To Your Scattered Bodies Go

To Your Scatted Bodies GoMed sin artikel fra sidste nummer af Novum fik Knud Larn mig overbevist mig om, at jeg skulle få læst Philip José Farmers Riverworld-serie. Denne første roman i serien er fra 1971 og vandt en Hugo Award for bedste roman.

Forestil dig at alle mennesker der nogensinde har levet, fra de første neandertalere til i dag, blev genoplivet på en gang i en ny ung og frisk krop, placeret på en jordlignende planet uden andet udstyr end en cylinder der på magisk vis kan fremtrylle tre måltider om dagen og med en ny chance på livet. Hvordan vil vi håndterer det? Hvilke samfund vil opstå? Vil mennesket have forbedret sig? Det er grundlaget for Farmes Riverworld-serie og det hele begynder i To Your Scattered Bodies Go, hvor alle mennesker spredt over hele planeten vågner op på samme tid, uden tøj, uden hår og kun med den nævnte magiske madskabende cylinder til rådighed. Romane følger oplevelsen gennem Richard Francis Burton, der særligt ved hjælp af sit kendskab til mange sprog, får dannet en lille gruppe bestående af blandt andet Alice Liddell, en stærk neandertalermand og en mand der døde i 2008. Som det viser sig, er det kun mennesker til en gang op i det 20ende århundrede, der er blevet genoplivet. Sammen prøver de at overleve i og blive klogere på den nye verden. Folk er tilsyneladende meget spredt, både tidsmæssigt og hvad angår nationalitet. En stor lang sammenhængende flod der zigzagger hele kloden rundt pryder landskabet, og de får bygget en båd og sejler op ad floden. De erfarer hurtigt at der er opstået utallige slavestater, hvor nogen har tilegnet sig magten og holder en masse som slaver, for at kunne tage deres daglige madrationer. Burton og hans gruppe bliver taget til fange af sådan en slavestat, ledet af nazisten Hermann Göring. Burton bliver opsat på at finde frem til skaberne af denne planet og finde ud af hvorfor de har genoplivet hele menneskeheden. Han formår at flygte fra Göring, men ender med at få ham som midlertidig ledsager.

Selve ideen her rummer jo et utal af muligheder til at skrive spændende historier og navnlig lege med historiske personer på en ny måde. Farmer gør dog det helt rigtige, ved at han ikke tager verdenshistoriens superstjerner, men derimod nogen mindre kendte – men stadig interessante – personer, og kombinerer det med fiktive personer fra forskellige tidsaldre. Han går heller ikke i den fælde med at ville fortælle alverdens detaljer om sin verden, for læseren er mindst ligeså uvidende og forvirret som Burton og de andre. Der kommer en del svar i denne bog, men de er givet på sådan en måde, at man ikke kan være sikker på hvad der er løgn og hvad der muligvis er sandt.
Der er dog lidt småproblemer med fortællingsforløbet, der springer noget i hastighed. Starten er god, hvor den spændende verden og dens “regler” udfoldes, figurer introduceres osv. Mens forløbet hvor de rejser på floden, bliver taget til fange, slipper fri og havner nye steder, bliver lidt rodet i det. Jeg er heller ikke videre begejstret for Farmers valg og skildring af Herman Göring. Der bliver lagt an til at hans person kunne være interessant at stikke dybere i, men det bliver for overfladisk og hastigt gennemført. Til sammenligning synes jeg Peter F. Hamilton slipper langt bedre fra sit valg med at bringe Al Capone tilbage til live, i sin velkendte space opera trilogi The Nights Dawn Trilogy. Burtons figur fungerer også langt bedre. Jeg kan heller ikke lade vær med at bemærke, at hele konceptet virker umådeligt meget 70′er-agtigt og temmelig syret, men ikke på en entydig dårlig måde, og jeg har da lyst til at læse videre på eventyret – som det så småt udviklede sig til til sidst.

Halting State

Halting StateMed Halting State viser Charles Stross at man også kan skrive cyberpunk i dag, hvor spædningen udfolder sig i virtuelle verdener og hvor nørderne er heltene. Det ældre cyberpunk jeg har forsøgt at læse, har jeg oplevet som virkelighedsfjernt hvor miljøet beskrives som snusket og grimt, men udviklingen i IT-verdenen har jo også udviklet sig i en helt anden retning end 80′erns cyberpunk-forfattere havde forestillet sig. Netop derfor er det spændende at tage ideerne op igen og forankre dem i nutidens teknologiske virkelighed, og det har Stross formået at gøre med Halting State, der viser den er skrevet af en mand der faktisk ved han skriver om. Romanen blev i øvrigt nomineret til en Hugo sidste år.

