Asimov’s, October/November 2009

Posted on January 10, 2010 by Jeppe

Asimovs October November 2009 Efterårets dobbeltnummer med i alt 10 lange og korte noveller. Sheilla Williams skriver om hendes forhold til Star Trek, Robert Silverberg med anden del af sin artikel om worldbuilding, James Patrick Kelly skriver om Hubble-teleskopet og Mary Robinette Kowal om de dele af science fiction der er næsten mulige.

Det begynder med Blood Dauber af Ted Kosmatka og Michael Poore om Bell der arbejder i en lettere forfalden zoo. Hans arbejdsopgaver består blandt andet i at tage sig af de mange kriminelle der får tildelt samfundstjeneste i zooen. Der er ikke noget plot og hvad der formentelig skal prøve at udgøre et science fiction element, er blot at zooens medarbejdere finder et mystisk insekt – de ikke lige identificere – i en frugtleverance, og de undrer sig efterfølgende på et amatørinteresseniveau over insektets egenskaber. Resten af historien handler om Bells noget triste liv og hans semivenskab med en af dem i samfundstjeneste. Meget lidt science fiction og temmelig kedelig.

Where the Times Goes af Heather Lindsley er tidsrejsekaos med humor på højt plan. Chambers og Martin er i tidsrøverbranchen. De rejser tilbage i tiden og stjæler den tid folk spilder, for at kunne sælge tiden videre. Hvordan det lige rent logisk og videnskabeligt skulle hænge sammen, får vi ingen forklaring på, men det behøves heller ikke. På en tur tilbage til 1983 går noget i midlertidig galt og risikoen for et tidsparadoks opstår. Skiffy humor.

R. Garcia y Robertson har skrevet en ny historie om SinBad, som vi første gang stødte på i novellen SinBad the Sand Sailor fra julinummeret, med den interessante titel Wife-Stealing Time. SinBad er denne gang taget til en mindre by på planeten Barsoom, der åbenbart afholder en slags festival hvor man kan stjæle andres koner. Ved en tilfældighed får han “stjålet” en ung kvinde der hedder Pretty Bottom, og så sker der ellers mærkelige ting og sager. Robertsons to SinBad historier har begge budt på meget eksotiske verdener, men det er svært at finde hoved og hale i handlingen.

Damien Brodericks Flowers of Asphodel er en endnu mere spøjs sag. Isaac Hersch bliver vækket efter en foryngelsesbehandling, fordi hans tidligere kone er i gang med at dekonstruere universet, og det skal han så forsøge at stoppe. Øhh.

Ian Creaseys Erosion er en lille interessant novelle om en mand der er blevet forbedret biologisk, for at han kan bosætte sig som kolonist på en anden planet. Han tager en sidste gåtur på Jorden, og opdager flere ting om sig selv, sin planet og de forbedringer han har fået. Anbefalelsesværdig.

Havfruer lader til at gøre sit indtog i genren. Jeg har i hvert fald læst et par stykker på det seneste hvor de på en eller anden måde indgår. Flotsam af Elissa Malcohn handler om Mercedes der som barn finder en levende “søbaby” blandt en bunke døde fisk dræbt af forurening. Som voksen er hun stadig mærket af oplevelsen og arbejder for at redde havfruelignende væsener i havet, der er udryddelsestruet.

Robert Reed skriver aldrig noget der ligner noget han har skrevet før. Before My Last Breath er en unik beretning fra forskellige mennesker, om hvordan de oplevede fundet af hundrede tusind døde rumvæsener i en kulmine. Fra den amerikanske præsident til almindelig mennesker. Hver fortællevinkel giver læseren lidt mere indsigt i hvad der er forgået og historien rundes fint af til slut.

Christopher Barzak har skrevet The Ghost-Hunter’s Beautiful Daughter og handler om, ja, en datter af en spøgelsesjæger. Faderen driver en forretning på det og har et Poloraid-kamera han fanger spøgelserne med. Hans datter Sylvie ved dog at spøgelserne ikke forsvinder, de lever bare videre i fotografierne, og hun snakker ofte videre med dem. Blandt andet også hendes afdøde mor. Sylvie er dog ikke helt enig i hendes far med deres forretningsmetoder og så gerne man behandlede spøgelserne bedre. En for så vidt ganske godt skrevet historie, men det irriterer mig efterhånden at Asimov’s oftere og oftere bringer historier der absolut intet har at gøre med science fiction.

Nancy Kress har skrevet den korte novelle Deadly Sins, om Reneta der har dræbt den forsker hun arbejdede for og en AI afhører hende og prøver at finde frem til hvorfor hun gjorde det, velvidende at laboratoriet var overvåget og hun derfor nemt ville blive opdaget.

Det bedste er gemt til sidst med William Bartons novella The Sea of Dreams, der er noget af en rutsjetur gennem mange forskellige fantastiske verdener. Det hele begynder under en ekspedition til Uranus. Mr. Zed og hans sexslave, en klon af en kendt kvindelig skuespiller, finder et rumskib i kredsløb om Uranus. De går ombord og ser pludselig sig selv teleporteret til et andet univers eller en fjern fremtid i solsystemet. Klonen har nu ikke længere en opkobling til hendes original og begynder at udvikle sig som selvstændigt tænkende individ. Selvom de to kommer vidt omkring i fantastiske verdener og møder sære væsener, og ikke mindst skal prøve at samle sammen alle de parallelverdener og tidslinjer de render rundt i, er den egentlig historie om Zeds forhold til denne klon som får et mind of its own. God underholdning i pulp-stilen.

