City of Ruins

Posted on September 17, 2011 by Jeppe

City of Ruins Til oktober/november nummeret af Asimov's skrev jeg ganske pæne ord om Becoming One With The Ghosts af Kristine Kathryn Rusch. En kortroman sat i samme univers som Diving Into The Wreck og den fungerede rigtig godt for sig selv. Rusch har bygget videre på historien og gjort den til en hel roman med City of Ruins. Resultatet har jeg lidt blandede meninger om.

Historien følger igen Boss, der nu har fået stablet en større organisation på benene. Hun er altså nu leder for adskillige mennesker med forskellig baggrund og evner, hvilket hun ikke er ubetinget glad for. Hun savner sin tid som enspænder. Missionen er denne gang at undersøge nogle gamle ruiner begravet under byen Vaycehn. Normalt arbejder hende og hendes hold jo i rumskibe i vægtløs tilstand, så det her er nyt på mange måder. Som historierne i Diving Into The Wreck handlede om, så har Boss dedikeret sit liv til at finde og ødelægge den meget farlige og ustabile teknologi efterladt af andre mennesker for tusinder af år siden, og som nu er eftertragtet af det herskende imperium som Boss heller ikke er fan af. Hendes motivation er dog ikke kun politisk, men også personlig, for som blev fortalt i Diving Into The Wreck, har hun mistet flere familiemedlemmer af den grund. Boss og de andre tror det bare handler om en stealth-teknologi, men det er meget mere end det, hvilket bliver klart i kortromanen Becoming One With The Ghosts, der følger kaptajn Coop og hans skib fra den fjerne fortid der bliver refereret så meget til. Coop og hans skib bliver ved et uheld flyttet adskillige år ud i fremtiden, og dukker altså pludselig op i den forladte station under Jorden mens Boss og hendes hold udforsker den. I den oprindelige kortroman blev dette udelukkende beskrevet fra Coops vinkel, og en del af mystikken og spændingen lå dermed i at man havde ligeså stor uvished om hvad der foregik som besætningen, men nu er det blevet flettet sammen med Boss’ vinkel, hvilket gør historien som helhed mere komplet og med en klarere afslutning, men det er ikke ligeså spændende.

Det er lidt svært at anmelde denne her, for oplevelsen er tydeligvis en helt anden hvis man har læst den oprindelige kortroman. Jeg tror nu heller ikke andre vil finde det meget mere spændende, for det er rimelig klart hele vejen hvad der forgår og hvor historien er på vej hen. Med City of Ruins har Rusch gjort sit univers mere komplet, vi får nogle forklaringer på en række ukendte faktorer og det fungerer alt sammen meget godt, og er også pokkers velskrevet som det nu er med Rusch, men mystikken, spændingen og den ensomme stemning, der var meget central i alle kortromanerne, er delvist forsvundet til fordel for at universet og dets historie nu er blevet mere bygget op.

Captain’s Glory

Posted on September 10, 2011 by Jeppe

I sidste bog i William Shatners Totality-trilogi bliver der skruet helt op på 10, hvor Shatner må tage det endelige opgør med denne ukendte fjende og redde intet mindre end hele universet.

Det hele startede jo faktisk med Spocks død i Captain's Blood, men vores helte skulle jo lige ordne en masse andet først. Kirk er nu tilbage i jagten på at finde ud af hvad der ligger bag Spocks død. Samtidig spreder en katastrofe sig gennem hele galaksen da warpdrives begynder at eksplodere for alle racer. Det bliver hurtigt klart at Mælkevejen er under angreb fra en usynlig og stærkt overlegen fjende. Kirk har mistanke om at hans søn Joseph har noget med det at gøre.

