Interstellar sysctl

Den tredje Futurama film er en anelse bedre end den anden, men dette er mest fordi historien her er mere sammenhængende og knap så rodet. Det er bare stadigvæk ikke særlig sjovt.

Filmen har to i begyndelsen uafhængige historier. Prisen på dark matter brændstoffet til rumskibe er gået i vejret, i følge monopolproducenten Mom fordi det er blevet mere sjældent. Professor Farnsworth bliver irriteret over de høje priser og beslutter sig en gang for alle at ville stoppe Mom og hendes produktion af brændstoffet. Han har nemlig en fortid med hende, det var faktisk ham der opdagede energikilden, og har en måde at stoppe det hele på. I mellemtiden er robotten Bender blevet bidt af Dungeons & Dragons, i en sådan grad at han ikke kan skelne fantasi fra virkelighed og han ryger på et sindsygehospital for robotter. De to plotlinjer kommer til at hænge sammen, og det er ikke helt langt ude (i Futurama-standard).

Historien fungerer faktisk okay, men humoren fungerer ligeså dårligt som i The Beast With A Billion Backs. Både fordi det meste stadig er løsrevne åndssvage overdrevne tåbeligheder og forsøget på at lave en parodi på Ringens Herre filmene lykkedes heller ikke. Det bliver bare til intetsigende tumpede gentagelser af scener fra filmene, uden nogen kant eller unik skæv vinkel.
Selvsagt har jeg ikke længere gode forventinger til fjerde og sidste film Into the Wild Green Yonder, men den skal nok blive set ved lejlighed.

Hvor jeg morede mig godt under den første Futurama-film, Futurama: Bender’s Big Score, skuffer denne i meget stor grad. Der er ingen sammenhængende ordentlig historie, den vælter fra den ene yderlighed til den anden uden videre og består stort set kun af en lang række løsrevne halve morsomheder.

Et plot er ikke rigtigt til at gengive. En sprække i rummet viser sig over Jorden og bliver i bedste Star Trek stil betegnet som en “space anamoly” som skal undersøges. I starten bruges der dog mest tid på andre handlingsforløb med Frys kærlighedsliv og Bender’s optagelse i the League of Robots. Revnen viser sig dog at være en åbning til et andet univers og derfra kommer et tentakelmonster som invaderer Jorden. Det hele falder selvfølgelig på plads undervejs, men det virker virkelig som om manuskriptforfatterne har fundet på plotudviklingen undervejs, for handlingen springer rundt fra det ene punkt til det anden i et virvar af diverse jokes og vanvittige forløb. Jeg grinte meget lidt, hvilket ikke bør være tilfældet for Futurama.
Selv Futurama-fans burde ikke investere i The Beast With A Billion Backs. Æv altså.

To år efter serien blev stoppet kom Futurama tilbage med fire film direkte til videomarkedet. Bender’s Big Score er den første. Til dem der ikke måtte kende til Futurama, er den korte (forkerte) beskrivelse at kalde det for The Simpsons 1000 år ude i fremtiden. Vel nok er det manden bag The Simpsons, Matt Groening, der også er idemand til Futurama, tegnestilen ligner og humoren har da også sine ligheder, men der er langt fra den dysfunktionelle forstadsfamilie i nutidens amerika, til den langt mere aparte samling af personer hos det interplanetariske fragtfirma Planet Express. Bestående af blandt andet en Tournesol-agtig professor, en alkoholisk, cigarrygende, kleptomanisk og egoistisk robot, et hummerlignende rumvæsen og ikke mindst det unge pizzabud der blev frosset ned i år 2000 og først tøet op 1000 år senere. Futurama-serien har været god til at gøre flittig brug af en masse velkendte science fiction ideer, få en ustyrlig morsom historie ud af det og gøre det mere end synligt, at seriens skabere har nogle tydelige kommentarer til nutidens samfund. Bender’s Big Score har det hele.