Vi befinder os i år 2018 i Skotland. I MMORPGen Avalon Four har et storstilet røveri fundet sted. En virtuel bank inde i spilverdenen, hvor spillere kan opbevare deres værdifulde udstyr og genstande, bliver plyndret, og det burde egentlig slet ikke kunne lade sig gøre, da det ikke er bundet op på nogen central server, men er distribuereret ud over hele verden og genstandenes rette ejerskab sikres af en avanceret fejlsikker digital signeringsteknologi. Firmaet bag, Hayek Associates, er selvsagt i rådvilde, for hvis det slipper ud at deres krypteringsnøgler er blevet brudt, vil deres aktiekurser styrtdykke. Politiefterforskeren Sue sættes på sagen og forsikringsagenten Elaine ligeledes, for at undersøge om det er forsikringssvindel. Hun får følgeskab af spiludvikleren og nørden Jack, som skal hjælpe hende med at navigere rundt i den virtuelle spilverden. Det viser sig ikke overraskende at der er langt mere alvorlige ting på spil end simpelt virtuelt tyveri, med konsekvenser der strækker sig langt ind i den virkelige politiske verden.

Halting State virker både autentisk og realistisk, men er også iderig science fiction. Stross har ikke bare styr på de rent tekniske ting, men hans personbeskrivelser og fornemmelse for hvordan folk i IT-verdenen taler og agerer, er ligeledes autentiske. Dejligt forfriskende, da andre forfattere og filminstruktører ofte forfalder til overdrevede stereotyper og teknisk vrøvlesnak uden baggrund i virkeligheden. Den hyppige brug af moderne netjargon og tekniske udtryk gør nok også, at de seneste års udvikling på IT-området ikke bør være alt for fremmed for læseren. Det er selvfølgelig ikke nok til en god roman, at have styr på disse faktuelle ting og genkendelige miljøbeskrivelser, men Halting State er i den grad også en medrivende technothriller, hvor pointen er at den virtuelle og fysiske verden ikke kan adskilles, som den oftest blev i den ældre cyberpunk, og navnlig hvor afhængige vi er blevet af Internettet for at holde gang i væksten i samfundet. Vernor Vinges Rainbows End havde lignende ideer, men Stross slipper langt bedre fra det.
Sammenlignet med Singularity Sky og Iron Sunrise synes jeg også Stross er blevet en generelt bedre forfatter. Historien har bedre fokus og flyder ikke med vilde halv ligegyldige ideer, hans tre hovedpersoner har mere personlighed og det er dem der alene bringer historien frem, uden at forfatteren går ind som alvidende kommentator fra sidelinjen, som han gjorde af og til med tunge infodumps i de fornævnte bøger.

Hvis man mere er til nærfremtid spændingshistorier med masser af nørdjargon og gadgets end space opera, kan man sagtens begynde her med sin Stross-læsning.

Singularity Sky

Singularity SkyCharles Stross er en forfatter man godt kan sætte lidt tid af til i det næste halve års tid. Han er nemlig en af æresgæsterne på Fantasticon, der finder sted i slutningen af august. Singularity Sky fra 2003 blev hans store gennembrud, og den blev også nomineret til en Hugo award for bedste roman. Siden da har han været yderst produktiv, med op til flere romanudgivelser om året, hvoraf flere har vundet priser.

Singularity Sky beskriver en fremtid om 400 år hvor Jordens befolkning er spredt over et utal af planeter, og forskellige samfund startet op på ny. Dette blev sat i værk af en kunstig intelligens der kalder sig selv for the Eschaton. Den kommer angiveligt fra fremtiden, men understreger meget overfor mennesket at tidsrejser og brud på kausalitet er strengt forbudt, for ellers… Alt dette skete engang i det 21-århundrede og flere kolonier, og Jorden, har fået genskabt deres civilisation efter den voldsomme omvæltning af uforståelig teknologisk udvikling (en teknologisk singularitet).
På en af disse planeter har man opbygget et autoritært sovjetisk-inspireret samfund, hvor moderne teknologi er bandlyst og staten kontrollerer al information. Derfor går det grueligt galt da de møder den sære entitet kaldet the Festival, der virker lidt barnlig (i hvert fald formulerer den sig ligesom Yoda), men som hungrer efter al den information og underholdning den kan komme i nærheden af, og som betaling tilbyder fantastisk teknologi. Magthaverne forstår ikke dette koncept og situationen bliver hurtigt ubehagelig og krigerisk.

