Interstellar sysctl

David G. Hartwells og Kathryn Cramers årlige antologi med et udvalg af de bedste science fiction noveller primært fra magasiner og antologier, viser et ganske solidt år 2008. Der er rigtig mange gode historier denne gang, markant flere end sidste år. Historierne er lidt mere positive end jeg husker sidste års meget dystopiske samling, men det er stadig langt fra rent optimistiske fremtidsscenarier forfatterne beskriver. Verden er ikke gået helt under, men er i flere af historierne plaget af alvorlige miljøproblemer af den ene eller anden art. Alligevel har flere af historiernes hovedpersoner med et bedre syn på fremtiden og deres situation.

Neil Gaiman har brugt en interessant form til sin novelle Orange, da den udelukkende består af svarene i et interview, spørgsmålene er der ikke. Den interviewede er en teenagepige og interviewet handler om hendes noget specielle søster, der er blevet helt manisk med at gøre hendes hud helt orange, hvilket selvfølgelig gemmer på en endnu mere interessant historie. Meget original historie fra Gaiman der jo ellers er mest kendt for fantasy.
Et godt eksempel på en semidystopisk historie er Pump Six af Paolo Bacigalupi. Alvarez arbejder som tekniker/mekaniker ved byens store kloakrensningsanlæg. Han har i flere år altid kunne udbedre de fejl der har opstået, men en dag begynder pumpe seks virkelig at skabe problemer. Anlægget er over 100 år gammelt og da han i sin søgen efter problemet kommer helt ned til de gamle styringskonsoller, ser han årtier gamle fejlbeskeder om manglende udskiftninger og vedligeholdelse. Byen er afhængig af anlægget, men nye reservedele er ikke til at få længere. Det er egentlig ikke så meget Alvarezs tekniske problemer der er interessante, men den øvrige verden det finder sted i. Den er plaget af miljøproblemer af en eller anden art, folk lider af udslæt og barnløshed, og tilsyneladende bliver de yngre generationer mindre og mindre intelligente. En dyster fremtid, men ikke katastrofal som sådan og ikke med en enkelt årsag. Det fungerer glimrende og er klart en af samlingens bedste historier.
I Year’s Best SF 12 fik vi Cory Doctorows When Sysadmins Ruled the Earth, og det er lidt samme tema i The Things That Make Me Weak and Strange Get Engineered Away. Doctorow beskriver et fremtidens New York underlagt massiv overvågning, hvor computernørder bogstaveligt talt lever et isoleret liv og aldrig kommer udenfor i hvad der kaldes for the Order. Her analyserer de endeløse datastrømme for anomalier og rapporterer dem videre. Novellen følger Lawrence fra the Order, der finder 68 mistænkelige bytes i en datastrøm. Han får opgaven at undersøge det nærmere og det bringer ham ud i den virkelige verden blandt New Yorkere. At Doctorow er meget kritisk overfor overvågning er ikke noget nyt, men hans historie er ikke prædikende eller sort/hvid. Historien er også spændende og Lawrence en interessant figur.
En historie som The House Left Empty af Robert Reed viser en anden dyster fremtidsversion, men her er det manglen på teknologi der er problemet. Det er ikke nærmere specificeret, men USA har været ramt af en krig hvor der blev brugt EPG-våben, hvilket har ødelagt den digitale infrastruktur og information er slet ikke så nemt tilgængeligt længere. Det er dog ikke det novellen direkte handler om, men derimod om en fragtmand der prøver at levere en mystisk pakke til et forladt hus. Naboerne bliver interesserede og får lokket pakke fra fragtmanden. Pakken viser sig at indeholde et lille kompakt rumskib og de to naboer prøver at finde pakkens rette ejermand, som vist nok var fysiker. Ligesom Pump Six er det en historie der ser lyspunkter i en ellers ødelagt verden.
I en helt anden boldgade finder vi Alastair Reynolds Fury. Det er velkendt Reynolds hvor især enorme tidsperspektiver dominerer. I en fjern fremtid bliver kejseren snigmyrdet. Det var dog kun hans avatarkrop, så han er ikke rigtig død, men hans personlige sikkerhedsrådgiver skal alligevel selvfølgelig finde frem til morderen. Dette gør at han opdager nogle ting som sin egen og kejserens fortid, der stiller ham i et svært dilemma. Historien er ikke så spændende skrevet som den kunne være, da det meste består af at morderen fortæller det hele, men plottet holder stadig.
Derudover skal det også nævnes af sidste års Hugo-vinder i novellekatagorien, Ted Chiangs Exhalation som jeg tidligere har omtalt, også er med i samlingen.

