Asimov’s, April/May 2010

Asimovs April May 2010Dette dobbeltnummer rummer både kedelige langsomme historier og nogen der vækker højlydt latter. Dobbeltnumre plejer at give plads til kortromaner og dem er der hele tre af. Brian Bieniowski har lånt redaktørspalten til at skrive om b-sider på gamle plader og relaterer det til science fictions betydning og Robert Silverberg kommer med anden del af sin artikel om “showing and telling”.

Det er sjældent at debutanter kommer med en kortroman, men det er Gregory Norman Bossert sluppet ganske godt fra med The Union of Soil and Sky der følger en gruppe arkæologer på planeten Aulis, hvor de prøver at grave så meget frem af en gammel civilisationen inden minedriften går i gang. De finder selvfølgelig noget, og der er lidt drama frem og tilbage som der nu skal være. En standard historie med et velkendt forløb, men en god en af slagsen, der viser en kommende forfatter med godt underholdningspotentiale.

Udødelighed er ikke et dødt tema i genren, og Molly Gloss tager den åbenlyse problematik op med Unforseen, hvor det er et forsikringsselskab der afgør om de døde skal vækkes tilbage til live igen. Der er nemlig ufattelig mange undtagelser og regler, at det i praksis kun er yderst sjældne dødsulykker, hvor den afdøde rent faktisk bliver livet op igen. Vi følger Forbes Kipfer, en ansat i dette forsikringsfirma kaldet NewLife, der har en klientsamtale med en hvis mor lige er død i en ulykke. Forfatterens pointe med novellen er ret tydelig fra starten, så der er ikke de store overraskelser undervejs, men den er bestemt værd at læse alligevel.

Eugene Fischers Adrift er en tydelig kommentar til en flygtningeproblematik, hvor folk fra fattige lande bliver lovet at blive smuglet til et vestligt land mod uhyre stor betaling, men de kommer sjældent frem i live. Science fiction delen i historien er næsten ligegyldig, men tre unge flygtninge bliver fundet i en container midt ude på havet. Det viser sig at de har været heldige, fordi den ældste havde leget med lidt elektronik i containeren for at få noget lys, hvilket gjorde at det automatiske transportsystem fejlede, og deres container blev taget ud til manuel inspektion. Var det ikke sket, ville de være døde under turen, der varer langt længere end de var blevet fortalt i Congo hvor de er flygtet fra. Selvom det egentlig er tydeligt at forfatteren har smidt et lille science fiction element ind, bare for at der skulle være et, for at kunne skrive en politisk kritisk historie, så fejler hans evner som forfatter bestemt ikke noget.

Nok den længste novelletitel jeg har set er Tim McDaniels They Laughed at Me in Vienna and Again in Prague, and Then in Belfast, and Don’t Forget Hanoi! But I’ll Show Them! I’ll Show Them All, I Tell You!, der samtidig også er en af de morsomeste historier jeg har læst længe. Vi følger en skingrende vanvittig, men tydeligvis genial, videnskabsmand, der fra 1954 til 2034 præsenterer den ene fantastiske opfindelse efter den anden på the World Science Conference, men publikum griner bare af ham, for det er ikke helt tydeligt om hans opfindelser faktisk virker eller ej. Den bør man altså læse hvis man kan komme til det!

Nummerets anden kortroman, Mindband af Pamela Sargent, fangede desværre ikke rigtig min interesse. Chris Szekely vender tilbage til byen Hannaford, hvor for nogle år siden en bro kollapsede under en demonstration, hvor hun var med, men overlevede. Hun er overbevist om at det mystiske firma MindData Associates havde et ansvar for ulykken. Bygget op som en science thriller med stærke personbeskrivelser, men jeg fandt historien langsommelig og uinteressant i længden.

Malick Pan af Sara Genge er lidt i samme stil som et par andre historier hun har skrevet til bladet, om børn eller unge i en post-apokalyptisk verden. Novellen er også en tydelig reference til Peter Pan, ikke blot fordi hovedpersonen er en dreng der hedder Pan, men fordi han ikke vil vokse op. Her er forklaringen dog at han har nanorobotter i sig der faktisk sørger for at han ikke vokser, fordi i den verden han lever i, er det bedre at være lille.