Asimov’s, September 2009

Posted on November 30, 2009 by Jeppe

Asimovs September 2009 I lederspalten skriver Sheila Williams om The Dell Magazine Award, en pris der hvert år uddeles til en studerende for en science fiction eller fantasy historie. Robert Silverberg begynder på en interessant artikelserie om “world building”, indledningsvis om hvordan man konstruerer en planets fysiske og miljømæssige forhold og forholder sig til hvordan det vil have indflydelse på en civilisation der. James Patrick Kelly skriver om det væld af science fiction priser der efterhånden findes.

Første historie er egentlig fantasy og vil passe perfekt til Fantasy & Science Fiction magasinet. Lisa Goldstein har skrevet Away From Here om femtenårige Liz der arbejder på hendes forældres hotel. En dag checker nogle mystiske folk ind på hotellet, og Liz bliver stærkt betaget af dem og deres magi, og vil for alt i verden ønske hun kunne rejse bort med dem. Men alt er ikke så fint i kanten igen og historien viser hvilke ubehagelige konsekvenser der kan være ved blind besættelse.

Ferret Steinmetzs Camera Obscured bygger på en velkendt formel fra historier henvendt til unge, og gør det ganske godt med at bruge et enkelt science fiction novum til at fremføre en pointe. Victor Pino vil gerne være den bedste. Bare til et eller andet. I en verden hvor alt bliver optaget og logget på nettet fra folks videobriller, er der verdensranglister for hvad som helst. Efter at have opgivet at komme over rang 3,312,156 i verden som yoyo-spiller, beslutter han sig for at gå efter pladsen som verdens bedste elsker. Han udtænker en plan mod hvad han tror er skolens nørdede indelukkede pige, men hun viser sig ikke at være så nem at narre, og hun viser ham en verden udenfor nettets overvågning og ranglister. Historien er uden de store overraskelser, og fortællingen om at folk ikke altid er som de ser ud til, samt moralen om at man ikke behøver at være verdensmester for at være god, er set utallige gange i mange ungdomsfilm, men novellen gør det godt og inddrager science fiction elementet med en nutidig relevant pointe.

Mike Resnick er sådan en forfatter hvis noveller jeg for det meste finder ulidelige, men til gengæld elsker at kritisere. Til Soulmates har han allieret sig med Lezli Robyn, men det kan ikke umiddelbart ses. Det er typisk Resnick hele vejen igennem. Gary arbejder som nattevagt på en fabrik med en masse robotter. Han drikker lidt for meget, da han har svært ved at acceptere at det var ham der slukkede for sin afdøde kones respirator. Han falder i snak med en af robotterne og de diskuterer liv og død og den slags. Resnick kombinerer altså hans velkendte formel med gamle mænd og deres tabte kærlighed med hvad der lader til at være hans nye fascination, startende med hans Hugo-nominerede Article of Faith, om robotters følelser og menneskelighed. Udover det selvfølgelig altid er gabende at læse Resnicks følelseseskapader, er hele novellen blot en konstrueret samtale mellem Gray og denne robot, som ikke har nogen realistisk historie at fortælle i sig selv, men bare er skabt for at Resnick kan komme ud med sin lommefilosofi. Men mon ikke den bliver Hugo-nomineret til næste år.

Brenda Cooper skriver om en verden ramt af tørke i In Their Garden, hvor en gruppe botanikere har slået lejr inde i en botanisk have, for at bevare noget af plantelivet. Paulette er vokset op derinde, men vil gerne lære mere om verdenen udenfor. En interessant verden, men novellen er alt for kort til at det giver noget.

Tidsrejsehistorier er sjældne i magasinerne nu om dage, men Steve Rasnic Tem har skrevet en med The Day Before the Day Before. Fortælleren arbejder for et team under navnet Office 87, der angiveligt er tidsrejsende der retter op på ting i fortiden, omend nærmere detaljer gives ikke. Tidsrejserne tilbage til fortællerens egen barndomstid får ham til at tænke på en bordbøn han lærte som barn, om at lære af gårsdagens fejl og gøre det bedre i dag. Symbolikken er nok vigtigere end selve tidsrejseaspektet.

Historier om intelligente huse troede jeg hørte den fjerne fortid til, men åbenbart ikke, for Benjamin Crowell har skrevet en tankevækkende beretning om en kunstig intelligens der styrer et hus i Tear Down. En ny familie flytter ind i huset og de overvejer at erstatte den eksisterende kunstige intelligens med en nyere, og det semi-bevidste hus ved ikke helt hvordan den skal tackle dette. Udforskningen af psyken for kunstige intelligenser var langt mere interessant heri end i Resnicks novelle.

Her Heart’s Desire af Jerry Oltion er endnu en kort fantasy novelle med en morale af en slags. Patrick støder bogstaveligt talt ind i Michelle på gaden, hvilket gør at hun taber den glaskrukke der skulle indeholde alt hvad hendes hjerte kunne begære. Hun bliver temmelig vred, Patrick prøver at berolige hende, men finder ud af at magien fra krukken åbenbart har ramt ham, for hele hans liv er pludselig noget andet. En ret banal historie med en morale om, at man skal passe på med hvad ønsker sig.

En lang novelle fra Kristine Kathryn Rusch er altid velkommen og med Broken Windchimes går hun helt nye veje. Hun beskriver en mandelig sopran der synger en slags opera for rumvæsenerne på Djapé. En yderst krævende disciplin, hvor selv den mindste fejl i ens sang betyder, at man aldrig kommer til at stå på den scene igen. Sopranen har klaret det i mange år, men en aften går det galt og hele hans liv bliver vendt rundt. Han beslutter sig for at tage tilbage blandt mennesker igen, for at lære om menneskets musik, som han intet kender til efter sit liv på Djapé. Det første sted han finder vej til er en bluesklub, og han bliver voldsomt betaget og forvirret over at musikken har så meget variation, sangene aldrig lyder ens den næste aften, hver en tone rammes ikke rent og alle de mindre perfekte ting vi kender fra vores musik. Han falder i snak med forsangeren fra livebandet og dermed får vi noget at vide om hvilken verden det hele udspiller sig i, og hvordan unge drenge sendes til Djapé for at blive sopraner i deres musikstykker. Det er ikke nogen sindsoprivende historie og spændingskurven er temmelig flad, men Rusch viser en fascinerende verden, en god menneskelig historie og hun er efter min mening en af dem der formår at bruge kortromanformen på en fornuftig måde.

