Analog, November 2010

Analog November 2010Et år forsinket er jeg nået til novembernummeret af Analog. Stanley Schmidt skriver lidt i øst og vest om regler, gode og dårlige regler, og hvordan og hvorfor de skal overholdes. Med eksempler fra Analogs egne regler for indsendte noveller. Der var ikke den store pointe i det. Uden relation til dette, så virker en del af historierne noget nedslående. Verdens undergang, mindre katastrofer og personlig tragedie går igen et par gange i hvert fald.

Richard A. Lovett og Mark Neimann-Ross (Lovett er velkendt i Analog, den anden kender jeg ikke) har skrevet kortromanen Phantom Sense om den pensionerende Kip, der har arbejdet for en særlig afdeling af en af landets hemmelige agenttjenester, hvor han har fået indopereret noget som har gjort ham i stand til at fjernstyre mekaniske fluer til brug i spionage. Derudover blev hans sanser også forstærket, så han meget nemt kunne afkode folks skjulte signaler og se om de lyver eller er nervøse. Nu mange år efter har han mistet en del af sine evner, og det går ham meget på, for han føler sig ukomplet uden dem. Det har ydermere gjort at hans kone er gået fra ham, men da deres datter bliver taget til fange, må han få sine gamle evner tilbage og gå sammen med kone på jagt efter forbryderne. Den grundlæggende idé med en mand der har tabt sine særlige kunstige evner fra en militærfortid er set før, og Phantom Sense bringer ikke noget nyt ind i det. Det er heller ikke særligt spændende i længden at læse om Kip der har ondt af sig selv og selve kidnapningsplottet virker som noget der bare skal være der. Lovett har også skrevet en videnskabelig artikel der beskriver virkelighedens baggrund for nogle af historiens idéer.

Mere sjov er derimod Zoo Team af Allan M. Steele om et hold astronauter i en Mars-rejse simulator der er i kredsløb om Jorden. De undrer sig dog over hvorfor lige de er blevet udvalgt til at udgøre denne besætning der skal simulere en rejse til Mars, for ingen af dem kan siges at have været klassens bedste. Alle har op til flere disciplinære sager og negative anmærkninger fra deres træning. Det er der selvfølgelig en politisk forklaring på, så de beslutter sig for at vende det imod beukraterne nede på Jorden. Det er et meget sjovt koncept Steele har fundet på og historien bliver ført fint til dørs.

Jay Werkheiser er ikke et navn jeg kender, men hans Contamination overraskede positivt. Det er gået helt galt på Jorden, så koloniseringsskibe er blevet sendt af sted til en planet som man for et par generationer siden allerede havde sendt nogen ud til, for netop at forberede en senere kolonisering. Men som det jo er med missioner der går igennem flere generationer, så går en del af meningen tabt, så det der møder dem fra Jorden er et folkefærd der lever i kredsløb om en jordlignende planet som de for alt i verden ikke vil lande på, kun studere på afstand. Det giver nogle interessante kulturelle og praktiske konflikter. Eneste kritikpunkt er at novellen mest bliver som et anslag til en længere historie, og ender dermed lidt for åbent.

Michael A. Armstrong leverer en typisk hurtigt læst og hurtigt glemt Analog-historie med The Deadliest Moop, om farlige objekter i kredsløb der kan ødelægge satelitter og hvordan de fanges inden det går galt.

Carl Frederick er velkendt i Analog, oftest med historier om forskere og deres forskning. I Howl of the Seismologist er det seismologen Alex det handler om, og ikke mindst hans hund som han mener kan forudsige jordskælv tidligere og mere præcist end de avancerede instrumenter. Det kommer der selvsagt et lille drama udaf, krydret med en god gang videnskabelig jargon.

Outbound af Brad R. Torgersen forsøger virkelig at smøre tykt på med de store følelser. Det starter med noget der ligner verdens undergang, hvor et forældrepar må overlade deres to børn til et af de sidste rumskib der forlader Jorden. Men det går også galt på rumskibet, den 4 årige pige dør og den 11-årige dreng overlever som den eneste i en redningskapsel. Og så er han i øvrigt lam fra hoften og nedefter. Han bliver fundet af et ældre ægtepar, hvor manden kun lever som et uploadet sind i skibets computer. De rejser sammen i flere år i jagt på andre overlevende, men finder ikke nogen. Indtil den nu voksne dreng er den eneste tilbage på rumskibet. Det rammer bare aldrig rigtigt, uden at være hverken dårlig eller kedelig, så virker det som om forfatteren vil sige en masse om håb og tro, at historien går tabt i budskabet.