Jeg har svært ved at kalde Barry B. Longyears Alten Kameraden for alternate history, selvom den foregår i slutningen af anden verdenskrig, hvor sniperen Kurt Wolff – der betegnes som gammel soldaterkammerat med Adolf Hitler fra første verdenskrig – sættes til at reparere en ventilator i Hitlers bunker. Vi er mere ovre i almindelig historisk fiktion, for der kommer ikke nogen alternativ historie ud af det. Ikke nogen dårlig historie som sådan, jeg er bare personligt snart træt af historier om anden verdenskrig.

I Robert Reeds Pretty to Think So følger vi en familie hvor faderen må fortælle sin søn at de skal Disneyland midt om natten, fordi han ikke kan fortælle at præsidenten lige har sagt på tv at en dommedagsmeteor falder ned ud for USAs østkyst om få timer, og folk rådes til at flygte. Historien skifter dog til nogle astronomer og det bliver klart at det med meteoren blot er et cover for noget ganske andet. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skulle mene om denne historie. På den ene side rummer den nogle fede overraskende idéer, men samtidig er historien meget kort og kunne være en skitse til noget der burde være længere og mere fyldestgørende.

Sidste kortroman, Jackie’s-Boy af Steven Popkes, er en meget speciel historie. Ligesom i Sara Genges historie følger vi en dreng i en post-apokalyptisk verden. Det antydes at en dræbende virus har dræbt det meste af klodens befolkning. Drengen bliver venner med den talende elefant Jackie og drager sammen med hende ud af zooen og ud af byen, i håb om at finde et sted hvor Jackie kan leve med sin kommende unge. De kommer ud for mange farer og bliver gode venner undervejs. Bortset fra baggrunden med en ødelagt verden, kunne det lyde som en Disney-historie, men der er gode science fiction idéer i og historien er både velfortalt og brutal, og altså alt andet end børnevenlig.

Asimov’s, April/May 2009

Asimov's April/May 2009Asimov’s Science Fiction har rundet de 400 numre med dette dobbeltnummer. Med næsten 200 tætskrevne sider er der mange timers læsning. To kortromaner, to novelettes og seks noveller.

Brian Stableford åbner med den fjerde og sidste kortroman om John Dee og hans æterrumskib, The Great Armada. Tredje del (fra Asimov's, July 2008) sluttede med at en invasion af rumvæsener fra Månen var på vej. Francis Bacon bliver involveret i forsvaret mod denne invasion, og får hjælp fra andre af tidens historiske personligheder som Sir Walter Raleigh og John Dee. Historien er velkendt moderne science fiction, hvor en stor del foregår i rummet, men sat ind i en ramme fra 16-hundredetallet. Det fungerer godt og jeg håber værket bliver udgivet samlet på bogform, så man kan læse alle fire kortromaner i sin helhed.

I en verden hvor anonymitet ikke eksisterer og oplysninger om navn og baggrund på alle man møder, er øjeblikkelig tilgængelig via ansigtgenkendelsessoftware i ens netopkoblede briller, er en person der ikke popper frem i systemet et sjældent syn. Derfor undrer de to hovedroller i Robert Reeds True Fame sig også en del, da de spotter sådan en mand på en restaurant. Plottet får et overraskende twist til sidst og Reed holder læserens interesse fra start til slut.

Usynlige fantasivenner, og at de muligvis ikke er ren fantasi alligevel, er ikke et ukendt tema i de fantastiske genrer. Men Kate Wilhelms An Ordinary Day with Jason er nu noget speciel, da” vennen” her er en trappe der på magisk dukker op og så er den slet ikke usynlig for de andre. Historien er spøjs på en lidt interessant måde, men heller ikke meget mere end det.

