Astounding, July 1930

Posted on December 17, 2011 by Jeppe

Astounding July 1930 Endnu et spændingsmættet sommernummer af Astounding med gale videnskabsmænd, rumvæsener og farlige monstre. Redaktøren ser sig også nødsaget til at skrive en endelig forklaring på hvorfor Astounding har gjort et meget bevidst valg med ikke at køre genoptryk af nogen art.

Beyond the Heaviside Layer af Captain S. P. Meek er en ganske afdæmpet fortælling om en videnskabsmand der tager en journalist med i sit rumskib der er i stand til at bryde ud af Jordens atmosfære. De finder selvfølgelig noget mærkeligt noget derude, men historien er primært interessant fordi den fortæller noget om datidens helt andet billede af atmosfæren, hvor man troede der var en slags usynlig membran i den øverste del af atmosfæren, som blev anset som så godt som umuligt at gennembryde. Heaviside-laget der tales om er rigtig nok, men i hvert fald forfatterens opfattelse af dets egenskab holder selvfølgelig ikke helt.

From An Amber Block af Tom Curry kunne snildt have dannet det grundlæggende plot for en horrorfilm. Et kæmpe stykke rav finder vej til et historisk museum. Videnskabsfolkene er ellevilde fordi ravet indkapsler en forhistorisk kæmpemyg. Men der begynder at ske uhyggelige ting på museet om natten. En morgen finder man blodspor og nattevagten bliver fundet død. Kæmpemyggen er selvfølgelig vågnet og den er meget sulten!

Harl Vincents The Terror From Air-Level Six er ligeså tåbelig som den lyder. En række fly begynder at forsvinde sporløst fra det amerikanske luftrum, og en ukendt fjende kræver Amerikas betingelsesløse overgivelse, hvilket vores helt selvfølgelig ikke kan acceptere. En meget lang opbygning der bliver overstået på et kort øjeblik.

Mere interessant er derimod Sewell Peaslee Wrights The Forgotten Planet, men primært af historiske grunde, da selve historien er jævnt kedelig. Den er formet som en rapportering fra en militærmand i en fjern fremtid hvor alle galaksens beboede planeter er med i samme politiske union, på nær en planet. Militærmanden har fået til opgave at presse denne oprørske planet til at gå med i alliancen, koste hvad det koste vil. Den imperialistiske holdning er styg, for planetens beboere beskrives ikke som andet end nogen der egentlig bare vil være i fred og passe sig selv, men selvom de ikke umiddelbart udgør nogen trussel for resten af den ellers fredelige alliance, bliver de altså truet med total udslettelse hvis de ikke går med.

Sidste historie, The Power and the Glory af Charles W. Diffin, er ganske kort, men et glimrende eksempel på den type historier hvor en stor videnskabelig opdagelse bliver slået ned ligeså hurtigt som den bliver slået op. Den tids science fiction var generelt langt mindre teknologi- og fremskridtsbegejstrede end i dag, og mange historier taler til læserens frygt for det hastige teknologiske fremskridt og at verdensordenen helst skal opretholdes. I denne historie er det en ung videnskabsmand der kontakter sin tidligere lærer, en professor ved universitet, om en fantastisk opdagelse han har gjort. Den unge mand er ellevild, fordi han har fundet ud af at splitte atomet og dermed kilden til uendelig energi. Han fortæller lystigt professoren om hvordan hans opdagelse vil bringe fred og rigdom til hele verden, men professoren slår hans idé ihjel med en snak om at verden ikke vil kunne håndtere dette, at civilisationen vil bryde sammen og så videre. Forfatteren sætter diskussionen meget snævert op i en spids, men ikke desto mindre interessant.

Analog, November 2010

Posted on November 24, 2011 by Jeppe

Analog November 2010 Et år forsinket er jeg nået til novembernummeret af Analog. Stanley Schmidt skriver lidt i øst og vest om regler, gode og dårlige regler, og hvordan og hvorfor de skal overholdes. Med eksempler fra Analogs egne regler for indsendte noveller. Der var ikke den store pointe i det. Uden relation til dette, så virker en del af historierne noget nedslående. Verdens undergang, mindre katastrofer og personlig tragedie går igen et par gange i hvert fald.

Richard A. Lovett og Mark Neimann-Ross (Lovett er velkendt i Analog, den anden kender jeg ikke) har skrevet kortromanen Phantom Sense om den pensionerende Kip, der har arbejdet for en særlig afdeling af en af landets hemmelige agenttjenester, hvor han har fået indopereret noget som har gjort ham i stand til at fjernstyre mekaniske fluer til brug i spionage. Derudover blev hans sanser også forstærket, så han meget nemt kunne afkode folks skjulte signaler og se om de lyver eller er nervøse. Nu mange år efter har han mistet en del af sine evner, og det går ham meget på, for han føler sig ukomplet uden dem. Det har ydermere gjort at hans kone er gået fra ham, men da deres datter bliver taget til fange, må han få sine gamle evner tilbage og gå sammen med kone på jagt efter forbryderne. Den grundlæggende idé med en mand der har tabt sine særlige kunstige evner fra en militærfortid er set før, og Phantom Sense bringer ikke noget nyt ind i det. Det er heller ikke særligt spændende i længden at læse om Kip der har ondt af sig selv og selve kidnapningsplottet virker som noget der bare skal være der. Lovett har også skrevet en videnskabelig artikel der beskriver virkelighedens baggrund for nogle af historiens idéer.

