Filmen starter med at vi ser en noget forslået og såret cowboy (glimrende spillet af Daniel Craig) vågne op ude i ødemarken med et fremtidslignende metalarmbånd om håndleddet. Han kan ikke huske hvem han er eller hvor han har været. Han kommer til en halvforladt mineby og som mystiske fremmede revolvermænd nu engang gør i westernfilm, får han sparket lidt til den interne magtbalance i byen. De interne fjendtligheder varer dog kun kortvarigt, for om natten angriber rumvæserne i deres ufoer og snupper et bare tilfældige indbyggere med på vejen. Om morgenen beslutter byens mænd for sammen at ride ud og finde deres familiemedlemmer igen.

I sin essens er det hovedsageligt en westernfilm, hvor mexicanerbanden eller indianerstammen blot er skiftet ud med rumvæsener der sjovt nok også er ude efter guld. Men er man indstillet på at lege med på den tydeligvis useriøse let selvparioderende ide, så kan man skam sagtens blive fint underholdt. Jeg var dog mest underholdt i starten hvor Daniel Craig gør det glimrende som en hårdstlående James Bond fra det vilde vesten. Troværdigheden i de forskellige karakterer holder dog ikke længe og egentlig har de forsøgt at smide for meget unødig baggrundshistorie og sideplots på for mange af dem, hvor man nok havde været bedre tjent med at køre det useriøse overdrev helt ud, og ikke kun 80%. Det er bestemt ikke en dårlig film hvis man er indstillet på hvad man kan forvente, men nyskabende i denne genrecrossover bliver den ikke.

Har man set traileren har man faktisk set hele handlingen. I korte træk følger vi Will, hvis far lider af alzheimers, og han arbejder for et medicinalfirma hvor han er tæt på et gennembrud med en kur mod alzheimers. Præperatet virker ved at reparere på døde hjerneceller, men testen på chimpanser viser også markant øget intelligens. Det udvikler sig så med en chimpanse der bliver lidt for intelligent og ender med at få givet stoffet til andre aber i fangeskab, og oprøret mod menneskene er i gang. Det hænger i det store hele udmærket sammen, selvom der selvfølgelig tages nogen friheder med den videnskabelige proces der virker lige lovlig hurtig og så godt som fejlfri. Det er spændende og medrivende, på trods af at plottet ikke rummer de store overraskelser.
Der smøres tykt med at gøre menneskene til de onde og dem der mishandler dyrerne får i hvert fald som fortjent. De menneskelige karakterer er da også filmens mest flade og kedelige, mens aberne rummer langt mere personlighed og har flere nuancer.

Det er en typisk sommer Blockbuster, så det er fin underholdning uden de store overraskelser, men næppe en film man får behov for at gense.

De fleste historier går væk fra de store moralske og etiske spørgsmål og svære valg, og bliver mere klassisk problemløsning af forskellig karakter. Der er også en del “planet-of-the-week” og det man nok savner mest, er en forbindelse til Star Trek universet som helhed. Det er ny planet og ny race i hvert afsnit. Ikke meget med klingons, romulans, vulcans eller resten af Starfleet – med enkelte undtagelser.
Lad mig nævne de lidt bedre afsnit først. I Day of the Dove bliver Enterprise og en Klingon besætning lokket ind i at kæmpe mod hinanden af en ukendt livsform. Her lærer mennesker og klingons at arbejde sammen, trods fordomme og forskelligheder. The Tholian Web er et klassisk problemløsnings plot når det er bedst. Kirk havner i et udefinerbart rum mellem to paralleluniverser, og bliver først anset som værende død. Udover det interessante detektivarbejde med at finde ud af dette og få Kirk tilbage, giver det også nogle interessante situationer med Spock som fungerende kaptajn, hvor han træffer nogle beslutninger man ikke helt ville forvente i første omgang. Et af sæsonens sidste afsnit, All Our Yesterdays, var også en positiv overraskelse. Her finder besætningen en planet tæt på en sol der er ved at gå nova, hvor hele befolkningen har reddet sig selv ved at rejse tilbage i tiden for at leve resten af deres liv. Spændende koncept, selvom plottet selvfølgelig er gjort lidt mere dramtisk i og med at Kirk havner i en anden tid end Spock og McCoy.