Asimov’s, August 2009

Posted on October 8, 2009 by Jeppe

Asimovs August 2009 Julinummeret var noget skuffende og desværre giver augustnummeret kun lidt oprejsning, dog uden at jeg vil udnævne nogen af historierne til at være værdige til næste års priser. Sheila Williams indleder med en afsløring af Asimov’s 2009 Reader’s Awards, Robert Silverberg skriver igen om at finde udenlandske oversættelser af sine værker (og det er altså ikke helt ligeså interessant anden gang som første) og James Patrick Kelly skriver om de mange forskellige priser science fiction genren har.

Vi begynder med Damien Broderick og The Qualia Engine. Under den kolde krig eksperimenterede man med gener og resultatet blev nogle hyperintelligente børn kaldet Atom Kids. Børnene i historien engagerer sig i diverse avancerede projekter, og en af dem er Saul der vil bygge en Qualia Engine – en maskine der skal opfange de elementarpartikler der udgør de menneskelige følelser. Idéerne er der, men historien løber ud i sandet uden at vide hvad den vil og forekommer noget fragmenteret.

Robert Reed er yderst produktiv i novelleformen og skriver meget forskellige historier. Creatures of Well-Defined Habits er beretningen om Hogan. Hogan er over 500 år gammel og fortæller personlige historier til dem der vil lytte. Da han dør og hans bevidsthed overføres til en computer, synes historiens fortæller at han ikke er helt den samme mere. Ingen tvivl om at Reed mestrer novelleformen.

Blue af Derek Zumsteg er en lidt sjov form for hard sf novelle. Sigurd og Rivka er på mission for at undersøge det sorte hul Sinca-177, som viser sig slet ikke at være sort! Der er masser af hard sf jargon, men det er de to indbyrdes forhold, og navnlig hvordan de iriterrer hinanden grænseløst, novellen egentlig handler om. Resultatet bliver en unik blanding af hard sf og sort humor med et godt twist.

Det overrasker mig at kloning stadig kan være et emne i nye historier, og selvom Mary Robinette Kowals The Consciousness Problem egentlig ikke bringer noget nyt til kloningsproblematikkerne, så er det en meget velskrevet historie. Ægteparret Elise og Myong har længe arbejdet med kloning. Firmaet TruClone har allerede midlerne til perfekt at klone selve menneskekroppen og nu er gennembruddet kommet der også får sindet med. Myong laver en klon af sig selv og skal derfor bruge Elise til at afgøre, om det er muligt at kende forskel på klonen og originalen. Men da Elise for nylig har været ude for en ulykke og lider under midlertidigt hukommelsestab, bliver hun i tvivl om hun selv er en klon.

En slags kloning ligger også til grund for Stephen Popkes’ Two Boys, der handler om en verden hvor neandertalerene er blevet genskabt via kloning og hvordan nu to menneskeracer kan leve i samme samfund. Omfanget af dette er egentlig alt for stort til en lille novelle, så derfor ender historien derfor med at blive noget overfladisk.

Science fiction elementet er nærmest ikke eksisterende i Kristine Kathryn Rusch korte Turbulence, om en mand der kommer til at sidde ved siden af en irriterende overvægtig kvinde i flyet og hendes knævren minder ham om hans egen flyskræk. Ikke nogen dårlig novelle, men jeg kan nu bedre lide Ruschs længere historier.

Nummeret slutter af med den længere California Burning af Michael Blumlein, om en mand hvis far er død og skal kremeres. Der opstår bare det problem at hans knogler ikke vil brænde. Han får knoglerne med hjem, og da han bliver opsøgt af to særprægede mænd der påstår de kommer fra sundhedsmyndighederne og stiller ham spørgsmål om hans far, begynder han at tvivle på om han nu kendte sin far så godt som han troede. Blumhein holder læserens interesse hele vejen igennem, for hvad pokker det er med de knogler, og det antydes delvist at muligvis var faderen et rumvæsen, men det bliver aldrig rigtigt afklaret. Novellen skriger godt nok ikke af science fiction, men er bestemt læseværdig.

Asimov’s, July 2009

Posted on September 29, 2009 by Jeppe

Asimovs July 2009 Julinummeret byder på fire noveller og en ny kortroman fra Stephen Baxter. Sheila Williams ser på økonomiske op- og nedture gennem tiden og dets påvirkning på science fiction og Robert Silverberg har en ret interessant klumme om hvordan han får opstøvet de mange oversættelser der findes af hans romaner.

40-års jubilæet for månelandingen lader til at inspirere flere historier om astronauter for tiden. Michael Cassutt forestiller sig en alternativ tidslinje for Apollo-programmet i The Last Apostle, hvor den aldrende astronaut Joe som den sidste overlevende af de tolv første astronauter på Månen, 40 år efter er på Månen igen og tænker tilbage på den gamle ekspedition og den hemmelighed de aldrig fortalte omverdenen om. En historie der kunne have potentiale hvis den altså ikke forsvandt i Joes sentimentale tilbagekig og gøren status over sit liv.

I Camp Nowhere af Kit Reed bliver en dreng taget med på en slags familieterapilejr af hans lettere dysfunktionelle forældre, men alt er ikke som det skal være. En form for horror, måske, men jeg synes ikke rigtigt det fungerede.