Alt i alt en glimrende opsamling med mange forskellige historier, med flere knapt så behagelige fremtidsversioner og færre rumvæsener og hard sf.

Romulanerne synes jeg er en af de mest interessante racer i Star Trek universet. De er udspekulerede, stærkt strategiske og de foretrækker at gøre deres beskidte arbejde i det skjulte, i modsætning til fx klingons og deres meget mere direkte krigeriske stil. Det var sådan set den primære begrundelse for at jeg gik i gang med denne bog af Robert Greenberger sat i TNG-serien. Det var nu ikke fordi jeg fik hvad jeg håbede på, en spændende skildring af romulanere, men historien var interessant alligevel – bare af nogle andre grunde. Der er ikke meget spænding, action, uforklaringe rumfænomener eller eksostisk teknologi. Det handler derimod om politik, diplomati og samfundsudvikling. Den minder lidt om en anden Star Trek roman jeg har anmeldt tidligere, Nightshade.

Planeten Eloh ligger et strategisk godt sted i forhold til Den Neutrale Zone mellem Føderationen og romulanerne. Eloh har netop skabt kontakt til begge imperier, og overvejer nu om de vil indgå et samarbejde med Føderationen eller romulanerne. Enterprise bliver sendt til Eloh med Picard som diplomat og romulanerne sender kommandør Sela. Til dem der ikke lige ved det, er Sela den halv-romulanske datter af Tasha Yar (se afsnittene Yesterday’s Enterprise og Redemption). Eloh tager venligt imod dem begge, lader dem besøge planeten, holde taler for parlamentet og vise deres rumskibe frem. Til sidst afholder Eloh en afstemning om de skal tilslutte sig Føderationen eller romulanerne. Eloh er netop kommet ud af en slem verdenskrig og håber nu på at kunne blive et samlet folk, men der er stadig gnidninger mellem de forskellige kontitenter. Alt går dog heller ikke helt fredeligt. Et par bombeattentater gør at både nogle stjerneflåde officerer og romulanere kommer under mistanke, men der er muligvis en helt tredje fraktion på spil. Lige et mysterium for Data, der kan få lov til at lege Sherlock Holmes.

Det der fungerer godt her er det dipliomatiske spil mellem Picard og Sela. De appellerer til Eloh på to forskellige måder. Picard med at tale om Føderationens respekt for alt liv og hver civilisations særpræg, deres håb om fred og deres eventyrlyst. Sela går mere på at romulanerne er et stolt målrettet folk, der kan give Eloh et fokus i en tid hvor de har brug for at blive forenet. Vi får selvfølgelig også et indblik i hvordan lederen af Eloh sammenligner de to og deres kvaliteter.
Der er det lidt specielle ved denne historie at der ikke er nogen egentlig hovedpersoner. Både i seriens afsnit og i de fleste andre Star Trek bøger jeg har læst, har der trods alt været et fokus på et par personer. Her fylder alle stort set lige meget. Picard og Sela står ikke alene, men især Geordi, Data og Ro Laren er også centrale figurer. Man kunne godt savne lidt fokus, men omvendt er det også en mere realistisk skildring af sådan en diplomatisk opgave, hvor det ikke er en mands værk det hele.
Hvad der ikke fungerer er at historien træder ret meget vande indtil den endelige forløsning. Den endelige afsløringen af hvem der stod bag bombeattentaterne og hvorfor er troværdig nok, men kommer dumpende til sidst hvor man som læser ikke har haft ret megen chance for at regne bare noget af det ud inden. Der er også et sideplot med Ro Laren hvor en dreng får sig en lille forelskelse i hende, som både er kedeligt og totalt irrelevant for resten af historien. Små uafhængige sideplots er fint, men de bør altså ikke være alt for afskårede fra der ellers foregår.
The Romulan Stratagem vil nok kede dem der kan lide Star Trek for dets spænding, teknologi og space anomalies. Det er som sagt politik og diplomati det handler om, hvor udfaldet ikke er som man kunne forvente, hvor der ikke er nogen entydig fjende, eller en samfundsform der altid er den rigtige. Den er også et eksempel på hvad man kan vise i bogform som man ikke kan i tv-afsnittene, for Eloh er ikke en forenet planet hvor alle er ens. Der er flere dele der har bekriget hinanden, og som bestemt ikke er helt gode venner endnu.

