Surface Detail

Surface DetailDet er alt for længe siden jeg sidst har fået læst og nydt en rigtig god roman. Skal måske helt tilbage til Inherit the Stars. Iain M. Banks er til at regne med. Alt er ikke lige godt, men det er altid en unik læseoplevelse. Hans nyeste bog i Culture-universet er bestemt ingen skuffelse og bedre end Matter. Som det ofte er med Banks’ Culture-bøger, handler det egentlig ikke ret meget om selve Culture, mest i periferien og der hvor Culture har indflydelse.

Det generelle tema i bogen er døden, livet efter døden – herunder helvedet. Når teknologien til at lave perfekte virtuelle verdener bliver mulig, vil der selvfølgelig være nogen civilizationer der vil bruge det til at lave et rigtigt helvede, hvor man kan dømme folk til at leve i evig pinsel. Den slags vækker dog modstand blandt andre civilizationer, herunder selvfølgelig også the Culture. Så for at løse konflikten, er begge sider gået med til at udkæmpe en krig i en virtuel verden. Men anti-helvede siden er ved at tabe, og de er parate til at bryde reglerne. Denne konflikt bliver den overordnede ramme for Surface Detail, eller rettere det der sker rundt omkring for den lykkeligt uvidende hovedperson.
Historien følger primært Lededje. Hun er en trofæ-slave for den magtfulde Veppers, der bruger og misbruger hende som han lyster. Under et opgør med ham bliver hun slået ihjel, men lever op igen i en ny krop. På en eller anden måde er hendes bevidsthed blevet transmitteret gennem rummet til en Culture koloni, hvor de så har givet hende livet tilbage. Hun er dog opsat på hurtigst muligt at vende tilbage, med det ene formål at slå Veppers ihjel.

Surface Detail er en af den slags bøger, hvor det ikke er plottet der er det interessante, men alt det der sker udenom. Gennem Lededje får læseren indblik i flere dele af Banks fantastiske Culture-univers, Veppers viser sig også at være involveret i krigen om de virtuelle helveder og vi følger selvfølgelig også nogle personer der er fanget i et af disse forfærdelige helveder. Det hele flyder ganske godt sammen, og Banks rammer balancen mellem at fortælle læseren nok til at fange interessen, men samtidig ikke fortælle for meget. Der er masser af idéer og koncepter at blive både fascineret og skræmt af, og den faktisk ikke helt så urealistiske tanke om at lave virkelige helveder på denne måde, skal nok give de fleste noget at tænke over.

Jeg vil bestemt placere Surface Detail højt på listen over Banks’ bøger i Culture-universet, men den kan dog ikke anbefales til læsere der ikke har kendskab til serien i forvejen. Der vil The Player of Games og Consider Phlebas være bedre.

Professor Challengers Bedrifter

Professor Challengers BedrifterArthur Conan Doyle er uden tvivl mest kendt for sine historier om Sherlock Holmes, men han har også skabt andre interessante og spændende figurer, som fx Professor Challenger, hvor SFC her har samlet to (kortere) romaner og to noveller med denne extrentiske professor og hans fantastiske opdagelser. Alle historier er skrevet i starten af forrige århundrede.

Den ene roman er Den forsvundne verden og fylder over halvdelen af bogen. Denne roman har været en vis inspiration til Jurassic Park-filmene og ikke mindst bogen af Michael Crichton med samme titel. Her møder vi Professor Challenger for første gang. En tydeligvis gal/genial videnskabsmand med speciale i zoologi, der opfører sig extremt arrogant, nedladende og siger nogen ham imod, eller værst af alt – kalder ham for en løgner, så lader han sig bestemt ikke begrænse til kun verbale øretæver. Historien fortælles dog af journalisten Malone, der ved hjælp af lige dele mod og held (og uheld) får rodet sig ud i at tage med professoren på en ekspedition til sydamerika, der har til formål at bevise professorens påstande om at have fundet et forsvundet isoleret land på en højslette hvor forhistoriske dyr stadig lever – herunder dinosaurere. Med på holdet er også en anden professor der ikke tror på Challenger og en riffelkyndig soldat. Herefter følger et fantastisk eventyr med farlige forhistoriske dyr, vilde indfødte og et styrket kammeratskab i den lille gruppe.
I næste noget kortere historie, Den giftige zone, er det intet mindre end verdens undergang der finder sted. Professor Challenger mener at have fundet ud af at Jorden er på vej ind i en giftig zone i æteren, og æteren derfor bliver forgiftet og alt levende dør som fluer. Gruppen fra før samles hos Challenger hvor de holder sig levende ved hjælp af trykflasker med ilt.
De to sidste noveller er mindre eventyr og mere klassisk pulp. I Opløsningsmaskinen får journalisten Malone til opgave at verificere om en videnskabsmands opfindelse nu også kan hvad være den giver sig ud for, så han allierer sig med Challenger. Det er intet mindre end en teleporteringsmaskine, men som også kan bruges som et frygteligt våben.
I sidste historie, Da verden skreg har Challenger iværksat en udgravning tusinder af kilometer nede i Jorden, fordi Challenger er overbevist om at Jorden er en levende organisme, hvilket han agter at bevise. Hans eksperiment får visse uhedlige konsekvenser.

