Interstellar sysctl

Der er masser af pulp-historier i dette andet nummer af Astounding Stories of Super Science fra 1930. Invasion fra det ydre rum, gale videnskabsmænd og selvfølgelig kvinder i nød. Det kan findes online på Gutenberg.org.

En ældre mand bliver fristet af en storslået opdagelse gjort af en ung videnskabsmand på den anden side af gaden i Harl Vincents Old Crompton’s Secret. Gamle Crompton bliver vist rundt i Tom Forsythes laboratorium, hvor Tom meget begejstret fortæller om at han har fundet vejen til evigt liv gennem en maskine. Crompton bliver fristet af maskinen og i en kort fumlet nærkamp, falder Tom over en ledning og ligger livløs på gulvet. Crompton må nu finde en måde at skjule sig på. En historie uden en egentlig pointe, men underholdende nok i den pulpstil.

Charles Willard Diffin giver med Spawn of the Stars en helt igennem klassisk invasion-fra-rummet historie med væmmelige rumvæsener og masser af tjubang. Faktisk ganske godt gennemført hvor forfatteren, efter den tids standarder, har gjort lidt mere arbejde med rumvæsenerne og deres teknologi.

Hugh B. Cave leverer et horrormysterie med The Corpse on the Grating hvor en gal videnskabsmand (som så ofte), har bragt et lig tilbage til live. Ved hjælp af høj varme endda! Udover at være en tidlig zombiehistorie blandet med lidt Sherlock Holmes, er historien faktisk ret uhyggelig, især henimod slutningen.

Creatures of the Light af Sophie Wenzel Ellis er en historie med det velkendte tema om en genial videnskabsmand der vil skabe det perfekte menneske. Som ventet går det lidt over gevind og hans skabninger vil ikke helt som han vil. Desværre blev historien bare aldrig rigtig spændende.

Into Space af Sterner St. Paul bruger et simpelt plot til at forklare en masse videnskab. Dr. Livermore underviser i fysik på et universitet, og betragtes som lidt af en galning – men dog et geni. Han har fundet ud af at han kan ophæve tyngdekraften ved hjælp af magnetisk polarisering, så han har bygget et fartøj der skal bringe ham til Månen. Han har dog regnet lidt galt med hensyn til tyngdekraften (og det har forfatteren også).

Så får vi også afslutningen på Victor Rousseaus The Beetle Horde, der får sig en dramatisk – men lykkelig – afslutning.

Anthony Pelchers Mad Music er svær at forklare. Det er noget med en sammenstyrtet bygning og en gal violinspiller. Meget mærkeligt.

Den sidste historie er en ægte science fiction detektivhistorie. Nogle penge bliver stjålet fra en bank, lige for øjnene af de ansatte og ingen har set noget. Læseren er godt klar over der er noget usynlighed af en art på spil, hvilket viser sig at være delvist korrekt, men det egentlige science fiction element ligger mest i detektivens meget avancerede teknik, han bruger til at afsløre forbryderen. Der er lidt Sherlock Holmes over det, hvor det hele nærmest er løst på forhånd, og den langsomme assistent (og dermed læseren) skal have det hele forklaret, selvfølgelig hvor der let og elegant hoppes henover det videnskabeligt korrekte med “jeg vil ikke kede dig med detaljerne”. Fin underholdende afslutning.

Stanley Schmidt indleder med et tankeeksperiment om hvordan en ingeniør fra 30′erne ville forstå vor tids teknologi, men det bliver ret kedelig læsning, da han bruger adskillige sider på at beskrive hvordan en mand fra 30′erne ville prøve at forstå en moderne bilradio. Richard A. Lovett har til gengæld skrevet en interessant artikel om hvorfor Jordens klima er som det er hvor det understøtter liv, og hvorfor Mars og Venus ikke er det. John G. Cramer kan fejre sin The Alternate View nummer 150, denne gang om mørkt stof og mørk energi.

Stephen Baxters Formidable Caress hører til i en fjern fremtid i hans Xeelee-serie, så det er lidt svært at finde rundt i, men Baxters vilde koncepter er altid fascinerende. Historien foregår på en kunstig verden der er styret af maskiner og delt op i tre niveauer, hvor tiden går med forskellig hastighed. Et par dage på det nederste lag svarer til tusinder af år på det øverste. Man følger Telni gennem det meste af hans liv og hører om hvordan maskinerne er særligt interesserede i hans viden om en kosmisk katastrofe for længe siden, som muligvis er på vej til at ske igen. Endnu et bud på universitets skæbne fra Baxters hånd.