Jeg har ofte rost Kristine Kathryn Rusch for sine kortromaner. Hun skriver ofte adventure-præget science fiction i den måske lidt gammeldags stil, med fokus på udforskning, opdagelse og spændende eksotiske verdener. Og næsten altid med en interessant kvindelig hovedperson. Hendes historier er ikke banebrydende, filosofiske eller dyb litteratur, men de er velskrevne og ikke mindst spændende. Denne bog indeholder tre kortromaner der også udgør en samlet historie. De to første har tidligere været trykt i Asimov’s og den sidste er ny og runder, sådan da, det hele af.

Historierne følger Boss. Hun er en wreck-diver. Hun flyver rundt i verdensrummet på egen hånd i sit lille rumskib, i søgen efter gamle forladte vrag, som hun så udforsker og samler ting fra. En dag finder hun et stort meget gammelt skib, men der er noget galt. Trods dets alder på flere tusind år burde skibet slet ikke være i den del af galaksen hun har fundet det. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Overbevist om at hun har gjort et helt særligt fund, samler hun et hold af andre rutinerede “dykkere” til at udforske vraget. Det viser sig at vraget er et krigsskib og gemmer på en glemt meget farlig teknologi. I den anden historie finder Boss ud af at der muligvis er en sammenhæng mellem den gamle teknologi, og hvordan hun mistede sin mor som barn. I sidste historie bliver hun overbevist om at teknologien simpelthen er for farlig og bør ikke komme i nogens hænder, så hun sammensætter igen et hold, med flere gengangere fra første gang, der nu skal sprænge skibet i luften.

De tre historier er selvstændige og delvist afsluttede, men bør selvfølgelig læses i forlængelse af hinanden. De to første historier, der jo også tidligere har været udgivet, er klart de bedste. De er spændende, lidt uhyggelige, med eksotisk teknologi man ikke rigtig kan finde ud af hvad er og med et lille kig i en fjern fremtid, men med klart fokus på Boss selv. Det er noget farligt noget at genudgive to gode gode historier i en samling og så skrive en ny fortsættelse til lejligheden. Det kunne dog være gået langt værre. Tredje og sidste historie runder nu det hele pænt af, særligt kommer der forløsning på nogle ting og man ser en udvikling hos hovedpersonen Boss, men eventyret fra de to andre historier mangler lidt. Alle tre historier er fortalt fra Boss’ synsvinkel, så de andre bifigurer bliver desværre aldrig ligeså interessante, men de får nogle forskellige sider i Boss frem.

Som helhed er bogen her sådan set bare god underholdende science fiction om udforskning og eventyrlyst, men også med en spændende personudvikling hos Boss med hendes opgør med sin far, tabet af sin mor og sin noget ensomme karriere som vragdykker. Den kan for så vidt anbefales til praktisk talt alle. Historierne ligger ikke i nogen fast subgenre eller noget man skal kende til, det er bare en god historie – hverken mere eller mindre.

Poul Andersons Tau Zero fra 1970 er et skoleeksempel på subgenren hard sf. På godt og ondt. Romanen var nomineret til en Hugo i 1971, men det var Ringworld der vandt det år. Relative tidsforskydninger ved hastigheder nær lysets er romanens helt centrale novum. Altså det fænomen at tiden ombord på et rumskib der rejser nær lysets hastighed går langsommere end universet udenfor. Romanens titel kommer sig af faktoren tau, der går mod 0 som hastigheden går mod lysets hastighed, og er den faktor der ganges med for at få den relative tidsforskydning mellem rumskibet og universet. Anderson bruger rigelig med plads til at forklare dette for læseren, med ligninger og det hele.

Handlingen er mere ligetil. 25 mænd og 25 mænd kvinder tager af sted i rumskibet Leonora Christine mod et fjernt stjernesystemet, for at kolonisere det. Rejsen er planlagt til at tage 5 år for besætningen, mens der vil gå 33 år på Jorden. Undervejs går noget dog galt og de har ikke længere mulighed for at stoppe ved deres planlagte destination. Deres decelerator bliver ødelagt efter en passage gennem en nebula og de kan derfor ikke umiddelbart stoppe deres konstante acceleration, og dermed mens der går kun går dage ombord på skibet, går der århundrede, årtusinder og senere æoner af år i universet omkring dem. Galakser suser bogstaveligt talt forbi på et øjeblik, og de 50 håbefulde kolonister må indstille sig på at de vitterlig er blevet helt alene i universet.