Det meste af den videnskab der bliver præsenteret her er mildest talt latterlig set med nutidige øjne. Særligt det med æteren og Jorden som en organisme, men det er stadig ordentlig science fiction, fordi tilgangen til det hele er videnskabelig og underbygget (sådan da) med hvad man nu engang havde af viden dengang. Derudover, så er Challenger slet og ret en umådeligt underholdende person at læse om. Hans opførsel gør at man umuligt kan synes om ham, men alligevel må have respekt for hvad han rent faktisk får udrettet. Historierne heri kan appelere til alle og er bestemt ikke begrænset til science fiction fans med forkærlighed for gamle støvede tekster.

Captain’s Blood

I anden del af William Shatners Totality-trilogi kommer der mere kød på hvad dette Totality er for noget, hvor det i Captain's Peril kun blev småt refereret til, som noget der skete for længe siden. Captain’s Blood udspiller sig nogle år senere og tager udgangspunkt i truslen om en kommende borgerkrig mellem Romulus og Remus.

Det hele begynder dog med intet mindre end Spocks død! Han bliver angiveligt udsat for et attentat, da han holder en vigtig tale for parlamentet på Romulus. Kirk vil til Romulus for at finde ud af hvem der står bag, og han får selskab af Picard, Riker, McCoy og alle de andre gamle kendinge. Med sig har Kirk også sin 5 årige søn Joseph, der er delvist menneske, delvist Romulan, delvist Klingon og mere til. Men Starfleet har andre skjulte dagsordener som Kirk ikke kender til. De kender til en borgerkrig mellem Romulus og Remus der er under opsejling. Det kommer dog bag på alle at Kirks søn Joseph bliver kidnappet af Remans, fordi de ser ham som den næste Shinzon. Det hele udvikler sig til at være langt mere kompliceret og det viser sig at dette Totality-væsen har en finger med i spillet.

Plottet bygger videre på historien fra Star Trek: Nemesis filmen omm mineslaverne på Remus og deres “frihedskæmper” Shinzon. Det er klart en fordel at have set den film først. Plottet er for så vidt spændende, men det er klart mit indtryk at de her bøger af Shatner mest af alt handler om Kirk! Hans person kommer i både første og anden række, og plottet er der så at sige blot for at understøtte en udforskning af Kirks personlighed. Som helhed fungerer det også ganske glimrende. Det eneste der lidt kan irritere mig lidt er det noget utroværdige i at samtlige officerer fra TNG og TOS er samlet et sted, specielt når det ikke rigtig har noget formål andet end at give et par velkendte navne.

Galactic Patrol

Galactic PatrolE.E. “Doc” Smith er udover sine Skylark-bøger nok mest kendt for Lensman-serien. En række romaner der har lagt mange grundsten for space opera genren med store rumslag, mærkelige aliens (gode som onde) og ufejlbarlige mandlige helte. Det meste er skrevet op gennem 30′erne og 40′erne og udgivet i føljetonform i Astounding og senere hen genudgivet i bogform, og til tider også lettere rettet til af Smith. Galactic Patrol er ikke den første i serien, men forskellige fansider anbefaler en lidt anden læserækkefølge end udgivelsesrækkefølgen.