Hele balladen begynder med at Planet Express lader sig lokke af nogle favorable tilbud fra spammails, og inden de får set sig om, er firmaet overtaget af svindlerne – nogle ustyrligt grimme nøgne lyserøde rumvæsener. Robotten Bender bliver under pornosurfing inficeret med en virus der gør at den adlyder svindlerne. På pizzabudets Frys røv finder svindlerne en særlig binær kode, der hidkalder universets tidsrejsefunktion. Bender bliver hurtigt beordret til at rejse tilbage i tiden adskillige gange, for at hente værdifulde genstande. Inden længe har svindlerne med deres rigdom overtaget hele verden. Det lyder ufatteligt fjollet og langt ude når man refererer det her, det er det for så vidt også, men ikke desto mindre underholdende og morsomt. Der er fuld fart på i alle 90 minutter og det går helt amok med skøre tidsrejseparadokser. Jeg morede mig da gevaldigt, men det er trods alt nok ikke en film man kan se igen og igen, ligesom med nogle af seriens bedste afsnit. Kender man ikke til serien er det heller ikke her man bør starte, men for fans af serien er Bender’s Big Score bestemt værd at se.

Endelig kom filmatiseringen af Claus Deleurans tegneserie Rejsen til Saturn og i en animeret udgave fra holdet bag Terkel i knibe filmen. Interessen for filmen har været stor. Jeg har fået adskillige hits til bloggen fra søgninger på titlen og i morgennyhederne fortalte de, at den gamle tegneserie nu var blevet genoptrykt endnu engang, med 2000 flere eksemplarer. Det er velkendte komikere som Casper Christensen, Frank Hvam, Simon Jul og Iben Hjejle der har lagt stemmer til og de fleste gør det glimrende, selvom det nu også kunne have været interessant at høre nogle nye stemmer.

Udgangspunktet i handlingen er bevaret fra tegneserien, men humoren og satiren er selvfølgelig gjort mere nutidig, og nogle steder måske lidt mere plat. Den danske forretningsmand Karl Maj igangsætter en ekspedition til Saturn, med det formål at berige Danmark med dets resurser så velfærdsstaten kan sikres. Et holdt mildest talt uduelige astronauter sendes af sted i en raket proppet med øl og dansk smørrebrød. De når dog til Saturn, men bliver hurtigt taget til fange af de overlegne indfødte (de gad åbenbart ikke lære om “demokrati og ytringsfrihed”). Saturnboerne har dog deres egen plan med Jorden. De mangler vand til deres flåde og Jordens have er nok til 20 år.

Det er navnlig via besætningsmedlemmet Jamil, en indvandrer der endnu ikke har bestået danskerprøven og er med på turen for at lære nyt, der ligger grund til meget af den politiske satire vinklet mod Danmarks behandling af indvandrere, men alle står for skud i denne film, så ingen kan føle sig rigtig ramt. Det er hård grovkornet satire, af typen som man allerede kender det fra den nye generation af komikere og diverse sære programmer på DR2, men det er egentlig ikke langt fra Deleurans egen satire, og filmen har da også direkte taget flere af hans pointer og jokes med. Ydermere er det også tydeligt, at filmskaberne har skelet til Tim Burtons Mars Attacks! og det gør det bestemt ikke dårligere.
Med filmatiseringen her synes jeg klart man både har opdateret den originale tegneseries indhold og satire til moderne dansk grov humor, og samtidig bibeholdt essensen af Deleurans stil og humor. Medmindre man har meget snævre grænser for hvor langt humor kan gå, så går man ikke galt med Rejsen til Saturn, uanset om man er bekendt med den originale tegneserie eller ej.

Pixars nyeste animationsfilm er et helt unikt eksempel på hvordan et science fiction tema kan bruges til at skabe et original, rørende, morsom, relevant og tankevækkende mesterværk af en film. Filmanmeldere har allerede rost den til stjernerne og jeg kan kun gøre det samme.

800 år ude i fremtiden er Jorden overdynget med affald. Menneskene har forladt planeten på et gigantisk krydstogtrumskib, hvor de lever et dovent fuldt robotautomatiseret luxusliv. Tilbage på Jorden er kun en lille affaldskompressorrobot, WallE, der utrætteligt samler affald ind og presser det sammen til kubiske klodser, for derefter at stable dem til gigantiske bygninger. Den kære robot bor i en container, hvor den samler alverdens dimser den finder i de enorme affaldsdynger. Den er særlig glad for en video med en gammel kærligheds musicalfilm og det er tydeligt den savner lidt robotselskab.
En dag lander et rumskib og sætter en hypermoderne robot, med benævnelsen EVE, af, hvis formål viser sig at være at se om Jordens økosystem er ved at blive genoprettet. Wall-E bliver hurtigt helt forgabt i den nylandede robot, der dog ikke gengælder opmærksomheden på helt samme måde til at begynde med.

