Første kortroman er Rajnar Vajras Doctor Alien’s Five Empty Boxes om Dr. Alanso J. Morganson, også kendt som Dr. Alien, der har en praksis for rumvæsener. Han har dog også sine fjender og en morgen bliver han udsat for et bilbombeangreb, men det er kun begyndelsen til en lavine af problemer med sære rumvæsener der hagler ned over ham. Historien er fyldt med eksotiske rumvæsener, gakkede sproglige misforståelser og et vanvittigt plot der drøner afsted. Men den slags er kun så sjovt et vist stykke.

The Long Way Around af Carl Frederik er en klassisk science fiction problemløsningshistorie der kunne være skrevet i hvilket som helst årti. Vi befinder os på Månen og den australske Dr. Adrian Clarke har et nyt transportfartøj med op til den lille station. Et fartøj der fungerer ikke ulig en kænguru. På sin jomfru hoppetur går det ikke overraskende lidt galt, og de to astronauter i den må tænke kreativt og hurtigt hvis de skal overleve. En udmærket historie til de læsere der foretrækker science fiction som det blev skrevet for årtier siden.

Questioning the Tree af Brad Aiken kunne også være skrevet for længe siden – eller måske endda som et Star Trek afsnit med McCoy i hovedrollen. En halvtreds år ude i fremtiden er lægefaget reduceret til at læger blot skal viderebringe en diagnose som en computer finder frem til. Vores hovedperson kan huske en tid hvor lægen godt måtte røre ved patienten og lave diagnosen, og føler tydeligvis at hans evner går til spilde ved blot at udskrive recepter givet af en computer. Men nogle oprørske læger driver en undergrunds lægepraksis. Det er en klassisk moralfortælling om at erstatte et menneskes job af en maskines – heller ikke de store overraskelser her.

Det handler igen om Månen i Fly Me to the Moon af Marianne J. Dyson, i en ikke så fjern fremtid hvor endnu en Måneeksepedition er sat i værk. Det går dog galt undervejs, og den eneste overlevende er en kvindelig astronaut der ikke har nogen piloterfaring. Den unge George hører om dette og mener at den gamle mand med Alzheimers han besøger på plejehjemmet kan hjælpe. Det viser sig at denne mand faktisk fløj en af de oprindelige Apollo-missioner, men han er gammel og senil, så George gør sit bedste for at skabe de rigtige rammer, så han kan hjælpe den nødlidende astronaut. Historien handler faktisk mere om at blive ramt af Alzheimers end om Månen og forfatteren har også dedikeret historien til folk ramt af denne sygdom.

Nummerets anden kortroman hedder Bug Trap og er skrevet af Stephen L. Burns. Heri beskrives en fremtid hvor rumvæsener har givet sig til kende og sagt at de vil bosætte sig på Venus. Alle mennesker der har lyst er inviteret, de skal bare gå ind i en af de portaler som rumvæsenerne har placeret overalt på kloden. Der er lidt baggrundshistorie om hvordan verdens militære magter har forsøgt at forhindre adgang til disse portaler og uden held forsøgt at ødelægge dem. Ingen ved om rumvæsenerne taler sandt, for ingen er vendt tilbage for at kunne fortælle om det. Men historien følger den småkriminelle Glyph der mere af nød end af lyst flygter ind i sådan en portal og han havner så som en anden Alice i Eventyrland i en mærkelig verden beboet af andre mennesker fra Jorden som ham selv, men styret af disse stadig anonyme rumvæsener.

I The Single Larry Ti, or Fear of Black Holes and Ken af Brenda Cooper er videnskaben under pres, for en række forskere skal for en international domstol hvor de skal forsvare at deres eksperimenter ikke vil skabe et sort hul der vil opsluge Månen. Meget lig hysteriet omkring LHC, bare skruet op under parolen at overdrivelse fremmer forståelsen. Ingen overraskelse i at Cooper fremstiller pøbelen som dum og uvidende med hensyn til videnskab.

Scott William Carters The Android Who Became a Human Who Became an Android er så meget Blade Runner-wannabe som det kan blive, helt ned til privatdetektiven og regnvejret. Her er androider dog ikke forbudte, men selvom de ligner og opfører sig næsten som mennesker, har de ikke samme rettigheder. Dexter Duff bliver opsøgt af en gammel kæreste og hun vil have ham til at finde sin forsvundne ægtemand. En mand der viser sig at være chef for et stort firma, og nå ja, han er en androide. Plottet er overraskende, men lidt søgt, og så mangler den stemningen fra Blade Runner.

Stephen Baxter er jo en erfaren forfatter inden for hard sf, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg kan kalde hans kortroman Project Hades. Teknisk set er det vel alternate history, eftersom den handler om en række underjordiske atombombeprøvesprængninger der har uforudsete konsekvenser i 1960′erne, men det er ikke alternativ historiefortælling Baxter er ude i. Som nævnt er udgangspunktet en række underjordiske atombombesprænginger som vækker “noget” til live i underverdenen. Herefter udvikler det sig til noget nær en amerikansk katastrofefilm for fuld skrue, men Baxter holder tydeligvis en vis ironisk distance til det hele. Alt sammen ganske underholdende, men historien stikker i vidt forskellige retninger.

