Samlingen rummer noveller fra perioden 1955 til 1988, men det er svært at placere historierne som specielt tidstypiske. Kort sagt, er alle noveller simpelthen bare gode science fiction historier der bare holder. Der er den ret alvorlige En dag i Lotteri-tivoli hvori overbefolkning blandt andet bliver håndteret med en tivoli, hvor prisen for hver forlystelse er en minimal øget risiko for at dø. Der er morsom metafiktion i den alternative historie Mens vi venter på de olympiske, om en verden hvor romerriget aldrig gik under, og et rumskib er på vej mod Jorden. I historien følger vi en sci-rom (ja gæt selv) forfatter der har problemer med at få idéer til sin næste roman. Der er flere af historierne der handler om rumvæsener, men vi ser dem aldrig rigtigt. I Dagen efter dagen hvor marsboerne kom er marsboere landet på Jorden, men folk er tilsyneladende ikke synderligt interesserede i dem. Mens i Sidder omkring poolen og slikker solskin følger vi en stakkels mand, der fra tid til anden får sin hjerne besat af et rumvæsen. Hans få timer som ham selv, kan han derfor ikke bruge på meget andet end at gå på toilettet og få noget at spise.

Der er ikke meget andet at sige at det her er endnu en glimrende udgivelse af gode science fiction noveller af en dygtig og erfaren forfatter. Pohl skriver en type science fiction der både burde kunne forstås og nydes af de fleste. En alsidig forfatter der både kan underholde og skrive historier der sætter tanker i gang og bider sig fast.

Første historie er Why That Crazy Old Lady Goes Up the Mountain af Michael Libling, og handler om pigen Sara der kommer i kontakt med klassens sære dreng. Han vil vise hende hvor gud er begravet. Det fører til en række oplevelser hvor de gennemlever tidligere menneskers liv.

John Sladeks The Real Martian Chronicles er værd at fremhæve, ikke mindst fordi Sladek dødede i 2000 og denne lille novelle åbenbart er dukket op fra hans arkiv nu. Man kunne næsten kalde den for mundane sf på trods af, at det begreb først blev defineret 2 år senere, da det er dagbogsudrag fra en familie på Mars. De klager over irriterende naboer og andre banale hverdagsting, eller så banalt som det nu kan blive på Mars.

En anden var Dr. Death Vs. The Vampire af Aaron Schutz. Vi følger Dr. Death der besidder empatiske evner udover det sædvanlige. Han kan mærke folks fysiske velbefindenhed og fornemme om de har livstruende sygdomme. Det bruger han til at slå dødssyge folk ihjel, for at de skal slippe for lidelse. På hans vej støder han på en vampyr der gør nogenlunde det samme, bare af mere egoistiske grunde. Eller som historien skrider frem bliver det netop spørgsmålet for læseren, om mord stadig ikke er mord uanset motivet.

Sidste historie var den bedste. The Crocodiles af Steven Popkes foregår under anden verdenskrig og beskriver hvordan tyskerne eksperimenterer med hvad de kalder tote Männer, men som i beskrivelsen passer godt på zombier. Hvis bare de kunne kontrolleres, ville de kunne blive et perfekt våben som kanonføde på slagmarken. Som ventet går det selvfølgelig lidt over gevind.

Af øvrige historier finder man Thief of Shadows af Fred Chappell – en klassisk fantasy om en skyggestjæler; A History of Cadmium af Elizabeth Bourne om en maler kaldet Cadmium; Alex Irvines Remotest Mansions of the Blood om en overlevende fra et jordskælv; Seven Sins for Seven Dwarves af Hilary Goldstein der er en bizar omskrivning af Snehvide-eventyret; i Silence af Dale Bailey finder en dreng et skadet rumvæsen ude i en skov; Forever af Rachel Pollack om et overnaturligt væsen der taber et væddemål og derfor må leve som et menneske en dag; The Atchison, Topeka & Santa Fe af Robert Onopa om en drengs julegave der kan lave virtuelle verdener og endelig The Gypsy’s Boy af Lokiko Hallis – en eventyrhistorie om en dreng der bliver solgt til sigøjnere for en hest.