Mere sjov er derimod Zoo Team af Allan M. Steele om et hold astronauter i en Mars-rejse simulator der er i kredsløb om Jorden. De undrer sig dog over hvorfor lige de er blevet udvalgt til at udgøre denne besætning der skal simulere en rejse til Mars, for ingen af dem kan siges at have været klassens bedste. Alle har op til flere disciplinære sager og negative anmærkninger fra deres træning. Det er der selvfølgelig en politisk forklaring på, så de beslutter sig for at vende det imod beukraterne nede på Jorden. Det er et meget sjovt koncept Steele har fundet på og historien bliver ført fint til dørs.

Jay Werkheiser er ikke et navn jeg kender, men hans Contamination overraskede positivt. Det er gået helt galt på Jorden, så koloniseringsskibe er blevet sendt af sted til en planet som man for et par generationer siden allerede havde sendt nogen ud til, for netop at forberede en senere kolonisering. Men som det jo er med missioner der går igennem flere generationer, så går en del af meningen tabt, så det der møder dem fra Jorden er et folkefærd der lever i kredsløb om en jordlignende planet som de for alt i verden ikke vil lande på, kun studere på afstand. Det giver nogle interessante kulturelle og praktiske konflikter. Eneste kritikpunkt er at novellen mest bliver som et anslag til en længere historie, og ender dermed lidt for åbent.

Michael A. Armstrong leverer en typisk hurtigt læst og hurtigt glemt Analog-historie med The Deadliest Moop, om farlige objekter i kredsløb der kan ødelægge satelitter og hvordan de fanges inden det går galt.

Carl Frederick er velkendt i Analog, oftest med historier om forskere og deres forskning. I Howl of the Seismologist er det seismologen Alex det handler om, og ikke mindst hans hund som han mener kan forudsige jordskælv tidligere og mere præcist end de avancerede instrumenter. Det kommer der selvsagt et lille drama udaf, krydret med en god gang videnskabelig jargon.

Outbound af Brad R. Torgersen forsøger virkelig at smøre tykt på med de store følelser. Det starter med noget der ligner verdens undergang, hvor et forældrepar må overlade deres to børn til et af de sidste rumskib der forlader Jorden. Men det går også galt på rumskibet, den 4 årige pige dør og den 11-årige dreng overlever som den eneste i en redningskapsel. Og så er han i øvrigt lam fra hoften og nedefter. Han bliver fundet af et ældre ægtepar, hvor manden kun lever som et uploadet sind i skibets computer. De rejser sammen i flere år i jagt på andre overlevende, men finder ikke nogen. Indtil den nu voksne dreng er den eneste tilbage på rumskibet. Det rammer bare aldrig rigtigt, uden at være hverken dårlig eller kedelig, så virker det som om forfatteren vil sige en masse om håb og tro, at historien går tabt i budskabet.

Astounding, June 1930

Posted on August 21, 2011 by Jeppe

Astounding June 1930 Juninummeret af Astounding fra 1930 bruger igen en del af siderne på dele af hele romaner, men der er stadig fire øvrige historier. Mest noget værre pladder der forlængst er blevet forældet, men stadig et par interessante ting også.

Vi starter med en typisk og kedelig monsterhistorie i C. D. Williards Out of the Dreadful Depths. Et kæmpemonster i det Sydlige Stillehav spiser forsvarsløse skibe og den ellers ikke specielt velansete Robert Thorpe får bugt med uhyret mod alle odds. Det er simpelt, banalt og så cheesy at det ikke engang er sjovt.

Lidt mere interessant er James P. Olsens The Cavern World, der handler om geolog der tager flere kilometer ned i undergrunden for at undersøge hvorfor et oliefelt er blevet tørlagt. På bunden finder han sin arbejdsgivers ærkerival, der har fundet nogle halvintelligente væsener dernede der lever af olien, og de er udrydningstruede pga. menneskets olieudvinding. Rivalen udnytter væsenerne til olieudvinding ved at bilde dem ind at han hjælper dem med at overleve. Derudover har han også store planer om at styre hele verden ved at kontrollere verdens olieforsyning på denne måde. Typisk pulp, ganske underholdende og også interessant at se “helten” godt nok stopper rivalen i at overtage styringen med verdens olieresurser, så bruges der ingen energi på disse undergrundsvæsener eller tanker om at redde dem fra udryddelse. Sådan vil en lignende historie i dag næppe være blevet skrevet.

Giants of the Ray af Tom Curry er endnu en monsterhistorie, men denne gang i en radiummine. Et par forbrydere tror det er enormt værdifuldt hvad der er i minen, men ved ikke hvor dødsensfarligt det er. Hvilket en professor forklarer dem da de prøver at finde frem til det værdifulde i minen. Undervejs møder de selvfølgelig også diverse dyr der er vokset til ti gange størrelse pga. strålepåvirkning fra det særlige radium. Også ok gakket underholdning.

