Livet, universet og alt det der

Det femte og sidste foredrag om science og science fiction blev afholdt af Carsten Fogh Nielsen der netop har afleveret sin ph.d. afhandling i filosofi. Og det var netop om de store filosofiske spørgsmål om livet, vores eksistens, universet og alt det der. Og navnlig de mange ligheder der er mellem (god) science fiction og filosofi.

Både science fiction og filosofi gør meget brug af “hvad nu hvis?”-spørgsmål, der ændrer på noget ved vores virkelighed og udformer et tankeeksperiment om hvilke konsekvenser det vil have. Dette kunne være tankeeksperimenter om alternative statsformer, som fx Platon der havde nogle ideer om den perfekte stat, om moral og værdier der var markant anderledes end vore egne eller hvilke erkendelser vi kunne gøre os hvis vi havde andre sanser. Vores virkelighedsopfattelse er jo bundet af vores sanser og en anden livsform med andre sanser, der fx så infrarødt eller kunne kommunikere telepatisk, vil givetvis forstå verden anderledes. Men det vigtige er at det ikke blot bliver tankespind for tankens skyld, men bør give en refleksion tilbage til vores egen forståelse af verden.

Og i følge Carsten, er det her science fiction litteratur og filosofi har noget til fælles, når det vel at mærke er den gode tankevækkende science fiction, og ikke blot banale krigshistorier med mere avancerede våben. Begge har en systematisk tilgang til “hvad nu hvis?”-tankegangen, men der er dog også forskelle der er værd at bemærke. Filosofien vægter mere det gode argument, mens en science fiction forfatter selvfølgelig skal fortælle en god historie.

Andel del af foredraget handlede om et meget brugt tankeeksperiment både indenfor filosofi og science fiction, det at vi mennesker kun oplever verden gennem vores sanser og kan kun afgøre virkeligheden ud fra disses sansers muligheder og begrænsninger, og derfor kunne vi teoretisk set alle sammen være koblet til en simulator der skabte alt det vi sanser. Også kendt som Brains in a vat-ideen og er selvfølgelig i nyere tid blevet meget kendt fra The Matrix Trilogien. En ide der egentlig stammer tilbage fra Descartes og altså før hele computertankegangen kom ind i det.

En glimrende afrunding på denne forelæsningsrække med den videnskabelig vinkel på science fiction.

Det interplanetariske kulturmøde

I gårsdagens foredrag om science og science fiction var der hele fire foredragsholdere på. Hver med deres aspekt af et muligt møde med en fremmed civilisation.

Først den videnskabelige vurdering af sandsynligheden for at vi får kontakt med rumvæsener med en gennemgang af Drakes ligning. Hvilket ledte hen på om et møde med rumvæsener vil være et positivt eller negativt møde. Først blev der set på det negative, altså et scenarie hvor rumvæsenerne er ude på at udslette os, æde os eller det der er værre. Dette emne har jo medført utallige mere eller mindre gode science fiction romaner og film, og vi så filmklip fra Independence Day, Alien og Star Trek: First Contact. Men hvor gode har vi mennesker været til at håndtere nye møder med andre kulturer bare på vores egen planet? Med et eksempel fra påskeøen der endte i slaveri og udryddelse af den oprindelige befolkning, tyder det på at vi ikke er særligt gode til den slags.

Et møde med en fremmed kultur kan selvsagt foregå med forskellige magtforhold og omstændigheder. Begge parter kan være ligeværdige, det ene overlegent og det andet underlegent. De typiske “invasion fra rummet”-historier er med nogle overlegne rumvæsener, som i fx Mars Attacks eller War of the Worlds. Men mennesket kan også være den overlegne og dermed måske uden at vide det, udrydde mikroskopisk liv på en planet der udforskes. Vi kan også møde os selv, men fra en anden tid, hvilket kan være ligeså overvældende. Gode eksempler herpå er Terminator og Time Machine. Endelig kan det være maskiner vi selv har skabt som ender med at vende sig imod os, som i The Matrix.
Her står the Borg fra Star Trek universet i følge foredragsholderen lidt udenfor, da det kan diskuteres om det er et positivt eller negativt møde. For Borgerne mener jo ikke noget ondt med at ville assimilere mennesket, men er overbevist om at de blot hjælper os til at blive lykkeligere. Kunne sammenlignes lidt med religion.

