Non-Stop

Non-Stop“Non-Stop” er Brian W. Aldiss’ første roman fra 1958, som er bogen for marts i Azur.

Man følger Roy Complain der lever i en slags primitiv jungle-”verden” og drager en dag sammen med en mindre gruppe væk fra sin hjemstamme og finder andre små samfund og opdager langsomt, at den “verden” de kender gemmer på mange hemmeligheder. Læseren og hovedpersonerne kommer langsomt til den erkendelse, at de er ombord på et stort rumskib, der for mange generationer siden blev sendt mod en fjern stjerne for at kunne kolonisere den. Men over de mange generationer er viden og formål gået tabt, og de er dermed endt som små primitive samfund der lever i skibets gange og korridorer.

Måske er det lidt ødelæggende at man fra starten ved at det er et rumskib de er på, fordi værket er omtalt og refereret til så mange steder, men vejen dertil og særligt de sidste par twists var nu spændende nok. Alligevel fandt jeg bogen generelt kedelig og langtrukken, hvor det først var i den sidste del, The Big Something, at jeg blev bare lidt grebet. For selvom den med 250 sider ikke er nogen lang roman, forekom den meget langsommelig. Formen minder en del om de 50′er-noveller jeg har læst, hvor læseren får små hints undervejs og historien ender med en stor afsløring der sætter tankerne i gang. Derfor tror jeg at jeg bedre havde kunne fordøje denne ide i en kortromans format, for den har for lidt som roman at byde på. Den mangler især den persondybde som en roman gerne skulle give, for selvom man følger Roy Complain gennem hele bogen, kan man ikke rigtigt tegne nogen meningsfuld personkarakteristik af ham, hvilket i sær gør det lidt utroværdigt, at han hen imod slutningen så relativt nemt og hurtigt forstår og accepterer sin skæbne. Er man vokset op i et junglesamfund og kender ikke til meget andet, så har jeg svært ved at tro på, at man umiddelbart kan forstå koncepter som rumrejser og kolonisering.

Hans Broges Bakker

Hans Broges BakkerForsidebilledet til denne nye roman af Christian Haun, som vi har læst i Azur, får ikke umiddelbart en til at tænke på en alternate history fortælling, men det er altså hvad der gemmer sig i de godt 150 sider.

Udgangspunktet er nok det mest brugte inden for alternate history, tyskerne vandt anden verdenskrig og hersker nu over Europa. Det politiske og de internationale konflikter er dog ikke bogens hovedfortælling, men kører bogstaveligt talt i baggrunden fra radioen. Fortællingen er i en dansk ramme, nærmere betegnet i Århus år 1979, hvor vi følger to venner Snorre og Sebastian. Sebastian lever et halvfattigt stille liv med kone og børn, mens Snorre har store visioner og ideer om en verden uden nazisterne. Inspireret af en bog skrevet af en der kalder sig Øystein Vig, Et frit Europa, indvikles han i en plan der er svær at se mening i, og det gør ham til en jaget mand af ordensmagten.
Det er mest af alt en venskabsfortælling om Snorre og Sebastian, der trods at de går vidt forskellige veje, alligevel forsøger at hjælpe og forstå hinanden. Ingen af dem har det dog helt godt. Sebastian må tage opslidende underbetalt arbejde for at forsørge familien, og lider af bizarre mareridt og søvngang. Snorre må leve som en jaget mand uden statsborgerskab og bliver i det hele taget beskrevet som noget ustabil. Snorres personskildring er svær at blive klog på, mens den mere jordnære Sebastian er mere ligetil. Han vil bare leve et roligt liv uden problemer, mens hverken læseren eller Snorre selv ved hvad det egentlig er han har gang i.
Slutningen kan jeg ikke helt forene mig med. Det er noget helt andet end resten af bogen, og det virker som om at Haun ikke vil lade den alternative tidslinje gå helt ud, men antyder at vores velkendte verden uden nazisterne alligevel er at finde et sted. Ellers skal det forstås helt anderledes.

Hauns skrivestil er enkel og ligetil, så man får hurtigt læst den færdig, men der ligger tydeligvis meget mere bag de ellers få ord.

