Inherit the Stars

Inherit the StarsJames P. Hogans Inherit the Stars fra 1977 er en af Baens gratis e-bøger, der er første bog i hvad der kaldes for Giant-serien. Inherit the Stars står fint alene, men er nu også en farlig appetitvækker på at se på de øvrige bøger i serien – som så kan købes som e-bøger for små 6 dollars.

I år 2027 finder man liget af en uidentificerbar mand på Månen. Det i sig selv er mærkeligt nok, men undersøgelser viser at liget må være mindst 50.000 år gammelt. Det sætter selvsagt det videnskabelige samfund på den anden ende, og vilde teorier bliver diskuteret frem og tilbage. Flere opdagelser bliver gjort. Man finder andre rester af 50.000 år gamle mennesker på Månen og ydermere indikationer af, at de kunne stamme fra en ny ødelagt planet i solsystemet. En planet der har været i kredsløb der hvor asteroidebæltet er. Men der er en masse modstridende facts. Der er tegn på at de har udviklet sig fra samme genetiske grundstamme som os, men andre tegn på at det ikke kan være tilfældet. Hele bogen igennem bliver teorier og fakta præsenteret, tilbagevist og nye endnu vildere opdagelser bliver gjort i solsystemet.

I sin form kan det dårligt kaldes for en roman. Der er ikke noget plot, der er ingen konflikt eller nogen hovedpersoner der er værd at nævne. Det meste består derimod af lange infodumps, videnskabsfolk der diskuterer og flere infodumps. På en måde ufatteligt tørt og kedeligt ultra hard science fiction, men det generede ikke mig det store. Simpelthen fordi idéerne er spændende og fascinerende, det er sjovt at lege med i den videnskabelige process hvor intet viser sig at være som man først troede, og så er romanen relativt kort. Som murstensroman havde den form nok ikke duet.

Jeg tror ikke al hans videnskab holder helt, men Hogans beskrivelser er når man læser det, for så vidt overbevisende. De er spændende og overraskende, men aldrig langt ude og læseren kan godt følge med, uden at føle sig snydt når de endelige forklaringer begynder at tage form. Det er uden tvivl ikke en type roman for hvem som helst, givet at det mere eller mindre er et langt infodump uden noget nævneværdigt persongalleri, men jeg vil da give de efterfølgende bøger en chance også på et tidspunkt.

Tunnelen under verden

Tunnelen under verdenFrederik Pohl er en af science fiction genrens ældste nulevende forfattere. Han er over 90 og har været aktiv i science fiction i de 70 af dem. Han har været med til at stifte noget af den tidlige fandom, været redaktør for både magasiner og antologier, og ikke mindst skrevet masser af romaner og noveller. Science Fiction Cirklen har udgivet denne samling med 8 noveller, alle udvalgt og oversat af Niels Dalgaard.

Samlingen rummer noveller fra perioden 1955 til 1988, men det er svært at placere historierne som specielt tidstypiske. Kort sagt, er alle noveller simpelthen bare gode science fiction historier der bare holder. Der er den ret alvorlige En dag i Lotteri-tivoli hvori overbefolkning blandt andet bliver håndteret med en tivoli, hvor prisen for hver forlystelse er en minimal øget risiko for at dø. Der er morsom metafiktion i den alternative historie Mens vi venter på de olympiske, om en verden hvor romerriget aldrig gik under, og et rumskib er på vej mod Jorden. I historien følger vi en sci-rom (ja gæt selv) forfatter der har problemer med at få idéer til sin næste roman. Der er flere af historierne der handler om rumvæsener, men vi ser dem aldrig rigtigt. I Dagen efter dagen hvor marsboerne kom er marsboere landet på Jorden, men folk er tilsyneladende ikke synderligt interesserede i dem. Mens i Sidder omkring poolen og slikker solskin følger vi en stakkels mand, der fra tid til anden får sin hjerne besat af et rumvæsen. Hans få timer som ham selv, kan han derfor ikke bruge på meget andet end at gå på toilettet og få noget at spise.

