Wilson har bygget Spin efter en simpel men effektiv formel indenfor science fiction. En udefra kommende ændring, der er relativ enkel at forklare, men som har store konsekvenser for hele planeten. Historien starter i nær fremtid hvor Jorden fra det ene øjeblik til det andet, bliver omsluttet af en slags membran der lukker stjernelyset ude. Solen står dog stadig op næste dag, men det er en kunstig sol. Den er tydeligvis kunstigt fremstillet, men ingen rumvæsener giver sig til kende eller på anden måde viser hvorfor. Over tid finder man ud af, at membranen ikke bare blokerer for himlen, men også har sat Jorden i en slags tidsboble. Et sekund på Jorden svarer til over 3 år i resten af universet. Millioner og milliarder af år passerer altså udenfor på ganske kort tid. Det i sig selv ændrer selvsagt hele samfundet. Religiøse kulter opstår, den nye generation der vokser op uden at have set stjernerne udskiller sig markant, og helt nye industrier opstår i forsøg på at finde ud af hvad der forgår. Men også en bekymring for verdens undergang opstår, for med den hastighed vil Solen gå nova om få årtier.
Romanen følger tre personer. De to søskende Diane og Jason, og deres ven Tyler. Fortællingen centrerer omkring Tyler. Stjernerne forsvandt da de var børn, og det præger resten af deres opvækst som romanen følger. Jason er ualmindeligt intelligent, kommer på eliteskoler og bygger hele sit liv op på at søge svar om hvad der er sket med Jorden og hvorfor. Diane bliver mere og mere utryg, og knytter sig til en af de nyfundne religiøse sekter, mens Tyler går den mere almindelige vej og uddanner sig til læge.

Wilson holder sig i store træk kun til det ene novum med at Jorden bliver omsluttet af en membran hvor tiden går hurtigere, hvilket er sjældent for nyskrevne science fiction romaner der ofte vil have så mange fantastiske idéer med på engang. Det handler om hvordan verdenssamfundet, og de tre hovedpersoner, udvikler sig som følge af denne enkle skelsættende begivenhed. Den øvrige teknologiske udvikling berøres kun i periferien. Men selvom den er skrevet efter en gammel klassisk science fiction formel, bygger Wilson stadig på nye koncepter som singularitetsbegrebet. For at et sekund svarer til 3 år ude i universet giver nogle interessante muligheder med at sender autonome sonder og robotter af sted. Så kan millioner af års udvikling finde sted på relativt kort tid. Det gør at Wilson får skildret overvældelsen af en teknologiudvikling der går hurtigere end menneskets fatteevne, samtidig med at det er forankret i noget der stadig ligner nutiden.

Ingen tvivl om at Spin kan anbefales. Jeg er spændt på om efterfølgeren Axis kan leve op til den.

Satiren går denne gang løs på miljøaktivister, feminister og hensynsløse forretningsfolk, men i selve plottet aner jeg også en satirisk vinkel på space opera genren. Amys far, Leo,har planer om at bygge universets største minigolf. Han mødes med stor vrede fra en gruppe feministiske miljøaktivister, der ikke vil acceptere at han ødelægger stjerner, planeter og truede racer med sin hensynsløse byggeprojekter. Leela slutter sig til denne gruppe og bliver hurtigt deres leder, eftersom hun faktisk tager sagen mere seriøst end de øvrige tøser, der egentlig helst bare vil have en undskyldning for at male skilte og råbe i megafon. Oveni alt dette, så kommer Fry ud for en ulykke der gør at han kan læse tanker. Han begynder at gå med sølvpapirshat for at lukke tankerne ud og bliver kontaktet af en hemmelig loge kaldet Legion of Mad Fellows. De fortæller om storslåede galaktiske krige for æoner tilbage mellem the Encyclopods og the Dark Ones, og at en af de stjerner som Leo planlægger at ødelægge for sin minigolf bane, er gemmested for den eneste overlevende Encyclopod i universet og det er kun ham alene der kan stoppe katastrofen.

