Analog, November 2010

Posted on November 24, 2011 by Jeppe

Analog November 2010 Et år forsinket er jeg nået til novembernummeret af Analog. Stanley Schmidt skriver lidt i øst og vest om regler, gode og dårlige regler, og hvordan og hvorfor de skal overholdes. Med eksempler fra Analogs egne regler for indsendte noveller. Der var ikke den store pointe i det. Uden relation til dette, så virker en del af historierne noget nedslående. Verdens undergang, mindre katastrofer og personlig tragedie går igen et par gange i hvert fald.

Richard A. Lovett og Mark Neimann-Ross (Lovett er velkendt i Analog, den anden kender jeg ikke) har skrevet kortromanen Phantom Sense om den pensionerende Kip, der har arbejdet for en særlig afdeling af en af landets hemmelige agenttjenester, hvor han har fået indopereret noget som har gjort ham i stand til at fjernstyre mekaniske fluer til brug i spionage. Derudover blev hans sanser også forstærket, så han meget nemt kunne afkode folks skjulte signaler og se om de lyver eller er nervøse. Nu mange år efter har han mistet en del af sine evner, og det går ham meget på, for han føler sig ukomplet uden dem. Det har ydermere gjort at hans kone er gået fra ham, men da deres datter bliver taget til fange, må han få sine gamle evner tilbage og gå sammen med kone på jagt efter forbryderne. Den grundlæggende idé med en mand der har tabt sine særlige kunstige evner fra en militærfortid er set før, og Phantom Sense bringer ikke noget nyt ind i det. Det er heller ikke særligt spændende i længden at læse om Kip der har ondt af sig selv og selve kidnapningsplottet virker som noget der bare skal være der. Lovett har også skrevet en videnskabelig artikel der beskriver virkelighedens baggrund for nogle af historiens idéer.

Mere sjov er derimod Zoo Team af Allan M. Steele om et hold astronauter i en Mars-rejse simulator der er i kredsløb om Jorden. De undrer sig dog over hvorfor lige de er blevet udvalgt til at udgøre denne besætning der skal simulere en rejse til Mars, for ingen af dem kan siges at have været klassens bedste. Alle har op til flere disciplinære sager og negative anmærkninger fra deres træning. Det er der selvfølgelig en politisk forklaring på, så de beslutter sig for at vende det imod beukraterne nede på Jorden. Det er et meget sjovt koncept Steele har fundet på og historien bliver ført fint til dørs.

Jay Werkheiser er ikke et navn jeg kender, men hans Contamination overraskede positivt. Det er gået helt galt på Jorden, så koloniseringsskibe er blevet sendt af sted til en planet som man for et par generationer siden allerede havde sendt nogen ud til, for netop at forberede en senere kolonisering. Men som det jo er med missioner der går igennem flere generationer, så går en del af meningen tabt, så det der møder dem fra Jorden er et folkefærd der lever i kredsløb om en jordlignende planet som de for alt i verden ikke vil lande på, kun studere på afstand. Det giver nogle interessante kulturelle og praktiske konflikter. Eneste kritikpunkt er at novellen mest bliver som et anslag til en længere historie, og ender dermed lidt for åbent.

Michael A. Armstrong leverer en typisk hurtigt læst og hurtigt glemt Analog-historie med The Deadliest Moop, om farlige objekter i kredsløb der kan ødelægge satelitter og hvordan de fanges inden det går galt.

Carl Frederick er velkendt i Analog, oftest med historier om forskere og deres forskning. I Howl of the Seismologist er det seismologen Alex det handler om, og ikke mindst hans hund som han mener kan forudsige jordskælv tidligere og mere præcist end de avancerede instrumenter. Det kommer der selvsagt et lille drama udaf, krydret med en god gang videnskabelig jargon.

Outbound af Brad R. Torgersen forsøger virkelig at smøre tykt på med de store følelser. Det starter med noget der ligner verdens undergang, hvor et forældrepar må overlade deres to børn til et af de sidste rumskib der forlader Jorden. Men det går også galt på rumskibet, den 4 årige pige dør og den 11-årige dreng overlever som den eneste i en redningskapsel. Og så er han i øvrigt lam fra hoften og nedefter. Han bliver fundet af et ældre ægtepar, hvor manden kun lever som et uploadet sind i skibets computer. De rejser sammen i flere år i jagt på andre overlevende, men finder ikke nogen. Indtil den nu voksne dreng er den eneste tilbage på rumskibet. Det rammer bare aldrig rigtigt, uden at være hverken dårlig eller kedelig, så virker det som om forfatteren vil sige en masse om håb og tro, at historien går tabt i budskabet.

Rise of the Planet of the Apes

Posted on August 6, 2011 by Jeppe

Rise of the Planet of the Apes Hollywood har kørt en meget lang periode hvor grundlaget for nye film er en eller anden form for genbrug. Enten bøger, computerspil eller tegneserier der bliver filmatiseret, eller de såkaldte remakes og reboots af ældre film. Selvom jeg personligt synes det er ved at tage overhånd, og man savner virkelig noget nyt og originalt, så kommer der nu alligevel noget okay ud af dette genbrug en gang i mellem. Denne film er en af dem. Som titlen viser er der tale om en prequel der fortæller historien før den originale Planet of the Apes. Hvilket fungerer ganske fint, fordi det således ikke kræver noget videre forkundskab til historien.