Lensman-serien centrerer om de såkaldte Lensman, der bedst kan beskrives som klodens absolute top soldater, der får givet en særlig evne – simpelthen blot kaldet for the Lens. Dette giver dem stærke telepatiske evner og de agerer intergalaktisk politi og rumflådeofficerer i dette noget militaristiske univers. Galactic Patrol følger Kimball Kinnison, hvordan han bliver en Lensman og derefter officer i en slags galaktisk politipatrule. Der er store kampe med en gruppe organiserede pirater kaldet for Boskonians, der blandt andet har fået rumskibe langt hurtigere og kraftigere end dem Jordens flåde har. Undtaget altså et nyt rumskib som Kinnision bliver kaptajn på og får til opgave at fange et skib fra disse Boskonians og tage det med tilbage til Jorden til nærmere undersøgelse. Det leder ham ikke uventet ud i farlige situationer, store rumslag og overdådige heltegerninger.

Når en science fiction roman er skrevet i 1930′erne bliver man nødt til at indstille sig på at en masse ting kan virke fjollede med nutidige briller. Blandt andet bemærkede jeg små sjove detaljer som at ingeniørerne på rumskibet bliver beskidte af olie pga. deres arbejde. Ikke just det billede man er vandt til med de sterile rene rumskibe vi efterhånden er vandt til at se. Det rent videnskabelige er egentlig slet ikke så langt ude igen, men det er nok mest fordi det stort set ikke bliver forklaret. Der er bare FTL, telepati og dommedagsvåben. Slå hjernen fra og lad dig underholde!

Ser man på de mange anmeldelser på fx Amazon skriver langt de fleste at de elskede disse bøger som barn, og de derfor har et noget nostalgisk forhold til dem. Og rent objektivt, så er det nok hovedårsagen til at de stadig huskes i dag, for god litteratur er det ikke ligefrem. Jeg var også kun ordentligt underholdt i starten, mens jeg synes tempoet og spændingen fortog sig lidt undervejs. Der blev det hele ligesom bare for nemt for helten, i modsætning til i starten hvor han var ung og usikker, men stadig kunne løfte opgaven. Det mest interessante er sådan set at se hvor meget der stadig hænger ved i nutidens tjubang space opera. Telepatiske evner er blevet populært igen, særligt hos Peter F. Hamilton, og selvom man kan grine lidt af den naive tilgang til videnskab, så er det jo ikke meget bedre i dag.

Metusalem

MetusalemJeg har modtaget mit første officielle anmeldelereksemplar til denne blog med denne debutroman af Flemming Dyrbye. Desværre har den kun perifært med science fiction at gøre, og spændingsromaner er ikke lige mit speciale, men den får et skud.

Historien udspiller sig i nutidens Danmark og følger kriminalassistent Michael Niedermeyer der bliver sat til en lede efterforskningen, da kvindemorderen Christian Bjørnbo stikker af fra fængslet. Det bliver hurtigt klart at Bjørnbo har i sinde at bevise sin uskyld og Michael finder ud også ud af, at der er noget lunkent ved den oprindelige mordsag Bjørnbo blev dømt før. Pigen han angiveligt skulle have voldtaget og myrdet, havde arbejdet længe mod en opdagelse af stor lægevidenskabelig betydning. Som historien skrider frem optrevler Bjørnbo og Michael et internationalt og morderisk komplot relateret til denne opdagelse. Resten er så godt som selskrevet som den slags spændingskrimier nu engang er, og science fiction elementet kommer først lidt på bane til allersidst, da vi får lidt flere detaljer om denne vigtige videnskabelige opdagelse og dens konsekvenser. Bogens titel, Metusalem, leder en i retning af, at denne opdagelse har noget at gøre med forlængelse af menneskers levetid.

Jeg er ikke velbevandret i krimier, endnu mindre de danske af slagsen, så måske er det bare stilen, men jeg synes romanen var alt for tørt og nøgternt skrevet, hvor alle ligegyldige detaljer om personernes gøren og laden bliver skrevet i form af “og så gjorde han det, og så skete der sådan, og så..”. Alle tanker og overvejelser bliver nedfældet, så man ikke behøver at læse meget mellem linjerne. Omvendt, så vil jeg også sige “it gets the job done” – så at sige, for kedeligt var det heller ikke at læse, hvilket trods alt er det vigtigste, selvom det nu sagtens kunne have været gjort kortere.
Det er selvfølgelig en personlig præference og ikke en direkte kritik, men jeg foretrækker nu at “heltene” i sådanne historier også godt må komme i rigtig fare og til skade, hvilket ikke er tilfældet her – ikke for hovedrollerne i hvert fald. Det tager lidt af spændingen.
Idéen om forlængelse af menneskets liv og dets mulige samfundsmæssige konsekvenser er næppe ny for science fiction læsere, og på det punkt er der ikke meget nyt her, da romanens fokus klart ligger i et klassisk politimæssigt opklaringsarbejde, tilsat de forventelige romancer og personlige problemer på hjemmefronten.
Hvordan Metusalem står blandt det øvrige marked af danske krimi- og spændingsromaner skal jeg ikke kunne vurdere, men sikkert udmærket som letfordøjelig spændning efter de velkendte formler der nu engang hører til den genre.

