Interstellar sysctl

Den tredje Futurama film er en anelse bedre end den anden, men dette er mest fordi historien her er mere sammenhængende og knap så rodet. Det er bare stadigvæk ikke særlig sjovt.

Filmen har to i begyndelsen uafhængige historier. Prisen på dark matter brændstoffet til rumskibe er gået i vejret, i følge monopolproducenten Mom fordi det er blevet mere sjældent. Professor Farnsworth bliver irriteret over de høje priser og beslutter sig en gang for alle at ville stoppe Mom og hendes produktion af brændstoffet. Han har nemlig en fortid med hende, det var faktisk ham der opdagede energikilden, og har en måde at stoppe det hele på. I mellemtiden er robotten Bender blevet bidt af Dungeons & Dragons, i en sådan grad at han ikke kan skelne fantasi fra virkelighed og han ryger på et sindsygehospital for robotter. De to plotlinjer kommer til at hænge sammen, og det er ikke helt langt ude (i Futurama-standard).

Historien fungerer faktisk okay, men humoren fungerer ligeså dårligt som i The Beast With A Billion Backs. Både fordi det meste stadig er løsrevne åndssvage overdrevne tåbeligheder og forsøget på at lave en parodi på Ringens Herre filmene lykkedes heller ikke. Det bliver bare til intetsigende tumpede gentagelser af scener fra filmene, uden nogen kant eller unik skæv vinkel.
Selvsagt har jeg ikke længere gode forventinger til fjerde og sidste film Into the Wild Green Yonder, men den skal nok blive set ved lejlighed.

James Camerons nye film har været længe undervejs og længe ventet. Hele 12 år skulle den have taget at lave og over en milliard kroner brugt i processen. Den er blevet rost i anmeldelser for især den visuelle side og er både blev kaldt for årets science fiction film, årets bedste film og den bedste film nogensinde. Den er ingen af delene. For science fiction fans er der ikke det store at komme efter og jeg synes mest af alt filmen virker som en underlig blanding af Ringenes Herre, Transformers og Pocahontas.

Handlingen er yderst banal, bygger på et væld af klichéer, med en total unuanceret god og ond side, og et klokkeklart moralsk budskab. Året er 2154 og på månen Pandora i Alpha Centauri-systemet findes et særligt mineral, kaldet unobtanium, der er overordentlig værdifuldt – 20 millioner dollars pr. kilo. Pandora er dog befolket af et blåt humanoidt jægerfolk kaldet na’vi og de bor uheldigvis lige ovenpå den største forekomst af unobtanium. Na’vierne skal derfor selvsagt “overtales” til at flytte og her kommer filmens novum ind i billedet – avatarerne. Man har lavet nogle kunstige kloner af disse na’vier og et menneske kan så fjernstyre sin na’vi avatar via en direkte neural opkobling af en slags. Tidligere marinesoldat Jake Sully bliver mere eller mindre tilfældigt indlemmet med sin avatar i na’viernes klansamfund og skal lære at leve ligesom dem. Under den proces skifter han sine sympatier og synes nu ikke længere det er så rimeligt at menneskene bare kommer og tromler disse indfødte ned, for at få fat i et eller andet mineral. Hans overordnede, en stereotyp krigskommandant bliver træt af forsøg på fredelig dipliomati og vil nu bare bombe na’vierne ud af deres træer. Na’vierne får selvsagt en hård kamp mod missiler og kamprobotter, da de selv kun har bue og pil, men de har hjemmebanefordelen.

Jeg så filmen i 3D og som alle anmeldelser også er enige om, er det en fantastisk flot oplevelse. Effekten fungerer godt uden at det bliver for meget med tusind ting der flyver rundt om ørerne på en. Der tilføjes en tilpas dybde i billedet og efter en 10-20min virker det helt naturligt at kigge på. Visuelt er filmen også som man kunne forvente – farverigt og overvældende. Pandora-verdenen er enormt flot lavet og filmen giver selvfølgelig rig lejlighed til at imponere biografgængerne med overflyvninger og store panoramabilleder af landskabet. De blå na’vi-folk er ligeledes flot animerede og meget naturtro. Betagelsen varer dog ikke ved, for der er ikke mange nye billeder undervejs. Særligt farvevalget bliver ensformigt. Hvis det ikke er enten lilla eller turkis, er det selvlysende.
Nu kan man nok ikke forvente de store nuancer eller brud med klichéer fra storbudgets Hollywood-film og da slet ikke fra James Cameron, men det er overflodet af disse elementer der ødelægger filmen delvist. Moralen bliver skovlet ind i publikum, der er absolut ingen tvivl om hvem man skal holde med, skurken er langt mere usympatisk og endimensionel end han behøver at være og værst af alt er handlingen håbløs forudsigelig fra start til slut.
Den kan ses for den visuelle biografoplevelse, hvis man parkerer hjernen derhjemme, men det bliver næppe en film man har lyst til at se flere gange derhjemme når den kommer på DVD.

