Af de løsrevne episoder var der både hittere og missere. En af de gode var Badda-Bing Badda-Bang som er en ren holosuite episode, som The Next Generation havde mange af, hvor hele seniormandskabet udtænker et snedigt kup mod et Las Vegas kasino. Jeg synes dog ikke et andet holosuite afsnit, Take Me Out to the Holosuite, hvor Sisko samler alle til en omgang baseball mod nogle Vulcans, fungerede særlig godt. Et andet godt afsnit er Prodigal Daughter, som både fortæller en masse om den nye Dax karakter, men også om den mystiske kriminelle organisation Orion Syndicate. De øvrige afsnit handler stort set alle sammen om hvordan situationen for Føderationen bliver værre og værre. The Dominion allierer sig med de stort set ukendte, men meget våbenslagkraftige Breen, der er interne problemer med klingonerne og alle lider det ene blodige nederlag efter det andet. Et hav af subplots sættes i værk. Nye kærlighedsforhold indledes, Ferenginar gennemgår en politisk revolution, Cardassians oplever hvordan det er et være et undertrykt folk, og Kira viser vejen til en modstandsbevægelse. Og Section 31 er på spil igen. Jeg synes egentlig det bliver lidt for meget, især hen imod slutningen. Nogen af disse subplots, særligt Kiras samarbejde med the Cardassians, kunne godt have brugt mere tid, mens andre virkede som forhastede parenteser. Dog er det stadig den mest episke afslutning i Star Treks historie, og man får set afsnittene langt hurtigere end ved de andre serier, fordi man ikke bare lige kan tage en enkelt bid af handlingen hist og her.
Sæson 1 og 2 er ikke blevet omtalt her på bloggen, så dem vil jeg prøve at gense, og sikkert i et helt andet lys, nu man har hele serien i hovedet.

Udgangspunktet følger novellen ganske godt. Det er år 2055 og firmaet Time Safari tilbyder, som de eneste, rejser tilbage til dinosaurenes tid hvor man kan få lov til at dræbe en Tyrannosaurus Rex. Der er dog meget strenge regler for at man endelig ikke må ændre noget i fortiden. Derfor går man på en kunstig vej i junglen, skyder kun på et dyr der alligevel ville være død få minutter senere, og man må under ingen omstændigheder træde uden for den kunstige vej eller tage bare så meget som et gram med hjem. Det går selvfølgelig galt og tidslinjen har ændret sig. Her stopper novellen, hvor filmen tager det flere skridt videre. Virkningen er ikke øjeblikkelig, men kommer i bølger – tidsbølger, der på ægte speciel effect vis skylder som en tsunami indover storbyen. Først ændres klimaet, derefter begynder gigantiske planter at skyde op alle vegne, dyrene ændre sig osv. Forklaringen er at evolutionen har ændret sig, og alt efter hvor højt udviklet livsformen er, vil den ændre sig i bølger. Mennesket kommer til sidst. Filmen udvikler sig altså til en regulær katastrofefilm, hvor heltene skal finde en måde at rette op på tidslinjen igen.

Filmen kunne egentlig godt have haft potentiale, og udvidelser af den originale novelle var ikke dårlige, for ellers var det nok blevet en kortfilm. Det går bare galt på så mange måder. At skuespillet er så elendigt som man nu kan forvente det er acceptabelt, men speciel effectsene er virkelig mange gange under lavmålet for en film fra 2005, selv for en film med et budget på “kun” 80 millioner dollars. Stort set alle baggrunde og udendørsscenarier er lavet med skuespillere der står foran en bluescreen med halvdårlig computergrafik i baggrunden. De forskellige monstre er acceptable, men heller ikke på højde med standarden. Og i følge en anmelder på IMDb er der en mulig god forklaring på dette.
Selvom tidsrejser i forvejen er ude på det videnskabelige overdrev, så er forklaringen med tidsbølger der ruller evolutionen over i den nye tidslinje simpelthen for langt ude. At gøre det på den måde virker også unødvendigt, for der kunne sikkert godt have kommet en ganske interessant film ud af egentlig bare at køre historien videre fra hvor novellen sluttede, hvor samfundet er ændret på en række større og mindre punkter, men uden det dommedagscirkus.

Men okay, for en halvanden times underholdning kan den da gå an. Alle klichéer bliver overholdt og om ikke andet kan man da grine af det.