The Evolutionary Void

The Evolutionary VoidSå fik Peter F. Hamilton rundet endnu en trilogi af – i et univers han nu har holdt sig til siden 2002. The Evolutionary Void fortsætter nærmest minuttet efter slutningen på The Temporal Void, galaksen bliver reddet, vi finder ud af hvad dette Void er for noget og alt det der, sådan som Hamilton nu skriver slutninger.

Ikke så underligt er situationen ved at tilspidse. Som det har været bygget op til i de forrige bind, er den religiøse kult Dreamers i færd med at en større pilgrimsfærd til Mælkevejens centrum, kaldet for the Void. Igennem drømmeren Inigo, der har delt sine drømme om verdenen Makkathran via et interstellart telepatisk netværk, har en masse mennesker en stor lyst til at komme ind i the Void – et helt nyt univers med masser af muligheder. Problemet er bare, at dette Void ekspanderer voldsomt og truer med at opsluge hele galaksen hvis denne pilgrimsfærds lykkedes. Diverse fraktioner af menneskeheden prøver at stoppe dem på forskellig vis. Nogle rumvæsener prøver det samme, men ingen kan tilsyneladende finde ud af at arbejde sammen. Nogle fraktioner er mere eller mindre ligeglade, de har alligevel forladt galaksen for at blive “post-physical” og andre har igen helt andre planer.
Araminta, the Second Dreamer, tager fussen på alle da hun tilslutter sig de andre Dreamere i deres pilgrimsfærd til the Void, men det hele er et stort bluffnummer. I mellemtiden forsøger nogle gamle kendinge fra de tidligere bøger, såsom Ozzie, at slå hovederne sammen og finde en måde at redde galaksen på.

Jeg har mange problemer med den måde det hele er konstrureret på. Først og fremmest synes jeg selve konflikten er noget utroværdig, med den her religiøse kult, en fantasyverden i galaksens centrum, og et udefinerbart Void der opsluger hele galaksen. Derudover, så er der utallige fraktioner og særinteresser udover dem der vil ind i the Void og dem der vil redde galaksen, som heller ikke virker særligt troværdige, taget i betragtning at en trussel mod hele galaksen, burde gøre alle andre mål og egeninteresser sekundære. Oveni det er det hele pakket ind i hemmelighedskræmmeri, hvor en stor del af nøglepersonerne har dæknavne som The Delivery Man, The Mutineer og The Martyr, som ikke lader til at have anden grund til at være hemmelighedsfulde om hvem eller hvad de i virkeligheden arbejder for, end at så er der måske noget at afsløre til sidst.
Vel nok finder historien sted 1500 år ude i fremtiden, så Hamilton kan selvsagt tage sig visse friheder med hensyn til mulig videnskab, men det kammer næsten over i fantasy. Ikke kun på de videnskabelige koncepter der bliver lige lovlig fantastiske, som fx en idé om at få menneskers sind til at leve uden binding til noget fysisk, men kun eksistere i kvanterummet; men også selve strukturen i plottet med frelsere der bare er “bestemt til at redde universet”, væsener så gamle som galaksen selv, og et sub-univers hvor nærmest ingen fysiske love gælder mere.

Jeg synes ikke Hamilton er blevet bedre med årerne. Hans space opera har aldrig været hard sf, og det har klart lagt sig i den kulørte underholdende ende af skalaen, men med denne seneste trilogi har han tabt jordforbindelsen og nærmest blevet besat af telepatiske idéer, hvor det til sidst kammer over. Slutninger har aldrig været hans stærkeste side, og denne er også af typen “wish-wash-wush” – nogle hovedpersoner får gudekræfter og det hele ordner sig – bare sådan lige. Rigtig spændende blev det aldrig. Ingen store rumslag, ingen vigtige personer der døde i kamp eller en skadet civilisation bagefter der skal rejse sig igen, som der trods alt har været i hans tidligere værker.

