Første historie er en kortroman af Kristine Kathryn Rusch, og den er klart den bedste historie i Asimov’s i 2010. Becoming One With The Ghosts er sat i samme univers som Diving Into The Wreck og følger denne gang ikke Boss, men derimod kaptajnen Cook der må nødlande for at foretage reparationer. Men den base de er landet på er ikke som den plejer. Den virker som forladt for mange år siden og besætningen begynder at overveje om deres særlige rummotor, med dens uforståelige fysiklogik, har sendt dem mange år frem i tiden. Historien fungerer så godt at den helt sikkert vil underholde og fascinere alle, men samtidig er der lidt ekstra hvis man kender til de andre historier i samme univers fra Diving Into The Wreck.

Kij Johnson er i det poetiske hjørne med Names for Water, der handler om en pige der på vej til en time på universitetet modtager et opkald på sin telefon, men der er tilsyneladende bare støj i den anden ende – eller lyden af vand, og hun begynder at drømme sig væk i helt andre tanker.

Så er der Mike Resnick – en forfatter hvis historier jeg plejer at skrive rimelig dårligt om, men denne gang tager han mere pis på genren, fremfor det evindelige følelsesporno med gamle mænd og deres gamle flammer. Plottet er vist set før, men stadig sjovt. En mand er indlagt på et sindssygehospital fordi han siger han er en stor rumhelt som taget ud af en tegneserie, hvilket han ihærdigt fortæller doktoren, selvfølgelig uden at kunne bevise noget som helst. Ingen overraskelser, men det er okay morsomt.

No Distance Too Great af Don D’Ammassa kunne tilgengæld godt have være skrevet af Mike Resnick. Historien følger Jason ombord på et eller andet ruterumskib i hyperspace. Han savner sin afdøde kone forfærdeligt meget og holder sig meget for sig selv. Da rumskibet bliver strandet i hyperspace bliver han bare endnu mere mærkelig og begynder at se sin kones skikkelse ude i hyperrummet. Meget intetsigende novelle.

Dummy Tricks af R. Neube er også svær at blive klog på. Novellen følger manden Hal, der har en særlig sygdom der gør ham immun overfor et klima på en isplanet der ellers er farlig for de fleste andre mennesker. Han kan derfor høste en særlig sjælden plante eller noget. I historien støder han så på nogle pirater der alligevel trosser planetens farlige klima, og dem henretter han så en for en. Forfatterens pointe gik tabt for mig.

Felicity Shoulders prøver noget anderledes med tidsrejser i sin The Termite Queen of Tallulah County, der følger en skadedyrsbekæmper der bruger en tidsmaskine i sit arbejde. I stedet for at udrydde termitterne i dag, er det smartere bare at rejse tilbage i tiden og fjerne dem inden de formerer sig og gøre større skade. Novellen rummer ikke de store overraskelser, men idéen er sjov og velfortalt.

Tanith Lees Torhec the Sculptor fortæller historien om skulptøren Torhec der har gjort det til sin stil at ødelægge alle sine kunstværker efter de har været udstillet. En rigmand forsøger dog at købe et af kunstværkerne. Ligegyldig historie.

Will McIntosh vandt en Hugo sidste år for Bridesicle, men The Bride of Frankenstein blev godt nok ikke nomineret i år. Det er dog stadig en rigtig sjov historie, og noget helt andet end Bridesicle, om to hold omrejsende falske Frankensteinmonstre der rejser fra by til by og holder shows. Historien ender dog langt mere alvorlig, da et rigtigt Frankensteinmonster kommer ind i billedet.

I Kate Wilhelms Changing the World beslutter Mel sig for at fabrikere en masse falske beviser for at regeringen har hemmeligholdt kendskab til rumvæsener og UFOer i årtier, hvilke han spreder via en anonym blog. Mediemøllen tager fart og inden han får set sig om er emnet taget op i de seriøse medier og rigtig mange begynder at tro på det. Forfatterens pointe er selvfølgelig sat lidt på spidsen, men virker alligevel ikke så fjern fra virkeligheden igen. Det er jo set hvor hurtigt rent opdigtede historier kan sprede sig uden videre kildekritik i de etablerede medier. På den måde minder den en del om Never Saw It Coming fra Analog, October 2010.

