Fjerde og sidste Futurama film var en noget bedre og sjovere oplevelse end de to foregående. Ikke helt på højde med Bender’s Big Score, men mere klar og sammenhængende i plot og humor end de to andre film, som var et forfærdeligt rod.
Satiren går denne gang løs på miljøaktivister, feminister og hensynsløse forretningsfolk, men i selve plottet aner jeg også en satirisk vinkel på space opera genren. Amys far, Leo,har planer om at bygge universets største minigolf. Han mødes med stor vrede fra en gruppe feministiske miljøaktivister, der ikke vil acceptere at han ødelægger stjerner, planeter og truede racer med sin hensynsløse byggeprojekter. Leela slutter sig til denne gruppe og bliver hurtigt deres leder, eftersom hun faktisk tager sagen mere seriøst end de øvrige tøser, der egentlig helst bare vil have en undskyldning for at male skilte og råbe i megafon. Oveni alt dette, så kommer Fry ud for en ulykke der gør at han kan læse tanker. Han begynder at gå med sølvpapirshat for at lukke tankerne ud og bliver kontaktet af en hemmelig loge kaldet Legion of Mad Fellows. De fortæller om storslåede galaktiske krige for æoner tilbage mellem the Encyclopods og the Dark Ones, og at en af de stjerner som Leo planlægger at ødelægge for sin minigolf bane, er gemmested for den eneste overlevende Encyclopod i universet og det er kun ham alene der kan stoppe katastrofen.
Det kan lyde omfattende og der sker så sandelig også mange ting på en gang, men dog med en klar bedre end rød tråd end før. Satiren bliver egentlig skåret for meget ud i pap, men at den tager pis på alle gør det fornøjeligt alligevel. Det er ikke bare forretningsmænd og deres rovdrift på naturen der står for skud, men også aktivisterne og deres tilgang til at være med i en protestgruppe. At Fry kommer med i en hemmelig klub og begynder at gå med sølvpapirshat, synes jeg også rammer helt plet med den type historier hvor skæbnen har bestemt at en mand eller kvinde er udset til noget ganske særligt her i universet.
Udover disse overordnede satiriske linjer, er den almindelige humor også bare bedre. Jeg grinede mere over Benders eskapader og grove opførsel, de utallige små detaljer der varer et halvt sekund, og som er sjove lige der, men ikke hvis man tænker for meget over dem.
Into The Wild Green Yonder er alt i alt en hæderlig afslutning på Futurama-serien.
Den tredje Futurama film er en anelse bedre end 
Hvor jeg morede mig godt under den første Futurama-film, 
To år efter serien blev stoppet kom Futurama tilbage med fire film direkte til videomarkedet. Bender’s Big Score er den første. Til dem der ikke måtte kende til Futurama, er den korte (forkerte) beskrivelse at kalde det for The Simpsons 1000 år ude i fremtiden. Vel nok er det manden bag The Simpsons, Matt Groening, der også er idemand til Futurama, tegnestilen ligner og humoren har da også sine ligheder, men der er langt fra den dysfunktionelle forstadsfamilie i nutidens amerika, til den langt mere aparte samling af personer hos det interplanetariske fragtfirma Planet Express. Bestående af blandt andet en Tournesol-agtig professor, en alkoholisk, cigarrygende, kleptomanisk og egoistisk robot, et hummerlignende rumvæsen og ikke mindst det unge pizzabud der blev frosset ned i år 2000 og først tøet op 1000 år senere. Futurama-serien har været god til at gøre flittig brug af en masse velkendte science fiction ideer, få en ustyrlig morsom historie ud af det og gøre det mere end synligt, at seriens skabere har nogle tydelige kommentarer til nutidens samfund. Bender’s Big Score har det hele.
Endelig kom filmatiseringen af Claus Deleurans tegneserie 
Pixars nyeste animationsfilm er et helt unikt eksempel på hvordan et science fiction tema kan bruges til at skabe et original, rørende, morsom, relevant og tankevækkende mesterværk af en film. Filmanmeldere har allerede rost den til stjernerne og jeg kan kun gøre det samme.
Denne animationsfilm fra 2006 er baseret på en Philip K. Dick historie af samme navn. Hvor de andre filmatiserede Dick historier primært er blevet til store action sci-fi produktioner, er A Scanner Darkly i en noget anden boldgade. Science fiction elementerne er ikke så fremtrædende og generelt er filmen nok mindre tilgængelig for det brede publikum.
Final Fantasy spillene til den første PlayStation har jeg selv brugt mange lange aftener og weekender på tilbage i folkeskoletiden hvor man havde tid til den slags, og ligesom mange andre spilfans har det syvende spil af en eller anden grund indprintet sig mere i ens bevidsthed. Der var noget ganske særligt over stemningen og historien i dette spil, der aldrig helt var at genfinde i de efterfølgende spil, som ellers også er ganske udmærkede. Så da