Vi skal ikke overraskende til Månen i The Moon Master af Charles W. Diffin. En uskyldig bjergbestiger bliver taget til fange af en gal videnskabsmand ude i vildmarken, fordi han er overbevist om at den anden er spion for en anden rivaliserende videnskabsmand. Han har angiveligt splittet atomet og bygget en rumraket han vil flyve til Månen med, og ser sig nu nødsaget til at tage den stakkels bjergbestiger med, fordi han allerede ved for meget. Under turen bliver de dog lidt bedre venner, og da de lander på Månens bagside – der har både atmosfære og liv – kommer bjergbestigerens viden og evner med vildnisset den anden til gode. Det går dog hverken værre eller bedre end at de bliver taget til fange af det primitive månefolk, og inde længe finder de sig selv parat til at blive ofret i en sort gryde til glæde for stammens prinsesse. Eller noget i den stil. Det korte og det lange er, at dette blot er et tosset science fiction startskud til en actionpræget adventurefortælling. Meget lig med Phantoms of Reality af Ray Cummings fra januarnummeret.

Analog, October 2010

Posted on July 24, 2011 by Jeppe

Analog October 2010 Der er et par okay noveller i dette nummer, men ellers et rimelig gennemsnitligt nummer af Analog. Stanley Schmidt har en interessant klumme denne gang om menneskets mulige indblanding i fremmede planeter og dets dyre- og planteliv, og hvordan science fiction forfattere forholder sig til dette etiske spørgsmål. Mindst ligeså interessant er Richard A. Lovetts artikel om Merkur, hvor lidt vi egentlig ved om denne planet og hvorfor den er forholdsvis overset i science fiction sammenhænge.

Første historie, en kortroman af John G. Hemry kaldet for The Rift, er hårdkogt military sf, men dog stadig med visse kvaliteter udover det actionprægede. På planeten Imtep har mennesket i noget tid haft en forskningsstation og levet fredeligt med de indfødte Izkop, men pludselig en dag går de hensynsløst til angreb og dræber en masse mennesker. Historien følger en mindre militærgruppe der kæmper for deres egen overlevelse og for at redde de sidste overlevende civile. Det meste af historien ligner ren “lad os skyde onde aliens” i stil med Starship Troopers, men det hele viser sig at være en meget uheldig kulturel misforståelse, hvor de indfødte Izkop blot har deres måde at “teste” menneskenes troværdighed på. Bortset fra at alt dette bliver skåret ud i pap for læseren af hovedpersonerne, er pointen stadig god.

Midwife Crisis af Dave Creek må siges at være en meget original historie, men bare ikke specielt spændende læsning. På planeten Welkin lever nogle gigantiske hvaler i havet. En af dem er dog blevet syg og har trukket sig væk fra de andres farvand. Nogen beslutter sig for at hjælpe denne hval, der i øvrigt er gravid, ved at svømme ind i hvalens blodårer og give den den nødvendige medicin. Der er lidt Spielbergs Innerspace over det, og selvom fortællingen for så vidt er gribende og idéen god, er handlingen desværre lidt for forudsigelig. En letfordøjelig “feel good” historie.

I Kenneth Schneyers The Whole Truth Witness er man begyndt at bruge et sandhedsserum på vidner i retssale, hvilket giver visse problemer for historiens hovedperson der er advokat. I hans seneste sag finder han dog på et kreativt smuthul. Novellen er ment som værende lettere morsom, men ikke uden relevante pointer til retssystemet.

Arlan Andrews forsøger sig med humor, med mindre held, i The Alien at the Alamo, hvor historiens fortæller er ved at være lidt træt af at blive bortført eller kontaktet af rumvæsener, men har lært at acceptere det, og ved således med det samme at det er et rumvæsen der kontakter ham, selvom det ligner en almindelig mand. De to snakker så lidt frem og tilbage om Jorden og universet på en café, og rumvæsenet vil denne gang analysere hans reaktion på en række tilsyneladende uskyldige musikvideoer.

Vi bevæger os lidt mere over ud i det absurde i Never Saw It Coming af Jerry Oltion, der handler om en amatørastronom der opdager en asteroide der vil passere rimelig tæt på Jorden, men det går helt galt da pressen får nys om det og inden han får set sig om er det meste af Jordens befolkning overbevist om at dommedag er nær. Historien skal nok læses i konteksten om at overdrivelse fremmer forståelsen, men jeg ved ikke helt om jeg køber den.

Allan M. Steeles The Great Galactic Ghoul handler om hvordan gammel overtro kan tilsidesætte sund fornuft. På en minestation på en asteroide finder en tragisk ulykke sted, og de præcise omstændigheder bag ulykken er uklare. Spekulationerne begynder at køre og nogen finder en gammel myte frem om en “rumghoul” der spøger i det interstellare rum. Inden længe er den gamle overtro tilbage i folks bevidsthed. Historiens hovedperson undersøger dog ulykken til bunds og finder en ganske logisk forklaring på det hele. En tør og kedelig novelle med en fuldstændig flad spændingskurve.

