Robert Charles Wilsons Spin imponerende mig meget, så høje forventninger til efterfølgeren Axis kunne ikke undgås. Desværre levede den ikke helt op til det, hvilket nok ikke er helt rimeligt, for den er stadig ganske god, men man skal have læst Spin før man læser denne her, og den vil ende med at stå i skyggen af sin forgænger.
I slutningen af Spin opstod der i det Indiske Ocean en portal til en Jordlignende planet et andet sted i galaksen – kaldet for Equatoria. Axis foregår på denne planet nogle årtier efter de første bosættelser. Formen er typisk, hvor vi starter med at følge et par seperate hovedpersoner, hvis veje mødes som plottet skrider frem. Der er drengen Isaac, der har et særligt “kald” der peger mod vest, Lise der i årevis har søgt efter svar på hvorfor hendes far forsvandt uden et ord for årtier siden og Turk som Lise søger om hjælp angående et spor på hendes fars forsvinden. På Equatoria begynder noget mystisk støv at falde ned fra himlen og teorien er at det er døde eller kasserede hypotheticals – dem som satte tidsmembranen omkring Jorden i Spin. Isaac viser at være et slags eksperiment, hvor menneskene på Mars har injiceret det livsforlængende stof – der giver dem deres fjerde levealder – i ham fra fødslen af, i håb om at han vil kunne kommunikere med disse hypotheticals. Deres veje mødes og det giver mulighed for karakterne at tænke tilbage på sørgelige minder og teoretisere op og ned om the hypotheticals.
Hvor Spin havde et præg af klassisk hard sf, er der lidt mere religiøse og mesiaslignende toner i Axis - noget jeg sjældent har det særligt godt med. De meget jordnære og almindelige tre hovedpersoner fra før er nu erstattet af en gruppe uinteressante personer, der bare udfører en funktion for plottet og ikke har et selvstændigt liv. Der er dog stadig masser af spændende science fiction idéer, og det er ikke religiøst som sådan, da det hele er solidt funderet i videnskabelige forklaringer. Så det er som sagt stadig en ganske udmærket roman, hvor der bygges videre på teorierne og forklaringerne på disse ukendte hypotheticals, men den står ikke så solidt som enkeltværk som Spin gør det.
Juninummeret af
Hollywood har kørt en meget lang periode hvor grundlaget for nye film er en eller anden form for genbrug. Enten bøger, computerspil eller tegneserier der bliver filmatiseret, eller de såkaldte remakes og reboots af ældre film. Selvom jeg personligt synes det er ved at tage overhånd, og man savner virkelig noget nyt og originalt, så kommer der nu alligevel noget okay ud af dette genbrug en gang i mellem. Denne film er en af dem. Som titlen viser er der tale om en prequel der fortæller historien før den originale Planet of the Apes. Hvilket fungerer ganske fint, fordi det således ikke kræver noget videre forkundskab til historien.
Der er et par okay noveller i dette nummer, men ellers et rimelig gennemsnitligt nummer af Analog. Stanley Schmidt har en interessant klumme denne gang om menneskets mulige indblanding i fremmede planeter og dets dyre- og planteliv, og hvordan science fiction forfattere forholder sig til dette etiske spørgsmål. Mindst ligeså interessant er Richard A. Lovetts artikel om Merkur, hvor lidt vi egentlig ved om denne planet og hvorfor den er forholdsvis overset i science fiction sammenhænge.
Der er to Hugo nominerede noveller med i dette nummer, så det kan man jo ikke have andet end visse forventninger til. Sheila Williams skriver om
Det er alt for længe siden jeg sidst har fået læst og nydt en rigtig god roman. Skal måske helt tilbage til
Tredje sæson af Star Trek er med rette berygtet for en markant lavere kvalitet end de to forrige. Jeg prøvede at være positiv alligevel, men hold da op. Det er ikke bare lidt dårligere, det er flere længder ringere, og vi kan da kun glæde os over at dette ikke var første sæson, for så havde Star Trek nok ikke været noget som helst i dag.
Dette nummers noveller er desværre meget Analogsk med forudsigelige problemløsningshistorier uden de store overraskelser. Der er dog en enkelt Hugo-nomineret historie med. Stanley Schmidt skriver i sin spalte om hvordan vi dømmer noget hårdere hvis vores syn i forvejen er positivt, og Jeffrey D. Kooistra fortsætter sin kritik af temperaturmålinger brugt til at bevise den globale opvarmning.
Efterårsnummeret fra 2010 af Proxima er som altid høj kvalitet fra ende til anden. Der bliver både gået i bredden og i dybden med genren og vi får hele tre nye danske noveller.