Robert Scherrer har skrevet den korte lidt fjollede novelle A Flash of Lightning, der handler om en skoleklasse der har om tidsrejser og læreren viser dem hvordan det fungerer i praksis.

En humoristisk og sød julehistorie af Jerry Oltion er der også plads til. I The Jolly Old Boyfriend bliver Gina og Todd vækket midt om natten til juledag af rumsteren nede i stuen. Der finder de Ginas ekskæreste Sergei iklædt julemandskostume. Det mærkelige er at Sergei burde være død og angiveligt er det hans spøgelse der prøver at få afslutning på nogle ting med Gina. Science fiction elementet vil være synd at afsløre, men det er nu mest af alt end triviel juleromance med lidt påklistret science fiction.

Carl Frederik beskriver en meget fremmed verden i The Universe Beneath Our Feet om seksbenede rumvæsener og deres temmelig religiøse samfund. Der høres underlige lyde under isen og præsterne er overbevist om at det isdæmonen der er vred. Historiens hovedperson er dog af en anden overbevisning og den endelige afsløring er ganske interessant, men historien som helhed fængede mig bare ikke rigtigt.

Den nærmest religiøst prædikende Wilderness were Paradise Enow af J.G. Stratmann er en sær størrelse. I en tidligere historie af samme forfatter har rumvæsener terraformet Mars og nu har to mennesker, Martin og Katerina, på Mars fået tildelt guddommelige kræfter. Martin går hurtigt i gang med at bruge sine kræfter til at udrydde sygdom, krig og elendighed på Jorden, men Katerina udspiller bogstaveligt talt rollen som djævelens advokat og prøver at overbevise ham om, at han muligvis er ved at gøre mere skade end gavn. Det er side op og ned om menneskets natur på godt og ondt, og undervejs refererer de to hovedpersoner til kendte science fiction historier og tv-serier. Det hele slutter på en “det hele var bare en drøm”-måde, omend det er lidt mere kompliceret end det. Det munder ikke rigtigt ud i nogen konklusion fra forfatterens side til alle de store filosofiske spørgsmål der ellers blev stillet, men historien får en fortsættelse i næste nummer af Analog.

Afslutningen på G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain kan i bedste fald betegnes som ligegyldig. De overlevende på den kubiske planet har delt sig, og en gruppe prøver nu at komme videre på egen hånd og finde vej om til en af de andre af planetens seks flader. Det går lidt op og ned, og der sker egentlig ikke rigtig noget. Da historien endelig når sit klimaks hvor årsagen til deres oprindelige forlis og hvad den kubiske planet egentlig er for noget bliver afsløret, kommer det hele dumpende på klodset vis. Idéerne bag kunne være interessante nok, men får ikke lov til at udfolde sig. Virker som om Nordley ikke helt har vist hvilken form hans historie skulle være. Steder bruges der mange sider på ingenting, hvor man tænker at det her godt kunne have været blot en novelle, andre gange sker der alt for meget på en gang, og slutningen havde egentlig idéer nok til en længere roman.

Novembernummeret har markant bedre historier end de to foregående numre. En del af pladsen går dog med første del af en todelt føljetonroman. Stanley Schmidt indleder med en kritisk stillingtagen til den såkaldte mundane science fiction, som Schmidt – og ganske godt begrundet – finder temmelig kedelig, fordi den vil begrænse sig så meget at det ikke bliver science fiction længere, og slår fast at science fiction ikke er sat i verden for at komme med de mest realistiske bud på vores fremtid, men for at tænke hvad der kunne være muligt i fremtiden og ikke mindst underholde og fascinere læseren. En meteor der truer med at ramme Jorden har været brugt i et par mere eller mindre Hollywood-spændingsfilm. Edward M. Lerner har skrevet en interessant artikel om hvor sandsynlig denne trussel faktisk er, samt hvad man ville kunne gøre ved den. Jeffrey D. Kooistra skriver kritisk om datagrundlaget for global opvarmning, hvor han blandt andet mener at vejrstationerne i USA ikke giver pålidelige temperaturmålinger og da slet ikke når man ser det over en periode på over 100 år.