Freehold

FreeholdMichael Z. Williamsons Freehold er en de bøger Baen Books har valgt at have gratis tilgængelig som ebog på deres webside, hvilket egentlig var min primære motivation til at prøve at læse den, og så havde den generelt pæne anmeldelser. Bogen kan kort beskrives som en politisk liberalistisk/anarkistisk utopi. En utopi der er 100% ensidig, propagandistisk og som virkelig smører tykt på alting, men altså stadig er fantastisk underholdende.

Selve plottet er helt efter bogen når det kommer til utopier. Læseren skal gerne følge en person udefra der besøger dette utopia og kan forholde sig til det på læserens præmisser. Handlingen kaster sig direkte ud i at fortælle om Kendra der er på flugt fra myndighederne. Hun arbejder for en logistisk del af FN, og et eller andet er gået helt galt, og selvom hun ved hun er uskyldig, er hun sikker på at myndighederne vil bruge hende som syndebuk og hendes retsikkerhed er så godt som ikke eksisterende. Hun forsøger derfor at få asyl på ambassaden for planeten Freehold. Den eneste af de kolonier der ikke er gået med i det nu interstellare FN. Det er dog ikke så nemt igen, for Freehold har ingen regering, så godt som ingen stat og slet ikke noget budget til at hjælpe flygtninge. Igennem donationer og et krav om at hun skal arbejde sin gæld af, kommer hun alligevel med et skib til Freehold, får sig en lejlighed og et job som gartner i byens park. Kendra bliver gode venner med sin nabo og så er der lagt et solidt grundlag for at hun kan stille en masse spørgsmål til hvordan dette næsten tæt på lovløse samfund nu kan hænge sammen, og naboen er klar med alle svarerne. Det går første halvdel af bogen med. Derefter slår romanen over i ren blodig og brutal military sf. Jorden angriber Freehold og Kendra må se sig selv forsvare sit nye hjem ved at dræbe sine tidligere landsfæller.

Forfatteren bruger alle tricks for at få utopien til at fremstå så perfekt som muligt, efter en logik der bare antages vil give mening, men som selvfølgelig i virkelighedens verden kun vil være antagelser om at “sådan vil det nok være”. Der er ingen fattigdom, meget lav kriminalitet selvom så godt som alle har adgang til alverdens våben og der er en god naturlig solidarisk kultur både mellem borgere og virksomheder. Der er dog et punkt hvor Williamson ikke har gjort det hele så nemt, og det er med planetens natur og klima. Der er en meget hård vinter, hedebølge om sommeren, en lidt højere tyngdekraft og aldeles farlige vilde dyr. Men det er ikke nok at gøre sit eget utopiske samfund perfekt, det eksisterende skal helst også fremstå så dårligt som muligt. Her har Williamson meget tydeligt udpeget nogle eksisterende problemstillinger og overdrevet dem i sit univers. Blandt andet bliver voldtægt betragtet som småkriminalitet på Jorden, staten er demokratisk men korrupt, der er en stor velfærdsstat men levestandarden er alligevel markant lavere end på Freehold.
Man må dog give ham at han er konsistent. Der er vitterlig frihed til så godt som alt i Freehold, herunder total ytringsfrihed til både racistisk propaganda og frit tilgængelig information om hvordan man bygger masseødelæggelsesvåben. Den seksuelle frihed står også meget stærkt, hvor offentlig nøgenhed er helt normalt, og alle former for samlevsformer er accepteret. Mærkeligt nok er det mest en biseksuel side ved Kendra der bliver udforsket, mens homoseksualitet mellem mænd næsten ikke nævnes. Williamson kender nok sit publikum.