Det som der har været bygget op til de sidste par sæsoner, den truende krig mod the Dominion fra Gamma Kvadranten, bryder nu endelig ud. Og det er for alvor noget der presser Føderationen i knæ. De er konstant i forsvar, lider store tabstal og selvom klingonerne støtter dem, så har andre kraftfulde magter som Romulanere og Cardassianere indgået alliancer med the Dominion. Men ormehullet til Gamma Kvadranten er lukket, så der kommer ikke nye styrker til. Føderationen har aldrig været så presset før i Star Treks historie, og vi ser også nogle af de knapt så pæne sider af den. Fx i In the Pale Moonlight hvor Sisko bruger ret så uetiske metoder for at vinde sig en fordel i krigen eller i Inquisition hvor den hemmelige enhed Section 31 introduceres. Der er dog også tid til lidt mere humørfyldte afsnit, som One Little Ship hvor en runabout bliver formindsket til kun 10cm størrelse eller You Are Cordially Invited… hvor vi ser hvordan en klingon polterabend fungerer.

Alt i alt endnu en fantastisk Star Trek sæson, der er unik i hele franchisets historie, hvor det hele ikke er så pænt, fredeligt og etisk korrekt længere. Men mon ikke det ender lykkeligt i den sidste sæson alligevel.

Sæson 5 står i kærlighedens tegn. Der er adskillige romancer og jeg tror ikke nogen af de andre Star Trek serier har ladet så seriøse kærlighedsforhold udspille sig, hvor det strækker sig over mange afsnit, endsige hvor personerne udvikler sig så meget samtidig. Det hele sker altså ikke på en gang i et afsnit, men strækker sig som små sidehistorier hele sæsonen igennem. Worf og Jadzia har noget kørende, Rom og Leeta fumler lidt med deres følelser for hinanden, og Odo og Kira prøver at holde igen. For resten af persongalleriet er det stærke venskaber der knyttes. Bashir og O’Brien, Garek og Ziyal, og på deres egen firnulige måde – Quark og Odo. Alt dette står selvfølgelig i skærende kontrast til den krigsstemning der så småt er ved at tage over. Men helt generelt har serien et noget mørkere og knapt så positivt skær over sig i forhold til hvad Star Trek normalt har. Det foregår ikke i hjertet af den godt beskyttede Føderation og alle ubehagelighederne bliver ikke spolet tilbage i hvert afsnit. Jake Sisko oplever krigens grusomheder på egen hånd i …Nor the Battle to the Strong og Kiras venner bliver myrdet en for en i The Darkness and the Light. Den slags historier var aldrig gået i The Next Generation.

Hvad angår kvaliteten af de enkelte afsnit synes jeg sæson 5 ligger lidt lavere end sæson 4, men der er ingen direkte dårlige afsnit, kun nogen der falder lidt igennem på et par punkter. Det er fx The Ascent hvor Odo og Quark kæmper for at overleve på en barsk planet, som lider under det problem at man godt ved hvordan det ender. Eller Children of Time hvor det meste af seriens hovedpersoner strander på en planet og møder hvad der vil blive deres efterkomme 200 år senere, som selv for Star Trek går for langt væk for hvad man kan tillade sig af logiske plothuller. Der er dog også et af alle tiders bedste og mest berømte Star Trek afsnit – Trials and Tribble-ations, hvor Deep Space 9 besætningen havner tilbage på Kirks tid og indgår direkte i det klassiske afsnit The Trouble With Tribbles. Et andet fantastisk afsnit er Things Past hvor Kira, Sisko, Odo og Garek også havner tilbage i tiden hvor Deep Space 9 var under ledelse af Cardassia og i krig med Bajor.

Der sker meget og ingen af personerne er de samme som i starten af sæsonen. En type af personudvikling man heller ikke ser i de andre serier, og jeg går med store forventninger videre til sjette sæson.