Last Full Measure

Last Full MeasureSerien Enterprise sluttede i 2005, men bøger udgives der skam stadig. Denne bog skrevet af Michael A. Martin og Andy Mangels er fra 2006 og udspiller specifikt mellem to episoder fra tredje sæson – The Xindi og Anomaly. Romanen er således et supplement til konflikten med Xindi racen man ser i TV-serien.

Xindi har angrebet Jorden med et yderst kraftfuldt våben der har slået millioner ihjel. Det formodes at de er i færd med at bygge et endnu kraftigere våben der kan udslætte hele kloden, og det er Enterprises opgave at finde det våben inden det bliver færdigt. Enterprise-besætningen er dog ikke alene. Ombord er også et hold MACO-soldater og det aspekt bliver egentlig mere kernen i bogen end selve plottet.

Historien er temmelig simpel. Det er meget svært at finde ud af noget om disse Xindier, ingen ved hvor deres hjemplanet er og endnu mindre hvor de bygger deres våben. Så Enterprise-besætningen er desperate efter selv minimal information der kan bringe dem tættere på. Det går endda så langt at Jonathan Archer tillader brugen af tortur for at få oplysninger, hvilket ikke just klæder ham. Men det egentlige drama udspiller sig mellem Starfleet-folkene og MACO-soldaterne, der ikke altid er enige om hvordan tingene skal køres. MACO-soldaterne bliver skildret som klassiske militærtyper, der gerne vil i ildkamp så hurtigt som muligt, mens Starfleet-officererne trods alt stiller spørgsmålstegn ved brugen af tortur.

Last Full Measure lider desværre af et kendt problem ved Star Trek-romaner, at plottet ikke rigtig fører til noget. Historien ligger sig mellem to afsnit, så det er givet at der ikke kan ske noget synderligt dramatisk. Er man umådeligt interesseret i den del af Enterprise-serien der handler om the Xindi, vil denne bog måske være spændende nok, men for de fleste andre er den ikke meget mere end en ligegyldig parantes i det store billede.

Captain’s Peril

Captains PerilWilliam Shatner har aldrig helt kunne slippe Star Trek, og selvom han ikke har været med foran lærredet siden Generations, er han stadig involveret i en del bøger. Disse er ofte skrevet i samarbejde med Judith og Garfield Reeves-Stevens, hvor det måske nok er de to der laver selve skrivearbejdet, men man får bestemt ikke det indtryk at Shatner bare er et salgsfremmende navn på forsiden. Kirk er så meget i fokus, at Shatner bestemt har haft en aktiv rolle i bogen.

Captain’s Peril fra 2002 er første bog i en trilogi om en yderst stærk entitet kaldet the Totality. Bogen udspiller sig i et parallelunivers, som også flere andre af Shatners bøger foregår i (derfor det kaldes for Shatnerverse), hvor Kirk er blevet vakt til live igen på en eller anden måde. Detaljerne til dette kan man vist læse i en anden række bøger, men her må man altså bare acceptere et setup hvor Kirk og Picard er yderst gode venner. Handlingen udspiller sig på Bajor engang efter slutningen af Deep Space 9, hvor Kirk og Picard kaster sig ud i skydiving hele vejen fra rummet og ned gennem atmosfæren. De strander ude i en ørken på Bajor og bliver via tilfældigheder viklet ind i en mordgåde med relationer til en forsvunden Orb. Samtidig med den historie fortælles, beretter Kirk om en af hans tidlige missioner fra det oprindelige Enterprise, hvor han stiftede bekendtskab med denne Totality og de prøvelser Enterprise blev udsat for.

Det ene plot på Bajor står som sig selv, mens det andet plot sikkert bliver det gennemgående for trilogien. Historien der udspiller sig på Enterprise er egentlig mest interessant. Det beskriver Kirk som helt ung kaptajn og forholdet til Spock var kun lige begyndt. Der er nogle fantastiske dialoger de to i mellem, mens snakken mellem Picard og Kirk virker klodsede. Det har klart noget at gøre med at vi ikke er vandt til at se Kirk og Picard sammen, men generelt synes jeg ikke karakteriseringen af Picard er særlig god. Han fremstår som en overforsigtig spørgejørgen, hvor Kirk er mere genkendelig i sin måde at være på. Det hele er egentlig en TOS-historie der udspiller sig delvist i en TNG og DS9 ramme.

Det der holder det hele sammen er ikke plottet, men personskildringen af Kirk og det generelt høje skrivetekniske niveau sammenlignet med andre Star Trek bøger. Jeg håber der kommer noget mere kød på det gennemgående plot om the Totality i de to næste bøger, men interessen er da vakt her.

