James P. Hogans Inherit the Stars fra 1977 er en af Baens gratis e-bøger, der er første bog i hvad der kaldes for Giant-serien. Inherit the Stars står fint alene, men er nu også en farlig appetitvækker på at se på de øvrige bøger i serien – som så kan købes som e-bøger for små 6 dollars.
I år 2027 finder man liget af en uidentificerbar mand på Månen. Det i sig selv er mærkeligt nok, men undersøgelser viser at liget må være mindst 50.000 år gammelt. Det sætter selvsagt det videnskabelige samfund på den anden ende, og vilde teorier bliver diskuteret frem og tilbage. Flere opdagelser bliver gjort. Man finder andre rester af 50.000 år gamle mennesker på Månen og ydermere indikationer af, at de kunne stamme fra en ny ødelagt planet i solsystemet. En planet der har været i kredsløb der hvor asteroidebæltet er. Men der er en masse modstridende facts. Der er tegn på at de har udviklet sig fra samme genetiske grundstamme som os, men andre tegn på at det ikke kan være tilfældet. Hele bogen igennem bliver teorier og fakta præsenteret, tilbagevist og nye endnu vildere opdagelser bliver gjort i solsystemet.
I sin form kan det dårligt kaldes for en roman. Der er ikke noget plot, der er ingen konflikt eller nogen hovedpersoner der er værd at nævne. Det meste består derimod af lange infodumps, videnskabsfolk der diskuterer og flere infodumps. På en måde ufatteligt tørt og kedeligt ultra hard science fiction, men det generede ikke mig det store. Simpelthen fordi idéerne er spændende og fascinerende, det er sjovt at lege med i den videnskabelige process hvor intet viser sig at være som man først troede, og så er romanen relativt kort. Som murstensroman havde den form nok ikke duet.
Jeg tror ikke al hans videnskab holder helt, men Hogans beskrivelser er når man læser det, for så vidt overbevisende. De er spændende og overraskende, men aldrig langt ude og læseren kan godt følge med, uden at føle sig snydt når de endelige forklaringer begynder at tage form. Det er uden tvivl ikke en type roman for hvem som helst, givet at det mere eller mindre er et langt infodump uden noget nævneværdigt persongalleri, men jeg vil da give de efterfølgende bøger en chance også på et tidspunkt.
Frederik Pohl er en af science fiction genrens ældste nulevende forfattere. Han er over 90 og har været aktiv i science fiction i de 70 af dem. Han har været med til at stifte noget af den tidlige fandom, været redaktør for både magasiner og antologier, og ikke mindst skrevet masser af romaner og noveller. Science Fiction Cirklen har udgivet denne samling med 8 noveller, alle udvalgt og oversat af Niels Dalgaard.
Stephen Baxter er gået nye veje de seneste par år, med alternate history og nærfremtidshistorier, som man blandt andet har kunne se eksempler på i Asimov’s. Flood er en ægte naturkatastroferoman, med en uhyggelig grad af troværdighed, der gør den langt bedre end enhver Hollywood-katastrofefilm. 
David G. Hartwell har nu femten år i træk samlet et udvalg af årets bedste science fiction noveller. Og i ni år har han gjort det i selskab med Kathryn Cramer. Man går sjældent galt med sådanne samlinger, da der unægteligt er tale om kvalitetshistorier, også selvom man måtte have masser af meninger om hvilke historier der også burde have været med osv. Jeg finder dette års udvalg mere opløftende end de to forrige, som var meget præg af dystopi, dommedag og tragedie.
Denne Hugo-vindende roman af Robert Charles Wilson bliver nok en af mine bedste læseoplevelser i dette år. Det er tydeligt hvorfor den vandt en Hugo, for den kombinerer ganske enkelt det bedste fra klassisk science fiction med nyere koncepter, og appellerer dermed ret bredt blandt science fiction læsere.
Diamond Dogs og Turquoise Days er to novellaer af Alastair Reynolds udgivet sammen. De er sat i samme univers som Revelation Space og de andre, men det har ikke den helt store betydning. Reynolds viser at han så sandelig også kan skrive kortere tekster, og faktisk få rigtig meget ud af novellalængden.
Denne pulproman af Ray Cummings blev oprindeligt udgivet som føljeton i Astounding i fire dele fra marts til juni 1930. Senere genudgivet som en Ace Double bog. Den er også gratis at finde på 
Absolution Gap af Alastair Reynolds ligger i direkte forlængelse af 
Kim Stanley Robinson er mest kendt for sin Mars-trilogi og senest for sin Science in the Capital-trilogi om global opvarmning. Med denne roman fra 2002 viser han talenter på helt andre fronter, ved at kaste sig ud i en kompleks og gennemarbejdet alternate history.
The Technicolor Time Machine fra 1967 af Harry Harrison er en af de mest fornøjelige humoristiske læseoplevelser jeg har haft længe. Det er tidsrejseparadokser så det batter hele vejen igennem, men umådeligt godt gennemført og internt konsistent. Selv mere end 40 år efter virker bogen ikke spor forældet.