Der er ingen tvivl om at Shatner har ville gøre det så stort som muligt, og der må altså også ligge et vist ego bag når man skriver sådan en historie hvor Kirk bogstaveligt talt skal redde alt liv i galaksen. Det bør også understreges at der er virkelig meget med Kirk, både når han er bedst og når han er allermest irriterende og selvoptaget. Kirk kommer i første række, delvist også anden og de andre samt plottet må så komme længere nede. Plottet er bestemt ikke tyndt, men det er til for at underbygge en skildring af hvor meget Kirk vil gøre for at beskytte sin søn. Selvom det meste af besætningen fra The Next Generation samt Janeway også spiller betydelige roller, så er det dog tydeligt at det den originale besætning med Spcok, McCoy og til dels Scotty forfatterne er bedst til at skildre. Dem kan man virkelig genkende, mens de øvrige primært er der ved navn. Derfor bør anbefalingen af trilogien også gå til fans af denne originale trio, men helt generelt er niveauet i de her bøger lige lidt højere end standarden for Star Trek romaner.

Berserker Throne

Posted on September 7, 2011 by Jeppe

Berserker Throne Fred Saberhagen var en yderst produktiv forfatter, nok allermest kendt for sine utallige bøger i Berserker-serien. Konceptet er simpelt: galaksen er fyldt med intelligente dræberrobotter hvis eneste formål er at udrydde alt biologisk liv. Og det kan altså ligge grund til et væld af bøger. Berserker Throne er fra 1985 og kan findes gratis som ebog.

Udgangspunktet her er ikke nogen krig mod disse robotter. Der er udkæmpet en for længe siden, og de er godt nok langt fra udryddet, men dog holdt lidt væk. Historien finder sted på en eller anden planet hvor der er nogle politiske magtkampe. En prins er blevet sendt i eksil og han vil meget gerne tilbage til magten. Det starter dog med at den regerende kejserinde bliver myrdet, og en uskyldig demonstrant bliver udpeget som morderen. Han formår at flygte og melder sig ind i en særlig militæragtig enhed der altid er i træning til at forsvare sig mod the Berserkers hvis de skulle komme igen, hvilket giver ham immunitet overfor ordensmagten. Imens er prinsen i færd med at eksperimentere med en Berserkerrobot han har fundet, og som han mener at han har fuld kontrol over. Det er dog yderst risikabelt, da enhver form for interaktion med robotterne bliver betragtet og straffet som højforræderi mod menneskeheden.

Det fungerer ganske godt med hele thrillerplottet med den uskyldige politiske demonstrant, der pludselig bliver rodet ind i højere politiske magtkampe, og ikke mindst hele spillet med at robotterne bliver forsøgt brugt som brikker i en politisk kamp, men spørgsmålet er selvfølgelig om the Berserkers alligevel ikke er et skridt foran. Jeg kan sagtens se masser af potentiale til andre gode historier i Saberhagens Berserker-univers, men helt fanget blev jeg ikke. Berserker Throne er fint og spændende skrevet, og der sker en masse fra start til slut, men det mest interessante er netop lige i starten og hen imod slutningen. Der bruges meget tid på at komplicere, forvirre, forvekle og vende plottet på hovedet, indtil den endelige finale. Men vil man have en spændende gratis bog til sin ebogslæser, er den bestemt anbefalsesværdig.

Asimov’s, October/November 2010

Posted on September 4, 2011 by Jeppe

Asimovs October November 2010 Dobbeltnumre af magasinerne er altid noget der er værd at se frem til. Først og fremmest fordi de ofte giver plads til kortromaner, et format der fungerer rigtig godt til science fiction, og så fordi kvaliteten generelt virker lige en tand højere end normalt. Der er skam også et par rigtig gode historier i dette nummer, og et par enkelte skuffelser. Sheila Williams tænker tilbage på et barndomsminde i Cocoa Beach, Robert Silverberg reflekterer lidt over spøgelseshistorier og James Patrick Kelly skriver lidt om det er nødvendigt for forfattere at have profiler på de mange sociale websites.

Første historie er en kortroman af Kristine Kathryn Rusch, og den er klart den bedste historie i Asimov’s i 2010. Becoming One With The Ghosts er sat i samme univers som Diving Into The Wreck og følger denne gang ikke Boss, men derimod kaptajnen Cook der må nødlande for at foretage reparationer. Men den base de er landet på er ikke som den plejer. Den virker som forladt for mange år siden og besætningen begynder at overveje om deres særlige rummotor, med dens uforståelige fysiklogik, har sendt dem mange år frem i tiden. Historien fungerer så godt at den helt sikkert vil underholde og fascinere alle, men samtidig er der lidt ekstra hvis man kender til de andre historier i samme univers fra Diving Into The Wreck.