Under the Thumb of The Brain Patrol af Ferrett Steinmetz er en besynderlig historie om David der bliver godt og grundigt mobbet af nogle hyperintelligente børn på hans skole. En dag trækker de ham ind i et bizart videnskabeligt eksperiment. De vil lave rollespilsstatistik med rigtige mennesker, og den stakkels David bliver forsøgskanin i en rigtig gengivelse af et typisk fantasy rollespil. Novellen rummer bare alt for mange koncepter på samme tid og historien når aldrig at udvikle sig ordentligt, da det meste bare er et langt tilløb.

Sidste historie hedder Several Items of Interest, er skrevet Rick Wilber og sat i et univers han har skrevet i før hvor Jorden er blevet besat af rumvæsener. Denne kortroman handler om to brødre og hvordan de på forskellig vis blev ramt af invasionen og hvad der siden er blevet af dem. Muligvis er dette interessant hvis man har læst andre af Wilbers historier, men jeg blev ikke fanget.

I første historie, Backlash af Nancy Fulda, sker der en frygtelig masse på kort tid. Det kunne være taget ud af en moderne musikvideoklippet technothriller film. Pensioneret special ops agent Eugene Gutierrez har en fredelig aften på en restaurant, men da han modtager en “fortune cookie” med en mærkværdig besked på, vælter verden omkring ham. Skudvekslinger, agenter fra fremtiden, terrororganisationer og bombetrusler i et virvar. For så vidt en potentiel interessant tidsrejsehistorie, om agenter der giver opgaver til dem selv tilbage i tid kombineret med en oprørsk datter med mulige forbindelser til en terrororganisation, men det går simpelthen for hurtigt i denne novelle. Hele situationen køres op en spids på meget kort tid, og falder ligeså hurtigt ned igen.

The Palace in the Clouds af Eugene Gutierrez er noget med Venedig og om en by oppe i skyerne. Bedre kan jeg ikke forklare det. Er ikke helt sikker på hvad det gik ud på.

Historier om generationsrumskibe der har været så længe undervejs, at dets beboere ikke længere ved hvor de er eller hvorfor, er set nogen gange før. Benjamin Crowell forsøger sig med det i Wheat Rust uden helt at bidrage med noget nyt. Novellen følger en casanovatype der hygger sig med en dame i græsset, da de bliver afbrydt af to mænd der falder ned fra himlen. De kommer fra en mere udviklet del af rumskibet, og hovedpersonen her bliver lokket ind i en mission der sender ham til andre ukendte del af skibet.

Mary Robinette Kowal bidrager med For Want of a Nail der er nomineret til en Hugo i novellekategorien. Her er vi igen på et generationsrumskib, men det ved dem ombord godt. Problemet opstår da en families robot, som de bruger til at optage og iagtage alle familiens vigtige øjeblikke med, altså en slags familiedagbog, går i stykker. Cordelia er hende der har ansvaret for robotten, og hun er desperat efter at få den repareret. Men i sin jagt efter reservedele finder hun frem til nogle gemte familiehemmeligheder. Ganske fin novelle med flere originale idéer, der bestemt er en Hugo-nomination værdig.

Geoffrey A. Landis leverer den Hugo-nominerede kortroman The Sultan of the Clouds. En hard sf historie af den gamle slags. Historien følger David, der er teknisk assistent for den dygtige forsker Leah, som han iøvrigt er håbløst forelsket i. De bliver inviteret til Venus af planetens mest magtfulde familie, angiveligt i et videnskabeligt ærinde. Venus er koloniseret i form af flyvende byer og de fleste af disse byer er altså ejet af denne familie. Stakkels David bliver helt uforvarende rodet ind i lokale politiske intriger og det går op for ham, at familiens kommende arving, har helt andre udspekulerede planer end blot at snakke spekulativ forskning. Som det så ofte er med hard sf forfattere, duer de ikke rigtig til at skrive interessante personer, hvilket denne historie egentlig kræver for at komme op på et højere niveau. De rent tekniske og videnskabelige idéer bag denne måde at leve på Venus på er dog ganske fascinerende, så Hugo-nomineringen er delvis forståelig, men jeg tvivler på den vinder.

Superluminosity er Alan Wall er en mærkelig tidsrejsehistorie. Den er fyldt med sjove detaljer om denne Tachyon Constellator der fungerer som tidsmaskine, men selve plottet er temmelig tåbeligt, da det handler om en mand der skal rejse et par hundrede år tilbage i tiden for at finde en lædertaske til sin kone, eftersom ægte læder er blevet forbudt.