Det er svært at hive enkelte eksempler frem på dårlige afsnit, for det er det generelle niveau der bare er ringere. Enten fejler manuskriptet fuldstændigt med et komplet hullet plot som i The Mark of Gideon eller også har manuskriptet muligvis visse kvaliteter, men udførslen bliver så latterlig at det ikke kan tages seriøst. Jeg kan bare henvise til dette Youtube klip. Ligeledes med afsnit som Let That Be Your Last Battlefield og The Way to Eden der prøver at ramme nogle temaer fra 60′erne, henholdsvis racisme og hippiekulturen, men det er svært at tage seriøst i dag, og jeg tvivler på det er blevet meget bedre modtaget dengang.
Det er velkendt at Spock og McCoy har haft deres små drillerier og uoverensstemmelser, og det kører for så vidt videre, men i That Which Survives prøver at lave noget lignende mellem Spock og Scotty, hvilket bliver til bizar galgenhumor der slet ikke passer til nogen af karaktererne, slet ikke Spock.

Måske vidste man allerede dengang at denne tredje sæson var en lånt gave, og at serien ikke vil fortsætte, og at den var dømt til ikke at blive nogen succes da den blev sendt sent fredag aften. Et tidspunkt der bestemt ikke passede med kerneseernes TV-tider. Det kan også ses på skuespillerne, der ikke virker synderligt engagerede og måske ligefrem keder sig. Hvilket er forståeligt nok, for de har godt nok skulle igennem mange intetsigende episoder.

Tredje sæson af Star Trek bør man selvfølgelig stifte bekendtskab med for fuldstændighedens skyld, men velvidende om at det ikke kan måle sig med resten af seriens bagkatalog.

Udover de nævnte vil jeg blandt andet fremhæve Amok Time hvor man ser mere til Spocks baggrund, A Piece of the Action hvor Enterprise bliver involveret i en gangsterkonflikt som taget ud af 30′ernes USA, The Ultimate Computer hvor en superavanceret computer skal overtage næsten alle opgaver på Enterprise, og A Private Little War der overrasker med at slutte af med den konklusion at visse samfund har brug for krig for at blive bevaret.
Der er dog også afsnit hvor man må tage sig til hovedet og ikke kan tage det helt seriøst. I Bread and Circuses havner Kirk, Spock og de andre i en moderne gladiatorkamp sendt på live tv, og i samme boldgade finder man The Gamesters of Triskelion hvor de havner som slaver på planeten Triskelion, hvor de skal kæmpe gladiatorkampe til ære for the Providers. Assignment: Earth er for så vidt et udmærket tidsrejseplot, hvor de skal sikre at historiens gang går som den skal, men det er lidt underligt at selve tidsrejsen er fuldkommen uproblematisk. Det stemmer ikke helt overvens med resten af Star Trek-universet. Og endelig kan man ikke lade vær med at grine af Who Mourns for Adonais? hvor en kvindelig officer bliver helt forgabt i et væsen på en planet der giver sig ud for at være den græske gud Apollo. Mere generelt så er jeg også ved at være lidt træt af, at hver gang Kirk er i samme rum som et hunkønsvæsen i bare et minut, skal der opstå lidt romantik i luften.

I det hele er kvaliteten af de fleste afsnit dog stadig høj, med mange forskellige slags klassiske science fiction elementer, selvom visse afsnit ikke har ældet særligt godt.

Ca. 150 år ude i fremtiden er Jorden blevet så overbefolket at man er begyndt at søge efter nye planeter. Et koloniskib sendes ud på en 123 år lang rejse til planeten Tanis, i håb om at menneskeheden kan starte påny der. Filmen starter med at to astronauter vågner op fra hypersøvn, der er meget desorienterede om hvor de er og hvad der foregår. Der er tydeligvis gået noget galt. Skibets reaktor virker ikke og der er ingen tegn fra den øvrige besætning. Som seer er man ligeså uvidende om hvad der foregår som besætningen, men små brudstykker dukker op undervejs. Og de er bestemt ikke alene på skibet.