Lidt mere spændende er sidste historie, Ghosts Come Home af Justin Stanchfield der handler om rumpiloten Verlain der lever et lykkeligt liv med sin kone og de har et barn på vej. Vi finder dog ud af at han er genetisk modificeret fra barn af til at elske en anden kvinde, men de blev separeret som unge, og Verlain har næsten glemt hende, indtil hun selvfølgelig en dag igen dukker op. Det lyder mere pladderromantisk end det egentlig er, og Stanchfield får opbygget nogle interessante karakterer.

Analog, September 2010

Posted on May 21, 2011 by Jeppe

Analog September 2010 Dette nummers noveller er desværre meget Analogsk med forudsigelige problemløsningshistorier uden de store overraskelser. Der er dog en enkelt Hugo-nomineret historie med. Stanley Schmidt skriver i sin spalte om hvordan vi dømmer noget hårdere hvis vores syn i forvejen er positivt, og Jeffrey D. Kooistra fortsætter sin kritik af temperaturmålinger brugt til at bevise den globale opvarmning.

Første historie er That Leviathan, Whom Thou Hast Made af Eric James Stone handler om en mormonpræst der er præst for nogle rumvæsener der har tilsluttet sig denne kirke. Rumvæsenerne bliver kaldt for ‘swales’ og er gigantiske væsener bestående af plasma der lever inde i solen. Præsten har en samtale med en mormon swale der fortæller at den er blevet voldtaget, og ikke ved om det er syndigt eller ej. Præsten bliver oprørt over at finde ud af at voldtægt tilsyneladende er helt acceptabelt i deres kultur, så han vil straks tage kontakt til den ældste swale. En forsker der arbejder på at forstå dette samfund mener selvfølgelig det er en dårlig idé at blande sig i deres kultur, og det giver anledning til en forudsigelig moralsk konflikt og diskussion om hvorvidt det er i orden at presse jordiske moralske normer nedover nogle helt fremmede væsener. Forfatteren virker ikke prædikende specielt for den ene eller anden part, men det gør så også samtidig at historien mangler kant og dermed bare bliver forudsigelig.

David D. Levines Pupa er en særlig type science fiction historie jeg aldrig helt bliver venner med. Det foregår (næsten) udelukkende på en fremmed planet med rumvæsener, hvilket selvfølgelig i sig selv er interessant, men fordi det hele bare bliver så mærkeligt uden at man har noget jordisk referencepunkt, er det svært at fange interessen. Men i hvert fald handler novellen om et yngre medlem af denne insektligende race der ser sin mor blive slået ihjel, men i dette samfund er der åbenbart ikke nogen der lytter til ikke-voksne væsener, så vores hovedperson har svært ved at få opmærksomhed om sin situation. Novellen ender godt nok til sidst på Jorden, men i det store hele er denne race bare uinteressant og hele problemstillingen med at de ignorer de yngre virker kunstig, fordi man ikke får nogen forklaring på hvorfor de er ligeglade.

Richard A. Lovett forsøger med humor i first contact historien Spludge. Rumvæsener besøger Jorden, den amerikanske præsident tager pænt imod osv., men vores hovedperson er overbevist om at rumvæsenerne bare er i færd med at lave en stor practical joke med os jordboere. Det er ikke hylende morsomt, men idéerne er ganske originale.

Mere seriøs er Red Letter Day af Kristine Kathryn Rusch der beskriver en verden hvor tidsrejser er mulige, men man er nået til enighed om at det simpelthen ikke duer i praksis at den teknologi er frit tilgængelig, så i stedet giver man alle muligheden for at sende et brev til deres tidligere jeg i skolealderen. Historien følger en skolepsykolog som hvert år får til opgave at tage sig af de børn der ikke får noget brev fra deres fremtidige jeg. Rusch har ikke nogen radikale idéer med hensyn til tidsparadokser og hvad deraf følger, men hun skriver som altid godt.

Flotsam af K.C. Ball er en af de kedelige skabelonskrevne Analog-historier. En lille rumstation med tre besætningsmedlemmer bliver ramt af et eller andet der ødelægger vitale systemer om bord, og fordi firmaet har slækket på sikkerheden for at spare penge, ser deres chancer sorte ud. Men lidt kreativ problemløsning redder dagen.

Jerry Oltions The View From the Top foregår også på en rumstation, men her er problemet af emotinel karakter, da en af astronauterne ikke længere kan styre sine følelser og derfor må se sin drøm om at blive astronaut forsvinde næsten inden den var begyndt.

Hvad gør man hvis man har overladet verdensherredømmet til en computer og den beslutter sig for at Jordens overbefolkningsproblem skal løses ved at den ene halvdel skal udryddes? Det er i al sin enkelhed udgangspunktet for Kyle Kirklands Sandbagging. En ung forsker mener han har en måde at forhindre det på, men intern rivalisering med kollegaer kommer i vejen i denne noget utroværdige historie.

Til sidst finder vi en af dette års Hugo-nominerede novelettes. Det er Sean McMullens Eight Miles der faktisk godt kunne have været en pulp historie fra starten af århundredet, dog noget bedre skrevet. Historien udspiller sig i London i midten af 1800-tallet og følger Harold Parkes der lever af flyvninger over London i ballon. Han bliver en dag kontaktet af Lord Gainsley der vil have ham til at tage sin ballon op i så højt et luftlag som muligt. Det skyldes han har fundet en pige som han mener stammer fra de højere luftlag, og hendes hjerne fungerer derfor ikke nede ved jordoverfladen. Idéen er at bringe hende op i de højere luftlag og forsøge at kommunikere med hende. Yderst velskrevet historie, men jeg tror nu ikke den vinder en Hugo trods alt.