Første novelle er nummerets bedste. The Emperor of Mars kunne lyde som en Edgar Rice Burroughs titel og Allen M. Steele har da bestemt også trukket en del inspiration derfra til sin historie. Året er 2048 og vi følger Jeff Halbert der er på vej til Mars for at arbejde. Undervejs får han besked fra Jorden om at hans forældre, hans kone og deres ufødte barn er blevet dræbt af en spritbillist. Det rammer ham hårdt og han begynder at leve sig mere og mere ind i en fantasiverden, baseret på gamle Mars-fortællinger – blandt andet dem af Burroughs. Novellen er fyldt med referencer til science fiction romaner om Mars, men udover det er sjovt nok i sig selv, er det jo en dybt tragisk historie om en mand der ikke kan se virkeligheden i øjnene.

Benjamin Crowells Petopia fortæller historien om pigen Mina der finder et stykke legetøj med en AI-chip. Mina kommer fra en fattig familie, og den kunstige intelligens skaber nye muligheder for hende og hendes bror.

Monkey Do af Kit Reed er en fjollet metafiktions historie om en forfatter der prøver at få sit gennembrud, men det bliver hurtigt klart at hendes abe og noget forfattersoftware faktisk kan gøre det langt bedre end hende. Underholdende læsning, men temmelig forudsigelig.

Virtual reality dukker op i The Peacock Cloak af Chris Beckett, hvor skaberen af en virtuel verden har kopieret sig selv et antal gange ind i denne virtuelle verden. Nu er de bare begyndt at få lidt for gode idéer selv og søger nu at møde deres “skaber”. Et velkendt tema fra cyberpunk med virtuelle kopier der bliver selvstændige, men Beckett gør det nu ganske godt alligevel.

En titel som Voyage to the Moon kunne lyde som noget ret banalt, men Peter Friend skriver ikke om vores måne. Historien følger derimod astronomen Thithiwith på en fremmed planet, der har arbejdet på en form for rumskib, men han er nødt til at bilde dronningen ind at han vil rejse til månen. Rumvæsenerne er meget forskellige fra os, så det kan være lidt svært at finde rundt i, men meget fantasifuldt er det da.

Dreadnought Neptune af Anna Tambour har ikke nogen egentlig handling, men er mere en beskrivelse af en situation. Far og søn ser en pludselig mulighed til at rejse ud i verdensrummet, og befinder sig sammen med mange andre i et meget tætpakke rumskib. Og det er ligesom det. Forfatteren havde sikkert en eller anden pointe med historien, men jeg kunne ikke lige se den.

Til sidst finder vi en ny kortroman af Stephen Baxter. Earth III er sat i samme univers som en tidligere kortroman Earth II, også bragt i Asimov’s, og Flood. Her er vi på en tredje planet koloniseret af mennesker, en planet hvor den ene halvdel af kloden er i konstant skygge for solen. Samfundet beskrives som hierarkisk og der er generel ikke nogen viden om at de oprindeligt kommer fra en anden planet. Der er et slags plot om en ekspedition til den mørke del af planeten og noget om nogen der mener at kende til deres rigtige oprindelige fra Jorden, men generelt havde historien for meget baggrundsinformation og for lidt handling til min smag.

Selve handlingen er ultrakort at opsummere. Underjordiske have bliver sluppet løs og havstanden stiger kraftigt, for til sidst at dække hele Jorden med vand. Romanen starter i nærfremtid og forløber godt 40 år fra de første oversvømmelser til romanens slutning hvor Mount Everest bliver dækket af vand. Effekten af det scenarie står langt stærkere end ellers så mange andre dommedags- eller post-apokalyptisk historier hvor katastrofen ofte er sket. Her følger vi verdens undergang over 40 år, hvordan civilizationen langsomt bryder sammen og en ny spirrer op. Det bliver ikke skrevet med den store dramatik. Årene går for det meste bare, og man hører spredte beretninger om storbyer der går under, stater der prøver at holde sammen på sig selv og hvordan autonome overlevelsessamfund opstår.

Baxter er tydeligvis ikke nogen optimist, og han forsøger ikke at pakke katastrofen ind i “comic-relief”, tværtimod. Hans personer var desværre mindre interessante. Det er mere rammefortællingen der fængede mig, men den står også stærkt, også selvom der ikke er andet “plot” end simpelthen at havene stiger og stiger. Jeg ved ikke helt om jeg køber den videnskabelige præmis for historien, men det gør heller ikke så meget, for Baxters historie er ligesom en absolut “worst-case scenario” for stigende havniveau, og får jo dermed stadig en lang række pointer frem som også gør sig gældende med oversvømmelser af knap så globalt omfang. Det er de menneskelige reaktioner og tilpasning på katastrofen der er væsentligt, og ikke så meget hvorfor det lige nu er vandet stiger.