Der er for så vidt nogle gode idéer anvendt her med et overraskende plot ikke ulig fx Non-Stop, men desværre ender det for meget i en monster Alien-lignende horrorfilm. Det er jo en smagssag, men jeg synes den omkringliggende science fiction ramme trods alt var mere spændende. Filmens titel henviser til en psykisk lidelse astronauter i filmen kan blive ramt af efter lang tids ophold i det tomme rum. Det sammen med det øvrige plot kunne i sig selv have været en udmærket spændende film, og at de skal jages af uforklarlige monstre mens de prøver at finde ud af hvad der foregår virker overflødigt. Filmen ender med at stå med et ben i hver sin subgenre, uden at nogen af dem fungerer særligt godt, selvom den dog har visse seværdige elementer.

Med opdagelsen af ormehullet er stationen blevet af langt større strategisk betydning for Føderationen, så udstationeringen bliver mere permanent for besætningen nu. Gammakvadranten bliver udforsket mere og det bliver så småt klart, at nogen der kalder sig for The Dominion lader til at styre den del af galaksen med hård hånd. Bajor er stadig politisk turbulent og udvælgelsen af en ny religiøs leder giver også problemer. Samtidig bliver vi bekendt med terroristgruppen The Maquis, der stadig ser lejlighed til at bekmæmpe the Cardassians.

Men disse centrale ting for hele serien udspiller sig i en håndfuld afsnit i sæsonens start og slut, mens meget af det øvrige er fyld hvor man med mindre held forsøger sig med den klassiske Star Trek-formel. Der er heldigvis også gode undtagelser, som fx Blood Oath – en fantastisk historie om klingons og deres ære, der samtidig viser interessante sider af Dax. Der er selvfølgelig også mirror universe afsnittet Crossover, hvor vi for første gang ser det alternative mere ondskabsfulde Star Trek- univers i Deep Space 9.
Selvom serien som helhed først for alvor blev god fra sæson 4 og frem, så er der stadig masser af kvalitet i en god del af de i alt 26 afsnit, og stadig bedre end de første par sæsoner af TNG, der havde langt flere missere.

Den første bemandede mission til Mars ender galt. Rumkapslen styrter ned, kaptajnen dør men resten af besætningen overlever. De kan dog ikke komme hjem og en redningsekspedition vil tage flere år om at nå frem. Det kunne lyde som formlen til et dårligt Hollywood-drama, men det er det langt fra. Filmen er hvad jeg vil betegne som et langt mere realistisk og troværdigt bud på hvordan professionelle astronauter vil reagere i sådan en situation. De forholder sig koldt, nærmest kynisk, til realiteterne. Kun to kan overleve med de resurser de har, de tre andre må tage en lille gåtur udenfor – som de selv formulerer det. Der er ikke heroiske øjeblikke med nogen der vil ofre sig eller store armbevægelser når den første person træder ud på overfladen af Mars. Det udvikler sig selvfølgelig også lidt over i en god science fiction historie, lidt i samme dur som de to andre Mars-film jeg nævnte, men på en måde jeg langt bedre kunne lide.

Det er klart at filmen er lavbudgets b-film med ukendte skuespillere. Der er ikke de store effekter at skrive hjem om, og man kan også udpege et par tekniske og videnskabelige fejl og mangler. Men historien og stemningen holder. Vi ser intet til hvad der sker på Jorden, og fornemmelsen af virkelig at være strandet på en anden planet kommer godt igennem.
Så hvis man stadig savner en god seriøs moderne Mars-film, og kan indstille sig på at det er en billig produktion, er Stranded et forsøg værd.

Året er 2015 og vi følger familemanden Adam Gibson i en fremtidsverden hvor det er muligt at klone sin kæledyr, bilerne kører automatisk og køleskabene er intelligente. På hans fødselsdag vender han hjem fra arbejde, men ser at fødselsdagen allerede i gang med ham indenfor. Det bliver hurtigt klart at han er blevet klonet, på trods af at det ellers kun burde være muligt at klone dyr. Der er blevet begået en fejl og nogen prøver at slå ham ihjel, hvilket Arnold selvsagt ikke vil finde sig i. Men hvem er klonen og hvem er originalen?

Man bør ikke ligge for meget i denne film, for den er ikke særligt seriøs, selvom der ellers bliver forsøgt at lege med nogle interessante problemstillinger omkring mennesker og kloner, men et langt stykke af vejen er filmen blot en undskyldning for at lege med laservåben og diverse fremtidsgadgets. Der er lidt Total Recall over det, men forvent ikke noget af samme kaliber. Filmen kan ses en gang, men næppe mange gensyn værd.

