Captain’s Glory

Posted on September 10, 2011 by Jeppe

I sidste bog i William Shatners Totality-trilogi bliver der skruet helt op på 10, hvor Shatner må tage det endelige opgør med denne ukendte fjende og redde intet mindre end hele universet.

Det hele startede jo faktisk med Spocks død i Captain's Blood, men vores helte skulle jo lige ordne en masse andet først. Kirk er nu tilbage i jagten på at finde ud af hvad der ligger bag Spocks død. Samtidig spreder en katastrofe sig gennem hele galaksen da warpdrives begynder at eksplodere for alle racer. Det bliver hurtigt klart at Mælkevejen er under angreb fra en usynlig og stærkt overlegen fjende. Kirk har mistanke om at hans søn Joseph har noget med det at gøre.

Der er ingen tvivl om at Shatner har ville gøre det så stort som muligt, og der må altså også ligge et vist ego bag når man skriver sådan en historie hvor Kirk bogstaveligt talt skal redde alt liv i galaksen. Det bør også understreges at der er virkelig meget med Kirk, både når han er bedst og når han er allermest irriterende og selvoptaget. Kirk kommer i første række, delvist også anden og de andre samt plottet må så komme længere nede. Plottet er bestemt ikke tyndt, men det er til for at underbygge en skildring af hvor meget Kirk vil gøre for at beskytte sin søn. Selvom det meste af besætningen fra The Next Generation samt Janeway også spiller betydelige roller, så er det dog tydeligt at det den originale besætning med Spcok, McCoy og til dels Scotty forfatterne er bedst til at skildre. Dem kan man virkelig genkende, mens de øvrige primært er der ved navn. Derfor bør anbefalingen af trilogien også gå til fans af denne originale trio, men helt generelt er niveauet i de her bøger lige lidt højere end standarden for Star Trek romaner.

Star Trek: The Original Series – Sæson 3

Posted on June 19, 2011 by Jeppe

Tredje sæson af Star Trek er med rette berygtet for en markant lavere kvalitet end de to forrige. Jeg prøvede at være positiv alligevel, men hold da op. Det er ikke bare lidt dårligere, det er flere længder ringere, og vi kan da kun glæde os over at dette ikke var første sæson, for så havde Star Trek nok ikke været noget som helst i dag.

De fleste historier går væk fra de store moralske og etiske spørgsmål og svære valg, og bliver mere klassisk problemløsning af forskellig karakter. Der er også en del “planet-of-the-week” og det man nok savner mest, er en forbindelse til Star Trek universet som helhed. Det er ny planet og ny race i hvert afsnit. Ikke meget med klingons, romulans, vulcans eller resten af Starfleet – med enkelte undtagelser.
Lad mig nævne de lidt bedre afsnit først. I Day of the Dove bliver Enterprise og en Klingon besætning lokket ind i at kæmpe mod hinanden af en ukendt livsform. Her lærer mennesker og klingons at arbejde sammen, trods fordomme og forskelligheder. The Tholian Web er et klassisk problemløsnings plot når det er bedst. Kirk havner i et udefinerbart rum mellem to paralleluniverser, og bliver først anset som værende død. Udover det interessante detektivarbejde med at finde ud af dette og få Kirk tilbage, giver det også nogle interessante situationer med Spock som fungerende kaptajn, hvor han træffer nogle beslutninger man ikke helt ville forvente i første omgang. Et af sæsonens sidste afsnit, All Our Yesterdays, var også en positiv overraskelse. Her finder besætningen en planet tæt på en sol der er ved at gå nova, hvor hele befolkningen har reddet sig selv ved at rejse tilbage i tiden for at leve resten af deres liv. Spændende koncept, selvom plottet selvfølgelig er gjort lidt mere dramtisk i og med at Kirk havner i en anden tid end Spock og McCoy.