Sidste del af foredraget handlede om de mere positive møder med fremmede civilisationer, med et eksempel fra Star Trek: First Contact, hvor vi bliver budt velkommen af Vulcans, fordi vi nu har opdaget warp-drive og dermed er blevet værdige nok til at indgå i det interplanetariske fællesskab. Foredragsholderen opstillede en række determinanter for hvordan et kulturmøde med en fremmed civilisation kan forløbe. De biologiske forhold er temmelig vigtige. Desto mere vi ligner hinanden biologisk, desto større mulighed for et kulturfællesskab er der. Det er svært for væsener som os fra landjorden at udvikle et stort kulturfællesskab med en civilisation der har udviklet sig i havet. Den store udfordring bliver at finde et fælles værdisæt inden for moral og etik, og ikke mindst at kunne håndtere de forskelle der måtte være. Det er jo ikke sikkert at rumvæsener har samme sympatiske syn på syge og svage eller hvad det nu måtte være.
Vi skal jo også kommunikere, hvilket kan foregå på tre måder. Vi lærer hinandens sprog, finder et fælles sprog eller bruger oversættelsesmaskiner. Foredragsholderen troede klart mest på oversættelsesmaskiner, da han så det for umuligt for vidt forskellige væsener, at lære at tale inden for samme lydspektrum med de biologiske forhindringer der måtte være. Selv med jordens sprog kan det være næsten umuligt. God samhandel er også vigtigt, for handel bygger på selvinteresser med gensidig afhængighed, og dermed en større vilje til at acceptere diverse ubehagligheder eller særheder ved modparten, hvis blot man selv får noget ud af det.

Min hensigt er ikke at ville anmelde disse foredrag, men dette var nu klart det bedste af dem indtil videre. Det femte og sidste finder sted på mandag hvor Carsten Fogh Nielsen giver filosofiske svar på livets store spørgsmål (håber jeg da).

Kemien mellem stjernene

Efter over en måneds pause i foredragsserien om science og science fiction, belærte Christian B. Knudsen i går tilhørerne om kemi i science fiction, særligt med fokus på Star Trek og med masser af videoklip ligesom de tidligere foredrag.

Han lagde ud med en tese om at der ikke er ret meget kemi i science fiction. Den er i stedet præget af videnskaber som fysik, biologi og sociologi. Det er vel meget rigtigt når man tænker over det. Dog kan det gemme sig i fx nanoteknologi som Christian mente blot var et længere ord for kemi. Men i Star Trek er kemi ganske godt repræsenteret, hvilket blev illustreret med et klip fra The Next Generation hvor vi hører at Worfs søn har undervisning i kemi. Vi så også klip hvor det periodiske system optrådte, dog i en ny revideret udgave med mærkværdige tilføjelser som den hypersoniske serie.

Et nævneværdigt eksempel på hvor kemi alligevel har en fremtræden rolle i en science fiction historie er novellen “Omnilingual” af H. Beam Piper fra 1957, hvor en ekspedition på Mars opdager resterne af en uddød civilisation og deriblandt en tabel med deres periodiske system.

Derefter tog Christian B. Knudsen fat på kemien i Star Trek og fik slået fast at den i stor udstrækning var helt hen i vejret. Det kræver i hvert fald meget kreativ tænkning at få noget meningsfuldt ud af de kemiske forbindelser der skulle drive et warpdrive og at dilithium skulle eksistere. Men vidste man fx at en vulcans blod er grønt pga. oxideret kobber i deres blodlegemer?

Konklusionen blev at der faktisk er meget kemi i science fiction, men man skal bare lede efter det. Christian mente også at kemien vil overleve i det henseende for alt i universet er basalt set kemiske forbindelser.