Carol Emshwillers The Lovely Ugly handler om menneskers første besøg på en beboet planet, men fortalt fra de indfødtes synsvinkel. Tydeligvis højtudviklede og intelligente væsener, men overfor menneske virker de primitive. Det giver nogle løjerlige iagtagelser af menneskenes adfærd og ikke så få misforståelser.

Ian Creasey beskriver en post-apokalyptisk fremtid i Crimes, Follies, Misfortunes and Love hvor historiens hovedperson er arkæolog og søger især efter personlige optagelser fra almindelige menneskers liv fra vores tid og lidt frem. Folk var meget narcisistiske og gemte hvad som helst fra deres liv online (en tydelig videreførelse af vor tids brug af sociale medier). Hovedpersonen prøver dog også at finde ud af noget om sine egne forældre, og må træffe nogle personlige valg undervejs, og om hun virkelig ønsker at vide alt.

The Battle of Little Big Science af Pamela Rentz er en anden tidsrejsehistorie, dog uden at være en rejse som sådan, da der kun er tale om at kunne se tilbage i tiden. Agnes Wilder arbejder på et projekt der gør det muligt at se tilbage i tiden, men hendes investorer vil gerne snart se resultater eller i hvert fald en demonstration, så det må hun arbejde hårdt på at få gjort klar. Ikke meget andet til den historie egentlig.

Alexander Jablokov leger videre med det at vi bruger “tags” på så godt som alt på nettet i sin novelle Warning Label. Her er konceptet ført videre i en fremtid med såkaldt “augmented reality” hvor alt i den fysiske verden også er plastret til med mærkater eller labels som det hedder i historien. Historiens to hovedpersoner prøver at finde ud af hvorfor alle labels tilsyneladende forsvinder fra en statue af en gammel politiker i byen. Jeg tror det er en slags krimi, men hvad pokker der var så specielt ved den statue blev aldrig klart for mig.

J.M. Sidorova skriver historisk fiktion, ikke direkte alternate history, i The Witch, the Tinman, the Flies. Det foregår i Sovjetunionen i 40′erne og historien følger en ung pige der bliver meget fascineret af en ældre dames videnskabelige eksperimenter med fluer. Eksperimenter der angiveligt har noget med genteknologi at gøre. Men som sagt bliver der ikke rigtig noget kontrafaktisk historiedigtning ud af det, og historien er mere en skildring af livet under kommunismens diktatur.

Nick Wolven beskriver en rigtig grum fremtid i On the Horizon. Hovedpersonen er en dømt forbryder der som straf er blevet biologisk modificeret på en sådan måde at han kan opfange negative “vibrationer”, og det udnytter politiet til at opklare forbrydelser med. Ubehagelig, men god historie.

Til sidst finder vi Gregory Norman Bosserts Slow Boat, hvori en kvinde finder sig selv værende ombord på et fragtskib med kurs mod Mars. Hun har dog god tid til at finde ud af hvem der har kidnappet hende og hvorfor de ville have hende til Mars, samt udtænke en hævnaktion mod dem. Interessant koncept må jeg sige.

D.T. Mitenkos Eddie’s Ants er en fjollet lille historie om Matt der er så jaloux over at hans kæreste har droppet ham for et hyperintelligent rumvæsen der kalder sig for Edward, at han er opsat på at slå ham ihjel. Det er dog ikke helt så nemt igen, selvom Edward faktisk opfordrer ham til at prøve mere ihærdigt.

Et andet humoristisk indslag er Kristine Kathryn Ruschs Amelia Pillar’s Etiquette for the Space Traveler, der er udformet som en kort introduktionsguide til nye rejsende på en interstellar rumfærge.

Nummeret rundes af med en kortroman af Robert Reed. A History of Terraforming kan kort beskrives som en skildring af tusinder af års terraforming og kolonisering af solsystemet, men det er kun rammen for fortællingen om Simon og hans over tusind år lange liv, og hvordan han og resten af menneskeheden udvikler sig på godt og ondt. Masser af interessante koncepter, men selvom den har kortroman længde, synes jeg alligevel den blev for overfladisk og præget af lange infodumps. Idéen kunne godt have båret en roman.