Det er svært at hive enkelte eksempler frem på dårlige afsnit, for det er det generelle niveau der bare er ringere. Enten fejler manuskriptet fuldstændigt med et komplet hullet plot som i The Mark of Gideon eller også har manuskriptet muligvis visse kvaliteter, men udførslen bliver så latterlig at det ikke kan tages seriøst. Jeg kan bare henvise til dette Youtube klip. Ligeledes med afsnit som Let That Be Your Last Battlefield og The Way to Eden der prøver at ramme nogle temaer fra 60′erne, henholdsvis racisme og hippiekulturen, men det er svært at tage seriøst i dag, og jeg tvivler på det er blevet meget bedre modtaget dengang.
Det er velkendt at Spock og McCoy har haft deres små drillerier og uoverensstemmelser, og det kører for så vidt videre, men i That Which Survives prøver at lave noget lignende mellem Spock og Scotty, hvilket bliver til bizar galgenhumor der slet ikke passer til nogen af karaktererne, slet ikke Spock.

Måske vidste man allerede dengang at denne tredje sæson var en lånt gave, og at serien ikke vil fortsætte, og at den var dømt til ikke at blive nogen succes da den blev sendt sent fredag aften. Et tidspunkt der bestemt ikke passede med kerneseernes TV-tider. Det kan også ses på skuespillerne, der ikke virker synderligt engagerede og måske ligefrem keder sig. Hvilket er forståeligt nok, for de har godt nok skulle igennem mange intetsigende episoder.

Tredje sæson af Star Trek bør man selvfølgelig stifte bekendtskab med for fuldstændighedens skyld, men velvidende om at det ikke kan måle sig med resten af seriens bagkatalog.

Star Trek: The Original Series – Sæson 2

Posted on March 31, 2011 by Jeppe

Anden sæson er lidt mere svingende i kvaliteten end første sæson, men der er bestemt også mange fantastiske afsnit. Forholdet mellem Kirk, McCoy og Spock er blevet bedre udbygget og virker mere naturligt, og så er det jo i denne sæson at vi finder historiske episoder som The Doomsday Machine, The Trouble with Tribbles og Mirror, Mirror.

Udover de nævnte vil jeg blandt andet fremhæve Amok Time hvor man ser mere til Spocks baggrund, A Piece of the Action hvor Enterprise bliver involveret i en gangsterkonflikt som taget ud af 30′ernes USA, The Ultimate Computer hvor en superavanceret computer skal overtage næsten alle opgaver på Enterprise, og A Private Little War der overrasker med at slutte af med den konklusion at visse samfund har brug for krig for at blive bevaret.
Der er dog også afsnit hvor man må tage sig til hovedet og ikke kan tage det helt seriøst. I Bread and Circuses havner Kirk, Spock og de andre i en moderne gladiatorkamp sendt på live tv, og i samme boldgade finder man The Gamesters of Triskelion hvor de havner som slaver på planeten Triskelion, hvor de skal kæmpe gladiatorkampe til ære for the Providers. Assignment: Earth er for så vidt et udmærket tidsrejseplot, hvor de skal sikre at historiens gang går som den skal, men det er lidt underligt at selve tidsrejsen er fuldkommen uproblematisk. Det stemmer ikke helt overvens med resten af Star Trek-universet. Og endelig kan man ikke lade vær med at grine af Who Mourns for Adonais? hvor en kvindelig officer bliver helt forgabt i et væsen på en planet der giver sig ud for at være den græske gud Apollo. Mere generelt så er jeg også ved at være lidt træt af, at hver gang Kirk er i samme rum som et hunkønsvæsen i bare et minut, skal der opstå lidt romantik i luften.

I det hele er kvaliteten af de fleste afsnit dog stadig høj, med mange forskellige slags klassiske science fiction elementer, selvom visse afsnit ikke har ældet særligt godt.

