De første par noveller går helt tilbage til begyndelsen med de første kolonier på Mars og hvordan de grupperinger vi senere kommer til at kende som Demarchists, Ultras og Conjoiners blev til. Det er dog først med de fjerde novelle i samlingen, at jeg synes de begynder at blive interessante historier i sig selv. I Weather følger vi et Ultraskib der med nød og næppe undslipper nogle pirater, men de får dog reddet en Conjoiner derfra. Skibets maskiningeniør kæmper med nogle problemer i skibets motor, og det kan Conjoineren måske hjælpe med. Og så får vi lidt mere at vide om hvordan disse rumskibsmotorer fungerer. En anden fantastisk historie er Grafenwalder’s Bestiary der finder sted i Chasm City og novellen har lidt samme stemning som i bogen af samme navn. Den følger samleren Grafenwalder der samler på sjældne og helst farlige dyr. Han er i evig konkurrence med sin rival om hele tiden at have det nyeste scoop, men i vanlig Reynolds stil bliver alting vendt på hovedet henimod slutningen. Det samme gør sig gældende med Nightingale, der starter som en forholdsvis uskyldig historie om en gruppe krigsveteraner, der skal hente en krigsforbryder hjem fra et forladt hospitalsrumskib, for at han kan stå til ansvar for en domstol. Men det ender igen ikke helt som planlagt.

Man kan jo blive ved med at anbefale Reynolds og denne ingen undtagelse. Han har bestemt ingen problemer med at få sine idéer ned i novellelængde, og de otte historier heri kan være en glimrende lille afstikker, hvis man vil fanges ind i hans fantastiske univers uden at tage fat på en af murstensromanerne.

Titelnovellen er en af de længere og hører til blandt de bedste i samlingen. Historien skal angiveligt været inspireret af filmen Avatar og giver et noget anderledes bud på hvordan minedrift på en tilfældig planet kunne finde sted. Det ender temmelig blodigt. I en anden og mere humoristisk boldgade finder man historierne om rumhelten Janus Rumghoul, der satiriserer over særligt den klassiske space opera, hvori blandt andet hele universets eksistens afhænger af en bestemt chokoladekageopskrift. På trods af at de fleste noveller er ret korte, så er det ret så store emner Rasch behandler. Livet, universet og alt det der. Fx i Naboer på kun en halvanden side, hvori en intelligent plante ved et uheld nær får udryddet menneskeheden. Eller i  Piller hvor man i Danmark opfinder nogle små sorte piller der kan rumme et sort hul, men lidt uheldig omgang med dem får udslettet Månen. Udover disse typer af historier, finder man en del der kan kategoriseres som meta science fiction. Både generelt som den ultrakorte Perfekte om en forfatter der i en fjern fremtid prøver at skrive science fiction, hvilket ikke er helt nemt når verden netop er perfekt, og mere forankret i dansk fandom som I Sidste Stop hvor Knud Larns novellekonkurrence optræder som en del af plottet.

Raschs noveller er science fiction for science fiction kendere. Der er godt med parodi og kommentarer til genren, tilsat mere eller mindre synlige referencer hist og her. Dermed ikke sagt at historierne i sig selv ikke også indeholder noget og de vil givetvis kunne underholde og sætte tanker i gang hos de fleste, men hovedmålgruppen skal findes indenfor det danske fanmiljø og det er der heller ikke noget galt med.

En ond videnskabsmand har fremstillet et stof der gør at man får en ustyrlig trang til at begå mord, og det kan kun holdes i ro med mere af stoffet. Dette stof bruger han, som blot kalder sig for The Master, så til at slavebinde en masse uskyldige mennesker. Angiveligt med det formål at overtage verdensherredømmet. Vores helt hedder Bell og arbejder for den ultrahemmelige agenttjeneste The Trade og det bliver hans opgave at rejse dybt ind i den sydamerikanske jungle for at finde denne Master og stoppe ham.

Det værste ved denne roman er ikke det temmelig intetsigende plot, men at det er strukket ud til en hel roman. Historien er lidt interessant i starten og lidt i slutningen når man hører lidt om The Masters vanvittige begrundelser for hvorfor han mener han skal regere verden, men i mellem det er der over 100 siders ingenting om Bell der roder rundt i junglen og selvfølgelig lige også skal blive forlovet med et pigebarn.

Kort sagt spild tid, og ikke engang sjov fordi det er dårlig klichéfyldt pulp.

