Contagious

ContagiousScott Sigler gjorde noget nyt med denne fortsættelse til Infection (der sidenhen har skiftet titel til Infected), ved at udgive den som hardcover bog inden den var færdig som podcast. En håndfuld episoder blev frigivet inden udgivelsen 31. december sidste år og den kører stadig på scottsigler.net.

Som nævnt er det en efterfølger til Infection, og de rumvæsener Perry Dawsey fik hakket, skåret og brændt ud af sin krop, har nu spredt sig til endnu flere ofre og de er blevet mere målrettede. De overtager menneskekroppe og sind, indtil de er blevet store nok til at udklække (i bedste Alien stil med blod allevegne). Vi finder ud af, at de er styret af en lille skjult intelligent sonde der flyver i et geostationært kredsløb over USA, og som de bliver flere, samles de om en mission om at bygge en gateway, angiveligt en portal der skal åbne op for en invasionshær fra en fjern planet.
Hvor Infection udelukkende havde fokus på Perry Dawseys indre kamp med disse parasitter inden i ham, har Contagious en vinkel der er velkendt fra den type Hollywood-film om invasioner fra rummet. Der er den amerikanske præsident, generaler, forskere, diverse agenter og Perry Dawsey spiller også en central rolle. Præsidenten er bekendt med truslen og forsøger at få den smittende infektion under kontrol, og Dawsey er tilsyneladende i stand til at finde frem til de inficerede. Problemet er bare at han slår dem ihjel, inden at forskerne kan undersøge hvad det er for en fremmed livsform de er oppe imod. De får ham dog under kontrol undervejs og handlingen bliver en ren militaristisk voldsspiral. Konsekvent kører diskussionen om præsidenten skal dræbe nogle uskyldige i håb om at redde resten af USAs (og verdens) befolkning, og gang på gang stiger antallet af uskyldige ofre blot. Jeg afslører ikke alverden ved at afsløre, at det ender med at man atombomber en større amerikansk by og dræber over 100.000 mennesker, og slutningen ligger selvfølgelig op til at det måske ikke fjernede truslen helt alligevel.

Min oplevelse er lidt, at romaner som denne faktisk fungerer bedre at lytte til som podcast, end at læse. Actionfilmssproget, de korte kapitler og den ene voldelige scene efter den anden fanger ikke på samme måde når det bare læses, end når Scott Sigler på sin velkendte højenergiske måde fortæller sin historie eller hvis man så den slags blodsudgydelser på film (som jeg også elsker). De ellers nok så interessante science fiction ideer, med disse rumvæsener der vil invadere jorden på denne voldsomme måde, går i baggrunden til fordel for stereotypiske figurer, som doktoren der hele tiden forsøger at tale for at de skal redde liv fremfor at dræbe folk (et argument hun taber), præsidentens rådgiver der ønsker at fortælle befolkningen sandheden (hun taber også), krigsveteranen der nærmest bliver liderlig af at være i kamp igen, og den ultimativt største “bad ass”, Perry Dawsey, der har smerten som sin ven.

Scott Sigler har klart et trofast publikum i denne genre og bogen har da også udelukkende fået gode brugeranmeldelser på Amazon og indenfor podcastromaner er han stadig førende, og selvfølgelig skal jeg da følge med i hvad han udgiver. Det kunne bare være rart at se en anden type science fiction historier, end de plots der kun kan lede til maximale mængder vold, blod og ødelæggelse.

Full Share

Full ShareNathan Lowells sæbeopera om vidunderet Ishmael og hans vej til tops i rumhandelsindustrien fortsætter i tredje bind, Full Share, som selvfølgelig indikerer at vores hovedperson nu får en fuld løn ombord på handelsskibet The Lois McKendrick. Det er sjovt som jeg hver gang kan konstatere hvor fuldstændig tom for spænding og plot disse historier er, men det er alligevel de eneste podcastromaner jeg for tiden orker at lytte til ende. Den er selvfølgelig tilgængelig til download fra Podiobooks.