Har man set traileren har man faktisk set hele handlingen. I korte træk følger vi Will, hvis far lider af alzheimers, og han arbejder for et medicinalfirma hvor han er tæt på et gennembrud med en kur mod alzheimers. Præperatet virker ved at reparere på døde hjerneceller, men testen på chimpanser viser også markant øget intelligens. Det udvikler sig så med en chimpanse der bliver lidt for intelligent og ender med at få givet stoffet til andre aber i fangeskab, og oprøret mod menneskene er i gang. Det hænger i det store hele udmærket sammen, selvom der selvfølgelig tages nogen friheder med den videnskabelige proces der virker lige lovlig hurtig og så godt som fejlfri. Det er spændende og medrivende, på trods af at plottet ikke rummer de store overraskelser.
Der smøres tykt med at gøre menneskene til de onde og dem der mishandler dyrerne får i hvert fald som fortjent. De menneskelige karakterer er da også filmens mest flade og kedelige, mens aberne rummer langt mere personlighed og har flere nuancer.

Det er en typisk sommer Blockbuster, så det er fin underholdning uden de store overraskelser, men næppe en film man får behov for at gense.

Analog, May 2010

Posted on November 18, 2010 by Jeppe

Majnummeret af Analog Science Fiction and Fact er en jævn samling af rimelige historier. Stanley Schmidt skriver lidt lommefilosofisk om det at skulle forklare et naturfænomen til forskellige målgrupper, hvilket han bruger til at rette kritik mod religiøs overtro; Stella Fitzgibbons skriver om hvad der sker indenfor lægevidenskaben med brugen af robotteknologi til operationer og John G. Cramer skriver om forekomster af vand i solsystemet – navnlig kometer.

Fiktionen starter ambitiøst med Page Turner af Rajnar Vajra, der ikke helt lever op til sit navn, men alligevel er ganske udmærket sjov metafiktion. Det er en blanding af en historie om bogshoppen The Page Turner hvor en teleportationsmaskine kommer på spil, og så den imaginative forfatter til denne histories indspark mens hun fortæller historien. Læseren skal tydeligvis forvirres omkring hvad der er fiktion i fiktionen, og hvad der er “rigtigt”. Det både lyder rodet og er det også, men et overraskende eksempel på fungerende metafiktion – og så endda i Analog.

Mindre interessant var Lee Goodloes Hanging by a Thread om en ung universitetsstuderende der skal på forskningsekspedition på vandplaneten Theresa. Planeten er tydeligvis ikke et rart sted. Luften er giftig og havet består af syre, så den unge studine bliver selvfølgelig udsat for livstruende situationer, men det blev aldrig klart hvad pokker der skulle være så interessant ved denne ugæstfrie planet.

A Talent for Vanessa af David W. Goldman starter som trivielt Analog-sniksnak, men har en overraskende slutning jeg godt kunne lide. Vanessa besøger en slags klinik hvor man med en særlig hjerneoperation kan få et stort talent indenfor et eller andet. Manden hun snakker med prøver dog at gøre alt for at få hende til at skifte mening. Det er meget snakken frem og tilbage, men med nogle interessante idéer undervejs.

Jeg nød at læse Rick Cooks Fishing Hole, der starter helt fantastisk. En palæontolog er ude at spise på en sushi-restaurant, da han pludselig ser at der er blevet serveret en fisk der burde være uddød for millioner af år siden. Sammen med kollegaer finder han frem til at flere restauranter i byen har serveret forhistoriske fisk, men hvor kommer de fra? Interessant opbygning, men slutningen levede ikke helt op til forventningerne.

Teaching the Pig to Sing af David D. Levine kan dårligt kaldes for en historie, det er nærmere en udførlig skabelon til den brugte kliché, om oprøreren der skal omvende fjenden over på sin side. Historien finder sted i en fremtid hvor hele kloden er underlagt et kongedømme. Der er ingen krig eller hungersnød i verden, men det er ikke frit. En oprørsgruppe har taget den højtstående Edvard til fange, og har forsøgt at omvende ham med en hjerneoperation. Det lykkedes ikke helt, så derfor får en af oprørerne tre dage til at overbevise Edvard med argumenter om at han skal slutte sig til dem. Så går snakken frem og tilbage, med en lidt overraskende slutning til sidst.

Nærmest pulp-agtig kunne man kalde H.G. Stratmanns The Day the Music Died, hvor titlen skal tages ret bogstaveligt. En ukendt terrorgruppe har formået at få en dødelig virus ind gennem musik. Millioner af mennesker dør. Præsidenten indfører et totalt forbud mod alt der kan frembringe lyd, hvilket selvsagt giver en del problemer. En ret skræmmende historie faktisk.

Lidt mindre dramatisk er Farallon Woman af Walter L. Kleine, der handler om Jack der arbejder på et superhemmeligt projekt kaldet Black Box. Man har nemlig fundet en nedstyret UFO i Stillehavet, men trods flere års arbejde, har man stadig ikke fundet ud af ret meget om den. Jack er forelsket i Tara, men der er noget mærkeligt ved hende. Hun kender intet til sin fortid og opfører sig til tider sært. Jeg afslører ikke for meget ved at sige, at det ikke er helt uden relation til det Jack arbejder med.