Der er ikke meget andet at sige at det her er endnu en glimrende udgivelse af gode science fiction noveller af en dygtig og erfaren forfatter. Pohl skriver en type science fiction der både burde kunne forstås og nydes af de fleste. En alsidig forfatter der både kan underholde og skrive historier der sætter tanker i gang og bider sig fast.

Flood

FloodStephen Baxter er gået nye veje de seneste par år, med alternate history og nærfremtidshistorier, som man blandt andet har kunne se eksempler på i Asimov’s. Flood er en ægte naturkatastroferoman, med en uhyggelig grad af troværdighed, der gør den langt bedre end enhver Hollywood-katastrofefilm.

Selve handlingen er ultrakort at opsummere. Underjordiske have bliver sluppet løs og havstanden stiger kraftigt, for til sidst at dække hele Jorden med vand. Romanen starter i nærfremtid og forløber godt 40 år fra de første oversvømmelser til romanens slutning hvor Mount Everest bliver dækket af vand. Effekten af det scenarie står langt stærkere end ellers så mange andre dommedags- eller post-apokalyptisk historier hvor katastrofen ofte er sket. Her følger vi verdens undergang over 40 år, hvordan civilizationen langsomt bryder sammen og en ny spirrer op. Det bliver ikke skrevet med den store dramatik. Årene går for det meste bare, og man hører spredte beretninger om storbyer der går under, stater der prøver at holde sammen på sig selv og hvordan autonome overlevelsessamfund opstår.

Baxter er tydeligvis ikke nogen optimist, og han forsøger ikke at pakke katastrofen ind i “comic-relief”, tværtimod. Hans personer var desværre mindre interessante. Det er mere rammefortællingen der fængede mig, men den står også stærkt, også selvom der ikke er andet “plot” end simpelthen at havene stiger og stiger. Jeg ved ikke helt om jeg køber den videnskabelige præmis for historien, men det gør heller ikke så meget, for Baxters historie er ligesom en absolut “worst-case scenario” for stigende havniveau, og får jo dermed stadig en lang række pointer frem som også gør sig gældende med oversvømmelser af knap så globalt omfang. Det er de menneskelige reaktioner og tilpasning på katastrofen der er væsentligt, og ikke så meget hvorfor det lige nu er vandet stiger.

Year’s Best SF 15

David G. Hartwell har nu femten år i træk samlet et udvalg af årets bedste science fiction noveller. Og i ni år har han gjort det i selskab med Kathryn Cramer. Man går sjældent galt med sådanne samlinger, da der unægteligt er tale om kvalitetshistorier, også selvom man måtte have masser af meninger om hvilke historier der også burde have været med osv. Jeg finder dette års udvalg mere opløftende end de to forrige, som var meget præg af dystopi, dommedag og tragedie.

Det plejer at være de første historier i samlingen der er blandt de bedste. Det synes jeg ikke det var denne gang dog. Man skal et stykke ind før man finder fx Erosion af Ian Creasey (omtalt i Asimov's, October/November 2009) og The Island af Peter Watts – der netop i dag har vundet en Hugo for den historie. En fantastisk novelle om en levende intelligent Dyson Sphere. En anden interessant novelle er Brian Stablefords The Highway Code, om en intelligent automatisk fragtlastbil med et sæt regler ikke fjernt fra Asimov’s tre robotlove, kun lidt modificeret til det at fragte varer. En titel som On the Destruction of Copenhagen by the War Machines of the Merfolk vækker lidt opsigt. Den bizarre historie er skrevet af Peter M. Ball og fænger desværre ikke rigtig, og minder mest om monsterfantasy.

Som nævnt er der flere humoristiske historier og færre dystopiske fremtidsscenarier i år. Man siger jo at der skrives dystopisk i opgangstider og optimistiske historier i krisetider, så måske har den globale økonomiske situation sat sit præg hos forfatterne. Det gør hverken novellerne dårligere eller bedre, men samlingen får som helhed en anden stemning.