Første historie, Stone Wall Truth af Caroline M. Yoachim, er en ret så makaber fantasy historie om Njeri, der har den opgave at skære folk op for at de kan hænge på en speciel mur som straf, og så senere tage dem ned igen og sy dem sammen. Denne mystiske væg viser de mørkeste hemmeligheder i dem der hænger der. En dag begynder Njeri at stille etiske spørgsmålstegn til det hun laver, hvilket resulterer i hun selv kommer op at hænge. Meget dyster, og egentlig ganske god historie, men den hører nu egentlig mere hjemme i Fantasy & Science Fiction.

Næste historie, Dead Air af Damien Broderick, introduceres som en hyldest til Philip K. Dick og det kan være man skal være fan af hans noveller, for at værdsætte denne novelle. Verden er blevet dyster og farlig, hvor Solens stråler er blevet så farlige at kun en solskærm i kredsløb om Jorden beskytter folk. Fjernsynet er fyldt med billeder af angiveligt døde personer der råber om hjælp. Meget sært alt sammen, men typisk Broderick.

The Woman Who Waited Forever af Bruce McAllister er en af de genreløse historier jeg ikke synes hører hjemme i bladet, men dog værd at læse færdig. Vi følger et par unge drenge der under lidt for vild leg med bue og pil, kommer til at såre en af deres kammerater. De får hjælp fra en mystisk kvinde i ruinerne af et gammelt hospital. Noget langtrukken og uden egentlig pointe.

The Bold Explorer in the Place Beyond af David Erik Nelso er en kort vild historie om en modig blæksprutte der vil udforske landjorden, fortalt af en gammel drukkenbolt. Selvsagt er historien noget sær.

Aliette de Bodards The Wind-Blown Man forestiller sig en fjern fremtidsverden hvor mennesker har mulighed for at transcendere fysisk og meta-fysisk til et “højere” stadie. Normalt kommer folk ikke tilbage til Jorden igen efter det, men her vender en mand altså tilbage og det er et mysterie hvorfor. En af den type historier hvor man har det indtryk, at det mere er forfatteren der er i centrum og ikke læseren.

Afslutningsvis fortsætter Stephen Baxter sin alternate history om en invasion fra rummet i starten af 1800-tallet. The Ice Line er en fortsættelse af The Ice War fra septembernummeret i 2008 og finder sted 85 år efter begivenhederne deri. I det her univers har Napoleon invaderet de forenede stater og har nu sat kurs mod England. Det hele bliver selvfølgelig mere kompliceret da den engelske flåde også vil angribe rumvæsener på Mars. På papiret lyder det godt, men Baxter er altså desværre blevet umådeligt kedelig at læse efter han kastede sig over disse historiske værker. Det fortaber sig i navne, historiske steder og begivenheder.

Stephen Baxters Formidable Caress hører til i en fjern fremtid i hans Xeelee-serie, så det er lidt svært at finde rundt i, men Baxters vilde koncepter er altid fascinerende. Historien foregår på en kunstig verden der er styret af maskiner og delt op i tre niveauer, hvor tiden går med forskellig hastighed. Et par dage på det nederste lag svarer til tusinder af år på det øverste. Man følger Telni gennem det meste af hans liv og hører om hvordan maskinerne er særligt interesserede i hans viden om en kosmisk katastrofe for længe siden, som muligvis er på vej til at ske igen. Endnu et bud på universitets skæbne fra Baxters hånd.

Robert Scherrer har skrevet den korte lidt fjollede novelle A Flash of Lightning, der handler om en skoleklasse der har om tidsrejser og læreren viser dem hvordan det fungerer i praksis.

En humoristisk og sød julehistorie af Jerry Oltion er der også plads til. I The Jolly Old Boyfriend bliver Gina og Todd vækket midt om natten til juledag af rumsteren nede i stuen. Der finder de Ginas ekskæreste Sergei iklædt julemandskostume. Det mærkelige er at Sergei burde være død og angiveligt er det hans spøgelse der prøver at få afslutning på nogle ting med Gina. Science fiction elementet vil være synd at afsløre, men det er nu mest af alt end triviel juleromance med lidt påklistret science fiction.

Carl Frederik beskriver en meget fremmed verden i The Universe Beneath Our Feet om seksbenede rumvæsener og deres temmelig religiøse samfund. Der høres underlige lyde under isen og præsterne er overbevist om at det isdæmonen der er vred. Historiens hovedperson er dog af en anden overbevisning og den endelige afsløring er ganske interessant, men historien som helhed fængede mig bare ikke rigtigt.

