Murder Madness

Murder Madness er en føljetonroman af Murray Leinster trykt fra maj til og med juli 1930 i Astounding. For at sige det kort, så er den ikke værd at bruge tid på.

En ond videnskabsmand har fremstillet et stof der gør at man får en ustyrlig trang til at begå mord, og det kan kun holdes i ro med mere af stoffet. Dette stof bruger han, som blot kalder sig for The Master, så til at slavebinde en masse uskyldige mennesker. Angiveligt med det formål at overtage verdensherredømmet. Vores helt hedder Bell og arbejder for den ultrahemmelige agenttjeneste The Trade og det bliver hans opgave at rejse dybt ind i den sydamerikanske jungle for at finde denne Master og stoppe ham.

Det værste ved denne roman er ikke det temmelig intetsigende plot, men at det er strukket ud til en hel roman. Historien er lidt interessant i starten og lidt i slutningen når man hører lidt om The Masters vanvittige begrundelser for hvorfor han mener han skal regere verden, men i mellem det er der over 100 siders ingenting om Bell der roder rundt i junglen og selvfølgelig lige også skal blive forlovet med et pigebarn.

Kort sagt spild tid, og ikke engang sjov fordi det er dårlig klichéfyldt pulp.

New Light on the Drake Equation

I stedet for at læse alle kortromanerne i The Mammoth Book of Best Short SF Novels i kronologisk rækkefølge, sprang jeg frem til bagerst i bogen til New Light on the Drake Equation af Ian R. Macleod, der dog var en meget gammeldags meta science fiction historie.

Historien følger amatørastronomen Tom Kelly der er vokset op som science ficiton fan, men alligevel ikke synes at denne fantastiske fremtid, hvor det blandt andet er moderne at gro kunstige vinger, er noget helt for ham. Han holder som en af de eneste SETI-projektet i live, selvom det bliver det stadig sværere at finde opbakning til det. Han er ensom, små-alkoholiseret og venter længes efter det første møde rumvæsener. I stedet møder han en kvinde, der ikke helt deler hans interesser, men alligevel delvist forstår ham.

Denne kortroman flyder over af navlepilleri og metapladder henvendt til gamle science fiction læsere der ikke kan lide den fagre nye verden. Der er ikke noget nævneværdigt novum, og dens temmelig indadskuende vinkel gør at den kun kan have marginal interesse for en mindre gruppe af science fiction fans.

Sailing To Byzantium

I murstensudgivelsen The Mammoth Book of Best Short SF Novels redigeret af Gardner Dozois, og i øvrigt omtalt i Litteraskopet i Novum nr. 97, finder man tretten udvalgte kortromaner – en historielængde der passer rigtig godt til science fiction genren. Jeg synes ikke en samlet anmeldelse vil give mening, ikke mindst fordi der vil gå alt for lang tid, så hver historie får et par ord med på vejen.

Historierne er trykt i kronologisk rækkefølge, så Robert Silverbergs Sailing to Byzantium er fra 1985 og den ældste i samlingen. Historien foregår dog en i fjern mærkelig fremtid hvor mennesker tilsyneladende ikke bestiller andet end at rejse rundt og besøge genopbygninger af historiske byer fra en bestemt tid. Byer der jævnligt bliver revet ned og nye bygges op. Vores hovedperson er blevet hevet ud af nutidens New York og prøver at finde rundt i denne mystiske verden, og hvorfor de har hevet ham ud i denne fremtid. En ikke ukendt formel i science fiction, hvor mystikken bevares fra start til slut, og hverken læseren eller hovedpersonen bliver helt klog på hvad det er for en fremtid og hvorfor den er endt med at mennesker ikke laver andet at konstruere og nedrive museumsbyer, men hovedpersonens skæbne vil komme som en overraskelse.

Freehold

FreeholdMichael Z. Williamsons Freehold er en de bøger Baen Books har valgt at have gratis tilgængelig som ebog på deres webside, hvilket egentlig var min primære motivation til at prøve at læse den, og så havde den generelt pæne anmeldelser. Bogen kan kort beskrives som en politisk liberalistisk/anarkistisk utopi. En utopi der er 100% ensidig, propagandistisk og som virkelig smører tykt på alting, men altså stadig er fantastisk underholdende.

