Anja C. Andersens Rosenkjær-foredrag

Astrofysiker Anja C. Andersen fik i 2006 DR’s Rosenkjærpris og har i den anledning lavet seks gode foredrag om universet. Man kan læse mere om hende og disse foredrag, samt høre dem og downloade dem som mp3 på dr.dk
Udover Jens Martin Knudsen, som i øvrigt også har lavet Rosenkjær-foredrag, er hun vel det nærmeste man kan komme på en kendt dansk astronom. Men det er også forståeligt, da hun er veltalende og kan appellere til andre end fagfolk på området. Disse foredrag er også niveaumæssigt rettet mod almindelige mennesker.

Hvert foredrag har et godt spørgsmål som titel, som hun så tager udgangspunkt i. Og det viser sig jo at man komme vidt omkring i astronomien på noget der ellers lyder som et ligetil spørgsmål. I første foredrag holder vi os nede på Jorden og taler om stjerneskud og meteoritter, og så går de efterfølgende foredrag gradvist op i skala til at omhandle stjernerne, galakserne, hele universet og hun slutter til sidst af med at tale om intelligent liv i universet.
God ide at bygge det op på den måde og det giver en sammenhæng, men de kan nu sagtens lyttes til hver for sig.

Hvad jeg specielt godt kan lide ved hendes foredrag er, at hun ikke bare forklarer hvordan det hænger sammen, men også fortæller baggrunden for hvordan man har fundet ud af det og hvorfor det interesserer astronomer så meget. For ofte i bøger eller i tv-programmer får man blot de simple fakta, der jo sikkert er rigtigr nok, men jeg kan godt lide at man også hører lidt om hvordan man har fundet frem til den teori og hvad rationalet er bag at den virker sandsynlig. Det giver nemlig rigtig forståelse og ikke bare noget fakta man har hørt.

De kan bestemt anbefales til alle astronomiinteresserede, og også til folk der måske også ved en del i forvejen. Jeg lærte selv måske ikke så meget ny viden, da jeg længe har været interesseret i astronomi, men jeg har da fundet mere ud af hvordan forskerne har fundet frem til disse ting.

Og så fandt jeg lige ud af at DR har linket til denne blog på en gammel temaside om science fiction :-)

Universet – illustreret opslagsværk

UniversietTid til noget faglitteratur. Jeg fik dette værk i julegave og har nu haft noget tid til at bladre den lidt igennem, da det jo ikke er noget man læser fra ende til anden. Det er som titlen anslår, et omfangsrigt opslags til noget så omfattende som hele universet og rigt illustreret.

Det er jo ambitiøst med en bog der forsøger at forklare hele universet, men resultatet er nu ganske godt. Den kommer bredt rundt om alle emner, så alle kan blive klogere, men selvfølgelig vil man helt i dybden med enkelte emner, skal man nok finde specielle bøger om emnet.

Værket er inddelt i fem sektioner. Først gennemgås komplekse emner som astrofysik, relativitetsteorien, Big Bang osv., og derefter en historisk oversigt over astronomiens udvikling.
Næste store del handler om vores eget solsystem, hvor solen og alle planeterne fint gennemgås, samt fænomener som kometer, asteroider og kuiperbæltet.
Så bevæger vi os videre ud og ser på resten af Mælkevejen og dets astronomiske fænomener som stjernetåger og lignende. Og derefter videre ud til andre galakser og resten af universet i en kortere del.
Sidste del, der også fylder mest, er en guide til den nattehimmel vi kan se fra Jorden. Alle dele af nattehimlen og de stjernetegn og fænomener man kan observere forklares. Selvom jeg sagtens kan forstå grundlaget for sådant et afsnit, så vil jeg nu alligevel sige, at hvis man står og vil kigge på nattehimlen i fx sit sommerhus, så er det ikke lige denne klods af en bog man vil stå og fumle med, men snarere en mindre og mere kompakt guide til den danske nattehimmel.