Selvom romanen på overfladen er (glimrende) space opera er det ikke fantastiske rumeventyr Stross vil fortælle, men derimod perspektivere til moderne informationsteknologi og hvordan vi mennesker bruger den. Det bliver særligt tydeligt hen imod slutningen, hvor styreformer, censur, terrorisme, overvågning og kontrol af information diskuteres. Jeg tror Stross prøver at være fortaler for og ønsker at genoplive den klassiske hackermentalitet om at al information skal være frit tilgængelig – ja ligefrem at information selv ønsker at være fri, og dette blandt andet symboliseret via the Festival, der bogstaveligt talt lever af information og underholdning, ligesom vi moderne mennesker fra Internetgenerationen. Det kan jeg jo kun tilslutte mig.
Bogen er velskrevet, vittig, tankevækkende, forvirrende og fyldt med ideer. Den kan dog til tider virke lidt rodet og Stross har måske lidt manglet en plan for præcist hvad, han vil fortælle, men det lader han til at have fået mere styr på i efterfølgeren Iron Sunrise.

Som sagt bør man som dansk fan, hvis man ikke allerede har gjort det, få stiftet bekendtskab med Charles Stross’ forfatterskab, da han er gæst på Fantasticon. Det behøver dog ikke være med Singularity Sky man starter, da det langt fra er alle hans romaner der er fjernfremtids space opera. Hold øje med bloggen for flere Stross anmeldelser i nær fremtid.

The Forever War

The Forever WarJoe Haldemans klassiker fra 1974 vandt både en Nebula og en Hugo for bedste roman og det kan virkelig undre mig, at man ikke ser dette mesterværk fremhævet andre steder end på toplister over science fiction bøger, for det er en fantastisk historie alle burde kunne forstå, relatere til, tænke over og få glæde af.

Jorden er gået i krig med en fremmed civilisation kaldet the Taurans og romanens hovedperson, William Mandella – nyuddannet fysiker, bliver indkaldt til en eliteenhed bestående af andre højtuddannede. På Plutos måne Charon gennemgår de en vanvittig barsk træning hvor flere omkommer, hvorefter de sendes gennem et slags ormehul til en fjern planet, hvor de kommer i ildkamp med the Taurans. Da de vender hjem, er der som følge af de relativistiske tidsforskydninger ved interstellare rumrejser gået adskillige årtier på Jorden. Mandella og flere af de andre hjemvendte soldater, finder hurtigt ud af (skubbet godt på vej af militæret selv), at de ikke vil kunne fungere som borgere, og Mandella vender tilbage til militæret, i første omgang som træner af nye rekrutter. En lignende historie gentager sig flere gange og mens Mandella kun bliver få år ældre, er der gået århundrede og han må flere gange indstille sig på drastiske ændringer i både samfundsforhold, moral, militærtaktikker og våbenteknologi.

Hvad der gør The Forever War fantastisk er, at den ikke bare handler om krig, problemer med store tidsforkydelser, fremtidsforudsigelser for samfundet og den personlige skildring af en soldats vej fra menig til officer, men at den på godt 200 sider rummer alt dette og Haldeman får det til at hænge umådeligt godt sammen. Haldeman kommenterer på både menneskets tåbelige trang til at indgå krige og får draget paralleler til hvordan virkelighedens hjemvendte krigsveteraner har det (Haldeman var selv soldat under Vietnam-krigen), skildrer de personlige omkostninger ved at blive forskudt så meget frem i tiden at man bliver fremmed for det samfund man hører til, samtidig med at han kommer med både dystre og håbefulde visioner for menneskets fremtid de næste godt 1000 år. Og normalt ruller jeg med øjnene over lidt for oplagte og rørrende kærlighedsslutninger, men her fungerede det perfekt og var, ja, rørrende.
En klar anbefaling værd til alle, også til nytilkommere til genren som alternativ til de evigt nævnte 1984 og Fahrenheit 451. Jeg vil da ønske jeg havde fået stukket den i hånden for adskillige år siden.