Selve plottet er helt efter bogen når det kommer til utopier. Læseren skal gerne følge en person udefra der besøger dette utopia og kan forholde sig til det på læserens præmisser. Handlingen kaster sig direkte ud i at fortælle om Kendra der er på flugt fra myndighederne. Hun arbejder for en logistisk del af FN, og et eller andet er gået helt galt, og selvom hun ved hun er uskyldig, er hun sikker på at myndighederne vil bruge hende som syndebuk og hendes retsikkerhed er så godt som ikke eksisterende. Hun forsøger derfor at få asyl på ambassaden for planeten Freehold. Den eneste af de kolonier der ikke er gået med i det nu interstellare FN. Det er dog ikke så nemt igen, for Freehold har ingen regering, så godt som ingen stat og slet ikke noget budget til at hjælpe flygtninge. Igennem donationer og et krav om at hun skal arbejde sin gæld af, kommer hun alligevel med et skib til Freehold, får sig en lejlighed og et job som gartner i byens park. Kendra bliver gode venner med sin nabo og så er der lagt et solidt grundlag for at hun kan stille en masse spørgsmål til hvordan dette næsten tæt på lovløse samfund nu kan hænge sammen, og naboen er klar med alle svarerne. Det går første halvdel af bogen med. Derefter slår romanen over i ren blodig og brutal military sf. Jorden angriber Freehold og Kendra må se sig selv forsvare sit nye hjem ved at dræbe sine tidligere landsfæller.

Forfatteren bruger alle tricks for at få utopien til at fremstå så perfekt som muligt, efter en logik der bare antages vil give mening, men som selvfølgelig i virkelighedens verden kun vil være antagelser om at “sådan vil det nok være”. Der er ingen fattigdom, meget lav kriminalitet selvom så godt som alle har adgang til alverdens våben og der er en god naturlig solidarisk kultur både mellem borgere og virksomheder. Der er dog et punkt hvor Williamson ikke har gjort det hele så nemt, og det er med planetens natur og klima. Der er en meget hård vinter, hedebølge om sommeren, en lidt højere tyngdekraft og aldeles farlige vilde dyr. Men det er ikke nok at gøre sit eget utopiske samfund perfekt, det eksisterende skal helst også fremstå så dårligt som muligt. Her har Williamson meget tydeligt udpeget nogle eksisterende problemstillinger og overdrevet dem i sit univers. Blandt andet bliver voldtægt betragtet som småkriminalitet på Jorden, staten er demokratisk men korrupt, der er en stor velfærdsstat men levestandarden er alligevel markant lavere end på Freehold.
Man må dog give ham at han er konsistent. Der er vitterlig frihed til så godt som alt i Freehold, herunder total ytringsfrihed til både racistisk propaganda og frit tilgængelig information om hvordan man bygger masseødelæggelsesvåben. Den seksuelle frihed står også meget stærkt, hvor offentlig nøgenhed er helt normalt, og alle former for samlevsformer er accepteret. Mærkeligt nok er det mest en biseksuel side ved Kendra der bliver udforsket, mens homoseksualitet mellem mænd næsten ikke nævnes. Williamson kender nok sit publikum.

Uanset hvad man måtte men om de grundlæggende idéer til det libertarianske samfund Williamson skaber, er det svært at tage helt seriøst, fordi det bliver ekstremt ensidigt og uden mulighed for at læse noget som helst mellem linjerne. Det rent praktiske og økonomiske med et sådant samfunds funktion springer han nemt henover, men der er lidt mere kød på og lidt at tænke over når det gælder de mere “bløde” frihedsrettigheder. Det der dog mest skinner igennem er ikke retten til at bære våben eller modstand til skattevæsenet, men derimod en dyb foragt for bureaukrati og en meget tydelig holdning til at det er roden til alt ondt. FN og dets militær bliver hånligt beskrevet som idiotisk bureaukratisk, og det bliver det de ender med at tabe krigen på. Freehold beskrives også som langt mere effektivt og nemt, både for private og virksomheder, når det kommer til kontrakter, handler og den slags. Det meget militaristiske er heller ikke til at komme udenom, hvor forfatteren selvfølgelig har sørget for at det er FN og Jorden der angriber først, og Freehold bare forsvarer sig mod en fuldstændig uprovokeret invasion.
Bogen er 100% persondrevet medKendra i hovedrollen og er dejligt spændende at læse, og man føler da med hende og forstår hendes valg, selvom de ikke altid er beskrevet lige troværdigt. Freehold kan sagtens læses af de fleste for dens underholdningsværdi på flere kanter – ikke mindst fordi man nemt kan grine af forfatterens mere end tydelige subjektive overdrivelser, men man bør nok stoppe halvvejs hvis nærmest glorificerende beskrivelser af krig og det at forsvare sig ikke lige er ens kop te.