Hvor jeg morede mig godt under den første Futurama-film, Futurama: Bender’s Big Score, skuffer denne i meget stor grad. Der er ingen sammenhængende ordentlig historie, den vælter fra den ene yderlighed til den anden uden videre og består stort set kun af en lang række løsrevne halve morsomheder.

Et plot er ikke rigtigt til at gengive. En sprække i rummet viser sig over Jorden og bliver i bedste Star Trek stil betegnet som en “space anamoly” som skal undersøges. I starten bruges der dog mest tid på andre handlingsforløb med Frys kærlighedsliv og Bender’s optagelse i the League of Robots. Revnen viser sig dog at være en åbning til et andet univers og derfra kommer et tentakelmonster som invaderer Jorden. Det hele falder selvfølgelig på plads undervejs, men det virker virkelig som om manuskriptforfatterne har fundet på plotudviklingen undervejs, for handlingen springer rundt fra det ene punkt til det anden i et virvar af diverse jokes og vanvittige forløb. Jeg grinte meget lidt, hvilket ikke bør være tilfældet for Futurama.
Selv Futurama-fans burde ikke investere i The Beast With A Billion Backs. Æv altså.

Når en ny science fiction film roses fra alle kanter og udråbes til den bedste science fiction film i mange år, bliver man både glad og lidt skeptisk, for der er desværre alt for langt mellem de gode originale science fiction film. Kan det nu være rigtigt? Jeg kan kun følge trop og skrive et rungende JA! Det er virkelig noget af det bedste science fiction filmgenren har set længe og det ligner bestemt ikke noget man har set før.

Filmen er lavet i delvist dokumentarisk stil, der viser forløbet hvordan et rumskib for 28 år siden manifesterede sig over Johannesburg i Sydafrika og man efter noget tid uden kommunikation, besluttede sig for at bryde ind i skibet. Derinde fandt man rumvæsener i en sørgelig forfatning. Udsultede og svage. Efter nogle måneder etablerer de sig i en lejr i Johannesburg der får navnet District 9, og området udvikler sig til ussel slum og rumvæsenerne lever i et hårdt miljø som hjemløse flygtninge. Den egentlige handling begynder i nutiden da MNU, organisationen der står for kontrollen med distriktet, vil flytte alle rumvæsenerne til en nyopført teltlejr uden for storbyen og derfor skal indsamle “underskrifter” fra alle rumvæsenerne om at de må gøre dette. Under aktionen bliver indsatslederen Wikus van der Merwe sprøjtet i ansigtet af en væske fra en cylinder han konfiskerer fra et af rumvæsenernes skur. Over nogle timer får han det temmelig skidt og bliver indlagt på hospitalet. Det viser sig at hans arm er ved at mutere til et rumvæsens, og hurtigt får andre folk i MNU interesse for ham. MNU udvikler nemlig også våben, og har længe haft besvær med at få noget ud af de våben man har fundet ombord på rumvæseners skib, da de kun vil fungere med deres DNA. Kort sagt vil de save Wikus i stykker og bruge hans muterede gener til at få våbenene til at fungere. Det er han selvsagt ikke meget for, og det lykkes ham at flygte til District 9.