Ishmael avancerer i graderne og bliver ved med at imponere officerer og øvrige besætningsmedlemmer, med sine fantastiske evner til at tage højere grader i alle tænkelige professioner ombord. For engangs skyld sker der dog en uventet ting. Undervejs bliver skibet ramt af en EMP og alle systemer bryder sammen for en kort stund. Der går så en del kapitler med at finde ud af hvad der gik galt, og selvfølgelig er det Ishmael der løser dette ingeniørproblem. Derudover er kaptajnen og de andre officerer begyndt, at prøve på at få Ishmael overtalt til at søge ind på akademiet hvor officerer uddannes. Han er ved mismod over at skulle forlade sine mange nye venner på skibet og også bekymret for hvor han skal få de mange penge optagelse på akademiet koster fra, men han beslutter sig selvfølgelig til sidst for at søge ind, og Lowell sætter fortællehastigheden op med et par tusind procent til sidst, hvor han og hans ven Pip på et år får tjent en masse penge på deres forretninger, og det ender med at de to efter en tåre- og sexvædet afsked med de andre, forlader The Lois McKendrick for at starte på akademiet sammen.

Der er egentlig ikke så meget nyt at sige. Lowell leverer stadig en varm og sød og gennemsyret positiv lykkelig fortælling, men der skete da lidt nye og overraskende ting denne gang, så det fungerer stadig som godnatlytning.

The Arwen – Season 2: Ulliam

Ulliam“Ulliam” er anden del i Timothy Callahans trilogi om rumskibet The Arwen og er en umiddelbar fortsættelse fra første del, Regal. Kan downloades hos Podiobooks.

I slutningen af første sæson fik man kontakt med the Gyssyc og de har nu erklæret krig mod the Ulliam, der er allieret med Earth Alliance, og The Arwen må prøve at få bragt orden i situationen. De finder ud af at the Ulliam bliver ledet af en gammel leder, der har været frosset ned i århundreder og nu er kommet tilbage, hvor han slavebinder befolkningens sind til at adlyde ham. Han vender sin vrede mod Earth Alliance og The Arwen skal nu stoppe ham, inden det udvikler sig til en større krig.

Ulliam er ligesom første sæson en kort roman og med samme hektiske tempo, der skaber de samme problemer. Ideerne er gode nok, men der sker alt for meget på for kort tid, så man får det indtryk at man kun har lyttet til et resume af en længere roman. Det lignede mere Babylon 5 denne gang end Star Trek, men med knappen på “fast forward”. Historien savner virkelig en gennemarbejdning og mere tid. Novella formen er bare ikke egnet til den slags space opera.

Half Share

Half Share“Half Share” af Nathan Lowell er fortsættelsen til “Quarter Share”. Den kan downloades fra Podiobooks. Fortsættelsen er ikke ret meget anderledes. Samme “good-feel” plotløse rolige fortælling.

Ishmael er rykket et løntrin op og arbejder nu i “environmental”-sektionen. Han bliver bedre og bedre venner med resten af besætningen, tjener gode penge på sine private handler, opdager endnu en gang at han er meget klogere end han selv tror, da han ved en fejl kommer til at læse til en eksamen langt over hans niveau og alligevel kan bestå, og efter han har fået noget smart tøj sværmer kvinderne også ham.
Alt er fryd og gammen. Ingen dårlig stemning, ingen skænderier, ingen ulykker og intet science fiction. Hele historien om et geni der ikke forstår sig selv og rejser galaksen tyndt, kunne foregå hvor som helst. Der er ikke engang nogen interessante science fiction “gadgets” eller udtryk. Selv deres handelsvare er garnnøgler. Ordet “spaceship” kunne snildt udskiftet med “sea ship” og intet vil ændre sig. De planeter de besøger er ligeledes ualmindeligt ens.
Dette der kunne bære denne form frem, skulle være et forsøg på at give et realistisk bud på livet ombord på et fremtidens handelsrumskib, men den del af det er heller ikke troværdig. Jeg har svært ved at føle mig overbevist om, at alting vil gå så problemfrit. Ingen skænderier eller konflikter eller problemer overhovedet. Det kan ikke engang kaldes et utopisk syn på fremtiden, det er bare utroværdigt.