Spin

SpinDenne Hugo-vindende roman af Robert Charles Wilson bliver nok en af mine bedste læseoplevelser i dette år. Det er tydeligt hvorfor den vandt en Hugo, for den kombinerer ganske enkelt det bedste fra klassisk science fiction med nyere koncepter, og appellerer dermed ret bredt blandt science fiction læsere.

Wilson har bygget Spin efter en simpel men effektiv formel indenfor science fiction. En udefra kommende ændring, der er relativ enkel at forklare, men som har store konsekvenser for hele planeten. Historien starter i nær fremtid hvor Jorden fra det ene øjeblik til det andet, bliver omsluttet af en slags membran der lukker stjernelyset ude. Solen står dog stadig op næste dag, men det er en kunstig sol. Den er tydeligvis kunstigt fremstillet, men ingen rumvæsener giver sig til kende eller på anden måde viser hvorfor. Over tid finder man ud af, at membranen ikke bare blokerer for himlen, men også har sat Jorden i en slags tidsboble. Et sekund på Jorden svarer til over 3 år i resten af universet. Millioner og milliarder af år passerer altså udenfor på ganske kort tid. Det i sig selv ændrer selvsagt hele samfundet. Religiøse kulter opstår, den nye generation der vokser op uden at have set stjernerne udskiller sig markant, og helt nye industrier opstår i forsøg på at finde ud af hvad der forgår. Men også en bekymring for verdens undergang opstår, for med den hastighed vil Solen gå nova om få årtier.
Romanen følger tre personer. De to søskende Diane og Jason, og deres ven Tyler. Fortællingen centrerer omkring Tyler. Stjernerne forsvandt da de var børn, og det præger resten af deres opvækst som romanen følger. Jason er ualmindeligt intelligent, kommer på eliteskoler og bygger hele sit liv op på at søge svar om hvad der er sket med Jorden og hvorfor. Diane bliver mere og mere utryg, og knytter sig til en af de nyfundne religiøse sekter, mens Tyler går den mere almindelige vej og uddanner sig til læge.

Wilson holder sig i store træk kun til det ene novum med at Jorden bliver omsluttet af en membran hvor tiden går hurtigere, hvilket er sjældent for nyskrevne science fiction romaner der ofte vil have så mange fantastiske idéer med på engang. Det handler om hvordan verdenssamfundet, og de tre hovedpersoner, udvikler sig som følge af denne enkle skelsættende begivenhed. Den øvrige teknologiske udvikling berøres kun i periferien. Men selvom den er skrevet efter en gammel klassisk science fiction formel, bygger Wilson stadig på nye koncepter som singularitetsbegrebet. For at et sekund svarer til 3 år ude i universet giver nogle interessante muligheder med at sender autonome sonder og robotter af sted. Så kan millioner af års udvikling finde sted på relativt kort tid. Det gør at Wilson får skildret overvældelsen af en teknologiudvikling der går hurtigere end menneskets fatteevne, samtidig med at det er forankret i noget der stadig ligner nutiden.

Ingen tvivl om at Spin kan anbefales. Jeg er spændt på om efterfølgeren Axis kan leve op til den.

Diamond Dogs, Turquoise Days

Diamond Dogs Turquoise DaysDiamond Dogs og Turquoise Days er to novellaer af Alastair Reynolds udgivet sammen. De er sat i samme univers som Revelation Space og de andre, men det har ikke den helt store betydning. Reynolds viser at han så sandelig også kan skrive kortere tekster, og faktisk få rigtig meget ud af novellalængden.