Første novelle er en meget kort en af amerikaneren Bruce Holland Rogers og handlingen kan bedst summeres med titlen – Høj af Ingefær, der ganske enkelt handler om et euroforiserende stof baseret på ingefær.
Rogers har endnu en, endnu kortere, novelle med. Ordproblem der småfilosoferer lidt over om man er bange for de forkerte ting her i verden.
Tyske Bernhard Brunner har skrevet den vældig morsomme satiriske Den forbedrede universalfjernbetjening, om en mand der får sig en lidt for effektiv fjernbetjening i en verden hvor mennesker afhænger alt for meget af teknologi.
Chris Robersons O1 (muligvis en reference til Big O notation) er en alternate history, om en kinesisk opfinder der opfinder prototypen til en tidlig computer, som han så skal præsentere for kejseren der skal tage stilling til om apparatet skal erstatte matematikere med kuglerammer. Glimrende historie.
Den anden tyske historie hedder Titan Surveyors skæbne og er skrevet af Martin Schemm, men som ligeså vel kunne være skrevet af en amerikaner. Det er en klassisk rumhistorie om en ekspedition til Titan, som skal undersøge hvad der er blevet af den tidligere ekspedition man ikke har hørt fra.
Sidste historie er en pulpnovelle fra 1918 af A. Wilkinson Jr. med titlen Da Jorden smeltede…. Det er historien om hvordan Jorden gik til grunde som følge af en gal videnskabsmands eksperimenter, men fortalt af Marsboere som har fundet en beretning fra en vis forsvarschef i 2030, der skrev ned hvad der skete da Jorden smeltede. Stor ros til redaktøren for at give den slags historier nye læsere på dansk!

Udgangspunktet for den alternative tidslinje er pesten over europa i middelalderen, hvor Robinson forestiller sig, at hvis nu den sorte død havde været lidt mere effektiv, og fik udryddet 99% af europas befolkning. Robinson beskriver dermed en verden uden kristendom, uden europa, og hvor særligt Islam og Kina dominerer verden. Det er alternate history i sin reneste form, da vi får hele perspektivet fra divergeringspunktet og 600 år frem. Der er ikke noget rigtigt plot, men derimod 10 kapitler der hver beskriver en lille del af verdenshistorien. Robinson har bygget sine hovedpersoner op via reinkarnation, således at de går igen som nye personer, men med samme forbogstav i deres navn. Det kan lyde underligt, men fungerer faktisk rigtig godt og binder bogen som helhed godt sammen. De har nogle træk der går igen fra hver inkarnation og det gennemgående plot der kan siges at være, går på disses udvikling. Der er den spirituelle, religiøse og rolige hvis navn begynder med B, og en hvis navn begynder med K, der er mere aggressiv, men klog og i konstant søgen efter retfærdighed. De to, og flere andre, ser vi som blandt andet slaver, videnskabsfolk, kejsere og soldater. Robinson berører mange ting udover bare at fortælle denne alternative verdenshistorie, men får også sagt en masse om religion, særligt kvinders rettigheder, videnskab og helt generelt det at være et godt menneske.

Det er svært at sætte finger på en særlig kvalitet, for det hele er sådan set godt. Historiefortællingen om blandt andet hvordan Amerika bliver opdaget, videnskabelige opdagelser, politiske revolutioner og altødelæggende krige, er troværdig og gennemarbejdet. De religiøse problemstillinger om mistolkninger/misbrug af Islam er både tankevækkende og relevante for den nutidige læser. Karakteropbygningen gennem de mange reinkarnationer er gribende og kan sagtens tages seriøst, uanset hvad man måtte mene og tro om reinkarnation. Jeg kan særligt godt lide at Robinson tager en global vinkel over mange hundrede år, hvilket gør det i mine øjne en langt mere interessant alternate history, end de adskillige andre der findes hvor man blot isolerer sig til et andet udfald af en eller anden krig. Men det er altså stadig et skønlitterært værk hele vejen igennem, og altså langt fra blot en lineær alternativ verdenshistorie.

En bog der burde kunne nydes af de fleste og specielt også folk der ikke normalt læser science fiction.

Første historie, Stone Wall Truth af Caroline M. Yoachim, er en ret så makaber fantasy historie om Njeri, der har den opgave at skære folk op for at de kan hænge på en speciel mur som straf, og så senere tage dem ned igen og sy dem sammen. Denne mystiske væg viser de mørkeste hemmeligheder i dem der hænger der. En dag begynder Njeri at stille etiske spørgsmålstegn til det hun laver, hvilket resulterer i hun selv kommer op at hænge. Meget dyster, og egentlig ganske god historie, men den hører nu egentlig mere hjemme i Fantasy & Science Fiction.