Uanset hvad man måtte men om de grundlæggende idéer til det libertarianske samfund Williamson skaber, er det svært at tage helt seriøst, fordi det bliver ekstremt ensidigt og uden mulighed for at læse noget som helst mellem linjerne. Det rent praktiske og økonomiske med et sådant samfunds funktion springer han nemt henover, men der er lidt mere kød på og lidt at tænke over når det gælder de mere “bløde” frihedsrettigheder. Det der dog mest skinner igennem er ikke retten til at bære våben eller modstand til skattevæsenet, men derimod en dyb foragt for bureaukrati og en meget tydelig holdning til at det er roden til alt ondt. FN og dets militær bliver hånligt beskrevet som idiotisk bureaukratisk, og det bliver det de ender med at tabe krigen på. Freehold beskrives også som langt mere effektivt og nemt, både for private og virksomheder, når det kommer til kontrakter, handler og den slags. Det meget militaristiske er heller ikke til at komme udenom, hvor forfatteren selvfølgelig har sørget for at det er FN og Jorden der angriber først, og Freehold bare forsvarer sig mod en fuldstændig uprovokeret invasion.
Bogen er 100% persondrevet medKendra i hovedrollen og er dejligt spændende at læse, og man føler da med hende og forstår hendes valg, selvom de ikke altid er beskrevet lige troværdigt. Freehold kan sagtens læses af de fleste for dens underholdningsværdi på flere kanter – ikke mindst fordi man nemt kan grine af forfatterens mere end tydelige subjektive overdrivelser, men man bør nok stoppe halvvejs hvis nærmest glorificerende beskrivelser af krig og det at forsvare sig ikke lige er ens kop te.

Søn af Tohubohu 10

Sidste gang Niels Dalgaards fanzine Søn af Tohubohu udkom var til Eurocon 2007, og passende nok blev et nyt nummer udgivet i forbindelse med Eurocon 2011 i Stockholm. Og han starter selvfølgelig med en længere conrep fra Eurocon 2007.

Med det fanniske dækket ind, går Dalgaard videre med at grave en af fortidens glemte pulpforfattere frem. Den yderst produktive Ellis Parker Butler, som vi tidligere har set et par noveller af i Proxima nr. 89, får vi en længere artikel om samt en enkelt novelle.

Novellen hedder Vogn nr. 1297, skrevet i 1903, og handler om de første rigtige flyvemaskiner og hvordan de ændrede verden, men det er egentlig mere en kærlighedshistorie. Ikke ligeså morsom som de to historier trykt i Proxima.

Proxima nr. 93

Forårsnummeret af Proxima er ikke uventet af høj kvalitet med varierende indhold om science fiction. Ny original forskning af Niels Dalgaard, paneldebat, den tilbagevendende science fiction bibliografi er nået til år 2008, et par noveller og selvfølgelig masser af anmeldelser.

Niels Dalgaard har været på Det Kongelige Bibliotek og gennemgået den gamle konservative avis Dagens Nyheder for science fiction historier i 50′erne. Det er der kommet en interessant artikel ud af om hvad der blev skrevet på og oversat til dansk af science fiction på den tid.
På Fantasticon 2010 deltog jeg og fire andre mere garvede science fiction fans i et panel om seks science fiction romaner fra de sidste 10 år. Dalgaard har transkriberet debatten og bringer det altså her i Proxima.
Ellen Miriam Pedersen skriver en kort artikel om hvorfor og hvordan hun bruger science fiction genren som forfatter, og derefter følger Niels Dalgaards science fiction bibliografi for 2008.

Udgivelsen af Professor Challengers Bedrifter har kastet et par ekstra noveller af sig som så bliver bragt i Proxima. Første historie hedder Rædslen fra højderne om en pilot der flyver op i det lidt højere luftlag og finder nogen mærkelige væsener. Derefter følger Keinplatz-eksperimentet der i klassisk pulp stil handler et videnskabeligt eksperiment hvor sjælen adskilles fra kroppen, hvilket ikke overraskende går lidt skævt. Det er to fine historier, men de bedste er nu stadig at finde i den anden samling.

Antistof

AntistofDet er ved at være noget tid siden jeg har læst Charles Stross og indtil nu har det ikke været hans noveller. Science Fiction Cirklens udgivelse Antistof blev udgivet i forbindelse med at Stross besøgte Fantasticon i 2009 og samler fem udvalgte noveller samt et efterord af Niels Dalgaard. Det kan siges meget kort, men Stross’ noveller er om noget endnu mere vanvittige i sine idéer end hans romaner.