Kij Johnson er i det poetiske hjørne med Names for Water, der handler om en pige der på vej til en time på universitetet modtager et opkald på sin telefon, men der er tilsyneladende bare støj i den anden ende – eller lyden af vand, og hun begynder at drømme sig væk i helt andre tanker.

Så er der Mike Resnick – en forfatter hvis historier jeg plejer at skrive rimelig dårligt om, men denne gang tager han mere pis på genren, fremfor det evindelige følelsesporno med gamle mænd og deres gamle flammer. Plottet er vist set før, men stadig sjovt. En mand er indlagt på et sindssygehospital fordi han siger han er en stor rumhelt som taget ud af en tegneserie, hvilket han ihærdigt fortæller doktoren, selvfølgelig uden at kunne bevise noget som helst. Ingen overraskelser, men det er okay morsomt.

No Distance Too Great af Don D’Ammassa kunne tilgengæld godt have være skrevet af Mike Resnick. Historien følger Jason ombord på et eller andet ruterumskib i hyperspace. Han savner sin afdøde kone forfærdeligt meget og holder sig meget for sig selv. Da rumskibet bliver strandet i hyperspace bliver han bare endnu mere mærkelig og begynder at se sin kones skikkelse ude i hyperrummet. Meget intetsigende novelle.

Dummy Tricks af R. Neube er også svær at blive klog på. Novellen følger manden Hal, der har en særlig sygdom der gør ham immun overfor et klima på en isplanet der ellers er farlig for de fleste andre mennesker. Han kan derfor høste en særlig sjælden plante eller noget. I historien støder han så på nogle pirater der alligevel trosser planetens farlige klima, og dem henretter han så en for en. Forfatterens pointe gik tabt for mig.

Felicity Shoulders prøver noget anderledes med tidsrejser i sin The Termite Queen of Tallulah County, der følger en skadedyrsbekæmper der bruger en tidsmaskine i sit arbejde. I stedet for at udrydde termitterne i dag, er det smartere bare at rejse tilbage i tiden og fjerne dem inden de formerer sig og gøre større skade. Novellen rummer ikke de store overraskelser, men idéen er sjov og velfortalt.

Tanith Lees Torhec the Sculptor fortæller historien om skulptøren Torhec der har gjort det til sin stil at ødelægge alle sine kunstværker efter de har været udstillet. En rigmand forsøger dog at købe et af kunstværkerne. Ligegyldig historie.

Will McIntosh vandt en Hugo sidste år for Bridesicle, men The Bride of Frankenstein blev godt nok ikke nomineret i år. Det er dog stadig en rigtig sjov historie, og noget helt andet end Bridesicle, om to hold omrejsende falske Frankensteinmonstre der rejser fra by til by og holder shows. Historien ender dog langt mere alvorlig, da et rigtigt Frankensteinmonster kommer ind i billedet.

I Kate Wilhelms Changing the World beslutter Mel sig for at fabrikere en masse falske beviser for at regeringen har hemmeligholdt kendskab til rumvæsener og UFOer i årtier, hvilke han spreder via en anonym blog. Mediemøllen tager fart og inden han får set sig om er emnet taget op i de seriøse medier og rigtig mange begynder at tro på det. Forfatterens pointe er selvfølgelig sat lidt på spidsen, men virker alligevel ikke så fjern fra virkeligheden igen. Det er jo set hvor hurtigt rent opdigtede historier kan sprede sig uden videre kildekritik i de etablerede medier. På den måde minder den en del om Never Saw It Coming fra Analog, October 2010.

Under the Thumb of The Brain Patrol af Ferrett Steinmetz er en besynderlig historie om David der bliver godt og grundigt mobbet af nogle hyperintelligente børn på hans skole. En dag trækker de ham ind i et bizart videnskabeligt eksperiment. De vil lave rollespilsstatistik med rigtige mennesker, og den stakkels David bliver forsøgskanin i en rigtig gengivelse af et typisk fantasy rollespil. Novellen rummer bare alt for mange koncepter på samme tid og historien når aldrig at udvikle sig ordentligt, da det meste bare er et langt tilløb.