Hugo Award 2008 – novelle nomineringer

I Fantastiks læsegruppe har vi de sidste to gange læst de nominerede til Hugo awarden i “short story”-kategorien. Definitionen er en historie på mindre end 7.500 ord. Og annonceringen af vinderne er vist ved at være lige op over.

Last Contact af Stephen Baxter. Med udgangspunkt i teorien om The Big Rip, hvor universets acceleration får alle atomer til at blive flået fra hinanden, har Baxter skrevet en helt klassisk, men original, novelle om verdens undergang.

Tideline af Elizabeth Bear. En gigantisk kvindelig krigsrobot har tilsyneladende mistet resten af sin besætning i en gigantisk krig, og vandrer nu rundt på en strand for at samle skaller til brug i halskæder, der skal blive mindesmærker for hendes faldne krigskammerater. Der møder hun en forældreløs dreng og de udvikler et tæt venskab. Velskrevet, original og også klart favoritten i læsegruppen.

Who’s Afraid of Wolf 359? af Ken MacLeod. Her er en space opera historie der virkelig savner plads. Den starter godt, med en kriminel der tager sin straf ved at tage til en koloni ved den røde dværg Wolf 359, for at undersøge hvad der er blevet af den. Han finder et samfund på randen af undergang og iværksætter store planer for at genopbygge det. Desværre bliver slutningen enormt forhastet og utroværdig, og det virker generelt som MacLeod bare har fyldt på med (mange gode) ideer fra skrivebordsskuffen, bare for at få dem brugt.

Distant Replay af Mike Resnick. En historie jeg simpelthen ikke fatter er blevet nomineret. Den er håbløst uoriginal, forudsigelig, pladderromantisk og har absolut intet med sciene fiction eller noget lignende at gøre. En ældre mand sidder på en restaurant, hvor han får øje på en ung kvinde der ligner hans nu afdøde kone på en prik da hun var ung. Han begynder at tale med hende og finder ud af, at hun på stort set alle måder er som hans kone.

A Small Room in Koboldtown af Michael Swanwick. Denne novelle er godt nok fantasy, men hvad man kan kalde “hard fantasy”. I en fantasy verden der er en blanding af vores kendte verden og en masse underlige væsener, skal en detektiv opklare et besynderligt mord hvor en række omstændigheder ikke hænger sammen. God blanding af en fantasy setting og detektivhistorie.

Med undtagelse af Distant Replay synes jeg alle de nominerede historier i år er ganske gode, hvor mine favoritter må blive Tideline og A Small Room in Koboldtown for deres originalitet.
Podcastudgaver af alle historierne kan høres på Escape Pod.

Hugo Award 2008 – novelette nomineringer

I starten af august vil vinderne af Hugo Awarden i de forskellige kategorier blive kåret til WorldCon. Her er mine kommentarer til de fem historier i novelette-kategorien. En novelette er defineret som en historie på mellem 7.500 og 17.
500 ord.

The Cambist and Lord Iron: a Fairytale of Economics af Daniel Abraham. Denne historie er egentlig et eventyr og ikke rigtig en genretekst, omend den vel mest er ovre i fantasy. Historien følger en vekselerer, der får en svær opgave af den berygtede Lord Iron; at veksle en ukendt møntfod som ingen kurs har. Han løser det ved at sælge de ukendte sedler som indpakningspapir til en fiskehandler. Lord Iron bliver imponeret over vekselererens kreative løsning, og sætter ham på endnu mere umulige opgaver, hvor han skal forsøge at sammenligne værdien af menneskers liv og sjæl. Udover at have nogle sjove tanker omkring værdisætning af immaterielle ting, kan jeg ikke se hvorfor den skulle Hugo nomineres.

The Merchant and the Alchemist’s Gate af Ted Chiang. Denne historie er ligeledes et eventyr og nok endnu mere en typisk en af slagsen. En mand kommer i snak med en sælger i Bagdad, der fortæller om en port der giver adgang til tyve år ude i fremtiden. Han beretter om tre andre mænd, der har gået igennem porten, opdaget noget med deres fremtidige jeg og forsøgt at bringe den erfaring tilbage. Alle historier illustrerer flere kendte tidsparadokser og moralen lader til at være, at man ikke kan ændre på hverken fortiden eller fremtiden, kun blive klogere på den. Manden der har hørt disse historier beslutter dog, at han selv vil prøve, men han vil tyve år tilbage i tiden, hvilket han kan komme via en lignende port i Kairo. Det ender som man kan forvente af et typisk eventyr. Meget hyggelig historie, men jeg kan heller ikke se hvad denne laver som Hugo nomineret.

