Startide Rising

Startide RisingAnden bog i David Brins Uplift-trilogi har noget mere at byde end Sundiver, men jeg er stadig ikke begejstret for Brins måde at skrive på. Plottet er dog mere interessant. Romanen er fra 1983 og vandt både en Hugo og en Nebula.

Rumskibet Streaker, bemandet med mennesker, intelligente delfiner og chimpanser, har praktisk talt det meste af galaksens civilisationer efter sig. De har nemlig gjort en fantastisk opdagelse. Ved et tilfælde fandt de en forladt rumflåde fra den civilisation der angiveligt var den første højtudviklede race der opløftede andre racer. Mindre kløgtigt var det at sende beskeden om fundet ukrypteret tilbage til Jorden, så de må søge tilflugt på planeten Kithrup, mens de andre slås indbyrdes i kamp om hvem der får adgang til informationen om hvor den forladte rumflåde befinder sig. En fin start der fangede min interesse, men så kører det bare rundt indtil slutningen, hvor der da sker noget lidt interessant igen.

Mit problem ligger stadig med Brins sprog, som nok mest af alt har med personlig smag at gøre, og ikke kvalitet. Nogen vil sikkert finde hans sprog flot, varieret og anderledes, mens jeg nu for det meste blot fandt det irriterende og unødvendigt eksotisk. At have mange personer i en roman er fint nok, men når de ikke får opbygget en genkendelig personlighed, bliver de tabt i et virvar af eksotiske navne og om de nu er delfiner, mennesker eller noget helt tredje.
Eftersom jeg egentlig har købt alle seks bøger i serien, bør de jo stadigvæk have en chance. Jeg vil da i hvert fald gerne høre mere om hele mysteriet med uplifting.

Sundiver

SundiverAlle seks bøger i David Brins Uplift serie har længe stået på reolen, men nu hvor Startide Rising kom på programmet i læseklubben Azur, måtte det være tid til at komme i gang med første bind i serien. Sundiver fra 1980. Det gennemgående tema i disse Uplift bøger, er at mennesket lader til at være den eneste race i galaksen, der har opnået rumfart på egen hånd. Alle andre er blevet “løftet op” teknologisk af andre racer. Jordens teknologi står derfor ret alene, da alle andre blot følger anvisningerne fra det store galaktiske bibliotek.

I Solens kromosfære har man observeret noget der kunne ligne en hidtil ukendt livsform. De bliver kaldt for spøgelser. En ekspedition til Solen vil undersøge det nærmere og en farverig skare af forskellige rumvæsener er med på turen. Ting går galt, nogen dør, nogen anklages og man kommer i kontakt med disse solspøgelser. Det handler ikke så meget om Uplift-konceptet, men det bliver talt om ind i mellem, og denne bog finder også sted i en helt anden tidsperiode end resten af serien.
Måske er tiden løbet lidt fra denne 30 år gamle roman, for den fangede mig aldrig rigtig og kunne aldrig helt affinde mig med den måde den var skrevet på, som jeg bedst kan beskrive som rodet og ukonkret. Den er fyldt med en masse rumvæsener, men det eneste eksotiske ved dem lader til at være deres navne, og figurerne bliver aldrig rigtig levende eller interessante. Jeg har dog større forhåbninger til Startide Rising, som trods alt vandt både en Hugo og en Nebula pris.

Ender’s Game

Enders GameBogen for august i Azur var Orson Scott Cards prisvindende klassiker Ender’s Game fra 1985. Det er en krigsroman og sådanne kan ikke undgås at få lidt af et ry, og denne er både blevet beskyldt for at forsvare vold men også forsvaret som værende anti-krigs litteratur. På mange måder minder Ender’s Game mig om The Forever War, men den var dog mere klar i sit budskab.