Historien følger amatørastronomen Tom Kelly der er vokset op som science ficiton fan, men alligevel ikke synes at denne fantastiske fremtid, hvor det blandt andet er moderne at gro kunstige vinger, er noget helt for ham. Han holder som en af de eneste SETI-projektet i live, selvom det bliver det stadig sværere at finde opbakning til det. Han er ensom, små-alkoholiseret og venter længes efter det første møde rumvæsener. I stedet møder han en kvinde, der ikke helt deler hans interesser, men alligevel delvist forstår ham.

Denne kortroman flyder over af navlepilleri og metapladder henvendt til gamle science fiction læsere der ikke kan lide den fagre nye verden. Der er ikke noget nævneværdigt novum, og dens temmelig indadskuende vinkel gør at den kun kan have marginal interesse for en mindre gruppe af science fiction fans.

Historierne er trykt i kronologisk rækkefølge, så Robert Silverbergs Sailing to Byzantium er fra 1985 og den ældste i samlingen. Historien foregår dog en i fjern mærkelig fremtid hvor mennesker tilsyneladende ikke bestiller andet end at rejse rundt og besøge genopbygninger af historiske byer fra en bestemt tid. Byer der jævnligt bliver revet ned og nye bygges op. Vores hovedperson er blevet hevet ud af nutidens New York og prøver at finde rundt i denne mystiske verden, og hvorfor de har hevet ham ud i denne fremtid. En ikke ukendt formel i science fiction, hvor mystikken bevares fra start til slut, og hverken læseren eller hovedpersonen bliver helt klog på hvad det er for en fremtid og hvorfor den er endt med at mennesker ikke laver andet at konstruere og nedrive museumsbyer, men hovedpersonens skæbne vil komme som en overraskelse.

Selve plottet er helt efter bogen når det kommer til utopier. Læseren skal gerne følge en person udefra der besøger dette utopia og kan forholde sig til det på læserens præmisser. Handlingen kaster sig direkte ud i at fortælle om Kendra der er på flugt fra myndighederne. Hun arbejder for en logistisk del af FN, og et eller andet er gået helt galt, og selvom hun ved hun er uskyldig, er hun sikker på at myndighederne vil bruge hende som syndebuk og hendes retsikkerhed er så godt som ikke eksisterende. Hun forsøger derfor at få asyl på ambassaden for planeten Freehold. Den eneste af de kolonier der ikke er gået med i det nu interstellare FN. Det er dog ikke så nemt igen, for Freehold har ingen regering, så godt som ingen stat og slet ikke noget budget til at hjælpe flygtninge. Igennem donationer og et krav om at hun skal arbejde sin gæld af, kommer hun alligevel med et skib til Freehold, får sig en lejlighed og et job som gartner i byens park. Kendra bliver gode venner med sin nabo og så er der lagt et solidt grundlag for at hun kan stille en masse spørgsmål til hvordan dette næsten tæt på lovløse samfund nu kan hænge sammen, og naboen er klar med alle svarerne. Det går første halvdel af bogen med. Derefter slår romanen over i ren blodig og brutal military sf. Jorden angriber Freehold og Kendra må se sig selv forsvare sit nye hjem ved at dræbe sine tidligere landsfæller.

Forfatteren bruger alle tricks for at få utopien til at fremstå så perfekt som muligt, efter en logik der bare antages vil give mening, men som selvfølgelig i virkelighedens verden kun vil være antagelser om at “sådan vil det nok være”. Der er ingen fattigdom, meget lav kriminalitet selvom så godt som alle har adgang til alverdens våben og der er en god naturlig solidarisk kultur både mellem borgere og virksomheder. Der er dog et punkt hvor Williamson ikke har gjort det hele så nemt, og det er med planetens natur og klima. Der er en meget hård vinter, hedebølge om sommeren, en lidt højere tyngdekraft og aldeles farlige vilde dyr. Men det er ikke nok at gøre sit eget utopiske samfund perfekt, det eksisterende skal helst også fremstå så dårligt som muligt. Her har Williamson meget tydeligt udpeget nogle eksisterende problemstillinger og overdrevet dem i sit univers. Blandt andet bliver voldtægt betragtet som småkriminalitet på Jorden, staten er demokratisk men korrupt, der er en stor velfærdsstat men levestandarden er alligevel markant lavere end på Freehold.
Man må dog give ham at han er konsistent. Der er vitterlig frihed til så godt som alt i Freehold, herunder total ytringsfrihed til både racistisk propaganda og frit tilgængelig information om hvordan man bygger masseødelæggelsesvåben. Den seksuelle frihed står også meget stærkt, hvor offentlig nøgenhed er helt normalt, og alle former for samlevsformer er accepteret. Mærkeligt nok er det mest en biseksuel side ved Kendra der bliver udforsket, mens homoseksualitet mellem mænd næsten ikke nævnes. Williamson kender nok sit publikum.