Eurocon omtale i PROSAbladet

Fagforeningen Prosa har i deres seneste medlemsblad en enkelt side om Eurocon med titlen Da Darth Vader kom til Valby. Med den overskrift frygtede jeg først at endnu et medie havde valgt Star Wars vinklen, men de havde derimod valgt en mere seriøs teknologivinkel med udtalelser fra Olav M.J. Christansen (formanden for Eurocon 2007) der til daglig arbejder som it-konsulent. Som IT-fagblad har PROSAbladet selvfølgelig talt med et par IT-folk udover Olav; Jens Christensen (kasserer i Fantastik) der til daglig arbejder som softwareingeniør er citeret for, at han møder mange mennesker fra fanmiljøet til en sådan konference som han også har stødt på til IT-konferencer som EuroBSDcon og LinuxForum (hvor jeg også selv stødte på Jens), og mig selv med følgende citat:

-Jeg har altid været videnskabeligt-matematisk-teknisk interesseret, så det er mest hard SF, der har tiltrukket mig. Jeg har også en blog, hvor jeg skriver om science fiction – http://sysctl.dk/blog/

Ikke noget gyldent citat, men lidt reklame for bloggen fik jeg da sneget ind :-) Så bortset fra den måske lidt misvisende overskrift, så har Prosa givet Eurocon en god seriøs dækning. Selvsamme blad har i øvrigt også en masse om robotter denne måned og reele science fiction problemstillinger er ikke ualmindelige i PROSAbladet. I juni bragte de blandt andet en novelle af Per Helge Sørensen.

Foredrag med Fred Lerner

Kl. 17.00 i dag afholdte den amerikanske bibliotekar og forfatter Fred Lerner en forelæsning på Det Kongelige Bibliotek med titlen How Science Fiction Became Respectable, Why It Matters, and What We Should Do About It. Det var et led i undervisningen for bachelorstuderende på Biblioteksskolen (men åben for alle), så de fleste af de fremmødte var nok derfra, men der var et par velkendte ansigter fra Eurocon.

Essensens i hans foredrag var at fortælle hvordan science fiction gradvist blev til en respekteret genre. Fra at være trykt på det billigste papir i kulørte omslag, i de såkaldte pulp magasiner, til at udkomme i hardbacks på større forlag. Om hvordan der gradvist kom flere og flere kurser om science fiction ind på litteraturstudierne i de amerikanske universiteter og hvordan genren bliver styrket af en trofast fandom der afholder conventions og skriver fanzines. Blandt andet bemærkede han at ofte var (og er) science fiction forfattere nogen der skrev science fiction fordi de holdt af genren, og ikke fordi det nødvendigvis gav særligt gode penge. Mange har kun gjort det som en deltidsbeskæftigelse eller som supplement til en anden indkomst. Han sluttede af med at opfordre ethvert bibliotek til at have sig en pæn science fiction samling, med både gammelt som nyt – for begge dele læses, da science fiction læsere er ganske flittige læsere og dermed gode “kunder” i et bibliotek, og derfor bør de gode kunder selvfølgelig behandles godt.
For det fleste science fiction interesserede var der nok ikke så meget nyt at høre i dette foredrag, men det var ganske pænt fremført i overordnede træk på en lille times tid.

Mere interessant blev det i spørgsmålsrunden, hvor Niels Dalgaard rigtigt fik påpeget at Lerners fremstilling om science fiction som respekteret genre, desværre mest var gældende for USA, hvor det i Danmark bestemt ikke var ligeså velset.
Derefter var der et spørgsmål til Lerner om der var en sammenhæng mellem konspirationsteorier og science fiction. Underligt spørgsmål synes jeg og Lerner mente da heller ikke der var en sammenhæng. Science fiction er jo fiktion, og der holder de fleste forfattere det også, mens konspirationsteoretikere jo er overbevist om at verdens topledere i virkeligheden er rumvæsener eller hvad det nu måtte være.
Det endte i en række spørgsmål om betydningen af science fiction film, men det mente Lerner ikke han havde meget begavet at sige om, da den seneste gode science fiction film efter hans mening var Things to come fra 1936.