Den nærmest religiøst prædikende Wilderness were Paradise Enow af H.G. Stratmann er en sær størrelse. I en tidligere historie af samme forfatter har rumvæsener terraformet Mars og nu har to mennesker, Martin og Katerina, på Mars fået tildelt guddommelige kræfter. Martin går hurtigt i gang med at bruge sine kræfter til at udrydde sygdom, krig og elendighed på Jorden, men Katerina udspiller bogstaveligt talt rollen som djævelens advokat og prøver at overbevise ham om, at han muligvis er ved at gøre mere skade end gavn. Det er side op og ned om menneskets natur på godt og ondt, og undervejs refererer de to hovedpersoner til kendte science fiction historier og tv-serier. Det hele slutter på en “det hele var bare en drøm”-måde, omend det er lidt mere kompliceret end det. Det munder ikke rigtigt ud i nogen konklusion fra forfatterens side til alle de store filosofiske spørgsmål der ellers blev stillet, men historien får en fortsættelse i næste nummer af Analog.

Afslutningen på G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain kan i bedste fald betegnes som ligegyldig. De overlevende på den kubiske planet har delt sig, og en gruppe prøver nu at komme videre på egen hånd og finde vej om til en af de andre af planetens seks flader. Det går lidt op og ned, og der sker egentlig ikke rigtig noget. Da historien endelig når sit klimaks hvor årsagen til deres oprindelige forlis og hvad den kubiske planet egentlig er for noget bliver afsløret, kommer det hele dumpende på klodset vis. Idéerne bag kunne være interessante nok, men får ikke lov til at udfolde sig. Virker som om Nordley ikke helt har vist hvilken form hans historie skulle være. Steder bruges der mange sider på ingenting, hvor man tænker at det her godt kunne have været blot en novelle, andre gange sker der alt for meget på en gang, og slutningen havde egentlig idéer nok til en længere roman.

40-års jubilæet for månelandingen lader til at inspirere flere historier om astronauter for tiden. Michael Cassutt forestiller sig en alternativ tidslinje for Apollo-programmet i The Last Apostle, hvor den aldrende astronaut Joe som den sidste overlevende af de tolv første astronauter på Månen, 40 år efter er på Månen igen og tænker tilbage på den gamle ekspedition og den hemmelighed de aldrig fortalte omverdenen om. En historie der kunne have potentiale hvis den altså ikke forsvandt i Joes sentimentale tilbagekig og gøren status over sit liv.

I Camp Nowhere af Kit Reed bliver en dreng taget med på en slags familieterapilejr af hans lettere dysfunktionelle forældre, men alt er ikke som det skal være. En form for horror, måske, men jeg synes ikke rigtigt det fungerede.

Fremtidsfantasy kan man måske kalde R. Garcia y Robertsons SinBad the Sand Sailor om SinBad, der prøver at leve livet som narkosmugler, som ved en tilfældighed får samlet en kvinde op fra en sandbanke, som viser sig at være værtinde på en flyvende bordel. Det ene fører til det andet og snart er SinBad rodet ind i en række af spektakulære begivenheder. Jævnt underholdende.

Historier der udelukkende foregår på fremmede planeter med rumvæsener uden nogen mennesker optræder, er en sjældenhed. Ian McHugh forsøger sig med Sleepless in the House of Ye, men dramaet om de bisexuelle væsener og deres kamp for at klare sig gennem vinteren bliver aldrig rigtig spændende, og som science fiction har den ikke meget at byde.

Det samme problem er gældende for Shoes-To-Run af Sara Genge, om Shai-Shai som gerne vil være jæger, men det går ikke da hun er ved at udvikle sig som kvinde, og det at jage er kun noget mænd gør. Selvom der gøres antydningen af, at det foregår i en form for post-apokalyptisk verden, er historien om et primitivt jægersamfund ret enkel og kunne ligeså vel være placeret til en stamme i regnskoven eller en tilfældig fantasyverden.

Stephen Baxter skuffer heldigvis ikke helt ligesom de andre, men hans kortroman Earth II giver nu det indtryk, at det er en prøveballon fra Baxters side. Historien følger efterkommerne af nogle kolonister som for 400 år siden flygtede fra Jorden og bosatte sig på en egnet planet. Samfundet her er mere primitivt, rumfart er i hvert fald ikke muligt, men de prøver at lære fra hvad der nu er tilbage fra deres forfædre. Planeten er drænet for resurser af planetens tidligere nu uddøde civilisation, og plottet centrerer sig om dette. Baxter bruger en del plads på sin worldbuilding og historien er lidt tung på infodumps. Som sådan fungerer historien godt, og det er en spændende verden Baxter tydeligvis har brugt tid på at bygge op, men det skæmmer at den for meget ligner en skitse til noget som han vil udvide.

Peter F. Hamiltons bidrag, The Demon Trap, er sat i hans Commonwealth-univers og gør brug af en velkendt figur fra den serie, efterforskeren Paula Myo. På en planet slår et terrorangreb flere hundrede mennesker ihjel, og bag står en uafhængighedskæmpende gruppe, der ønsker selvstyre på planeten. Myo sættes på sagen og opklarer den for så vidt hurtigt. Hun finder i hvert fald frem til den person der affyrede missilet mod passagerflyet, men gerningsmanden har renset sin hukommelse for den hændelse og alt det der ledte op til den, så der opstår et interessant juridisk problem om hvorvidt man kan straffe en person for en handling, når hans sind i hvert fald er uskyldigt. Det optager dog ikke Paula Myo det store; hun er mere optaget af at finde de medsammensvorne hun er sikker på der er.
Det er for så vidt helt oplagt for Hamilton, at skrive krimihistorier med Paula Myo figuren, men han forspilder muligheden her. Der er mange ligheder til en lignende sag hun opklarer i Pandora's Star, det bliver aldrig rigtig spændende og det virker aldrig som om der er nogen speciel udfordring for Myo undervejs. Det hele er nærmest løst med det samme, de fleste sider bliver brugt på at skitsere Commonwealth-universet og de skyldige skal blot narres til at afsløre sig selv. I enhver anden samling, havde The Demon Trap været en god krimihistorie, og den er for så vidt også underholdende nok, men den blegner i forhold til resten.