Astounding, May 1930

Posted on April 9, 2011 by Jeppe

Astounding May 1930 Der er kun tre historier at omtale i dette nummer, da det meste af pladsen går på tredje del af Brigands of the Moon samt en ny føljetonroman af Murray Leinster, som jeg forhåbentlig kan anmelde for sig selv på et tidspunkt.

Første historie er en fortsættelse til From the Ocean’s Depths fra martsnummeret, og som titlen Into the Ocean’s Depths tydeligt viser, så er de to venner fra sidst nu dem der skal ned i havets dyb og besøge dette søfolk. Det er en temmelig kedelig efterfølger, da det blot bliver et ordinært voldeligt eventyr, hvor disse to mennesker og deres avancerede maskiner, får udryddet en konkurrende ondere race i denne havverden.

The Jovian Jest af Lilith Lorraine er en sær størrelse, der starter som en traditionel historie om et mystisk meteornedfald midt ude i ingenting, men det viser sig at bære på et uhyre intelligent rumvæsen. Resten er sådan set bare en lang tør monolog fra dette rumvæsen, der vil fortælle menneskene at de nu er blevet opdaget i universet som en intelligent race, men at de stadig er på babystadiet.

I Victor Rousseaus The Atom-Smasher blandes vanvittige opfindelser, tidsrejser og Atlantis-myten i et brag af en adventurefortælling. Ved mere eller mindre et tilfælde fik en kemiker skabt en tidsmaskine, i sin søgen efter atomets inderste bestanddele. Det viser sig at han er rejst tilbage til tiden hvor Atlantis stadig eksisterede og bliver dermed rodet ind i en konflikt atlantisboerne har med nogle andre samfund. Det hele bliver meget blodigt og det ender selvfølgelig med at vi får en forklaring på hvorfor Atlantis styrtede i havet. Historien rummer nogle interessante idéer med hensyn til tidsrejser, dimensioner og anden typisk pulp-videnskab, men det meste består af krig, vold, jalousi og hvad det ellers fører med sig.

Analog, July/August 2010

Posted on March 6, 2011 by Jeppe

Analog July August 2010 Magasinernes dobbeltnumre er værd at se frem til, da de som regel giver plads til nogle kortromaner – en form der passer enormt godt til science fiction genren, men som man ikke kan fylde de øvrige månedsudgivelser alt for meget med. Dette nummer byder på tre af slagsen, og to af dem er faktisk okay, ligesom de øvrige noveller. Klassiske Analog-historier uden de store overraskelser. Redaktøren prøver at give et svar på hvorfor bladet stadig hedder Analog og ikke Digital, John G. Cramer skriver om symmetrier og kausalitet i den kosmiske fysik og Richard A. Lovett har skrevet en seriøs og interessant artikel om det at skrive (god) humor i science fiction historier.

Første kortroman er Rajnar Vajras Doctor Alien’s Five Empty Boxes om Dr. Alanso J. Morganson, også kendt som Dr. Alien, der har en praksis for rumvæsener. Han har dog også sine fjender og en morgen bliver han udsat for et bilbombeangreb, men det er kun begyndelsen til en lavine af problemer med sære rumvæsener der hagler ned over ham. Historien er fyldt med eksotiske rumvæsener, gakkede sproglige misforståelser og et vanvittigt plot der drøner afsted. Men den slags er kun så sjovt et vist stykke.

The Long Way Around af Carl Frederik er en klassisk science fiction problemløsningshistorie der kunne være skrevet i hvilket som helst årti. Vi befinder os på Månen og den australske Dr. Adrian Clarke har et nyt transportfartøj med op til den lille station. Et fartøj der fungerer ikke ulig en kænguru. På sin jomfru hoppetur går det ikke overraskende lidt galt, og de to astronauter i den må tænke kreativt og hurtigt hvis de skal overleve. En udmærket historie til de læsere der foretrækker science fiction som det blev skrevet for årtier siden.

Questioning the Tree af Brad Aiken kunne også være skrevet for længe siden – eller måske endda som et Star Trek afsnit med McCoy i hovedrollen. En halvtreds år ude i fremtiden er lægefaget reduceret til at læger blot skal viderebringe en diagnose som en computer finder frem til. Vores hovedperson kan huske en tid hvor lægen godt måtte røre ved patienten og lave diagnosen, og føler tydeligvis at hans evner går til spilde ved blot at udskrive recepter givet af en computer. Men nogle oprørske læger driver en undergrunds lægepraksis. Det er en klassisk moralfortælling om at erstatte et menneskes job af en maskines – heller ikke de store overraskelser her.