District 9 er en længe ventet fornyelse science fiction filmgenren, og den gør det så godt, fordi den gør en masse ting der ikke er set før, har smidt alt det væk som har gjort andre science fiction film så ringe og beholdt de gode elementer. Rumvæsenerne er her bare. De har ikke krævet at tale med den amerikanske præsident, de har ikke sagt de hverken kommer med krig eller fred, men de vil nok bare gerne overleve og måske en dag kunne vende hjem igen. Handlingen er også bogstaveligt talt mere nede på jorden og uden en masse technobabble eller informationer der skal skæres ud i pap. Vi får egentlig ikke ret meget at vide, da den dokumentariske del af filmen ser tilbage på begivenhederne i bakspejlet, og altså lavet som var den til folk der godt vidste hvad der var sket, og det fungerer overraskende godt, selvom jeg også selv altid har været skeptisk overfor forsøg med at blande dokumentarformen med spillefilm. Der er ikke mangel på special effects, men filmen er bestemt ikke lavet som en undskyldning for at vise hvor langt man er kommet med den teknologi, som ellers hovedparten af effektfilm er ved at blive. Der er ikke store minutlange sekvenser med avanceret computergrafik. Det er derimod skubbet lidt i baggrunden og er perfekt tilpasset til det støvede og usle slummiljø. Omvendt er det heller ikke en avantgarde langsom science fiction film, den har klart mainstream appeal, gode actionscener – der vel nok virker overdrevne, men ikke malplacerede, og et plot der hænger sammen uden at ville forklare alt, hvor det for en gangs skyld er mennesket der gennemført er nogle dumme svin og ikke rumvæsenerne.

District 9 er en barsk film, original både som science fiction og som filmproduktion, og egentlig bare endelig en god science fiction film som ikke er baseret på en klassisk roman eller novelle, ikke er et remake af en ældre film eller baseret på et computerspil eller en tegneserie. Den står alene og jeg håber egentlig ikke der bliver lavet en opfølger, men det må selvfølgelig afhænge af hvilken del af historien der vil blive bygget videre på.

Hollywoods filmatisering af Richard Mathesons roman af samme navn fra 2007 er den tredje filmatisering, hvor de to forrige gik under andre titler – henholdsvis The Last Man on Earth og The Omega Man. Grundlæggende forsøger filmen, med Will Smith i hovedrollen, at følge romanens hovedindhold, men det går desværre helt galt til sidst, hvilket er en skam.

Den virus der ender med at gøre alle til en slags zombier, præsenteres i filmen som en mirakelkur mod kræft der udvikler sig i mindre heldig retning. Robert Neville er allerede fra starten en virolog, der prøver at finde en kur, hvilket han fortsætter med i sit barrikaderede hus som eneste overlevende i New York. Sammen med sin hund, kører han byen rundt for at finde forsyninger, og prøver at holde sin forstand nogenlunde ved lige gennem dagligdagsaktiviteter. Han bliver på et tidspunkt reddet ud af en farlig situation, af en anden overlevende kvinde, der mener at kende til en koloni ikke langt fra byen, hvor de sidste overlevende er. Neville stoler ikke på hende først, men ender til sidst med at ofre sig for hende og den dreng hun har med sig.

Et langt stykke af vejen synes jeg filmen fungerer og holder sig til romanens hovedkoncept. Det er helt fint at der gives lidt mere håndgribelige forklaringer på virussen, at de ikke er vampyrer, at Nevilles arbejde med at finde en kur er mere målrettet fra starten osv., fordi skildringen af Nevilles ensomhed og hvordan han desperat kæmper for at bevare forstanden, faktisk er ganske god og skuespillet fra Will Smiths side ligeså. Desværre går det helt galt for slutningen, hvor hele den centrale og modige pointe fra Mathesons roman, bliver totalt smidt væk og erstattet af en standard Hollywood slutning til den slags film.
Så filmen kan godt nydes for den første times tid, mens den sidste halve time nok vil gøre de fleste skuffede.

Det er syv år siden vi sidst kunne se en ny Star Trek film og fire år siden det sidste afsnit af serien Enterprise blev sendt. Nu har man startet på en frisk samtidig med at man går tilbage til rødderne, ved at fortælle forhistorien til hvordan den gamle besætning med Kirk, Spock og alle de andre mødte hinanden “fresh out of the Academy” – selvfølgelig med et helt nyt hold skuespillere. Ligesom det er blevet gjort med blandt andet James Bond og Batman franchisene, starter man med denne Star Trek film på ny, ved at fortælle forhistorien og samtidig ligge grund til noget nyt. Filmen rammer denne balance ganske godt, hvor der både er en masse til trofaste fans, det grundlæggende koncept bevares og også en ny mere moderne stil der kan tiltrække et nyt publikum.