Sidste historie hedder Several Items of Interest, er skrevet Rick Wilber og sat i et univers han har skrevet i før hvor Jorden er blevet besat af rumvæsener. Denne kortroman handler om to brødre og hvordan de på forskellig vis blev ramt af invasionen og hvad der siden er blevet af dem. Muligvis er dette interessant hvis man har læst andre af Wilbers historier, men jeg blev ikke fanget.

House of Suns

Posted on August 25, 2011 by Jeppe

Alastair Reynolds er med undtagelse af The Prefect gået væk fra at skrive i Revelation Space-universet i nogle år nu, og House of Suns fra 2008 er hans tredje enkeltstående roman. Hans stil er jo velkendt og i stemning og miljø kunne den ligesåvel have udspillet sig i et af hans etablerede universer. Trods den manglende variation på den kant, imponerer han mig stadig hver eneste gang. Klart den bedste læseoplevelse i år.

Romanen finder sted godt seks millioner år ude i fremtiden og følger hvad der kaldes for Gentian Linjen. Tilbage i det 31ende århundrede fik mennesket mestret kloningsteknologi og et par meget rige og magtfulde mennesker byggede gigantiske rumskibe, klonede sig selv 1000 gange og rejste ud i galaksen med lige under lysets hastighed. Disse linjer, som de kaldes, er over de millioner af år blevet en kendt magtfuld faktor i galaksen, og de gør for så vidt ikke andet end at rejse rundt og samle information om civilisationer rundt om i galaksen som de opstår og dør ud igen. En af disse linjer er kloner af Abigail Gentian, hvis liv vi også følger i et par flashbacks, og de er på vej til deres 32ende reunion. Med nogle årtusinders mellemrum mødes alle de resterende levende Gentian kloner for at udveksle den information de har samlet sammen siden sidst. Men denne gang bliver de udsat for et nådesløst angreb, hvor kun lidt over 50 overlever ud af de i alt omkring 800. Ingen ved præcist hvorfor, og der spekuleres i hvad de måtte have mødt på deres rejser der ligger bag angrebet, hvilket ikke er helt nemt, da de ikke umiddelbart kan huske alt de har set de mange tusinder år af deres vågne liv, men i stedet har lagret det i deres fælles digitale bibliotek.

House of Suns har alle de elementer vi kender fra Reynolds’ værker: sublyshastighedsrejser med enorme tidsforskydninger, intelligente maskiner, galaktiske imperier og væsener der er millioner af år gamle. Det er egentlig bare mere af det samme skruet op for fuld styrke, men det er bestemt ikke en ulempe hvis man allerede kan lide Reynolds for netop dette. Han formår at kombinere de meget store historiske linjer, hvor galaktiske civlisationer opstår og dør ud over tusinder af år, mens hovedpersonerne blot har flyttet sig fra en planet til en anden, og det uden at det er på bekostning af det menneskelige og jordnære. Hovedpersonerne er tilpas genkendelige i deres måde at være på, at man som læser har et fast referencepunkt i de millioner af års galaktisk historie der udspiller sig.

Plottet er godt skruet sammen og med tilpas mange twists og overraskelser til sidst, at man kan nå op til flere modstridende åbenbaringer undervejs. Eftersom ikke engang nogen af personerne har nogen chance for at vide bare en flig af hele sandheden, er det ligeledes så godt som umuligt for læseren at føle at man har en chance for at være lidt på forkant med plottets udvikling, men til sidst ser man at Reynolds ikke giver nogen irellevante detaljer gennem bogen. Hvad der umiddelbart kan virke som ligegyldig ekstrainformation, kan vise sig at afsløre alt når man ser sammenhængen. Der er også de sædvanlige problemer med lidt for meget forklaring og afsløring pakket sammen i bogens sidste sider, men som sagt, det hele hænger alligevel sammen fra start til slut, så det ikke ender med at man får alt det væsentlige til sidst.

Kan man lide Reynolds’ space opera stil går man ikke galt med House of Suns.