Hele bogen er meget farverig og med et moderne magasinagtigt layout, hvor man har korte afsnit og faktabokse til at forklare tingene hjulpet på vej af illustrationer og billeder, fremfor lange tunge tekstpassager. Det fungerer glimrende og uden at det bliver helt overfladisk som det fx kan blive i et populærmagasin som Illustreret Videnskab. Dog er det selvfølgelig skrevet så de fleste astronomiinteresserede kan være med, omend jeg nu ikke vil kalde det en “begynderbog”.
Det er et godt og solidt opslagsværk til astronomiinteresserede, og dermed måske også nogen science fiction læsere, der godt vil have en bog de kan slå op i eller bare bladre lidt i, uden at have brug for andre bøger end den.

Der har selvfølgelig et solidt register og interne henvisninger i afsnittene til andre dele af bogen med relaterede emner, som et sådant værk jo skal have.

Eater

EaterBag denne titel af Gregory Benford der ikke just lyder som science fiction, gemmer sig en rigtig hard science fiction thriller, skrevet af en mand der til daglig er fysikprofessor ved et universitet i USA. En spændende og meget videnskabelig “first contact” historie, der sætter fokus på hvordan videnskabsmændene vil takle sådan en opdagelse.

Et mystisk astronomisk fænomen opdages af nogle astronomer, der går igennem den sædvanlige videnskabelige metode, men indser hurtigt at det her ikke er et fænomen de kan forklare gennem tidligere opdagelser. Det viser sig at være et intelligent væsen, der er på vej mod Jorden og ønsker at konversere med menneskeheden. Og det ender med at sætte kloden og den menneskelige civilisation på historiens største prøvelse.
Minder lidt om et Star Trek afsnit på en måde. En opdagelse af et nyt intelligent væsen der først fascinerer videnskabsfolkene, men bagefter sætter alle over for nogen svære moralske valg.

Hele bogen fortælles gennem videnskabsfolkenes vinkel, og det er tydeligt at læse at det er et sådan miljø Benford kommer fra. Første halvdel af bogen får man nok mest ud ad hvis man har lidt grundlæggende viden om astronomi og astrofysik. Det er ikke alle science fiction forfattere der vil blive så videnskabelige i deres tekster, men Benford er tydeligt på hjemmebane. Som historien skrider frem bliver det dog mere en thriller og ender i en slags katastrofefilm.
Det fungerer glimrende at Benford kun fokuserer på at skildre begivenhederne gennem de videnskabsfolk der opdagede fænomenet, selvom der i sådan en historie om første kontakt med rumvæsener jo er rig mulighed, for at inddrage mange andre og mere brede samfundsvinkler. Den minder mig en del om Carl Sagans Contact, men denne lighed kan da vist kun være en hyldest fra Benfords side, da personerne i bogen direkte omtaler Carl Sagan med megen respekt.

Så sammenfattet, en spændende videnskabelig hard science fiction thriller, der skildrer videnskabsfolks arbejde og tilgang til ukendte problemstillinger fra rummet. Benford skriver også i et efterord til romanen, at det var en del af hans formål med Eater.

Contact

Contact
Denne film af Robert Zemeckis baseret på bogen af samme navn skrevet af Carl Sagan, har haft overordentlig stor betydning for min interesse for science fiction og astronomi, da jeg så den første gang da jeg var 12-13 år gammel. Det er mange år siden jeg sidst så den, så det var et rart gensyn med denne DVD-udgivelse, selvom jeg nu har set filmen fire gange på kort tid (selve filmen plus 3 kommentarspor). En særlig objektiv kritisk bedømmelse af filmen er jeg nok ikke i stand til at give, grundet mit forhold til filmen.

Filmen handler om den dygtige radioastronom Ellie Arroway der desperat kæmper mod skeptiske ledelser for at bruge radioteleskoper til et SETI-program (søgen efter intelligent liv i universet), men kort inden hendes program bliver lukket ned gør hun en ekstraordinær opdagelse. Et signal fra stjernen Vega tyder på intelligent liv uden for solsystemet. I signalet gemmer sig instruktionerne til at bygge en maskine der tilsyneladende gør det muligt for en person at rejse til stjerne Vega.

Det er den slags science fiction film der desværre bliver lavet for få af. Baseret på en rigtig god bog, solidt videnskabeligt funderet og inden for rammerne et realistisk handlingsforløb. Og i mine øjne er det den bedste film af slagsen. Man holder sig til bogen på de væsentligste punkter, men lader stadig filmen være film og tilpasser dermed historien til de egenskaber en film nu har for at fortælle en historie.