Neal Asher er en temmelig ny britisk science fiction forfatter, med sin første romanudgivelse i 2001 – Gridlinked, men som har været yderst produktiv med flere romaner om året. Jeg har ikke noget videre bekendtskab med hans forfatterskab, men ligesom med de fleste øvrige moderne space opera forfattere, skulle hans historier indeholder mange elementer fra cyberpunk, gøre flittig brug af kunstig intelligens, nanoteknologi, FTL-teknologi osv. Med Owner Space er vi mere “back to basics” space opera. Historien starter med at en gruppe på godt halvtreds mennesker forsøger at flygte fra the Collective – der antydes at være et sovjetisk inspireret kommunistisk imperialistisk styre der regerer Jorden. De flygter i rumskibet Brezna og bliver forfulgt af skibet Lenin. Deres flugtrute tager en uheldig drejning, og de har snart ingen sikre steder at søge hen. Deres eneste håb er at søge ind et område kaldet Owner Space, der er omgæret med legender og mystik, angiveligt skulle det husere et rumvæsen med enorme kræfter, som ikke er specielt venligtsindet overfor nogen fremmede. Et ganske spændende og underholdende plot udfolder sig, og Asher rammer meget godt fordelingen mellem dels verdensopbygning der ikke bliver alt for omfattende og dels et godt plot der fanger læseren.

Robert Reed er en forfatter der primært gør sig i kortprosaen. Han har næsten altid en historie med i Fantasy & Science Fiction og skriver også ofte til Asimov’s. Med The Man with the Golden Balloon viser han også, at han er den der mestrer kortromanformen bedst i denne antologi. Historien er sat i det univers der udgør romanerne Marrow og The Well of Stars, der tager udgangspunkt i opdagelsen af et gigantisk forladt rumskib på størrelse med Jupiter og som mennesket og andre racer begynder at bruge, men historien her fungerer glimrende for sig selv, da den nødvendige baggrundsviden introduceres. Historiens to hovedpersoner, ægteparret Quee Lee og Perri, mener at have kendskab til et område i det gigantiske skib som endnu ikke er blevet kortlagt, hvilket er usædvanligt, da man ellers har ment at selvduplikerende robotter skulle have kortlagt enhver krog af skibet. Men de begiver sig ud på en ekspedition sammen med et mindre hold og finder det hidtil ukendte område, men der er tilsyneladende absolut intet interessant ved det og flere af ekspeditionens medlemmer vender om. Men endelig i et absolut kulsort hulrum støder ægteparret på et væsen som de falder i snak med. Væsenet påstår det er en repræsentant for en stor galaktisk sammenslutning som i al hemmelighed har enorm magt. Ægteparret såvel som læseren bliver fanget af dette væsens fortælling, der er både kosmisk og nærværende. Historien fungerer fordi Reed har disponeret elementerne lige tilpas, hvor rammen er tilpas snæver med et lille persongalleri og en interessant verden hvor man får det nødvendige at vide. Denne evne til afgrænsning er særligt noget et par af de andre historier mangler.

Alastair Reynolds har aldrig skuffet mig og The Six Directions of Space er ingen undtagelse, omend den har et par svagheder. Den hemmelige kvindelige agent med kodenavnet Yellow Dog der arbejder for et Mongolsk gallaktisk imperium, sættes til efterforske en række mystiske fremkomster af spøgselsskibe i det der benævnes som the Infrastructure – en udhulet måne der fungerer som transitsystem for FTL-rejser. Hun kommer til at samarbejde med den noget utilregnelige Qilian, og historien skifter fra spionage til first contact og over i opdagelsen af flere paralleluniverser hvori forskellige folkeslag fra Jorden har opbygget galaktiske imperier. Disse overgange i historien er ikke altid lige overbevisende, men Reynolds imponerer som oftest med de fedeste idéer som ikke mange kan gøre efter.