Det der fungerer helt fantastisk ved denne film er, at den virkelig viser at et billede siger mere end tusind ord. Den første halvdel af filmen er der ingen tale og meget af den dialog der senere kommer, er egentlig overflødig, for billederne af affaldsdyngerne og robotternes egen søde måde at vise følelser på taler for sig selv, og det virker bare hamrende godt! Pixars film har jo altid haft mange lag, så de virkelig har haft noget for både børn og voksne i alle aldre. Wall•E er ingen undtagelse, hvor der er gyldne øjeblikke der går lige hjertet på børn og voksne, men science fiction kendere vil også kunne se referencer og gode ideer. Man kan fx læse Knud Larns indlæg om sine få minutter i radioen, hvor han inden at have set filmen, allerede har kunnet trække flere paralleler frem.
Man kunne selvfølgelig med sine tekniske briller anfægte et par logiske huller, som fx at simple arbejdsrobotter tildeles menneskelige følelser, men når så meget andet i filmen er så godt gennemarbejdet, og helheden fungerer som den skal, gør det egentlig ikke noget.

Man har aldrig gået helt galt i byen med en ny animationsfilm fra Pixar, men Wall•E er noget særligt. Man forlader simpelthen biografen som et gladere menneske. Normalt har jeg primært set disse film som blot sjove og gode familiefilm, men ingen anden har været så sød, rørende, hyggelig, tankevækkende, magisk og ikke mindst afbalanceret humoristisk på den nuttede måde, som denne.

Denne animationsfilm fra 2006 er baseret på en Philip K. Dick historie af samme navn. Hvor de andre filmatiserede Dick historier primært er blevet til store action sci-fi produktioner, er A Scanner Darkly i en noget anden boldgade. Science fiction elementerne er ikke så fremtrædende og generelt er filmen nok mindre tilgængelig for det brede publikum.

Animationen er noget der kaldes “rotoscope-animation”, hvor optagelser af rigtige skuespillere er tegnet ind i animationen. Umiddelbart synes jeg det er temmelig grimt, men det giver da filmens stemning et passende syret tilsnit, og som man vænnede sig til stilen, trådte skuespillerne også stærkt igennem animationslaget.
Historien følger Bob Arctor, der går under kodenavnet Fred, der arbejder som undercoveragent i et narkomiljø hvor det stærkt vanedannende stof “substance D” sælges og bruges. Et stof der ved varig brug foresager fatale skader på hjernens forskellige centre. Når han skal tale med andre agenter, er han og de andre, iført en dragt der gør at hele deres figur skifter udseende hvert sekund, så agenterne ved ikke hvem hinanden egentlig er. Dette giver nogle plottwists undervejs, men jeg fangede ikke rigtigt ideen med at de skulle bruge de dragter. En dag bliver han sat til at overvåge sig selv, hvilket naturligvis både gør ham og seeren forvirret. Giver umiddelbart et par associationer til “Impostor”, der også havde forvikling af personer som tema.
I det hele taget kan jeg kun beskrive denne film som underlig på flere måder. Både den føromtalte specielle animationsstil og de mange totalt sorte samtaler personerne har, der mest af alt drejer sig om at de lider af enorm paranoia.

Philip K. Dick skulle efter sigende have skrevet bogen med afsæt i hans egne eksperimenter med stoffer, og lige inde rulleteksterne bliver den også dedikeret til en række navne på enten døde eller sindssyge personer. Udover en generel advarsel mod narko, har jeg svært ved at se hvad filmen egentlig vil fortælle seeren, men alle 90 minutter var gribende på en “hvad er det her dog for noget?”-måde.