Filmen behøver man nok ikke sige så meget til. De fleste kender den og har man ikke set den, er der ingen grund til at vide for meget. I hovedtræk følger vi detektiven Deckard, som skal fange nogle bortløbne androider der har fået lidt for meget selvbevidsthed. Det finder sted i et dystopisk Los Angeles anno 2019, hvor det tilsyneladende regner hele tiden.
Først og fremmest både ser og lyder filmen fantastisk i HD-kvalitet. Musikken er afdæmpet elektronisk og stemningsfuld, med den næsten altid silende regn i baggrunden. Filmen er generelt meget mørk, hvilket kan give grynethed i billedet, men det står ganske flot her. Der er sikkert et hav af kloge filosofiske analyser af filmens plot, som man sikkert kan finde andetsteds, men det jeg godt kunne lide ved Blade Runner var at den var temmelig afdæmpet i sit science fiction præg. Mange science fiction film gør ofte en masse ud af at vise hvor fremtidsagtig og hightech det hele er. Her har vi en mere troværdig verden på mange måder, hvor gammelt blandes med nyt. Vel nok er der flyvende biler, men de bliver bare en naturlig del af miljøet og ikke kastet op i skærmen som filmens midtpunkt. Skuespillet er også noget for sig og med et helt specielt persongalleri. Den lidt indelukkede Deckard, Tyrell med de store ambitioner, den nervøse J. F. Sebastian, den skumle Gaff og alle de andre sære typer. Jeg kan ikke tage stilling til de mange versioner af filmen, men denne final cut er i hvert fald uden voiceover og uden “driving into the sunrise”-slutning, og det gør det selvfølgelig til en meget åben film med masser af små detaljer man kan gense filmen for.

Af ekstramateriale er der udover tre kommentarspor, som jeg ikke har brugt tid på, den næsten fire timer lange dokumentarfilm fra 2007 Dangerous Days: Making Blade Runner og den viser virkelig hvor vidt omkring man kan komme om en films tilblivelse, ved at give tid nok til det. Det er ikke den sædvanlige omgang selvrosende og selvforherligende interviews ekstramateriale ofte er fyldt med, nok blandt andet pga. den er lavet næsten 25 år efter og folk dermed har fået det hele på afstand igen og derfor kan være ærlige. Vi hører om alle problemerne med det første manuskript, der oprindeligt havde titlen Dangerous Days, til valg af skuespillere, udfordringer med tidspres og budgetoverskridelser, utilfredse medarbejdere, og ikke mindst det kontroversielle voiceover. De mange forskellige cuts af filmen bliver selvfølgelig også grundigt gennemgået. Vi hører om slettede scener og idéer. Instruktøren, skuespillere, producere, effektfolk, manuskriptforfattere, stuntmænd og mange andre der har haft både en stor eller lille rolle i filmens tilblivelse, er blevet interviewet. Der er mange overraskende oplysninger der kommer frem frem, fx var Ridley Scott på et tidspunkt tæt på at blive fyret, og det har generelt næppe været en god oplevelse for alle hele vejen igennem. Alene for den dokumentar er udgivelsen værd at købe.

Selve mordet på Anders Fogh fylder egentlig ikke nær så meget som jeg havde troet. Størstedelen er også skuespil og fiktion, og kun en mindre del består af virkelige optagelser. Udgangspunktet er selvfølgelig mordet på Anders Fogh, men filmen fortæller baggrundshistorien dertil og får skabt denne fiktive hemmelige elsker Emil, som er hovedmistænkt for mordet. Emil beskrives som anarkist med rødder i BZ-bevægelsen, biseksuel og en der drikker for meget. I hemmelighed bliver Anders Fogh og Emil dybt forelskede, men det er ikke det eneste vilde påfund filmen laver. Politisk begynder Anders Fogh også at ændre sig, han sætter sig for at ville redde Afrika og går direkte imod sine egne partifæller. Overraskende nok ligger det interessante slet ikke i mordet statsministeren, men i en helt alternativ personkarakteristik af manden og hans politiske visioner.

Kort sagt var filmen ikke hvad jeg forventede. Jeg troede faktisk slet ikke den gik så vidt med alternativ historiefortælling, og den ligger altså mest ovre i grøften af ren fiktion end blot manipuleret dokumentarfilm. Dog kunne udførelsen godt have været bedre. Den er først og fremmest temmelig kedelig i starten, hvor det først er til sidst når fiktionen tager godt over, at det bliver interessant. Skildringen af den fiktive Emil er ganske gennemført, men den alternative Anders Fogh virker ikke helt overbevisende. Man har taget for meget fra virkeligheden om ham, og det fiktive bliver der simpelthen brugt for lidt tid på til at det virker overbevisende. Idéen er ellers god. Filmen er meget unik og kan sagtens ses i hvert fald en gang, men stærkt politisk provokerende er den altså heller ikke. Det fiktive er så dominerende, at det virker forceret at prøve at give den troværdighed som dokumentar.