Rainbows End

Rainbows EndJeg anbefalede denne bog af Vernor Vinge til Azur, da den er dette års Hugo vinder og derfor måtte have en vis kvalitet. Vinge har vundet en Hugo tidligere, for hans romaner A Fire Upon The Deep og A Deepness In The Sky, samt et par noveller.
Rainbows End finder sted i år 2025 og er et muligt bud på Internettets udvikling til den tid, og i bedste tidsånd er bogen også gjort frit tilgængelig online og Vinge har dedikeret den “To the Net-based cognitive tools that are changing our lives — Wikipedia, Google, and the others of their kind, now and in the future.”

I denne verden er Internettet for alvor blevet en integreret del af folks liv, da alle bærer kontaktlinser med konstant netopkobling og giver dermed øjeblikkelig adgang til alle tjenester. Dette skaber muligheder for yderligere sammensmeltning mellem den virkelige verden og cyberspace, via virtual reality teknikker der kan tilføje visuelle lag eller ekstra effekter til det sted man er fysisk, og selvfølgelig et utal af kommunikationsmuligheder. For at fortælle os alt dette er bogens hovedperson ganske belejligt end mand fra vores egen tid, der blot har ligget i koma de sidste 20 år og er blevet kureret for sin Alzheimers sygdom, og er nu blevet ungdommeliggjort. Et billigt anvendt trick, men det virker stadig. Han, Robert Gu hedder han, har det svært med den nye verden, og er nødsaget til at flytte ind sammen med sin søns familie og tage grundlæggende skolekurser igen. Han kan dog ikke genfinde sine gamle evner som digter og da han af The Mysterious Stranger bliver tilbudt at få denne evne tilbage, bliver han nemt lokket ind i en større sammensværgelse han ikke helt forstår. På overfladen er det en modstandsbevægelse mod digitaliseringen af verdens biblioteker med destruktion af de fysiske bøger til følge, hvis sabotageplan han trækkes ind i det, men der er en anden dagsorden.

Vinges syn på fremtiden er overvejende positivt, men samtidig viser han at den teknologiske udvikling og Internettets sammensmeltning med vores hverdag, vil være helt uoverskuelig for mange, hvilket så også afspejler sig i den måde romanen er bygget op på. Robert Gu er en mand fra vores tid og har dermed samme udgangspunkt som læseren, og ved det meste af tiden ikke rigtigt hvad der foregår omkring ham eller hvad “the big picture” egentlig er.
Det ved man som læser heller ikke og det giver et utilfredsstillende resultat, da historien trækker i så mange forskellige retninger, at det virker som om Vinge ikke rigtig vidste hvilken historie han ville fortælle. Er det en fremtids techno-thriller om verdensomspændende konspirationer, et psykologisk drama om en mand der må genfinde sig selv i en ny tid, en vision om fremtidens cyberspace eller et skoledrama om frygt for eksamen? Robert Gu fungerer på en måde som den røde tråd, men da han blot er en marionetdukke for andre personers vilje, hænger romanen alligevel ikke rigtig godt sammen.

Det er ikke nogen dårlig bog, men som Hugo vinder vil jeg sige den var lidt skuffende.

Interview på Bogforum

På Litteratursiden er der nu kommet en artikel op om det interview jeg deltog i på Bogforum forrige fredag i forbindelse med Azur-læseklubben.
Som det fremgår så var de meget interesseret i det specielle ved at have en læseklub online fremfor det traditionelle fysiske møde, og de gjorde et stort nummer ud af at mig og Jens ikke havde mødt hinanden før. Det vidner om et interessant generationsskel, da det for mig virker helt naturligt at deltage i debatter og diskussioner online, fremfor at mødes i en fysisk læseklub – hvilket jeg aldrig har gjort. For det vigtigste er blot at kunne få debatteret sin læsning med andre, og som der står i artiklen:

At kunne debattere en bog med andre, giver noget ekstra til læseoplevelsen. I stedet for blot at gemme bogen væk efter endt læsning, får man den mere ind under huden ved at diskutere den.

Det er jo det samme man får ud af at skrive sådan en blog som denne, da man automatisk tænker mere over bogen undervejs og får den bearbejdet på skrift bagefter, fremfor at den blot bliver lagt på hylden eller afleveret tilbage til biblioteket.

Derfor kan jeg kun opfordre flere til at prøve at deltage i debatterne i Azur, da der bestemt er plads til flere (når det er online er der jo ingen medlemsbegrænsninger hvad det angår).