Næste historie, Dead Air af Damien Broderick, introduceres som en hyldest til Philip K. Dick og det kan være man skal være fan af hans noveller, for at værdsætte denne novelle. Verden er blevet dyster og farlig, hvor Solens stråler er blevet så farlige at kun en solskærm i kredsløb om Jorden beskytter folk. Fjernsynet er fyldt med billeder af angiveligt døde personer der råber om hjælp. Meget sært alt sammen, men typisk Broderick.

The Woman Who Waited Forever af Bruce McAllister er en af de genreløse historier jeg ikke synes hører hjemme i bladet, men dog værd at læse færdig. Vi følger et par unge drenge der under lidt for vild leg med bue og pil, kommer til at såre en af deres kammerater. De får hjælp fra en mystisk kvinde i ruinerne af et gammelt hospital. Noget langtrukken og uden egentlig pointe.

The Bold Explorer in the Place Beyond af David Erik Nelso er en kort vild historie om en modig blæksprutte der vil udforske landjorden, fortalt af en gammel drukkenbolt. Selvsagt er historien noget sær.

Aliette de Bodards The Wind-Blown Man forestiller sig en fjern fremtidsverden hvor mennesker har mulighed for at transcendere fysisk og meta-fysisk til et “højere” stadie. Normalt kommer folk ikke tilbage til Jorden igen efter det, men her vender en mand altså tilbage og det er et mysterie hvorfor. En af den type historier hvor man har det indtryk, at det mere er forfatteren der er i centrum og ikke læseren.

Afslutningsvis fortsætter Stephen Baxter sin alternate history om en invasion fra rummet i starten af 1800-tallet. The Ice Line er en fortsættelse af The Ice War fra septembernummeret i 2008 og finder sted 85 år efter begivenhederne deri. I det her univers har Napoleon invaderet de forenede stater og har nu sat kurs mod England. Det hele bliver selvfølgelig mere kompliceret da den engelske flåde også vil angribe rumvæsener på Mars. På papiret lyder det godt, men Baxter er altså desværre blevet umådeligt kedelig at læse efter han kastede sig over disse historiske værker. Det fortaber sig i navne, historiske steder og begivenheder.

Selve mordet på Anders Fogh fylder egentlig ikke nær så meget som jeg havde troet. Størstedelen er også skuespil og fiktion, og kun en mindre del består af virkelige optagelser. Udgangspunktet er selvfølgelig mordet på Anders Fogh, men filmen fortæller baggrundshistorien dertil og får skabt denne fiktive hemmelige elsker Emil, som er hovedmistænkt for mordet. Emil beskrives som anarkist med rødder i BZ-bevægelsen, biseksuel og en der drikker for meget. I hemmelighed bliver Anders Fogh og Emil dybt forelskede, men det er ikke det eneste vilde påfund filmen laver. Politisk begynder Anders Fogh også at ændre sig, han sætter sig for at ville redde Afrika og går direkte imod sine egne partifæller. Overraskende nok ligger det interessante slet ikke i mordet statsministeren, men i en helt alternativ personkarakteristik af manden og hans politiske visioner.

Kort sagt var filmen ikke hvad jeg forventede. Jeg troede faktisk slet ikke den gik så vidt med alternativ historiefortælling, og den ligger altså mest ovre i grøften af ren fiktion end blot manipuleret dokumentarfilm. Dog kunne udførelsen godt have været bedre. Den er først og fremmest temmelig kedelig i starten, hvor det først er til sidst når fiktionen tager godt over, at det bliver interessant. Skildringen af den fiktive Emil er ganske gennemført, men den alternative Anders Fogh virker ikke helt overbevisende. Man har taget for meget fra virkeligheden om ham, og det fiktive bliver der simpelthen brugt for lidt tid på til at det virker overbevisende. Idéen er ellers god. Filmen er meget unik og kan sagtens ses i hvert fald en gang, men stærkt politisk provokerende er den altså heller ikke. Det fiktive er så dominerende, at det virker forceret at prøve at give den troværdighed som dokumentar.

Første historie er Marya and the Pirate skrevet af Geoffrey A. Landis, der er en temmelig klichéfyldt historie uden de store overraskelser, om en rumpirat der kaprer et fragtskib med store mængder vand. Ombord er kun en yngre kvinde, og hun finder ud af at piraten måske ikke er så slem igen, sød musik opstår, og de ender med at må stole på hinanden for at kommende levende ud af en grim situation. Landis viser at han nok er bedst til hard sf elementerne, men selvom hans personer er temmelig stereotype og handlingen uden overraskelser, er historien nu alligevel ganske udmærket.