Final Fantasy spillene til den første PlayStation har jeg selv brugt mange lange aftener og weekender på tilbage i folkeskoletiden hvor man havde tid til den slags, og ligesom mange andre spilfans har det syvende spil af en eller anden grund indprintet sig mere i ens bevidsthed. Der var noget ganske særligt over stemningen og historien i dette spil, der aldrig helt var at genfinde i de efterfølgende spil, som ellers også er ganske udmærkede. Så da nyheden om en film baseret på netop det spil kom frem for snart 3 år siden, var det selvfølgelig noget der vækkede forventning. Der gik godt nok nogle år før den kom til salg i Europa, men bedre sent end aldrig.

Som nævnt bygger filmen videre på historien fra spillet Final Fantasy VII og man bør nok have kendskab til historien fra spillet, men man kan få god hjælp fra Wikipedias artikel om spillet, hvilket jeg også lige måtte læse da det trods alt er en del år siden jeg sad på mit mørklagte værelse med dette spil. Advent Children finder sted 2 år efter afslutningen af spillet, hvor helten Cloud Strife har prøvet at trække sig tilbage fra sin helterolle, men en mystisik sygdom truer befolkningen, især børnene. Cloud ryger dernæst ind i et komplot der tyder på en forbindelse til den onde Sephiroths mulige tilbagevenden.
Ligesom den første Final Fantasy film The Spirits Within er Advent Children fuldt ud computeranimeret og den teknologi bliver jo kun mere imponerende for hver gang, omend personerne heri er forsimplet noget i forhold til hvad man ellers kunne have gjort, men det er for at bevare stilen fra filmsekvenserne fra spillet. Ellers selvfølgelig en meget visuel flot film med stemningsfulde billeder fra lokationer man kender fra spillet og actionfyldte kampscener der bringer nyt liv til magien og de specielle angreb man kender fra spillet. En kender af japanske animationsfilm vil sikkert kunne sige mere om det, men generelt får man det indtryk at hele stilen, klipningen, soundtracket, “skuespillet” og handlingen er meget anderledes end hvad man kender fra vestlige film, og det gør nok at den er lidt mindre spiselig for et bredt publikum, hvorimod The Spirits Within var mere almindelig hvis man kan sige det sådan. Der er meget mystisk spirituel snak og overnaturlig magi, og i det hele taget et handlingsforløb der kan virke lidt forvirrende hvor man ikke får alt skåret ud i pap som i vestlige film, men igen var en Wikipedia artikel behjælpelig med at få skabt et overblik efter jeg havde set filmen.

Af ekstra materiale på denne 2-disc udgave er der ikke voldsomt meget, men der er blandt andet en montage med de vigtigste klip fra det originale spil, hvilket er et must at se for alle der vil genleve stemningen fra spillet. Derudover i alt 12 slettede korte klip fra filmen, men de fleste er dog uden videre betydning. En typisk dokumentar om skabelsen af filmen hvor folkene bag fortæller om hvordan det var at skulle gå fra at lave spil til at lave en film. Trailere til filmen og fire kommende spil baseret på Final Fantasy (ja der skal jo høstes på sucessen) får vi også, samt en 24min lang tidlig udgave af filmen som blev vist på Venice Film Festival i 2004.

Alt i alt var denne film nok mest interessant for at kunne genopleve stemningen og magien fra det originale spil og dermed bliver filmen også mest til fans af spillet, mens andre nok bare vil finde filmen forvirrende og usammenhængende. Den er altså lavet til et mindre og mere fanbaseret publikum end The Spirits Within der jo også gik i biograferne, men kan altså anbefales til folk der er bekendt med spillet.

Elephants Dream er 11min lang computer-animeret kortfilm og tilmed verdens første open source baserede film, hvilket vil sige at den udviklede er udviklet med fri open source software, selve filmen og alle produktionsfilerne til filmen er til fri download under en Creative Commons licens. Alt sammen fra denne side.

Filmen handler om en ældre mand og en dreng der går igennem en surrealistisk verden der skal symbolisere en computer og dens virkemåder. Den ældre mand prøver at overbevise drengen om at det hele skam er virkeligt, selvom drengen fastholder at det hele er uvirkeligt.

Det er en virkelig flot film både på billedsiden og lydsiden, som bestemt kan måle sig med de professionelle computer-animerede film. Den kan bestemt anbefales til alle at se, og den kan downloades i mange forskellige kvaliteter og filstørrelser, så selv folk med knapt så hurtige internetforbindelser kan hente den.