Filmen begynder med at vi ser James Kirks far, der er på skibet USS Kelvin der bliver angrebet af et gigantisk Romulansk rumskib, og hvordan han ofrer sig for at redde den øvrige besætning, og ikke mindst hans kones ufødte søn, som selvfølgelig bliver født ganske kort efter og bliver tildelt navnet James Tiberius Kirk. Dernæst springer man hurtigt henover Kirks ungdom på landet i staten Iowa, hvordan han klarer sig igennem akademiet og via diverse tilfældige omstændigheder møder Uhura, McCoy og ikke mindst Spock. Hovedkulds bliver de kastet ud i en storstilet redningsmission til planeten Vulcan, der er under angreb. Det viser sig at være samme ukendte Romulanske skib som dræbte Kirks far, der er på spil og er tilsyneladende i færd med at ødelægge hele planeten, ved at bore et sort hul ned i kernen der så opsluger planeten. Det er en hævngerig Romulaner ved navn Nero der er på spil. Han kommer fra fremtiden, hvor hans planet Romulus er gået under i en supernova, og det mener han er Spocks skyld, så derfor skal hele Vulcan og dets 6 mia indbyggere udryddes. Bagefter er planen at alle Føderationens planeter skal have samme tur. Spock og Kirk er ikke kommet så godt ud af det med hinanden til at starte med, men det løser sig undervejs og ikke overraskende bliver Nero stoppet inden det går helt galt.

Den grundlæggende historie og plottet fungerer faktisk rigtigt godt, selvom beskrivelsen ovenover måske kan lyde lidt langt ude. Selvom mødet med den øvrige velkendte besætning er lidt påklistret, så er det jo forholdet mellem Kirk og Spock der er det mest interessante og også det mest gennemførte. Jeg er dog lidt i tvivl om hvor meget mening det giver for nytilkomne, men der var i hvert fald masser af guldkorn til de gamle fans. Nogen havde frygtet at den nye film vil ende i rene eftekter og action, og selvom de faktisk fik ret, så synes jeg ikke det gør noget, for det fungerer faktisk et langt stykke af vejen. Der er fuld blus på hele vejen igennem, men det går ikke udover hele Star Trek “auraen”, som var tilfældet med Nemesis. Dog synes jeg det er unødigt meget nævekamp.
Der er så også en række elementer jeg var mindre begejstret for. Man har skåret enormt meget af dialogen og det er temmelig sparsomt med scener hvor skuespillerne kan vise deres præstation af den karakter de spiller. På en måde er det nok meget godt, at man er gået væk fra de mange lange samtaler der har præget de tidligere film og serier, som jeg har også har hørt fremført som kritikpunkt fra ikke-fans, men man er gået for langt, til det stort set kun er hurtige one-liners. Hurtige rappe bemærkninger som skal få publikum til at grine, og mængden af latter har da nok også været noget større end ved ved øvrige Star Trek film. Min største anke ligger dog hos skurken Nero. Han er simpelthen kedelig som skurk og der er ikke gjort ret meget ud af at gøre ham interessant eller hans hævnmotiv bare en anelse forståelig. Det er udtryk for fantasiløshed, når den eneste måde man kan gøre skurken ond på, er ved at komme med tomme trusler om at han vil udslette tusindvis af planeter og tage milliarder af menneskeliv. Specielt når truslen aldrig virker rigtig overhængende. Det har været det præcis det samme problem med de to forgående film, hvor skurken heller ikke fungerede. Ligeledes forstår jeg heller ikke at man har gjort Nero til Romulaner. Han ligner ikke en, opfører sig ikke som en og det er ikke specielt vigtigt for plottet. Og det er synd, for Romulanere har været nogen af de absolut bedste skurke i serierne.

Men men men, samlet set er jeg yderst positiv. Den er i hvert fald flere niveauer bedre end Nemesis og Insurrection, og med den måde historien er blevet tilrettelagt på, kunne det godt tyde på at Paramount virkelig seriøst ligger an til at lave nye Star Trek serier eller i hvert fald flere film, med det nye hold skuespillere til de velkendte roller.