Inherit the Stars

Inherit the StarsJames P. Hogans Inherit the Stars fra 1977 er en af Baens gratis e-bøger, der er første bog i hvad der kaldes for Giant-serien. Inherit the Stars står fint alene, men er nu også en farlig appetitvækker på at se på de øvrige bøger i serien – som så kan købes som e-bøger for små 6 dollars.

I år 2027 finder man liget af en uidentificerbar mand på Månen. Det i sig selv er mærkeligt nok, men undersøgelser viser at liget må være mindst 50.000 år gammelt. Det sætter selvsagt det videnskabelige samfund på den anden ende, og vilde teorier bliver diskuteret frem og tilbage. Flere opdagelser bliver gjort. Man finder andre rester af 50.000 år gamle mennesker på Månen og ydermere indikationer af, at de kunne stamme fra en ny ødelagt planet i solsystemet. En planet der har været i kredsløb der hvor asteroidebæltet er. Men der er en masse modstridende facts. Der er tegn på at de har udviklet sig fra samme genetiske grundstamme som os, men andre tegn på at det ikke kan være tilfældet. Hele bogen igennem bliver teorier og fakta præsenteret, tilbagevist og nye endnu vildere opdagelser bliver gjort i solsystemet.

I sin form kan det dårligt kaldes for en roman. Der er ikke noget plot, der er ingen konflikt eller nogen hovedpersoner der er værd at nævne. Det meste består derimod af lange infodumps, videnskabsfolk der diskuterer og flere infodumps. På en måde ufatteligt tørt og kedeligt ultra hard science fiction, men det generede ikke mig det store. Simpelthen fordi idéerne er spændende og fascinerende, det er sjovt at lege med i den videnskabelige process hvor intet viser sig at være som man først troede, og så er romanen relativt kort. Som murstensroman havde den form nok ikke duet.

Jeg tror ikke al hans videnskab holder helt, men Hogans beskrivelser er når man læser det, for så vidt overbevisende. De er spændende og overraskende, men aldrig langt ude og læseren kan godt følge med, uden at føle sig snydt når de endelige forklaringer begynder at tage form. Det er uden tvivl ikke en type roman for hvem som helst, givet at det mere eller mindre er et langt infodump uden noget nævneværdigt persongalleri, men jeg vil da give de efterfølgende bøger en chance også på et tidspunkt.

Tunnelen under verden

Tunnelen under verdenFrederik Pohl er en af science fiction genrens ældste nulevende forfattere. Han er over 90 og har været aktiv i science fiction i de 70 af dem. Han har været med til at stifte noget af den tidlige fandom, været redaktør for både magasiner og antologier, og ikke mindst skrevet masser af romaner og noveller. Science Fiction Cirklen har udgivet denne samling med 8 noveller, alle udvalgt og oversat af Niels Dalgaard.

Samlingen rummer noveller fra perioden 1955 til 1988, men det er svært at placere historierne som specielt tidstypiske. Kort sagt, er alle noveller simpelthen bare gode science fiction historier der bare holder. Der er den ret alvorlige En dag i Lotteri-tivoli hvori overbefolkning blandt andet bliver håndteret med en tivoli, hvor prisen for hver forlystelse er en minimal øget risiko for at dø. Der er morsom metafiktion i den alternative historie Mens vi venter på de olympiske, om en verden hvor romerriget aldrig gik under, og et rumskib er på vej mod Jorden. I historien følger vi en sci-rom (ja gæt selv) forfatter der har problemer med at få idéer til sin næste roman. Der er flere af historierne der handler om rumvæsener, men vi ser dem aldrig rigtigt. I Dagen efter dagen hvor marsboerne kom er marsboere landet på Jorden, men folk er tilsyneladende ikke synderligt interesserede i dem. Mens i Sidder omkring poolen og slikker solskin følger vi en stakkels mand, der fra tid til anden får sin hjerne besat af et rumvæsen. Hans få timer som ham selv, kan han derfor ikke bruge på meget andet end at gå på toilettet og få noget at spise.

Der er ikke meget andet at sige at det her er endnu en glimrende udgivelse af gode science fiction noveller af en dygtig og erfaren forfatter. Pohl skriver en type science fiction der både burde kunne forstås og nydes af de fleste. En alsidig forfatter der både kan underholde og skrive historier der sætter tanker i gang og bider sig fast.