Af øvrige noveller finder man i nummeret Alice Sola Kims The Other Graces om en asiatisk pige der må kæmpe mod racisme for at komme ind på et godt universitet, Tom Purdoms Haggle Chips om en interstellar handelsrejsende der bliver kidnappet, samt Aliette de Bodards The Jaguar House, in Shadow – en alternate history hvor Nordamerika er beboet af aztekere og kinesere.

Første novelle er nummerets bedste. The Emperor of Mars kunne lyde som en Edgar Rice Burroughs titel og Allen M. Steele har da bestemt også trukket en del inspiration derfra til sin historie. Året er 2048 og vi følger Jeff Halbert der er på vej til Mars for at arbejde. Undervejs får han besked fra Jorden om at hans forældre, hans kone og deres ufødte barn er blevet dræbt af en spritbillist. Det rammer ham hårdt og han begynder at leve sig mere og mere ind i en fantasiverden, baseret på gamle Mars-fortællinger – blandt andet dem af Burroughs. Novellen er fyldt med referencer til science fiction romaner om Mars, men udover det er sjovt nok i sig selv, er det jo en dybt tragisk historie om en mand der ikke kan se virkeligheden i øjnene.

Benjamin Crowells Petopia fortæller historien om pigen Mina der finder et stykke legetøj med en AI-chip. Mina kommer fra en fattig familie, og den kunstige intelligens skaber nye muligheder for hende og hendes bror.

Monkey Do af Kit Reed er en fjollet metafiktions historie om en forfatter der prøver at få sit gennembrud, men det bliver hurtigt klart at hendes abe og noget forfattersoftware faktisk kan gøre det langt bedre end hende. Underholdende læsning, men temmelig forudsigelig.

Virtual reality dukker op i The Peacock Cloak af Chris Beckett, hvor skaberen af en virtuel verden har kopieret sig selv et antal gange ind i denne virtuelle verden. Nu er de bare begyndt at få lidt for gode idéer selv og søger nu at møde deres “skaber”. Et velkendt tema fra cyberpunk med virtuelle kopier der bliver selvstændige, men Beckett gør det nu ganske godt alligevel.

En titel som Voyage to the Moon kunne lyde som noget ret banalt, men Peter Friend skriver ikke om vores måne. Historien følger derimod astronomen Thithiwith på en fremmed planet, der har arbejdet på en form for rumskib, men han er nødt til at bilde dronningen ind at han vil rejse til månen. Rumvæsenerne er meget forskellige fra os, så det kan være lidt svært at finde rundt i, men meget fantasifuldt er det da.

Dreadnought Neptune af Anna Tambour har ikke nogen egentlig handling, men er mere en beskrivelse af en situation. Far og søn ser en pludselig mulighed til at rejse ud i verdensrummet, og befinder sig sammen med mange andre i et meget tætpakke rumskib. Og det er ligesom det. Forfatteren havde sikkert en eller anden pointe med historien, men jeg kunne ikke lige se den.

Til sidst finder vi en ny kortroman af Stephen Baxter. Earth III er sat i samme univers som en tidligere kortroman Earth II, også bragt i Asimov’s, og Flood. Her er vi på en tredje planet koloniseret af mennesker, en planet hvor den ene halvdel af kloden er i konstant skygge for solen. Samfundet beskrives som hierarkisk og der er generel ikke nogen viden om at de oprindeligt kommer fra en anden planet. Der er et slags plot om en ekspedition til den mørke del af planeten og noget om nogen der mener at kende til deres rigtige oprindelige fra Jorden, men generelt havde historien for meget baggrundsinformation og for lidt handling til min smag.

Det er sjældent at debutanter kommer med en kortroman, men det er Gregory Norman Bossert sluppet ganske godt fra med The Union of Soil and Sky der følger en gruppe arkæologer på planeten Aulis, hvor de prøver at grave så meget frem af en gammel civilisationen inden minedriften går i gang. De finder selvfølgelig noget, og der er lidt drama frem og tilbage som der nu skal være. En standard historie med et velkendt forløb, men en god en af slagsen, der viser en kommende forfatter med godt underholdningspotentiale.