Stephen Baxters The Seer and the Silverman var desværre noget skuffende, fordi den er komplet uforståelig når man ikke er bekendt med hans Xeelee-sekvens. Reed og Hamilton skrev også i et eksisterende univers, men de slap bedre fra det, da deres historier kunne stå for sig selv. Det kan denne ikke og jeg måtte bruge adskillige webopslag for bare at gennemskue lidt af hvad der foregik. På den kunstige verden kaldet Reef er der en masse mennesker der pludselig er forsvundet, og man mistænker racen der kaldes for Ghosts at stå bag. Historien følger Donn, hvis bror er forsvundet på denne måde, og hvordan han bliver opsøgt af en Ghost ambassadør, der tager ham med til deres hjemverdenen hvor det bliver klart, at de har bortført en masse mennesker med henblik på at studere og forstå dem. Baxter tænker stort og historiens tema drejer over i højtragende diskussioner om kosmos og universet mellem Donn og ambassadøren. Baxter præsenterer nogle interessante koncepter og historien er sikkert interessant nok som et bidrag til hans Xeelee-sekvens, men som selvstændig historie mangler den et bare nogenlunde gennemskueligt handlingsforløb og pointe, og et utal af referencer til navne på steder og racer og personer, som man ikke ved om er vigtige eller ej, gør læsningen anstrengende.

Sidste historie, Ian McDonalds The Tear, er nomineret til årets Hugo Award og det er forståeligt nok, da den nok er samlingens mest originale og iderige fortælling. Dog har den lidt som med Baxters historie et problem med afgrænsning, for han sætter et væld af navne og benævnelser på alt muligt ind i teksten, hvoraf mange af dem kun optræder den ene gang. Det bliver heller ikke nemmere af at historiens hovedperson, har i alt otte personer i sig i en og samme krop – alle med hver sit navn, og der skiftes hele tiden mellem disse personer, hvilket gør forløbet temmelig uoverskueligt. Men ham her stammer fra en vandplanet og mangler følger ham, og hans mange personer, og hans opvækst der blandt andet bringer ham i kontakt med nogle rumvæsener han lærer nogle alvorlige hemmeligheder om. McDonalds sprog er helt unikt, med indviklede poetiske sætninger der kan have flere betydninger, ord der bruges i alternativ kontekst og som nævnt en række selvopfundne navne der gør det endnu mere svært at forstå hvad det hele handler om. Der er dog ingen tvivl om at han ligesom Baxter tænker stort og episk i galaktisk målestok. Som jeg læser den, selvom jeg må indrømme jeg næppe har forstået den fuldt ud, er den et produkt af en forfatter der simpelthen vil fortælle for meget på for lidt plads.

Øvelsen med at skrive gigantisk space opera om civilisationer der breder sig over hele galakser i et format på lige godt under 70 sider, må siges at være noget af en udfordring, og ikke alle seks forfattere slipper lige godt fra det, omend samtlige historier vil stå markant frem i enhver anden sammenhæng. Hamilton formår at afgrænse og skrive en tilpas afmålt historie, omend desværre med et anelse kedeligt plot. Asher har bedre styr på at finde balancen med både at kaste mange idéer op i luften, opbygge en verden der virker langt større end i den enkelte historie og det at fortælle en historie der fungerer for sig selv. Reed løber på dette punkt med sejren, med en perfekt afmålt historie der ikke er bange for at fortælle os noget om praktisk talt alting. Reynolds har de vildeste idéer, men halter lidt med kontinuiteten i handlingen. Baxter har sikkert skrevet et spændende ekstra kapitel til hans Xeelee-sekvens, men har tilsyneladende ikke taget højde for at historien skulle trykkes i en selvstændig antologi. McDonald viser hans lyriske overlegenhed, er fuld af idéer og store tanker, men kunne ikke få det hele til at passe ind i en forståelig handling.

Galactic Empires står dog klart som en helt unik og enestående antologi, der bestemt er værd at skaffe sig for alle space opera fans, selvom den skal bestilles hjem fra USA.

I William Bartons In the Age of the Quiet Sun finder en gruppe asteroideminearbejdere liget af et rumvæsen nær en større asteroide. De resonerer sig hurtigt frem til at rumskibet nødvendigvis også må være i nærheden og finder det begravet i asteroiden. Man har aldrig før stødt på bare antydninger af andet intelligent liv i rummet, så de ved godt de har gjort en stor opdagelse, men de er ikke meget for at kontakte deres overordnede, da de er ret sikre på de ikke selv vil få noget ud af det. I stedet vil de forsøge at udnytte teknologien fra det fundne rumskib, til at skabe deres egen forretning, men de må arbejde hurtigt, for myndighederne fatter hurtigt mistanke og jagter dem gennem solsystemet. En god og spændende historie, uden at være noget ekstraordinært.

En robot går til en psykiater i Robert R. Chases Soldier of the Singularity, fordi den gerne vil behandles som et menneske og hjælpe til med behandlingen af psykiatriske patienter. Psykiateren er dog noget modvillig, da han ikke mener at robotten kan forstå menneskelig psyke da den ikke selv er menneskelig, og at der hersker en krig mod robotterne der mener at de har gjort mennesket ubrugelig i evolutions navn, hjælper heller ikke just på troværdigen. Men slutningen tager en helt uventet drejning. Overraskende og original kort novelle.

