jeg har dog svært ved at se at Gibsons ideer om cyberspace skulle have været skelsættende for den måde World Wide Web endte med at udforme sig på, udover at den næsten anarkistiske tilgang til cyberspace har skabt et både overdrevent romantiseret og negativt fordømmende af undergrundens hackerkultur.
Gibsons skrivestil kan være lidt forvirrende, men hver sætning er velovervejet og gennemtænkt. Slang og specielle udtryk bruges flittigt uden nærmere forklaring. Kort sagt, så kom hjernen på mere arbejde end med “Hidden Empire”.

Madonna fra Tjernobyl

Madonna fra TjernobylDenne samling byder på 5 noveller af den australske forfatter Greg Egan, samt et efterord af Niels Dalgaard der også har stået for redigeringen og oversættelsen. Alle novellerne er fra 1990′erne, men behandler temaer som kloning, kunstig intelligens, nanoteknologi og lignende, der også præger de helt nye science fiction noveller.

Egan benytter sig af moderne teknologi i alle sine noveller og den videnskabelige del af det er gennemarbejdet, men mennesket er klart i centrum. Flere af novellerne kredser om en enkelt person, der må træffe nogle afgørende eksistentielle valg, som moderne teknologi stiller ham eller hende for. I En kidnapning må en mand tage stilling til en virtuel kopi af hans kones personlighed, i At lære at være mig er det ligeledes overvejelserne om det at overføre sin bevidsthed til et digitalt medie og i Grunde til at glæde sig følger vi en kræftramt person der må starte forfra med at genfinde sin personlighed, efter dele af hans hjerne er blevet udskiftet med en kunstig protese. De to andre noveller har en form for religiøst indhold, hvor titelnovellen Madonna fra Tjernobyl er en krimi om et ikonmaleri der muligvis har specielle egenskaber og Den moralske virolog handler om en kunstigt skabt virus der skal straffe mennesket for dets synder.

De 5 noveller hænger godt sammen i denne antologi, uden at de dog handlingsmæssigt er spor forbundet, og er rigtig tankevækkende på samme måde omkring vores fremtidige eksistens med nanoteknologi og digitale identitet. Denne udgivelse er oplagt som samtaleemne blandt venner. Jeg fandt alle historierne vældig gode og interessante, uden at nogen kan fremhæves som værende bedre eller dårligere. Kan varmt anbefales som en af de SFC udgivelser langt de fleste vil anse som god læsning.

Æon Flux

Æon FluxDenne film fra 2005 er baseret på en tegnefilmsserie af samme navn. Den kender jeg intet til, så kan ikke vurdere filmen i forhold til den serie. Det er en ganske flot film, men et trivielt plot og kedeligt skuespil, der dog godt kan ses for en halvanden times ikke-sofistikeret underholdnings skyld.

En virus dræber næsten hele jordens befolkning i 2011. Kun et mindre samfund har overlevet 400 år senere og bor nu i byen Bregna, og lever et tilsyneladende ganske fredeligt og idyllisk liv. Men personer forsvinder af og til på mystisk vis, og tilsyneladende står regeringen bag. Det vil en oprørgruppe der kalder sig Monicans gøre noget ved, og sender derfor den kvindelige agent Æon Flux på en mission for at dræbe regeringens formand.

Den første del af filmen prøvede jeg at finde ud af hvad det hele egentlig gik ud på. Hvad er regeringens motiv, hvorfor skal formanden dræbes og hvem er hende Æon Flux. Man skal nok ikke tænke for meget over det undervejs, for det hele kommer, men da plottet forløser sig er det sådan set ganske udmærket, men dog ikke spor originalt og nogle steder så klichefuldt at man ruller med øjnene. Ligeledes er jeg også snart træt af den overdrevne brug af Matrix-agtige actionscener der bliver brugt i den her slags film, for at kompensere for det tynde plot. Plottet kræver ikke engang særlig meget action for at fungere, så meget af det virker som unødigt fyld der bare trækker i langdrag.
Billedsiden er dog ganske flot og gennemført. Skarpe farver og maleriske baggrundsbilleder, giver filmen et tegneseriepræg der funger ganske godt. Bakket op af et godt soundtrack. Det samme kan desværre ikke siges om skuespillet, der er koldt og kedeligt.

Man bør nok ikke forvente for meget af denne film. Det er en simpel handling på velkendte overbrugte science fiction temaer, krydret med moderne billeder og action. Fint tidsfordriv, men ikke meget mere.

The Dreaming Void

The Dreaming VoidDen britiske forfatter Peter F. Hamilton har netop udgivet første del i endnu en omfattende space-opera trilogi, kaldet The Void Trilogy. Første bind The Dreaming Void er netop udkommet og med sine 650 sider i hardback, er der ikke lagt op til noget meget mindre end vi er vandt til fra hans side af. Men han har faktisk begrænset sig lidt (til sammenligning var Judas Unchained på 950 sider i hardback).