Det handler igen om Månen i Fly Me to the Moon af Marianne J. Dyson, i en ikke så fjern fremtid hvor endnu en Måneeksepedition er sat i værk. Det går dog galt undervejs, og den eneste overlevende er en kvindelig astronaut der ikke har nogen piloterfaring. Den unge George hører om dette og mener at den gamle mand med Alzheimers han besøger på plejehjemmet kan hjælpe. Det viser sig at denne mand faktisk fløj en af de oprindelige Apollo-missioner, men han er gammel og senil, så George gør sit bedste for at skabe de rigtige rammer, så han kan hjælpe den nødlidende astronaut. Historien handler faktisk mere om at blive ramt af Alzheimers end om Månen og forfatteren har også dedikeret historien til folk ramt af denne sygdom.

Nummerets anden kortroman hedder Bug Trap og er skrevet af Stephen L. Burns. Heri beskrives en fremtid hvor rumvæsener har givet sig til kende og sagt at de vil bosætte sig på Venus. Alle mennesker der har lyst er inviteret, de skal bare gå ind i en af de portaler som rumvæsenerne har placeret overalt på kloden. Der er lidt baggrundshistorie om hvordan verdens militære magter har forsøgt at forhindre adgang til disse portaler og uden held forsøgt at ødelægge dem. Ingen ved om rumvæsenerne taler sandt, for ingen er vendt tilbage for at kunne fortælle om det. Men historien følger den småkriminelle Glyph der mere af nød end af lyst flygter ind i sådan en portal og han havner så som en anden Alice i Eventyrland i en mærkelig verden beboet af andre mennesker fra Jorden som ham selv, men styret af disse stadig anonyme rumvæsener.

I The Single Larry Ti, or Fear of Black Holes and Ken af Brenda Cooper er videnskaben under pres, for en række forskere skal for en international domstol hvor de skal forsvare at deres eksperimenter ikke vil skabe et sort hul der vil opsluge Månen. Meget lig hysteriet omkring LHC, bare skruet op under parolen at overdrivelse fremmer forståelsen. Ingen overraskelse i at Cooper fremstiller pøbelen som dum og uvidende med hensyn til videnskab.

Scott William Carters The Android Who Became a Human Who Became an Android er så meget Blade Runner-wannabe som det kan blive, helt ned til privatdetektiven og regnvejret. Her er androider dog ikke forbudte, men selvom de ligner og opfører sig næsten som mennesker, har de ikke samme rettigheder. Dexter Duff bliver opsøgt af en gammel kæreste og hun vil have ham til at finde sin forsvundne ægtemand. En mand der viser sig at være chef for et stort firma, og nå ja, han er en androide. Plottet er overraskende, men lidt søgt, og så mangler den stemningen fra Blade Runner.

Stephen Baxter er jo en erfaren forfatter inden for hard sf, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg kan kalde hans kortroman Project Hades. Teknisk set er det vel alternate history, eftersom den handler om en række underjordiske atombombeprøvesprængninger der har uforudsete konsekvenser i 1960′erne, men det er ikke alternativ historiefortælling Baxter er ude i. Som nævnt er udgangspunktet en række underjordiske atombombesprænginger som vækker “noget” til live i underverdenen. Herefter udvikler det sig til noget nær en amerikansk katastrofefilm for fuld skrue, men Baxter holder tydeligvis en vis ironisk distance til det hele. Alt sammen ganske underholdende, men historien stikker i vidt forskellige retninger.

Analog, June 2010

Posted on January 16, 2011 by Jeppe

Analog June 2010 Jeg er nu halvvejs igennem år 2010 med magasinerne – kun et halvt år bagud. Forhåbentlig kan det indhentes igen. Dette nummer er mere eller mindre gennemsnitligt. Et par enkelte gode historier, resten blot okay. Stanley Schmidt skriver lidt om hvordan det kan være nødvendigt at forklare det samme fænomen på forskellig vis til forskellige modtagere, og Henry Honken skriver om noget så spændende som grammatiske særheder i esoteriske sprog.

Første historie er hvad jeg vil kalde for en “lige efter bogen”-historie. The Anunnaki Legacy af Bond Elam stiller ret skarpt op med de gode idealistiske forskere på den ene side, og det onde minefirma på den anden. Baggrunden er at mennesket har bevæget sig ud i galaksen og fået kendskab til en gammel race kaldet for Anunnaki der angiveligt skulle have haft en finger med i spillet med oprindelsen af livet på Jorden. På planeten Slag har to unge forskere fundet hvad de mener kan være et gammelt Anunnaki rumskib, men det er et minefirma der har retten til planeten, og de vil selvsagt i gang så hurtigt som muligt. Det fører til en forudsigelig historie med iscenesatte diskussioner om videnskab kontra profit, med en usympatisk skildring af dem fra minefirmaet, og forskerne får selvfølgelig ret til sidst og gjort en epokegørende opdagelse. Forudsigeligt ja, men underholdende nok.

Under “Probability Zero” finder vi Alastair Mayers Light Conversation, der ganske kort handler om en mand der finder en intelligent livsform inde i sit køleskab – og derfor skal lade lampen være tændt.

Space Aliens Taught my Dog to Knit! er som man kan gætte, en temmelig fjollet historie af Jerry Oltion and Elton Elliott. Den tager alle klichéerne fra blandt andet X-Files om regeringens hemmeligholdelse af kontakt med rumvæsener og giver fuld gas. Hollywood er endda også involveret. Det er vist ment som en slags satire, men så sjovt var det altså heller ikke.