Fremtidsfantasy kan man måske kalde R. Garcia y Robertsons SinBad the Sand Sailor om SinBad, der prøver at leve livet som narkosmugler, som ved en tilfældighed får samlet en kvinde op fra en sandbanke, som viser sig at være værtinde på en flyvende bordel. Det ene fører til det andet og snart er SinBad rodet ind i en række af spektakulære begivenheder. Jævnt underholdende.

Historier der udelukkende foregår på fremmede planeter med rumvæsener uden nogen mennesker optræder, er en sjældenhed. Ian McHugh forsøger sig med Sleepless in the House of Ye, men dramaet om de bisexuelle væsener og deres kamp for at klare sig gennem vinteren bliver aldrig rigtig spændende, og som science fiction har den ikke meget at byde.

Det samme problem er gældende for Shoes-To-Run af Sara Genge, om Shai-Shai som gerne vil være jæger, men det går ikke da hun er ved at udvikle sig som kvinde, og det at jage er kun noget mænd gør. Selvom der gøres antydningen af, at det foregår i en form for post-apokalyptisk verden, er historien om et primitivt jægersamfund ret enkel og kunne ligeså vel være placeret til en stamme i regnskoven eller en tilfældig fantasyverden.

Stephen Baxter skuffer heldigvis ikke helt ligesom de andre, men hans kortroman Earth II giver nu det indtryk, at det er en prøveballon fra Baxters side. Historien følger efterkommerne af nogle kolonister som for 400 år siden flygtede fra Jorden og bosatte sig på en egnet planet. Samfundet her er mere primitivt, rumfart er i hvert fald ikke muligt, men de prøver at lære fra hvad der nu er tilbage fra deres forfædre. Planeten er drænet for resurser af planetens tidligere nu uddøde civilisation, og plottet centrerer sig om dette. Baxter bruger en del plads på sin worldbuilding og historien er lidt tung på infodumps. Som sådan fungerer historien godt, og det er en spændende verden Baxter tydeligvis har brugt tid på at bygge op, men det skæmmer at den for meget ligner en skitse til noget som han vil udvide.

Asimov’s, June 2009

Posted on July 12, 2009 by Jeppe

Asimovs June 2009 I 25 år har James Patrick Kelly bidraget med en novelle til juni-nummeret af Asimov’s, derfor er dette nummer et æresnummer til ham, som udover selvfølgelig at indeholde en ny novelle og Kellys klumme On The Net, er der også en række hilsener fra andre forfattere og redaktøren. Robert Silverberg bruger dog sin klumme på at anbefale fantasybogen My Life in the Bush of Ghosts af Amos Tutuola fra 1954.

Kellys egen historie Going Deep er dog ikke specielt imponerende og virker mere rettet mod yngre læsere. Mariska er en pige på 13 år og hun er ikke tilfreds med den vej i livet som hendes forældre har planlagt for hende. Specielt fordi hun er en klon af en velrenommeret astronaut. Stilen er helt karakteristisk for Kelly, men det er ikke en stil jeg altid er lige begejstret for.

Udødelighed er stadig et varmt emne indenfor science fiction. Tom Purdom kommer ikke med nye påfund til hvordan udødelighed kan opnås i Controlled Experiment, men overvejer i stedet hvad man gør med forbrydere der er dømt til livstid. Bud er sådan en og efter 60 år, går han med til et kontrolleret eksperiment der skal afgøre om han er parat til at komme ud i samfundet igen. Men nogen ønsker at sabotere det og forsøger at presse den voldelige side frem fra Bud igen. Rigtig godt skrevet og fængende historie.

John Alfred Taylor bidrager med en fed lille kort historie. Hovedpersonen bliver en Bare Forked, Animal da hans lokationschip går i stykker og han bliver fanget et sted uden mulighed for at råbe om hjælp. Medrivende og spændende skrevet tankevækkende historie om afhængighed af teknologi.

I sin roman Kéthani fik jeg det indtryk af Eric Brown, at han skrev science fiction med et plot mange har skrevet før ham. Det blev bekræftet med novellen Cold Testing, der handler om en kaptajn på et rumskib og hans forhold til to kvindelige besætningsmedlemmer, hvoraf den ene er en robot. Der opstår spændinger og velkendte diskussioner om robotters følelser og menneskelighed.

The Monsters of Morgan Island af Sandra MacDonald handler om, ja, monstrene på Morgan Island. En semi-fantasy kort novelle om en speciel ø, med specielle indbyggere og væsener.

Nummeret sluttes af med en længere novelle af Chris Willrich. I Sails the Morne følger vi rumskibskaptjanen Brick, der skal fragte en af de fire Book of Kells til Kuiper-bæltet, der bebos af rumvæsener, til en udstilling. Som passagerer har han også diplomater fra flere forskellige racer, så da bogen undervejs bliver stjålet, må de forskelliges dagsorden trævles op. Historien er fyldt med besynderlige rumvæsener, action og farverige figurer, i en stil der kunne minde lidt om Larry Niven. Lidt for mange navne på væsener, kulter og steder som plottet egentlig ikke behøver, men stadig en spændende novelle.

Alt i alt et rimeligt godt nummer, med ingen rigtig dårlige noveller og tre rigtig gode.

Asimov’s, April/May 2009

Posted on May 24, 2009 by Jeppe

Asimov's April/May 2009 Asimov’s Science Fiction har rundet de 400 numre med dette dobbeltnummer. Med næsten 200 tætskrevne sider er der mange timers læsning. To kortromaner, to novelettes og seks noveller.