Axis

Posted on August 24, 2011 by Jeppe

Axis Robert Charles Wilsons Spin imponerende mig meget, så høje forventninger til efterfølgeren Axis kunne ikke undgås. Desværre levede den ikke helt op til det, hvilket nok ikke er helt rimeligt, for den er stadig ganske god, men man skal have læst Spin før man læser denne her, og den vil ende med at stå i skyggen af sin forgænger.

I slutningen af Spin opstod der i det Indiske Ocean en portal til en Jordlignende planet et andet sted i galaksen – kaldet for Equatoria. Axis foregår på denne planet nogle årtier efter de første bosættelser. Formen er typisk, hvor vi starter med at følge et par seperate hovedpersoner, hvis veje mødes som plottet skrider frem. Der er drengen Isaac, der har et særligt “kald” der peger mod vest, Lise der i årevis har søgt efter svar på hvorfor hendes far forsvandt uden et ord for årtier siden og Turk som Lise søger om hjælp angående et spor på hendes fars forsvinden. På Equatoria begynder noget mystisk støv at falde ned fra himlen og teorien er at det er døde eller kasserede hypotheticals – dem som satte tidsmembranen omkring Jorden i Spin. Isaac viser at være et slags eksperiment, hvor menneskene på Mars har injiceret det livsforlængende stof – der giver dem deres fjerde levealder – i ham fra fødslen af, i håb om at han vil kunne kommunikere med disse hypotheticals. Deres veje mødes og det giver mulighed for karakterne at tænke tilbage på sørgelige minder og teoretisere op og ned om the hypotheticals.

Hvor Spin havde et præg af klassisk hard sf, er der lidt mere religiøse og mesiaslignende toner i Axis - noget jeg sjældent har det særligt godt med. De meget jordnære og almindelige tre hovedpersoner fra før er nu erstattet af en gruppe uinteressante personer, der bare udfører en funktion for plottet og ikke har et selvstændigt liv. Der er dog stadig masser af spændende science fiction idéer, og det er ikke religiøst som sådan, da det hele er solidt funderet i videnskabelige forklaringer. Så det er som sagt stadig en ganske udmærket roman, hvor der bygges videre på teorierne og forklaringerne på disse ukendte hypotheticals, men den står ikke så solidt som enkeltværk som Spin gør det.

Astounding, June 1930

Posted on August 21, 2011 by Jeppe

Astounding June 1930 Juninummeret af Astounding fra 1930 bruger igen en del af siderne på dele af hele romaner, men der er stadig fire øvrige historier. Mest noget værre pladder der forlængst er blevet forældet, men stadig et par interessante ting også.

Vi starter med en typisk og kedelig monsterhistorie i C. D. Williards Out of the Dreadful Depths. Et kæmpemonster i det Sydlige Stillehav spiser forsvarsløse skibe og den ellers ikke specielt velansete Robert Thorpe får bugt med uhyret mod alle odds. Det er simpelt, banalt og så cheesy at det ikke engang er sjovt.

Lidt mere interessant er James P. Olsens The Cavern World, der handler om geolog der tager flere kilometer ned i undergrunden for at undersøge hvorfor et oliefelt er blevet tørlagt. På bunden finder han sin arbejdsgivers ærkerival, der har fundet nogle halvintelligente væsener dernede der lever af olien, og de er udrydningstruede pga. menneskets olieudvinding. Rivalen udnytter væsenerne til olieudvinding ved at bilde dem ind at han hjælper dem med at overleve. Derudover har han også store planer om at styre hele verden ved at kontrollere verdens olieforsyning på denne måde. Typisk pulp, ganske underholdende og også interessant at se “helten” godt nok stopper rivalen i at overtage styringen med verdens olieresurser, så bruges der ingen energi på disse undergrundsvæsener eller tanker om at redde dem fra udryddelse. Sådan vil en lignende historie i dag næppe være blevet skrevet.