Dette nummer rummer også en af de særlige typer korte noveller under kategorien “Probability Zero”, der ofte er meget morsomme, men totalt usandsynlige historier. Eller det er vel som man ser det. I Quark Soup af Bond Elam hører vi om at det videnskabelige samfund har fundet ud af, at bag universet er der en intelligent designer, men de religiøse skal ikke glæde sig for tidligt.

Asimov’s, March 2010

Posted on October 3, 2010 by Jeppe

Asimovs March 2010 Som det kan ses har lysten til at læse Asimov’s ikke været så forfærdelig stor de sidste mange måneder. Martsnummeret fra i år rummer desværre heller ingen guldkorn, men for en gangs skyld vil jeg da kalde alle historierne for science fiction. Der er også et par enkelte gode i mellem. Sheila Williams skriver i lederen om nogle af de praktikanter de har haft på redaktionen gennem årerne, og hvad der siden er blevet af flere af dem. Robert Silverberg skriver om “Show, Don’t Tell”-princippet og James Patrick Kelly skriver om frit og gratis indhold på nettet.

Første historie er William Prestons Helping Them Take the Old Man Down, der er en slags superheltehistorie med pulpinspiration. Handlingen finder sted kort efter 9/11, hvor myndighederne prøver at finde hvad der tydeligvis er en superhelt, blot kendt som “the old man”. Jeg havde det indtryk da jeg læste den, at der var en masse referencer til amerikansk populærkultur jeg ikke fangede.

Mere ligetil, men også temmelig kedelig, er Centaurs af Benjamin Crowell, om en pige der har mødt en fyr online, som hun gerne vil besøge, men da hun lever ude omkring Neptun sker der lidt drama undervejs.

Lidt mere speciel er Alexander Jablokovs Blind Cat Dance, der beskriver en fremtidsverden hvor man har modificeret en række vilde dyr på en sådan måde, at de kan gå rundt i storbyen blandt mennesker, men dyrerne tror stadig selv de lever i naturen. Det er ikke helt klart hvordan og hvorfor dette hænger sammen, men det fungerer bedst sådan. Novellen er stemningsfuld og original.

I den mere pjattede ende finder vi Ticket Inspector Gliden Becomes the First Martyr of the Glorious Human Uprising af Derek Zumsteg. En kort novelle hvor vel nok Jorden er regeret af rumvæsener, men de skal altså overholde billetreglerne for togene i Berlin ligesom alle andre!

Will Ludwigsen har skrevet sin historie The Speed of Dreams som en skoleopgave. Opgaven er skrevet af en pige i ottende klasse, der har nærstuderet sin hunds drømme som væddeløbshund. Interessant koncept.

Med Kristine Kathryn Rusch på coveret havde jeg gode forventninger, men The Tower er ikke i hendes sædvanlige stil og slår ikke rigtig an. Det er en tidsrejsehistorie hvor en gruppe tager tilbage til 1641 for at undersøge et historisk tyveri på kronjuvelerne begået i Tower of London. Resten er næsten for forudsigeligt, og det virker som en af den slags historier, hvor forfatteren garanteret har hygget sig med at grave i historiske detaljer, men hvor produktet ikke er synderligt interessant for læseren.

Diamond Dogs, Turquoise Days

Posted on July 17, 2010 by Jeppe

Diamond Dogs Turquoise Days Diamond Dogs og Turquoise Days er to novellaer af Alastair Reynolds udgivet sammen. De er sat i samme univers som Revelation Space og de andre, men det har ikke den helt store betydning. Reynolds viser at han så sandelig også kan skrive kortere tekster, og faktisk få rigtig meget ud af novellalængden.

Diamond Dogs er velkendt Reynolds. Hard sf med lidt horrorstemning, kolde kyniske intelligente dræbermaskiner, mennesker med så mange modifikationer at de nærmest er robotter, og generelt bare præget af sort metal. Historien følger Richard der af en gammel ven bliver lokket med på en mission til en mystisk gigantisk tårnkonstruktion fundet på en planet og formodentlig bygget af rumvæsener. Tårnet består af et utal af forbundne rum med matematiske gåder, som skal løses for at man komme videre til det næste rum. Svarer man forkert, venter en ubehagelig straf. Sammen med et par andre, herunder Richards ekskone der besidder særlige matematiske evner og derfor i praksis løser alle opgaverne, bevæger de sig gennem tårnet rum for rum. Et stykke af vejen virker det egentlig som en slags Indiana Jones ekspedition, med underjordiske hulrum med gåder der skal løses og farlige fælder at undgå, men der er meget mere i historien end bare selve plottet om tårnet. De har en doktor med sig, der er en virkelig interessant og skræmmende figur, som bogstaveligt talt samler stumperne sammen eller erstatter deres legemsdele med kunstige, da de af og til bliver skåret i stykker, og det der er værre ,når et forkert svar på et rums gåde bliver valgt. Det er en historie der skal læses for stemningen og mindre for plottet, eftersom der ikke rigtig kommer nogen afklaring til sidst, som man ellers normalt ser i Reynolds’ historier.