Udødelighed er ikke et dødt tema i genren, og Molly Gloss tager den åbenlyse problematik op med Unforseen, hvor det er et forsikringsselskab der afgør om de døde skal vækkes tilbage til live igen. Der er nemlig ufattelig mange undtagelser og regler, at det i praksis kun er yderst sjældne dødsulykker, hvor den afdøde rent faktisk bliver livet op igen. Vi følger Forbes Kipfer, en ansat i dette forsikringsfirma kaldet NewLife, der har en klientsamtale med en hvis mor lige er død i en ulykke. Forfatterens pointe med novellen er ret tydelig fra starten, så der er ikke de store overraskelser undervejs, men den er bestemt værd at læse alligevel.

Eugene Fischers Adrift er en tydelig kommentar til en flygtningeproblematik, hvor folk fra fattige lande bliver lovet at blive smuglet til et vestligt land mod uhyre stor betaling, men de kommer sjældent frem i live. Science fiction delen i historien er næsten ligegyldig, men tre unge flygtninge bliver fundet i en container midt ude på havet. Det viser sig at de har været heldige, fordi den ældste havde leget med lidt elektronik i containeren for at få noget lys, hvilket gjorde at det automatiske transportsystem fejlede, og deres container blev taget ud til manuel inspektion. Var det ikke sket, ville de være døde under turen, der varer langt længere end de var blevet fortalt i Congo hvor de er flygtet fra. Selvom det egentlig er tydeligt at forfatteren har smidt et lille science fiction element ind, bare for at der skulle være et, for at kunne skrive en politisk kritisk historie, så fejler hans evner som forfatter bestemt ikke noget.

Nok den længste novelletitel jeg har set er Tim McDaniels They Laughed at Me in Vienna and Again in Prague, and Then in Belfast, and Don’t Forget Hanoi! But I’ll Show Them! I’ll Show Them All, I Tell You!, der samtidig også er en af de morsomeste historier jeg har læst længe. Vi følger en skingrende vanvittig, men tydeligvis genial, videnskabsmand, der fra 1954 til 2034 præsenterer den ene fantastiske opfindelse efter den anden på the World Science Conference, men publikum griner bare af ham, for det er ikke helt tydeligt om hans opfindelser faktisk virker eller ej. Den bør man altså læse hvis man kan komme til det!

Nummerets anden kortroman, Mindband af Pamela Sargent, fangede desværre ikke rigtig min interesse. Chris Szekely vender tilbage til byen Hannaford, hvor for nogle år siden en bro kollapsede under en demonstration, hvor hun var med, men overlevede. Hun er overbevist om at det mystiske firma MindData Associates havde et ansvar for ulykken. Bygget op som en science thriller med stærke personbeskrivelser, men jeg fandt historien langsommelig og uinteressant i længden.

Malick Pan af Sara Genge er lidt i samme stil som et par andre historier hun har skrevet til bladet, om børn eller unge i en post-apokalyptisk verden. Novellen er også en tydelig reference til Peter Pan, ikke blot fordi hovedpersonen er en dreng der hedder Pan, men fordi han ikke vil vokse op. Her er forklaringen dog at han har nanorobotter i sig der faktisk sørger for at han ikke vokser, fordi i den verden han lever i, er det bedre at være lille.

Jeg har svært ved at kalde Barry B. Longyears Alten Kameraden for alternate history, selvom den foregår i slutningen af anden verdenskrig, hvor sniperen Kurt Wolff – der betegnes som gammel soldaterkammerat med Adolf Hitler fra første verdenskrig – sættes til at reparere en ventilator i Hitlers bunker. Vi er mere ovre i almindelig historisk fiktion, for der kommer ikke nogen alternativ historie ud af det. Ikke nogen dårlig historie som sådan, jeg er bare personligt snart træt af historier om anden verdenskrig.

I Robert Reeds Pretty to Think So følger vi en familie hvor faderen må fortælle sin søn at de skal Disneyland midt om natten, fordi han ikke kan fortælle at præsidenten lige har sagt på tv at en dommedagsmeteor falder ned ud for USAs østkyst om få timer, og folk rådes til at flygte. Historien skifter dog til nogle astronomer og det bliver klart at det med meteoren blot er et cover for noget ganske andet. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skulle mene om denne historie. På den ene side rummer den nogle fede overraskende idéer, men samtidig er historien meget kort og kunne være en skitse til noget der burde være længere og mere fyldestgørende.

