Dette album har jeg haft liggende i mange måneder uden at få det læst, hvilket siger mig at tegneserier åbentbart ikke rigtigt kan fange min interesse. Men nu fik jeg læst det færdigt og interessen faldt kun mere.

Na har fået en lyst til at rejse til Saturn for at redde befolkningen ud af den undertrykkelse de er pålagt af de genforskere der har udført eksperimenter med dem. Det bliver lettere filosofisk med retten til at skabe og tage liv der bliver vendt og drejet lidt, hvor oprøret bliver drevet af et krav om retten til sine egne gener, da de førhen var blevet solgt i forskningsøjemed.
Endnu engang må jeg stille mig udenforstående for hvad i alverden det hele handler om og hvad ideen med serien egentlig er. I de to tidligere album kunne man da nyde nogle ret flotte billeder, men dette bind er gement kedeligt også på den side.

Dette andet album af Alain Maindron er en fortsættelse af det første bind, hvor den altvidende og kontrollerende Central er blevet nedbrudt, med kaos til følge. En gruppe hackere har fået adgang til en speciel databog hvor alt i universet står nedskrevet i og en blodig kamp på denne bog bryder ud, hvor den mystiske Na igen får spillet en vigtig rolle og understreget hendes sære evner.

Det lyder alt sammen meget underligt og det er det også. Jeg har svært ved at se nogen videre dybde i plottet eller hvor det skal bære hen, og virker mest af alt som en slags ramme omkring de meget futuristiske farverige flotte tegninger. Ligesom første bind får man ikke meget baggrundsviden eller forklaring på hvad der foregår, hvilket gør at jeg har svært ved at finde det synderligt interessant i længden.

Tredje bind i denne serie om Albino der vil være spilskaber minder i opbygning en del om de andre. Han er komemt videre til et nyt sted for at blive spilskaber og igen lave han urøre og bliver til sidst sendt videre til et nyt sted. Dog begynder vi at få lidt mere hints om hvad det er for en verden det foregår i og hvad det hele egentlig går ud på, da vi ser den virtuelle og virkelige verden blive rodet sammen, og hovedpersonen Albino begynder nu at ligne en slags Neo der skal befri befolkningen fra den uvirkelige verden.

Jeg må indrømme at selv efter tre bind har historien ikke fanget mig og den forekommer mig ligeså rodet og underlig som mit første indtryk var, så det bliver nok ikke lige foreløbig at jeg får læst de efterfølgende bind.

Endnu en interessant udseende tegneserie jeg fandt på det lokale bibliotek. Skrevet og tegnet af Alain Maindron og oversat til dansk Freddy Milton. I dette første bind i serien får vi introduceret en verden hvor menneskeden har koloniseret verdensrummet og al aktivitet kontrolleres centralt af noget der går under navnet Centralen. En besætning på et rumskib bliver beordret af Centralen til at undersøge et ukendt fartøj der nærmer sig Jorden. Deri finder de en mystisk gruppe munke og en lille pige med navnet Na. De når dog ikke at blive kloge på hvem det de har taget til fange, da de må nødlande midt i Sahara. Besætningen og munkene må nu pludselig kæmpe for deres liv, da Centralens styrker pludselig begynder at jage dem som terrorister, men hemmeligheden bag Centralen og den lille pige Na lurer.

Maindron har lavet alle tegninger på computere, hvilket gør især menneskernes ansigter noget kantede, men det bliver tilgengæld ganske flot med fx omgivelserne i et rumskib. Stilen passer vel godt til historien, men jeg synes godt han kunne have gjort lidt mere ud af ansigterne eller måske holdt sig til at modellere baggrunde og omgivelser på computer.