I Atomic Truth af Chris Beckett er alle også udstyret med briller der ligger et kunstigt virtuelt lag ovenpå virkeligheden, lidt ligesom i Vernor Vinges Rainbows End. Alle på nær Richard. Der bliver set skævt til ham, men han mener selv han ser verden som den i virkeligheden er, da alle andre lever i deres egne kunstigt skabte virkeligheder. Kommentaren til vort samfund og det stigende forbrug af mobile enheder forbundet til Internettet, er mere end tydelig fra forfatterens side. Idéen fungerer langt bedre i denne novelle end i Vinges roman.

Eileen Gunn og Michael Swanwick har fået sneget en fantasyhistorie ind i dette nummer. The Armies of Elfland handler om elvere der er knapt så venlige igen, da de ødelægger vores verden ud af ren kedsomhed. En ung pige der bliver taget til fange som tjener for elverdronningen, ender med at bekæmpe dronningen efter hun har fundet frem til elvernes svaghed. Et alt for tyndt plot sat i en verden der virker som revet ud af en større sammenhæng.

Jack Skillingstead har det med at skrive historier om fortabte ensomme personer og hvor historien aldrig gør det helt klart, hvad der er virkelighed og hvad der er vrangforestillinger. Human Day er ingen undtagelse. Raymond har levet under jorden i snart et år, efter at et videnskabeligt eksperiment han udførte endte katastrofalt og dræbte hans datter. Han har bygget en robothund som han sender op til overfladen, men kan han stole på de billeder robotten sender tilbage? Ligesom Skillingsteads andre historier er de fascinerende på deres egen måde, men heller ikke til at blive klog på.

Pas på hvad du ønsker dig, du får det måske. Den slidte pointe forsøger Deborah Coates sig med i Cowgirls in Space, og resultatet er desværre ikke synderligt interessant. Udgangspunktet er seks veninder der i forbindelse med et fund af en mystisk genstand i Kina, i flashback ser tilbage på en tid hvor de kom i besiddelse af en lignende genstand. En genstand der tilsyneladende kan opfylde alle slags ønsker. Måske vil man som kvinde bedre kunne se noget interessant i dynamikken i denne venindegruppe og i skildringen af deres personlige udvikling, rigtige og forkerte valg osv., men det må være gået henover hovedet på mig.

Damien Brodericks This Wind Blowing, and This Tide er en sørgelig skildring af Sam Parks sorg over tabet af sin søn. En sorg der, glimrende udført af forfatteren, bliver kædet sammen med opdagelsen af et rumskib på Titan, der har ligget i stase i millioner af år og på mystisk vis er overdynget med blomster – angiveligt fra Jorden. Anbefalesesværdig.

Nancy Kress plejer at bidrage med lange historier, men den korte humoristiske Exegesis er i en helt anden boldgade. Novellen er udformet som uddrag af et slags opslagsværk fra forskellige tider – fra 1950 til 2850. Alle omhandlende det kendte citat fra filmen Gone With The Wind – “Frankly, my dear, I don’t give a damn.” Som tiden går, ser vi hvordan sætningen bliver fordrejet, misforstået og vendt på hovedet.

Jeg har en svaghed for historier med arkæologi og gamle uddøde civilisationer, så jeg glædede mig til den sidste novella i dette nummer, The Spires of Denon af Kristine Kathryn Rusch. Det er rigtig tidsløs adventure science fiction, af typen der nok ikke vinder priser, men som underholder, beskriver en spændende verden og er god som hyggelæsning i en weekend. Historien følger en ekspedition ind i byen Denon, ledet af forskeren Dr. Reese og med følgeskab fra blandt andet huledykkere og en sikkerhedsekspert. Der er ikke rigtig andre end Dr. Reese der ved hvad ekspeditionen går ud på, men angiveligt håber hun på at finde nogle gemte huler med en masse kulturskatte i. Plottet er ikke så originalt for den slags historier; et taktisk drama om hvem der har hvilken dagsorden og hvem der afslører hvem, men det virker og jeg følte mig i hvert fald godt underholdt.