Jeg begyndte fjerde sæson med en forventing om flere sammenhængende afsnit, men overraskende nok var det sæsonens mange fremragende enkeltstående afsnit der var de bedste. Som nævnt er mange af afsnittene skrevet til en bestemt figur, herunder også mange af de mindre roller som fx ferengien Rom, cardassianen Dukat eller den tekniske officer O’Brien. Det er i glimrende afsnit som Indiscretion hvor vi får nogle interessante afsløringer om Dukats personlige liv, Bar Association hvor Rom starter en fagforening op i protest mod Quarks urimelige ansættelsesvilkår, eller afsnit som The Quickening og Hippocratic Oath hvor Dr. Bashirs meget selvsikre stil og tro på egne medicinske evner kommer på prøve. Worf udvikler sig også meget både som officer og som klingon, særligt i dobbeltafsnittet The Way of the Warrior og Sons of Mogh hvor hans egen bror beder om at blive dræbt. Det gode er at det er ændringer hos personerne der strækker sig udover det enkelte afsnit, så selvom sæson 4 består af langt flere enkeltstående afsnit, bliver det alligevel kontinuerligt. Det lykkedes dog ikke altid lige godt. Blandt andet i Hard Time hvor O’Brien bliver udsat for 20 års fængsel, men det hele var en simulation der i virkeligheden kun tog et par timer. En oplevelse der uden tvivl vil ændre ham for altid og afsnittet i sig selv er glimrende, men i efterfølgende afsnit er O’Brien igen helt sig selv.
Mit største problem ligger dog hos kaptajn Sisko. Han kan aldrig blive en ligeså helstøbt og karismatisk kaptajn som Kirk eller Picard, men helt generelt finder jeg figuren ganske kedelig og synes heller ikke skuespilleren Avery Brooks gør det særlig godt. Han fylder heller ikke så meget i mange afsnit, hvor både Kirk og Picard meget ofte spiller en central rolle. Det opvejes dog klart af det øvrige persongalleri i serien der alle gør det glimrende, og hvor manuskriptforfatterne formår at få vist noget nyt hos nogen af dem hver gang. Men egentlige frontfigurer lader serien ikke til at have på samme måde som de andre serier.

Alt i alt må jeg sige at sæson 4 nok rummer nogen af de bedste enkeltstående afsnit indtil nu i Deep Space 9 serien, men konflikten med the Dominion rykkede sig meget lidt. I hvert fald direkte med dem, for vi ser i denne sæson hvor stor deres indflydelse på begivenheder er og dermed hvordan de uden selv at gøre ret meget, kan få svækket deres modstandere betydeligt. Det bliver spændende at følge.

Man kan ikke fortælle for meget af plottet uden at ødelægge oplevelsen, for den skal ses uden at vide for meget på forhånd. Men den grundlæggende præmis er at på Månen har man fundet ud af, at man kan indsamle en bestemt slags helium som fungerer som en glimrende energikilde. På Månen er etableret en base og nogle høstmaskiner der samler dette helium ind og automatisk sender containere med det tilbage til Jorden. Basen behøver kun en ansat og det er ham filmen følger, ja faktisk stort set er det den eneste person i hele filmen. Filmen starter efter Sam Bell, som han hedder, har været på basen i næsten 3 år. Han regner derfor med at han snart kan vende hjem.

Efter horrible film som Avatar og diverse miljøkatastrofefilm, er det rart at se at der stadig kan laves seriøse science fiction film, hvor plottet er bygget op omkring et gennemtænkt novum og det behøver ikke være en heroisk actionfilm. Jeg vil gå så langt og kalde Moon for den bedste science fiction film siden Contact. Sammenligningerne med 2001 og Solaris er rimelige nok, men den bringer altså også noget nyt med og er langt fra bare en hyldestfilm til fortidens måde at lave science fiction film på. Det er måske ikke direkte hard sf, man vil endda nok kunne udpege en række videnskabelige fejl som fx at der ikke er taget højde for Månens markant mindre tyngdekraft, men plottet er mere håndgribeligt og i det hele taget bare mindre “syret” end i fx 2001. Jeg vil heller ikke sige det er en psykologisk film om ensomhed, hvor det hele handler om Sams mentale tilstand – som den er blevet beskrevet nogen steder, for selvom der sker underlige ting undervejs, forklarer filmen det hele ganske rationelt.