Turquoise Days er en noget anden størrelse. Mindre hard sf, ingen splatter, mere psykologi og biologi i stedet for kold teknik. Historien udspiller sig på planeten Turquoise, der er en såkaldt Pattern Juggler planet. Pattern Jugglers er det eneste tilnærmesesvis intelligente liv mennesket har fundet i dette univers, og det kun delvist. Det kan bedst beskrives om et biologisk netværk af en slags i havet, der indeholder sind fra tusindvis af andre intelligente racer, som har svømmet i havet og dermed blevet en del af det. Dem der svømmer med disse Jugglers bliver lettere forandret og nogen får tilegnet sig særlig viden. Planetens kolonister lever yderst fredeligt og uden meget kontakt med resten af galaksen. Kun meget sjældent kommer en lighthugger forbi, hvilket der selvfølgelig så gør i denne historie, og det reagerer havets Jugglers på.

To ret forskellige historier, der hænger en lille smule sammen – dog uden at jeg kan sige hvordan, og som giver et lille indblik i blot en afkrog af Reynolds’ store romanunivers.

Analog, March 2010

Posted on June 27, 2010 by Jeppe

Analog March 2010 Martsnummeret af Analog er overraskende godt. Ingen kedelige eller dårlige historier, alle sammen underholdende – dog uden at være specielt originale eller kommende prisvindere. Stanley Schmidt indleder med en flot balancegang med at kritisere den politiske proces i forbindelse med Obamas Healthcare-plan, uden at tage stilling til indholdet, kun processen. Stephen L. Gillett skriver om isotoper og særligt deres anvendelse i forbindelse med aldersbestemmelse af fossiller, John G. Cramer skriver om hvordan vores solsystem er dannet og om det fantastiske fænomen, at planeternes afstand til Solen kan skrives op på en meget simpel formel, og Tocho Ligon har skrevet en halvt fiktiv artikel om sandsynligheden for at 10.000 aber før eller siden ville have skrevet et Shakespeare stykke.

Shane Tourtelotte indleder med kortromanen Of One Mind om Lucinda Peale, der var med til at lave en teknologi der gjorde det muligt, at fjerne voldelige tendenser hos folk via en særlig hjernescanning. Hun mente selv hun gjorde det rigtige, da de terrorister der havde atombombet Washington blev sendt ud i samfundet igen efter at have gennemgået den behandling. Men hvorfor stoppe ved det, begynder præsidenten selvfølgelig at tænke. Hurtigt breder brugen sig og går mere og mere over imod at ensrette hele befolkningen, og altså ikke bare til at fjerne voldelige tendenser. Forløbet er ret forudsigeligt for en sådan historie, hvor Lucinda selvfølgelig prøver at gøre oprør indefra, men selvom det ikke er synderligt originalt, fungerer plottet og pointen er ikke til at tage fejl af.

Bud Sparhawk præsenterer også et klassisk moralsk dilemma i Encounter in a Yellow Wood, hvor det er afvejningen mellem hensyn til et langsigtet perspektiv i et bedre naturmiljø op imod et lille lokalsamfunds velfærd her og nu. Vi følger en ingeniør der skal foretage en vurdering af om en kunstig plantet skov, er parat til at blive fældet, så der kan blive renset ud i den voldsomme forureningen der er i undergrunden. I den forbindelse møder han en gammel kæreste fra skoletiden, der prøver at overbevise ham om at den skov er utrolig vigtig for lokalsamfundet. Det er det eneste natursted de har at tage hen til. Det forstår han selvfølgelig, men er også nødt til at tænke på at der også skal være naturområder for de fremtidige generationer, og derfor skal der altså ryddes op efter fortidens generationers miljøsvineri (hvilket vil sige os). Igen ikke en specielt originalt skruet sammen historie, men det fungerer godt ligesom Of One Mind.

Locked In af Brad Aiken er også ret alvorlig i sit tema. Troy Adams er CEO for en våbenfabrikant, men under et bestyrelsesmøde får han et alvorligt slagtilfælde, og ender i en særlig tilstand hvor hans hoved fungerer fint, men hele kroppen er lammet. Han får nogle avancerede operationer der gør at han kan styre en avanceret rullestol, en robotarm og en talesynthesizer gennem et chipinterface koblet til hans hjerne. Forfatteren bruger meget tid på teknikken i dette, men den egentlige historie burde ligge i hvad for en person denne direktør egentlig er, for han er en temmelig kedelig brutal type. Okay novelle for hvad den er, men der var potentiale til mere.

Der er også to mere humoristiske historier. Den første er Dr Skenner’s Special Animals af David A. Simons, som handler om en dyrlæge der egentlig bare helst vil holde sig til heste, men grundet hans store dyrehjerte, bliver han kendt som en der også kan hjælpe de nye gensplejsede kunstigt skabte fantasyvæsener. Havfruer, enhjørninge og meget andet kommer til hans klinik, fordi deres designere konstant kludrer i det. De glemmer fx at sørge for at havfruen kan komme af med sin afføring. En dag får han dog en lidt større opgave, da nogen kommer ind med en drage, som piver hver gang den spyr ild. Det hele bliver hurtigt meget kaotisk, for disse dyr er nemlig ikke lovlige, og myndighederne kommer efter hans klinik. Jeg må dog sige jeg egentlig var mere enig med “skurken” i historien, hvad angår det etiske spørgsmål forfatteren prøver at behandle.