Sheilla Williams’ redaktionelle indledning er selvfølgelig i anledningen af 400-nummerjubilæet et tilbageblik på magasinets historie, Robert Silverberg har genlæst A. E. van Vogts The World of Null-A og Norman Spinrad har et længere essay om Tom Dischs forfatterskab.

Hidden Empire

Hidden EmpireKevin J. Anderson er en amerikansk forfatter der primært er kendt som spinoff forfatter til bøger i universer som Star Wars, Dune og X-Files. Hidden Empire er første bog af i alt syv bøger, hvor den sidste kommer til sommer, der udgør en samlet serie kaldet The Saga of the Seven Suns, og må siges at være hans mest ambitiøse projekt af original fiktion. Der er noget dragende over gigantiske space opera værker der strækker sig over adskillige tusind sider, men der er også god grund til at være skeptisk overfor lige denne serie. At man fra starten beslutter sig for at skrive syv store bind og udgive ca. en om året lugter lidt af penge, og det bekræfter denne første bog desværre også. Jeg har set mange kritiske anmeldelser af især de første par bøger, mens de efterfølgende i serien er anmeldere mere begejstret. Men mon ikke dette blot skyldes at det kun er dem der synes om serien, der har valgt at læse videre.

Det hele starter ganske fascinerende. Vi er det i 25ende århundrede, mennesket har koloniseret et utal af planeter, har teknologi der gør rumrejse hurtigere end lysets hastighed muligt og har skabt kontakt til en anden stor civilisation, Ildirans. Arkæologer har på en planet funder noget avanceret teknologi fra en race der uddøde for tusinder af år siden, der gør det muligt at lave en gasplanet om til en stjerne og dermed muligt at bosætte sig på månerne. Dette forsøger man og eksperimentet går godt. Men lige som månerne er ved at være beboelige for kolonisterne, bliver de angrebet af nogle kraftfulde væsener, der bliver benævnt som Hydrogues, der på kort tid pulveriserer månerne og den rumstation der var ved planeten. Derefter bliver diverse minestationer der høster råstof til det brændstof alle rumskibe bruger – “ekti” – angrebet på samme fatale måde, uden at rumvæsenerne giver sig selv eller deres krav til kende. Dette er umiddelbart hovedkonflikten for historien, men der er heldigvis andre mere spændende ideer og sideplots, som jeg håber kommer til at blive mere centrale, for det er svært at forestille sig 6 yderelige spændende bøger med det tynde hovedplot.

Der er et utal af kritikpunkter at fremhæve, så jeg ved dårligt hvor jeg skal begynde. Det værste er nok personskildringen, der indtil videre er flad, stereotyp, kedelig og generelt er de fleste personer temmelig usympatiske og enøjede. Et persongalleri i et sådant værk skal selvfølgelig have lidt af det hele, men selv de usympatiske personer bør have en vis dybde og nuancering i deres karakterer. De træder ikke udover deres fastlåste rolle i handlingen og eksisterer nærmest ikke udover deres arbejde. Der er generaler der bare er krigsliderlige og arkæologer der kun er interesseret i gamle ruiner, og sådan er det med alle de øvrige personer. Det kan selvfølgelig komme senere hen i de næste bøger, men en forfatter burde da være klar over at den slags problemer vil der være med første bog i en lang serie, og det burde man så kompensere for, ved i hvert fald at have et par solide hovedfigurer man følger mere end de andre og som kan binde bogen sammen. Efter denne første bog er alle personer beskrevet lige overfladisk og virker lige vigtige/ligegyldige. Det samme kedelige indtryk er også gældende for hans verdensbeskrivelse. Til “Hyperion” skrev jeg at man fik en fornemmelse af, at der var et spændende og stort univers med et liv udover bogens hovedhandling, hvor dette så er den totale modpol. Man ved absolut intet om det samfund fortællingen foregår i. Dets styreform, hvordan hverdagen er for borgerne, hvilken religiøs eller social udvikling der har været, hvilken teknologi de har adgang til udover rumskibe og intelligente servicerobotter. Bevares, dette kan vel nok også komme så småt i de efterfølgende bind, men på 650 sider burde det nu være muligt at få en vis substans i sin fiktive verden. Det kan de andre forfattere i space opera genren da.