Captain’s Blood

Posted on March 24, 2011 by Jeppe

I anden del af William Shatners Totality-trilogi kommer der mere kød på hvad dette Totality er for noget, hvor det i Captain's Peril kun blev småt refereret til, som noget der skete for længe siden. Captain’s Blood udspiller sig nogle år senere og tager udgangspunkt i truslen om en kommende borgerkrig mellem Romulus og Remus.

Det hele begynder dog med intet mindre end Spocks død! Han bliver angiveligt udsat for et attentat, da han holder en vigtig tale for parlamentet på Romulus. Kirk vil til Romulus for at finde ud af hvem der står bag, og han får selskab af Picard, Riker, McCoy og alle de andre gamle kendinge. Med sig har Kirk også sin 5 årige søn Joseph, der er delvist menneske, delvist Romulan, delvist Klingon og mere til. Men Starfleet har andre skjulte dagsordener som Kirk ikke kender til. De kender til en borgerkrig mellem Romulus og Remus der er under opsejling. Det kommer dog bag på alle at Kirks søn Joseph bliver kidnappet af Remans, fordi de ser ham som den næste Shinzon. Det hele udvikler sig til at være langt mere kompliceret og det viser sig at dette Totality-væsen har en finger med i spillet.

Plottet bygger videre på historien fra Star Trek: Nemesis filmen omm mineslaverne på Remus og deres “frihedskæmper” Shinzon. Det er klart en fordel at have set den film først. Plottet er for så vidt spændende, men det er klart mit indtryk at de her bøger af Shatner mest af alt handler om Kirk! Hans person kommer i både første og anden række, og plottet er der så at sige blot for at understøtte en udforskning af Kirks personlighed. Som helhed fungerer det også ganske glimrende. Det eneste der lidt kan irritere mig lidt er det noget utroværdige i at samtlige officerer fra TNG og TOS er samlet et sted, specielt når det ikke rigtig har noget formål andet end at give et par velkendte navne.

Last Full Measure

Posted on January 10, 2011 by Jeppe

Serien Enterprise sluttede i 2005, men bøger udgives der skam stadig. Denne bog skrevet af Michael A. Martin og Andy Mangels er fra 2006 og udspiller specifikt mellem to episoder fra tredje sæson – The Xindi og Anomaly. Romanen er således et supplement til konflikten med Xindi racen man ser i TV-serien.

Xindi har angrebet Jorden med et yderst kraftfuldt våben der har slået millioner ihjel. Det formodes at de er i færd med at bygge et endnu kraftigere våben der kan udslætte hele kloden, og det er Enterprises opgave at finde det våben inden det bliver færdigt. Enterprise-besætningen er dog ikke alene. Ombord er også et hold MACO-soldater og det aspekt bliver egentlig mere kernen i bogen end selve plottet.

Historien er temmelig simpel. Det er meget svært at finde ud af noget om disse Xindier, ingen ved hvor deres hjemplanet er og endnu mindre hvor de bygger deres våben. Så Enterprise-besætningen er desperate efter selv minimal information der kan bringe dem tættere på. Det går endda så langt at Jonathan Archer tillader brugen af tortur for at få oplysninger, hvilket ikke just klæder ham. Men det egentlige drama udspiller sig mellem Starfleet-folkene og MACO-soldaterne, der ikke altid er enige om hvordan tingene skal køres. MACO-soldaterne bliver skildret som klassiske militærtyper, der gerne vil i ildkamp så hurtigt som muligt, mens Starfleet-officererne trods alt stiller spørgsmålstegn ved brugen af tortur.

Last Full Measure lider desværre af et kendt problem ved Star Trek-romaner, at plottet ikke rigtig fører til noget. Historien ligger sig mellem to afsnit, så det er givet at der ikke kan ske noget synderligt dramatisk. Er man umådeligt interesseret i den del af Enterprise-serien der handler om the Xindi, vil denne bog måske være spændende nok, men for de fleste andre er den ikke meget mere end en ligegyldig parantes i det store billede.