Brian Stableford åbner med den fjerde og sidste kortroman om John Dee og hans æterrumskib, The Great Armada. Tredje del (fra Asimov's, July 2008) sluttede med at en invasion af rumvæsener fra Månen var på vej. Francis Bacon bliver involveret i forsvaret mod denne invasion, og får hjælp fra andre af tidens historiske personligheder som Sir Walter Raleigh og John Dee. Historien er velkendt moderne science fiction, hvor en stor del foregår i rummet, men sat ind i en ramme fra 16-hundredetallet. Det fungerer godt og jeg håber værket bliver udgivet samlet på bogform, så man kan læse alle fire kortromaner i sin helhed.

I en verden hvor anonymitet ikke eksisterer og oplysninger om navn og baggrund på alle man møder, er øjeblikkelig tilgængelig via ansigtgenkendelsessoftware i ens netopkoblede briller, er en person der ikke popper frem i systemet et sjældent syn. Derfor undrer de to hovedroller i Robert Reeds True Fame sig også en del, da de spotter sådan en mand på en restaurant. Plottet får et overraskende twist til sidst og Reed holder læserens interesse fra start til slut.

Usynlige fantasivenner, og at de muligvis ikke er ren fantasi alligevel, er ikke et ukendt tema i de fantastiske genrer. Men Kate Wilhelms An Ordinary Day with Jason er nu noget speciel, da” vennen” her er en trappe der på magisk dukker op og så er den slet ikke usynlig for de andre. Historien er spøjs på en lidt interessant måde, men heller ikke meget mere end det.

I Atomic Truth af Chris Beckett er alle også udstyret med briller der ligger et kunstigt virtuelt lag ovenpå virkeligheden, lidt ligesom i Vernor Vinges Rainbows End. Alle på nær Richard. Der bliver set skævt til ham, men han mener selv han ser verden som den i virkeligheden er, da alle andre lever i deres egne kunstigt skabte virkeligheder. Kommentaren til vort samfund og det stigende forbrug af mobile enheder forbundet til Internettet, er mere end tydelig fra forfatterens side. Idéen fungerer langt bedre i denne novelle end i Vinges roman.

Eileen Gunn og Michael Swanwick har fået sneget en fantasyhistorie ind i dette nummer. The Armies of Elfland handler om elvere der er knapt så venlige igen, da de ødelægger vores verden ud af ren kedsomhed. En ung pige der bliver taget til fange som tjener for elverdronningen, ender med at bekæmpe dronningen efter hun har fundet frem til elvernes svaghed. Et alt for tyndt plot sat i en verden der virker som revet ud af en større sammenhæng.

Jack Skillingstead har det med at skrive historier om fortabte ensomme personer og hvor historien aldrig gør det helt klart, hvad der er virkelighed og hvad der er vrangforestillinger. Human Day er ingen undtagelse. Raymond har levet under jorden i snart et år, efter at et videnskabeligt eksperiment han udførte endte katastrofalt og dræbte hans datter. Han har bygget en robothund som han sender op til overfladen, men kan han stole på de billeder robotten sender tilbage? Ligesom Skillingsteads andre historier er de fascinerende på deres egen måde, men heller ikke til at blive klog på.

Pas på hvad du ønsker dig, du får det måske. Den slidte pointe forsøger Deborah Coates sig med i Cowgirls in Space, og resultatet er desværre ikke synderligt interessant. Udgangspunktet er seks veninder der i forbindelse med et fund af en mystisk genstand i Kina, i flashback ser tilbage på en tid hvor de kom i besiddelse af en lignende genstand. En genstand der tilsyneladende kan opfylde alle slags ønsker. Måske vil man som kvinde bedre kunne se noget interessant i dynamikken i denne venindegruppe og i skildringen af deres personlige udvikling, rigtige og forkerte valg osv., men det må være gået henover hovedet på mig.

Damien Brodericks This Wind Blowing, and This Tide er en sørgelig skildring af Sam Parks sorg over tabet af sin søn. En sorg der, glimrende udført af forfatteren, bliver kædet sammen med opdagelsen af et rumskib på Titan, der har ligget i stase i millioner af år og på mystisk vis er overdynget med blomster – angiveligt fra Jorden. Anbefalesesværdig.

Nancy Kress plejer at bidrage med lange historier, men den korte humoristiske Exegesis er i en helt anden boldgade. Novellen er udformet som uddrag af et slags opslagsværk fra forskellige tider – fra 1950 til 2850. Alle omhandlende det kendte citat fra filmen Gone With The Wind – “Frankly, my dear, I don’t give a damn.” Som tiden går, ser vi hvordan sætningen bliver fordrejet, misforstået og vendt på hovedet.

Jeg har en svaghed for historier med arkæologi og gamle uddøde civilisationer, så jeg glædede mig til den sidste novella i dette nummer, The Spires of Denon af Kristine Kathryn Rusch. Det er rigtig tidsløs adventure science fiction, af typen der nok ikke vinder priser, men som underholder, beskriver en spændende verden og er god som hyggelæsning i en weekend. Historien følger en ekspedition ind i byen Denon, ledet af forskeren Dr. Reese og med følgeskab fra blandt andet huledykkere og en sikkerhedsekspert. Der er ikke rigtig andre end Dr. Reese der ved hvad ekspeditionen går ud på, men angiveligt håber hun på at finde nogle gemte huler med en masse kulturskatte i. Plottet er ikke så originalt for den slags historier; et taktisk drama om hvem der har hvilken dagsorden og hvem der afslører hvem, men det virker og jeg følte mig i hvert fald godt underholdt.

Sheilla Williams’ redaktionelle indledning er selvfølgelig i anledningen af 400-nummerjubilæet et tilbageblik på magasinets historie, Robert Silverberg har genlæst A. E. van Vogts The World of Null-A og Norman Spinrad har et længere essay om Tom Dischs forfatterskab.