Diamond Dogs er velkendt Reynolds. Hard sf med lidt horrorstemning, kolde kyniske intelligente dræbermaskiner, mennesker med så mange modifikationer at de nærmest er robotter, og generelt bare præget af sort metal. Historien følger Richard der af en gammel ven bliver lokket med på en mission til en mystisk gigantisk tårnkonstruktion fundet på en planet og formodentlig bygget af rumvæsener. Tårnet består af et utal af forbundne rum med matematiske gåder, som skal løses for at man komme videre til det næste rum. Svarer man forkert, venter en ubehagelig straf. Sammen med et par andre, herunder Richards ekskone der besidder særlige matematiske evner og derfor i praksis løser alle opgaverne, bevæger de sig gennem tårnet rum for rum. Et stykke af vejen virker det egentlig som en slags Indiana Jones ekspedition, med underjordiske hulrum med gåder der skal løses og farlige fælder at undgå, men der er meget mere i historien end bare selve plottet om tårnet. De har en doktor med sig, der er en virkelig interessant og skræmmende figur, som bogstaveligt talt samler stumperne sammen eller erstatter deres legemsdele med kunstige, da de af og til bliver skåret i stykker, og det der er værre ,når et forkert svar på et rums gåde bliver valgt. Det er en historie der skal læses for stemningen og mindre for plottet, eftersom der ikke rigtig kommer nogen afklaring til sidst, som man ellers normalt ser i Reynolds’ historier.

Turquoise Days er en noget anden størrelse. Mindre hard sf, ingen splatter, mere psykologi og biologi i stedet for kold teknik. Historien udspiller sig på planeten Turquoise, der er en såkaldt Pattern Juggler planet. Pattern Jugglers er det eneste tilnærmesesvis intelligente liv mennesket har fundet i dette univers, og det kun delvist. Det kan bedst beskrives om et biologisk netværk af en slags i havet, der indeholder sind fra tusindvis af andre intelligente racer, som har svømmet i havet og dermed blevet en del af det. Dem der svømmer med disse Jugglers bliver lettere forandret og nogen får tilegnet sig særlig viden. Planetens kolonister lever yderst fredeligt og uden meget kontakt med resten af galaksen. Kun meget sjældent kommer en lighthugger forbi, hvilket der selvfølgelig så gør i denne historie, og det reagerer havets Jugglers på.

To ret forskellige historier, der hænger en lille smule sammen – dog uden at jeg kan sige hvordan, og som giver et lille indblik i blot en afkrog af Reynolds’ store romanunivers.

Brigands of the Moon

Brigands of the MoonDenne pulproman af Ray Cummings blev oprindeligt udgivet som føljeton i Astounding i fire dele fra marts til juni 1930. Senere genudgivet som en Ace Double bog. Den er også gratis at finde på Gutenberg.org.

Historien fortælles af Gregg Haljan, officer på rumskibet Planetara. Et skib der fragtede post og passagerer mellem Mars, Venus og Jorden. Hans beretning handler om hvordan hans skib blev overtaget af pirater fra Mars, der ville have fat i en værdifuld ladning radium fundet på Månen. Skibet bliver overmandet, passagerne bliver efterladt på en asteroide med lovning om at de vil blive hentet igen. Haljan er stadig ombord som fange og allierer sig med, og forelsker sig i, en Marskvinde ved navn Anita. Skibet må nødlande på Månen og kampen mellem “de gode” og “de onde” fortsætter der.

I det hele taget er det ikke en historie der er meget ved at tage frem igen i dag. Mest af alt fordi den ikke har ret meget med science fiction at gøre, selvom det foregår på Månen med rumskibe og Marsmænd. Men hele plottet kunne nemt være skiftet ud med et almindeligt skib på havet og gammeldags søpirater, og en tilfældig Stillehavsø i stedet for Månen. Handlingen kører også temmelig meget i tomgang, sikkert fordi den er skrevet til at være delt op i fire dele til magasinet. Der en hulens masse nævekamp og Cummings sætter udråbstegn ustandseligt. Det mest interessante er sådan set forfatterens egen introduktion til historien, hvor han beder læseren forestille sig at man tog til New York Public Library i år 2080 og bad om et eksempel på denne tids gennemsnitlig spændingsroman. Sådan en roman forestiller Ray Cummings sig med Brigands of the Moon. Interessant nok udgangspunkt, men ikke særligt spændende i dag.

