Diamond Dogs er velkendt Reynolds. Hard sf med lidt horrorstemning, kolde kyniske intelligente dræbermaskiner, mennesker med så mange modifikationer at de nærmest er robotter, og generelt bare præget af sort metal. Historien følger Richard der af en gammel ven bliver lokket med på en mission til en mystisk gigantisk tårnkonstruktion fundet på en planet og formodentlig bygget af rumvæsener. Tårnet består af et utal af forbundne rum med matematiske gåder, som skal løses for at man komme videre til det næste rum. Svarer man forkert, venter en ubehagelig straf. Sammen med et par andre, herunder Richards ekskone der besidder særlige matematiske evner og derfor i praksis løser alle opgaverne, bevæger de sig gennem tårnet rum for rum. Et stykke af vejen virker det egentlig som en slags Indiana Jones ekspedition, med underjordiske hulrum med gåder der skal løses og farlige fælder at undgå, men der er meget mere i historien end bare selve plottet om tårnet. De har en doktor med sig, der er en virkelig interessant og skræmmende figur, som bogstaveligt talt samler stumperne sammen eller erstatter deres legemsdele med kunstige, da de af og til bliver skåret i stykker, og det der er værre ,når et forkert svar på et rums gåde bliver valgt. Det er en historie der skal læses for stemningen og mindre for plottet, eftersom der ikke rigtig kommer nogen afklaring til sidst, som man ellers normalt ser i Reynolds’ historier.

Turquoise Days er en noget anden størrelse. Mindre hard sf, ingen splatter, mere psykologi og biologi i stedet for kold teknik. Historien udspiller sig på planeten Turquoise, der er en såkaldt Pattern Juggler planet. Pattern Jugglers er det eneste tilnærmesesvis intelligente liv mennesket har fundet i dette univers, og det kun delvist. Det kan bedst beskrives om et biologisk netværk af en slags i havet, der indeholder sind fra tusindvis af andre intelligente racer, som har svømmet i havet og dermed blevet en del af det. Dem der svømmer med disse Jugglers bliver lettere forandret og nogen får tilegnet sig særlig viden. Planetens kolonister lever yderst fredeligt og uden meget kontakt med resten af galaksen. Kun meget sjældent kommer en lighthugger forbi, hvilket der selvfølgelig så gør i denne historie, og det reagerer havets Jugglers på.

To ret forskellige historier, der hænger en lille smule sammen – dog uden at jeg kan sige hvordan, og som giver et lille indblik i blot en afkrog af Reynolds’ store romanunivers.

Historien fortælles af Gregg Haljan, officer på rumskibet Planetara. Et skib der fragtede post og passagerer mellem Mars, Venus og Jorden. Hans beretning handler om hvordan hans skib blev overtaget af pirater fra Mars, der ville have fat i en værdifuld ladning radium fundet på Månen. Skibet bliver overmandet, passagerne bliver efterladt på en asteroide med lovning om at de vil blive hentet igen. Haljan er stadig ombord som fange og allierer sig med, og forelsker sig i, en Marskvinde ved navn Anita. Skibet må nødlande på Månen og kampen mellem “de gode” og “de onde” fortsætter der.

I det hele taget er det ikke en historie der er meget ved at tage frem igen i dag. Mest af alt fordi den ikke har ret meget med science fiction at gøre, selvom det foregår på Månen med rumskibe og Marsmænd. Men hele plottet kunne nemt være skiftet ud med et almindeligt skib på havet og gammeldags søpirater, og en tilfældig Stillehavsø i stedet for Månen. Handlingen kører også temmelig meget i tomgang, sikkert fordi den er skrevet til at være delt op i fire dele til magasinet. Der en hulens masse nævekamp og Cummings sætter udråbstegn ustandseligt. Det mest interessante er sådan set forfatterens egen introduktion til historien, hvor han beder læseren forestille sig at man tog til New York Public Library i år 2080 og bad om et eksempel på denne tids gennemsnitlig spændingsroman. Sådan en roman forestiller Ray Cummings sig med Brigands of the Moon. Interessant nok udgangspunkt, men ikke særligt spændende i dag.