Ringworld

RingworldDenne klassiker fra 1970 af Larry Niven vandt både en Hugo og Nebula award for bedste roman og dens ideer er da også skelsættende.

Romanens omgivelser er sat til en fremtid en små 1000 år ude i fremtiden, hvor mennesker lever længe, har skabt kontakt med mange andre civilisationer i mælkevejen og har opnået højt avanceret teknologi. Niven bruger dog ikke meget tid på denne rammefortælling, men handlingen hopper direkte ned i hovedpersonens, Louis Wu, 200 års fødselsdag. Han keder sig dog til sin egen fest og ender med at forlade den, hvor han bliver opsøgt af Nessus fra den avancerede race Puppeteers, med et forslag om at rejse med ham på en ikke nærmere specificeret mission. Louis Wu er nem at overtale og de skal bagefter finde to besætningsmedlemmer mere. Det ender med at de får en Kzin – et intelligent rovdyr – med der kalder sig Speaker-to-Animals og en ung meget heldig menneskekvinde – Teela Brown.
Det viser sig at the Puppeteers lider af pladsmangel på deres planeter grundet en stor befolkningstilvækst og har derfor lavet rumskibe på størrelse med planeter, som de håber at kunne bruge til en massiv kolonisering et andet sted i galaksen. Her kommer Ringworld ind i billedet, som det viser sig at missionen går til. Den kan bedst beskrives som en Dysons Sphere kun med ækvatordelen, altså en stor ring rundt om en stjerne der giver et beboeligt areal på mange millioner jordkloder. De fire hovedpersoner kommer frem til denne ringverden og finder den umiddelbart mærkeligt ubeboet. Her leder ens tanker lidt hen på Rendewouz with Rama, dog uden øvrig lighed. Herfra er det svært at gengive handlingen, som mere kommer til at handle om de fire hovedpersoner og mindre om en egentlig udforskning af denne ringverdenen. Bogen ender med at have skabt langt flere spørgsmål om denne verden end svar, hvilket vel leder naturligt hen på efterfølgeren The Ringworld Engineers.

Man må blive imponeret over hvor mange store ideer Niven har kunne få ned på under 300 sider og at han kan tænke ligeså stort som nyere forfattere, uden at bruge flere tusind sider. Historien skrider hurtigt frem uden nogen pauser og skrevet med en sær underspillet form for humor der griber en som læser. Nivens skrivestil kan virke lidt rodet og uforståelig til tider og ideerne hopper ud af mange tangenter der aldrig bliver afsluttet, hvilket efter min mening gjorde den lidt usammenhængende som fortælling. Hans store ideer om flyvende planeter og den gigantiske ringverdenen er fascinerende og godt underbygget, men den store sammenhæng er svær at se. Måske giver det mere mening hvis man læser mere fra hans “known space” univers, for der er mange referencer til tidligere krige, fremtidige trusler om mælkevejens undergang og meget andet der ikke kommer afklaring på.
Men den er stadig værd at læse, selvom den er snart 40 år gammel.

Pushing Ice

Pushing IceDenne selvstændige roman af Alastair Reynolds var bogen for oktober i Azur og handler om rumskibet Rockhopper der tilfældigvis er i nærheden, da Saturns måne Janus pludselig bryder med sin bane og flyver mod en fjern stjerne, hvor Rockhopper og dets besætning må afbryde deres mere kommercielle ærinde for at undersøge dette første tegn på anden intelligens i universet.

Der er ikke noget helt overordnet tema i denne roman, men derimod en fantastisk unik kombination af en lang række klassiske science fiction emner. Det starter som en “first contact” historie, men fokus går hurtigt væk derfra. Vi hører intet om den globale reaktion fra Jorden på den store opdagelse, men følger derimod udelukkende besætningen på Rockhopper og deres interne stridigheder og overvejelser, om det nu også er en god ide at undersøge Janus nærmere. Og dette fokus fortsætter når de ser sig nødsagede til at nødlande på Janus og må starte en koloni op der. Så bliver fokus på at få et lille samfund til at fungere med mennesker i en stærkt presset situation. Uden jeg skal afsløre for meget af handlingen, dukker nye vinkler løbende op, som konsekvenser med tid og rum ved at rejse med lysets hast, mødet med rumvæsener man ikke forstår, den fjerne fremtid og fjerne fortid på en gang og igen store kosmologiske spørgsmål og “sense-of-wonder”, som man kender Reynolds for. Alt dette hænger fantastisk godt sammen!