Analog er et af de få magasiner der stadig bringer føljetonromaner. Et koncept der var meget udbredt i science fiction genrens gyldne dage i 30′erne, 40′erne og 50′erne, og mange klassiske romaner blev oprindeligt udgivet på denne måde. Mindre udbredt i dag, men Analog holder traditionen ved lige og ind i mellem bliver de også udgivet som rigtige romaner bagefter. Hvilket blandt andet var tilfældet med Robert J. Sawyers Hugo-nominerede Rollback. Jeg ved ikke helt hvordan de bedst skal anmeldes, men her på bloggen bliver det i hvert fald del for del i hvert nummer, og kan måske så senere skrives som egentlige anmeldelser til fx Proxima.
I dette nummer får vi første del ud af to af G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain. Jacques vågner op i sit enmandsrumskib efter at have ligget i dvale og finder ud af, at han ikke befinder sig hvor han burde. Tilsyneladende er noget gået galt undervejs, så han har rejst i 1000 år og befinder sig på en ukendt mindre planet. Han formår at overleve som en anden Robinson Crusoe, men støder efter nogle dage på andre overlevende i samme situation som ham. Sammen prøver de at finde ud af hvad der er sket, og mistænker at der er en sabotør i blandt dem, og hvad det er for en verden de er havnet på. Historien er næsten et skoleeksempel på Analog-formen. Nordley har udtænkt et par interessante idéer, som han har godt videnskabeligt styr på, men at beskrive personer og sociale relationer er han altså ikke god til. Der er omkring 10 overlevende, men ingen af dem formår at vise meget anden personlighed end lige deres navn og deres profession. Det der holder historien sammen er Nordleys idé om en kubisk verden, som det viser sig de er landet på. Det giver selvfølgelig lejlighed til nogen videnskabelige betragtninger om hvordan tyngdekraften vil fungere på sådan en formet planet, samt om det er en naturlig forekomst eller om den er kunstigt skabt, og i så fald af hvem og hvorfor. Der er vist ingen grund til at have de store forventninger til afslutningen i næste nummer. De finder vel ud af mere om denne kubiske verden, og måske kommer de tilbage til deres egen civilisation eller også begynder de et nyt liv hvor de er.

Craig DeLancey tager klimaproblematikken op på en interessant måde i Amabit Sapiens. Det hele begynder i en torturcelle hvor den kvindelige geolog Lyta Sumaran anklages for at have udført sabotage mod en række oliefelter, ved at inficere dem med en kunstig fremstillet bakterie. Hun fortæller sin historie om hvordan hun var et kunstigt skabt barn, specielt modificeret til at bekymre sig mere om den fjerne fremtid end almindelige mennesker. En grum fortælling om videnskabelig etik, hvor forfatteren ikke giver noget endegyldigt svar, men lader læseren finde sin egen mening.

Da jeg læste Foreign Exchange af Jerry Oltion måtte jeg lige checke en ekstra gang, at jeg ikke havde fået fat i en gammel Weinbaum novelle. Lighederne var slående. Vi følger de to første mennesker på Mars som finder et rumvæsen indeni det fartøj der skal bringe dem hjem igen. Kommunikation med rumvæsenet viser sig at være svær, men i bedste Weinbaumske stil finder de frem til at rumvæsenet egentlig stammer fra Saturns måne Titan. Man skulle næsten tro historien var en slags hyldest til Weinbaum.

Thanksgiving Day af Jay Werkhiser er lidt tyndbenet. Der opstår fødevarerproblemer på en koloniplanet, og forholdet mellem arbejderne og forskerne kommer yderligere under pres. Historiens helt, en ingeniør af en slags, skal selvfølgelig finde frem til en løsning for at menneskene kan spise planetens vegetation. En helt igennem kunstigt genereret historie, med det ene formål at have et videnskabeligt problem der kan løses på science fiction maner. Det er selvfølgelig den slags historier der giver nogle diskussioner på Analog’s debatfora, men er ikke videre spændende at læse.

Der hoppes let (og mindre elegant) henover de tekniske detaljer i John G. Hemrys historiske tidsrejsefortælling Joan, om den unge Kate der er nærmest fanatisk besat af Joan of Arc, og så er det jo heldigt at universitet lige har fået en tidsmaskine hun kan bruge til at rejse tilbage til 15-hundredetallet og redde Joan fra at blive brændt på bålet. Kate finder selvfølgelig ud af at Joan ikke er helt som hun troede og havde håbet på, og bliver skuffet over at Joan vil blive og kæmpe, og ikke rejse tilbage til Kates tid og indgå et forhold med hende der. Udover at få ændret en lille smule på historiens gang om hvordan Joan of Arc endte med at dø, er der ikke fantastisk meget andet i denne historie, end at Kate finder ud af at hendes store heltinde ikke var som hun havde drømt om.