Hovedpersonen hedder Ender Wiggin, han er 6 år og den tredjefødte med storebror Peter og storesøster Valentine. Hans status er dog ikke den bedste, da verden er i sådan en tilstand, at man helst ikke bør få et tredje barn. Ender har hvad man mildt kan kalde for voldelige tendenser, men er dog ikke en voldelig type. Han vil helst bare lades være i fred, og fortryder oprigtigt hver gang han har skadet en anden person. Muligvis pga. dette bliver han kontaktet af kommandør Graff, der overtaler ham til at forlade sin familie for at komme på den såkaldte Battle School. Her bliver han sat sammen med en masse andre jævnaldrerende børn og skal leve et liv som i militæret. Der udpeges hærførere og tropførere, alt sammen med det formål at udkæmpe en slags krigsleg mod andre hold på skolen i et tyngdefrit rum. Ender viser sig hurtigt at have strategiske evner der overstiger alle andres, og inden længe er han leder af sin egen hær, får dem trænet på helt nye måder og vinder hver eneste kamp. Hvad Ender også selv finder frem til, er det hele langt fra for sjov. Jorden har flere gange været i krig med insektlignende rumvæsener der kaldes Buggers, og nu vil man gøre det af med dem en gang for alle. Til dette har man brug for en brilliant hærleder og Graff mener at Ender er denne person.

Ender’s Game har rigtig mange kvaliteter. Først og fremmest er den enormt velskrevet og hele opbygningen af Ender’s karakter er meget gennemført. At hovedpersonen og hovedparten af det øvrige persongalleri er børn, gør bestemt ikke at den bør ses som en børne- eller ungdomsbog. De opfører sig heller ikke som børn, hvilket bliver en vigtig pointe i historien, og særligt Ender er markant mere intelligent end normale 6 årige. Det ligger mest i hans måde at anskue verden på og hvordan han gør sig erfaringer. Jeg kan særlig godt lide hans intuitive tilgang, hvor det fx ikke er viden om fysik, men blot ved at prøve sig frem, at han lærer sig at manøvrere i vægtløs tilstand.
Undervejs bliver man stærkt i tvivl om hvad forfatteren egentlig vil fortælle med sin historie. Mange af idéerne virker meget voldsforherligende og fascistiske. Alene det at have en skole hvor børn manipuleres til at blive kyniske krigskommendører, som skal kæmpe i en krig der dybest set går ud på at udrydde en fremmed race uden anden grund, end at man hellere må være sikker på at de ikke udrydder os først, er jo i sig selv dybt usmagelig. Slutningen bløder dog lidt op for dette syn, men med forfatterens politiske ytringer i øvrigt, særligt med stor støtte til “krigen mod terror”, kan man ikke undgå at forsøge at læse Cards egne holdninger ind i teksten.

Det er dog ikke spørgsmålet om hvilke standpunkter romanen måtte være et udtryk for, der er mit største problem med den, men derimod den dyrkelse af et perfekt overmenneske som den også bygger på. Historier om børn eller på anden vis tilsyneladende “svage” personer, der viser sig at være verdens frelser, et perfekt menneske med overmenneskelige evner og tilsyneladende uden begrænsninger, kan jeg ikke døje længere. Helte og dygtige folk er fint, men ikke når det som her bliver til et overdrevent supermenneske der bare slår den ene rekord efter den anden, og tilsyneladende er fuldkommen usårlig og uovervindelig. Det bliver både forudsigeligt og noget kvalmt. Og det er jo ikke kun Ender, men også hans to søskende, som inden de er blevet teenagere er godt i gang med at få betydelig politisk magt på kloden.

Alligevel kan jeg ikke lade vær med, at være imponeret over Cards skrivemæssige evner, og jeg vil nok også prøve at give efterfølgeren Speaker for the Dead en chance, der i øvrigt også vandt både Hugo og Nebula priserne året efter, hvilket vist er et helt enestående tilfælde.

Singularity Sky

Singularity SkyCharles Stross er en forfatter man godt kan sætte lidt tid af til i det næste halve års tid. Han er nemlig en af æresgæsterne på Fantasticon, der finder sted i slutningen af august. Singularity Sky fra 2003 blev hans store gennembrud, og den blev også nomineret til en Hugo award for bedste roman. Siden da har han været yderst produktiv, med op til flere romanudgivelser om året, hvoraf flere har vundet priser.

