Hvad er det med bibliotekarer og deres trang til at flytte rundt på bøgerne? Jeg skulle ned på mit lokale bibliotek, for at se om et eksemplar af Erwin Neutzsky-Wulffs Havet var hjemme (det var den), da det er oktober-bogen i Azur. På vanlig vis går jeg automatisk ned i hjørnet hvor sf/fantasy-afdelingen plejer at være. Men så står man pludselig og ser på bøger af Helle Helle, og det er jo helt forkert! Efter lidt cirklen omkring ser jeg at de er flyttet ud på reolerne midt i rummet hvor spændingsbøgerne også er flyttet til, mens det “almene” skønlitteratur nu står langs væggen.
Kunne der ligge en tanke bag denne flytning, at de genrer der ellers før var hengemt i hjørnet hvor ingen kom ned medmindre de vidste hvad de skulle have, nu skal ud midt i det hele, og endda uden store markeringer af at der er tale om genrerreolerne? Så selvom det kan være irriterende i første omgang, er det måske meget godt at bibliotekerne forstyrrer os vanemennesker, ved at vildlede os ned til andre bøger og måske opdage noget andet (jeg kom dog ikke hjem med noget af Helle Helle).
Den forbedrede trykkekvalitet af Himmelskibet fra
Den serbiske forfatter Zoran Zivkovic er en af gæsterne til dette års
Så er efterårsnummeret af Himmelskibet udkommet med 46 siders alt godt fra de fantastiske genrer. Thomas Winther ligger ud med at fortælle om hvordan bøger bliver brugt i fiktionen som led i historien, som fx i Michael Endes Den Uendelige Historie hvor en bog spiller en central rolle. Dernæst fortsætter Morten Greis med en artikel om tryllebøger, navnlig de såkaldte “cyprianus” der har en mystisk historie. Knud Larn afslutter med en gennemgang af rekursiv science fiction, altså science fiction der har henvisninger af skjult eller åbenlys karakter til anden science fiction. Et eksempel jeg selv kan nævne er Peter F. Hamiltons Fallen Dragon, hvor jeg mener der indgår en klar implicit reference til Star Trek: Voyager serien med den TV-serie som bogens hovedperson er meget opslugt af.