Captain’s Peril

Posted on January 1, 2011 by Jeppe

William Shatner har aldrig helt kunne slippe Star Trek, og selvom han ikke har været med foran lærredet siden Generations, er han stadig involveret i en del bøger. Disse er ofte skrevet i samarbejde med Judith og Garfield Reeves-Stevens, hvor det måske nok er de to der laver selve skrivearbejdet, men man får bestemt ikke det indtryk at Shatner bare er et salgsfremmende navn på forsiden. Kirk er så meget i fokus, at Shatner bestemt har haft en aktiv rolle i bogen.

Captain’s Peril fra 2002 er første bog i en trilogi om en yderst stærk entitet kaldet the Totality. Bogen udspiller sig i et parallelunivers, som også flere andre af Shatners bøger foregår i (derfor det kaldes for Shatnerverse), hvor Kirk er blevet vakt til live igen på en eller anden måde. Detaljerne til dette kan man vist læse i en anden række bøger, men her må man altså bare acceptere et setup hvor Kirk og Picard er yderst gode venner. Handlingen udspiller sig på Bajor engang efter slutningen af Deep Space 9, hvor Kirk og Picard kaster sig ud i skydiving hele vejen fra rummet og ned gennem atmosfæren. De strander ude i en ørken på Bajor og bliver via tilfældigheder viklet ind i en mordgåde med relationer til en forsvunden Orb. Samtidig med den historie fortælles, beretter Kirk om en af hans tidlige missioner fra det oprindelige Enterprise, hvor han stiftede bekendtskab med denne Totality og de prøvelser Enterprise blev udsat for.

Det ene plot på Bajor står som sig selv, mens det andet plot sikkert bliver det gennemgående for trilogien. Historien der udspiller sig på Enterprise er egentlig mest interessant. Det beskriver Kirk som helt ung kaptajn og forholdet til Spock var kun lige begyndt. Der er nogle fantastiske dialoger de to i mellem, mens snakken mellem Picard og Kirk virker klodsede. Det har klart noget at gøre med at vi ikke er vandt til at se Kirk og Picard sammen, men generelt synes jeg ikke karakteriseringen af Picard er særlig god. Han fremstår som en overforsigtig spørgejørgen, hvor Kirk er mere genkendelig i sin måde at være på. Det hele er egentlig en TOS-historie der udspiller sig delvist i en TNG og DS9 ramme.

Det der holder det hele sammen er ikke plottet, men personskildringen af Kirk og det generelt høje skrivetekniske niveau sammenlignet med andre Star Trek bøger. Jeg håber der kommer noget mere kød på det gennemgående plot om the Totality i de to næste bøger, men interessen er da vakt her.

Star Trek: Deep Space 9 – Sæson 2

Posted on December 26, 2010 by Jeppe

Anden sæson af Deep Space 9 er nok seriens svageste sæson. Man vakler lidt mellem to strategier for serien. At lave en sammenhængende længere historie eller enkeltstående afsnit i stil med dem ombord på Enterprise fra TOS og TNG. Heldigvis fandt man senere ud af at satse på den fortsatte lange fortælling, og det er også af den type i sæsonens første og sidste afsnit man finder det bedste.

Med opdagelsen af ormehullet er stationen blevet af langt større strategisk betydning for Føderationen, så udstationeringen bliver mere permanent for besætningen nu. Gammakvadranten bliver udforsket mere og det bliver så småt klart, at nogen der kalder sig for The Dominion lader til at styre den del af galaksen med hård hånd. Bajor er stadig politisk turbulent og udvælgelsen af en ny religiøs leder giver også problemer. Samtidig bliver vi bekendt med terroristgruppen The Maquis, der stadig ser lejlighed til at bekmæmpe the Cardassians.