Singularity Sky beskriver en fremtid om 400 år hvor Jordens befolkning er spredt over et utal af planeter, og forskellige samfund startet op på ny. Dette blev sat i værk af en kunstig intelligens der kalder sig selv for the Eschaton. Den kommer angiveligt fra fremtiden, men understreger meget overfor mennesket at tidsrejser og brud på kausalitet er strengt forbudt, for ellers… Alt dette skete engang i det 21-århundrede og flere kolonier, og Jorden, har fået genskabt deres civilisation efter den voldsomme omvæltning af uforståelig teknologisk udvikling (en teknologisk singularitet).
På en af disse planeter har man opbygget et autoritært sovjetisk-inspireret samfund, hvor moderne teknologi er bandlyst og staten kontrollerer al information. Derfor går det grueligt galt da de møder den sære entitet kaldet the Festival, der virker lidt barnlig (i hvert fald formulerer den sig ligesom Yoda), men som hungrer efter al den information og underholdning den kan komme i nærheden af, og som betaling tilbyder fantastisk teknologi. Magthaverne forstår ikke dette koncept og situationen bliver hurtigt ubehagelig og krigerisk.

Selvom romanen på overfladen er (glimrende) space opera er det ikke fantastiske rumeventyr Stross vil fortælle, men derimod perspektivere til moderne informationsteknologi og hvordan vi mennesker bruger den. Det bliver særligt tydeligt hen imod slutningen, hvor styreformer, censur, terrorisme, overvågning og kontrol af information diskuteres. Jeg tror Stross prøver at være fortaler for og ønsker at genoplive den klassiske hackermentalitet om at al information skal være frit tilgængelig – ja ligefrem at information selv ønsker at være fri, og dette blandt andet symboliseret via the Festival, der bogstaveligt talt lever af information og underholdning, ligesom vi moderne mennesker fra Internetgenerationen. Det kan jeg jo kun tilslutte mig.
Bogen er velskrevet, vittig, tankevækkende, forvirrende og fyldt med ideer. Den kan dog til tider virke lidt rodet og Stross har måske lidt manglet en plan for præcist hvad, han vil fortælle, men det lader han til at have fået mere styr på i efterfølgeren Iron Sunrise.

Som sagt bør man som dansk fan, hvis man ikke allerede har gjort det, få stiftet bekendtskab med Charles Stross’ forfatterskab, da han er gæst på Fantasticon. Det behøver dog ikke være med Singularity Sky man starter, da det langt fra er alle hans romaner der er fjernfremtids space opera. Hold øje med bloggen for flere Stross anmeldelser i nær fremtid.

Sulebulen

SulebulenSvenske Mikael Niemi står bag denne bizarre novellesamling vi skulle læse i Azur. Det kan dårligt nok kaldes en novellesamling, da det på ingen måde er klart om det er en samlet fortælling der skal ses som en helhed, eller en bunke enkeltfortællinger, hvoraf nogle enkelte har gennemgående begreber.

En egentlig handling er ikke til at gengive. Igennem en række “fortællinger” giver Mikael Niemi en masse bud på hvordan universet er skruet sammen og hvad menneskets plads heri er. Jeg ved ikke om det er et forsøg på at lave en parodi over velkendte science fiction temaer, men det fejler i hvert fald fuldstændigt. En asteroide der hedder Gokkesokken, uheldsbringende Kurt-partikler, levende sten, Big Bang genfortalt som iskødgrød er nok næppe set før, men det er ganske enkelt bare ikke sjovt. Ord som pik, kusse, røv, bylder og snot optræder ofte. Det er bare hverken sjovt, provokerende eller ulækkert, blot dumt på den kedelige måde. Enkelte af fortællingerne har dog nogle lidt sjove ideer, som Sten hvori man pludselig finder ud af at sten er levende væsener og organisationer begynder at kræve særlige rettigheder til sten. Eller Androider hvor de meget menneskelignende androider meget gerne vil være mennesker, men de rigtige mennesker vil helst fortsat kunne kende forskel, hvilket man forsøger at løse på omstændig vis. Desværre er historierne skrevet som en lang gennemgang af nogle meget voldsomme forløb, helt uden liv, kun lidt dialog og den indsatte fornævnte form humor falder helt igennem.

Det var selvsagt ikke noget for mig, men andre vil sikkert sagtens kunne finde den morsom. Det er sikkert en af den slags bøger, hvor man enten synes det er morsomt og genialt fra starten, og så kan more sig hele vejen igennem, eller også finder man det ligesom mig, bare umådeligt åndssvagt, men man skal alligevel lige læse næste historie, for at se hvad pokker han nu finder på.