Det kan lyde omfattende og der sker så sandelig også mange ting på en gang, men dog med en klar bedre end rød tråd end før. Satiren bliver egentlig skåret for meget ud i pap, men at den tager pis på alle gør det fornøjeligt alligevel. Det er ikke bare forretningsmænd og deres rovdrift på naturen der står for skud, men også aktivisterne og deres tilgang til at være med i en protestgruppe. At Fry kommer med i en hemmelig klub og begynder at gå med sølvpapirshat, synes jeg også rammer helt plet med den type historier hvor skæbnen har bestemt at en mand eller kvinde er udset til noget ganske særligt her i universet.
Udover disse overordnede satiriske linjer, er den almindelige humor også bare bedre. Jeg grinede mere over Benders eskapader og grove opførsel, de utallige små detaljer der varer et halvt sekund, og som er sjove lige der, men ikke hvis man tænker for meget over dem.
Into The Wild Green Yonder er alt i alt en hæderlig afslutning på Futurama-serien.

Niel Dalgaard skriver i Litteraskopet antologien af kortromaner The Mammoth Book of Best Short SF Novels og om de mange af historierne der handler om menneskets møde med rumvæsener. Redaktøren selv, Janus Andersen, har set på kloning som tema i dansk science fiction – original såvel som oversat. Undertegnede har bidraget med en gennemgang af andet halvår af 2009 af magasinet Asimov’s. Jeg tror ikke jeg fortsætter den række, men vil gå over til at skrive mere generelt om engelsksproget science fiction i novelleform fremover. Janus Andersen har også interviewet Christian Reslow om hans debutroman Mirakelts Fald. Jeg bemærker at Janus altid beder forfatterne om at forholde sig til genrespørgsmål, og de svarer alle sammen, Reslow med, at de ikke ser deres værk som en genrebog og heller ikke kan lide at låse sig fast på en bestemt genre. For så vidt et helt rimeligt standpunkt, men er der virkelig ingen danske forfattere der entydigt vil kalde sig for science fiction forfatter?
Den fortsatte kortroman er nu nået til sjette kapitel, og Lonni Krause tager historien ud i en helt ny drejning. Nu er vores hovedpersoner dukket op på lighuset, og skal til at obduceres, men det bliver ikke uproblematisk for den stakkels retsmediciner.

Første novelle er en meget kort en af amerikaneren Bruce Holland Rogers og handlingen kan bedst summeres med titlen – Høj af Ingefær, der ganske enkelt handler om et euroforiserende stof baseret på ingefær.
Rogers har endnu en, endnu kortere, novelle med. Ordproblem der småfilosoferer lidt over om man er bange for de forkerte ting her i verden.
Tyske Bernhard Brunner har skrevet den vældig morsomme satiriske Den forbedrede universalfjernbetjening, om en mand der får sig en lidt for effektiv fjernbetjening i en verden hvor mennesker afhænger alt for meget af teknologi.
Chris Robersons O1 (muligvis en reference til Big O notation) er en alternate history, om en kinesisk opfinder der opfinder prototypen til en tidlig computer, som han så skal præsentere for kejseren der skal tage stilling til om apparatet skal erstatte matematikere med kuglerammer. Glimrende historie.
Den anden tyske historie hedder Titan Surveyors skæbne og er skrevet af Martin Schemm, men som ligeså vel kunne være skrevet af en amerikaner. Det er en klassisk rumhistorie om en ekspedition til Titan, som skal undersøge hvad der er blevet af den tidligere ekspedition man ikke har hørt fra.
Sidste historie er en pulpnovelle fra 1918 af A. Wilkinson Jr. med titlen Da Jorden smeltede…. Det er historien om hvordan Jorden gik til grunde som følge af en gal videnskabsmands eksperimenter, men fortalt af Marsboere som har fundet en beretning fra en vis forsvarschef i 2030, der skrev ned hvad der skete da Jorden smeltede. Stor ros til redaktøren for at give den slags historier nye læsere på dansk!

Der er dog en masse markante forskelle, særligt på karaktersiden, hvor det virkelig bliver tydeligt hvor meget seriens personer har rykket sig. Jeg havde helt glemt hvor anspændt forholdet mellem Føderationen og the Bajorans var, herunder særligt også Kira der var endnu mere temperamentsfuld end senere. Sisko havde jo egentlig slet ikke lyst til at være der, Julian var endnu “yngre” og Quark var lidt mere skurk. Mens Odo er så godt som fuldstændig sig selv.