Christopher L. Bennett blander space opera, hard sf og humor i The Hub of the Matter. Menneskeheden er blot en ud af tusindvis af racer i galaksen, der alle sammen er bundet sammen via en central hub, der gør interstellare rejser mulige på et øjeblik. Denne hub fungerer således at ens destination afhænger af hvilken vinkel og hastigheden man flyver ind i den på, så alle destinationer rundt om i galaksen er fundet via simpel trial and error uden nogen har kunne afkode logikken bag. Historiens hovedperson, David LaMacchia, vil forsøge at løse gåden om denne hub (et problem der dog viser sig at være NP-komplet), for at få sat menneskeheden på kortet i galaksen som betydningsfuld. Han allierer sig med et spejderskib, der flyver ind i denne hub fra tilfældige vinkler og kortlægger hvor de havner henne, i håb om at falde over nogle gode destinationer de kan sælge, og vil prøve at samle data til at løse gåden. Men de rumvæsener der kontrollerer hubben, prøver at spolere det for ham, da de ikke er interesserede i at nogen kan knække gåden og dermed true deres monopol på transport i galaksen. Der sker en hel masse, ganske morsomt for det meste, men der er dog forsøg på morsomheder der falder lidt til jorden.

Sidste historie er mere seriøs. Det er Narrow World af Carl Frederick, der ser på et meget unikt miljøproblem. Naturen omkring en større motorvej har udviklet sit eget økosystem, men desværre også skabt en farlig ny virus blandt rotterne. Dette skaber problemer for en flugtfange og en gruppe unge drenge på campingtur, og endnu mere da myndighederne beslutter at området skal renses med giftgas. Interessant problemstilling.

Til sidst vil jeg lige kort nævne nogen af de læserbreve der bliver trykt i bladet, hvilket viser Analogs helt særlige læserskare. Blandt andet en kvinde der har læst bladet i mange, mange år, men i novembernummeret var der for første gang en historie hun ikke kunne lide. Det er den ellers fremragende novelle Amabit Sapiens , som hun mener var alt for grusom. En anden læser der har læst magasinet siden 1937, ville blandt andet fortælle at det var en novelle fra Astounding der gjorde at han kom til at arbejde med atombomben i 1944.

Asimov’s, January 2010

Posted on April 11, 2010 by Jeppe

Asimovs January 2010 Det første nummer i 2010 rummer i alt syv historier. De fleste er okay og ingen rigtig dårlige eller uinteressante historier denne gang. Sheila Williams skriver indledningsvis om hvad et magasin egentlig er for en størrelse i denne tid, og skriver blandt andet at hele 10 procent af abonnenterne på Asimov’s får magasinet elektronisk, Robert Silverberg skriver om hvad man kan finde på bunden af Middelhavet, og James Patrick Kelly spekulerer over hvor fremtiden blev af.

Første historie er Marya and the Pirate skrevet af Geoffrey A. Landis, der er en temmelig klichéfyldt historie uden de store overraskelser, om en rumpirat der kaprer et fragtskib med store mængder vand. Ombord er kun en yngre kvinde, og hun finder ud af at piraten måske ikke er så slem igen, sød musik opstår, og de ender med at må stole på hinanden for at kommende levende ud af en grim situation. Landis viser at han nok er bedst til hard sf elementerne, men selvom hans personer er temmelig stereotype og handlingen uden overraskelser, er historien nu alligevel ganske udmærket.

Conditional Love af Felicity Shoulders er en noget grumme affære. I en verden hvor børn bliver genmanipulerede til bestemte egenskaber fra fødslen, er der nogen der skal samle dem op hvor det ikke går helt som planlagt. Vi følger Grace der prøver at tage sig af disse børn med alle mulige og umulige fejl. En historie der godt kan sætte etiske spørgsmål til overvejelse hos læseren, nu hvor man efterhånden ikke er så langt igen fra at kunne lave designerbørn.

Steve Rasnic Tem har skrevet historie til Asimov’s et par gange før, men heller ikke A Letter from the Emperor fangede mig. Som titlen viser handler det om et brev fra kejseren til en fjern planet i et ikke nærmere specificeret interstellart imperium. Man har ikke hørt fra kejseren meget længe og historiens hovedpersoner får mistanke om kejseren overhovedet stadig er i live. Han skriver ganske flot, men hans historier er nok bare ikke lige min stil.

Der er hele to alternate history noveller i dette nummer. Første er Wonder House af Chris Roberson, der egentlig har et ret godt udgangspunkt, men bliver en anelse forudsigelig. Vi følger to redaktører på pulp magasin udgivelseshuset Wonder House. De har problemer med salgstalene og diskuterer hvad de skal prøve at satse på af nye tiltag. Igennem deres diskussioner får vi selvfølgelig en masse infodumps om denne alternative verden og dens marked for underholdningslitteratur. Hvad de så endelig finder frem til skal være fremtidens satsning, vil man lige trække på smilbåndet over en enkelt gang, men mere spændende bliver det altså heller ikke.