Andersons fortællestil er heller ikke meget bedre. Sproget er generelt bare kedeligt og uinspirerende, og strukturen bliver ødelagt af at bogen har over 100 kapitler der hver er på 3-7 sider, som skifter vinkel fra person til person, så en scene når aldrig rigtig at udvikle sig og få sit eget liv, men der sker en helvedes masse på kort tid beskrevet i korte vendinger. Der er ingen nuanceforskelle i stilen, så de vigtigste dramatiske steder i plottet er skrevet på samme simple måde som de mindre vigtige scener om folk der spiser mad. Ydermere føler man sig som læser også talt ned til, ved at Anderson gang på gang skærer det mest åbenlyse ud i pap. Fx beskriver han en planet der har nogle specielle træer som på et kvantemekanisk niveau er forbundet og kan dermed viderebringe information øjeblikkelig overalt i galaksen, via nogle såkaldt grønne præster der har tillært sig denne evne. Og ingen anden lignende kommunikationsform eksisterer. En af bogens bedre ideer, men det er bare irriterende at Anderson bruger adskillige sider på og påpeger flere gange, at det er selvfølgelig smartere end at sende rumskibe eller almene radiosignaler med beskeder, og disse grønne præster er i stor efterspørgsel og militæret er voldsomt irriteret over afhængigheden til disse folk. Det kan de fleste nok godt regne ud selv, ved blot at lade tingene ske sin gang.
Det er det samme med selve plottet, hvor “vink med en vognstand” forudsiger centrale elementer i plottet inden personerne i bogen opnår samme erkendelse, hvor så afsløringens gennemslagskraft bliver noget mindre. Fx er det tydeligt at de angribende Hydogrues er sure over at man har sprunget deres gasplanet i luften, men selv da lederne i Hansa (betegnelsen for menneskets ledende magt) opdager det, er de stadig helt uforstående, for de mener jo de har krav på resurserne i planeterne til deres brændstof. Hvilket leder mig hen til at jeg heller ikke helt kan forene mig med den måde Anderson har skrevet især de ledende personer på. Især manden i spidsen for Hansa er helt igennem usympatisk på alle kanter, han fører befolkningen bag lyset med en konge indsat som ren propagandafigur og slipper tilsyneladende af sted med det. Vi hører ikke om nogen kritikere eller nogen mennesker der modsætter sig den krigsliderlige enøjede politik mod rumvæsenerne fra gasplaneterne eller den stærkt arrogante retorik om menneskehedens styrke og ret til at gøre hvad det passer dem. Og det virker ærligt talt ikke som om Anderson har skrevet det for at være kritisk eller gøre det problematisk på nogen måde, men snarere forsvarligt og nødvendigt.
Lederen af the Ildirans er heller ikke meget bedre, men der er trods alt en forklaring på hvorfor de har udviklet sig sådan. Deres civilisation har opnået et stillestående stadie i deres udvikling og har i årtusinder levet med et stærkt lederskab der går direkte i arv, uden at møde nævneværdig modstand. Ildirans er også en interessant modsætning til menneskets konstant ekspanderende fremfærd i galaksen, da de går mere op i deres fortid og deres historiske saga – The Saga of Seven Suns.

Det samlede billede af bogen gør at jeg tror simpelthen ikke den har været igennem anden redigering end korrekturlæsning, men at Anderson har skrevet sit værk fra start til slut, uden at rette meget til, og det har forlaget bare blindt accepteret. Der er en underlig inkonsistens i sproget og fortællestilen, der giver et præg af at han måske nogen dage har været fuld af gode ideer og god tid, som så har givet nogle temmelig gode og velskrevne kapitler, mens andre steder er sproget tyndt og handlingen hopper hurtigt frem i korte sætninger. Man kunne nok ikke have reddet alle de mange problemer jeg har påpeget ovenfor med en redigering, men det kunne have gjort værket som helhed bedre, ved at omskrive de tynde dele af bogen til samme kvalitet som de gode kapitler der er ind i mellem.