Absolution Gap

Absolution GapAbsolution Gap af Alastair Reynolds ligger i direkte forlængelse af Redemption Ark og runder den såkaldte Inhibitorserie af. Sådan da. Reynolds leverer i hvert fald ikke en lukket slutning kan man sige og han har sidenhen også vendt tilbage til det univers med The Prefect.

I Redemption Ark ledede Clavain tusindvis af flygtninge fra det nu totalt adskilte solsystem Resurgam til planeten Ararat. Der er nu gået 23 år og en mindre koloni er så småt blevet etableret, selvom det oprindeligt var ment som en midlertidig løsning. Der udspiller sig stadig en større krig mod the Inhibitors i solsystemet, med stadigt mere avancerede våben. Ararat ledes af grisen Scorpio, men kalder Clavain tilbage fra sin isolation, da en personkapsel lander på planeten. Ud fra den kommer Ana Khouri, Ilia Volyovas tidligere partner, og kan berette om krigen oppe i rummet og hvordan de har fået hjælp fra ny kant til at udvikle nye våben. Hun har dog også travlt med at redde sin datter ud fra kløerne på Skade (skurken fra Redemption Ark), som befinder sig på planeten.
I mellemtiden, eller faktisk 50 år senere – eftersom alt jo forskubbes i Reynolds’ univers hvor det ikke er muligt at rejse hurtigere end lyset, hører vi om pigen Rashmika Els på måneplaneten Hela. Hun er overbevist om at kirkefolkene på Hela tager fejl i deres religiøse tolkninger af gasplaneten Haldoras mærkelige fænomen, hvor den af og til holder op med at eksistere for en brøkdel af et sekund.
Alt i mens breder invasionen fra de uhyggeligt effektive civilisationsudryddere the Inhibitors sig til resten af menneskets koloniserede solsystemer. Reynolds runder som sagt det hele af, men giver bestemt ikke svar på alt, og nogen vil måske kalde slutningen lidt af et anti-klimaks, men Reynolds er ikke en typisk space opera forfatter. En genre der ellers normalt ender i tjubang-slutninger af overdrevne episke proportioner.

Absolution Gap er skrevet i helt samme stil som Redemption Ark, og hvad jeg skrev om den er stadig gældende. Reynolds kan et eller andet med både at fange det episke og altomfavnende, uden at det bliver overdrevet, og samtidig holde handlingen tæt knyttet til nogle få personer. Problemerne er galaktiske, men handlingen er i den grad stadig persondrevet.
Har du ikke læst Alastair Reynolds endnu, er det bare om at komme i gang, men selvsagt fra seriens begyndelse.

The Years of Rice and Salt

Years of Rice and SaltKim Stanley Robinson er mest kendt for sin Mars-trilogi og senest for sin Science in the Capital-trilogi om global opvarmning. Med denne roman fra 2002 viser han talenter på helt andre fronter, ved at kaste sig ud i en kompleks og gennemarbejdet alternate history.

Udgangspunktet for den alternative tidslinje er pesten over europa i middelalderen, hvor Robinson forestiller sig, at hvis nu den sorte død havde været lidt mere effektiv, og fik udryddet 99% af europas befolkning. Robinson beskriver dermed en verden uden kristendom, uden europa, og hvor særligt Islam og Kina dominerer verden. Det er alternate history i sin reneste form, da vi får hele perspektivet fra divergeringspunktet og 600 år frem. Der er ikke noget rigtigt plot, men derimod 10 kapitler der hver beskriver en lille del af verdenshistorien. Robinson har bygget sine hovedpersoner op via reinkarnation, således at de går igen som nye personer, men med samme forbogstav i deres navn. Det kan lyde underligt, men fungerer faktisk rigtig godt og binder bogen som helhed godt sammen. De har nogle træk der går igen fra hver inkarnation og det gennemgående plot der kan siges at være, går på disses udvikling. Der er den spirituelle, religiøse og rolige hvis navn begynder med B, og en hvis navn begynder med K, der er mere aggressiv, men klog og i konstant søgen efter retfærdighed. De to, og flere andre, ser vi som blandt andet slaver, videnskabsfolk, kejsere og soldater. Robinson berører mange ting udover bare at fortælle denne alternative verdenshistorie, men får også sagt en masse om religion, særligt kvinders rettigheder, videnskab og helt generelt det at være et godt menneske.