Sidste kortroman, Jackie’s-Boy af Steven Popkes, er en meget speciel historie. Ligesom i Sara Genges historie følger vi en dreng i en post-apokalyptisk verden. Det antydes at en dræbende virus har dræbt det meste af klodens befolkning. Drengen bliver venner med den talende elefant Jackie og drager sammen med hende ud af zooen og ud af byen, i håb om at finde et sted hvor Jackie kan leve med sin kommende unge. De kommer ud for mange farer og bliver gode venner undervejs. Bortset fra baggrunden med en ødelagt verden, kunne det lyde som en Disney-historie, men der er gode science fiction idéer i og historien er både velfortalt og brutal, og altså alt andet end børnevenlig.

Første historie er William Prestons Helping Them Take the Old Man Down, der er en slags superheltehistorie med pulpinspiration. Handlingen finder sted kort efter 9/11, hvor myndighederne prøver at finde hvad der tydeligvis er en superhelt, blot kendt som “the old man”. Jeg havde det indtryk da jeg læste den, at der var en masse referencer til amerikansk populærkultur jeg ikke fangede.

Mere ligetil, men også temmelig kedelig, er Centaurs af Benjamin Crowell, om en pige der har mødt en fyr online, som hun gerne vil besøge, men da hun lever ude omkring Neptun sker der lidt drama undervejs.

Lidt mere speciel er Alexander Jablokovs Blind Cat Dance, der beskriver en fremtidsverden hvor man har modificeret en række vilde dyr på en sådan måde, at de kan gå rundt i storbyen blandt mennesker, men dyrerne tror stadig selv de lever i naturen. Det er ikke helt klart hvordan og hvorfor dette hænger sammen, men det fungerer bedst sådan. Novellen er stemningsfuld og original.

I den mere pjattede ende finder vi Ticket Inspector Gliden Becomes the First Martyr of the Glorious Human Uprising af Derek Zumsteg. En kort novelle hvor vel nok Jorden er regeret af rumvæsener, men de skal altså overholde billetreglerne for togene i Berlin ligesom alle andre!

Will Ludwigsen har skrevet sin historie The Speed of Dreams som en skoleopgave. Opgaven er skrevet af en pige i ottende klasse, der har nærstuderet sin hunds drømme som væddeløbshund. Interessant koncept.

Med Kristine Kathryn Rusch på coveret havde jeg gode forventninger, men The Tower er ikke i hendes sædvanlige stil og slår ikke rigtig an. Det er en tidsrejsehistorie hvor en gruppe tager tilbage til 1641 for at undersøge et historisk tyveri på kronjuvelerne begået i Tower of London. Resten er næsten for forudsigeligt, og det virker som en af den slags historier, hvor forfatteren garanteret har hygget sig med at grave i historiske detaljer, men hvor produktet ikke er synderligt interessant for læseren.

Første historie, Stone Wall Truth af Caroline M. Yoachim, er en ret så makaber fantasy historie om Njeri, der har den opgave at skære folk op for at de kan hænge på en speciel mur som straf, og så senere tage dem ned igen og sy dem sammen. Denne mystiske væg viser de mørkeste hemmeligheder i dem der hænger der. En dag begynder Njeri at stille etiske spørgsmålstegn til det hun laver, hvilket resulterer i hun selv kommer op at hænge. Meget dyster, og egentlig ganske god historie, men den hører nu egentlig mere hjemme i Fantasy & Science Fiction.

Næste historie, Dead Air af Damien Broderick, introduceres som en hyldest til Philip K. Dick og det kan være man skal være fan af hans noveller, for at værdsætte denne novelle. Verden er blevet dyster og farlig, hvor Solens stråler er blevet så farlige at kun en solskærm i kredsløb om Jorden beskytter folk. Fjernsynet er fyldt med billeder af angiveligt døde personer der råber om hjælp. Meget sært alt sammen, men typisk Broderick.

The Woman Who Waited Forever af Bruce McAllister er en af de genreløse historier jeg ikke synes hører hjemme i bladet, men dog værd at læse færdig. Vi følger et par unge drenge der under lidt for vild leg med bue og pil, kommer til at såre en af deres kammerater. De får hjælp fra en mystisk kvinde i ruinerne af et gammelt hospital. Noget langtrukken og uden egentlig pointe.