Mest af alt undrer jeg mig over hvad pokker han egentlig har fyldt over 650 sider med. Jeg har ikke et indtryk af at der sker forfærdeligt meget eller at jeg har fået noget detaljeret dybdegående indtryk af universet eller romanens personer, som man ellers plejer at have med værker af samme størrelse. Alligevel har jeg lyst til at læse videre i serien, for det er ikke skidt alt sammen, og de interessante gode ting bør selvfølgelig også nævnes. De fleste af disse ligger umiddelbart lidt væk fra hovedplottet. Som tidligere nævnt synes jeg ideen med disse semi-bevidste træer der kan kommunikere på tværs af universet og de grønne præster, er en af Andersons gode påfund og det folk er nogen af de eneste sympatiske personer i romanen. Træerne har en vilje til at suge al viden til sig, og det magtforhold det giver de grønne præster der har et symbiotisk forhold til træerne, bliver forhåbentligt et spændende centralt element i plottet. Så er der arkæologerne der fandt Klikiss-teknologien brugt i starten til at lave en stjerne ud af en gasplanet, der er ved at finde frem til nogle fascinerende ting på denne uddøde races hjemplanet og oveni dette er der nogle Klikiss-robotter, der har overlevet den ukendte katastrofe for deres skabere og har tilsyneladende fået slettet al deres hukommelse og viden om fortiden. Der er tusindvis af dem og de går rundt på planeter blandt mennesker og foretager sig ikke noget, men pønser måske/måske ikke på noget. Hvad det udvikler sig til er jeg spændt på at se.

Alt i alt er det nok noget af det værste science fiction jeg har læst, men jeg er stædig og vil give de få gode elementer en chance, for bogen gled let ned uden at man fik overstrengt tænkemusklen på nogen måde. Som banal letfordøjelig underholdning som en sæbe opera på Kanal 5, kan den måske godt gå an, hvis man skruer forventningerne tilpas (meget) ned.

Revelation Space

Revelation SpaceDenne bog fra 2000 er Alastair Reynolds første roman og han har efterfølgende skrevet flere bøger og noveller i samme univers. Historien her kan dog fint læses alene.

Handlingen finder sted ca. 500 år ude i fremtiden, hvor vi starter med at følge tre hovedfigurer der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre, men de enkelte handlingsmønstre flettes hurtigt sammen. Først og fremmest arkæologen Dan Sylveste som på en fjern koloniplanet prøver at finde frem til hvad der skete med en intelligent race der udødede for næsten en million år siden. Lejemorderen Khouri som slår rige mennesker ihjel mod betaling fra dem selv, og på rumskibet Infinity følger vi Volyova og resten af besætningen som prøver at finde en vaccine til deres kaptajn som er inficeret med en ukendt virus. Plottet som helhed går på at få kortlagt en galaktisk begivenhed der skete for millioner af år siden og det går langsomt op for personerne at der gemmer sig en trussel mod hele menneskeheden.