Menneskehandel ses af de fleste næppe som noget positivt, men Mary Rosenblum forsøger at udfordre dette synspunkt i sin novelle Horse Racing. Det er ikke direkte menneskehandel, men mere i retning af virksomheder der køber retten til at ansætte særligt kvalificerede mennesker. Novellen følger en af de bedste købere i det her felt, der tager en gæst med til en af de her auktioner, og den moralske opfattelse og ideen om vores egen selvbestemmelse sættes på prøve, både for læseren og gæsten.

Vil man have et hologram med sin afdøde bedstemors personlighed “boende” hjemme hos en, hvis man havde muligheden? Dette spørgsmål stiller Ian Creasey i Cut Loose the Bonds of Flesh and Bone, der giver den meget brugte idé om digitale kopier af en persons hjerne en anden drejning.

Læseren og novellens fortæller rejser tilbage til den palæozoiske tidsalder i Steven Utleys Slug Hell. En stemningsfuld novelle, hvor den tidsrejsende geolog ser skønhed i fortidens bakteriepøl.

Hvert nummer af Asimov’s indeholder tilsyneladende en hyggelig eventyragtig, til tider børnevenlig, blød science fiction (næsten fantasy) historie. Denne gang hedder historien Midnight Blue og er skrevet af Will McIntosh. Vi er egentlig ovre i fantasy, for det er nogle magiske “charms” i forskellige farver, der for længe siden pludselig dukkede op over det hele, der er historiens novum. Disse “charms” kan optages af en person og give ham eller hende særlige evner. Alt lige fra evnen til at flyve til blot at være god til at fløjte, stort som småt. Men da der ikke er kommet flere af dem siden de kom frem første gang, er de nu blevet meget dyre og sjældne, og kun de riges børn har nogen. Novellens hovedperson, Jeff, er ikke en af dem. Men da han en dag finder en “charm” ude i naturen, hvilket er helt uhørt, bliver hans liv vendt op og ned. Den midnatsblå “charm” viser sig nemlig at være yderst sjældent, og straks vælter det ind med gode tilbud. En fin godnathistorie til yngre læsere.

Sport er sjældent omdrejningspunktet i science fiction historier (i hvert fald af hvad jeg har stødt på). Sportsskribenten Derek Zumsteg har med novellen Usurpers fået sin professionelle debut som forfatter, med en intens tankestrøm fra King under et løb hvor han vil slå rivalen Steve. Zumsteg eksperimenterer med sproget og gør det godt, men der er simpelthen for lidt handling til at gøre historien bare lidt interessant.

Stephen Baxter forsøger sig med en klassisk invasion fra rummet historie, men med det twist at rumvæsenerne er monstre bestående af is, det foregår i 1700-tallets England og blandt hovedpersonerne er Daniel Defoe og Isaac Newton. Jeg synes det er en rigtig fed idé, men Baxter får desværre aldrig rigtig spænding ind i historien, og meget fortaber sig i snik snak mellem de store historiske navne.

Udover de mange rigtig gode historier i dette nummer skriver Sheila Williams om Asimov’s egen læserpris og Robert Silverberg ser på 30-års jubilæet for Reflections-klummen der i 1978 startede i bladet Galileo.

I den post-cyberpunkske novelle Lagos forestiller Matthew Johnson sig en verden hvor underbetalte arbejdere via “telepresence” fjernstyrer arbejdsrobotter. Hovedpersonen har således blandt andet arbejde som støvsugerrobot hos en rig familie. Jeg ved ikke helt om jeg finder scenariet troværdigt, men sjov ide. Pointen bliver dog noget ganske andet, da de kvindelige arbejdere begynder at sige mærkelige ting i søvne, og prøver at finde årsagen hertil.

Den kortere novelle Old Man Waiting af Robert Reed følger en ung mand med en tilsyneladende bundløs bankkonto, der lever livet ved at more sig med vennerne, men en dag får han øje på en gammel mand i byen, der bare sidder og stirrer ud i luften. Han bliver med det samme overbevist om, at det må være et rumvæsen i forklædning og bliver mere og mere manisk i sin overbevisning, mens hans venner måbende ser til. Hele forløbet ligger meget op til at sandheden nok er noget helt andet end hvad det endelig viser sig at være, men en fin historie.

I Lucy tager J. Chris Rock et ellers simpel problem for nogle astronomer, om at kommunikere med deres robot på Saturns måne Titan, og får det sat ind i et lille drama der udspiller sig mellem astronomerne og deres naboer. Ikke en hundrede procent vellykket novelle, men alligevel et meget “sødt” koncept med at trække paralleler mellem kommunikationsvanskelighederne med naboen og robotten på Titan.

Noveletten Divining Light af Ted Kosmatka kunne med sit videnskabelige indhold med double-slit eksperimentet og bølgefunktionens kollaps have været trykt i Analog, men da den er velskrevet, og personerne ligeledes nuancerede og troværdige, hører den hjemme i Asimov’s. En videnskabsmand med alkoholproblemer bliver ansat i et forskningscenter, hvor han vil udføre det eksperiment der efter hans opfattelse viser at der er en fejl i hele vores eksistens – bølgefunktionens kollaps når den bliver observeret. Et eksperiment der ellers er blevet udført utallige gange, men da han får sine kollegaer med på det, udvikler det sig drastisk, og eksperimentet bliver anvendt til helt andre formål. Det er historier som denne der gør det interessant at læse science fiction! En klar mulighed til næste års nomineringer til de store priser.