The Bold Explorer in the Place Beyond af David Erik Nelso er en kort vild historie om en modig blæksprutte der vil udforske landjorden, fortalt af en gammel drukkenbolt. Selvsagt er historien noget sær.

Aliette de Bodards The Wind-Blown Man forestiller sig en fjern fremtidsverden hvor mennesker har mulighed for at transcendere fysisk og meta-fysisk til et “højere” stadie. Normalt kommer folk ikke tilbage til Jorden igen efter det, men her vender en mand altså tilbage og det er et mysterie hvorfor. En af den type historier hvor man har det indtryk, at det mere er forfatteren der er i centrum og ikke læseren.

Afslutningsvis fortsætter Stephen Baxter sin alternate history om en invasion fra rummet i starten af 1800-tallet. The Ice Line er en fortsættelse af The Ice War fra septembernummeret i 2008 og finder sted 85 år efter begivenhederne deri. I det her univers har Napoleon invaderet de forenede stater og har nu sat kurs mod England. Det hele bliver selvfølgelig mere kompliceret da den engelske flåde også vil angribe rumvæsener på Mars. På papiret lyder det godt, men Baxter er altså desværre blevet umådeligt kedelig at læse efter han kastede sig over disse historiske værker. Det fortaber sig i navne, historiske steder og begivenheder.

Første historie er Marya and the Pirate skrevet af Geoffrey A. Landis, der er en temmelig klichéfyldt historie uden de store overraskelser, om en rumpirat der kaprer et fragtskib med store mængder vand. Ombord er kun en yngre kvinde, og hun finder ud af at piraten måske ikke er så slem igen, sød musik opstår, og de ender med at må stole på hinanden for at kommende levende ud af en grim situation. Landis viser at han nok er bedst til hard sf elementerne, men selvom hans personer er temmelig stereotype og handlingen uden overraskelser, er historien nu alligevel ganske udmærket.

Conditional Love af Felicity Shoulders er en noget grumme affære. I en verden hvor børn bliver genmanipulerede til bestemte egenskaber fra fødslen, er der nogen der skal samle dem op hvor det ikke går helt som planlagt. Vi følger Grace der prøver at tage sig af disse børn med alle mulige og umulige fejl. En historie der godt kan sætte etiske spørgsmål til overvejelse hos læseren, nu hvor man efterhånden ikke er så langt igen fra at kunne lave designerbørn.

Steve Rasnic Tem har skrevet historie til Asimov’s et par gange før, men heller ikke A Letter from the Emperor fangede mig. Som titlen viser handler det om et brev fra kejseren til en fjern planet i et ikke nærmere specificeret interstellart imperium. Man har ikke hørt fra kejseren meget længe og historiens hovedpersoner får mistanke om kejseren overhovedet stadig er i live. Han skriver ganske flot, men hans historier er nok bare ikke lige min stil.

Der er hele to alternate history noveller i dette nummer. Første er Wonder House af Chris Roberson, der egentlig har et ret godt udgangspunkt, men bliver en anelse forudsigelig. Vi følger to redaktører på pulp magasin udgivelseshuset Wonder House. De har problemer med salgstalene og diskuterer hvad de skal prøve at satse på af nye tiltag. Igennem deres diskussioner får vi selvfølgelig en masse infodumps om denne alternative verden og dens marked for underholdningslitteratur. Hvad de så endelig finder frem til skal være fremtidens satsning, vil man lige trække på smilbåndet over en enkelt gang, men mere spændende bliver det altså heller ikke.

Anden historie er fra Robert Reed. Han skriver som bekendt rigtig mange noveller, og meget forskellige endda. Alternate history er ikke noget nyt for ham, men The Good Hand er altså en af de mere kedelige, hvor det kommer til at handle for meget om denne alternative verden og for lidt om også at have en interessant historie at fortælle. USA er den eneste supermagt i verden og har tilmed et monopol på atomvåben. I følge dem selv for at bevare fred i verden. Det betyder dog at USA styrer og godkender næsten al ny teknologisk udvikling i andre lande, ikke overraskende til stor frustration. I den konkrete historie finder vi således en af disse amerikanske forretningsfolk i Frankrig, hvor USA så pludselig bomber det franske rumprogram i Algeriet. Det gør ham selvfølgelig endnu mere hadet end han allerede er i forvejen blandt de franskmænd han er sammen med, og de oplagte politiske diskussioner i sådant et system bliver selvfølgelig tærsket igennem.