Men lige for at summere handlingen op, så udspiller Deep Space 9 sig på en rumstation, hvilket er helt unikt i Star Trek universet, der jo som bekendt i alle andre serier tager udgangspunkt i et rumskib der rejser rundt i galaksen. Stationen er i kredsløb om planeten Bajor, der netop har befriet sig fra Cardassias besættelse. Føderationen er der i starten blot som fredsbevarende og for at hjælpe til med at genopbygge Bajor, men ved et tilfælde opdager Commander Sisko, der er sat til at lede stationen, et stabilt ormehul til Gammakvadranten. Og så får lokationen pludselig langt større og vigtigere betydning.

Af en første sæson at være, er den faktisk rigtig god. Man har lagt en stil man holder sig til, alle personer bliver godt introduceret og når også at udvikle sig og der er færre afsnit der rammer helt skævt. Dog kan man godt at man har afprøvet flere typer af historier, hvor man både vil forsøge at holde sig de klassiske formler for en historie velkendt fra TOS og TNG, og samtidig forsøge sig med noget nyt i en længere sammenhængende historie. Særligt den første type med afsnit som If Wishes Were Horses og Babel der virker temmelig fjollede set i lyset af resten af serien, men afsnit som Captive Pursuit eller Dramatis Personae, der egentlig følger den klassiske formel for et Star Trek afsnit, bidrager alligevel med en hel masse til seriens univers og persongalleri.

Jeg er spændt på anden sæson og hvordan den ses med resten af serien i baghovedet.

Tim Sullivans Star-Crossed er en fortsættelse til en af hans tidligere, så den var lidt svær at følge, men slet ikke tosset. Historien handler om Wolverton der arbejder på asteroiden LGC-1, da en dag, ud af ingenting, dukker en gigantisk minemaskine og begynder at fortære asteroiden. Det viser sig at den kommer fra en parallelverden via en boble i asteroiden. Og derfra bliver det kun mere underligt. Lidt hard sf blandet med en banal romance.

Make-Believe af Michael Reaves er en enkel – men effektiv – gysernovelle om nogle unge drenge i 50′ernes Amerika, som udforsker en klippehule hvor angiveligt nogle børn for år tilbage omkom i. Resten giver sig selv.

The Fairy Princess af Dennis Danvers er ikke som titlen antyder fantasy, men en relativ simpel og uoriginal, men klart læseværdig, historie om et parti sexrobotter (Screwbots som de bliver kaldt), der juleaften får lyst til at få sig et liv for dem selv. En udmærket “feel-good” novelle.

Sidste historie, Class Trip af Rand B. Lee, er en mærkværdig sag med spøjse idéer. Historien indledes af en klasselærer der fortæller sine elever af racen D’/fü om en menneskepige ved navn Pink, der engang for længe siden var en del af et socialt eksperiment om at leve sammen med rumvæsener og lære om deres samfund. Historien skifter til Pinks vinkel, eftersom eleverne skal opleve hendes historie i en slags drømmesimulator. Udgangspunktet var interessant, men jeg synes ikke det førte til noget, og at det hele åbenbart skulle fortælles i (næsten) bagvendt kronologi gav ingen videre god mening heller.

Af øvrige historier finder man Amor Fugit af Alexandra Duncan om Ourania og hendes sære forældre; Albert E. Cowdreys Fort Clay, Louisiana: A Tragical History – endnu af hans Louisiana fortællinger; Waiting for the Phone to Ring af Richard Bowes handler om en forfatter i 70′ernes New York; den fjollede fantasy Epidapeles and the Insufficiently Affectionate Ocelot af Ramsey Shehadeh der handler om en usynlig stol kaldet Door; Benjamin Rosenbaums The Frog Comrade – en nyskabelse af historien om prinsessen der skal kysse en frø; og Blue Fire af Bruce McAllister om paven i det sekstende århundrede og nogle vampyrer.