Tau Zero er hard sf med dobbelt understregning – på godt og ondt. Et solidt videnskabeligt novum sætter rammen godt for historien og bruges til at sætte mennesker i en situation de ikke kunne være kommet i på anden vis. Det er det science fiction gør bedst, når genrens muligheder bruges til noget unikt. Desværre er personbeskrivelserne ikke blandt de bedste. De bliver aldrig rigtig overbevisende og egentlig ikke rigtigt menneskelige. Deres måde at være på, valg og beslutninger virker lige en tand for kalkulerede, i forhold til hvad man vil kunne forvente af mennesker i den situation. Specielt det indbyrdes kærlighedsliv bliver fremlagt strategisk og planlagt efter hvem der vil have hvilke fordele i at indgå partnerskab med hvem.

Trods en alder på 40 år virker Tau Zero ikke spor forældet og med under 200 sider vil den bestemt fascinere og underholde nutidens læsere, hvis man ikke har noget imod kosmisk hard sf.

Ny Science Fiction er Flemming R.P. Raschs enmandsforlag, der tidligere har udgivet antologien Cirkler og Gweneth Jones samlingen Græsprinsessen & andre historier. Refleksioner, som jeg har modtaget, er endnu en originalantologi med danske forfattere. 12 noveller i alt fordelt på 152 sider.

Undertitlen er En Science Fiction Antologi, hvilket skal forstås meget bredt. Flere af historierne kan til nøds kaldes science fiction, andre er egentlig fantasy. Nogen af disse historier er skam gode nok, men det irriterer mig alligevel en anelse, da man med sådan en antologi har en forventning om at der er tale om science fiction historier, og dermed også nemt kan komme til at læse en historie på en bestemt måde.

Første historie er skam science fiction, men jeg synes ikke den har ret meget at byde på i det henseende. Det er Lauge Rosendals Anholt, der er skrevet som en række af interviews af en politiker foretaget over en længere årrække. Det starter nede på jorden og udvikler sig undervejs ud i ektremer, der i sidste ende fører til at Anholt løsriver sig fra Danmark. Det politiske budskab med “se hvad den politik fører til” bliver altoverskyggende, og den har ikke meget interessant at byde på som science fiction synes jeg.
Principielt vil jeg mene det er lidt underligt at en redaktør har en novelle med i sin egen antologi, men Den sande historie om hvordan jeg overvandt min skriveblokering af Flemming R.P. Rasch er dog ganske underholdende. Man følger en dansk science fiction forfatter der har svært ved at slå igennem. En aften ser han en meteor falde ned og han finder hen til krateret. Der finder han en mærkelig sten, som han sparker til og får en voldsom smerte op gennem benet. Næste dag ser han at hans fod er blevet helt grøn og det breder sig tilsyneladende til resten af kroppen. Alt i mens sker en række mord på andre science fiction forfattere. Er der mon en sammenhæng? Historien har en del gemte referencer til virkelighedens danske science fiction forfattere, men man kan sagtens more sig over den uden at have styr på det.
H.H. Løyches Dødspiberne på Gékon er klassisk science fiction, men en god del worldbuilding, så han har egentlig skabt muligheden for flere historier.
Sidste historie, Christian Hauns Thanatos-Tsiolkovskij, er måske strengt taget ovre i fantasy, eftersom det handler om en nekronaut – sjælen fra en mand som sendes ud i rummet, men det er ganske godt gennemført kosmisk science fiction.

Kvaliteten kommer desværre ikke helt op på Den Hemmelige Dal, men det er fantastisk godt at se for dansk science fiction, at der skrives nok historier til at der jævnligt kan trykkes i fanzines, en årlig antologi fra SFC, for ikke at tale om Knud Larns novellekonkurrence i fanzinet Science Fiction (som vi stadig venter på), og altså også en mulig slags antologiserie fra forlaget Ny Science Fiction – hvor bogen også kan købes for 190kr.

George Zebrowskis Stranger Suns var på listen over New York Times Notable Books of the Year i 1991, hvilket er komplet uforståeligt. Der er ellers et par gode nok idéer i den, men det er ualmindeligt horribelt dårligt skrevet. Og ikke engang på den lidt sjove måde som med Kevin J. Andersons Saga of Seven Suns, det er bare dårligt.

I søgen efter tachyonstråler støder et hold forskere på hvad der ligner et rumskib begravet under isen på Antarktis. Da de bevæger sig ind i det, lætter det og tager dem ud i rummet. De kommer dog tilbage til Jorden igen, men finder hurtigt ud af det er en slags parallelverden. Der er små, men dog betydningsfulde forskelle. De finder ud af at rumskibet udgør en slags portal til et enormt netværk mellem paralleluniverser, alt sammen drevet af energien fra tusindvis af sole der bliver tappet gennem ormehuller. De rejser derefter fra verden til verden, og deres opdagelser er ofte nedslående. Enten er verden gået under som følge af en atomkrig eller også er det lige oppe over. Mens de prøver at blive klogere på hvordan dette netværk af parallelverdener fungerer og hvem der byggede det, søger de altså også at finde ud af hvad der er galt med menneskeheden, siden den tilsyneladende udrydder sig selv i enhver inkarnation.