Carol Emshwiller har jeg stødt på et par gange før, og hans historier er altid temmelig underlige og meget unikke. Wilds har ikke synderligt meget med science fiction at gøre, og handler om en mand der bogstaveligt talt lever som et dyrt i vildmarken. Hans liv bliver på irriterende vis afbrudt af en forvirret kvinde der kommer op på hans bjerg, med en taske fuld af stjålne penge. Det er svært at sige hvorfor, men det er ikke en historie man glemmer lige foreløbig.

Allen M. Steeles The Jekyll Island Horror er skruet interessant sammen. Det indledes med et forord af Steele selv der fortæller hvordan han kom i besiddelse af et manuskript fra en ældre mand i en bogbutik, og dette manuskript er selve novellen. Det forestiller at være skrevet af en Solomon Hess der agerede butler for en forlagsredaktør tilbage i 1920′erne og 30′erne. En aften ser de en meteorit falde ned i nærheden og de tager ud for at undersøge det. I bedste pulp stil fra selvsamme tid, er det selvfølgelig noget langt mere skræmmende der er faldet ned fra himlen. En fin historie, der dog lige er lidt langsom i starten.

Der er ikke meget julehygge over A Lovely Little Christmas Fire af Jeff Carlson. Kunstigt skabte meget ødelæggende termitter hærger i USA, og Julie og William, agenter fra Department of Fish, Wildlife and Parks, prøver at finde ud af hvad der foregår. Omfanget af historien er nok lidt for stort til en novelle, men den var nu meget underholdende.

Sara Genge beskriver i As Women Fight en kultur hvor ægtepar skifter krop og køn på jævnlig basis. Hvem der skal blive hvad afgøres af en årlig kamp af en slags. Novellen handler selvfølgelig om en situation hvor alt ikke går som det plejer, men det bliver aldrig rigtig interessant eller noget der bringer noget nyt til den del af genren der eksperimenter med køn.

Animus Rights af John Shirley er en lidt mere fjollet historie, hvori det viser sig at en række krige igennem vores historie i virkeligheden har været styret af to rivaliserende rumvæsener, der har besat mennesker. Men nu er der tilsyneladende en ukendt tredje part der blander sig. Ikke en revolutionerende ide, men godt fortalt.

Nick Wolven leverer en dystopisk historie i Angie’ Errand, om Angie der lever sammen med sin søskende i et træhus. De prøver at få tingene til at gå, men det er ikke så nemt. En nedtrykkende post-apokalyptisk novelle som der er skrevet så mange af før.

Leaving the Station af Jim Aikin er noget underligt noget om Joan som mener hun har set spøgelser hele livet. Hun har prøvet ikke at lade sig påvirke af det, men da hun arver en gammel antikshop, er det ikke så nemt mere. Man får da lyst til at vende siderne, men plottet var som sådan ikke sindsoprivende.

Benjamin Crowell står bag novellen med den lange titel A Large Bucket, and Accidental Godlike Mastery of Spacetime, der som titlen nok lidt antyder, er let humoristisk science fiction. Sidi bliver mere eller mindre tilfældigt udpeget til at repræsentere hele menneskeheden på den Galaktiske Civilisations Bus, som netop er på vej gennem denne del af Mælkevejen. Der sker selvfølgelig en masse sproglige og kulturelle misforståelser.

Mike Resnick giver nyt liv til Frankenstein-historien med The Bride of Frankenstein, der giver en helt anden vinkel på Victor Frankensteins videnskabelige eksperiment, for hans kone er mildest talt ikke begejstret for det omvandrende kadaver. Jeg plejer at kritisere Mike Resnicks for hans følelsesladede sentimentale pladder, hvilket man heller ikke helt slipper for her, men det fungerer faktisk og har en lille undertone af humor.

Brian Stablefords Some Like It Hot er meget teksttung og egentlig også temmelig kedelig. Den globale opvarmning har slået til og vi følger Kelemen og Gerda der har hvert deres synspunkt. Den ene vil forsøge at bremse den globale opvarmning, den anden vil omfavne det og vende det til noget positivt. For så vidt et interessant udgangspunkt, men når novellen består af lange videnskabelige udredninger og diskussioner mellem de to, og så godt som ingen handling, bliver det frygteligt kedsommeligt.