Kommentarsporet med Jodie Foster, der spiller Ellie Arroway, er ganske godt. Hun fortæller selvfølgelig om sin rolle i filmen og hvordan arbejdet var, specielt med at mange scener der ser simple og enkle ud faktisk kunne tage mange dage at optage. Derudover kommenterer hun også filmen og dens temaer generelt, og det er tydeligt at høre at hun personligt også synes ganske godt om filmen, og roser Zemeckis en hel del.
Det andet kommentarspor med Zemeckis og Steve Starkey er desværre ikke så godt som man kunne håbe. De taler selvfølgelig en del om deres valg med at lave en scene på den måde, bruge den skuespiller og den slags, men bruger også en hel del tid på blot at kommentere gode dele af filmen. Ros jeg selvfølgelig er enig i, men det er lidt overflødigt. Det er dog stadig bestemt værd at høre, for de er ikke kedelige at høre på eller noget, og kommer da vidt omkring deres ideer og budskaber med filmen.
Sporet med de to special effects folk, Ken Ralston og Stephen Rosenbaum, er selvfølgelig som et sådant forventes at være. Teknisk snak om hvor de har lavet effekter man måske ikke lige umiddelbart bemærker, hvordan de er lavet osv., uden at det bliver overdrevet, men stadig nok primært for interesserede.
Hvad der går igen i alle kommentarsporerne er filmens megen brug af computermonitorer og TV-skærme. Jodie Foster taler om hvor svært det var at lave skuespil op imod noget på en skærm, instruktøren om hvad meningen var med at bruge så mange skærme og selvfølgelig effektfolkene om hvordan de rent faktisk lavede det.

Konklusionen må være at jeg ikke kan anbefale denne film nok. Jeg forstår ikke at den kun blev nomineret til en enkelt Oscar for lydeffekter, men da Zemeckis vandt en masse for Forrest Gump er der jo noget i Hollywood med at man ikke lige vinder en masse med sin næste film. Desuden var det også samme år som Titanic fik de mange Oscars. Tilgengæld vandt den blandt andet en Hugo Award og en Saturn Award.

Pandora’s Star

Pandora's StarDet er gået noget langsommere med læsningen efter studiet startede igen og det bliver ikke bedre når det er en bog af Peter F. Hamilton man prøver at komme igennem, da han jo er yderst kendt for at skrive murstensbøger på godt over 1000 sider. Men nu er jeg altså blevet færdig med Pandora’s Star som er første del i The Commonwealth Saga hvor anden og afsluttende del hedder Judas Unchained. Det er ligesom The Night’s Dawn Trilogy (NDT) space opera i stor stil med et væld af personer med hver deres små sidehistorier og en fremtidsverden hvor menneskeheden har koloniseret adskillige stjernesystemer, og jeg kommer til at sammenligne en del med NDT her i indlægget. Selvfølgelig bør et værk dømmes på sine egne præmisser og ikke op imod et andet, men grundet de mange ligheder er det en god referenceramme.

