Efter at have set afslutningen på Deep Space 9, fik jeg lyst til at se i hvert fald de to første sæsoner igen. Serien hænger fantastisk godt sammen, og det virkede egentlig ikke som noget stort skift at springe helt tilbage til begyndelsen. I hvert fald ikke teknisk og kvalitetsmæssigt, sammenlignet med særligt The Next Generation, hvor første sæson efterhånden ser ret forældet ud.
Der er dog en masse markante forskelle, særligt på karaktersiden, hvor det virkelig bliver tydeligt hvor meget seriens personer har rykket sig. Jeg havde helt glemt hvor anspændt forholdet mellem Føderationen og the Bajorans var, herunder særligt også Kira der var endnu mere temperamentsfuld end senere. Sisko havde jo egentlig slet ikke lyst til at være der, Julian var endnu “yngre” og Quark var lidt mere skurk. Mens Odo er så godt som fuldstændig sig selv.
Men lige for at summere handlingen op, så udspiller Deep Space 9 sig på en rumstation, hvilket er helt unikt i Star Trek universet, der jo som bekendt i alle andre serier tager udgangspunkt i et rumskib der rejser rundt i galaksen. Stationen er i kredsløb om planeten Bajor, der netop har befriet sig fra Cardassias besættelse. Føderationen er der i starten blot som fredsbevarende og for at hjælpe til med at genopbygge Bajor, men ved et tilfælde opdager Commander Sisko, der er sat til at lede stationen, et stabilt ormehul til Gammakvadranten. Og så får lokationen pludselig langt større og vigtigere betydning.
Af en første sæson at være, er den faktisk rigtig god. Man har lagt en stil man holder sig til, alle personer bliver godt introduceret og når også at udvikle sig og der er færre afsnit der rammer helt skævt. Dog kan man godt at man har afprøvet flere typer af historier, hvor man både vil forsøge at holde sig de klassiske formler for en historie velkendt fra TOS og TNG, og samtidig forsøge sig med noget nyt i en længere sammenhængende historie. Særligt den første type med afsnit som If Wishes Were Horses og Babel der virker temmelig fjollede set i lyset af resten af serien, men afsnit som Captive Pursuit eller Dramatis Personae, der egentlig følger den klassiske formel for et Star Trek afsnit, bidrager alligevel med en hel masse til seriens univers og persongalleri.
Jeg er spændt på anden sæson og hvordan den ses med resten af serien i baghovedet.
Afslutningen på denne fantastiske og meget unikke Star Trek serie er en underlig størrelse. Hvor jeg ved de forrige sæsoner har nævnt at stort set alle afsnit var meget sammenhængende, går syvende sæson, i hvert fald i starten, tilbage til mere løsrevne episoder. Til gengæld består sæsonafslutningen af ti fuldstændigt sammenhængende afsnit der fungerer som en lang film.
Ray Bradburys novelle A Sound of Thunder hører til blandt hans bedste og mest kendte historier. Den er simpel og gennemslagskraftig om konsekvenserne ved tidsrejser. En oplagt historie at filmatisere, hvilket blev gjort i 2005 af Peter Hyams, der desværre endte som en slem fiasko.
Sjætte sæson af Deep Space 9 er nok det mest kanoniske Star Trek har set, faktisk ligeså sammenhængende som Babylon 5. Så godt som alle afsnit handler om krigen mod the Dominion på en eller anden måde, og sæsonens seks første afsnit er egentlig en lang uafbrudt historie. Det starter ganske dramatisk, da selve stationen bliver generobret af Cardissians og Jem’Hadar, og slutter også dramatisk hvor en af de centrale personer dør.
Femte sæson af Deep Space 9 starter og slutter med bulder og brag, men det endelige slag mod the Dominion fra Alfakvadranten mangler stadig. Ind i mellem sker der en masse andet og i hovedtræk er sæson 5 ligesom sæson 4, en masse så godt som selvstændige afsnit af svingende kvalitet.
Ridley Scotts Blade Runner fra 1982 baseret på Philip K. Dicks roman Do Androids Dream of Electric Sheep er ofte blevet kaldt en af de bedste science fiction film nogensinde. Ikke før nu havde jeg givet den de store tanker, nok grundet i at jeg kun havde set den for mange år siden på en slidt VHS på et monofjernsyn. Det har så sandelig ændret sig efter jeg nu har set den på Blu-ray i “The Final Cut”-versionen. Blade Runner er også kendt for mange forskellige versioner af filmen, men i følge Scott selv er den altså final og jeg synes den virker gennemført.
AFR er en såkaldt mockumentary, hvor man blander fiktion og virkelighed i et dokumentarformat, hvilket giver nogle interessante muligheder til kontrafaktisk historie. AFR blev meget omtalt for et par år siden, grundet dens kontroversielle indhold med at skildre mordet på tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen samtidig med at den viser Anders Fogh som homoseksuel. Politikere har også været ude med riven, fordi interviews med dem er blevet sat ind i filmen helt ude af kontekst. Jeg fandt den på DVD til 20 kr i Tiger, og måtte give den en chance.
I starten af fjerde sæson af Deep Space 9 sker der rigtig meget. Situationen med the Dominion tilspidses, så meget at klingonerne mener de må gøre noget. Det ender med at gå udover Cardassia som bliver invaderet af klingonske styrker, på en noget tynd formodning om at Cardassias regering er styret af changelings. Alliancen med Føderationen bliver brudt. Det sætter den generelle ramme for fjerde sæson, men langt de fleste afsnit er enkeltstående historier, ofte med fokus på personudviklinger.
Den britiske science ficiton film Moon har fået meget ros fra anmelderne og blevet sammenlignet med film som 2001 og Solaris. Det lyder jo lovende.
Første sæson af den legendariske Star Trek serie har uden tvivl historisk værdi, men kan de over 40 år gamle afsnit stadig ses i dag for deres historier? Klart ja! Indtil nu har mit bekendtskab med den originale Enterprise besætning primært været fra de seks film og enkelte afsnit jeg har set på VHS i ringe kvalitet. Der skulle en modernisering til for at fange mig, og det har denne remastered udgave gjort. Ikke nok med at man har forbedret billedkvaliteten enormt, så den faktisk er pænere end i TNG, man har også lavet få opdateringer af de visuelle effekter. Og det uden at ødelægge helhedsindtrykket, for det er ikke superavanceret computergrafik, men hvor det passer fint uden at ødelægge noget. Resultatet er glimrende.