I Redemption Ark ledede Clavain tusindvis af flygtninge fra det nu totalt adskilte solsystem Resurgam til planeten Ararat. Der er nu gået 23 år og en mindre koloni er så småt blevet etableret, selvom det oprindeligt var ment som en midlertidig løsning. Der udspiller sig stadig en større krig mod the Inhibitors i solsystemet, med stadigt mere avancerede våben. Ararat ledes af grisen Scorpio, men kalder Clavain tilbage fra sin isolation, da en personkapsel lander på planeten. Ud fra den kommer Ana Khouri, Ilia Volyovas tidligere partner, og kan berette om krigen oppe i rummet og hvordan de har fået hjælp fra ny kant til at udvikle nye våben. Hun har dog også travlt med at redde sin datter ud fra kløerne på Skade (skurken fra Redemption Ark), som befinder sig på planeten.
I mellemtiden, eller faktisk 50 år senere – eftersom alt jo forskubbes i Reynolds’ univers hvor det ikke er muligt at rejse hurtigere end lyset, hører vi om pigen Rashmika Els på måneplaneten Hela. Hun er overbevist om at kirkefolkene på Hela tager fejl i deres religiøse tolkninger af gasplaneten Haldoras mærkelige fænomen, hvor den af og til holder op med at eksistere for en brøkdel af et sekund.
Alt i mens breder invasionen fra de uhyggeligt effektive civilisationsudryddere the Inhibitors sig til resten af menneskets koloniserede solsystemer. Reynolds runder som sagt det hele af, men giver bestemt ikke svar på alt, og nogen vil måske kalde slutningen lidt af et anti-klimaks, men Reynolds er ikke en typisk space opera forfatter. En genre der ellers normalt ender i tjubang-slutninger af overdrevne episke proportioner.

Absolution Gap er skrevet i helt samme stil som Redemption Ark, og hvad jeg skrev om den er stadig gældende. Reynolds kan et eller andet med både at fange det episke og altomfavnende, uden at det bliver overdrevet, og samtidig holde handlingen tæt knyttet til nogle få personer. Problemerne er galaktiske, men handlingen er i den grad stadig persondrevet.
Har du ikke læst Alastair Reynolds endnu, er det bare om at komme i gang, men selvsagt fra seriens begyndelse.

Udgangspunktet for den alternative tidslinje er pesten over europa i middelalderen, hvor Robinson forestiller sig, at hvis nu den sorte død havde været lidt mere effektiv, og fik udryddet 99% af europas befolkning. Robinson beskriver dermed en verden uden kristendom, uden europa, og hvor særligt Islam og Kina dominerer verden. Det er alternate history i sin reneste form, da vi får hele perspektivet fra divergeringspunktet og 600 år frem. Der er ikke noget rigtigt plot, men derimod 10 kapitler der hver beskriver en lille del af verdenshistorien. Robinson har bygget sine hovedpersoner op via reinkarnation, således at de går igen som nye personer, men med samme forbogstav i deres navn. Det kan lyde underligt, men fungerer faktisk rigtig godt og binder bogen som helhed godt sammen. De har nogle træk der går igen fra hver inkarnation og det gennemgående plot der kan siges at være, går på disses udvikling. Der er den spirituelle, religiøse og rolige hvis navn begynder med B, og en hvis navn begynder med K, der er mere aggressiv, men klog og i konstant søgen efter retfærdighed. De to, og flere andre, ser vi som blandt andet slaver, videnskabsfolk, kejsere og soldater. Robinson berører mange ting udover bare at fortælle denne alternative verdenshistorie, men får også sagt en masse om religion, særligt kvinders rettigheder, videnskab og helt generelt det at være et godt menneske.

Det er svært at sætte finger på en særlig kvalitet, for det hele er sådan set godt. Historiefortællingen om blandt andet hvordan Amerika bliver opdaget, videnskabelige opdagelser, politiske revolutioner og altødelæggende krige, er troværdig og gennemarbejdet. De religiøse problemstillinger om mistolkninger/misbrug af Islam er både tankevækkende og relevante for den nutidige læser. Karakteropbygningen gennem de mange reinkarnationer er gribende og kan sagtens tages seriøst, uanset hvad man måtte mene og tro om reinkarnation. Jeg kan særligt godt lide at Robinson tager en global vinkel over mange hundrede år, hvilket gør det i mine øjne en langt mere interessant alternate history, end de adskillige andre der findes hvor man blot isolerer sig til et andet udfald af en eller anden krig. Men det er altså stadig et skønlitterært værk hele vejen igennem, og altså langt fra blot en lineær alternativ verdenshistorie.

En bog der burde kunne nydes af de fleste og specielt også folk der ikke normalt læser science fiction.