Jack Skillingsteads What You Are About To See” følger en NSA-agent, der bliver bedt om at tage del i en afhøring af et rumvæsen, men rumvæsenet er i stand til at påvirke virkelighedsopfattelsen hos menneskene omkring den, hvilket bringer nogle ubehagelige minder frem hos agenten. Der er ikke så meget “kød” på denne historie, men den fungerer til dels.

I Wilmer or Wesley af Carol Emshwiller fastholdes interessen og forundringen fra start til slut. Det er en beretning om et barn, der åbenbart ikke er helt menneskelig, for han er blevet et helt forskningsprojekt og udstilles i en zoo, men ellers opfører han sig og tænker tilsyneladende som et menneske. Da han en dag flygter fra sit fangenskab, oplever han verdenen udenfor og må prøve at overleve med den viden han ellers kun har fra bøger og hvad han har hørt fra den forsker der passer på ham. Der kommer aldrig nogen forklaring på, hvad det er der gør, at han ikke opfattes som et almindeligt menneske, men historien og den moralske pointe står jo klart i sig selv. Det er en sød og rørende “blød” science fiction historie, der på sin vis minder lidt om 26 Monkeys, Also The Abyss fra juli-nummeret.

Den anden novellete leveres af Neal Barrett, Jr. og hedder Radio Station St. Jack. I et post-apokalyptisk amerika i byen Mineral Wells, driver præsten Mac en radiostation der spiller klassiske hits, og han forsøger at træde til som leder og beskytter, da byen trues af hensynsløse plyndringsbander. For mit vedkommende var historien lidt intetsigende, men er man til westernassociationer, er den givetvis udmærket.

I de andre sektioner har Stephen Baxter lånt den redaktionelle klumme til at skrive en nekrolog om Arthur C. Clarke, Robert Silverberg reflekterer over novelleformen og hvad den indebærer, og James Patrick Kelly skriver om den akademiske tilgang til det at skrive science fiction. Rudy Rucker bidrager med en længere artikel om en række science fiction tankeeksperimenter, hvor han med udgangspunkt i nanoteknologi forestiller sig en fremtid med ultimativ telepatisk forbindelse i hele universet og menneskets muligheder i at kontrollere al stof og energi. Han kører lidt af sporet og det bliver aldrig andet end tankeeksperimenter, uden noget konkret at bygge det op på.
Men alt i alt, et glimrende nummer.

Last Contact af Stephen Baxter. Med udgangspunkt i teorien om The Big Rip, hvor universets acceleration får alle atomer til at blive flået fra hinanden, har Baxter skrevet en helt klassisk, men original, novelle om verdens undergang.

Tideline af Elizabeth Bear. En gigantisk kvindelig krigsrobot har tilsyneladende mistet resten af sin besætning i en gigantisk krig, og vandrer nu rundt på en strand for at samle skaller til brug i halskæder, der skal blive mindesmærker for hendes faldne krigskammerater. Der møder hun en forældreløs dreng og de udvikler et tæt venskab. Velskrevet, original og også klart favoritten i læsegruppen.

Who’s Afraid of Wolf 359? af Ken MacLeod. Her er en space opera historie der virkelig savner plads. Den starter godt, med en kriminel der tager sin straf ved at tage til en koloni ved den røde dværg Wolf 359, for at undersøge hvad der er blevet af den. Han finder et samfund på randen af undergang og iværksætter store planer for at genopbygge det. Desværre bliver slutningen enormt forhastet og utroværdig, og det virker generelt som MacLeod bare har fyldt på med (mange gode) ideer fra skrivebordsskuffen, bare for at få dem brugt.

Distant Replay af Mike Resnick. En historie jeg simpelthen ikke fatter er blevet nomineret. Den er håbløst uoriginal, forudsigelig, pladderromantisk og har absolut intet med sciene fiction eller noget lignende at gøre. En ældre mand sidder på en restaurant, hvor han får øje på en ung kvinde der ligner hans nu afdøde kone på en prik da hun var ung. Han begynder at tale med hende og finder ud af, at hun på stort set alle måder er som hans kone.

A Small Room in Koboldtown af Michael Swanwick. Denne novelle er godt nok fantasy, men hvad man kan kalde “hard fantasy”. I en fantasy verden der er en blanding af vores kendte verden og en masse underlige væsener, skal en detektiv opklare et besynderligt mord hvor en række omstændigheder ikke hænger sammen. God blanding af en fantasy setting og detektivhistorie.

Med undtagelse af Distant Replay synes jeg alle de nominerede historier i år er ganske gode, hvor mine favoritter må blive Tideline og A Small Room in Koboldtown for deres originalitet.
Podcastudgaver af alle historierne kan høres på Escape Pod.