Det er svært at sætte finger på en særlig kvalitet, for det hele er sådan set godt. Historiefortællingen om blandt andet hvordan Amerika bliver opdaget, videnskabelige opdagelser, politiske revolutioner og altødelæggende krige, er troværdig og gennemarbejdet. De religiøse problemstillinger om mistolkninger/misbrug af Islam er både tankevækkende og relevante for den nutidige læser. Karakteropbygningen gennem de mange reinkarnationer er gribende og kan sagtens tages seriøst, uanset hvad man måtte mene og tro om reinkarnation. Jeg kan særligt godt lide at Robinson tager en global vinkel over mange hundrede år, hvilket gør det i mine øjne en langt mere interessant alternate history, end de adskillige andre der findes hvor man blot isolerer sig til et andet udfald af en eller anden krig. Men det er altså stadig et skønlitterært værk hele vejen igennem, og altså langt fra blot en lineær alternativ verdenshistorie.

En bog der burde kunne nydes af de fleste og specielt også folk der ikke normalt læser science fiction.

The Technicolor Time Machine

The Technicolor Time MachineThe Technicolor Time Machine fra 1967 af Harry Harrison er en af de mest fornøjelige humoristiske læseoplevelser jeg har haft længe. Det er tidsrejseparadokser så det batter hele vejen igennem, men umådeligt godt gennemført og internt konsistent. Selv mere end 40 år efter virker bogen ikke spor forældet.

Harrison har taget udgangspunkt i den indlysende, men alligevel stærkt originale idé, at en tidsmaskine selvfølgelig ikke vil blive brugt til hæderlige videnskabelige formål, men vil blive udnyttet kommercielt. Fx af Hollywood. Historien følger producer/instruktør Barney Hendrickson, der i sin desperation efter at bevare sit arbejde, får en aftale med en professor der har opfundet en tidsmaskine, om at bruge maskinen til at rejse tilbage i tiden og indspille en film. Nærmere betegnet en vikingefilm i år 1000 om vikingernes formodede opdagelse af Vinland (Amerika). I første omgang tænker han blot på at spare omkostninger til kulisser, statister og den slags, men ser hurtigt store muligheder i at man kan rejse tilbage til en vilkårlig tid, blive der i månedsvis, og komme tilbage til nutiden en brøkdel af et sekund efter. På den måde får han iværksat at få skrevet manuskript, filmet og produceret hele filmen på en weekend, ved at rejse med et helt filmhold til ellevte århundredes England. Vikingerne er dog ikke helt så samarbejdsvillige og tiden er ikke helt så nem at holde styr på, selvom man har en tidsmaskine.

Harrison skriver let fordøjeligt, underholdende, medrivende og med en fantastisk portion humor og satire. Det bliver ikke pjattet falden på halen komik, de fleste morsomheder har faktisk enten en satirisk kritisk vinkel til Hollywoods måde at se verden på eller tankevækkende problemstillinger ved tidsrejser. Og selvom det hele går amok med tidsløkker, selvmodsigende paradokser og meget andet, er det altså gennemtænkt og hænger sammen hele vejen. Harrison har valgt en vinkel på tidsrejseproblematikken og holder sig til den. Bogen fungerer stadig i dag, for Hollywood fungerer jo grundlæggende på samme måde, og sjove tidsrejseplots bliver man ikke sådan lige træt af.
Den er hurtigt læst og kan kun varmt anbefales til alle.