Selvom filmens idéer næppe bringer det store nye til genren som helhed, er det ganske enkelt bare en fornøjelse endelig at se en film med hvad jeg vil kalde et rigtigt science ficiton plot, og ikke blot et trivielt filmplot der kunne være sat i hvilken som helst ramme.

Det der mest slog mig ved at se de i alt 29 episoder plus 2 piloter, var hvor godt fokus der var på at fortælle en historie. Gode science fiction historier vel at mærke. På et helt andet niveau end de nyere serier. De enkelte afsnit står meget mere alene, da hele Star Trek universet ikke er bygget op endnu. Det er ofte helt klassiske science fiction plots i stil med dem man så i noveller fra 40′erne og 50′erne, hvilket ikke er så mærkeligt når man også ser navne som Theodore Sturgeon som manuskriptforfatter og afsnittet Arena er direkte baseret på en novelle af Frederic Brown. Det fungerer godt at de enkelte afsnit er isolerede moralske problemstillinger med et nyt fænomen eller en ny livsform næsten hver gang, i modsætning til de nye serier hvor det hele også er en del af en større interstellar konflikt. Det er afsnit som A Taste of Armageddon og The Devil in the Dark der fungerer godt hvad det angår. Man ser også at serien har meget mere entydig fokus på Kirk, Spock og McCoy. De er seriens hovedpersoner og ingen andre, hvor de senere serier ofte skiftede rundt mellem personerne og med selvstændige handlingsforløb. Forholdet mellem de tre er virkelig interessant og jeg blev især imponeret over Shatners og Kelleys skuespilpræstationer. Serien blev bedre i de senere afsnit, hvor der faktisk ikke er et eneste dårligt afsnit. De første par stykker var derimod lidt underlige, og tydeligt at se at både skuespillerne og serien som helhed skulle finde sig selv. Der er en del afsnit med det grundlæggende plot om en mand der får en form for superkræfter, som så skal stoppes. Ikke fjernt fra den type plots man så i 30′ernes pulp. Men alt efter afsnit 10 eller deromkring er glimrende, hvor Kirk gang på gang på træffe nogle svære moralske beslutninger, uden altid at kunne trykke på reset-knappen. Et af de mest kendte eksempler på det er nok The City on the Edge of Forever.

Ekstramaterialet på denne DVD-udgivelse er lidt blandet. Fra det komplet ligegyldige om Shatners hesteranch til den næsten 2 timer lange dokumentar Beyond the Final Frontier, der er den sædvanlige selvrosende omgang fra skuespillere og producere, primært med fokus på en stor auktion over en masse genstande fra seriens 40 årige lange historie. Men udgivelsen kan kun anbefales, både til folk der ikke har set serien før, men også til folk der har, fordi den forbedrede billedkvalitet og de nye visuelle effekter kun gør oplevelsen bedre.

Filmen har to i begyndelsen uafhængige historier. Prisen på dark matter brændstoffet til rumskibe er gået i vejret, i følge monopolproducenten Mom fordi det er blevet mere sjældent. Professor Farnsworth bliver irriteret over de høje priser og beslutter sig en gang for alle at ville stoppe Mom og hendes produktion af brændstoffet. Han har nemlig en fortid med hende, det var faktisk ham der opdagede energikilden, og har en måde at stoppe det hele på. I mellemtiden er robotten Bender blevet bidt af Dungeons & Dragons, i en sådan grad at han ikke kan skelne fantasi fra virkelighed og han ryger på et sindsygehospital for robotter. De to plotlinjer kommer til at hænge sammen, og det er ikke helt langt ude (i Futurama-standard).

Historien fungerer faktisk okay, men humoren fungerer ligeså dårligt som i The Beast With A Billion Backs. Både fordi det meste stadig er løsrevne åndssvage overdrevne tåbeligheder og forsøget på at lave en parodi på Ringens Herre filmene lykkedes heller ikke. Det bliver bare til intetsigende tumpede gentagelser af scener fra filmene, uden nogen kant eller unik skæv vinkel.
Selvsagt har jeg ikke længere gode forventinger til fjerde og sidste film Into the Wild Green Yonder, men den skal nok blive set ved lejlighed.