Uanset hvad man måtte men om de grundlæggende idéer til det libertarianske samfund Williamson skaber, er det svært at tage helt seriøst, fordi det bliver ekstremt ensidigt og uden mulighed for at læse noget som helst mellem linjerne. Det rent praktiske og økonomiske med et sådant samfunds funktion springer han nemt henover, men der er lidt mere kød på og lidt at tænke over når det gælder de mere “bløde” frihedsrettigheder. Det der dog mest skinner igennem er ikke retten til at bære våben eller modstand til skattevæsenet, men derimod en dyb foragt for bureaukrati og en meget tydelig holdning til at det er roden til alt ondt. FN og dets militær bliver hånligt beskrevet som idiotisk bureaukratisk, og det bliver det de ender med at tabe krigen på. Freehold beskrives også som langt mere effektivt og nemt, både for private og virksomheder, når det kommer til kontrakter, handler og den slags. Det meget militaristiske er heller ikke til at komme udenom, hvor forfatteren selvfølgelig har sørget for at det er FN og Jorden der angriber først, og Freehold bare forsvarer sig mod en fuldstændig uprovokeret invasion.
Bogen er 100% persondrevet medKendra i hovedrollen og er dejligt spændende at læse, og man føler da med hende og forstår hendes valg, selvom de ikke altid er beskrevet lige troværdigt. Freehold kan sagtens læses af de fleste for dens underholdningsværdi på flere kanter – ikke mindst fordi man nemt kan grine af forfatterens mere end tydelige subjektive overdrivelser, men man bør nok stoppe halvvejs hvis nærmest glorificerende beskrivelser af krig og det at forsvare sig ikke lige er ens kop te.

Det er så godt som umuligt at referere de fleste af novellerne. Der er både flyvende talende bondegårde, intelligente hummere og en kælemammut med et alkoholproblem. Dog også noget så jordnært som rumvæsener. Den jeg bedst kan skrive noget om er titelnovellen Antistof, der handler om at nogen finder en løsning på et NP-komplet problem der ligger indenfor P, hvilket får store verdensomspændende konsekvenser. Der er selvfølgelig også Hummere, der er første del af Accelerando, men der vil jeg henvise til den anmeldelse.

Ellers var min oplevelse med novellerne ikke noget særligt. Efter man efter lidt tids undren får opfanget at historien vitterlig handler om flyvende bondegårde eller kælemamutter, så er der ikke rigtig meget mere, og selvom det er tydeligt at Stross har mange vilde idéer, så blev jeg stort set aldrig grebet af nogen historie eller noget plot i nogen af novellerne.

Historien følger igen Boss, der nu har fået stablet en større organisation på benene. Hun er altså nu leder for adskillige mennesker med forskellig baggrund og evner, hvilket hun ikke er ubetinget glad for. Hun savner sin tid som enspænder. Missionen er denne gang at undersøge nogle gamle ruiner begravet under byen Vaycehn. Normalt arbejder hende og hendes hold jo i rumskibe i vægtløs tilstand, så det her er nyt på mange måder. Som historierne i Diving Into The Wreck handlede om, så har Boss dedikeret sit liv til at finde og ødelægge den meget farlige og ustabile teknologi efterladt af andre mennesker for tusinder af år siden, og som nu er eftertragtet af det herskende imperium som Boss heller ikke er fan af. Hendes motivation er dog ikke kun politisk, men også personlig, for som blev fortalt i Diving Into The Wreck, har hun mistet flere familiemedlemmer af den grund. Boss og de andre tror det bare handler om en stealth-teknologi, men det er meget mere end det, hvilket bliver klart i kortromanen Becoming One With The Ghosts, der følger kaptajn Coop og hans skib fra den fjerne fortid der bliver refereret så meget til. Coop og hans skib bliver ved et uheld flyttet adskillige år ud i fremtiden, og dukker altså pludselig op i den forladte station under Jorden mens Boss og hendes hold udforsker den. I den oprindelige kortroman blev dette udelukkende beskrevet fra Coops vinkel, og en del af mystikken og spændingen lå dermed i at man havde ligeså stor uvished om hvad der foregik som besætningen, men nu er det blevet flettet sammen med Boss’ vinkel, hvilket gør historien som helhed mere komplet og med en klarere afslutning, men det er ikke ligeså spændende.

