Sjætte sæson af Deep Space 9 er nok det mest kanoniske Star Trek har set, faktisk ligeså sammenhængende som Babylon 5. Så godt som alle afsnit handler om krigen mod the Dominion på en eller anden måde, og sæsonens seks første afsnit er egentlig en lang uafbrudt historie. Det starter ganske dramatisk, da selve stationen bliver generobret af Cardissians og Jem’Hadar, og slutter også dramatisk hvor en af de centrale personer dør.
Det som der har været bygget op til de sidste par sæsoner, den truende krig mod the Dominion fra Gamma Kvadranten, bryder nu endelig ud. Og det er for alvor noget der presser Føderationen i knæ. De er konstant i forsvar, lider store tabstal og selvom klingonerne støtter dem, så har andre kraftfulde magter som Romulanere og Cardassianere indgået alliancer med the Dominion. Men ormehullet til Gamma Kvadranten er lukket, så der kommer ikke nye styrker til. Føderationen har aldrig været så presset før i Star Treks historie, og vi ser også nogle af de knapt så pæne sider af den. Fx i In the Pale Moonlight hvor Sisko bruger ret så uetiske metoder for at vinde sig en fordel i krigen eller i Inquisition hvor den hemmelige enhed Section 31 introduceres. Der er dog også tid til lidt mere humørfyldte afsnit, som One Little Ship hvor en runabout bliver formindsket til kun 10cm størrelse eller You Are Cordially Invited… hvor vi ser hvordan en klingon polterabend fungerer.
Alt i alt endnu en fantastisk Star Trek sæson, der er unik i hele franchisets historie, hvor det hele ikke er så pænt, fredeligt og etisk korrekt længere. Men mon ikke det ender lykkeligt i den sidste sæson alligevel.
Til den nye 
Femte sæson af Deep Space 9 starter og slutter med bulder og brag, men det endelige slag mod the Dominion fra Alfakvadranten mangler stadig. Ind i mellem sker der en masse andet og i hovedtræk er sæson 5 ligesom sæson 4, en masse så godt som selvstændige afsnit af svingende kvalitet.
I starten af fjerde sæson af Deep Space 9 sker der rigtig meget. Situationen med the Dominion tilspidses, så meget at klingonerne mener de må gøre noget. Det ender med at gå udover Cardassia som bliver invaderet af klingonske styrker, på en noget tynd formodning om at Cardassias regering er styret af changelings. Alliancen med Føderationen bliver brudt. Det sætter den generelle ramme for fjerde sæson, men langt de fleste afsnit er enkeltstående historier, ofte med fokus på personudviklinger.
Første sæson af den legendariske Star Trek serie har uden tvivl historisk værdi, men kan de over 40 år gamle afsnit stadig ses i dag for deres historier? Klart ja! Indtil nu har mit bekendtskab med den originale Enterprise besætning primært været fra de seks film og enkelte afsnit jeg har set på VHS i ringe kvalitet. Der skulle en modernisering til for at fange mig, og det har denne remastered udgave gjort. Ikke nok med at man har forbedret billedkvaliteten enormt, så den faktisk er pænere end i TNG, man har også lavet få opdateringer af de visuelle effekter. Og det uden at ødelægge helhedsindtrykket, for det er ikke superavanceret computergrafik, men hvor det passer fint uden at ødelægge noget. Resultatet er glimrende.
Romulanerne synes jeg er en af de mest interessante racer i Star Trek universet. De er udspekulerede, stærkt strategiske og de foretrækker at gøre deres beskidte arbejde i det skjulte, i modsætning til fx klingons og deres meget mere direkte krigeriske stil. Det var sådan set den primære begrundelse for at jeg gik i gang med denne bog af Robert Greenberger sat i TNG-serien. Det var nu ikke fordi jeg fik hvad jeg håbede på, en spændende skildring af romulanere, men historien var interessant alligevel – bare af nogle andre grunde. Der er ikke meget spænding, action, uforklaringe rumfænomener eller eksostisk teknologi. Det handler derimod om politik, diplomati og samfundsudvikling. Den minder lidt om en anden Star Trek roman jeg har anmeldt tidligere,