Harrison har taget udgangspunkt i den indlysende, men alligevel stærkt originale idé, at en tidsmaskine selvfølgelig ikke vil blive brugt til hæderlige videnskabelige formål, men vil blive udnyttet kommercielt. Fx af Hollywood. Historien følger producer/instruktør Barney Hendrickson, der i sin desperation efter at bevare sit arbejde, får en aftale med en professor der har opfundet en tidsmaskine, om at bruge maskinen til at rejse tilbage i tiden og indspille en film. Nærmere betegnet en vikingefilm i år 1000 om vikingernes formodede opdagelse af Vinland (Amerika). I første omgang tænker han blot på at spare omkostninger til kulisser, statister og den slags, men ser hurtigt store muligheder i at man kan rejse tilbage til en vilkårlig tid, blive der i månedsvis, og komme tilbage til nutiden en brøkdel af et sekund efter. På den måde får han iværksat at få skrevet manuskript, filmet og produceret hele filmen på en weekend, ved at rejse med et helt filmhold til ellevte århundredes England. Vikingerne er dog ikke helt så samarbejdsvillige og tiden er ikke helt så nem at holde styr på, selvom man har en tidsmaskine.

Harrison skriver let fordøjeligt, underholdende, medrivende og med en fantastisk portion humor og satire. Det bliver ikke pjattet falden på halen komik, de fleste morsomheder har faktisk enten en satirisk kritisk vinkel til Hollywoods måde at se verden på eller tankevækkende problemstillinger ved tidsrejser. Og selvom det hele går amok med tidsløkker, selvmodsigende paradokser og meget andet, er det altså gennemtænkt og hænger sammen hele vejen. Harrison har valgt en vinkel på tidsrejseproblematikken og holder sig til den. Bogen fungerer stadig i dag, for Hollywood fungerer jo grundlæggende på samme måde, og sjove tidsrejseplots bliver man ikke sådan lige træt af.
Den er hurtigt læst og kan kun varmt anbefales til alle.

Ved et tilfælde opdager Dr. Richard Seaton en mulighed til at rejse hurtigere end lyset, da han eksperimenterer med det mystiske stof X. Sammen med sin ven, den rige Martin Crane, planlægger han en større forretning og sætter sig for som det første at bygge et rumskib. I mellemtiden har hans tidligere kollega, Marc DuQuesne der havde kontor lige ved siden af, fået nys om Seatons opdagelse, og velvidende hvor rig det ville kunne gøre ham, er han straks i gang med at udtænke onde planer. Det lykkedes ham at stjæle en del af det mystiske stof X, bygge sit eget rumskab og kidnappe Seatons forlovede Dorothy. Seaton og Crane sætter efter ham i en interstellar jagt. De bliver dog hurtigt indhentet og de to besætninger må nu arbejde sammen for at komme hjem igen. De undersøger dog lige et par planeter undervejs.

Særligt første halvdel af roman er underholdende. Der hvor Seaton opdager stoffets Xs egenskaber, hvor de bygger rumskibet og alt det der. Videnskaben er vild og overdrevet, men virker trods alt ikke pjattet. Selvom Einstein bliver direkte afvist med en sidebemærkning, er det jo ikke meget anderledes end når FTL beskrives i dag. En ting er dog lidt for langt ude. Et særligt objekt kompas, som hele tiden peger mod en person hvor man har påsat et objekt. I teorien okay når det foregår på Jorden, men at kompasset skulle virke på afstande af flere tusind lysår er lige at strække det lidt. Seaton og Crane er klassiske gode helte, de vil verden det godt med deres opdagelse, men de vil selvfølgelig også tjene penge på det. DuQuesne er som skurk desværre ikke så interessant skrevet. Hans motivation er for tynd og uklar, og er slet ikke ond nok til at kunne blive rigtig interessant. Kvinderne er portrætteret som kvinder nu engang blev på den tid, særligt med deres forfængelighed hvor de ikke kan lide at gå udenfor på en fremmed planet, fordi det særlige lys der gør at deres hud får en anden farve. Selvom Dorothy bliver kidnappet og skal reddes igen, er hun dog ikke fremstillet som totalt hjælpeløs. Hun viser skam en god del handlekraft.
Den anden del af romanen foregår på planeten Osnome, hvor de lander for at lede efter kobber. Her møder de nogle indfødte, der ligner mennesker bortset fra hudfarven, og bliver hurtigt viklet ind i deres konflikter. Blandt andet fordi salt er uhyre sjældent, og alene på deres frokostbord er der mere salt end nogen af de indfødte nogensinde har set. Denne del er ikke ligeså interessant at læse i dag, fordi det hurtigt bliver til et ordinært jungleeventyr, og en undskyldning for læseren til at fantasere om disse fremmede væsener, som ikke går med ret meget tøj på, og hvor mændene har mindst 10 koner.