Der er tonsvis af problemer med den her bog, der simpelthen skyldes at den er elendigt skrevet. Sproget er uinspirerende og tyndt, persongalleriet er fuldstændig uden karaktertræk og hele handlingen virker unaturlig og kunstig. Der er en 4-5 hovedpersoner, men de har absolut ingen unikke karaktertræk eller noget man kan skelne dem fra hinanden på, så det bliver bare til en håndfuld navne. Zebrowski har konstrueret hele dette netværk af parallelverdener, men ikke tænkt på hvordan det skulle præsenteres på en overbevisende og naturlig måde i en roman. Derfor drager hans personer blot en masse konklusioner på baggrund af nærmest ingenting, og kan deducere en masse om fysikken bag disse ormehuller samt konkludere en masse om de rumvæsner der har bygget det, uden videre diskussion eller analyse, blot på simpelt tankespind over hvad de lige har set for 10 sekunder siden.

Stranger Suns er en af de bøger, der udelukkende kan satse på at sælge på et fancy cover og en opblæst bagsidetekst.

Stanley G. Weinbaum blev kun 33 år og fik sammenlignet med de øvrige pulp-forfattere i 30′erne ikke skrevet ret mange noveller, men de få år han var aktiv, fik han skrevet nogle banebrydende science fiction historier der har inspireret andre forfattere. Særligt hans skildring af rumvæsener er han blevet kendt for, der var helt usammenlignelig med hvad hans kollegaer på den tid skrev. Med oversættelse og efterord af Niels Dalgaard har SFC udgivet 10 af hans noveller fordelt på næsten 300 sider.

Alle historier udspiller sig på en af Solsystemets planeter eller måner. Vi kommer både forbi Mars og Venus flere gange, flere af Jupiters og Saturns måner og endda også Uranus og Pluto. I den første historie Odyssé på Mars ser man allerede hvordan Weinbaum gjorde noget nyt. Der beskrives flere mere eller mindre intelligente livsformer på Mars, men de er ikke ondartede monstre der skal nedkæmpes, som ellers var typisk i science fiction historier på den tid. Weinbaum beskriver livsformer der er markant anderledes og uforståelige for mennesker, men alligevel fascinerende og tydeligt intelligente på deres egne præmisser. I novellen beretter kemikeren Jarvis om sit møde med den strudselignende marsboer Tweel, der tydeligvis er intelligent, men de to formår kun at udveksle ganske få ord med hinanden. Alligevel opnår de begge meget fælles forståelse og sammen med Tweel ser Jarvis flere andre besynderlige og helt igennem anderledes livsformer på Mars. Rumvæserne er altså ikke blot fjender der skal udryddes, men nogen man kan tale med og lære noget af.
Handelsmanden Hamilton “Ham” Hammond optræder i flere historier. I Parasitternes Planet, der foregår på Venus, støder han på biologen Patricia. De bliver alt andet end gode venner, men redder hinandens liv flere gange ud af farlige situationer i landskabet på Venus. I næste historie, Lotusspiserne, er de to dog blevet gift og er taget på “bryllupsrejse” på tusmørkesiden af Venus, for at studere dets liv der. Selvfølgelig skal Ham redde hende ud af nogle farlige situationer endnu engang, men det interessante ved disse historier er det specielle og dyre- og planteliv Weinbaum beskriver og som Patricia udforsker. Selvom Weinbaums forestillinger om miljøet på Venus er helt hen i vejret med den viden vi har i dag, så er det alligevel gennemtænkt hvordan de vilkår på planeten vil have påvirket livet der.
Flere af de øvrige noveller handler om hvordan Solsystemets planeter og måner bliver udnyttet kommercielt. Således fx Flugten på Titan om Tim og hans kone Diane, der efter et finansielt sammenbrud på Jorden ligesom mange andre har tabt alt, søger lykken på ny med at drage til Saturns måne Titan i håb om at finde en speciel type ædelsten. De møder selvfølgelig nogle udfordringer, men det skal nok ende lykkeligt. I samlingens sidste historie, Tidevandsmåne, er det store kommercielle interesser der er på spil. På Jupiters måne Ganymedes findes en særlig slags mos der hvis det behandles rigtigt, kan omdannes til såkaldt blåt cree, der igen kan bruges til medicin. Cree Inc. sidder alene på produktionen af cree på Ganymedes, men et konkureende selskab bosat på Io har også fundet det særlige mos der, og vil nu have fat i den hemmelige formel. Masser af spænding og det ses at Weinbaum er uddannet kemiingeniør.
Weinbaum tager endda skridtet videre, for hvis der er interplanetarisk handel, vil der selvfølgelig også være pirater. I den længere historie Den Røde Peri må en videnskabelig ekspedition nødlande med deres raket på Pluto, og tilfældigvis lander de lige udfor den berygtede pirat Peris hemmelige base. Peri viser sig at være en rødhåret nittenårig ung kvinde, og ekspeditionens ingeniør Keene bliver efter lidt tid i hendes fangeskab forelsket i hende. Han lærer om hendes baggrundshistorie og hvorfor hun gør som hun gør, og må samtidig med at han skal finde en måde at flygte på også vinde hendes hjerte og få hende tilbage på den moralsk rigtige vej.