Havet

HavetI Azur tager vi fat på et par danske forfattere. Denne måned var det Erwin Neutzsky-Wulffs, der selv deltog i debatten, Havet fra 1978 og næste måned er det Alice, Alice af Inge Eriksen.

Havet starter som en traditionel rumrejsehistorie, hvor et koloniseringsrumskib forlader Jorden og sætter kurs mod en planet 22 lysår fra Jorden. Da de når frem opdager de at planeten er beboet af intelligente væsener der bedst kan beskrives som store elefanter med et par ekstra fangearme. Gaierne bliver de kaldt. Deres teknologiniveau er omtrent det samme som menneskenes, dog har de ikke rejst i rummet, men alligevel ser gaierne ikke menneskene som ligeværdige eller helt intelligente væsener, da de ikke kan forestille sig, at så små, spinkle og småhovedet væsener kan være intelligente. Wulff beskriver gaiernes samfund og kultur i mange detaljer og har endda opfundet et tilhørende sprog. I sig selv imponerende og spændende nok, men min primære anke mod værket bliver, at jeg finder det hele både usammenhængende og utroværdigt. Romanen ligger som sagt op til at skulle være en rimelig realistisk og troværdig rumrejsehistorie, men specielt virker besætningen på rumskibet og deres handlinger, i hvert fald for mig, utroværdige og alle omstændighederne ved mødet med gaierne bliver simpelthen for langt ude og egentlig lidt fjollede. Det gælder så primært for den midterste del af romanen, med de Wulffske indslag med bizar aliensex og dræbende lange passager med intetsigende gaiske fortællinger, der får en til at se langt efter næste kapitel. For henimod slutningen blev min interesse genfundet, hvor handlingen igen bliver håndgribelig og spændende.

Nu har jeg jo kun læst to andre romaner af Wulff, Anno Domini og Hjernen, men oplevelsen er meget den samme, med et rimelig håndgribelig science fiction plot udenom og så er den Wulffske filosofi sat ind i midten. En form der er irritererende, frustrerende og provokerende, men stadig ikke så man mister lysten til forfatterskabet, der skal nok bare gå lidt tid mellem hver bog.

I am Legend

I am LegendSeptembers debatbog i Azur. Richard Mathesons klassiker fra 1954, der er blevet filmatiseret flere gange, om den sidste levende mand på Jorden og hans kamp for overlevelse mod resten af befolkningen, der er blevet til vampyrer.

Det var en bog der overraskede mig positivt. Når man præsenteres for en verden med vampyrer, hvor en enlig overlever barrikaderer sig i sit hus mod truslen i bedste zombiefilms stil, så forventer man som science fiction læser ikke det store. Men bogens hovedperson, Robert Neville, er ligesom en selv; han accepterer heller ikke, at vampyrerne er bange for kors og hvidløg og ikke tåler sollys, uden at der er en logisk forklaring. Derfor giver han sig ihærdigt til at undersøge sagen videnskabeligt. Han læser en masse bøger om blod og bakterier, og undersøger blodprøver fra vampyrerne i et mikroskop. Præmissen i bogen hænger glimrende sammen.
Skildringen af en desperat mand der lever i isolation, gør historien langt mere skræmmende end de utallige zombiefilm, der blot fokuserer på splatterscener, som denne roman har affødt. Stephen King siger det meget godt i forordet til den udgave jeg har læst: ” – When you thought it had to be over, that your nerves couldn’t stand any more, that was when Matheson turned on the afterburners and went into overdrive.”
Jeg er dybt imponeret over hvor en effektiv spændende roman, med mange flere lag end plottet umiddelbart ligger op til, man kan skrive på 160 sider. Eller rettere “kunne” skrive engang.

The Road

The RoadCormac McCarthy er manden bag bogen til Oscar-vinderen No Country For Old Men, og denne dystopiske roman fra 2006 er også ved at blive filmatiseret, med blandt andet Viggo Mortensen. Bogen var sommerens læsning i Azur.