To år efter serien blev stoppet kom Futurama tilbage med fire film direkte til videomarkedet. Bender’s Big Score er den første. Til dem der ikke måtte kende til Futurama, er den korte (forkerte) beskrivelse at kalde det for The Simpsons 1000 år ude i fremtiden. Vel nok er det manden bag The Simpsons, Matt Groening, der også er idemand til Futurama, tegnestilen ligner og humoren har da også sine ligheder, men der er langt fra den dysfunktionelle forstadsfamilie i nutidens amerika, til den langt mere aparte samling af personer hos det interplanetariske fragtfirma Planet Express. Bestående af blandt andet en Tournesol-agtig professor, en alkoholisk, cigarrygende, kleptomanisk og egoistisk robot, et hummerlignende rumvæsen og ikke mindst det unge pizzabud der blev frosset ned i år 2000 og først tøet op 1000 år senere. Futurama-serien har været god til at gøre flittig brug af en masse velkendte science fiction ideer, få en ustyrlig morsom historie ud af det og gøre det mere end synligt, at seriens skabere har nogle tydelige kommentarer til nutidens samfund. Bender’s Big Score har det hele.

Hele balladen begynder med at Planet Express lader sig lokke af nogle favorable tilbud fra spammails, og inden de får set sig om, er firmaet overtaget af svindlerne – nogle ustyrligt grimme nøgne lyserøde rumvæsener. Robotten Bender bliver under pornosurfing inficeret med en virus der gør at den adlyder svindlerne. På pizzabudets Frys røv finder svindlerne en særlig binær kode, der hidkalder universets tidsrejsefunktion. Bender bliver hurtigt beordret til at rejse tilbage i tiden adskillige gange, for at hente værdifulde genstande. Inden længe har svindlerne med deres rigdom overtaget hele verden. Det lyder ufatteligt fjollet og langt ude når man refererer det her, det er det for så vidt også, men ikke desto mindre underholdende og morsomt. Der er fuld fart på i alle 90 minutter og det går helt amok med skøre tidsrejseparadokser. Jeg morede mig da gevaldigt, men det er trods alt nok ikke en film man kan se igen og igen, ligesom med nogle af seriens bedste afsnit. Kender man ikke til serien er det heller ikke her man bør starte, men for fans af serien er Bender’s Big Score bestemt værd at se.

Da jeg først hørte om Sunshine lød det som endnu en sci-fi katastrofefilm i stil med The Core og Armageddon, men den var langt mere realistisk og troværdig, og bedre!

Solen er ved at dø ud og Jorden er gået ind i en ny istid. For at redde planetens liv bliver et bemandet rumskib med en gigantisk bombe sendt af sted for, at kickstarte solens aktivitet igen. Af ukendte årsager mislykkedes missionen, kontakten til rumskibet går tabt og en ny identisk mission iværksættes. Det er dem filmen følger. Da de næsten er fremme ved hvor de kan sende bomben af sted, opfanger de pludselig nødsignalet fra den tidligere ekspeditions rumfærge. Efter nogle overvejelser beslutter de sig for, at omlægge kursen dertil. Blandt andet for at øge deres chancer for at fuldføre missionen med endnu en bombe. Men en beslutning fører til fejl, som fører til flere fejl, der foresager katastrofer osv.

På mange måder ligner Sunshine egentlig den type film jeg omtalte negativt før. Mandskabet består selvfølgelig af forskellige typer mennesker med hver deres profession, styrker og svagheder; konfrontationer opstår, svære valg må træffes som følge af ulykkerne og for at redde hele menneskeheden. Det er bare mere troværdigt, gennemført og egentlig også mere spændende i Sunshine. Jeg kunne først og fremmest lide valget af besætning til filmen. Der er ingen stjerneskuespiller der stjæler hele billedet, de er ikke castede med det ene formål at skabe forudsigelige konflikter undervejs, ingen stereotyper og deres udgangspunkt er ret anonymt. De agerer som man kan forvente professionelle folk vil gøre på sådan en mission, nemlig professionelt men med naturlige menneskelige følelsesudbrud og mindre rationelle valg. Det er langt fra en “rolig” rumfilm som 2001, men de ulykker der finder sted, og de dertilhørende spændingsfyldte actionscener, er indenfor rammerne rimeligt troværdige.