Men disse centrale ting for hele serien udspiller sig i en håndfuld afsnit i sæsonens start og slut, mens meget af det øvrige er fyld hvor man med mindre held forsøger sig med den klassiske Star Trek-formel. Der er heldigvis også gode undtagelser, som fx Blood Oath – en fantastisk historie om klingons og deres ære, der samtidig viser interessante sider af Dax. Der er selvfølgelig også mirror universe afsnittet Crossover, hvor vi for første gang ser det alternative mere ondskabsfulde Star Trek- univers i Deep Space 9.
Selvom serien som helhed først for alvor blev god fra sæson 4 og frem, så er der stadig masser af kvalitet i en god del af de i alt 26 afsnit, og stadig bedre end de første par sæsoner af TNG, der havde langt flere missere.

Star Trek: Deep Space 9 – Sæson 1

Posted on August 6, 2010 by Jeppe

Efter at have set afslutningen på Deep Space 9, fik jeg lyst til at se i hvert fald de to første sæsoner igen. Serien hænger fantastisk godt sammen, og det virkede egentlig ikke som noget stort skift at springe helt tilbage til begyndelsen. I hvert fald ikke teknisk og kvalitetsmæssigt, sammenlignet med særligt The Next Generation, hvor første sæson efterhånden ser ret forældet ud.

Der er dog en masse markante forskelle, særligt på karaktersiden, hvor det virkelig bliver tydeligt hvor meget seriens personer har rykket sig. Jeg havde helt glemt hvor anspændt forholdet mellem Føderationen og the Bajorans var, herunder særligt også Kira der var endnu mere temperamentsfuld end senere. Sisko havde jo egentlig slet ikke lyst til at være der, Julian var endnu “yngre” og Quark var lidt mere skurk. Mens Odo er så godt som fuldstændig sig selv.

Men lige for at summere handlingen op, så udspiller Deep Space 9 sig på en rumstation, hvilket er helt unikt i Star Trek universet, der jo som bekendt i alle andre serier tager udgangspunkt i et rumskib der rejser rundt i galaksen. Stationen er i kredsløb om planeten Bajor, der netop har befriet sig fra Cardassias besættelse. Føderationen er der i starten blot som fredsbevarende og for at hjælpe til med at genopbygge Bajor, men ved et tilfælde opdager Commander Sisko, der er sat til at lede stationen, et stabilt ormehul til Gammakvadranten. Og så får lokationen pludselig langt større og vigtigere betydning.

Af en første sæson at være, er den faktisk rigtig god. Man har lagt en stil man holder sig til, alle personer bliver godt introduceret og når også at udvikle sig og der er færre afsnit der rammer helt skævt. Dog kan man godt at man har afprøvet flere typer af historier, hvor man både vil forsøge at holde sig de klassiske formler for en historie velkendt fra TOS og TNG, og samtidig forsøge sig med noget nyt i en længere sammenhængende historie. Særligt den første type med afsnit som If Wishes Were Horses og Babel der virker temmelig fjollede set i lyset af resten af serien, men afsnit som Captive Pursuit eller Dramatis Personae, der egentlig følger den klassiske formel for et Star Trek afsnit, bidrager alligevel med en hel masse til seriens univers og persongalleri.

Jeg er spændt på anden sæson og hvordan den ses med resten af serien i baghovedet.

Star Trek: Deep Space 9 – Sæson 7

Posted on June 13, 2010 by Jeppe

Afslutningen på denne fantastiske og meget unikke Star Trek serie er en underlig størrelse. Hvor jeg ved de forrige sæsoner har nævnt at stort set alle afsnit var meget sammenhængende, går syvende sæson, i hvert fald i starten, tilbage til mere løsrevne episoder. Til gengæld består sæsonafslutningen af ti fuldstændigt sammenhængende afsnit der fungerer som en lang film.