Med hvad vi forstår ved space opera i dag, er der ikke så meget af det her, kun genrens grundlæggende elementer. Det er ikke widescreen med masser af planeter og civilisationer, store krige og mystiske rumvæsener endnu. Det er blot en tur ud i rummet, et kort visit på en tosset planet, og tilbage igen – med damen i god behold. Den er hurtigt læst og ganske underholdende, særligt den første del.

Rumskibet Streaker, bemandet med mennesker, intelligente delfiner og chimpanser, har praktisk talt det meste af galaksens civilisationer efter sig. De har nemlig gjort en fantastisk opdagelse. Ved et tilfælde fandt de en forladt rumflåde fra den civilisation der angiveligt var den første højtudviklede race der opløftede andre racer. Mindre kløgtigt var det at sende beskeden om fundet ukrypteret tilbage til Jorden, så de må søge tilflugt på planeten Kithrup, mens de andre slås indbyrdes i kamp om hvem der får adgang til informationen om hvor den forladte rumflåde befinder sig. En fin start der fangede min interesse, men så kører det bare rundt indtil slutningen, hvor der da sker noget lidt interessant igen.

Mit problem ligger stadig med Brins sprog, som nok mest af alt har med personlig smag at gøre, og ikke kvalitet. Nogen vil sikkert finde hans sprog flot, varieret og anderledes, mens jeg nu for det meste blot fandt det irriterende og unødvendigt eksotisk. At have mange personer i en roman er fint nok, men når de ikke får opbygget en genkendelig personlighed, bliver de tabt i et virvar af eksotiske navne og om de nu er delfiner, mennesker eller noget helt tredje.
Eftersom jeg egentlig har købt alle seks bøger i serien, bør de jo stadigvæk have en chance. Jeg vil da i hvert fald gerne høre mere om hele mysteriet med uplifting.

De ti noveller har et bredt spektrum af temaer med alt fra rumvæsener til biler. Det er tydeligt at Harrison ikke er så interesseret i teknologi og videnskab, det er lidt mere blød science fiction om man vil, hvor de menneskelige reaktioner er hvad det handler om. Derudover lader de fleste historier til at være enten tragiske eller direkte dystopiske, eller i hvert fald er alt ikke fryd og gammen. Det ser man blandt andet i En forbrydelse der beskriver et samfund hvor der er strenge regler for hvor mange børn man må få, og en mand der har fået et barn uden tilladelse bliver dømt til døden. Hvilket foregår på den måde at han bliver fredløs og enhver kan dræbe ham. Han har dog ret til at forsvare sig selv, for staten er egentlig ligeglad med hvem der dør, bare en gør det, så regnestykket kan gå op. En anden er Redningsekspedition hvor nogle fiskere finder et nødstedt rumvæsen ude i havet og tager det ind til land, og forsøger at redde dets liv. Uden at afsløre for meget, er pointen med historien hvordan religiøs fanatisme kan ødelægge en ellers storslået mulighed. I en lidt anden boldgade finder man Simuleret Træning, der i al sin enkelhed handler om en computersimuleret mission til Mars. De to astronauter får sig dog en overraskelse.
Det var lige dem jeg ville fremhæve, men den morsomme historie om Verdens bedste bil eller den samfundsdebatterende K-faktoren bør også lige kort nævnes.

Harrison har generelt en god blanding af lidt humor, alvor og en underholdende historie. Det er ikke underholdningslitteratur af laveste fællesnævner, men det er heller ikke kedeligt og gravalvorligt. Samlingen her rummer som sagt mange forskellige historier, og det var heller ikke alle jeg brød mig om, men de fleste burde kunne finde noget der interesser dem, for novellerne er generelt let tilgængelige og med en historie at fortælle.

I Solens kromosfære har man observeret noget der kunne ligne en hidtil ukendt livsform. De bliver kaldt for spøgelser. En ekspedition til Solen vil undersøge det nærmere og en farverig skare af forskellige rumvæsener er med på turen. Ting går galt, nogen dør, nogen anklages og man kommer i kontakt med disse solspøgelser. Det handler ikke så meget om Uplift-konceptet, men det bliver talt om ind i mellem, og denne bog finder også sted i en helt anden tidsperiode end resten af serien.
Måske er tiden løbet lidt fra denne 30 år gamle roman, for den fangede mig aldrig rigtig og kunne aldrig helt affinde mig med den måde den var skrevet på, som jeg bedst kan beskrive som rodet og ukonkret. Den er fyldt med en masse rumvæsener, men det eneste eksotiske ved dem lader til at være deres navne, og figurerne bliver aldrig rigtig levende eller interessante. Jeg har dog større forhåbninger til Startide Rising, som trods alt vandt både en Hugo og en Nebula pris.