Det er så godt som umuligt at referere de fleste af novellerne. Der er både flyvende talende bondegårde, intelligente hummere og en kælemammut med et alkoholproblem. Dog også noget så jordnært som rumvæsener. Den jeg bedst kan skrive noget om er titelnovellen Antistof, der handler om at nogen finder en løsning på et NP-komplet problem der ligger indenfor P, hvilket får store verdensomspændende konsekvenser. Der er selvfølgelig også Hummere, der er første del af Accelerando, men der vil jeg henvise til den anmeldelse.

Ellers var min oplevelse med novellerne ikke noget særligt. Efter man efter lidt tids undren får opfanget at historien vitterlig handler om flyvende bondegårde eller kælemamutter, så er der ikke rigtig meget mere, og selvom det er tydeligt at Stross har mange vilde idéer, så blev jeg stort set aldrig grebet af nogen historie eller noget plot i nogen af novellerne.

City of Ruins

City of RuinsTil oktober/november nummeret af Asimov's skrev jeg ganske pæne ord om Becoming One With The Ghosts af Kristine Kathryn Rusch. En kortroman sat i samme univers som Diving Into The Wreck og den fungerede rigtig godt for sig selv. Rusch har bygget videre på historien og gjort den til en hel roman med City of Ruins. Resultatet har jeg lidt blandede meninger om.

Historien følger igen Boss, der nu har fået stablet en større organisation på benene. Hun er altså nu leder for adskillige mennesker med forskellig baggrund og evner, hvilket hun ikke er ubetinget glad for. Hun savner sin tid som enspænder. Missionen er denne gang at undersøge nogle gamle ruiner begravet under byen Vaycehn. Normalt arbejder hende og hendes hold jo i rumskibe i vægtløs tilstand, så det her er nyt på mange måder. Som historierne i Diving Into The Wreck handlede om, så har Boss dedikeret sit liv til at finde og ødelægge den meget farlige og ustabile teknologi efterladt af andre mennesker for tusinder af år siden, og som nu er eftertragtet af det herskende imperium som Boss heller ikke er fan af. Hendes motivation er dog ikke kun politisk, men også personlig, for som blev fortalt i Diving Into The Wreck, har hun mistet flere familiemedlemmer af den grund. Boss og de andre tror det bare handler om en stealth-teknologi, men det er meget mere end det, hvilket bliver klart i kortromanen Becoming One With The Ghosts, der følger kaptajn Coop og hans skib fra den fjerne fortid der bliver refereret så meget til. Coop og hans skib bliver ved et uheld flyttet adskillige år ud i fremtiden, og dukker altså pludselig op i den forladte station under Jorden mens Boss og hendes hold udforsker den. I den oprindelige kortroman blev dette udelukkende beskrevet fra Coops vinkel, og en del af mystikken og spændingen lå dermed i at man havde ligeså stor uvished om hvad der foregik som besætningen, men nu er det blevet flettet sammen med Boss’ vinkel, hvilket gør historien som helhed mere komplet og med en klarere afslutning, men det er ikke ligeså spændende.

Det er lidt svært at anmelde denne her, for oplevelsen er tydeligvis en helt anden hvis man har læst den oprindelige kortroman. Jeg tror nu heller ikke andre vil finde det meget mere spændende, for det er rimelig klart hele vejen hvad der forgår og hvor historien er på vej hen. Med City of Ruins har Rusch gjort sit univers mere komplet, vi får nogle forklaringer på en række ukendte faktorer og det fungerer alt sammen meget godt, og er også pokkers velskrevet som det nu er med Rusch, men mystikken, spændingen og den ensomme stemning, der var meget central i alle kortromanerne, er delvist forsvundet til fordel for at universet og dets historie nu er blevet mere bygget op.

Captain’s Glory

Captains GloryI sidste bog i William Shatners Totality-trilogi bliver der skruet helt op på 10, hvor Shatner må tage det endelige opgør med denne ukendte fjende og redde intet mindre end hele universet.

Det hele startede jo faktisk med Spocks død i Captain's Blood, men vores helte skulle jo lige ordne en masse andet først. Kirk er nu tilbage i jagten på at finde ud af hvad der ligger bag Spocks død. Samtidig spreder en katastrofe sig gennem hele galaksen da warpdrives begynder at eksplodere for alle racer. Det bliver hurtigt klart at Mælkevejen er under angreb fra en usynlig og stærkt overlegen fjende. Kirk har mistanke om at hans søn Joseph har noget med det at gøre.