Som med al anden pulp fra trediverne bør man vide lidt om hvad man går ind til. Dybere personbeskrivelser og ikke-hjælpeløse kvinder kan man godt glemme. Dog har Weinbaum flere stærke selvstændige kvindelige figurer, men dog kun til en vis grænse, da de altid skal reddes af historiens mandlige helt og helst ende med at blive gift med dem. Det der dog får Weinbaum til at rage op, er hans meget alternative beskrivelser af rumvæsener, der selv den dag i dag står ganske for sig selv. Og for sin samtid var han også ganske dygtig til at bruge science fiction genren fornuftigt og til noget nyt, hvor planetbeskrivelserne og dets livsformer efter datidens viden hænger nogenlunde logisk og videnskabeligt sammen, hvilket han så sandelig også gør noget ud af at få skrevet direkte ind i historierne, at han har tænkt over. Ligeledes ved han også at mennesket og dets teknik har sine begrænsninger, for mere end ofte kaster han sine personer ud i livstruende situationer i verdenernes farlige miljøer. Det er dog værd at bemærke at det for det meste er menneskelig vilje og råstyrke der redder dem, og ikke teknik.
Hvor det helt gamle glemte trivialiseret pulp nok mest er for særligt interesserede, er der altså en grund til at Weinbaum er en af de navne der huskes den i dag, og derfor ikke bør forbigås af nogen læsere der kan acceptere pulpens grundform i fortællingen, men til gengæld kan glæde sig over beskrivelser af fremmede verdener og væsener der kan måle sig med nutidens forfattere.

Afslutningen på Dan Simmons episke space opera saga havde jeg store forventninger til. Endymion var fantastisk spændende, konstant udvikling i historien og en række fascinerende verdener. The Rise of Endymion skal samle alle trådene, og herunder også en masse uafklarede ting helt tilbage fra Hyperion, og gør det for så vidt ganske udmærket, det vælter bare frem til sidst uden nogen naturlig opbygning dertil.

Men til handlingen. Aenea og Raul Endymion opholder sig på den gamle Jord, hvor Aenea har fået sig en pæn skare af følgere til hvad man kan kalde en ny tro. Troen på the Void Which Binds, en kraft baseret på kærlighed der binder alt sammen i universet. Men kirken og the Core (eller i hvert fald en fraktion heraf) skal bekæmpes, og Raul bliver af Aenea sendt alene af sted til nye verdener. Der går dog ikke ret længe inden han bliver taget til fange, slipper fri og videre til andre verdener via “farcaster”-portaler, hvor han dog flere gange bliver bragt i overhængende livsfare. Mere eller mindre tilfældigt ender han med at finde deres efterladte intelligente rumskib, som så flyver ham til planeten hvor Aenea nu opholder sig. Hun har samlet et endnu større følge, nu med blandt andet Dalai Lama. Og så er der ellers lagt op til det helt store endelige opgør og Aenea begynder så småt at afsløre hvad hun har vist hele tiden.