Pandora’s Star finder sted i samme univers som (den efter min mening temmelig ringe) Misspent Youth nogle hundrede år efter, men der er ingen umiddelbar grund til at læse den først, da den kun giver lidt mere information om den behandling der gør at folk kan leve evigt. Menneskeheden har koloniseret flere hundrede planeter som alle er forbundet i et netværk af ormehuller der gør rejser mellem planeterne øjeblikkelig. Samfundet er generelt roligt og stabilt, hvor folk nyder godt af at kunne blive gjort unge igen så snart de er ved at blive for gamle, og dermed i praksis leve så længe de vil. En dag opdager en astronom at en stjerne pludslig bare forsvinder på en brøkdel af et sekund og dermed udelukker muligheden for en evt. supernova, hvorefter teorier om at et slags kraftfelt er blevet sat til omkring stjernen og så søsættes et projekt til at bygge et rumskib der kan flyve hurtigere end lyset til at rejse de over 600 lysår for at undersøge sagen. Teorierne går på at enten er kraftfeltet bygget for at holde nogen indespærret i solsystemet eller at det er bygget som et forsvar. Det viser sig at være det første og under mystiske omstændigheder bliver væsenerne i systemet sluppet fri, hvor de nærmest øjeblikket indleder et massivt angreb på menneskenes planeter i et rent blodbad. Dermed synes jeg det ligner NDT en del hvor resten af historien umiddelbart kommer til at være en kamp for menneskeracens overlevelse, men hvor det i NDT var os selv der var truslen, er det nu en ydre trussel.
Trods disse ligheder får Hamilton dog en spændende ekstra vinkel ved at inddrage en konspirationsteori i plottet, med en gruppe der kalder sig The Guardians Of Selfhood der mener at menneskeheden bliver styret af et rumvæsen kaldet The Starflyer og at den også har planlagt dette angreb. I starten bliver det fremstillet som en temmelig langt ude konspirationsteori, men som historien skrider frem er der flere og flere ting der virker underlige, og konspirationsteorien bliver taget mere og mere seriøst blandt bogens hovedpersoner.
Men for at vænne tilbage til sammenligningen med NDT, så har Pandora’s Star også en større samling hovedpersoner og bifigurer, der alle sammen har hver deres lille del i det store plot og som historien skrider frem begynder disse at flette sammen. Listen over disse personer foran i bogen bliver yderst behjælpelig, og med hele 43 listede personer er det vel ikke overraskende at det kan blive temmelig komplekst til tider. Dog er det færre end i NDT og det gik også noget hurtigere med at kunne se sammenhængen i alle sidehistorierne. I NDT er der også en klar helterolle med Joshua Calvert, hvilket der ikke rigtigt er i Pandora’s Star. Der er selvfølgelig en række hovedpersoner der hver især har lagt grobund for at kunne udrette noget stort, men det er ikke en enkeltmandsmission.

Hamiltons skrivestil er som man kender den og han skriver selvfølgelig stadig glimrende, omend jeg synes det er ved at ligne noget der er nærmest formaliseret og tempoet er noget svingende. Man savner måske lidt at han prøver noget nyt som han fx gjorde i Fallen Dragon som jeg fandt rigtig god, men at kunne strikke en så kompleks og omfangsrig space opera sammen skal man nu stadig ikke se gennem fingre med. Universet og samfundet han har skabt er gennemarbejdet og troværdigt, dog uden at vi rigtig kommer i dybden hos de mindre samfund. Han har trods alt begrænset sig i omfang i forhold til NDT og der går hermed selvfølgelig nogle detaljer tabt, men så fokuseres der også mere på selve plottet. En sidste lille ting der kan nævnes er de mange sexscener der altid har en fast plads i hans bøger, hvor jeg nu synes at de faktisk bringer historien lidt videre og ikke virker så påklistrede.

Det må jo hellere understreges at dette kun er første halvdel af et samlet væk, så det svarer vel til at omtale en halvlæst bog. Så jeg vil ikke drage for store konklusioner, men ser selvfølgelig frem til at læse videre i Judas Unchained og håber så på det ikke bare bliver en lang krigshistorie. Der er jo stadig mange spændende ubesvarede spørgsmål, primært anliggende hvorfor dette kraftfelt blev bygget og hvem der gjorde det, og ikke mindst hvorfor nogen tilsyneladende med vilje har sluppet de farlige rumvæsener løs på menneskeheden, og om konspirationsteorien holder.

8 planeter

De fleste har sikkert hørt det, men jeg vil lige give mine kommentarer til beslutningen om at vi nu kun har 8 planeter i solsystemet og at Pluto og andre mindre planetlignende objekter nu skal katagoriseres som dværgplaneter.
Det er jo gået lidt frem og tilbage, hvor det blot for et par dage siden kom frem at nu skulle vi forholde os til 12 planeter i solsystemet. Det gik åbentbart ikke og nu lader det til at man er endt på de 8. En meget passende beslutning i mine øjne. Så forbliver antallet af planeter nok rimelig fast og de mange større klumper af sten og is i asteroidebæltet, oortskyen og kuiperbæltet bliver ikke rodet sammen med de almene planeter, men kan nu kaldes dværgplaneter.
ScienceBlog.dk er der flere indlæg om emnet.