Det har især været besætningssammensætningen og de fuldkommen vanvittige urealistiske sekvenser, der har irriterret mig med ved andre af den slags “red verden”-film, og her var endelig en film med samme grundtanke, men langt bedre udført. Det går måske lidt over gevind henimod slutningen, men det kan jeg leve med når det samlede indtryk er så positivt, fra denne i øvrigt også meget flotte visuelle film, der fik mig til at længes efter en endnu større fladskærm.

Endelig kom filmatiseringen af Claus Deleurans tegneserie Rejsen til Saturn og i en animeret udgave fra holdet bag Terkel i knibe filmen. Interessen for filmen har været stor. Jeg har fået adskillige hits til bloggen fra søgninger på titlen og i morgennyhederne fortalte de, at den gamle tegneserie nu var blevet genoptrykt endnu engang, med 2000 flere eksemplarer. Det er velkendte komikere som Casper Christensen, Frank Hvam, Simon Jul og Iben Hjejle der har lagt stemmer til og de fleste gør det glimrende, selvom det nu også kunne have været interessant at høre nogle nye stemmer.

Udgangspunktet i handlingen er bevaret fra tegneserien, men humoren og satiren er selvfølgelig gjort mere nutidig, og nogle steder måske lidt mere plat. Den danske forretningsmand Karl Maj igangsætter en ekspedition til Saturn, med det formål at berige Danmark med dets resurser så velfærdsstaten kan sikres. Et holdt mildest talt uduelige astronauter sendes af sted i en raket proppet med øl og dansk smørrebrød. De når dog til Saturn, men bliver hurtigt taget til fange af de overlegne indfødte (de gad åbenbart ikke lære om “demokrati og ytringsfrihed”). Saturnboerne har dog deres egen plan med Jorden. De mangler vand til deres flåde og Jordens have er nok til 20 år.

Det er navnlig via besætningsmedlemmet Jamil, en indvandrer der endnu ikke har bestået danskerprøven og er med på turen for at lære nyt, der ligger grund til meget af den politiske satire vinklet mod Danmarks behandling af indvandrere, men alle står for skud i denne film, så ingen kan føle sig rigtig ramt. Det er hård grovkornet satire, af typen som man allerede kender det fra den nye generation af komikere og diverse sære programmer på DR2, men det er egentlig ikke langt fra Deleurans egen satire, og filmen har da også direkte taget flere af hans pointer og jokes med. Ydermere er det også tydeligt, at filmskaberne har skelet til Tim Burtons Mars Attacks! og det gør det bestemt ikke dårligere.
Med filmatiseringen her synes jeg klart man både har opdateret den originale tegneseries indhold og satire til moderne dansk grov humor, og samtidig bibeholdt essensen af Deleurans stil og humor. Medmindre man har meget snævre grænser for hvor langt humor kan gå, så går man ikke galt med Rejsen til Saturn, uanset om man er bekendt med den originale tegneserie eller ej.

Knud lånte mig denne film, der minder en del om Next. Et typisk actionthriller-plot vendt på hovedet med nogle tidsparadokser. I Deja Vu drejer det sig om en maskine der kun kan se tilbage i tiden, kun et sted ad gangen og altid 4½ døgn tilbage.

En bombe eksploderer på en lille færge i New Orleans og over 500 mennesker bliver dræbt. Agent Doug Carlin (spillet af Denzel Washington) efterforsker sagen og da et forbrændt lig af en kvinder dukker op, men som ikke kunne være død under eksplosionen – og ligner dermed et forsøg på at skjule noget, bliver det Dougs nøgle til at finde gerningsmanden. Med hjælp fra denne maskine der kan se tilbage i tiden, bliver det selvfølgelig ekstra interessant, og de velkendte tidsrejseparadokser bliver centralt for handlingen.

Klart bedre end Next og plottet hænger rimelig godt sammen, men da det er svært at forny disse kendte tidsparadokser, bliver dele af plottet lidt forudsigeligt. De fleste vil nok også blive lettere irriteret over den obligatoriske pseudo-videnskabsnak, der altid er sat ind i den slags film, for at gøre de abstrakte ideer tydelige for alle seere. Men det er til at leve med og når man ser Wikipedia artiklen, er der rigeligt med ekstra skjulte ting og endnu flere tidslinjer at grave sig ned i.