Efter et par ret dårlige numre har jeg fået lidt mere smag for Analog. Man skal nok også lige vænne sig til dens type af historier.

Oktobernummeret er en lidt blandet oplevelse. Mange historier der lige mangler et eller andet og enkelte der er direkte tåbelige, til gengæld er de to videnskablige artikler ganske gode. Stanley Schmidt indleder med at slå fast, at vi ikke skal stole blindt på teknologien og kommer blandt andet med eksempler på folk der kommer galt med en GPS, og konkluderer at det er de selv ude om. Nick Kanas har skrevet om The Psychology of Space Travel, særligt interessant fordi han ikke blot ser på de psykiske udfordringer der er forbundet med at være i rummet, men også på hvordan astronauterne i mange tilfælde ser sig selv som bedre mennesker efter de har været i rummet. I den mere hårde videnskab har John G. Cramer skrevet om den nyeste forskning i tyngdekraftbølger.

Første historie er en novella skrevet af Michael F. Flynn. Where the Winds are All Asleep handler om forskeren Jeanne Price som gerne vil finde beviser for sin teori for livets opståen. En teori der kaldes for monogenesis, hvor al liv skulle være opstået på en gang. Men det er hverken evolution i traditionel forstand eller intelligent design. På en irsk pub fortæller hun om sin ekspedition til en hule i vulkanen Mount Rainier, hvor de finder beviser for en alternativ evolution af liv baseret på silicium. Flynn har tydeligvis begravet sig selv i bøger om biokemi, men piller man al dette ud af hans historie, er der ikke ret meget interessant plot tilbage.

William Gleason forsøger sig med en horror-historie i Analog-stilen med The Hanged Man. Den unavngivne fortæller er plaget af mareridt med minder om sin afdøde partner, fra deres møde med nogen uhyggelige rumvæsener, da de var i færd med at finde et fortabt rumskib. Jeg giver mange points for det gode forsøg, der desværre bare lige mangler det sidste for at blive en rigtig god science fiction/horror kombination.

Carl Frederick kunne have været en glimrende pulp-forfatter for 80 år siden. De noveller jeg har læst af ham, har i hvert fald holdt sig meget til den grundformel med hyperintelligente, oftest unge, videnskabsfolk i hovedrollerne. I Teddy Bear Toys følger vi den fjortenårige Niel, der har engageret sig meget i en professors arbejde indenfor computersimulation og story generation. Historien leger med det allerede gennemtærskede tema om simulation vs. virkelighed – godt krydret med filosofiske citater, men Carl Frederick er nu generelt okay underholdende at læse, selvom hans historier sjældent bringer noget nyt eller originalt til genren.

In the Autumn of the Empire af Jerry Oltion bør man nok ikke tage specielt seriøst. Jordens Kejsers ord vil altid være sandt. Så hvad sker der med Jorden, når han tager fejl af Jordens bane om solen? Meget meget fjollet.

Jesse L Watsons Shallow Copy er endnu en historie om hyperintelligente børn og konsekvenserne ved kunstig intelligens og simuleret virkelighed. De to drenge Will og Max er begge godt inde i forskningen af kunstig intelligens, og en dag har Will endelig fået programmeret en ægte kunstig intelligens. Max er dog skeptisk i starten, men efter et par lettere komplicerede sproglige tests, er han også overbevist. Der mangler bare en ting. Den kunstige intelligens har ikke fået bevidsthed, så de to drenge overvejer de etiske problemer ved både at give den bevidsthed og ved at lade vær. De beslutter sig for at gøre det, men først skal den have en “barndom”. Det gør de ved at bruge at bruge hele natten på at indscanne Maxs dagbog og feede det til computeren. Historien må være ment som skrevet til børn, for jeg kan ikke finden anden bare nogenlunde rimelig forklaring på, at det skal være sådan en omgang urealistisk makværk med kunstig intelligens.