Antistof

AntistofDet er ved at være noget tid siden jeg har læst Charles Stross og indtil nu har det ikke været hans noveller. Science Fiction Cirklens udgivelse Antistof blev udgivet i forbindelse med at Stross besøgte Fantasticon i 2009 og samler fem udvalgte noveller samt et efterord af Niels Dalgaard. Det kan siges meget kort, men Stross’ noveller er om noget endnu mere vanvittige i sine idéer end hans romaner.

Det er så godt som umuligt at referere de fleste af novellerne. Der er både flyvende talende bondegårde, intelligente hummere og en kælemammut med et alkoholproblem. Dog også noget så jordnært som rumvæsener. Den jeg bedst kan skrive noget om er titelnovellen Antistof, der handler om at nogen finder en løsning på et NP-komplet problem der ligger indenfor P, hvilket får store verdensomspændende konsekvenser. Der er selvfølgelig også Hummere, der er første del af Accelerando, men der vil jeg henvise til den anmeldelse.

Ellers var min oplevelse med novellerne ikke noget særligt. Efter man efter lidt tids undren får opfanget at historien vitterlig handler om flyvende bondegårde eller kælemamutter, så er der ikke rigtig meget mere, og selvom det er tydeligt at Stross har mange vilde idéer, så blev jeg stort set aldrig grebet af nogen historie eller noget plot i nogen af novellerne.

City of Ruins

City of RuinsTil oktober/november nummeret af Asimov's skrev jeg ganske pæne ord om Becoming One With The Ghosts af Kristine Kathryn Rusch. En kortroman sat i samme univers som Diving Into The Wreck og den fungerede rigtig godt for sig selv. Rusch har bygget videre på historien og gjort den til en hel roman med City of Ruins. Resultatet har jeg lidt blandede meninger om.

Historien følger igen Boss, der nu har fået stablet en større organisation på benene. Hun er altså nu leder for adskillige mennesker med forskellig baggrund og evner, hvilket hun ikke er ubetinget glad for. Hun savner sin tid som enspænder. Missionen er denne gang at undersøge nogle gamle ruiner begravet under byen Vaycehn. Normalt arbejder hende og hendes hold jo i rumskibe i vægtløs tilstand, så det her er nyt på mange måder. Som historierne i Diving Into The Wreck handlede om, så har Boss dedikeret sit liv til at finde og ødelægge den meget farlige og ustabile teknologi efterladt af andre mennesker for tusinder af år siden, og som nu er eftertragtet af det herskende imperium som Boss heller ikke er fan af. Hendes motivation er dog ikke kun politisk, men også personlig, for som blev fortalt i Diving Into The Wreck, har hun mistet flere familiemedlemmer af den grund. Boss og de andre tror det bare handler om en stealth-teknologi, men det er meget mere end det, hvilket bliver klart i kortromanen Becoming One With The Ghosts, der følger kaptajn Coop og hans skib fra den fjerne fortid der bliver refereret så meget til. Coop og hans skib bliver ved et uheld flyttet adskillige år ud i fremtiden, og dukker altså pludselig op i den forladte station under Jorden mens Boss og hendes hold udforsker den. I den oprindelige kortroman blev dette udelukkende beskrevet fra Coops vinkel, og en del af mystikken og spændingen lå dermed i at man havde ligeså stor uvished om hvad der foregik som besætningen, men nu er det blevet flettet sammen med Boss’ vinkel, hvilket gør historien som helhed mere komplet og med en klarere afslutning, men det er ikke ligeså spændende.

Det er lidt svært at anmelde denne her, for oplevelsen er tydeligvis en helt anden hvis man har læst den oprindelige kortroman. Jeg tror nu heller ikke andre vil finde det meget mere spændende, for det er rimelig klart hele vejen hvad der forgår og hvor historien er på vej hen. Med City of Ruins har Rusch gjort sit univers mere komplet, vi får nogle forklaringer på en række ukendte faktorer og det fungerer alt sammen meget godt, og er også pokkers velskrevet som det nu er med Rusch, men mystikken, spændingen og den ensomme stemning, der var meget central i alle kortromanerne, er delvist forsvundet til fordel for at universet og dets historie nu er blevet mere bygget op.

Captain’s Glory

Captains GloryI sidste bog i William Shatners Totality-trilogi bliver der skruet helt op på 10, hvor Shatner må tage det endelige opgør med denne ukendte fjende og redde intet mindre end hele universet.

Det hele startede jo faktisk med Spocks død i Captain's Blood, men vores helte skulle jo lige ordne en masse andet først. Kirk er nu tilbage i jagten på at finde ud af hvad der ligger bag Spocks død. Samtidig spreder en katastrofe sig gennem hele galaksen da warpdrives begynder at eksplodere for alle racer. Det bliver hurtigt klart at Mælkevejen er under angreb fra en usynlig og stærkt overlegen fjende. Kirk har mistanke om at hans søn Joseph har noget med det at gøre.