Historien er for så vidt ret enkel. I en ikke nærmere specificeret post-apokalyptisk verden, hvor både jorden og himlen er dækket af aske, kæmper en far og en søn for deres egen overlevelse, ved at vandre på en vej i Amerika, i håb om at komme sydpå til havet. Stort set alt liv er udslettet og de få andre mennesker de støder på, er ligeså desperate i deres egen kamp for overlevelse, at de udgør en trussel. McCarthy har skåret ind til benet hvad angår sproget i sin fortælling. Ingen kapitler og ingen skildring mellem dialog og fortælling. Dialogen mellem far og søn består af enkelte ord og korte sætninger. Det er en barsk historie, hvor hårde valg må træffes for at overleve, også selvom det betyder andres død. Der er ingen mellemvej. Det er især dette der bliver romanens gennemgående tema i forholdet mellem far og søn, da faderen prøver at beskytte drengen mod disse grusomheder, men heller ikke vil lyve for ham.
Det er altså ikke science fiction med store bogstaver, da den dystopiske ramme aldrig bliver nærmere forklaret, men det gør ikke noget, da det fungerer godt til barske overlevelseshistorie om at se døden i øjnene, som han vil fortælle.

Det er ikke en bog man glemmer så let. Forholdet mellem far og søn virker stærkt, uden at det bliver følelsesporno, og intet er forsøgt pakket ind i vat – tværtimod. Det enkle sprog og den simple historie fungerer godt, for man har ikke brug for mere information om hvad der dog er sket med verden, for det er ligegyldigt når alt handler om overlevelse til næste dag. Men fascinationen af dette falmer dog lidt efter den første halvdel af bogen, hvor man derefter blot venter på en eller anden form for forløsning eller slutning, og når den så kommer, er den desværre en smule skuffende og bryder lidt med den fortvivlelse og håbløshed, jeg synes resten af bogen ligger op til.

Man behøver vel næppe anbefale bogen mere end den allerede er blevet af store priser og utallige rosende anmeldelser.

Matter

MatterDen syvende og seneste bog i Iain M. Banks’ Cultureserie er kommet hele otte år efter Look to Windward, og noget kunne tyde på, at Banks har opbygget et væld af ideer i den tid, for Matter viser et enormt overskud hos forfatteren. En ny start på Cultureserien.

Scenen og hovedpersonerne er denne gang udenfor the Culture. Man følger tre søskende fra den kongelige familie af racen Sarl på Sursamen, der er en kunstig skabt hul planet med 14 “etager” fra overfladen og ned til kernen, kaldet en ShellWorld. Kongen bliver forrådt og dræbt af hans nærmeste ven gennem årtier, der selv indtager pladsen som regent, da prinsen Oramen anses som værende for ung. Den ældre prins Ferbin, der så mordet fra sit skjul er anset som død, flygter sammen med sin tjener Holse, i håb om at finde hjælp på de højere etager i Sursamen, eller komme væk fra planeten og finde søsteren Djan, der for år tilbage forlod Sursamen, for at blive agent for the Culture. Hun er imidlertid selv på vej tilbage, da hun har fået nyheden om hendes fars – kongens – død. Men der viser sig at være langt mere på spil end interne stridigheder i lavteknologiske samfund, for racen Oct planlægger noget mystisk på Sursamen. The Oct er en højere udviklet race der hjælper og overvåger the Sarls udvikling, men de er selv overvåget af the Nariscene, der igen er overvåget af the Morthanveld, der er en race der er på omtrent samme stadie som the Culture. Ingen ved nemlig helt præcist hvem der har bygget de mange kunstige ShellWorlds og hvad deres formål er.