Næste historie er også om kunstig intelligens, men næppe skrevet til børn, hvilket gør at dens useriøse håndtering af emnet frembringer endnu mere hovedrysten. Robert Grossbach skriver i An Idea Whose Time Has Come om et fremtidens USA, der er forfaldet til nærmest at være et uland. En ildsjæl i det Demokratiske Parti vil forsøge at stille en kunstig intelligens op til præsidentvalget. Efter et par tolkninger af den amerikanske forfatning bliver kandidaten godkendt, og ender med at vinde valget. Men hvem skal levere hardwaren til at køre præsidenten? Her håbede jeg historien kunne blive rigtig interessant og original, for det er da et spændende demokratisk problem om hvordan man ville håndtere at et privat firma stod for regnekraften bag selveste den folkevalgte præsident. Men nej, historien forfalder til dårlig humor og et fuldkommen urealistisk scenarie, hvor hardwaren selvfølgelig bryder sammen og der må ringes til en supportlinje i Indien, hvor rådet er at trykke Ctrl+Alt+Delete. Aldrig har set jeg set et ellers godt potentiale i en science fiction historie, blive smidt så voldsomt på gulvet med noget så åndssvagt.

Sidste historie i dette nummer er ikke så slem, men stadig kun okay og lidt rodet. Cold Words af Juliette Wade er et hæderligt forsøg på at skildre rumvæsener og deres samfund og kultur indefra. Det hele er fortalt fra rumvæsenets Ruliis synsvinkel, der tilhører klanen Cold (den anden klan hedder selvsagt Warm). Mennesker har planer om at etablere en rumhavn på planeten, og Rulii har planer om at benytte den mulighed til at styrke Colds position. Men det er ikke nemt når deres menneskelige kontakt kun taler sproget Warm. Der er flere gode ideer her og en for en novelle interessant fremmed civilisation. Novellens primære problem er, at den er skrevet på gebrokkent engelsk, angiveligt for at simulere oversættelsen mellem sprogene.

På Gutenberg er de første årgange af det legendariske science fiction pulp magasin Astounding Stories of Super-Science ved at blive digitaliseret for eftertiden. John W. Campell er normalt ham man forbinder med Astounding, bladet der senere er blevet til Analog, men han kom først til i 1937. De første tre år hed redaktøren Harry Bates. At man nu kan få disse allerførste udgaver i elektronisk form er virkelig en fantastisk gave! Særligt de første årgange koster en formue hvis de skal købes, og selv hvis man køber dem, vil de ofte være i en sådan skrøbelig forfatning, at man vil ødelægge bladet ved at læse det. Jeg har ikke den store interesse i at samle de fysiske klenodier, men historierne vil jeg gerne læse. Dette allerførste nummer er endnu ikke at finde på Gutenberg, men kan findes i en så godt som færdig udgave på pgdp.net, hvor alle i øvrigt opfordres til at melde sig til og hjælpe til med at korrekturlæse de mange bøger, man arbejder på at få digitaliseret til eftertiden.

Det hele starter med en todelt roman af Victor Rousseau, The Beetle Horde. To forskere styrter ned med deres fly nær Sydpolen. De bliver taget til fange af nogle kæmpe biller og ført til deres verden under jorden. Billerne viser sig at være ledet af den vanvittige Bram, hvis mål er at udrydde menneskeheden med en milliardhær af kæmpebillerne. De to forskere må stoppe ham. Der er lidt mere plads til personbeskrivelse end i de fleste andre historier, særligt kan jeg godt lide skurken Bram og hans fuldkommen vanvittige plan, ikke mindst pga. hans motiv, der blot viser sig at være ønsket om videnskabelig anerkendelse. Afsluttes i næste nummer.

The Cave of Horror af Captain S. P. Meek handler ikke overraskende om et frygtindgydende monster der bor dybt i en hule. Det interessante ved dette væsen er dog, at det er to-dimensionelt og kun er synlig i ultraviolet lys. Det skal selvfølgelig undersøges nærmere. En historie med en meget standard formel. Lidt smågal videnskabsmand og en naiv ledsager der stiller alle spørgsmålene så videnskabsmanden kan få det hele forklaret for læseren.

Den lange Phantoms of Reality af Ray Cummings virkede i starten mere som fantasy adventure med lidt pseudovidenskab i starten som undskyldning for at kalde det science fiction. Igen er det en videnskabsmand der har gjort den opdagelse at menneskets grundlæggende byggesten er elektriske svingninger, og han har lavet en maskine der kan manipulere med disse, således at man kan rejse over i en anden dimension. Sammen med en yngre intetanende ledsager, teleporterer han sig over i denne anden dimension til en noget mere primitiv verden med stammefolk. Så er der lagt et godt udgangspunkt til et velkendt adventure forløb, med tilfangetagelser, flugt og nævekamp. Men med et overraskende twist til sidst.