Der er ingen tvivl om at Shatner har ville gøre det så stort som muligt, og der må altså også ligge et vist ego bag når man skriver sådan en historie hvor Kirk bogstaveligt talt skal redde alt liv i galaksen. Det bør også understreges at der er virkelig meget med Kirk, både når han er bedst og når han er allermest irriterende og selvoptaget. Kirk kommer i første række, delvist også anden og de andre samt plottet må så komme længere nede. Plottet er bestemt ikke tyndt, men det er til for at underbygge en skildring af hvor meget Kirk vil gøre for at beskytte sin søn. Selvom det meste af besætningen fra The Next Generation samt Janeway også spiller betydelige roller, så er det dog tydeligt at det den originale besætning med Spcok, McCoy og til dels Scotty forfatterne er bedst til at skildre. Dem kan man virkelig genkende, mens de øvrige primært er der ved navn. Derfor bør anbefalingen af trilogien også gå til fans af denne originale trio, men helt generelt er niveauet i de her bøger lige lidt højere end standarden for Star Trek romaner.

Berserker Throne

Berserker ThroneFred Saberhagen var en yderst produktiv forfatter, nok allermest kendt for sine utallige bøger i Berserker-serien. Konceptet er simpelt: galaksen er fyldt med intelligente dræberrobotter hvis eneste formål er at udrydde alt biologisk liv. Og det kan altså ligge grund til et væld af bøger. Berserker Throne er fra 1985 og kan findes gratis som ebog.

Udgangspunktet her er ikke nogen krig mod disse robotter. Der er udkæmpet en for længe siden, og de er godt nok langt fra udryddet, men dog holdt lidt væk. Historien finder sted på en eller anden planet hvor der er nogle politiske magtkampe. En prins er blevet sendt i eksil og han vil meget gerne tilbage til magten. Det starter dog med at den regerende kejserinde bliver myrdet, og en uskyldig demonstrant bliver udpeget som morderen. Han formår at flygte og melder sig ind i en særlig militæragtig enhed der altid er i træning til at forsvare sig mod the Berserkers hvis de skulle komme igen, hvilket giver ham immunitet overfor ordensmagten. Imens er prinsen i færd med at eksperimentere med en Berserkerrobot han har fundet, og som han mener at han har fuld kontrol over. Det er dog yderst risikabelt, da enhver form for interaktion med robotterne bliver betragtet og straffet som højforræderi mod menneskeheden.

Det fungerer ganske godt med hele thrillerplottet med den uskyldige politiske demonstrant, der pludselig bliver rodet ind i højere politiske magtkampe, og ikke mindst hele spillet med at robotterne bliver forsøgt brugt som brikker i en politisk kamp, men spørgsmålet er selvfølgelig om the Berserkers alligevel ikke er et skridt foran. Jeg kan sagtens se masser af potentiale til andre gode historier i Saberhagens Berserker-univers, men helt fanget blev jeg ikke. Berserker Throne er fint og spændende skrevet, og der sker en masse fra start til slut, men det mest interessante er netop lige i starten og hen imod slutningen. Der bruges meget tid på at komplicere, forvirre, forvekle og vende plottet på hovedet, indtil den endelige finale. Men vil man have en spændende gratis bog til sin ebogslæser, er den bestemt anbefalsesværdig.

Asimov’s, October/November 2010

Asimovs October November 2010Dobbeltnumre af magasinerne er altid noget der er værd at se frem til. Først og fremmest fordi de ofte giver plads til kortromaner, et format der fungerer rigtig godt til science fiction, og så fordi kvaliteten generelt virker lige en tand højere end normalt. Der er skam også et par rigtig gode historier i dette nummer, og et par enkelte skuffelser. Sheila Williams tænker tilbage på et barndomsminde i Cocoa Beach, Robert Silverberg reflekterer lidt over spøgelseshistorier og James Patrick Kelly skriver lidt om det er nødvendigt for forfattere at have profiler på de mange sociale websites.

Første historie er en kortroman af Kristine Kathryn Rusch, og den er klart den bedste historie i Asimov’s i 2010. Becoming One With The Ghosts er sat i samme univers som Diving Into The Wreck og følger denne gang ikke Boss, men derimod kaptajnen Cook der må nødlande for at foretage reparationer. Men den base de er landet på er ikke som den plejer. Den virker som forladt for mange år siden og besætningen begynder at overveje om deres særlige rummotor, med dens uforståelige fysiklogik, har sendt dem mange år frem i tiden. Historien fungerer så godt at den helt sikkert vil underholde og fascinere alle, men samtidig er der lidt ekstra hvis man kender til de andre historier i samme univers fra Diving Into The Wreck.