Filmen låner både fra det originale værk af H.G. Wells og fra Orson Welles’ radio hørespil, men sat til hvad der på filmens tidspunkt var nutiden i Californien. Her falder der tilsyneladende en meteorit ned nær en mindre by, som selvfølgelig viser sig at være en rumkapsel fra hvad der egentlig blot antages at komme fra Mars, fordi Mars angiveligt var ret tæt på Jorden på det tidspunkt. Det bliver ret hurtigt klart at de er alt andet end fredelige, da man konstaterer at lignende rumkapsler er faldet ned over hele kloden og begyndt at ødelægge alt på sin vej med dødsstråler.

Jeg blev overrasket hvor flot filmen ser ud selv efter næsten 60 år. Flotte farver, klart billede, masser af lydeffekter som sidenhen er blevet genbrugt utallige gange i andre film, og special effects der slet ikke er så slemme som man kunne frygte. Særligt maskinerne fra Mars ser enormt flotte ud. Med en længde på en time og tyve minutter, hvilket er forfriskende kort, kommer handlingen hurtigt i gang og ikke en scene virker overflødig. Det er også klart at der egentlig er tale om en storfilm med et pænt budget, hvilket bliver særligt tydeligt til sidst hvor Los Angeles bliver lagt i ruiner.

På DVDen finder man blandt andet en rigtig interessant halv time lang dokumentar om filmens tilblivelse, med blandt andet nogle af skuespillerne og effektfolkene; en kort dokumentar om H. G. Wells samt to kommentarspor med filmeksperter og skuespillere, men disse består hovedsageligt af namedropping.

Jeg vidste godt denne film var en klassiker og generelt rost meget, men den overraskede alligevel meget positivt, for den er bestemt ikke bare interessant af rene historiske grunde, men fungerer glimrende som en god og spændende film, og uendeligt meget bedre end det nyere makværk med Tom Cruise.

Satiren går denne gang løs på miljøaktivister, feminister og hensynsløse forretningsfolk, men i selve plottet aner jeg også en satirisk vinkel på space opera genren. Amys far, Leo,har planer om at bygge universets største minigolf. Han mødes med stor vrede fra en gruppe feministiske miljøaktivister, der ikke vil acceptere at han ødelægger stjerner, planeter og truede racer med sin hensynsløse byggeprojekter. Leela slutter sig til denne gruppe og bliver hurtigt deres leder, eftersom hun faktisk tager sagen mere seriøst end de øvrige tøser, der egentlig helst bare vil have en undskyldning for at male skilte og råbe i megafon. Oveni alt dette, så kommer Fry ud for en ulykke der gør at han kan læse tanker. Han begynder at gå med sølvpapirshat for at lukke tankerne ud og bliver kontaktet af en hemmelig loge kaldet Legion of Mad Fellows. De fortæller om storslåede galaktiske krige for æoner tilbage mellem the Encyclopods og the Dark Ones, og at en af de stjerner som Leo planlægger at ødelægge for sin minigolf bane, er gemmested for den eneste overlevende Encyclopod i universet og det er kun ham alene der kan stoppe katastrofen.

Det kan lyde omfattende og der sker så sandelig også mange ting på en gang, men dog med en klar bedre end rød tråd end før. Satiren bliver egentlig skåret for meget ud i pap, men at den tager pis på alle gør det fornøjeligt alligevel. Det er ikke bare forretningsmænd og deres rovdrift på naturen der står for skud, men også aktivisterne og deres tilgang til at være med i en protestgruppe. At Fry kommer med i en hemmelig klub og begynder at gå med sølvpapirshat, synes jeg også rammer helt plet med den type historier hvor skæbnen har bestemt at en mand eller kvinde er udset til noget ganske særligt her i universet.
Udover disse overordnede satiriske linjer, er den almindelige humor også bare bedre. Jeg grinede mere over Benders eskapader og grove opførsel, de utallige små detaljer der varer et halvt sekund, og som er sjove lige der, men ikke hvis man tænker for meget over dem.
Into The Wild Green Yonder er alt i alt en hæderlig afslutning på Futurama-serien.