Diamond Dogs er velkendt Reynolds. Hard sf med lidt horrorstemning, kolde kyniske intelligente dræbermaskiner, mennesker med så mange modifikationer at de nærmest er robotter, og generelt bare præget af sort metal. Historien følger Richard der af en gammel ven bliver lokket med på en mission til en mystisk gigantisk tårnkonstruktion fundet på en planet og formodentlig bygget af rumvæsener. Tårnet består af et utal af forbundne rum med matematiske gåder, som skal løses for at man komme videre til det næste rum. Svarer man forkert, venter en ubehagelig straf. Sammen med et par andre, herunder Richards ekskone der besidder særlige matematiske evner og derfor i praksis løser alle opgaverne, bevæger de sig gennem tårnet rum for rum. Et stykke af vejen virker det egentlig som en slags Indiana Jones ekspedition, med underjordiske hulrum med gåder der skal løses og farlige fælder at undgå, men der er meget mere i historien end bare selve plottet om tårnet. De har en doktor med sig, der er en virkelig interessant og skræmmende figur, som bogstaveligt talt samler stumperne sammen eller erstatter deres legemsdele med kunstige, da de af og til bliver skåret i stykker, og det der er værre ,når et forkert svar på et rums gåde bliver valgt. Det er en historie der skal læses for stemningen og mindre for plottet, eftersom der ikke rigtig kommer nogen afklaring til sidst, som man ellers normalt ser i Reynolds’ historier.

Turquoise Days er en noget anden størrelse. Mindre hard sf, ingen splatter, mere psykologi og biologi i stedet for kold teknik. Historien udspiller sig på planeten Turquoise, der er en såkaldt Pattern Juggler planet. Pattern Jugglers er det eneste tilnærmesesvis intelligente liv mennesket har fundet i dette univers, og det kun delvist. Det kan bedst beskrives om et biologisk netværk af en slags i havet, der indeholder sind fra tusindvis af andre intelligente racer, som har svømmet i havet og dermed blevet en del af det. Dem der svømmer med disse Jugglers bliver lettere forandret og nogen får tilegnet sig særlig viden. Planetens kolonister lever yderst fredeligt og uden meget kontakt med resten af galaksen. Kun meget sjældent kommer en lighthugger forbi, hvilket der selvfølgelig så gør i denne historie, og det reagerer havets Jugglers på.

To ret forskellige historier, der hænger en lille smule sammen – dog uden at jeg kan sige hvordan, og som giver et lille indblik i blot en afkrog af Reynolds’ store romanunivers.

Vi stødte på Dr. Bird i Captain S. P. Meeks The Cave of Horror fra januarnummeret, og i Cold Light skal han se på en mystisk sag hvor et menneske bogstaveligt talt er splintet som glas og gået i tusind stykker. Meget flot beskrevet af Meek og det altså over 60 år før vi så T-1000′en falde om og gå i stykker.

The Soul Master skrevet af Will Smith and R. J. Robbins starter som en lettere kedelig spændingsgyser, hvor en journalist bliver sendt ud til en professors hus, for at finde ud af hvad der er sket med hans kollega der skulle undersøge noget derude. Derefter drejer det over i klassisk gal videnskabsmands gak gak, for professoren har eksperimenteret med astrale overførsler fra dyr og mennesker.

I From the Ocean’s Depths af Sewell Peaslee Wright er det en tankelæsningsmaskine der bliver brugt. En mand finder et havfruelignende væsen på stranden, konstaterer hun er syg og tager hende straks med hjem. Der hopper hun hurtigt i hans swimmingpool og har det tydeligvis bedre. Manden tilkalder sin ven for at hjælpe, for heldigvis har han bygget en tankelæsningsmaskine og den vil han bruge til at finde ud af hvem dette væsen er og hvor hun kommer fra. Derigennem finder de ud af at hun kommer fra en hel underverden i havet med disse væsener, men hendes tanker viser også at hun gerne vil tilbage igen. Sammenlignet med hvad det ellers er for type historier i bladet, er denne meget rolig og uden det store drama.

Der er til gengæld masser af drama i A. T. Lockes Vandals of the Stars der simpelthen vælter sig pulp-klichéer. Det starter nærmest som Independece Day, hvor en gigantisk zeppeliner-agtig tingest hænger faretruende over Manhatten. Året er 1975 og verdens fem mest magtfulde mænd fra erhvervslivet mødes for at prøve at tage affære. Vi følger hovedsageligt Dirk, hvis forlovede Inga er meget bange og skræmt, men Dirk lover at passe på hende. Da zeppelineren lander arrangerer de fem herrer at flyve ud på den, i håb om at kunne hilse de fremmede velkommen. De bliver mødt af nogle meget menneskelignende væsener, og deres ældre leder siger de kommer med fred. Den lidt yngre, lederens søn, viser dog interesse for Inga – som han mener er det smukkeste han nogensinde har set i hele galaksen. Han lover hende at gøre hende til dronning og hersker over hele planeter, og han vil ofre tusindvis af slaver til hendes ære. Og herfra kører det. Inga bliver skræmt fra vid og sans, Dirk lover hende endnu mere at passe på hende, og der udvikler sig hurtigt et voldeligt fjendskab. Med masser af nævekamp til følge. Ikke forfærdeligt meget science fiction over den historie, men ganske underholdende fordi det bliver så groteskt overdrevet med den stakkels hysteriske pige, og vores mandlige helt der redder hele verden med de bare næver.