Mange af ideerne Reynolds bruger er måske ikke specielt nyskabende eller originale, og en anmeldelse på Infinity Plus gør da også lidt grin med hvor meget af det der er set før. Men det synes jeg nu ikke er negativt, for det er en flot måde denne historie fletter det hele sammen til en sammenhængende handling, der kort og godt gør romanen til rigtig god læsning.

Reynolds brillerer specielt ved at gøre tekniske og videnskabelige forklaringer både forståelige og til en interessant og troværdig del af plottet. Det giver mening for at forstå handlingen og de valg personerne træffer. Det er ikke bare teknisk fyld for at det skal se smart ud. På lidt over 500 sider er det ikke nogen helt kort bog, men den er alligevel nem at komme igennem og jeg synes ikke der er nogen rigtig overflødige passager, som andre forfattere der skriver lange bøger ofte kommer til, med at lade en lang række bipersoner genfortælle handlingen for sig selv og hinanden.

Den kan klart anbefales til dem der har læst Reynolds før og til dem der vil stifte første bekendtskab med ham, for så er dette en god introduktion til hans kvaliteter, uden at man roder sig ud i hans større sammenhængende Inhibitor-sekvens.

Paris i det 20. århundrede

Paris i det 20. århundredeSom så mange andre drenge har jeg som barn selvfølgelig stiftet bekendtskab med Jules Vernes kendte værker som Rejsen til Månen og Jorden rundt på 80 dage, men denne her som Azur-læseklubben har sat på, er noget ganske andet. Oprindeligt er Paris i det 20. århundrede fra 1863, men den blev aldrig udgivet på Vernes tid. Den blev fundet og udgivet i 1994. Det er en pessimistisk dystopi om Paris i år 1960, som umiddelbart tyder på en stærk mistro til kapitalismen fra Vernes side.

Vi følger en ung litterær mand ved navn Michel Dufrénoy, som bliver forfærdet over at opdage at i nutidens Paris, og verden, er der ikke plads til litterære digtere som ham. Forrige århundredes store navne inden for alle kunstarter er blevet glemt, og det eneste der er tilbage i verden er videnskab, teknik, maskiner, finanser og det kapitalistiske marked. Selv den musik, litteratur og skuespil der er tilbage, skal handle om kemiske eksperimenter, valutaomregninger eller tandhjul. Michel finder dog mere eller mindre tilfældigt frem til en lille gruppe af Paris’ undergrund, som stadig har sans for den klassiske kunst og får sig nogle gode venskaber derfra.

En egentlig handling eller plot er ikke til at redegøre for, da det er nærmest ikke eksisterende, hvilket nok er denne romans største problem. Den er svær at blive grebet af som helhed, mens enkelte passager kan være fornøjelig læsning af og til. Verne lader heller ikke Michels oplevelser fortælle nogen historie eller noget om den fremtidsverden han skildrer. Vi får det hele at vide igennem samtaler Michel har med andre, hvilket meget ofte er formuleret som en uendelig strøm af pessimistisk brok og nostalgi over bedre gamle tider. Hverken læseren eller Michel oplever denne fremtidsversion af Paris på egen hånd, men får det fortalt gennem andre. Det synes jeg ikke er en særlig god måde at fortælle om fremtiden på. Det skal opleves af en hovedperson, som får sig nogle indtryk sammen med læseren.

Det der så lyser op i romanen som helhed er nogle fabelagtige samtaler Michel har med andre fra dette undergrunds kunstermiljø. Dette gælder især kapitel VII og VIII, som har en yderst morsom dialog og bizarre anekdoter om musik og litteratur. Et par gode citater fra især Michels gode ven, Quinsonnas, er der selvfølgelig også hist og her i bogen, men det er desværre kun i brudstykker og for det meste må jeg indrømme det var ualmindelig kedelig læsning. Ikke pga. de pessimistiske ideer Verne har om fremtiden, men fordi den måde de bliver fortalt på, gør det umuligt som læser at engagere sig i og blive grebet af bogens univers.