Neil Gaiman har brugt en interessant form til sin novelle Orange, da den udelukkende består af svarene i et interview, spørgsmålene er der ikke. Den interviewede er en teenagepige og interviewet handler om hendes noget specielle søster, der er blevet helt manisk med at gøre hendes hud helt orange, hvilket selvfølgelig gemmer på en endnu mere interessant historie. Meget original historie fra Gaiman der jo ellers er mest kendt for fantasy.
Et godt eksempel på en semidystopisk historie er Pump Six af Paolo Bacigalupi. Alvarez arbejder som tekniker/mekaniker ved byens store kloakrensningsanlæg. Han har i flere år altid kunne udbedre de fejl der har opstået, men en dag begynder pumpe seks virkelig at skabe problemer. Anlægget er over 100 år gammelt og da han i sin søgen efter problemet kommer helt ned til de gamle styringskonsoller, ser han årtier gamle fejlbeskeder om manglende udskiftninger og vedligeholdelse. Byen er afhængig af anlægget, men nye reservedele er ikke til at få længere. Det er egentlig ikke så meget Alvarezs tekniske problemer der er interessante, men den øvrige verden det finder sted i. Den er plaget af miljøproblemer af en eller anden art, folk lider af udslæt og barnløshed, og tilsyneladende bliver de yngre generationer mindre og mindre intelligente. En dyster fremtid, men ikke katastrofal som sådan og ikke med en enkelt årsag. Det fungerer glimrende og er klart en af samlingens bedste historier.
I Year’s Best SF 12 fik vi Cory Doctorows When Sysadmins Ruled the Earth, og det er lidt samme tema i The Things That Make Me Weak and Strange Get Engineered Away. Doctorow beskriver et fremtidens New York underlagt massiv overvågning, hvor computernørder bogstaveligt talt lever et isoleret liv og aldrig kommer udenfor i hvad der kaldes for the Order. Her analyserer de endeløse datastrømme for anomalier og rapporterer dem videre. Novellen følger Lawrence fra the Order, der finder 68 mistænkelige bytes i en datastrøm. Han får opgaven at undersøge det nærmere og det bringer ham ud i den virkelige verden blandt New Yorkere. At Doctorow er meget kritisk overfor overvågning er ikke noget nyt, men hans historie er ikke prædikende eller sort/hvid. Historien er også spændende og Lawrence en interessant figur.
En historie som The House Left Empty af Robert Reed viser en anden dyster fremtidsversion, men her er det manglen på teknologi der er problemet. Det er ikke nærmere specificeret, men USA har været ramt af en krig hvor der blev brugt EPG-våben, hvilket har ødelagt den digitale infrastruktur og information er slet ikke så nemt tilgængeligt længere. Det er dog ikke det novellen direkte handler om, men derimod om en fragtmand der prøver at levere en mystisk pakke til et forladt hus. Naboerne bliver interesserede og får lokket pakke fra fragtmanden. Pakken viser sig at indeholde et lille kompakt rumskib og de to naboer prøver at finde pakkens rette ejermand, som vist nok var fysiker. Ligesom Pump Six er det en historie der ser lyspunkter i en ellers ødelagt verden.
I en helt anden boldgade finder vi Alastair Reynolds Fury. Det er velkendt Reynolds hvor især enorme tidsperspektiver dominerer. I en fjern fremtid bliver kejseren snigmyrdet. Det var dog kun hans avatarkrop, så han er ikke rigtig død, men hans personlige sikkerhedsrådgiver skal alligevel selvfølgelig finde frem til morderen. Dette gør at han opdager nogle ting som sin egen og kejserens fortid, der stiller ham i et svært dilemma. Historien er ikke så spændende skrevet som den kunne være, da det meste består af at morderen fortæller det hele, men plottet holder stadig.
Derudover skal det også nævnes af sidste års Hugo-vinder i novellekatagorien, Ted Chiangs Exhalation som jeg tidligere har omtalt, også er med i samlingen.

Alt i alt en glimrende opsamling med mange forskellige historier, med flere knapt så behagelige fremtidsversioner og færre rumvæsener og hard sf.