Historien fortælles af Gregg Haljan, officer på rumskibet Planetara. Et skib der fragtede post og passagerer mellem Mars, Venus og Jorden. Hans beretning handler om hvordan hans skib blev overtaget af pirater fra Mars, der ville have fat i en værdifuld ladning radium fundet på Månen. Skibet bliver overmandet, passagerne bliver efterladt på en asteroide med lovning om at de vil blive hentet igen. Haljan er stadig ombord som fange og allierer sig med, og forelsker sig i, en Marskvinde ved navn Anita. Skibet må nødlande på Månen og kampen mellem “de gode” og “de onde” fortsætter der.

I det hele taget er det ikke en historie der er meget ved at tage frem igen i dag. Mest af alt fordi den ikke har ret meget med science fiction at gøre, selvom det foregår på Månen med rumskibe og Marsmænd. Men hele plottet kunne nemt være skiftet ud med et almindeligt skib på havet og gammeldags søpirater, og en tilfældig Stillehavsø i stedet for Månen. Handlingen kører også temmelig meget i tomgang, sikkert fordi den er skrevet til at være delt op i fire dele til magasinet. Der en hulens masse nævekamp og Cummings sætter udråbstegn ustandseligt. Det mest interessante er sådan set forfatterens egen introduktion til historien, hvor han beder læseren forestille sig at man tog til New York Public Library i år 2080 og bad om et eksempel på denne tids gennemsnitlig spændingsroman. Sådan en roman forestiller Ray Cummings sig med Brigands of the Moon. Interessant nok udgangspunkt, men ikke særligt spændende i dag.

I Redemption Ark ledede Clavain tusindvis af flygtninge fra det nu totalt adskilte solsystem Resurgam til planeten Ararat. Der er nu gået 23 år og en mindre koloni er så småt blevet etableret, selvom det oprindeligt var ment som en midlertidig løsning. Der udspiller sig stadig en større krig mod the Inhibitors i solsystemet, med stadigt mere avancerede våben. Ararat ledes af grisen Scorpio, men kalder Clavain tilbage fra sin isolation, da en personkapsel lander på planeten. Ud fra den kommer Ana Khouri, Ilia Volyovas tidligere partner, og kan berette om krigen oppe i rummet og hvordan de har fået hjælp fra ny kant til at udvikle nye våben. Hun har dog også travlt med at redde sin datter ud fra kløerne på Skade (skurken fra Redemption Ark), som befinder sig på planeten.
I mellemtiden, eller faktisk 50 år senere – eftersom alt jo forskubbes i Reynolds’ univers hvor det ikke er muligt at rejse hurtigere end lyset, hører vi om pigen Rashmika Els på måneplaneten Hela. Hun er overbevist om at kirkefolkene på Hela tager fejl i deres religiøse tolkninger af gasplaneten Haldoras mærkelige fænomen, hvor den af og til holder op med at eksistere for en brøkdel af et sekund.
Alt i mens breder invasionen fra de uhyggeligt effektive civilisationsudryddere the Inhibitors sig til resten af menneskets koloniserede solsystemer. Reynolds runder som sagt det hele af, men giver bestemt ikke svar på alt, og nogen vil måske kalde slutningen lidt af et anti-klimaks, men Reynolds er ikke en typisk space opera forfatter. En genre der ellers normalt ender i tjubang-slutninger af overdrevne episke proportioner.

Absolution Gap er skrevet i helt samme stil som Redemption Ark, og hvad jeg skrev om den er stadig gældende. Reynolds kan et eller andet med både at fange det episke og altomfavnende, uden at det bliver overdrevet, og samtidig holde handlingen tæt knyttet til nogle få personer. Problemerne er galaktiske, men handlingen er i den grad stadig persondrevet.
Har du ikke læst Alastair Reynolds endnu, er det bare om at komme i gang, men selvsagt fra seriens begyndelse.