Der er ingen tvivl om at Shatner har ville gøre det så stort som muligt, og der må altså også ligge et vist ego bag når man skriver sådan en historie hvor Kirk bogstaveligt talt skal redde alt liv i galaksen. Det bør også understreges at der er virkelig meget med Kirk, både når han er bedst og når han er allermest irriterende og selvoptaget. Kirk kommer i første række, delvist også anden og de andre samt plottet må så komme længere nede. Plottet er bestemt ikke tyndt, men det er til for at underbygge en skildring af hvor meget Kirk vil gøre for at beskytte sin søn. Selvom det meste af besætningen fra The Next Generation samt Janeway også spiller betydelige roller, så er det dog tydeligt at det den originale besætning med Spcok, McCoy og til dels Scotty forfatterne er bedst til at skildre. Dem kan man virkelig genkende, mens de øvrige primært er der ved navn. Derfor bør anbefalingen af trilogien også gå til fans af denne originale trio, men helt generelt er niveauet i de her bøger lige lidt højere end standarden for Star Trek romaner.

Berserker Throne

Berserker ThroneFred Saberhagen var en yderst produktiv forfatter, nok allermest kendt for sine utallige bøger i Berserker-serien. Konceptet er simpelt: galaksen er fyldt med intelligente dræberrobotter hvis eneste formål er at udrydde alt biologisk liv. Og det kan altså ligge grund til et væld af bøger. Berserker Throne er fra 1985 og kan findes gratis som ebog.

Udgangspunktet her er ikke nogen krig mod disse robotter. Der er udkæmpet en for længe siden, og de er godt nok langt fra udryddet, men dog holdt lidt væk. Historien finder sted på en eller anden planet hvor der er nogle politiske magtkampe. En prins er blevet sendt i eksil og han vil meget gerne tilbage til magten. Det starter dog med at den regerende kejserinde bliver myrdet, og en uskyldig demonstrant bliver udpeget som morderen. Han formår at flygte og melder sig ind i en særlig militæragtig enhed der altid er i træning til at forsvare sig mod the Berserkers hvis de skulle komme igen, hvilket giver ham immunitet overfor ordensmagten. Imens er prinsen i færd med at eksperimentere med en Berserkerrobot han har fundet, og som han mener at han har fuld kontrol over. Det er dog yderst risikabelt, da enhver form for interaktion med robotterne bliver betragtet og straffet som højforræderi mod menneskeheden.

Det fungerer ganske godt med hele thrillerplottet med den uskyldige politiske demonstrant, der pludselig bliver rodet ind i højere politiske magtkampe, og ikke mindst hele spillet med at robotterne bliver forsøgt brugt som brikker i en politisk kamp, men spørgsmålet er selvfølgelig om the Berserkers alligevel ikke er et skridt foran. Jeg kan sagtens se masser af potentiale til andre gode historier i Saberhagens Berserker-univers, men helt fanget blev jeg ikke. Berserker Throne er fint og spændende skrevet, og der sker en masse fra start til slut, men det mest interessante er netop lige i starten og hen imod slutningen. Der bruges meget tid på at komplicere, forvirre, forvekle og vende plottet på hovedet, indtil den endelige finale. Men vil man have en spændende gratis bog til sin ebogslæser, er den bestemt anbefalsesværdig.

House of Suns

House of SunsAlastair Reynolds er med undtagelse af The Prefect gået væk fra at skrive i Revelation Space-universet i nogle år nu, og House of Suns fra 2008 er hans tredje enkeltstående roman. Hans stil er jo velkendt og i stemning og miljø kunne den ligesåvel have udspillet sig i et af hans etablerede universer. Trods den manglende variation på den kant, imponerer han mig stadig hver eneste gang. Klart den bedste læseoplevelse i år.

Romanen finder sted godt seks millioner år ude i fremtiden og følger hvad der kaldes for Gentian Linjen. Tilbage i det 31ende århundrede fik mennesket mestret kloningsteknologi og et par meget rige og magtfulde mennesker byggede gigantiske rumskibe, klonede sig selv 1000 gange og rejste ud i galaksen med lige under lysets hastighed. Disse linjer, som de kaldes, er over de millioner af år blevet en kendt magtfuld faktor i galaksen, og de gør for så vidt ikke andet end at rejse rundt og samle information om civilisationer rundt om i galaksen som de opstår og dør ud igen. En af disse linjer er kloner af Abigail Gentian, hvis liv vi også følger i et par flashbacks, og de er på vej til deres 32ende reunion. Med nogle årtusinders mellemrum mødes alle de resterende levende Gentian kloner for at udveksle den information de har samlet sammen siden sidst. Men denne gang bliver de udsat for et nådesløst angreb, hvor kun lidt over 50 overlever ud af de i alt omkring 800. Ingen ved præcist hvorfor, og der spekuleres i hvad de måtte have mødt på deres rejser der ligger bag angrebet, hvilket ikke er helt nemt, da de ikke umiddelbart kan huske alt de har set de mange tusinder år af deres vågne liv, men i stedet har lagret det i deres fælles digitale bibliotek.