Dark Integers af Greg Egan. En “hard sf” historie med en god ide, der desværre løber lidt af sporet til sidst. Matematikerne Bruno og Alison har arbejdet på nogle matematiske teorier om parallelle universer, men deres arbejde får katastrofale følger i et andet univers og efter at være blevet kontaktet af rumvæsenet Sam fra dette univers, stopper de deres arbejde og holder det hemmeligt. Men 10 år efter kommer de på sporet af et nyt matematisk geni, der er ved at udvikle nogle lignende algoritmer, og Bruno og Alison kontaktes igen af Sam, der kan berette om store katastrofer hos dem. Men så begynder algoritmerne at blive brugt som våben. Det er et rigtigt fedt koncept Egan har skruet sammen her, men hele præmissen fejler. Min forståelse af matematik som en ren abstraktion falder jo helt fra hinanden, når den blotte brug af en algoritme på en computer, skulle kunne få fysiske konsekvenser i den rigtige verden.

Glory af Greg Egan. Endnu en matematisk “hard sf” historie fra Egan. To forskere, Joan og Anne, kommer til planeten der er hjemsted for racen Noudah. De har taget form som dem og får kontakt med hver deres nation på planeten, hvor de får lov til under dække som indfødte matematikere, at undersøge de matematiske teoremer de nu uddøde forfædre, the Niah, til the Noudah har efterladt. Deres civilisation levede for millioner af år, med tilsyneladende det ene formål, at komme frem til den endegyldige matematiske sætning der skal fortælle “sandheden”. En imponerende space opera i kompakt format, hvor Egans matematiske ideer ikke overskygger et godt plot.

Finisterra af David Moles. Læseren kastes ind i en historie om Bianca der tager et risikabelt job på gasplaneten Sky, hvor hun skal hjælpe med at dræbe nogle gigantiske væsener der lever i planeten. Væsener der er så store, at hele samfund kan leve på dem. Spændende ide og den hyppige brug af spanske og arabiske ord gør novellen unik, men den kunne godt trænge til lidt finpudsning.

De to af Egans historier appellerer klart mest til min egen smag og Glory må blive min favorit. Som det skulle være kommet til udtryk, er jeg principielt lidt imod at blande eventyrs fantasy historier ind i Hugo Awarden, for det giver jo ingen mening, at skulle forsøge at sammenligne dem med fx Egans hårde science fiction. Men nu de er valgt med, kunne jeg godt sætte Chiangs historie som en anden mulig værdig vinder.

A Deepness In The Sky

A Deepness In The SkyVernor Vinge har fået adskillige awards for både romaner og noveller, hvilket også er tilfældet med denne løse prequel til A Fire Upon The Deep, og i øvrigt langt mere fortjent end for Rainbows End. Universet er det samme som i A Fire Upon The Deep, men adskillige tusind år før og da handlingen udspiller sig “the slow zone”, hvor det ikke er muligt at rejse hurtigere end lyset, står den alligevel alene, med små referencer til dem der har læst den anden bog.