Alligevel lytter man til det. Det er især Nathan Lowells gode fortællestemme der gør den værd at lytte til, og så almindelig vanedannelse, som jeg kunne forestille mig man også får ved at se sæbe operaer på Kanal 4. Min anden undskyldning er at jeg lige har fået en ny mp3-afspiller, med otte gange så meget plads og den halve vægt, og Half Share har fungeret som tidsfordriv mens jeg har prøvet at finde en anden podcastroman at gå i gang med, og det er svært at finde en der fænger. Den bedste mand på den front, Scott Sigler, har gang i en horror-roman “Nocturnal”, men håber han da snart kommer i gang med fortsættelserne til enten “Infection” eller “Earthcore”.

7th Son: Book One – Descent

7th Son: Book One - DescentJ.C. Hutchins følte sig stærkt inspireret af Scott Siglers tilgang til podcastformatet og han lagde selv ambitiøst ud med at skrive og fortælle en hel trilogi – 7th Son. Tredje og sidste bog gjorde han færdig her i starten af december, så jeg er noget bagud. Lytningen af denne første bog har også ligget på standby længe, for selvom historien er spændende og godt bygget op, så har den aldrig rigtig fanget mig på samme måde som Scott Siglers podcastromaner.

Vi følger syv personer uden umiddelbar tilknytning til hinanden, der alle bliver bortført under voldsomme omstændigheder og ført til et hemmeligt underjordisk laboratorium. Her bliver de ført sammen og opdager at de alle er kloner af hinanden, med en fælles barndom op til deres mors død, hvorefter de voksede op i forskellige plejefamilier. De er blevet samlet sammen af deres skabere for at hjælpe dem med at fange originalen til dem – John Michael Smith (kaldet John Alpha), der angiveligt har stået bag mordet på den amerikanske præsident. De får brug for alle deres forskellige individuelle kompetencer og evner, da der fx er en præst, en marinesoldat og en rutineret cracker. De erfarer senere at deres forskellige valg og udvikling i livet var helt bestemt og planlagt fra starten, ved at lade deres plejefamilier trække dem i en bestemt retning.

Som nævnt i starten fængede denne historie aldrig rigtigt. J.C. Hutchins er ikke så energisk og fremtrædende i sin fortællestil, men ligger for det meste en neutral og rolig stemmeføring. Man må dog tage hatten af for det store konspirationsplot han har fået skruet sammen og han gør flittigt brug af stort set alle former for moralske og videnskabelige problemstillinger i forbindelse med kloning. Jeg savner blot mere kobling mellem science fiction delen og den egentlige actionfyldte handling. Klonerne har internt nogle interessante samtaler omkring deres identitet og bagmændende ligeledes om hvad deres plan var, men indtil videre kører den del af det i et sidespor til den egentlige handling, der går ud på at finde frem til John Alpha og hvad han pønser på. Men næst efter Scott Siglers podcastromaner, er 7th Son-trilogien den mest populære, så den kunne også være god at begynde med hvis man vil prøve at lytte til en podcastroman.

Hele trilogien – og en masse andet – kan selvfølgelig hentes på J.C. Hutchins officielle webside og på Podiobooks.

The Arwen – Season 1: Regal

The ArwenThe Arwen er skrevet og fortalt af Timothy Callahan, hvilket er hans anden podcasthistorie hvor han debuterede med Ida. The Arwen vandt dette års Parsec Award, en ny award for spekulativ fiktion i podcasting, for bedste historie i novellaform. Han kalder det første sæson og der er allerede en anden sæson, men det er en sammenhængende selvstændig historie. Den kan selvfølgelig hentes fra Podiobooks.