Heist af Tracy Canfield mindede mig lidt om Tad Williams’ Otherland-serie. Bill og Opel er venner i et virtuelt online rollespil, men kender ellers intet til hinanden. Bill finder ud af at Opel ikke er hvem han troede, og han bliver pludselig involveret i en kamp for “menneskerettigheder” for kunstige intelligenser. Slet ikke dårligt.

Richard Foss’ At Last the Sun er lidt længe om at fange interessen, og da det bliver rigtig interessant til sidst stopper historien desværre. En gruppe forskere undersøger et sted i havet for forurening, men opdager noget langt mere epokegørende, men idéen bliver som sagt desværre ikke rigtigt ført videre.

A Time for Heroes af Edward M. Lerner er endnu en novelle om en virtuel spilverden. Vi følger Travis der arbejder med at teste AI’er i computerspil, men en dag finder han sig selv i en verden han ikke kan komme ud af igen, og langsomt begynder han at glemme alt om den rigtige verden udenfor. Historien kører på nogle meget velkendte temaer fra science fiction om skellet mellem virkeligheden en kunstig virkelighed, men gør det stadig godt, og med nogle gode twists undervejs.

Postapokalyptiske historier med børn i hovedrollen synes jeg plejer at høre til i Asimov’s, men her finder vi altså Cargo af Michael F. Flynn. I denne ødelagte verden er det forbudt at huske bestemte ting fra fortiden – for eksempel byer og supermarkeder. Det kæmper historiens hovedrolle med. Som sagt, en historie der egentlig burde høre hjemme i Asimov’s, men den indeholder ikke desto mindre nogle interessante idéer til hvordan et samfund vil prøve at håndtere at civilizationen er gået under, og det derfor nok er bedst ikke at tænke for meget på bedre tider.

Sidste historie handler igen om kunstige intelligenser. I Kyle Kirklands Connections bliver det blandet med en mordgåde og en undergrundsgruppe der kæmper mod en omklamrende stat. Der sker givetvis en hel masse her, men pointen går tabt i mængden.

Astounding, April 1930

Posted on November 25, 2010 by Jeppe

Astounding April 1930 Historierne i dette nummer er meget præget af skræk og rædsel. Og ikke mindst en professor eller videnskabsmand af en art i hver historie! De vil næppe forekomme uhyggelige for nutidens læsere, snarere grinagtige, men det er trods alt også en del af charmen ved disse 80 år gamle pulp-historier. I dette nummer introduceres også læserspalten, hvilket er noget af det der er rigtig interessant at læse i dag. Man kan se hvilke historier læserne på den tid syntes om og så småt hvordan en fankultur begynder at tage form. Blandt andet kan man her se et indlæg fra Conrad H. Ruppert der inviterer læserne af Astounding til at deltage i en Science Fiction Week i en Science Correspondence Club.

Første historie er et forsøg på noget horror af Thomas H. Knight. Titlen The Man Who Was Dead siger det meste hvad der er at sige. I klubben hvor Jerry plejer at diskutere med andre mandevenner, er en mystisk gammel benet mand dukket op. Han fortæller at han er blevet hængt og vakt til live igen af en genial/gal videnskabsmand. Ikke de store overraskelser her.

Monsters of Moyen af Arthur J. Burks er patriotisk krigs science fiction i højt gear, skrevet i et meget overdramatisk sprog. Den grusomme arabiske kejser Moyen har erobret det meste af verden, men mangler vesten. Han indleder et stort slag mod den amerikanske østkyst, med tusindvis af flyvende maskiner og undervandsmonstre, og det amerikanske militær kan ikke stille noget op. Moyen har frygtindgydende våben med sig der bogstaveligt talt kan pulverisere hvad som helst. Men en professor har muligvis et modtræk, han skal bare lige bruge to timer. Det amerikanske folk forsvarer modigt og patroisk deres land indtil professorens modtræk får Moyens hær i knæ. Man behøver ikke læse noget mellem linjerne her.

Det fantastiske ved pulp historier er at man sjældent er i tvivl om hvad en historie handler om. Vampires of Venus af Anthony Pelcher handler om vampyrinsekter på Venus. En professor i entomologi bliver kontaktet af to venusboere der vil have ham til at hjælpe dem med at slippe af med nogle dræbende vampyrinsekter på Venus. Venus viser sig at være et nærmest utopisk samfund, hvor mænd og kvinder er helt lige, ingen lider nød og alt er perfekt – altså bortset lige fra de her vampyrinsekter der dræber stakkels venusboere og dræner dem for blod. Rimelig banalt hele vejen igennem, men rammefortællingen med det utopiske samfund på Venus og diskussionen af hvor disse vampyrinsekter kommer fra, er nok mere interessant for nutidens læser end det forudsigelige spændingsplot.

I The Soul-Snatcher af Tom Curry tager en professor mere en skurkerolle. Hans eksperimenter har sat en uskyldig ung mand på dødsgangen, og hans mor opsøger nu professoren for at få ham til at stå til ansvar. Professoren viser hvad det var for nogle eksperimenter han havde gang i, som gik ud på først at overføre bevidstheden mellem to levende væsener, for derefter at teleportere dem, så de fysisk også skifter plads. Selvsamme metode forslår han så til at få den unge mand ud af fængslet igen på. Det lykkedes, sådan næsten da.