Af de løsrevne episoder var der både hittere og missere. En af de gode var Badda-Bing Badda-Bang som er en ren holosuite episode, som The Next Generation havde mange af, hvor hele seniormandskabet udtænker et snedigt kup mod et Las Vegas kasino. Jeg synes dog ikke et andet holosuite afsnit, Take Me Out to the Holosuite, hvor Sisko samler alle til en omgang baseball mod nogle Vulcans, fungerede særlig godt. Et andet godt afsnit er Prodigal Daughter, som både fortæller en masse om den nye Dax karakter, men også om den mystiske kriminelle organisation Orion Syndicate. De øvrige afsnit handler stort set alle sammen om hvordan situationen for Føderationen bliver værre og værre. The Dominion allierer sig med de stort set ukendte, men meget våbenslagkraftige Breen, der er interne problemer med klingonerne og alle lider det ene blodige nederlag efter det andet. Et hav af subplots sættes i værk. Nye kærlighedsforhold indledes, Ferenginar gennemgår en politisk revolution, Cardassians oplever hvordan det er et være et undertrykt folk, og Kira viser vejen til en modstandsbevægelse. Og Section 31 er på spil igen. Jeg synes egentlig det bliver lidt for meget, især hen imod slutningen. Nogen af disse subplots, særligt Kiras samarbejde med the Cardassians, kunne godt have brugt mere tid, mens andre virkede som forhastede parenteser. Dog er det stadig den mest episke afslutning i Star Treks historie, og man får set afsnittene langt hurtigere end ved de andre serier, fordi man ikke bare lige kan tage en enkelt bid af handlingen hist og her.
Sæson 1 og 2 er ikke blevet omtalt her på bloggen, så dem vil jeg prøve at gense, og sikkert i et helt andet lys, nu man har hele serien i hovedet.

Subspace nr. 1, 2010

Posted on May 25, 2010 by Jeppe

Det første nummer af Subspace i år fra foreningen trekkies.dk har udover selvfølgelig en masse Star Trek indhold, også flere bidrag om andre, og mindre kendte, film og tv-serier.

Der bliver lagt hårdt ud på første side med tredje del af Charlotte Primdals introduktion til sproget klingon, efterfulgt af knap så skrap læsning med formandens beretninger. Mette Lauchand bidrager med en glimrende artikel om Q, den næsten gudeagtige skabning der elsker at drille Picard. Lise Andreasen har med udgangspunkt i bogen Parallel Narratives af Chris Gregory, skrevet en spændende artikel om alt det Star Trek også er og siger noget om, udover blot at være god tv-underholdning. Mange gode facts og et væld af referencer til afsnit. Henriette Fox Maule skriver i Trekadoter om Voyager-afsnittet The Raven og TNG-afsnittet A Matter of Time, som jeg nu har fået et helt andet kritisk syn på. Kim Ursin har fundet tre nyere ukendte science fiction film frem: Battle Planet, Homeworld – The Movie og Dante 01 – alle fra 2008, men han anbefaler ikke just nogen af dem i stor stil. Kim Urshin har også set og skrevet om filmen Star Crash fra 1979, som vist heller ikke er et glemt mesterværk, men dog er blevet lidt kult. Keld R. Hansen har set på noget andet fra samme tid, den britiske tv-serie Blake’s 7, der ikke lyder så tosset igen. Og Kim H. Pierri har også set på en tv-serie fra slutningen af 70′erne, Buck Rogers in the 25th Century. Jeg har også givet et bidrag til bladet om noget fra de tidlige 70′ere, men ikke en tv-serie, derimod om de allerførste Star Trek-baserede computerspil. Keld R. Hansen slutter af med en kort anmeldelse af tegneserien Star Trek II: The Wrath of Kahn.

Subspace fortsætter med sit meget blandede indhold, og alene mængden af forskellige artikler, gør at der efterhånden er noget interessant for også dem der ikke nødvendigvis kun er Star Trek fans.

Interstellar sysctl

En science fiction blog

Category Archives: Star Trek