Anden historie er fra Robert Reed. Han skriver som bekendt rigtig mange noveller, og meget forskellige endda. Alternate history er ikke noget nyt for ham, men The Good Hand er altså en af de mere kedelige, hvor det kommer til at handle for meget om denne alternative verden og for lidt om også at have en interessant historie at fortælle. USA er den eneste supermagt i verden og har tilmed et monopol på atomvåben. I følge dem selv for at bevare fred i verden. Det betyder dog at USA styrer og godkender næsten al ny teknologisk udvikling i andre lande, ikke overraskende til stor frustration. I den konkrete historie finder vi således en af disse amerikanske forretningsfolk i Frankrig, hvor USA så pludselig bomber det franske rumprogram i Algeriet. Det gør ham selvfølgelig endnu mere hadet end han allerede er i forvejen blandt de franskmænd han er sammen med, og de oplagte politiske diskussioner i sådant et system bliver selvfølgelig tærsket igennem.

Carol Emshwiller har jeg stødt på et par gange før, og hans historier er altid temmelig underlige og meget unikke. Wilds har ikke synderligt meget med science fiction at gøre, og handler om en mand der bogstaveligt talt lever som et dyrt i vildmarken. Hans liv bliver på irriterende vis afbrudt af en forvirret kvinde der kommer op på hans bjerg, med en taske fuld af stjålne penge. Det er svært at sige hvorfor, men det er ikke en historie man glemmer lige foreløbig.

Allen M. Steeles The Jekyll Island Horror er skruet interessant sammen. Det indledes med et forord af Steele selv der fortæller hvordan han kom i besiddelse af et manuskript fra en ældre mand i en bogbutik, og dette manuskript er selve novellen. Det forestiller at være skrevet af en Solomon Hess der agerede butler for en forlagsredaktør tilbage i 1920′erne og 30′erne. En aften ser de en meteorit falde ned i nærheden og de tager ud for at undersøge det. I bedste pulp stil fra selvsamme tid, er det selvfølgelig noget langt mere skræmmende der er faldet ned fra himlen. En fin historie, der dog lige er lidt langsom i starten.

Asimov’s, October/November 2009

Posted on January 10, 2010 by Jeppe

Asimovs October November 2009 Efterårets dobbeltnummer med i alt 10 lange og korte noveller. Sheilla Williams skriver om hendes forhold til Star Trek, Robert Silverberg med anden del af sin artikel om worldbuilding, James Patrick Kelly skriver om Hubble-teleskopet og Mary Robinette Kowal om de dele af science fiction der er næsten mulige.

Det begynder med Blood Dauber af Ted Kosmatka og Michael Poore om Bell der arbejder i en lettere forfalden zoo. Hans arbejdsopgaver består blandt andet i at tage sig af de mange kriminelle der får tildelt samfundstjeneste i zooen. Der er ikke noget plot og hvad der formentelig skal prøve at udgøre et science fiction element, er blot at zooens medarbejdere finder et mystisk insekt – de ikke lige identificere – i en frugtleverance, og de undrer sig efterfølgende på et amatørinteresseniveau over insektets egenskaber. Resten af historien handler om Bells noget triste liv og hans semivenskab med en af dem i samfundstjeneste. Meget lidt science fiction og temmelig kedelig.

Where the Times Goes af Heather Lindsley er tidsrejsekaos med humor på højt plan. Chambers og Martin er i tidsrøverbranchen. De rejser tilbage i tiden og stjæler den tid folk spilder, for at kunne sælge tiden videre. Hvordan det lige rent logisk og videnskabeligt skulle hænge sammen, får vi ingen forklaring på, men det behøves heller ikke. På en tur tilbage til 1983 går noget i midlertidig galt og risikoen for et tidsparadoks opstår. Skiffy humor.

R. Garcia y Robertson har skrevet en ny historie om SinBad, som vi første gang stødte på i novellen SinBad the Sand Sailor fra julinummeret, med den interessante titel Wife-Stealing Time. SinBad er denne gang taget til en mindre by på planeten Barsoom, der åbenbart afholder en slags festival hvor man kan stjæle andres koner. Ved en tilfældighed får han “stjålet” en ung kvinde der hedder Pretty Bottom, og så sker der ellers mærkelige ting og sager. Robertsons to SinBad historier har begge budt på meget eksotiske verdener, men det er svært at finde hoved og hale i handlingen.

Damien Brodericks Flowers of Asphodel er en endnu mere spøjs sag. Isaac Hersch bliver vækket efter en foryngelsesbehandling, fordi hans tidligere kone er i gang med at dekonstruere universet, og det skal han så forsøge at stoppe. Øhh.

Ian Creaseys Erosion er en lille interessant novelle om en mand der er blevet forbedret biologisk, for at han kan bosætte sig som kolonist på en anden planet. Han tager en sidste gåtur på Jorden, og opdager flere ting om sig selv, sin planet og de forbedringer han har fået. Anbefalelsesværdig.

Havfruer lader til at gøre sit indtog i genren. Jeg har i hvert fald læst et par stykker på det seneste hvor de på en eller anden måde indgår. Flotsam af Elissa Malcohn handler om Mercedes der som barn finder en levende “søbaby” blandt en bunke døde fisk dræbt af forurening. Som voksen er hun stadig mærket af oplevelsen og arbejder for at redde havfruelignende væsener i havet, der er udryddelsestruet.