Udgangspunktet er en ekspedition til en speciel On/Off stjerne, der har den egenskab at den i 213 år ud af 250 år ligger helt død, og producerer kun energi i de resterende 37 år. Der er to flåder på vej dertil fra hver deres fraktion af den menneskelige civilisation. Qeng Ho, et interstellar handelssamfund og the Emergents, der bygger deres kultur på at slavebinde menneskers sind med et kraftigt Focus, så de bliver hyperintelligente og yderst loyale overfor deres herre. Dette moralske dilemma og kampen mellem de to former, bliver et centralt diskussionsemne i romanen.
Da de to flåder når frem til On/Off-systemet, angriber de hinanden med katastrofale følger for begge parter. De er dermed tvunget til at samarbejde, men med the Emergents som dem der tager magten, for ingen af dem vil være i stand til at rejse hjem igen, så de bliver afhængige af den civilisation af intelligente edderkoppeagtige rumvæsener der lever på en planet i systemet (kaldet Arachna), og deres teknologiske fremskridt der er på et stadie svarende til vores i midten af det tyvende århundrede. Dermed er der en vis lighed med handlingen i A Fire Upon The Deep, hvor det var to børn der strandede på en planet og måtte hjælpe væsenerne der med deres teknologi, så de kunne komme hjem med deres rumskib. Det fremstår dog på ingen måde som om at Vinge genbruger ideer, for der kommer vidt forskellige historier ud af det. Først og fremmest med den klare forskel, at der ikke før til sidst er kontakt mellem menneskerne og rumvæsenerne, som skaber en helt anden type historie, men diskussionen af fordele og bagsider af teknologiske fremskridt er stadig et centralt emne.
Selvom det ikke er romanens fokus, så indeholder den også samme realistiske overvejelser ved de problemer der ved rumhandel uden overlyshastighedsmulighed som i Alastair Reynolds bøger, for det politiske system på en planet jo kan være væltet rundt adskillige gange når man vender tilbage et par tusind år efter, selvom det virkede som et fredeligt og stabilt samfund før. Der er heller ikke udødelighed i Vinges univers, omend man kan blive op til 400 år, men da folk er nedfrosset på de lange rumrejser, opnår de i praksis tusinder af års levetid og med spøjse følger som nogen der bliver “ældre” end deres egne børn og lignende. At det ikke er romanens fokus, men alligevel flettes godt ind i handlingen, viser en forfatter med stort overskud. Mange af elementerne er vel nok set før, men den kombination der former et fuldendt univers gør Vinge glimrende, ligesom med A Fire Upon The Deep.
Romanens mest interessante tema er derimod konflikten mellem de to samfundsformer og menneskesyn hos henholdsvis Qeng Ho og the Emergents. Grundlæggeren af Qeng Ho, Pham Nuwen (der i øvrigt er den eneste person der også optræder i A Fire Upon The Deep), har en drøm om en fælles interstellar handelsalliance der skal binde menneskeheden sammen, men eftersom det er the Emergents der har magten, må han leve i skjul og føre et stille men effektivt oprør. Selvom han har moralske problemer med the Emergents slavebindende Focus, så kan han heller ikke underkende dets effektivitet og hvordan det faktisk skaber fred.
En lidt tilsvarende kamp udkæmpes på planeten Arachna, hvor en genial videnskabsmand, Sherkaner Underhil, der godt nok skaber voldsomme teknologiske fremskridt, men han bliver også en anelse naiv og drømmende hvad det angår, og går imod samfundsordenen ved at få børn uden for den godkendte “fase”.

Der er desværre mange af romanens personer der forsvinder lidt i mængden og det er til tider ikke nemt at holde redde på, men heldigvis så træder de mest interessante personer også frem. Det er især Pham Nuwen og hans håndlanger Ezr Vinh, deres modstander – leder af the Emergents, Thomas Nau, og ikke mindst Sherkaner Underhil. Ellers er det simpelthen en fantastisk bog fra start til slut, og selvom den er lidt tung i starten, så stiger lysten til at læse videre desto længere man kommer ind i historien.
Den kan sagtens læses uafhængigt af A Fire Upon The Deep, men de bør stadig begge læses. Jeg glæder mig til at komme i gang med Vinges noveller, som jeg for nylig har anskaffet mig en antologi med.

Neuromancer

Neuromancer af William Gibson fra 1984 er en klassiker inden for genren og ikke mindst som startskuddet til cyberpunk bølgen. Romanen fik hele tre store priser da den kom frem; Hugo Awarden, Nebula Awarden og Philip K. Dick Awarden. Selvom cyberpunk som bevægelse og genre dødede ud for mange år siden, så har dets ideer haft stor indflydelse på genrens udvikling sidenhen. Særligt er emner som kunstig intelligens, overførsel af bevidsthed, cyberspace og sammensmeltning mellem det virkelige og det virtuelle, blevet en integreret del af genren. Disse ideer var ikke nye da Gibson skrev sin roman, men bogens popularitet har bestemt sat sine spor.

Hovedpersonen i romanen er Case. Han lever i det kriminelle undergrundsmiljø i Chiba i Japan. Han er tidligere såkaldt “cowboy” (en slags computercracker), men har mistet muligheden for dette da hans opkoblingstik til cyberspace er blevet ham frataget, fordi han prøvede at stjæle fra sin boss. Han støder dog på krigeren Molly, der som en anden Wolverine har fået indopereret lange knive i fingrene, som har et job til ham der samtidig giver ham evnen tilbage. Opgaven omhandler to kunstige intelligenser, som ikke kan udnytte deres fulde potentiale, da de er underlagt restriktioner fra Turing-politiet. Målet er at nedbryde en såkaldt ICE (det vi i dag vil kalde en firewall), der dog er så stærk at den kan dræbe dem der forsøger at bryde ind, og få de to AIs til at smelte sammen til en superintelligens.