Generelt er Verne jo blevet hædret meget for sine ufatteligt præcist forudsigelser om hvad der er vores nutid, og det er der også masser af i Paris i det 20. århundrede, men jeg synes det er synd hvis det er præcisionen af fremtidsprofetier der skal gøres til kvalitetskriterium for god science fiction. Der skal altså også være en sammenhængende god historie der på et eller andet plan fanger læseren.
Så al respekt til Vernes samlede forfatterskab, men jeg anser nok mest Paris i det 20. århundrede interessant for dets historiske kontekst og mindre for dens kvalitet som almindelig roman.

Ker Shus

Ker Shus Tor Åge Bringsværds Ker Shus fra 1983 er til læsning i august i Azur. Den foregår i en uspecificeret fjern fremtid, uden umiddelbare spor af vor tids mennesker, men i stedet en række forskellige intelligente racer som hunde og katte, der lever i en form for jagersamfund.

Historien er fortalt af Rokam, der nedfælder sin livsberetning for nogle killinger. Han ligner ikke de andre væsener i sin flok. Han har ingen pels eller hale (han er altså mere hvad vi kender som et menneske). Vi følger hans udforskning af den verden han lever i, hvor han prøver at finde frem til fortidens historie og hvor han selv stammer fra.
Vores nutid er nemlig her blevet til myter og religion, hvor nutidens mennesker betegnes som guder. Den historie får vi så gradvist og delvist afdækket af Rokams rejse til Ker Shus – kaldet gudernes by. Det er her romanen udmærker sig ved at lade fortiden afdækkes fra en neutral synsvinkel der ikke kender til vores teknologi. Bringsværd bruger aldrig ord som robotter, gensplejsning eller rulletrapper, men gennem Rokams beskrivelser ved man som læser hvad det er.

Sproget er enkelt og består af meget korte sætninger, til tider nærmest i digtform. Det gør den både svær og nem at læse. Nem da hver sætning har en kort og præcis informationsmængde, men sværere er det at se den dybere betydning, hvor det til tider kan blive lige mærkværdigt nok.

Selvom romanen er 24 år gammel kan den stadig læses i dag, og jeg tror ikke tiden løber fra den lige foreløbig, netop fordi Bringsværd ikke binder handlingen til bestemte teknologiske ideer, men tænker mere bredt og langsigtet med den menneskelige udvikling.
Det er en bog jeg er glad for Azur satte på, da jeg nok ikke vil have fundet den frem selv.

Mindstar Rising

Mindstar RisingMånedens bog i Azur er Mindstar Rising, der er den første bog af tre i Peter F. Hamiltons Greg Mandel serie. Da jeg læst alle andre bøger af ham, var det godt med en mulighed for at komme i gang med disse.

Greg Mandel er en tidligere soldat, der nu lever af at være en hård privat detektiv, hvor han gør flittigt brug af diverse kybernetiske implanter, han har fået i militæret, der gør ham i stand til at se andres følelsesmæssige reaktioner, fx om de lyver. Han bliver hyret af en døende milliardær til at rydde lidt op inden firmaet overgives til barnebarnet, men det bliver hurtigt mere omfattende end som så, da milliardærens firma er tæt på at kunne annoncere en revolutionerende måde at skabe ren energi på, og hans gamle rival får store modplaner.

Det kommer der en effektiv spændingshistorie ud af, med stærke og karakteristiske personligheder, som jeg da håber går igen i de andre Greg Mandel bøger. Det er noget mere jordnært og langt mindre omfattende end Hamiltons senere space operaer, men det er stadig en spændende verden det foregår i. Vi får ikke så mange detaljer at vide, men må selv stykke det sammen fra brudstykker hist og her. Den globale opvarmning har fundet sted med store oversømmelser til følge. England, hvor historien udspiller sig, er ved at komme sig over noget der ligner en politisk katastrofe med et parti under navnet PSP. Vi får ikke meget at vide, andet end at det skulle være yderst venstreorienteret og Mandel har været stor oprører dengang de sad ved magten.

Selvom bogen er 14 år gammel, er den ikke helt forældet, omend der er et par ting som at fladskærme bliver fremstillet som noget meget specielt, der i dag virker lidt pudsige. Og flere af hans ideer derfra er da gået igen i hans senere bøger. En form for Greg Mandel type, og hans soldatervenner, synes jeg på en eller anden måde optræder i hans senere værker. Samt den klassiske detektivhistorie og actionscener med voldsomme våben som taget ud af et Quake spil, også optræder som sideplots senere hen.