I sidste historie er videnskabsmanden igen i en god rolle. I The Ray of Madness af Captain S. P. Meek er den amerikanske præsident blevet vanvittig. Dr. Bird mistænker at der står noget bag, og han optrevler et komplot hvor en spion fra Sovjet har udviklet et særligt apparat, der kan fange måneskinslys og omforme det til en farlig stråle, som han så rettede mod præsidenten. Langt ude som sædvanlig, men faktisk bliver der gjort noget mere ud af at forsøge at forklare den videnskabelige logik bag, end i de fleste andre historier fra den tid.

Analog, May 2010

Posted on November 18, 2010 by Jeppe

Majnummeret af Analog Science Fiction and Fact er en jævn samling af rimelige historier. Stanley Schmidt skriver lidt lommefilosofisk om det at skulle forklare et naturfænomen til forskellige målgrupper, hvilket han bruger til at rette kritik mod religiøs overtro; Stella Fitzgibbons skriver om hvad der sker indenfor lægevidenskaben med brugen af robotteknologi til operationer og John G. Cramer skriver om forekomster af vand i solsystemet – navnlig kometer.

Fiktionen starter ambitiøst med Page Turner af Rajnar Vajra, der ikke helt lever op til sit navn, men alligevel er ganske udmærket sjov metafiktion. Det er en blanding af en historie om bogshoppen The Page Turner hvor en teleportationsmaskine kommer på spil, og så den imaginative forfatter til denne histories indspark mens hun fortæller historien. Læseren skal tydeligvis forvirres omkring hvad der er fiktion i fiktionen, og hvad der er “rigtigt”. Det både lyder rodet og er det også, men et overraskende eksempel på fungerende metafiktion – og så endda i Analog.

Mindre interessant var Lee Goodloes Hanging by a Thread om en ung universitetsstuderende der skal på forskningsekspedition på vandplaneten Theresa. Planeten er tydeligvis ikke et rart sted. Luften er giftig og havet består af syre, så den unge studine bliver selvfølgelig udsat for livstruende situationer, men det blev aldrig klart hvad pokker der skulle være så interessant ved denne ugæstfrie planet.

A Talent for Vanessa af David W. Goldman starter som trivielt Analog-sniksnak, men har en overraskende slutning jeg godt kunne lide. Vanessa besøger en slags klinik hvor man med en særlig hjerneoperation kan få et stort talent indenfor et eller andet. Manden hun snakker med prøver dog at gøre alt for at få hende til at skifte mening. Det er meget snakken frem og tilbage, men med nogle interessante idéer undervejs.

Jeg nød at læse Rick Cooks Fishing Hole, der starter helt fantastisk. En palæontolog er ude at spise på en sushi-restaurant, da han pludselig ser at der er blevet serveret en fisk der burde være uddød for millioner af år siden. Sammen med kollegaer finder han frem til at flere restauranter i byen har serveret forhistoriske fisk, men hvor kommer de fra? Interessant opbygning, men slutningen levede ikke helt op til forventningerne.

Teaching the Pig to Sing af David D. Levine kan dårligt kaldes for en historie, det er nærmere en udførlig skabelon til den brugte kliché, om oprøreren der skal omvende fjenden over på sin side. Historien finder sted i en fremtid hvor hele kloden er underlagt et kongedømme. Der er ingen krig eller hungersnød i verden, men det er ikke frit. En oprørsgruppe har taget den højtstående Edvard til fange, og har forsøgt at omvende ham med en hjerneoperation. Det lykkedes ikke helt, så derfor får en af oprørerne tre dage til at overbevise Edvard med argumenter om at han skal slutte sig til dem. Så går snakken frem og tilbage, med en lidt overraskende slutning til sidst.

Nærmest pulp-agtig kunne man kalde H.G. Stratmanns The Day the Music Died, hvor titlen skal tages ret bogstaveligt. En ukendt terrorgruppe har formået at få en dødelig virus ind gennem musik. Millioner af mennesker dør. Præsidenten indfører et totalt forbud mod alt der kan frembringe lyd, hvilket selvsagt giver en del problemer. En ret skræmmende historie faktisk.

Lidt mindre dramatisk er Farallon Woman af Walter L. Kleine, der handler om Jack der arbejder på et superhemmeligt projekt kaldet Black Box. Man har nemlig fundet en nedstyret UFO i Stillehavet, men trods flere års arbejde, har man stadig ikke fundet ud af ret meget om den. Jack er forelsket i Tara, men der er noget mærkeligt ved hende. Hun kender intet til sin fortid og opfører sig til tider sært. Jeg afslører ikke for meget ved at sige, at det ikke er helt uden relation til det Jack arbejder med.

Dette nummer rummer også en af de særlige typer korte noveller under kategorien “Probability Zero”, der ofte er meget morsomme, men totalt usandsynlige historier. Eller det er vel som man ser det. I Quark Soup af Bond Elam hører vi om at det videnskabelige samfund har fundet ud af, at bag universet er der en intelligent designer, men de religiøse skal ikke glæde sig for tidligt.

Interstellar sysctl

En science fiction blog

Category Archives: Analog