Endnu en ung mand bliver rodet ind i en opfinders eksperimenter i M. L. Staleys The Stolen Mind. Den unge Owen Quest har svaret på en noget speciel jobansøgning fra opfinderen Clason. Clason forklarer opgaven for ham og det drejer sig om at Clason sammen med sin bror har fundet ud af at usynligt lys i bestemte bølgefrekvenser kan skabe en altødelæggende dødsstråle, men Clasons bror er i færd med at sælge teknologien til nogle magtfulde personer i Balkan, i den tro at eksistensen af sådan våben vil neutralisere alle krige, da ingen vil bruge noget så ødelæggende (vækker associationer til atombomben), men Clason er uenig og vil stoppe sin bror. Til dette har han brug for den unge Quest, for i samme omgang har de opfundet et andet apparat, der via anti-elektrolyse og et andet menneske som medie kan give total kontrol over et tredje menneske. Clason vil altså bruge Quest som medie til at styre sin bror væk fra handlen med disse Balkan folk. Det går naturligvis ikke helt som planlagt. For nutidens læsere er det videnskabelige grundlag for denne historie så himmelråbende langt ude, at det ikke kan blive andet end umådeligt underholdende.

I C. V. Tenchs Compensation ser vi intet til historiens videnskabsmand, han er nemlig forsvundet og hans ven er mistænkt af politiet. Han prøver dog at forklare sin uskyld og mener professorens forsvinden har relation til hans eksperimenter med det absolutte nulpunkt. Noget svagere end de andre historier.

Dette nummers nok svageste novelle er Tanks af Murray Leinster, og som titlen antyder er det gammeldags krigs science fiction, hvor de forenede stater er i krig med en unavngiven fjende og vinder ved hjælp af store tanks.

En enke fortæller overfor politiet at hun mener hendes mand er blevet myrdet og det har forbindelse til hans forskning i Anthony Pelchers Invisible Death. I efterforskningen støder de på mærkelige hændelser og forskningen gik muligvis ud på at gøre folk usynlige. Historien forsøger at blande detektivelementer med science fiction, men det er ikke helt vellykket.

Som det nok fremkommer, virker disse næsten 80 år gamle historier ret så tåbelige på nutidens læsere. Opfindelserne er virkelig langt ude og forklares ofte med noget fantasifuld baggrund i elektriske svingninger eller energi. Jeg må dog sige det er fantastisk underholdende. Der er fart på hele vejen igennem i alle historierne, og der bruges ikke tid på miljø- eller personbeskrivelse – men derimod rent plot og idé. At formen på historierne er så ens, med faste elementer bestående af en lettere vanvittig videnskabsmand og en yngre naiv mand der rodes ind nogle eksperimenter, viser jo at der ligger noget bag disse første pulp magasiner. Forfatterne har tydeligvis skrevet og læst i de samme magasiner, og udviklet denne stil op gennem 20′erne.

Kan kun opfordre folk til at gå på opdagelse på Gutenberg og evt. hjælpe til, for der er masser af science fiction pulp, også enkelte historier udover de komplette magasiner.

Selvom døgnet ikke har fået flere timer, vil jeg alligevel give det et forsøg med også at læse Analog Science Fiction and Fact. Særligt fordi man kan få det til ebogslæsere på Fictionwise og det er en glimrende måde at læse et novellemagasin på. Papirabonnementerne på de andre magasiner forbliver dog.
September-nummeret er desværre en ret tynd omgang. Halvdelen af pladsen er gået til anden og sidste del af Turning the Grain af Barry B. Longyear, Stanley Schmidt indleder med at slå fast at Analog bringer den type science fiction som mange kender fra de gode gamle dage og som mange stadig efterspørger, og derudover er der et par ligegyldige videnskabelige artikler.

Tre af af de fire noveller har på forskellig vis børn som et slags gennemgående tema. Den første er Evergreen af Shane Tourtelotte, der følger Andrew – en voksen mand i en otteårigs krop, fordi det ønskede hans forældre at fastfryse ham til, i håb om mulig udødelighed. Andrew har svært ved at acceptere sin fysiske tilstand og gør alt for at være så voksen som mulig. Han møder pigen Alice der er i samme situation, men hendes tilgang er en anden. Hun vil godt delvist være barn. Det er således spillet mellem de to, hvor de begge prøver at overbevise den anden om at deres tilgang til livet er den bedste, der udgør historien. Præmissen er på sin vis interessant nok, og historien udvikler sig i en ret grum retning, men det er bare ikke særligt overbevisende at nogen forældre skulle vælge at fastfryse deres børns krop på den måde.