Asimov’s, March 2009

Posted on March 21, 2009 by Jeppe

Asimov's March 2009 Marts-nummeret af Asimov’s kan bedst beskrives som gennemsnitligt, med ingen virkelig fantastiske historier, men de fleste var dog ikke-kedelige.

Nancy Kress, en hyppig bidragyder til Asimov’s – særligt kortromaner, ligger ud med Act One. Historien foregår en 20-30 år ude i fremtiden og følger dværgen Barry der er manager for den aldrende kvindelige filmstjerne Jane Snow. Jane har ikke lavet en film i ti år og planlægger et comeback i en film om Arlens syndrom – en form for mental afvigelse der giver personen stærke empatiske evner. Til deres research opsøger de en semi-legal gruppe der ønsker at påføre spædbørn med denne “evne” fra fødslen via genterapi, da de mener det vil gøre verden til et bedre sted. Nancy Kress har skrevet en følelsesladet historie, der tager en række bioetiske problemstillinger op ved fysiske og psykiske handicap, hvorvidt de bør fjernes eller påføres via genterapi og det klassiske spørgsmål om man virkelig kan gøre verden mere fredelig via gendesign. Hun kommer ikke med nogen klare svar herpå, men den noget nedtrykkende slutning ligger måske an til en opfølgende historie.

R. Neubes morsomme novelle Intelligence stiller store spørgsmåltegn ved hvor intelligent kunstig intelligens kan blive. Vi følger Aaron og hans ven Bob – der viser sig at være en kunstig intelligens, og hvordan Bobs mange råd til Aaron får ham ud i dybe økonomiske problemer, primært fordi Bob har svært ved at skelne mellem sandhed og svindel blandt Internettes enorme mængder information.

The Long, Cold Goodbye af Holly Phillips er mere stemning end handling. I en ikke nærmere specificeret meget kold isverden, leder Berd efter sin tabte kærlighed, Sele. En teksttung melakonsk isørkenvandring, der efter min mening ikke rigtig passer ind i Asimov’s.

Fra isverden til sumpverden i Sara Genge Slow Stampede, som jeg har svært ved at beskrive. Muligvis er det ikke tænkt som fantasy, men hovedpersonen er en stereotyp bandeleder der jager karavaner der farer igennem deres sumpterritorium, og og historien rummer mærkelige havfruelignende væsener og andre mystiske ting. Genge har tydeligvis haft masser af ideer til sin noget eksotiske verden, men historien her virkede rodet og ufuldendt.

Nummerets korteste novelle var min favorit. I Whatness fortæller Benjamin Crowell om de to eneste overlevende livsformer efter universet ved en fejl blev slettet, en mand og hans hund. En stemme fra dem der angiveligt har været skyld i at universet blev slettet, prøver sammen med manden at få genetableret de fysiske og logiske regler for vores univers så det kan laves på ny, men det går ikke så godt. En anelse forudsigelig måske, men ikke desto mindre underholdende.

Sidste længere novelle Getting Real af Harry Turtledove har ikke meget nyt at bringe til genren, men kedelig er den dog heller ikke. Godt hundrede år ude i fremtiden er USA ikke længere den supermagt de engang var, og Kina har overtaget den plads. Kineserne styrer den amerikanske befolkning ved at give dem et fantastisk narkotisk stof kaldet Real, der beskrives som at være mere virkelig end virkeligheden. Der sker da ting og sager, men ikke desto mindre er det en ret intetsigende og uoriginal fremskrivning af USAs forfald.

Brian Bieniowski har lånt den redaktionelle spalte til at se tilbage på en gammel skolerapport om James Blishs Welcome to Mars, Robert Silverberg ser igen på Olaf Stapledons Last and First Men og tænker over menneskets dommedag og de næste milliarder af år, og James Patrick Kelly ser ligesom i januar på podcasting.

Asimov’s, February 2009

Posted on March 5, 2009 by Jeppe

Asimov's February 2009 Februars nummer af Asimov’s er halvt rigtigt godt og halvt spild af plads. Sidstnævnte skyldes en kortroman der tager halvdelen af pladsen, men heldigvis er alle fem noveller intet mindre end fantastiske. Historier der bringer os til verdens ende, til det kolde nord, til Mars og selvfølgelig i det ydre rum.

Første historie, Colliding Branes, af makkerparet Rudy Rucker og Bruce Sterling er en version 2.0 satirisk skildring af dommedag set gennem to elitebloggers sidste timer. De kosmiske membraner der holder hele universet sammen er ved at gå fra hinanden og hele universet har kun godt et døgn tilbage at eksistere i (det videnskabelige aspekt er temmelig langt ude), men hvordan vil to af verdens førende blogjournalister håndtere dette? Novellen følger et par, (man mistænker lidt at forfatterne har stået for hver deres figur), der tidligere kun kendte hinanden gennem blogverdenen, men har besluttet at på universets sidste dag vil de finde sammen og dyrke sex. Trods den ellers noget negative handling med verdens undergang, er novellen alligevel glimrende, nærmest opmuntrende, satire, både over utallige enslydende dommedagshistorier og den moderne medievirklighed.

Så er Carol Emshwillers The Bird Painter In Time Of War langt mere alvorlig og mere poetisk i sit sprog. Titlen er egentlig den bedste beskrivelse af handlingen. I en ikke nærmere specificeret krig et ubenævnt sted, følger historien en mand der risikerer livet ved at bevæge sig ind bag fjendens linjer for at male fugle. Han støder på en kvindelig soldat, som med et kig på hans billeder får lyst til at glemme alt om krigen, hvorefter de udvikler et slags romantisk forhold. Det er en velskrevet historie om at se smukke ting i en ellers meningsløs krig, og jeg ser klare referencer til første verdenskrig og kom til at tænke på Intet nyt fra vestfronten.