Conditional Love af Felicity Shoulders er en noget grumme affære. I en verden hvor børn bliver genmanipulerede til bestemte egenskaber fra fødslen, er der nogen der skal samle dem op hvor det ikke går helt som planlagt. Vi følger Grace der prøver at tage sig af disse børn med alle mulige og umulige fejl. En historie der godt kan sætte etiske spørgsmål til overvejelse hos læseren, nu hvor man efterhånden ikke er så langt igen fra at kunne lave designerbørn.

Steve Rasnic Tem har skrevet historie til Asimov’s et par gange før, men heller ikke A Letter from the Emperor fangede mig. Som titlen viser handler det om et brev fra kejseren til en fjern planet i et ikke nærmere specificeret interstellart imperium. Man har ikke hørt fra kejseren meget længe og historiens hovedpersoner får mistanke om kejseren overhovedet stadig er i live. Han skriver ganske flot, men hans historier er nok bare ikke lige min stil.

Der er hele to alternate history noveller i dette nummer. Første er Wonder House af Chris Roberson, der egentlig har et ret godt udgangspunkt, men bliver en anelse forudsigelig. Vi følger to redaktører på pulp magasin udgivelseshuset Wonder House. De har problemer med salgstalene og diskuterer hvad de skal prøve at satse på af nye tiltag. Igennem deres diskussioner får vi selvfølgelig en masse infodumps om denne alternative verden og dens marked for underholdningslitteratur. Hvad de så endelig finder frem til skal være fremtidens satsning, vil man lige trække på smilbåndet over en enkelt gang, men mere spændende bliver det altså heller ikke.

Anden historie er fra Robert Reed. Han skriver som bekendt rigtig mange noveller, og meget forskellige endda. Alternate history er ikke noget nyt for ham, men The Good Hand er altså en af de mere kedelige, hvor det kommer til at handle for meget om denne alternative verden og for lidt om også at have en interessant historie at fortælle. USA er den eneste supermagt i verden og har tilmed et monopol på atomvåben. I følge dem selv for at bevare fred i verden. Det betyder dog at USA styrer og godkender næsten al ny teknologisk udvikling i andre lande, ikke overraskende til stor frustration. I den konkrete historie finder vi således en af disse amerikanske forretningsfolk i Frankrig, hvor USA så pludselig bomber det franske rumprogram i Algeriet. Det gør ham selvfølgelig endnu mere hadet end han allerede er i forvejen blandt de franskmænd han er sammen med, og de oplagte politiske diskussioner i sådant et system bliver selvfølgelig tærsket igennem.

Carol Emshwiller har jeg stødt på et par gange før, og hans historier er altid temmelig underlige og meget unikke. Wilds har ikke synderligt meget med science fiction at gøre, og handler om en mand der bogstaveligt talt lever som et dyrt i vildmarken. Hans liv bliver på irriterende vis afbrudt af en forvirret kvinde der kommer op på hans bjerg, med en taske fuld af stjålne penge. Det er svært at sige hvorfor, men det er ikke en historie man glemmer lige foreløbig.

Allen M. Steeles The Jekyll Island Horror er skruet interessant sammen. Det indledes med et forord af Steele selv der fortæller hvordan han kom i besiddelse af et manuskript fra en ældre mand i en bogbutik, og dette manuskript er selve novellen. Det forestiller at være skrevet af en Solomon Hess der agerede butler for en forlagsredaktør tilbage i 1920′erne og 30′erne. En aften ser de en meteorit falde ned i nærheden og de tager ud for at undersøge det. I bedste pulp stil fra selvsamme tid, er det selvfølgelig noget langt mere skræmmende der er faldet ned fra himlen. En fin historie, der dog lige er lidt langsom i starten.