Grundstrukturen med en afstumpet gangster med narkoproblemer der får en chance til for at lave sit livs forbrydelse, er vel ikke just original, men Gibsons måde at kombinere de mange teknologiske påfund så det virker selvfølgeligt og ikke påtvunget for handlingen, fungerer glimrende. Det fremstilles hverken som fremskridt eller tilbageskridt. Det er der bare og så må det bruges som det nu er muligt. Jeg har dog svært ved at se at Gibsons ideer om cyberspace skulle have været skelsættende for den måde World Wide Web endte med at udforme sig på, udover at den næsten anarkistiske tilgang til cyberspace har skabt et både overdrevent romantiseret og negativt fordømmende af undergrundens hackerkultur.
Gibsons skrivestil kan være lidt forvirrende, men hver sætning er velovervejet og gennemtænkt. Slang og specielle udtryk bruges flittigt uden nærmere forklaring. Kort sagt, så kom hjernen på mere arbejde end med “Hidden Empire”.

Hyperion

HyperionWauw! Det er altid noget særligt at læse en bog som virkelig lever op til de høje forventninger andre har sat ved at rose bogen, som flere gjorde her på bloggen da jeg havde købt serien i Malmø. Den vandt en Hugo Award for bedste roman i 1990 og sammenlignet med den seneste Hugovinder, Rainbows End af Vernor Vinge, kunne man godt få det indtryk at genrens litterære kvaliteter er faldet en del siden da. Der er i mere end en forstand lysår til forskel.

Historien udspiller sig i det 28-århundrede hvor mennesket har ekspanderet sig til utallige verdener, der alle er forbundet i et stort WorldWeb af såkaldte “farcasters” (ormehuller basalt set). Jorden er tilsyneladende væk da den omtales som Old Earth og man omtaler “the Big Mistake” hvor den blev ødelagt. Dette komplekse netværk og stort set al anden avanceret teknologi drives af en masse AIs i det mystiske TechnoCore, som ingen mennesker helt ved hvad laver. En krig med The Ousters, en slags transhumanister, er under opsejling og alle parter er tilsyneladende interesseret i planeten Hyperion og navnlig dets mystiske Time Tombs og den endnu mere mystiske The Shrike, der muligvis sidder med nøglen og årsagen til hele den interstellare krig der er på vej.
Midt i alt dette følger bogen syv pilgrimme der er på vej til Hyperion for at opsøge The Shrike, alle med hvert deres personlige formål der tilsammen samler et større puslespil. Disse syv pilgrimme fortæller hver deres historie og baggrund for at opsøge The Shrike, og dette udgør bogens indhold mens de syv foretager deres rejse. Den ene historie mere fantastisk end den anden. Der er en præst der er bekendt med et lille stammesamfund på Hyperion, the Bikura, der tilbeder det kristne kors på en underfundig måde. En tidligere soldat der har oplevet en fremtidsvision på Hyperion hvor han havde sex med en betagende kvinde midt et blodblad. En digter der prøver at færdigskrive sit episke digt om Hyperion. En mand hvis datter kom ud for en ulykke i the Time Tombs der gjorde at hun mistede hukommelsen i takt med at hun blev yngre. En privatdetektiv der tog en opgave fra en cybrid (en menneskeklon styret af en kunstig intelligens), der viser sig at være en klon af digteren fra John Keats der skrev et digt kaldet Hyperion tilbage i 1818 og er dermed af stor interesse for en kirke der følger The Shrike. Og en diplomat der agerer som dobbelt agent, med en ukendt dagsorden.
Egentlig er bogen kun et forspil, da den slutter når pilgrimmene er nået frem til deres mål og fortsættelsen er så i næste bog, The Fall of Hyperion.

Der er mange ting at rose ved dette værk, men først og fremmest Dan Simmons måde at fortælle på og den verden det finder sted i. Man får ikke det indtryk at det er en konstrueret verden kun til at fortælle denne historie, men derimod at der er et stort og komplekst univers der kunne rumme utallige historier, og denne kun er en af mange. Hans sprog og fortællestil giver en en trang til at gå ned i tempo og nyde hver sætning i dets fulde. Han spiller konstant på dobbeltheder og vender ens forestillinger på hovedet. Et godt eksempel herpå fra starten af bogen:

… and constantly moving hands sporting fingers long enough to serve a concert pianist. Or a strangler.