The Coldest War af Matthew Johnson er specielt interessant at læse som dansker, da den tager udgangspunktet i striden mellem Danmark og Canada om Hans Ø oppe i det arktiske. Forfatteren er i øvrigt selv canadier og hans historie følger en af de canadiske udsendte på øen, der må kæmpe for at få skudt sin lysflare op i luften for at markere at de stadig er på øen. Mystiske ting begynder at ske på den lille base, da hans kollega forsvinder. Han mistænker hurtigt danskerne for at have udviklet et nyt våben og må kæmpe for sin overlevelse. En virkelig stemningsfuld historie der giver associationer til Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi og ikke mindst Antartica, hvor spændingen ikke skabes af hastigt udviklende farlige situationer, men om hvordan barske omgivelser kan få selv de mindste uheld til at blive livsfarlige.

Certainty Principle af Colin P. Davies kunne have været bedre, hvis forfatteren havde brugt mere tid på personudviklingen, da det er det der skal bære sådan et moralsk dilemma rigtigt frem. Novellens hovedrolle er en overlevende fra en ikke-nærmere specificeret ulykke på Mars, han er besat af sin ekskone og han har det ikke godt med de såkaldte “vat-borns” – en slags kloner, som han ikke anser som værende rigtige mennesker. Den opfattelse må han dog få taget op til revurdering. Forholdet mellem mennesker og kloner er skildret i utallige historier, så denne skuffer lidt, da den ikke kommer med noget fantastisk nyt og personskildringerne er noget flade i det.

Jeg tror ikke altid jeg forstår Steven Utleys pointe med sine noveller, der oftest fokuserer på nogle grumme personer, men alligevel med en vis mørk humor. I dette blads korteste novelle, der bare hedder The Point, er to forskere der inderligt hader hinanden tvunget til at samarbejde. Fremskridt er der kun lidt af.

Som nævnt optager en kortroman halvdelen af siderne. Der er tale om Pelago af Judith Berman, som jeg kun orkede at få læst halvt. Før det første irriterer det mig at der er tale om en del af en kommende roman, fremfor en selvstændig historie skrevet direkte til bladet. Sproget er også meget anstrengende at læse, specielt med 50 sider af det, for al dialog er med fuldt overlæg dårligt og svært forståeligt engelsk i stil med “Longtime I do soldier-captain and many time I see even purest Skeenhay meat die, as easy as any mongrel.” Det er selvfølgelig meningen at det skal give historiens rumvæsener en særegen karakteristik, men det skal helst ikke være en stor frustration at læse en historie. Som roman må det da være ulideligt.

Redaktøren Sheila Williams bruger en halvanden side på at skrive om musik i Asimov’s noveller, og Robert Silverberg har skrevet en virkelig interessant klumme om sine helt unge dage som nystartet forfatter og hvilke svar de forskellige magasiner gav tilbage på hans historier.

Asimov’s, January 2009

Posted on February 22, 2009 by Jeppe

Asimov's Januar 2009 Efter det noget skuffende decembernummer var jeg længe om at begynde på årets første nummer af Asimov’s, men det var der ingen grund til, for der er stort set kun gode historier i dette januarnummer, med masser af gode eksempler på hvordan science fiction fungerer virkelig godt med få enkle virkemidler og originale ideer. Bruce McAllister ligger ud med med et digt om robotten Gek der gerne vil gå i skole. Derefter er der to novelettes og fem noveller.

Mary Rosenblum sætter sin historie Lion Walk i et naturreservat i USA hvor gensplejsede fortidsdyr lever. Langnovellens hovedrolle, Tahira, er opsynskvinde på stedet og en sen aften overværer hun et drabeligt mord på overvågningsskærmene. Nogen misbruger resevartets løver til at lave snuff-film. Rosenblum skal primært have ros for den gode personskildring af især Tahira, og det noget grumme plot fungerer også godt, men desværre er science fiction elementet noget tyndt og anvendes kun sparsomt.

En ny novelle fra Larry Niven har været lovet i de sidste mange numre, så det var lidt af en skuffelse at læse den ultrakorte Passing Perry Crater Base, Time Uncertain, der er en lidt fjollet evaluering af Jorden foretaget af rumvæsener.

Bridesicle af Will McIntosh er science fiction i novelleform når det er bedst. En letforståeligt teknologisk ide præsenteres, og det bruges til at stille nogle moralske spørgsmål ved udviklingen og samtidig fortælle en gribende historie. Her er det muligheden for at fryse de døde ned, for at kunne genoplive dem senere, med det twist at de bliver vækket til live igen af rige bejlere, der vil betale for deres genoplivning hvis de vil gifte sig med dem. Så disse døde mennesker får kun lov til at stikke hovedet frem og komme til live, når en interesseret finder dem frem og vil på “date” med dem. Novellen følger en kvinde der er død i et trafikuheld og hvordan hun over en periode på flere hundrede år, bliver hevet frem og tilbage flere gange, og må kæmpe for sine få minutter i vågen og levende tilstand. En rigtig effektiv historie der kort og enkelt viser hvad science fiction kan, tilmed også med et ægte kærlighedsdrama, som det kun kan udspille sig i science fiction form.