Det er lidt svært at anmelde denne her, for oplevelsen er tydeligvis en helt anden hvis man har læst den oprindelige kortroman. Jeg tror nu heller ikke andre vil finde det meget mere spændende, for det er rimelig klart hele vejen hvad der forgår og hvor historien er på vej hen. Med City of Ruins har Rusch gjort sit univers mere komplet, vi får nogle forklaringer på en række ukendte faktorer og det fungerer alt sammen meget godt, og er også pokkers velskrevet som det nu er med Rusch, men mystikken, spændingen og den ensomme stemning, der var meget central i alle kortromanerne, er delvist forsvundet til fordel for at universet og dets historie nu er blevet mere bygget op.

Det hele startede jo faktisk med Spocks død i Captain's Blood, men vores helte skulle jo lige ordne en masse andet først. Kirk er nu tilbage i jagten på at finde ud af hvad der ligger bag Spocks død. Samtidig spreder en katastrofe sig gennem hele galaksen da warpdrives begynder at eksplodere for alle racer. Det bliver hurtigt klart at Mælkevejen er under angreb fra en usynlig og stærkt overlegen fjende. Kirk har mistanke om at hans søn Joseph har noget med det at gøre.

Der er ingen tvivl om at Shatner har ville gøre det så stort som muligt, og der må altså også ligge et vist ego bag når man skriver sådan en historie hvor Kirk bogstaveligt talt skal redde alt liv i galaksen. Det bør også understreges at der er virkelig meget med Kirk, både når han er bedst og når han er allermest irriterende og selvoptaget. Kirk kommer i første række, delvist også anden og de andre samt plottet må så komme længere nede. Plottet er bestemt ikke tyndt, men det er til for at underbygge en skildring af hvor meget Kirk vil gøre for at beskytte sin søn. Selvom det meste af besætningen fra The Next Generation samt Janeway også spiller betydelige roller, så er det dog tydeligt at det den originale besætning med Spcok, McCoy og til dels Scotty forfatterne er bedst til at skildre. Dem kan man virkelig genkende, mens de øvrige primært er der ved navn. Derfor bør anbefalingen af trilogien også gå til fans af denne originale trio, men helt generelt er niveauet i de her bøger lige lidt højere end standarden for Star Trek romaner.

Udgangspunktet her er ikke nogen krig mod disse robotter. Der er udkæmpet en for længe siden, og de er godt nok langt fra udryddet, men dog holdt lidt væk. Historien finder sted på en eller anden planet hvor der er nogle politiske magtkampe. En prins er blevet sendt i eksil og han vil meget gerne tilbage til magten. Det starter dog med at den regerende kejserinde bliver myrdet, og en uskyldig demonstrant bliver udpeget som morderen. Han formår at flygte og melder sig ind i en særlig militæragtig enhed der altid er i træning til at forsvare sig mod the Berserkers hvis de skulle komme igen, hvilket giver ham immunitet overfor ordensmagten. Imens er prinsen i færd med at eksperimentere med en Berserkerrobot han har fundet, og som han mener at han har fuld kontrol over. Det er dog yderst risikabelt, da enhver form for interaktion med robotterne bliver betragtet og straffet som højforræderi mod menneskeheden.

Det fungerer ganske godt med hele thrillerplottet med den uskyldige politiske demonstrant, der pludselig bliver rodet ind i højere politiske magtkampe, og ikke mindst hele spillet med at robotterne bliver forsøgt brugt som brikker i en politisk kamp, men spørgsmålet er selvfølgelig om the Berserkers alligevel ikke er et skridt foran. Jeg kan sagtens se masser af potentiale til andre gode historier i Saberhagens Berserker-univers, men helt fanget blev jeg ikke. Berserker Throne er fint og spændende skrevet, og der sker en masse fra start til slut, men det mest interessante er netop lige i starten og hen imod slutningen. Der bruges meget tid på at komplicere, forvirre, forvekle og vende plottet på hovedet, indtil den endelige finale. Men vil man have en spændende gratis bog til sin ebogslæser, er den bestemt anbefalsesværdig.