The Dreaming Void finder sted i samme univers som Pandora's Star og Judas Unchained, men over 1000 år senere, nærmere betegnet år 3580. Mennesket har koloniseret endnu flere dele af galaksen og nu i mere fragmenteret form, med forskellige former menneskelige typer. Fra helt almindelige dødelige til dem der søger at transcendere til et “post-physical” stadie.
I galaksens centrum befinder sig en uigennemtrængelig barriere og bagved menes at eksistere et helt specielt selvstændigt univers kaldet the Void. En gruppe der kalder sig Living Dream er overbevist om, at de bør rejse dertil for at finde en form for paradis. De er inspireret af en mand ved navn Inigo, der skulle have drømt om den verden der er i the Void. Men nogle andre racer i galaksen mener at hvis disse Living Dreamers kommer ind i the Void, så vil det udvide sig og opsluge hele galaksen, og dermed dræbe alle levende væsener. Det ligger grundlaget til en noget anspændt galaktisk politisk situation.

The Dreaming Void står som en selvstændig historie, men der er mange elementer og enkelte personer fra de to Commonwealth-bøger, der giver det en ekstra dimension. Hamilton ridser dog de vigtigste ting fra de bøger op, så nye læsere også kan være med. Jeg vil dog anbefale man gjorde sig bekendt med dem først.
Selvom vi befinder os over 1000 efter Commonwealth-bøgerne, så ser universet og den teknologiske udvikling nu ikke så anderledes ud igen. Det meste er blot opgraderinger af teknologi og videreudvikling af ideer præsenteret deri, men det menneskelige aspekt har ændret sig en del. Der er som nævnt flere meget forskellige grupper, med hver deres ideologiske mål og det skaber nogen interessante konflikter, og forskellige synspunkter til hvad der nu sker.

Hamilton introducerer som vanlig en række hovedpersoner og individuelle handlingsforløb, omend knap så mange som i tidligere værker. De vigtigste lader til blandt at være Aaron, der ikke ved hvem han selv er, men er fuldt klar over at han har en mission om at finde Inigo. Derudover følger vi Troblum, der er umådeligt historisk interesseret i Starflyer krigen, som Pandoras Star og Judas Unchained handlede om. Er spændt på at se hvad meningen med det bliver. Vi følger også en ung kvinde, Araminta, der gør sig en masse seksuelle erfaringer i sit første liv. Hendes rolle i det endelige plot er ikke helt til at se endnu. Endelig ser vi Inigo’s drømme, der har inspireret hele Living Dream bevægelsen. De centrerer om en ung mand, Edeard, der har utrolige evner indenfor telepati og telekinese. Han må flygte fra sin landsby, da den bliver plyndret af vilde banditter.

Som det nu engang er med første dele af trilogier, så bærer den meget præg af at være introducerende, men kedelig er den bestemt ikke. Scenerne med Aaron er fyldt med action og der er masser af sex i vilde orgier når vi følger Araminta.
Og jeg må sige den virker lidt bedre kompakt og sammenhængende, end de tidligere store space operas, hvor mængden af personer og sideplots blev uoverskueligt. Det lader dog til at han bygger op til endnu en historie om de samme temaer, omkring at sætte hele menneskeheden på en stor prøve overfor en ukendt og meget gammel fjende i universet.

Animal

Animal er en europæisk engelsksproget film fra 2005 instrueret og skrevet af Roselyne Bosch. Filmen finder sted i en nær fremtid og følger doktor Thomas Nielsen der forsker i menneskets gener, med fokus på menneskets primataggressivitet.

Thomas Nielsen får udført et eksperiment på en seriemorder og får fjernet hans aggressivitet og trang til at dræbe. Derefter giver han sig selv en indsprøjtning som gør ham langt mere aggressiv. Det åbner jo for nogle interessante etiske problemstillinger, om det er i orden at bruge videnskaben til at ændre på menneskets naturlige drifter og instinkter, men det bliver ikke rigtigt filmens fokus. Vi følger primært Thomas og hvilke konsekvenser det har for ham, i form af mere eller mindre tilfældige voldelige aggressivitets udbrud og hvilke indre konflikter det giver for ham, samt hvordan kæresten reagerer på det. Filmen kommer dog aldrig rigtigt i dybden med dette, hvilket gør handlingen lidt hullet og mangelfuld enkelte steder.

Alligevel kan den anbefales hvis man får mulighed for at se den, da det er en anderledes lidt mere rolig film om menneskelige konsekvenser ved genmanipulation, end de mere actionprægede horrorfilm man ellers ser der bruger genteknologi og eksperimenter på mennesker som element i plottet.

Ker Shus

Ker Shus Tor Åge Bringsværds Ker Shus fra 1983 er til læsning i august i Azur. Den foregår i en uspecificeret fjern fremtid, uden umiddelbare spor af vor tids mennesker, men i stedet en række forskellige intelligente racer som hunde og katte, der lever i en form for jagersamfund.