Robert Reed skriver aldrig noget der ligner noget han har skrevet før. Before My Last Breath er en unik beretning fra forskellige mennesker, om hvordan de oplevede fundet af hundrede tusind døde rumvæsener i en kulmine. Fra den amerikanske præsident til almindelig mennesker. Hver fortællevinkel giver læseren lidt mere indsigt i hvad der er forgået og historien rundes fint af til slut.

Christopher Barzak har skrevet The Ghost-Hunter’s Beautiful Daughter og handler om, ja, en datter af en spøgelsesjæger. Faderen driver en forretning på det og har et Poloraid-kamera han fanger spøgelserne med. Hans datter Sylvie ved dog at spøgelserne ikke forsvinder, de lever bare videre i fotografierne, og hun snakker ofte videre med dem. Blandt andet også hendes afdøde mor. Sylvie er dog ikke helt enig i hendes far med deres forretningsmetoder og så gerne man behandlede spøgelserne bedre. En for så vidt ganske godt skrevet historie, men det irriterer mig efterhånden at Asimov’s oftere og oftere bringer historier der absolut intet har at gøre med science fiction.

Nancy Kress har skrevet den korte novelle Deadly Sins, om Reneta der har dræbt den forsker hun arbejdede for og en AI afhører hende og prøver at finde frem til hvorfor hun gjorde det, velvidende at laboratoriet var overvåget og hun derfor nemt ville blive opdaget.

Det bedste er gemt til sidst med William Bartons novella The Sea of Dreams, der er noget af en rutsjetur gennem mange forskellige fantastiske verdener. Det hele begynder under en ekspedition til Uranus. Mr. Zed og hans sexslave, en klon af en kendt kvindelig skuespiller, finder et rumskib i kredsløb om Uranus. De går ombord og ser pludselig sig selv teleporteret til et andet univers eller en fjern fremtid i solsystemet. Klonen har nu ikke længere en opkobling til hendes original og begynder at udvikle sig som selvstændigt tænkende individ. Selvom de to kommer vidt omkring i fantastiske verdener og møder sære væsener, og ikke mindst skal prøve at samle sammen alle de parallelverdener og tidslinjer de render rundt i, er den egentlig historie om Zeds forhold til denne klon som får et mind of its own. God underholdning i pulp-stilen.

Asimov’s, August 2009

Posted on October 8, 2009 by Jeppe

Asimovs August 2009 Julinummeret var noget skuffende og desværre giver augustnummeret kun lidt oprejsning, dog uden at jeg vil udnævne nogen af historierne til at være værdige til næste års priser. Sheila Williams indleder med en afsløring af Asimov’s 2009 Reader’s Awards, Robert Silverberg skriver igen om at finde udenlandske oversættelser af sine værker (og det er altså ikke helt ligeså interessant anden gang som første) og James Patrick Kelly skriver om de mange forskellige priser science fiction genren har.

Vi begynder med Damien Broderick og The Qualia Engine. Under den kolde krig eksperimenterede man med gener og resultatet blev nogle hyperintelligente børn kaldet Atom Kids. Børnene i historien engagerer sig i diverse avancerede projekter, og en af dem er Saul der vil bygge en Qualia Engine – en maskine der skal opfange de elementarpartikler der udgør de menneskelige følelser. Idéerne er der, men historien løber ud i sandet uden at vide hvad den vil og forekommer noget fragmenteret.

Robert Reed er yderst produktiv i novelleformen og skriver meget forskellige historier. Creatures of Well-Defined Habits er beretningen om Hogan. Hogan er over 500 år gammel og fortæller personlige historier til dem der vil lytte. Da han dør og hans bevidsthed overføres til en computer, synes historiens fortæller at han ikke er helt den samme mere. Ingen tvivl om at Reed mestrer novelleformen.

Blue af Derek Zumsteg er en lidt sjov form for hard sf novelle. Sigurd og Rivka er på mission for at undersøge det sorte hul Sinca-177, som viser sig slet ikke at være sort! Der er masser af hard sf jargon, men det er de to indbyrdes forhold, og navnlig hvordan de iriterrer hinanden grænseløst, novellen egentlig handler om. Resultatet bliver en unik blanding af hard sf og sort humor med et godt twist.

Det overrasker mig at kloning stadig kan være et emne i nye historier, og selvom Mary Robinette Kowals The Consciousness Problem egentlig ikke bringer noget nyt til kloningsproblematikkerne, så er det en meget velskrevet historie. Ægteparret Elise og Myong har længe arbejdet med kloning. Firmaet TruClone har allerede midlerne til perfekt at klone selve menneskekroppen og nu er gennembruddet kommet der også får sindet med. Myong laver en klon af sig selv og skal derfor bruge Elise til at afgøre, om det er muligt at kende forskel på klonen og originalen. Men da Elise for nylig har været ude for en ulykke og lider under midlertidigt hukommelsestab, bliver hun i tvivl om hun selv er en klon.

En slags kloning ligger også til grund for Stephen Popkes’ Two Boys, der handler om en verden hvor neandertalerene er blevet genskabt via kloning og hvordan nu to menneskeracer kan leve i samme samfund. Omfanget af dette er egentlig alt for stort til en lille novelle, så derfor ender historien derfor med at blive noget overfladisk.