Lad mig slå fast at der ikke kan være nogen tvivl om at Dan Simmons er en glimrende forfatter. Alle fire bøger er godt skrevet og de bør også læses for den helhed det er. Desværre har jeg flere kritikpunkter end hvad godt er. Det første, som jeg nævnte i starten, er at historien er utrolig længe om at komme til sagen. Romanen er på over 700 sider, men det er først ved omkring side 500 at der egentlig begynder at ske noget vigtigt. Det trækkes i langdrag og det gør det kun værre, at det er gjort på sådan en irriterende og kunstig facon. Det har hele tiden været antydet at Aenea kendte til fremtiden og vidste meget mere end hun gav udtryk for, men at hun ikke kunne give klar besked virkede troværdigt i Endymion, hvor hun var yngre og dermed ikke endnu kunne forstå hele sammenhængen. Det kan hun nu og selvom Raul Endymion fører læserens frustationer med “sig nu noget for pokker”, så er Aenea hele vejen igennem afvisende med en henvisning til “senere”. Og der er ikke nogen videre grund til det, andet end at Simmons tydeligvis ville vente med afsløringerne til sidst.
De tre foregående romaner har ikke været uden religiøse overtoner og paralleller til kristen mytologi, men her i sidste bog synes jeg det blev for meget. Som jeg vist har givet udtryk for før, er jeg lettere allergisk overfor disse messiasfortællinger hvor en ufejlbarlig messiasfigur samler og redder menneskeheden i en eller anden ny åndelig bevægelse. Aenea er for så vidt meget sympatisk beskrevet, men hele symbolikken i handlingen hvor kærlighed gøres til den bindende kræft i universet, gør altså at jeg står af. Særligt fordi det næsten er det eneste som står tilbage, hvor de tre foregående bøger havde en spændende og fascinerende handling der var i forgrunden.

Så slem var den måske heller ikke, og samlet set er hele værket en oplevelse at læse, og slutningen der binder det hele sammen med den første bog Hyperion, bør man ikke snydes for.

Hver gang jeg har læst noget af Alastair Reynolds bliver jeg bekræftet i mit syn om ham som den bedste inden for moderne hard space opera. Alligevel går der alt for lang tid mellem jeg får læst hans bøger. De er også noget af et projekt, for selvom mange romaner i dag gør sig op over de 600 sider, er det få hvor der faktisk er en mening med det og hvor det ikke bare er ekstra fyld – hvilket ikke er tilfældet her! Redemption Ark fra 2002 er den tredje bog i hvad der uofficielt er blevet kaldt for Inhibitorserien startende med Revelation Space. Hvor Chasm City mere var en sidehistorie går Redemption Ark tilbage til hovedplottet og tager tråden op efter Revelation Space.

I Revelation Space kom Ultraen Volyova i besiddelse af de såkaldte “hell class”-våben. Nu vil Conjoinerne have dem tilbage. Ultras er en fraktion af transhumane rumrejsende der gør heftig brug af teknologiske implantater i kroppen, men Volyova er dog speciel på det punkt, da hun ingen implantater har. The Conjoiners er en anden fraktion der har bygget deres samfund op omkring kunstig telepati. Men de vil ikke bare have våbnene tilbage fordi de er deres, men fordi Dan Sylveste i slutningen af Revelation Space uagtet fik gjort de såkaldte Inhibitors opmærksomme på menneskeheden. Man finder ud af de er en kunstig intelligens skabt for millioner af år siden med det formål at beskytte galaksen mod rumfarerende civilisationer ved at udrydde dem. Conjoineren Clavain skal lede en storstilet aktion der skal få våbnene tilbage fra Volyova, men Clavain stoler ikke helt på de andre Conjoiners reele motiver. Han tror ikke på de vil redde menneskeheden med de våben, men derimod give dem selv bedre mulighed for at flygte. Han stjæler derfor et af rumskibene der skulle bruges til missionen og sætter kurs mod planeten Resurgam hvor Volyova befinder sig. Han bliver hurtigt forfulgt af flere andre Conjoiner-skibe og de udkæmper en avanceret kamp over denne lysår lange rejse.
Imens på Resurgam er Volyova også blevet opmærksom på en stigende aktivitet fra the Inhibitors, der tilsyneladende er i færd med at konstruere et gigantisk våben i Resurgams solsystem. Men i modsætning til the Conjoiners, har hun ikke kendskab til den større sammenhæng i deres plan. Hun vil derfor forsøge at evakuere hele planetens befolkning i det gigantiske rumskib hun har parkeret i kredsløb om planeten, men for at vinde befolkningens tillid må hun få hjælp fra den berygtede terrorist Thorn.