Den noget kortere From the Ground Up af Marie DesJardin handler om Carrie, der var begyndt sin træning mod at blive astronaut, men blev kasseret da rumprogrammet skæres kraftigt ned. Hun tager tilbage stedet hvor det hele startede. På hendes tantes gård, hvor hun som barn så en ufo styrte ned, som hun aldrig fortalte nogen om, men som gav hende lyst til at blive astronaut. Krateret er der endnu og nu vil hun have det undersøgt nærmere. En sød ide, men historien stopper brat inden den kommer i gang.

Man ved ikke om man skal grine eller græde over Eric James Stones Attitude Adjustment, der er så himmelråbende fjollet og kedeligt skrevet, at man ikke ved om det er ment seriøst eller ej. På et mindre turistrumskib der flyver omkring Månen, må guiden Danica sammen med passagerne, navnlig en irriterende rigmandssøn udstyret med en avanceret AI, finde ud af hvordan de kan redde dem selv fra at styrte ind i Månen, efter at rumskibet tilsyneladende er blevet udsat for sabotage. Forslagene, og den endelige løsning der redder dem, er direkte barnligt pjattede og videnskabeligt tvivlsomme, men det virker heller ikke som om at forfatteren mener det helt seriøst. Den påtagede humor slår bare ikke rigtigt igennem.

Sidste længere novelle har nok mest at byde på, men Alec Nevala-Lees The Last Resort bliver desværre heller aldrig rigtig en interessant historie. Det handler om økoterrorisme. Helki og Victor undersøger et naturområde i Sierra Nevada i Californien, som snart vil blive lavet om til skiområde, for en særlig type slanger. De mærker en gigantisk eksplosion i nærheden og kan kort efter næsten ikke trække vejret. De får lige kæmpet sig tilbage til deres bil inden de besvimer. Da de kommer til sig selv igen, ser de at alle dyr i området er døde, også – til deres store rædsel – de tusindvis af slanger. De mistænker der er tale om et økoterrorangreb, men det kan de heller ikke få helt til at passe. Det videnskabelige aspekt i historien, som ikke rigtigt kan afsløres uden at ødelægge det, er ganske originalt, men den omkringliggende historie virker ikke fuldendt eller tilfredsstillende.

Alle historier er til at glemme igen, men jeg har da fundet ud af at min nye håndholdte ebogslæser er ganske glimrende at læse på.

“Analog Science Fiction and Fact” er et amerikansk science fiction magasin med rødder tilbage til 1930′erne og havde i adskillige årtier John W. Campbell, Jr. som redaktør. Det udgives i dag af Dell Magazines der også udgiver “Asimov’s”. De to blades fysiske fremtoning er også meget ens, dog med den forskel at Analog har to spalter på deres sider, mens Asimov’s fylder hele siden ud. Årsagen til denne forskel har jeg ikke kunne finde svar på.
Det er ikke meget godt jeg har hørt om Analog, der skulle være berygtet for at fokusere mere videnskabelig korrekthed end gode historier. Jeg kender ingen af forfatterne i dette nummer og har aldrig set en novelle derfra i de opsamlingsantologier jeg har stødt på, Desværre bekræftede læsningen af dette 240 siders lange dobbeltnummer anelserne. Godt jeg kun har købt et enkelt nummer af bladet.

Udover første del af en serialiseret historie af David R. Palmer, som jeg blot har sprunget over, er der i alt fem noveller, tre novelettes og en novella, samt et par artikler.

Carl Frederik skitserer de nyeste teorier indenfor kosmologi op i artiklen The Challenge of the Anthropic Universe der samtidig fungere som en slags introduktion til hans novelle The Exoanthropic Universe, hvori en matematiker arbejder sammen med en gruppe fysikere på, at dekode et signal der angiveligt stammer fra intelligente væsener fra et univers med fire rumdimensioner. Matematikeren er religiøs og en heftig diskussion om tro flettes, ikke særlig elegant, ind i novellen. Carl Frederik virker mere optaget af teoretiske ideer om universets udformning, end af at fortælle en interessant historie.

En af nummerets mest interessante noveller er Sand and Iron af Michael F. Flynn. I en fjern fremtid bliver noget der ligner et “prehuman” museum fundet, hvilket vækker stor forundring. En “pulp”-agtig historie, der dog savner et plot. Senere fandt jeg så ud af, at det faktisk er en del af en roman, hvilket jo forklarer de mangler.