Warp-drive for begyndere

Til andet foredrag i rækken af foredrag afholdt af Folkeuniversitetet om Science og science fiction, trak ph.d Bertil F. Dorch os i gennem warp-drive og andre muligheder til at rejse hurtigere end lyset.

Han begyndte med at fortælle om hvordan science fiction kan virke som drivkraft for forskning og videnskab, for det er meget ofte det der kan inspirere store fremskridt. Der er klart en kæde af inspiration og visioner fra Jules Vernes ideer om at rejse til månen og så til da det blev en realitet i 1969. Kan nyere tids science fiction såsom Star Trek mon sætte gang i noget tilsvarende? For der er nemlig brug for hurtigere fremdriftsteknologi hvis man vil gøre sig håb om at rejse længere væk end vores eget solsystem, da det med nutidige metoder vil tage årtusinder at rejse ud til interessante stjernesystemer. Dette blev blandt andet eksemplificeret på en sjov måde med et klip fra “Galaxy Quest”, hvor en science fiction tv-serie i bogstaveligste forstand var grundlaget for at nogle rumvæsener byggede et rumskib med warp-drive.

Udover et væld af klip fra diverse film og navnlig Star Trek serien, var det en gennemgang af warp-drive fra Star Trek universet der havde hovedvægten i foredraget. For i følge Dorch var teorierne bag ikke helt hen i vejret og kunne holdes nogenlunde inden for kendte videnskaber som relativitetsteori og kvantefysikken.
Der er skrevet hele bøger om warp-drivet fra Enterprise og andre rumskibe fra Star Trek, så den korte version er at man har noget stof og anti-stof, som går igennem en dilithium krystal som omdanner det til en form for plasma og ender i to warp-coils der skaber en warp-bubble rundt om skibet. Ideen er at man i stedet for at flytte sig i rummet, så bevæger selve rumskibet sig faktisk ikke, men der skabes en boble rundt om skibet som krummer rumtiden foran og bagved, således man i praksis slår en genvej.
Dette er ikke helt ude af trit med hvad man i dag ved om fysik, men det kræver ufattelige mængder af energi. I størrelsesordenen den samlede energi i det meste af universet, hvor senere beregninger har kunne mindske det noget til “kun” at kræve et par tusind solmasser.

Dorch fik afholdt foredraget på et rimeligt niveau, så det gav mening med lidt viden om fysik, men uden at gå i detaljer med ligninger. Det hele blev muntret op med en masse filmklip, måske et par for mange, men ganske lærerigt, ligesom Dorchs artikler i Subspace plejer at være det.

Og så bør det nævnes at der allerede i morgen d. 2 oktober afholdes endnu et foredrag om science fiction i Den Sorte Diamant. Denne gang med Fred Lerner fra USA der vil fortælle om How Science Fiction Became Respectable, Why It Matters, and What We Should Do About It. Finder sted kl. 17 i Blixen-salen. Læs mere her.

Eurocon omtale i Metroxpress

Den gratis trafikavis Metroxpress har en hel side i dag omhandlende Eurocon. Den kan læses online her.

Journalisten Søren Bjørn-Hansen har gjort et ganske godt stykke arbejde, med at slå fast at science fiction er en genre der bør tages seriøst og er langt mere end Star Trek og Star Wars. Dog bruges en del af artiklen alligevel på at omtale dem der er klædt ud og maskeraden, men på en pæn måde. Eneste fejl er at han skriver at Scientology delte medlemsskaber ud. Det er ganske enkelt faktuelt forkert. Dem der var der solgte udelukkende bøger af L. Ron Hubbard og havde intet Scientology materiale med. Der er fordomme nok om science fiction og Scientology i forvejen, så den svipser er beklagelig.
Men det opvejes klart af at han har interviewet Harry Harrison og brugt god spalteplads på hvad han har at sige. Det var alligevel overraskende, at de ville bruge spalteplads på sådan en mindre offentlig kendt forfatter, som faktisk siger noget ganske relevant om det at skrive science fiction og kalder tilmed William Gibson for doven.