Historien er fortalt af Rokam, der nedfælder sin livsberetning for nogle killinger. Han ligner ikke de andre væsener i sin flok. Han har ingen pels eller hale (han er altså mere hvad vi kender som et menneske). Vi følger hans udforskning af den verden han lever i, hvor han prøver at finde frem til fortidens historie og hvor han selv stammer fra.
Vores nutid er nemlig her blevet til myter og religion, hvor nutidens mennesker betegnes som guder. Den historie får vi så gradvist og delvist afdækket af Rokams rejse til Ker Shus – kaldet gudernes by. Det er her romanen udmærker sig ved at lade fortiden afdækkes fra en neutral synsvinkel der ikke kender til vores teknologi. Bringsværd bruger aldrig ord som robotter, gensplejsning eller rulletrapper, men gennem Rokams beskrivelser ved man som læser hvad det er.

Sproget er enkelt og består af meget korte sætninger, til tider nærmest i digtform. Det gør den både svær og nem at læse. Nem da hver sætning har en kort og præcis informationsmængde, men sværere er det at se den dybere betydning, hvor det til tider kan blive lige mærkværdigt nok.

Selvom romanen er 24 år gammel kan den stadig læses i dag, og jeg tror ikke tiden løber fra den lige foreløbig, netop fordi Bringsværd ikke binder handlingen til bestemte teknologiske ideer, men tænker mere bredt og langsigtet med den menneskelige udvikling.
Det er en bog jeg er glad for Azur satte på, da jeg nok ikke vil have fundet den frem selv.

Tænk som en dinosaurus

Tænk som en dinosaurusJames Patrick Kelly kender jeg kun fra hans novella Burn, som jeg har lyttet til i podcast-format, men jeg blev aldrig færdig. I denne udgivelse fra Science Fiction Cirklen har Niels Dalgaard oversat tre noveller: Rotte, Mr. Boy” og Tænk som en dinosaurus. Hvoraf Mr. Boy på over 80 sider vel egentlig er at betegne som en novella.

Rotte finder sted i en ubehagelig og rå verden, hvor mange er stærkt afhænge af et stof af en art kaldet “støv” og vi følger så en mand der har taget form som en rotte, der fungerer som en eller anden form for “dealer” af dette stof. Han må tage et opgør med en af de afhængige.
Novellen er oprindeligt trykt i The Magazine of Fantasy and Science Fiction juni 1986. Præget af cyberpunk og tiden er måske løbet lidt fra den. Jeg fandt ikke ideen særlig nyskabende eller interessant.

Mr. Boy er fra 1990 og oprindeligt trykt i juni-udgaven af Isaac Asimov’s Science Fiction Magazine. Det handler om en mand på 25 år, der kalder sig Mr. Boy da han er blevet modificeret til at ligne fysisk en på 12 år. Han har mange penge og bor inde i hans mor, der er blevet forvandlet til at være en model af Frihedsgudinden på størrelse med et højhus. Han bruger sin tid på at finde lig-porno og gå til extreme fester. En dag stifter han bekendtskab med en yngre kvinde ved navn Tree. Hun kommer fra en fattigere familie, der ikke ser så positivt på de omfattende biologiske modifikationer rige mennesker får foretaget. Det bliver så et møde med en anden verden for Mr. Boy og startskuddet der får ham til at gøre op med sin mor og den kontrollerende rolle hun har haft i hans liv.
Heller ikke den historie fandt jeg særlig spændende. Den er temmelig lang og det er først til sidst det bliver rigtig interessant. At hans mor har forvandlet sig selv til en kæmpemæssig model af Frihedsgudinden, skal nok opfattes mere symbolsk i henhold til hendes rolle, men det er altså en tand for langt ude og overdrevet.

Så er jeg mere begejstret for titelnovellen Tænk som en dinosaurus fra 1995, trykt juni 1995 i Isaac Asimov’s Science Fiction Magazine, der i øvrigt blev tildelt en Hugo Award året efter. Dinosaurusserne her er ikke fortidsvæsener, men derimod højt intelligente rumvæsener der teknologisk er langt foran mennesket. Novellen handler om en kvinde der skal teleporteres, som vi kender det fra Star Trek, men her fungerer det sådan at originalen skal dræbes så snart kopien er blevet teleporteret til sin destination. Dette giver selvfølgelig et godt etisk drama.

De tre noveller passer godt sammen i en antologi, da de alle på en eller anden måde behandler de samme temaer, om menneskelige modifikationer og dets konsekvenser. Niels Dalgaards oversættelse er ganske fin, omend der dog er enkelte termer hvis danske oversættelse virker lidt kluntet, men sådan er det jo. Novellernes alder har måske gjort at gennemslagskraften ikke helt er så stor i dag, og Mr. Boy fylder mange sider i forhold til hvor god jeg synes den er, hvor jeg godt kunne have tænkt mig to eller tre kortere noveller i stedet, for lidt mere variation.