Giants of the Ray af Tom Curry er endnu en monsterhistorie, men denne gang i en radiummine. Et par forbrydere tror det er enormt værdifuldt hvad der er i minen, men ved ikke hvor dødsensfarligt det er. Hvilket en professor forklarer dem da de prøver at finde frem til det værdifulde i minen. Undervejs møder de selvfølgelig også diverse dyr der er vokset til ti gange størrelse pga. strålepåvirkning fra det særlige radium. Også ok gakket underholdning.

Vi skal ikke overraskende til Månen i The Moon Master af Charles W. Diffin. En uskyldig bjergbestiger bliver taget til fange af en gal videnskabsmand ude i vildmarken, fordi han er overbevist om at den anden er spion for en anden rivaliserende videnskabsmand. Han har angiveligt splittet atomet og bygget en rumraket han vil flyve til Månen med, og ser sig nu nødsaget til at tage den stakkels bjergbestiger med, fordi han allerede ved for meget. Under turen bliver de dog lidt bedre venner, og da de lander på Månens bagside – der har både atmosfære og liv – kommer bjergbestigerens viden og evner med vildnisset den anden til gode. Det går dog hverken værre eller bedre end at de bliver taget til fange af det primitive månefolk, og inde længe finder de sig selv parat til at blive ofret i en sort gryde til glæde for stammens prinsesse. Eller noget i den stil. Det korte og det lange er, at dette blot er et tosset science fiction startskud til en actionpræget adventurefortælling. Meget lig med Phantoms of Reality af Ray Cummings fra januarnummeret.

Rise of the Planet of the Apes

Posted on August 6, 2011 by Jeppe

Rise of the Planet of the Apes Hollywood har kørt en meget lang periode hvor grundlaget for nye film er en eller anden form for genbrug. Enten bøger, computerspil eller tegneserier der bliver filmatiseret, eller de såkaldte remakes og reboots af ældre film. Selvom jeg personligt synes det er ved at tage overhånd, og man savner virkelig noget nyt og originalt, så kommer der nu alligevel noget okay ud af dette genbrug en gang i mellem. Denne film er en af dem. Som titlen viser er der tale om en prequel der fortæller historien før den originale Planet of the Apes. Hvilket fungerer ganske fint, fordi det således ikke kræver noget videre forkundskab til historien.

Har man set traileren har man faktisk set hele handlingen. I korte træk følger vi Will, hvis far lider af alzheimers, og han arbejder for et medicinalfirma hvor han er tæt på et gennembrud med en kur mod alzheimers. Præperatet virker ved at reparere på døde hjerneceller, men testen på chimpanser viser også markant øget intelligens. Det udvikler sig så med en chimpanse der bliver lidt for intelligent og ender med at få givet stoffet til andre aber i fangeskab, og oprøret mod menneskene er i gang. Det hænger i det store hele udmærket sammen, selvom der selvfølgelig tages nogen friheder med den videnskabelige proces der virker lige lovlig hurtig og så godt som fejlfri. Det er spændende og medrivende, på trods af at plottet ikke rummer de store overraskelser.
Der smøres tykt med at gøre menneskene til de onde og dem der mishandler dyrerne får i hvert fald som fortjent. De menneskelige karakterer er da også filmens mest flade og kedelige, mens aberne rummer langt mere personlighed og har flere nuancer.

Det er en typisk sommer Blockbuster, så det er fin underholdning uden de store overraskelser, men næppe en film man får behov for at gense.

Analog, October 2010

Posted on July 24, 2011 by Jeppe

Analog October 2010 Der er et par okay noveller i dette nummer, men ellers et rimelig gennemsnitligt nummer af Analog. Stanley Schmidt har en interessant klumme denne gang om menneskets mulige indblanding i fremmede planeter og dets dyre- og planteliv, og hvordan science fiction forfattere forholder sig til dette etiske spørgsmål. Mindst ligeså interessant er Richard A. Lovetts artikel om Merkur, hvor lidt vi egentlig ved om denne planet og hvorfor den er forholdsvis overset i science fiction sammenhænge.