Derudover blev jeg også begejstret for den håndfuld bøger de har valgt at anbefale i en lille boks i toppen. Der nævnes blandt andet nyere gode navne som Iain M. Banks, Alastair Reynolds og Charles Stross, fremfor igen at nævne Bradbury, Orwell og Clarke, som jeg tror folk har hørt rigeligt om i science fiction sammenhænge. Så en stor ros til Metroxpress for at give science fiction en rimelig pæn behandling i deres avis!

Eurocon indslag i TV2 Lorry

Mediedækningen af Eurocon har været noget sparsom, men der skulle komme et indslag i Troldspejlet om 2 uger. Forhåbentlig bliver det bedre end lørdagens indslag i TV2 Lorry som kan ses online.

Hvilket elendigt indslag! Det handlede kun om Star Wars og en ung mand i Stormtrooper-dragt. De var da selvfølgelig velkomne på festivallen, men essensen af en eurocon er jo trods alt primært europæisk science fiction, og så burde et tv-indslag om en sådan begivenhed i Danmark altså ikke handle om en “amerikansk” filmserie. Jeg kan forstå at en stor tv-kanal ikke kan bringe længere indslag med forfattere som Zoran Živković eller fra en paneldebat om science fiction i de baltiske lande, og det er da også fint nok at man i et tv-indslag viser noget visuelt med noget de fleste kender til, som figurer fra Star Wars, men det er dårlig reportage KUN at lave hele indslaget om en mand i Stormtrooper-dragt. Man kunne vel have fanget en Olav (formanden i Eurocon 2007), en Svend Åge Madsen som jo er kendt udenfor science fiction kredse, en af æresgæsterne eller stillet et par enkelte spørgsmål til nogle af de udenlandske gæster, om hvorfor de er rejst så langt for at deltage i en science fiction festival. Bare en anelse variation i de minutter de bruger på det, ikke nødvendigvis noget særligt dybt eller esoterisk, vil da have været fint.

Det er den slags der desværre er med til at fastholde fordomme i den brede befolkning om, at science fiction kun er for store legebørn med trang til at klæde sig ud som folk fra eventyrfilm, og ikke noget det giver mening at beskæftige sig seriøst med eller afholde seriøse konferencer eller festivaler om. Jeg håber, og forventer også lidt, at indslaget i Troldspejlet bliver af en bedre kvalitet.

Eurocon 2007 – søndag

Som jeg også havde indstillet mig på, blev søndag dagen uden at overvære noget. Hele dagen sad jeg i SFCs bogstand og det var skam fint hyggeligt alligevel. Man får talt med en masse mennesker og kan præsentere dansk science fiction for de udenlandske gæster. Salget var ganske godt, hvor især “Creatures of Glass and Light” solgte rigtig godt. Desværre ingen Proxima, hvilket jeg synes er en skam, da det er et så godt materiale der er i især de seks nyeste numre. Hermed en opfordring til dem der ikke har stiftet bekendtskab med dette tidsskrift endnu: et prøveeksemplar kan fås for kun 15kr via vores webside.

Samlet set har det været en fantastisk oplevelse i sig selv bare at være så fokuseret på en con og science fiction tre dage i træk fra morgen til aften, og sikkert også mens man sov. Det har simpelthen været umuligt at have andet i hovedet, og med den mængde spændende bøger og fanzines man har fået med sig hjem, vil det sikkert fylde en del i ens bevidsthed et godt stykke tid endnu. Det må jeg sige har været noget af det bedste ved denne weekend, virkelig bare at kunne give sig hen til kun science fiction og ikke andet flere dage i træk. Det giver et kæmpe boost til ens generelle interesse. Derudover har det selvfølgelig også været fantastisk, at mødes med og sætte ansigt på de mange navne man ser ustandseligt i de danske fanzines. Forfattere såvel som fagfolk og redaktører.

Eurocon kommer næppe til Danmark lige foreløbig, men den næste delvise science fiction festival bliver til april næste år, med Fantasticon, som jo bliver i en helt anden (meget mindre) målestok.

Denne blog blev jo nævnt i den officielle programbog og jeg håber da det har givet et par nye læsere, som forhåbentlig vil være aktive med at kommentere indlæg fremover :)