Science fiction elementet er nærmest ikke eksisterende i Kristine Kathryn Rusch korte Turbulence, om en mand der kommer til at sidde ved siden af en irriterende overvægtig kvinde i flyet og hendes knævren minder ham om hans egen flyskræk. Ikke nogen dårlig novelle, men jeg kan nu bedre lide Ruschs længere historier.

Nummeret slutter af med den længere California Burning af Michael Blumlein, om en mand hvis far er død og skal kremeres. Der opstår bare det problem at hans knogler ikke vil brænde. Han får knoglerne med hjem, og da han bliver opsøgt af to særprægede mænd der påstår de kommer fra sundhedsmyndighederne og stiller ham spørgsmål om hans far, begynder han at tvivle på om han nu kendte sin far så godt som han troede. Blumhein holder læserens interesse hele vejen igennem, for hvad pokker det er med de knogler, og det antydes delvist at muligvis var faderen et rumvæsen, men det bliver aldrig rigtigt afklaret. Novellen skriger godt nok ikke af science fiction, men er bestemt læseværdig.

Analog, September 2009

Posted on July 9, 2009 by Jeppe

Analog September 2009 Selvom døgnet ikke har fået flere timer, vil jeg alligevel give det et forsøg med også at læse Analog Science Fiction and Fact. Særligt fordi man kan få det til ebogslæsere på Fictionwise og det er en glimrende måde at læse et novellemagasin på. Papirabonnementerne på de andre magasiner forbliver dog.
September-nummeret er desværre en ret tynd omgang. Halvdelen af pladsen er gået til anden og sidste del af Turning the Grain af Barry B. Longyear, Stanley Schmidt indleder med at slå fast at Analog bringer den type science fiction som mange kender fra de gode gamle dage og som mange stadig efterspørger, og derudover er der et par ligegyldige videnskabelige artikler.

Tre af af de fire noveller har på forskellig vis børn som et slags gennemgående tema. Den første er Evergreen af Shane Tourtelotte, der følger Andrew – en voksen mand i en otteårigs krop, fordi det ønskede hans forældre at fastfryse ham til, i håb om mulig udødelighed. Andrew har svært ved at acceptere sin fysiske tilstand og gør alt for at være så voksen som mulig. Han møder pigen Alice der er i samme situation, men hendes tilgang er en anden. Hun vil godt delvist være barn. Det er således spillet mellem de to, hvor de begge prøver at overbevise den anden om at deres tilgang til livet er den bedste, der udgør historien. Præmissen er på sin vis interessant nok, og historien udvikler sig i en ret grum retning, men det er bare ikke særligt overbevisende at nogen forældre skulle vælge at fastfryse deres børns krop på den måde.

Den noget kortere From the Ground Up af Marie DesJardin handler om Carrie, der var begyndt sin træning mod at blive astronaut, men blev kasseret da rumprogrammet skæres kraftigt ned. Hun tager tilbage stedet hvor det hele startede. På hendes tantes gård, hvor hun som barn så en ufo styrte ned, som hun aldrig fortalte nogen om, men som gav hende lyst til at blive astronaut. Krateret er der endnu og nu vil hun have det undersøgt nærmere. En sød ide, men historien stopper brat inden den kommer i gang.

Man ved ikke om man skal grine eller græde over Eric James Stones Attitude Adjustment, der er så himmelråbende fjollet og kedeligt skrevet, at man ikke ved om det er ment seriøst eller ej. På et mindre turistrumskib der flyver omkring Månen, må guiden Danica sammen med passagerne, navnlig en irriterende rigmandssøn udstyret med en avanceret AI, finde ud af hvordan de kan redde dem selv fra at styrte ind i Månen, efter at rumskibet tilsyneladende er blevet udsat for sabotage. Forslagene, og den endelige løsning der redder dem, er direkte barnligt pjattede og videnskabeligt tvivlsomme, men det virker heller ikke som om at forfatteren mener det helt seriøst. Den påtagede humor slår bare ikke rigtigt igennem.

Sidste længere novelle har nok mest at byde på, men Alec Nevala-Lees The Last Resort bliver desværre heller aldrig rigtig en interessant historie. Det handler om økoterrorisme. Helki og Victor undersøger et naturområde i Sierra Nevada i Californien, som snart vil blive lavet om til skiområde, for en særlig type slanger. De mærker en gigantisk eksplosion i nærheden og kan kort efter næsten ikke trække vejret. De får lige kæmpet sig tilbage til deres bil inden de besvimer. Da de kommer til sig selv igen, ser de at alle dyr i området er døde, også – til deres store rædsel – de tusindvis af slanger. De mistænker der er tale om et økoterrorangreb, men det kan de heller ikke få helt til at passe. Det videnskabelige aspekt i historien, som ikke rigtigt kan afsløres uden at ødelægge det, er ganske originalt, men den omkringliggende historie virker ikke fuldendt eller tilfredsstillende.

Alle historier er til at glemme igen, men jeg har da fundet ud af at min nye håndholdte ebogslæser er ganske glimrende at læse på.

Interstellar sysctl

En science fiction blog

Tag Archives: bioengineering