Religion er hovedtemaet i Bond Elams A Plethora of Truth, hvor en evangelist starter et direkte tv-program med en direkte hotline til gud og seerne kan så ringe ind med spørgsmål. En rival går til modangreb, ved at bevise at tv-værten mangler genet for at have en sjæl. Til sidst må “god himself” bryde ind og stoppe stridigheden. En fuldkommen tåbelig historie, og jeg ikke ved om det er bedst at forsøge at den seriøst eller se den som satirisk.

Der er mere substans i Juliette Wades Let the Word Take Me, der ser på problemet med at kommunikere med rumvæsener efter man har fået den første kontakt. Løsningen er ikke altid at gå via lingvistik.

En kort novelle af Jerry Oltion, Outside the Box, er i indholdsfortegnelsen placeret i en kategori for sig – Probability Zero. En ung mand stjæler en rumdragt, for at se den rumstation han lever på udefra. Han ved godt det er ulovligt, men havde dog ikke ventet den straf der kommer. Pointen er en relevant, omend før set, politisk nutidig kommentar til terrorbekæmpelsens konsekvenser.

Et af de sjovere indslag er Junkie af Maya Kaathryn Bohnhoff, hvor en trekkie overser en “first contact”, fordi deres rumskib ligner en af hans mange modelskibe. Og så har jeg vist allerede sagt for meget.

Imprint af Kyle Kirkland handler om en handicappet mand der arbejder som tekniker på et universitet. Men da han prøver at skabe opmærksomhed om en uforklarlig magnetisk aktivitet på stedet, bliver han ikke taget seriøst. Der er lidt Mulder fra X-files over ham, og plottet begynder også at ligne en konspiration der kunne være fra selv samme serie. Historien fængede bare aldrig rigtig.

En novelle hvor lastbilchauffører og godstransport er hovedtemaet, må jeg indrømme jeg ikke havde set før jeg læste Paul Carlsons Shotgun Seat. Plottet er dog ret banalt. En ung kvinde kommer ind i branchen og kører sammen med en erfaren chauffør. De finder ud af at en af deres transporter indeholder dele til helt nye intelligente robottyper, og snart er der arbejdsrobotter alle vegne. Det går dog galt og novellen slutter hvor den begyndte. Udover at have lastbilchauffører som hovedpersoner, var der heller ikke meget at komme efter i den historie.

Novellaen Tenbrook of Mars af Dean McLaughlin er ligeså kedelig som den er lang. Donald Tenbrook vender hjem fra Mars, hvor han i over 20 år har kæmpet for sin egen og 500 andres overlevelse. De var en del af et mineprojekt på Mars, men da firmaet bag gik kursus, blev de strandet deroppe. Historien starter hvor Donald vender hjem til Jorden, hvor han er blevet en rigtig helt. Det har han svært ved at affinde sig med, for han mener ikke han gjorde noget særligt. Han får en slags rådgiver, der skal hjælpe ham gennem det politiske cirkus der venter ham. Resten af historien består af at Donald fortæller sin livshistorie til denne rådgiver, mens de er på vej fra rumstationen ned til Jordens overflade.
Og så meget skete der altså heller ikke i hans tid på Mars. Efter lidt debat frem og tilbage på Jorden, blev man enige om at sende proviant op til dem, så de kunne klare sig indtil man kunne hente dem endeligt hjem. Det var ligesom det. Hele ideen dræbes fuldstændigt af, at det er skrevet som et sammenfattet resumé af de store linjer i de tyve år på Mars. Måske er det en meget realistisk historie, men det nytter ikke noget når det er frygteligt kedeligt.

Et par fagartikler, udover boganmeldelser og læserbreve, er der også plads til. Richard A. Lovett skriver om hvordan man skriver gode indledningssætninger til sine historier. Han har mange gode pointer, som man som læser også kan se fornuften i.
John G. Cramer skriver om teleportation. Det har man snart set mange gange, og artiklen kommer heller ikke med så meget nyt, men udmærkede sig dog ved “ikke” at tage udgangspunkt i Star Trek. Forfriskende.

Det største problem for mange af historierne er, at de bryder princippet om “show, don’t tell”. Store klumper med videnskabsforklaringer eller lange referater af handlingsforløb, er problematiske nok i romaner, men kan ødelægge en novelle endnu mere. Jeg ser heller ikke ret meget variation i historierne. De er alle “hard sf” eller “space opera”, mange uorginale ideer og en stor overvægt af “first contact”-historier. Nu skal man selvfølgelig ikke konkludere for meget ud fra et enkelt nummer, men mit indtryk er, at Analog giver mere genkendelig sci-fi underholdning, end tankevækkende original science fiction.