Allerede efter dette første bind synes jeg langt bedre om denne serie, end den anden serie jeg prøver at læse, Teknofædrene. Der er mere science fiction i det og den fremtidsverden det foregår i finder jeg mere interessant og troværdig, end den meget fantasy-prægede i Teknofædrene. Det er dog lidt synd at det hele går så hurtigt i dette bind der kun er på 47 sider, og det havde været interessant hvis han havde brugt bare 10 eller 20 flere sider på at gå lidt mere i dybden med hvad det egentlig er for en verden det finder sted i. Vi bliver direkte kastet ind i en historie fyldt med action og baggrundshistorien må man i stor grad gætte sig til.

Andet bind i Judorowskys serie Teknofædrene fortsætter hvor Pantekno-forskolen slap. Hovedfiguren Albino er blevet sendt til en hård straffeskole for at lære de kommercielle sider af spilskabning. Det modstræber han sig, da han ikke vil være med til grov udnyttelse af svage sjæles trang til spil der kan udnyttes kommercielt, men lave smukke og kunstneriske spil. Endnu engang viser han at han er noget særligt og bliver til sidst sendt videre til endnu en spilplanet. Alt imens hans mor kæmper videre i sit hævntogt mod de pirater der voldtog hende.

Jeg har lidt svært ved at se hvor det hele skal føre hen. Albino går fra den ene fantastiske virtuelle verden til den anden og udvikler sig selv og lærer sine særlige evner at kende, men jeg finder hele forløbet en anelse rodet og historien drukner i store flotte billeder. Ligeledes med sideplottet om hans mors hævntogt, som er temmelig trivielt, men kan da ligge grobund for nogle brutale scener. Det er nok for underligt og fantasy-agtigt til min smag, men jeg vil da læse de øvrige bind for at se om der kan komme lidt kød på historien.

Jeg fandt dette tegneseriealbum på biblioteket udelukkende fordi det umiddelbart så interessant ud. Jeg har aldrig læst den slags tegneserier før, så har ikke den store viden om det eller noget at sammenligne det med. Teknofædrene er slags science fiction / fantasy serie skrevet Alexandro Jodorowsky og tegnet af Zoran Janjetov og Fred Beltran, hvor Pantekno-forskolen således er første bind af indtil videre 6 dansk oversatte bind.

Historien starter med at en gammel mand ved navn Albino vil fortælle sin livshistorie, som starter med hvordan han kom til verden på en øde asteroide hvor hans mor var blevet voldtaget af tres pirater (ja det er ikke en børneserie i hvert fald), og senere fik tre børn – heriblandt hovedpersonen Albino. Ham og hans firarmede søster blev dog anset af moderen som uønsket, mens hendes førstefødte søn holdt hun af. Som de vokser op arbejder de på hendes ostefabrik mere eller mindre som slaver, men Albino har en større interesse for virtuelle verdener i computerspil og mener han er skabt til at blive spilskaber. Han kommer så afsted til en spilskaberskole hvor de finder ud af at han er noget ganske særligt, den slags der kun findes for hver tusinder. Alt imens hans mor opruster til krig og hævn mod dem som voldtog hende.
Pantekno-forskolen er vel hvad man vil kalde en introduktion til den videre historie, da grundplottet er blevet fastsat og de vigtigste personer præsenteret.

Jeg har ingen ide om hvad den tegnestil den er tegnet i hedder, men det er meget farverigt med store billeder og lidt tekst, og det virker computer-retouchet. For det meste ganske flot, men teksterne virker lettere kluntede til tider, måske fordi det er en oversættelse. En lille sjov ting jeg lagde mærke til var, at deres computerdesign tydeligvis var inspireret af LCARS (computerinterfacet brugt i Star Trek). Handlingskabelonen med en uønsket søn der viser sig at være skabt til større formål virker altså som noget man har set rimelig mange gange før, men det er dog en meget original ide synes jeg, at han skulle være en helt særlig spilskaber. Så jeg skal da nok få læst de andre bind. Jeg hører meget gerne anbefalinger til andre tegneserier, måske noget der er mere “rent” science fiction, da det selvfølgelig også er et felt man bør kende lidt mere til.