Analog er et af de få magasiner der stadig bringer føljetonromaner. Et koncept der var meget udbredt i science fiction genrens gyldne dage i 30′erne, 40′erne og 50′erne, og mange klassiske romaner blev oprindeligt udgivet på denne måde. Mindre udbredt i dag, men Analog holder traditionen ved lige og ind i mellem bliver de også udgivet som rigtige romaner bagefter. Hvilket blandt andet var tilfældet med Robert J. Sawyers Hugo-nominerede Rollback. Jeg ved ikke helt hvordan de bedst skal anmeldes, men her på bloggen bliver det i hvert fald del for del i hvert nummer, og kan måske så senere skrives som egentlige anmeldelser til fx Proxima.
I dette nummer får vi første del ud af to af G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain. Jacques vågner op i sit enmandsrumskib efter at have ligget i dvale og finder ud af, at han ikke befinder sig hvor han burde. Tilsyneladende er noget gået galt undervejs, så han har rejst i 1000 år og befinder sig på en ukendt mindre planet. Han formår at overleve som en anden Robinson Crusoe, men støder efter nogle dage på andre overlevende i samme situation som ham. Sammen prøver de at finde ud af hvad der er sket, og mistænker at der er en sabotør i blandt dem, og hvad det er for en verden de er havnet på. Historien er næsten et skoleeksempel på Analog-formen. Nordley har udtænkt et par interessante idéer, som han har godt videnskabeligt styr på, men at beskrive personer og sociale relationer er han altså ikke god til. Der er omkring 10 overlevende, men ingen af dem formår at vise meget anden personlighed end lige deres navn og deres profession. Det der holder historien sammen er Nordleys idé om en kubisk verden, som det viser sig de er landet på. Det giver selvfølgelig lejlighed til nogen videnskabelige betragtninger om hvordan tyngdekraften vil fungere på sådan en formet planet, samt om det er en naturlig forekomst eller om den er kunstigt skabt, og i så fald af hvem og hvorfor. Der er vist ingen grund til at have de store forventninger til afslutningen i næste nummer. De finder vel ud af mere om denne kubiske verden, og måske kommer de tilbage til deres egen civilisation eller også begynder de et nyt liv hvor de er.

Craig DeLancey tager klimaproblematikken op på en interessant måde i Amabit Sapiens. Det hele begynder i en torturcelle hvor den kvindelige geolog Lyta Sumaran anklages for at have udført sabotage mod en række oliefelter, ved at inficere dem med en kunstig fremstillet bakterie. Hun fortæller sin historie om hvordan hun var et kunstigt skabt barn, specielt modificeret til at bekymre sig mere om den fjerne fremtid end almindelige mennesker. En grum fortælling om videnskabelig etik, hvor forfatteren ikke giver noget endegyldigt svar, men lader læseren finde sin egen mening.

Da jeg læste Foreign Exchange af Jerry Oltion måtte jeg lige checke en ekstra gang, at jeg ikke havde fået fat i en gammel Weinbaum novelle. Lighederne var slående. Vi følger de to første mennesker på Mars som finder et rumvæsen indeni det fartøj der skal bringe dem hjem igen. Kommunikation med rumvæsenet viser sig at være svær, men i bedste Weinbaumske stil finder de frem til at rumvæsenet egentlig stammer fra Saturns måne Titan. Man skulle næsten tro historien var en slags hyldest til Weinbaum.

Thanksgiving Day af Jay Werkhiser er lidt tyndbenet. Der opstår fødevarerproblemer på en koloniplanet, og forholdet mellem arbejderne og forskerne kommer yderligere under pres. Historiens helt, en ingeniør af en slags, skal selvfølgelig finde frem til en løsning for at menneskene kan spise planetens vegetation. En helt igennem kunstigt genereret historie, med det ene formål at have et videnskabeligt problem der kan løses på science fiction maner. Det er selvfølgelig den slags historier der giver nogle diskussioner på Analog’s debatfora, men er ikke videre spændende at læse.

Der hoppes let (og mindre elegant) henover de tekniske detaljer i John G. Hemrys historiske tidsrejsefortælling Joan, om den unge Kate der er nærmest fanatisk besat af Joan of Arc, og så er det jo heldigt at universitet lige har fået en tidsmaskine hun kan bruge til at rejse tilbage til 15-hundredetallet og redde Joan fra at blive brændt på bålet. Kate finder selvfølgelig ud af at Joan ikke er helt som hun troede og havde håbet på, og bliver skuffet over at Joan vil blive og kæmpe, og ikke rejse tilbage til Kates tid og indgå et forhold med hende der. Udover at få ændret en lille smule på historiens gang om hvordan Joan of Arc endte med at dø, er der ikke fantastisk meget andet i denne historie, end at Kate finder ud af at hendes store heltinde ikke var som hun havde drømt om.

Efter et par ret dårlige numre har jeg fået lidt mere smag for Analog. Man skal nok også lige vænne sig til dens type af historier.