Næste novelle har også en klassisk sf aura over sig. Robert R. Chase bringer os Five Thousand Light Years from Birdland med denne “first contact” historie om et rumvæsen der er røget ud af kurs og søger hjælp fra Jorden. Væsenet er imødekommende, lader sig analysere af forskere og en sproglig kontakt opnås, omend man kun forstår 5% af dens sprog. Da rumvæsenet skal hjem beder den om selskab, fra en af de forskere der stillede den særligt udfordrende spørgsmål. Man følger således denne mand på rejsen sammen med rumvæsenet og hvordan han bliver klogere på dets kultur og dens egentlige hensigt med at ligge vejen forbi Jorden. Chase sammenligner selv historien med Paul Anderson, en forfatter der skammeligt mangler i min indlæring – så det kan jeg ikke kommentere på, men det er en intelligent lille novelle om hvordan mennesker og rumvæsener kan prøve at forstå hinanden.

Debutanter er altid spændende at læse. E. Salih introducerer sig selv som en yngre londoner fra finansverdenen og giver os tidsrejsehistorien Messiah Excelsa, om en mand der rejser tilbage til Italien i år 1734, for at opsøge Antonio Stradivari og få fat i en hans mest berømte violiner. Desværre fortaber historien sig i lange opremsninger af intetsigende navne og årstal, men Salih viser et stort skrivetalent med sit snirklede flotte sprog.

Unintended Behavior af Nancy Kress minder mig lidt om hendes novelle Nano Comes to Clifford Falls fra Year's Best SF 12, hvor nanoteknologi blev lidt for meget af det gode. I denne historie er det knap så avanceret teknologi der er på spil, men det skaber alligevel problemer for novellens hovedperson med at få hendes mand ud af lejligheden. Masser af skøre gadgets i denne historie om hævn.

Dette nummers sidste historie er en novelette af Damien Broderick med titlen Uncle Bones. Her er udødelighed igen temaet, hvor nanoteknologi har gjort det muligt at vække de døde tilbage til live. Desværre med den ulempe at de kommer til at ligne zombier og stinker langt væk af kød i forrådnelse, hvilket selv sagt giver visse sociale sameksistensproblemer med de levende. En meget anderledes og sorthumoristisk zombiefortælling.

I de øvrige afdelinger skriver Sheila Williams om sin første WorldCon i 1973, Robert Silverberg reflekterer over de mange finurligheder man støder på når en simpel frase skal oversættes og James Patrick Kelly ser på podcasting!

Asimov’s, December 2008

Posted on January 10, 2009 by Jeppe

Asimov's, december 2008 Decembernummeret er et tyndt nummer, både fysisk og på indholdet. Fra og med dette nummer, har Asimov’s skiftet format, så der er en anelse færre sider, tilgengæld er dimensionerne øget en lille centimeter. Netto skulle tabet dog i tekst dog være på ca. hvad der svarer til en kort novelle. Begrundelsen er som det så ofte er – økonomi.

Første historie Way Down East af Tim Sullivan følger to hummerfangere der får en noget usædvanlig opgave, de skal sejle et rumvæsen rundt på en lille tur på havet. En løjerlig men god og anderledes historie.

Kathryn Lance og Jack McDevitt har sammen skrevet Welcome to Valhalla hvor Richard Wagner kort inden præmieren på sin store operacyklus Der Ring Des Nibelungen bliver antastet af en person, angiveligt fra fremtiden, der viser ham billeder fra anden verdenskrig og hvordan Hitler misbrugte hans musik i sin propaganda, og vil have ham til at droppe sin musik for ikke at få ødelagt sit ry. Jeg skal ikke kunne sige om andre har skrevet lige den her historie før, men den virker håbløst forudsigelig og efter min mening er hele ideen om at Hitler blev nærmest direkte inspireret af Wagner, som novellen antyder, det rene sludder.

Steven Utley, der næsten har en novelle med i hvert nummer af Asimov’s, Perfect Everything, har endnu engang skrevet en historie med en mindre sympatisk hovedperson og en grum slutning. Denne gang er der en egoistisk teenager, der må tackle nyheden om at hans hjemkoloni er blevet angrebet af rumvæsener.

Fra Melanie Tem og Steve Rasnic Tem får vi In Concert, en lang novelle om en ældre kvinde ved navn Inez, der hele sit liv mod sin vilje har opfanget halve og hele tanker fra mennesker overalt i verden. Nu modtager hun også tanker fra den astronaut der er blevet tabt i rummet, som medierne har talt så meget om. En langtrukken sentimental kedelig historie der ikke har meget med science fiction at gøre.

Geoffrey A. Landis har en ultrakort novelle, Still On The Road, der angiveligt skulle give mening for dem der er bekendt med Jack Kerouacs roman On The Road.

Næsten halvdelen af dette nummer består af David Ira Clearys kortroman The Flowers of Nicosia, der handler om en Nirvana-inspireret rockgruppe, der drømmer om at spille deres musik i den muslimske verden. Det har dog visse udfordringer. Historien er en lang række af antydninger og henvisninger til diverse rockgrupper og deres døde forsangere (Kurt Cobian bliver nævnt en del), og den har heller ikke meget med science fiction at gøre, udover sparsom omtale af en lidt ændret politisk situation i Europa i nær fremtid.

Redaktør Sheila Williams ser lidt tilbage på de fysiske dimensioner på magasiner gennem tiden, nu da Asimov’s som nævnt også har justeret deres format lidt, og Robert Silverberg skriver om Murray Leinsters berømte novelle A Logic Named Will fra 1946, der på imponerende vis beskriver et system der til forveksling ligner hvad Internettet har udviklet sig til. Denne klumme var nok det mest læseværdige i dette nummer.

Som det vist er mere end antydet, har jeg ikke meget positivt at sige til indholdet i dette decembernummer. Stort set ingen af novellerne har meget med science fiction at gøre, og pladsen spildes på unødigt lange og kedelige fortællinger om stort set ingenting. Silverbergs klumme og Way Down East er værd at nævne igen, men ellers alt i alt et skuffende nummer.

Interstellar sysctl

En science fiction blog

Category Archives: Asimov’s