House of Suns har alle de elementer vi kender fra Reynolds’ værker: sublyshastighedsrejser med enorme tidsforskydninger, intelligente maskiner, galaktiske imperier og væsener der er millioner af år gamle. Det er egentlig bare mere af det samme skruet op for fuld styrke, men det er bestemt ikke en ulempe hvis man allerede kan lide Reynolds for netop dette. Han formår at kombinere de meget store historiske linjer, hvor galaktiske civlisationer opstår og dør ud over tusinder af år, mens hovedpersonerne blot har flyttet sig fra en planet til en anden, og det uden at det er på bekostning af det menneskelige og jordnære. Hovedpersonerne er tilpas genkendelige i deres måde at være på, at man som læser har et fast referencepunkt i de millioner af års galaktisk historie der udspiller sig.

Plottet er godt skruet sammen og med tilpas mange twists og overraskelser til sidst, at man kan nå op til flere modstridende åbenbaringer undervejs. Eftersom ikke engang nogen af personerne har nogen chance for at vide bare en flig af hele sandheden, er det ligeledes så godt som umuligt for læseren at føle at man har en chance for at være lidt på forkant med plottets udvikling, men til sidst ser man at Reynolds ikke giver nogen irellevante detaljer gennem bogen. Hvad der umiddelbart kan virke som ligegyldig ekstrainformation, kan vise sig at afsløre alt når man ser sammenhængen. Der er også de sædvanlige problemer med lidt for meget forklaring og afsløring pakket sammen i bogens sidste sider, men som sagt, det hele hænger alligevel sammen fra start til slut, så det ikke ender med at man får alt det væsentlige til sidst.

Kan man lide Reynolds’ space opera stil går man ikke galt med House of Suns.

Axis

AxisRobert Charles Wilsons Spin imponerende mig meget, så høje forventninger til efterfølgeren Axis kunne ikke undgås. Desværre levede den ikke helt op til det, hvilket nok ikke er helt rimeligt, for den er stadig ganske god, men man skal have læst Spin før man læser denne her, og den vil ende med at stå i skyggen af sin forgænger.

I slutningen af Spin opstod der i det Indiske Ocean en portal til en Jordlignende planet et andet sted i galaksen – kaldet for Equatoria. Axis foregår på denne planet nogle årtier efter de første bosættelser. Formen er typisk, hvor vi starter med at følge et par seperate hovedpersoner, hvis veje mødes som plottet skrider frem. Der er drengen Isaac, der har et særligt “kald” der peger mod vest, Lise der i årevis har søgt efter svar på hvorfor hendes far forsvandt uden et ord for årtier siden og Turk som Lise søger om hjælp angående et spor på hendes fars forsvinden. På Equatoria begynder noget mystisk støv at falde ned fra himlen og teorien er at det er døde eller kasserede hypotheticals – dem som satte tidsmembranen omkring Jorden i Spin. Isaac viser at være et slags eksperiment, hvor menneskene på Mars har injiceret det livsforlængende stof – der giver dem deres fjerde levealder – i ham fra fødslen af, i håb om at han vil kunne kommunikere med disse hypotheticals. Deres veje mødes og det giver mulighed for karakterne at tænke tilbage på sørgelige minder og teoretisere op og ned om the hypotheticals.

Hvor Spin havde et præg af klassisk hard sf, er der lidt mere religiøse og mesiaslignende toner i Axis - noget jeg sjældent har det særligt godt med. De meget jordnære og almindelige tre hovedpersoner fra før er nu erstattet af en gruppe uinteressante personer, der bare udfører en funktion for plottet og ikke har et selvstændigt liv. Der er dog stadig masser af spændende science fiction idéer, og det er ikke religiøst som sådan, da det hele er solidt funderet i videnskabelige forklaringer. Så det er som sagt stadig en ganske udmærket roman, hvor der bygges videre på teorierne og forklaringerne på disse ukendte hypotheticals, men den står ikke så solidt som enkeltværk som Spin gør det.