Romaner på over 600 sider er jo ingen sjældenhed i moderne space opera, men Reynolds er en af de få hvor det faktisk giver mening. Handlingsuniverset er rimeligt afgrænset, persongalleriet ikke for stort og ingen sider virker overflødige. På trods af at det meste af bogen er en lang opbygning til det endelige klimaks når Clavain når frem til Resurgam, så rummer historien langt mere end bare opbygning til det. Som i de andre bøger i serien fanger Reynolds enormt godt de enorme afstande og tidshorisonter der er forbundet med interstellare rejser i sublyshastighed. Rejsen tager adskillige år og Clavains rumskib og hans forfølgere har en fast afstand til hinanden hele vejen. Ikke noget med lige at træde lidt ekstra på speederen. Det er dog ingen hindring for alligevel at angribe hinanden på forskellig vis.
En særlig kvalitet som jeg ser ved Reynolds’ univers er hvor konsistent han er med sin videnskab. Teknologiniveauet er højt, men med begrænsninger der giver mening. Og selvom the Inhibitors er højintelligente avancerede million år gamle maskiner, kan de heller ikke alt. De er selvsagt også underlagt fysikkens love. Det fremtræder klart at Reynolds har en baggrund som fysiker, men han fylder ikke på med videnskabssnak bare som fyld. Læseren får den nødvendige viden til at forstå hvad der sker i handlingen, uden at det bliver som indlagte populærvidenskabelige artikler, som andre hard sf forfattere har det med at gøre (Analog segmentet fx).

Alastair Reynolds er i en klasse for sig når det kommer til space opera. Han har simpelthen taget de bedste elementer fra hard sf – hvor solid videnskab er en central del i handlingen, fra space opera – hvor de enorme afstande og det kosmiske perspektiv fascinerer, samt moderne post-cyberpunk elementer med nanoteknologi og kunstig intelligens. En sidste ting jeg også synes særlig godt om er at der, i modsætning til traditionel space opera, ikke er nogen entydige helte og skurke. Alle har deres sag de kæmper for og alle har sådan set rimelige begrundelser for deres handlinger. Selv the Inhibitors, hvis altafgørende formål er at udslette intelligent liv i galaksen, må siges at argumentere uhyggeligt godt for deres sag.
Redemption Ark bygger videre på handlinger fra Revelation Space og Chasm City, som bør læses først, men er udover det egentlig også kun halvdelen af en samlet historie der fortsætter i Absolution Gap.

Desværre blev Saturn’s Children heller ikke den Stross bog der virkelig kunne overbevise mig, men et må man da give manden – han skriver bestemt ikke den samme bog to gange. Hver eneste roman går i en helt ny retning og denne gang er han angiveligt stærkt Heinlein inspireret. Romanen var blandt årets Hugo nominerede, men vandt ikke.

I det 23ende århundrede er menneskeracen uden yderligere forklaring uddøde og solsystemet bebos nu kun af robotter. Handlingen følger sexrobotten Freya, der var så uheldig at komme ud fra fabrikken kort efter det sidste menneske døde. Da hendes evner er ubrugelige søger hun andre muligheder til at leve for. Hun får et tilbud fra den mystiske Jeeves organisation, om at fragte en pakke fra Merkur til Mars. Det fører hende ud i et komplekst spiondrama, hvor hendes evner som sexrobot også bliver flittigt brugt. Som Stross vist har for vane, udvikler plottet sig i sære retninger fyldt med forvekslinger, løgne og folk der arbejder for nogle andre end de giver sig ud for, og alt det der. Det er ikke meget vi får at vide om hvordan robotsamfundet er skruet sammen, men systemet er stærkt aristokratisk, hvor nogle få robotter i praksis holder de resterende som slaver.

Der er desværre en række ting der ikke fungerer for mig. Hele idéen med en verden kun med robotter uden mennesker bliver efter min mening ikke ordentligt udnyttet, i og med robotterne et langt stykke af vejen blot opfører sig som mennesker. De spiser, sover, drikker sig fulde, dyrker sex, har følelsesudbrud og taler og agerer som mennesker. Vel nok skal forklaringen findes i at menneskene selvfølgelig har skabt robotterne i deres eget billede, men det er ikke helt troværdigt at intelligente robotter ikke vil have udviklet sig mere effektivt uden mennesket. Stross’ måde at bygge et plot op på er jeg heller ikke denne gang begejstret for, hvor det ligesom med et par af de andre romaner, for meget handler om at forvirre og vildlede læseren så man taber tråden, og de endelige afsløringer ikke får den gennemslagskraft de burde. Men Stross skriver heller ikke science fiction som ligger solidt plantet i den eksisterende tradition. Han eksperimenterer og prøver noget nyt hver gang, hvilket nok gør ham lidt mindre tilgængelig.
Saturn’s Children skulle være stærkt inspireret af Heinleins Friday, så for Heinlein-kendere er den måske mere interessant.