Første historie, en kortroman af John G. Hemry kaldet for The Rift, er hårdkogt military sf, men dog stadig med visse kvaliteter udover det actionprægede. På planeten Imtep har mennesket i noget tid haft en forskningsstation og levet fredeligt med de indfødte Izkop, men pludselig en dag går de hensynsløst til angreb og dræber en masse mennesker. Historien følger en mindre militærgruppe der kæmper for deres egen overlevelse og for at redde de sidste overlevende civile. Det meste af historien ligner ren “lad os skyde onde aliens” i stil med Starship Troopers, men det hele viser sig at være en meget uheldig kulturel misforståelse, hvor de indfødte Izkop blot har deres måde at “teste” menneskenes troværdighed på. Bortset fra at alt dette bliver skåret ud i pap for læseren af hovedpersonerne, er pointen stadig god.

Midwife Crisis af Dave Creek må siges at være en meget original historie, men bare ikke specielt spændende læsning. På planeten Welkin lever nogle gigantiske hvaler i havet. En af dem er dog blevet syg og har trukket sig væk fra de andres farvand. Nogen beslutter sig for at hjælpe denne hval, der i øvrigt er gravid, ved at svømme ind i hvalens blodårer og give den den nødvendige medicin. Der er lidt Spielbergs Innerspace over det, og selvom fortællingen for så vidt er gribende og idéen god, er handlingen desværre lidt for forudsigelig. En letfordøjelig “feel good” historie.

I Kenneth Schneyers The Whole Truth Witness er man begyndt at bruge et sandhedsserum på vidner i retssale, hvilket giver visse problemer for historiens hovedperson der er advokat. I hans seneste sag finder han dog på et kreativt smuthul. Novellen er ment som værende lettere morsom, men ikke uden relevante pointer til retssystemet.

Arlan Andrews forsøger sig med humor, med mindre held, i The Alien at the Alamo, hvor historiens fortæller er ved at være lidt træt af at blive bortført eller kontaktet af rumvæsener, men har lært at acceptere det, og ved således med det samme at det er et rumvæsen der kontakter ham, selvom det ligner en almindelig mand. De to snakker så lidt frem og tilbage om Jorden og universet på en café, og rumvæsenet vil denne gang analysere hans reaktion på en række tilsyneladende uskyldige musikvideoer.

Vi bevæger os lidt mere over ud i det absurde i Never Saw It Coming af Jerry Oltion, der handler om en amatørastronom der opdager en asteroide der vil passere rimelig tæt på Jorden, men det går helt galt da pressen får nys om det og inden han får set sig om er det meste af Jordens befolkning overbevist om at dommedag er nær. Historien skal nok læses i konteksten om at overdrivelse fremmer forståelsen, men jeg ved ikke helt om jeg køber den.

Allan M. Steeles The Great Galactic Ghoul handler om hvordan gammel overtro kan tilsidesætte sund fornuft. På en minestation på en asteroide finder en tragisk ulykke sted, og de præcise omstændigheder bag ulykken er uklare. Spekulationerne begynder at køre og nogen finder en gammel myte frem om en “rumghoul” der spøger i det interstellare rum. Inden længe er den gamle overtro tilbage i folks bevidsthed. Historiens hovedperson undersøger dog ulykken til bunds og finder en ganske logisk forklaring på det hele. En tør og kedelig novelle med en fuldstændig flad spændingskurve.

Lidt mere spændende er sidste historie, Ghosts Come Home af Justin Stanchfield der handler om rumpiloten Verlain der lever et lykkeligt liv med sin kone og de har et barn på vej. Vi finder dog ud af at han er genetisk modificeret fra barn af til at elske en anden kvinde, men de blev separeret som unge, og Verlain har næsten glemt hende, indtil hun selvfølgelig en dag igen dukker op. Det lyder mere pladderromantisk end det egentlig er, og Stanchfield får opbygget nogle interessante karakterer.

Ny hosting

Posted on July 22, 2011 by Jeppe

Jeg har droppet at hoste interstellar.dk på min egen lille server i stuen, selvom OpenBSD har fungeret upåklageligt, så var det alligevel for ustabilt i længden og på det seneste er serveren blevet helt overbelastet af søgerobotter. Så nu kører det hele i et professionelt stabilt datacenter og det kan forhåbentlig mærkes for de få læsere jeg måtte have tilbage.

Interstellar sysctl

En science fiction blog

Author Archives: Jeppe