The Arwen er navnet på et rumskib fra Earh Alliance og det sendes på en mission til planeten Regal, for at stoppe en komet der har direkte kollisionskurs med planeten. Det viser sig at det slet ikke er en komet, men et tilsyneladende stadigt aktivt rumskib fra en race man ikke kender til. De må nu kæmpe mod tiden med at få afdækket kometens hemmeligheder inden den når planeten Regal, hvor de vil sprænge den i luften for at forhindre den rammer planeten.

Da jeg lyttede til denne podcast kom jeg meget hurtigt til at tænke på Star Trek. Besætningen er helt typisk bygget op, de sendes på en mission der viser sig at have flere overraskelser og står overfor at skulle tage beslutning i et moralsk dilemma. Derudover er den fyldt med “technobabble” og minsandten om der ikke også opstår problemer med deres “warp-drive.” Jeg vil ikke kalde det et plagiat af nogen specifik science fiction tv-serie, men det er meget derhen af.

Historien er generelt spændende, men noget rodet udført. Den mangler fodfæste hos en eller flere hovedpersoner der kan drive handlingen frem, fremfor et væld af begivenheder sker rundt omkring dem og man som lytter prøver at finde sammenhængen i de mange samtaler besætningen har med hinanden.

Callahan har forbedret sig noget siden Ida. Det er en langt mere kompakt og fængende historie, hvor Ida til tider blev noget langtrukken og stilstående. The Arwen består af 14 kapitler af ca. et kvarters varighed, så den er enkel og hurtig at gå til. Som med så mange andre science fiction podcastromaner, af dem jeg har stødt på, er der ikke den store nyskabelse eller originale ideer at høre, men blot rimelige underholdende historier for øregangene.

The Rookie

Denne fjerde podcastroman fra Scott Sigler har egentlig været færdig siden april, og det hele er selvfølgelig at finde på scottsigler.podshow.com, men jeg fik først taget mig sammen til at lytte til podcasts igen efter noget tids pause.
Der sker en masse for Scott Sigler for tiden. Der er filmselskaber der har købt rettighederne til at lave en film over “Infection” og hans bogudivelser er steget helt til tops på Amazon, hvilket ikke er ligetil på verdens største online boghandel.

The Rookie er i en noget anden stil end de foregående der mest var horror, men der er stadig masser af vold i vanlig stil. Historien udspiller sig en del hundrede år ude i fremtiden, hvor Jorden er styret af stærkt religiøse kristne. Derfra følger vi en ung amerikansk fodboldspiller ved navn Quentin Barnes, der har store talenter som quarterback og vinder med lethed det lokale mesterskab. En træner fra et intergalaktisk hold i anden division ser dog hans potentiale, og får købt ham til sit hold – Krakens. Der rækker hans talent i første omgang dog ikke særlig langt, da amerikansk fodbold med vidt forskellige rumvæsener, med alt fra tonstunge monstre til lette flyvende tingester, er noget ganske andet end det han kender hjemmefra. Samtidig må han kæmpe mod det racistiske had til andre væsener, han er blevet opdraget med fra det stærkt religiøse Jorden, for at kunne indgå i et hold.

Vi følger ham dermed igennem en hel sæson, hvor holdet kæmper for at rykke op i de bedstes liga, samtidig med at Barnes går fra at være en egoistisk spiller med for meget selvtillid til at være holdets nye quarterback, med en god team-spirit der formår at binde holdet sammen. Egentlig en klassisk historie om en ung mand der må gøre op med sine fordomme fra sin opdragelse og blive en rigtig holdspiller, der kan samarbejde for holdets skyld og ikke for egen vindings skyld.
I sig selv fint nok, men da det er en amerikaniseret vinkel på historier man har set så tit før, bliver plottet noget forudsigeligt og ikke særlig nyskabende. Dog er det meget originalt at bruge en sport som amerikansk fodbold, som udgangspunkt i en science fiction roman om at kunne sammen med rumvæsener.