Og for også lige at citere en anmeldelse fra Proxima nr. 54 af Jan Bæk:

Kan man tage en roman alvorligt, når den slutter med at hovedpersonerne – efter alle at have mistet det, der har betydet allermest for dem her i livet – vandrer døden i møde arm i arm syngende Troldmanden fra Oz som en anden flok Judy Garland’er?

Ja for pokker! Man må jo straks i gang med The Fall of Hyperion. Alt andet vil være ulideligt.

Year’s Best SF 12

Year's Best SF 12Den tolvte udgave af Year’s Best SF har 26 noveller fra år 2006. Der er mange af de samme navne med som i nummer 11 og selvfølgelig i meget samme stil, med en vægt på den traditionelle novelleform og hård sf.

Første novelle, Nano Comes to Clifford Falls af Nancy Kress, giver ikke et særlig godt førstehånds indtryk. Det handler om nanomaskiner der kan lave alt ud af mere eller mindre ingenting, hvilket foresager samfundets totale forfald til anarki, da ingen jo gider at arbejde eller opføre sig ordentligt, når alt kan laves via nanomaskiner. En sådan historie kunne måske gå an da nanoteknologi stadig var en ny ide, men i dag er en sådan historie meget banal og forudsigelig, og den kunne være udført mere elegant end at skære problemet ud i pap for læseren. Sjovt nok har den næste novelle (Brother, Can You Spare a Dime? af Terry Bisson) det præcis modsatte syn om en fremtidsverden hvor robotter uden omkostninger sikrer alle menneskelige behov. Nebula vinderen When Sysadmins Ruled the Earth af Cory Doctorow er jo ganske sjov når man selv har arbejdet som systemadministrator, men den ellers udmærkede historie drukner desværre til tider i at han vil have så mange tekniske udtryk og netslang ord med som muligt. Det er selvfølgelig ikke meningen at gennemgå alle noveller, men lige de tre var værd at starte med.
Der er selvfølgelig nogen man mindes bedre end andre, blandt andet Home Movies af Mary Rosenbaum om en kvinde hvis arbejde består i at opleve noget for andre, for derefter at fjerne mindet permanent fra hende selv og overføre det til køberen. En spændende ny vinkel på overførsel af bevidsthed. Alastair Reynolds bidrag med Tiger, Burning er fyldt til randen med fantastiske ideer om kosmos, som af mangel på bedre dansk term – “makes your head spin.”

For at citere en anmelder på Amazon, “nano comes up alot”, hvilket der er noget om, da “nano” bliver sat ind som forklaring i en del historier for at opfylde et eller andet nærmest magisk fænomen. Det virker lidt fantasiløst, men det bliver nu brugt forskelligt: nanoteknologi som skyld i civilisationens undergang (Nano Comes to Clifford Falls), nano til kopiering af minder (Home Movies), selvreplikerende nants der overtager verden (Chu and the Nants).

I forordet skriver Hartwell at dette års tema var “recovering from disaster”, hvilket passer næsten for godt og man mistænker ham lidt for helt bevidst, at have udvalgt mange af novellerne efter det kriterie. En del af historierne er egentlige dommedagsfortællinger om de overlevende, og en del andre noveller har katastrofer i større eller mindre omfang som tema. Fra de mere symbolske som i Dawn, and Sunset and the Colours of the Earth til en (næsten) klassisk invasion fra rummet, Preemption. Der er længere mellem de positive og humoristiske historier i år i hvert fald.

Jeg bemærkede også at kvinder er godt repræsenteret. Både som hovedroller i mange af novellerne og med 7 kvindelige forfattere, hvilket forholdsmæssigt må siges at være mange. De skriver ofte med udgangspunkt i stærke selvstændige kvinder. Kamaron Hurley tager det endda så langt til at skrive en historie om kvinder der bogstaveligt talt overtager verdensherre(kvinde?)dømmet i The Women of Our Occupation.

Min konklusion bliver at som helhed var dette en bedre samling noveller end sidste år. Mængden af gode noveller er ganske enkelt højere. Og for 90kr er det stadig et glimrende køb hvis man ikke er belæst i årets numre af Asimov’s, som langt de fleste af historierne er fra. En komplet liste af novellerne kan findes her.

Og nu har jeg snart lyst til and og flæskesteg. God jul til alle sf fans og bloglæserne!