I Reynolds univers er det ikke muligt at flyve hurtigere end lyset, så interstellar rumfart opnås i stedet ved at besætningen går i dvale mens rumskibet bevæger sig så tæt på lysets hastighed som muligt. Dette giver jo nogle store relative tidsforskydninger for de personerne i bogen, og dette illustreres ved at bogen i starten springer meget rundt i årstallene, men de begivenheder hænger alligevel sammen selvom de er foregået over så lang tid. Derudover skriver Reynolds på en interessant måde hvor man egentlig ikke får de store forklaringer på hverken personerne eller om den verden det udspiller sig i. Hele tiden bliver det anslået at personerne ved en masse vi som læsere ikke ved og det udfordrer en som læser til at være godt opmærksom på selv at sætte de enkelte delinformationer til en helhed, når vi nu ikke får det hele leveret i lange forklaringer. Det samme med selve det univers det hele udspiller sig, da vi ikke får nogle lange historiske forklaringer på menneskehedens historie fra i dag og frem til år 2566 hvor historien primært finder sted. På mange måder er den egentlig skrevet som om det var nutiden det foregår i, og ikke i fremtiden. Skriver man en bog der foregår i nutiden vil man jo heller ikke komme med lange historiske forklaringer eller grundige tekniske udredninger af diverse ting der bruges. Så det må man som læser også selv stykke sammen som man lærer det hele bedre at kende. Det er nu meget befriende at læse en science fiction historie på den måde, som udfordrer ens fantasi og evne til at danne sig et overblik, fremfor at få det hele serveret i lange forklaringer. Det efterlader en med et klart indtryk om at dette univers kan indeholde langt flere historier og det er jo netop også tilfældet, da Reynolds som nævnt har skrevet flere bøger i selvsamme univers. Hvad plottet angår gør det dog at man til sidst får en masse forklaringer, men det gør ikke noget og selv plottet er ikke fuldt udpenslet i alle detaljer til sidst.

Alt dette gør også at der ikke som sådan er de store refleksioner til nutidens samfund, eller ikke nogen jeg kan se i hvert fald, så egentlig får vi “bare” en pokkers god historie i et interessant fremtidsunivers. Det er jo heller ikke at kimse af og det giver kun en lyst til at læse de andre bøger, for at få mere at vide om alt det der ligger bag.

Reynolds er uddannet astronom og fysiker, hvilket især kan se til sidst hvor han bruger et sort hul og en neutron stjerne på en sjov måde, og en interessant udlægning af Fermi paradokset. Selvom teknologien beskrevet virker overmådelig fantastisk, så er det alligevel fremstillet og beskrevet på en rimelig troværdig måde, men den er på ingen måde fyldt med lange teoretiske videnskabelig udregninger af alt muligt.

Som helhed må jeg sige jeg er ganske imponeret over Revelation Space og som nævnt var det på mange måder en befriende og udfordrende bog at læse, som fokuserer på det at fortælle en historie snarere fremfor at opbygge en eller anden kompleks vision for fremtiden. Reynolds bruger blot fremtiden som ramme for sin historie og ikke omvendt, som nogle forfattere har det med kun at fokusere på den verden og den ide de har, og næsten glemmer at der også skal fortælles en historie.

Earthcore

EarthcoreJeg må hellere få skrevet noget, så der er bare mindst en entry.

Vil blot anbefale podcast-romanen Earthcore skrevet af Scott Sigler, som er en horror/action/science-fiction historie der foregår i nogle underjordiske huler i et bjerg i Utah. Det er vel egentlig mere action end det er science-fiction, men Scott Sigler udforsker en interessant ide med en civilisation der går fra at være højt teknologisk udviklet til at være på stenalderstadiet (håber ikke jeg røber for meget).

Det er Scott Sigler selv der læser op og det gør han godt. Det er ikke bare kedelig oplæsning. Han gør noget ud af stemmerne, indlevelsen og krydrer det hele med lydeffekter når der er sceneovergang i historien.

Det er nok ikke en bog jeg vil kunne finde på at læse, men stilen egner sig godt til podcast – synes jeg – fordi man nemmere bliver grebet af historien, da det kan være svært at holde koncentrationen når man skal lytte til en der læser en historie op. Eller sådan har jeg det i hvert fald. Jeg har næsten hver aften lyttet til en episode på min mp3-afspiller i sengen inden jeg skulle sove, hvilket har været ganske rart som en lille ekstra ting efter man havde lagt den almindelige bog fra sig på natbordet.

Earthcore var Scott Siglers første podcast-roman, og han har allerede færdiggjort en til, Ancestor, som jeg sikkert vil skrive mere om når jeg er kommet bedre igang med den, og han er lige begyndt på en tredje, Infection. De to sidste kan findes på hans webside, men Earthcore skal man hente via podiobooks.com, som også har en del andre podcast-romaner. Lidt iriterrende at man skal oprette en bruger derinde, men det er ganske gratis og tager få minutter.