I søgen efter tachyonstråler støder et hold forskere på hvad der ligner et rumskib begravet under isen på Antarktis. Da de bevæger sig ind i det, lætter det og tager dem ud i rummet. De kommer dog tilbage til Jorden igen, men finder hurtigt ud af det er en slags parallelverden. Der er små, men dog betydningsfulde forskelle. De finder ud af at rumskibet udgør en slags portal til et enormt netværk mellem paralleluniverser, alt sammen drevet af energien fra tusindvis af sole der bliver tappet gennem ormehuller. De rejser derefter fra verden til verden, og deres opdagelser er ofte nedslående. Enten er verden gået under som følge af en atomkrig eller også er det lige oppe over. Mens de prøver at blive klogere på hvordan dette netværk af parallelverdener fungerer og hvem der byggede det, søger de altså også at finde ud af hvad der er galt med menneskeheden, siden den tilsyneladende udrydder sig selv i enhver inkarnation.

Der er tonsvis af problemer med den her bog, der simpelthen skyldes at den er elendigt skrevet. Sproget er uinspirerende og tyndt, persongalleriet er fuldstændig uden karaktertræk og hele handlingen virker unaturlig og kunstig. Der er en 4-5 hovedpersoner, men de har absolut ingen unikke karaktertræk eller noget man kan skelne dem fra hinanden på, så det bliver bare til en håndfuld navne. Zebrowski har konstrueret hele dette netværk af parallelverdener, men ikke tænkt på hvordan det skulle præsenteres på en overbevisende og naturlig måde i en roman. Derfor drager hans personer blot en masse konklusioner på baggrund af nærmest ingenting, og kan deducere en masse om fysikken bag disse ormehuller samt konkludere en masse om de rumvæsner der har bygget det, uden videre diskussion eller analyse, blot på simpelt tankespind over hvad de lige har set for 10 sekunder siden.

Stranger Suns er en af de bøger, der udelukkende kan satse på at sælge på et fancy cover og en opblæst bagsidetekst.

Det er usædvanligt at man læser en antologi hvor man virkelig synes godt om praktisk talt alle novellerne, og det skal ikke sætte de to tidligere års udgivelser i et ringere lys, men det er tydeligt at se at den årlige antologi har gjort noget ved både produktiviteten og kvaliteten blandt danske science fiction forfattere. Hvilket jo er glædeligt. Kvaliteten skal især findes i at mange af forfatterne har originale idéer og en unik stil, som ikke bare er en fordanskning af engelsksproget science fiction. Det danske islæt er blevet mere udpræget og forfatterne har også mere at sige, om samfundet, om verden, om mennesker, udover selvfølgelig at bruge science fiction til at fortælle en spændende historie. Emnerne er mindre dystre og dystopiske end sidste år, men det fylder skam stadig en del.
Sidste år kunne jeg udvælge et par noveller jeg mente ragede klart over de andre. Dette er umuligt i år. Så det følgende udvalg er et ikke et udtryk for at de ikke nævnte historier er mindre gode, jeg vil blot vise variationen i antologien. Der er selvfølgelig både erfarne velkendte navne i samlingen og helt nye navne. En af dem der imponerede sidste år var A. Silvestri med den sorthumoristiske When the Music´s Over. I år er han med Godnat noget mere dyster, i denne beretning om et kærestepar der klamrer sig til hverdagens trivialiteter mens verden bogstaveligt talt er ved at gå under udenfor. Debutanten Simon Christiansen imponerer med den originale Simulacra, hvor han vender den slidte science fiction kliché om at verden er en computersimulation på hovedet, hvor folk altså tror de lever i en simulation, men det er den virkelige verden. Rigtig godt fundet på og historien fungerer perfekt. H. H. Løyche tager os til Danmark i en alternativ tidslinje i Ryg og rejs og Lonni Krause fortæller om robotten Irma Ovesen der prøver at leve i vores verden, i novellen af samme navn. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard har gjort en undtagelse med Lars Ahn Pedersens Alien Ghost Ballet, der med sine 50 sider egentlig er i overkanten længdemæssigt, men helddigvis kom den med alligevel. Det er noget så sjældent som god dansk space opera, og titlen siger egentlig hvad det handler om. En balletkoregraf skal lære nogle trebenede fem meter høje rumvæsener at danse Svanesøen. Ikke nok med at universet i historien er stort og interessant nok til at kunne rumme mange flere historier, er den også umådeligt underholdende uden at det bliver fjollet og så siger den faktisk også noget om hvordan kunst kan blive misforstået og misbrugt.

Den eneste negative petitesse jeg kan sige i år, er angående det ellers flotte forsidemotiv af Patrick Leis, som jeg bare synes signalerer lidt for meget horror og ikke science fiction, men SFC’s bogudgivelser har nu også haft rigeligt med rummotiver.