Temaerne er velkendte fra Banks’ andre Culture-romaner, hvor højt udviklede racer “hjælper” lavere racer – med større og mindre held, og den gennemgående pointe, at selvom the Culture virker ufattelig avanceret, er de stadig kun en blandt mange andre civilisationer der er både ligeværdige og over dem. Det lidt specielle her er, at the Sarl er bevidste om deres udviklingsstadie. De kender til de mange højere udviklede racer og forstår for så vidt også, at de er nødt til at udvikle sig selv. Det er en helt ny tilgang til universet, der kan få nye læsere til. Humoren er skruet lidt ned (meget ned i forhold til Look to Windward), mens plottet har mere fylde og er gjort mere kompliceret. Hans skrivestil er lidt anderledes, man kunne sige mere konventionel sammenlignet med andre forfattere, der også skriver moderne space opera, dog stadig genkendeligt Banks! Handlingen stopper et par gange op, for at komme med klumper af information om diverse racer, samfund og the Culture, angiveligt for at nytilkomne læsere ikke skal blive helt tabt, men Banks bruger nu stadig den metode bedre end de fleste andre. Derudover er romanen også spækket med et væld af begreber og et utal af racer, også flere end handlingen egentlig kræver, og de skal så have et helt appendix. Normalt synes jeg ikke det er et godt tegn, hvis en roman skal udstyres med et appendix over begreber og racer og personer, men det var ikke så slemt her, og det var specielt behjælpeligt til, at finde rundt i de forskellige “levels” racerne er på, da det ikke er helt uvæsentligt for forståelsen.

Matter er en bog som jeg er sikker på, at læsere der er bekendt med Cultureserien vil have en helt anden oplevelse med, end dem der første gang stifter bekendtskab med universet, men begge vil være gode. Det er en ny tilgang Banks har til sit eget univers og det kan måske også være nødvendigt, for at serien ikke skal køre i tomgang. Bogen er til debat i Azur til august og det bliver interessant, at se hvad andre synes om den.

Næsten ånder i mørket

Næsten ånder i mørketI Azur-læseklubben kommer der af og til bøger jeg ikke selv ville have fundet på at læse, hvor dette er en af dem, og havde måske også helst været foruden, men Helga Bergs dystopiske science fiction/fantasy tidsrejse historie udgivet på forlaget Facet i år, er nu alligevel et originalt unikt bidrag til den danske fantastiske litteratur.

Efter en ubestemt kaostid er verden gået tilbage til mere primitive livsformer i tæt samspil med naturen. Romanen følger et lille samfund i Dalien, hvor man lever fredeligt og solidarisk med hinanden og naturen. Men de lider af fertilitetsproblemer. Næsten ingen børn kommer til verden af naturlig vej, så man forsøger sig med kunstig befrugtning af gammel nedfrossen sæd, men selv det skaber ofte vanskabte eller dødfødte børn. Oveni det er der også problemer med høsten, så sultproblemer trænger sig også på.
I håb om at redde fremtiden, må en ung pige – Arina – rejse tilbage til nutidens København, for at finde et specielt barn – Dalia. Hun havner først på et børnehjem, men flygter efter kort tid og finder sammen med en gadedreng ved navn Chris. Sammen med ham oplever hun dagens Danmark og finder det meget besynderligt, og viser dermed forfatterens kommentar til vores samfund. Det er om noget en roman der ikke handler om fremtiden, men om nutiden.

Helga Berg skriver i jeg-formen gennem hele romanen, med skiftende vinkel fra Arinas mor Fry, der er den egentlige fortæller af historien, og Arina selv. Hun skriver et flot og følelsesladet sprog, som jeg i starten syntes ganske godt om, men efterhånden blev jeg simpelthen kørt træt. Når vinklen er hos Arina i nutidens København, sker alting meget hastigt – der handles og tænkes mindre, mens med Fry bliver det lange tankestrømme og utallige spørgsmål om hende selv og samfundet. Denne skildring skal naturligvis afspejle tempoet i de to forskellige tiders samfund, men Frys tanker fyldte simpelthen for meget i romanen som helhed.
Historien er også meget moderne i den forstand, at der leges med genrebrud, selvom grundlaget klart er science fiction. Dystopisk fremtid, fertilitetsproblemer som videnskabsmænd forsøger at løse og et rumfartsprojekt er blot nogle af elementerne i romanen, men selve tidsrejsen forklares ikke rigtigt, og folkene i Dalien, og især Arina, besidder særlige telepatiske kræfter. Efter min mening, bliver der blandet for meget “hokus-pokus” ind i en science fiction fortælling, er det blot fantasy, og Næsten ånder i mørket er lidt på kanten.

Målgruppen skal nok findes lidt udenfor de hårde science fiction læsere, men den bør nu roses for at være en rigtig “dansk” science fiction roman, der på ingen måde imiterer den amerikanske form.