Sigler har igen overgået sig selv hvad angår produktionen i lyden af den måde han fortæller sin historie på. Der er masser af sære stemmer, euforiske sportskommentatorer, publikumsjubel i baggrunden når historien foregår på banen osv. Det er tæt på at være et audiodrama. Jeg synes måske han er ved at være derude hvor det bliver for meget af det gode, hvor de mange effekter mere bliver forvirrende end en ekstra dimension i historien. Men det er vel amerikansk showbusiness. Højrøstet, larmende og fyldt med vold og bandeord.

Star Trek: The Section 31 Files – Season 3

Så fik Darker Projects afsluttet deres fanfiction audiodrama serie “The Section 31 Files”. Den tredje sæson blev kun på syv afsnit og serien er nu erklæret for afsluttet. Jeg har tidligere anmeldt første og anden sæson.

Sæsonen starter med at Mak er havnet på Rura Penthe og arbejder på en flugtplan. Efter denne interessante flugt indledes begyndelsen på enden, hvor en ny race kaldet the Dalek invaderer Federationens rum, og de er langt værre end the Dominion og the Borg til sammen. The Dalek og the Borg støder dog på hinanden, hvilket giver besætningen på Nosferatu lidt tid til at tænke på en plan.

Det hele ender meget definitivt, men bærer desværre meget præg af at forfatteren har ville lukke alle plots på en og samme tid. Det giver dog mening, men man kunne godt have ønsket sig mere tid til de ellers gode plots, fremfor at det hele drukner i lydeffekter til sidst.

Jeg håber da at Darker Projects engang i fremtiden vil lave noget mere Star Trek audiodrama, men det lader til at kræfterne i øjeblikket bruges på andre titler som “Far Horizons”, som dog heller ikke er helt dårlig.

Anja C. Andersens Rosenkjær-foredrag

Astrofysiker Anja C. Andersen fik i 2006 DR’s Rosenkjærpris og har i den anledning lavet seks gode foredrag om universet. Man kan læse mere om hende og disse foredrag, samt høre dem og downloade dem som mp3 på dr.dk
Udover Jens Martin Knudsen, som i øvrigt også har lavet Rosenkjær-foredrag, er hun vel det nærmeste man kan komme på en kendt dansk astronom. Men det er også forståeligt, da hun er veltalende og kan appellere til andre end fagfolk på området. Disse foredrag er også niveaumæssigt rettet mod almindelige mennesker.

Hvert foredrag har et godt spørgsmål som titel, som hun så tager udgangspunkt i. Og det viser sig jo at man komme vidt omkring i astronomien på noget der ellers lyder som et ligetil spørgsmål. I første foredrag holder vi os nede på Jorden og taler om stjerneskud og meteoritter, og så går de efterfølgende foredrag gradvist op i skala til at omhandle stjernerne, galakserne, hele universet og hun slutter til sidst af med at tale om intelligent liv i universet.
God ide at bygge det op på den måde og det giver en sammenhæng, men de kan nu sagtens lyttes til hver for sig.

Hvad jeg specielt godt kan lide ved hendes foredrag er, at hun ikke bare forklarer hvordan det hænger sammen, men også fortæller baggrunden for hvordan man har fundet ud af det og hvorfor det interesserer astronomer så meget. For ofte i bøger eller i tv-programmer får man blot de simple fakta, der jo sikkert er rigtigr nok, men jeg kan godt lide at man også hører lidt om hvordan man har fundet frem til den teori og hvad rationalet er bag at den virker sandsynlig. Det giver nemlig rigtig forståelse og ikke bare noget fakta man har hørt.

De kan bestemt anbefales til alle astronomiinteresserede, og også til folk der måske også ved en del i forvejen. Jeg lærte selv måske ikke så meget ny viden, da jeg længe har været interesseret i astronomi, men jeg har da fundet mere ud af hvordan forskerne har fundet frem til disse ting.

Og så fandt jeg lige ud af at DR har linket til denne blog på en gammel temaside om science fiction :-)