Kij Johnson er i det poetiske hjørne med Names for Water, der handler om en pige der på vej til en time på universitetet modtager et opkald på sin telefon, men der er tilsyneladende bare støj i den anden ende – eller lyden af vand, og hun begynder at drømme sig væk i helt andre tanker.

Så er der Mike Resnick – en forfatter hvis historier jeg plejer at skrive rimelig dårligt om, men denne gang tager han mere pis på genren, fremfor det evindelige følelsesporno med gamle mænd og deres gamle flammer. Plottet er vist set før, men stadig sjovt. En mand er indlagt på et sindssygehospital fordi han siger han er en stor rumhelt som taget ud af en tegneserie, hvilket han ihærdigt fortæller doktoren, selvfølgelig uden at kunne bevise noget som helst. Ingen overraskelser, men det er okay morsomt.

No Distance Too Great af Don D’Ammassa kunne tilgengæld godt have være skrevet af Mike Resnick. Historien følger Jason ombord på et eller andet ruterumskib i hyperspace. Han savner sin afdøde kone forfærdeligt meget og holder sig meget for sig selv. Da rumskibet bliver strandet i hyperspace bliver han bare endnu mere mærkelig og begynder at se sin kones skikkelse ude i hyperrummet. Meget intetsigende novelle.

Dummy Tricks af R. Neube er også svær at blive klog på. Novellen følger manden Hal, der har en særlig sygdom der gør ham immun overfor et klima på en isplanet der ellers er farlig for de fleste andre mennesker. Han kan derfor høste en særlig sjælden plante eller noget. I historien støder han så på nogle pirater der alligevel trosser planetens farlige klima, og dem henretter han så en for en. Forfatterens pointe gik tabt for mig.

Felicity Shoulders prøver noget anderledes med tidsrejser i sin The Termite Queen of Tallulah County, der følger en skadedyrsbekæmper der bruger en tidsmaskine i sit arbejde. I stedet for at udrydde termitterne i dag, er det smartere bare at rejse tilbage i tiden og fjerne dem inden de formerer sig og gøre større skade. Novellen rummer ikke de store overraskelser, men idéen er sjov og velfortalt.

Tanith Lees Torhec the Sculptor fortæller historien om skulptøren Torhec der har gjort det til sin stil at ødelægge alle sine kunstværker efter de har været udstillet. En rigmand forsøger dog at købe et af kunstværkerne. Ligegyldig historie.

Will McIntosh vandt en Hugo sidste år for Bridesicle, men The Bride of Frankenstein blev godt nok ikke nomineret i år. Det er dog stadig en rigtig sjov historie, og noget helt andet end Bridesicle, om to hold omrejsende falske Frankensteinmonstre der rejser fra by til by og holder shows. Historien ender dog langt mere alvorlig, da et rigtigt Frankensteinmonster kommer ind i billedet.

I Kate Wilhelms Changing the World beslutter Mel sig for at fabrikere en masse falske beviser for at regeringen har hemmeligholdt kendskab til rumvæsener og UFOer i årtier, hvilke han spreder via en anonym blog. Mediemøllen tager fart og inden han får set sig om er emnet taget op i de seriøse medier og rigtig mange begynder at tro på det. Forfatterens pointe er selvfølgelig sat lidt på spidsen, men virker alligevel ikke så fjern fra virkeligheden igen. Det er jo set hvor hurtigt rent opdigtede historier kan sprede sig uden videre kildekritik i de etablerede medier. På den måde minder den en del om Never Saw It Coming fra Analog, October 2010.

Under the Thumb of The Brain Patrol af Ferrett Steinmetz er en besynderlig historie om David der bliver godt og grundigt mobbet af nogle hyperintelligente børn på hans skole. En dag trækker de ham ind i et bizart videnskabeligt eksperiment. De vil lave rollespilsstatistik med rigtige mennesker, og den stakkels David bliver forsøgskanin i en rigtig gengivelse af et typisk fantasy rollespil. Novellen rummer bare alt for mange koncepter på samme tid og historien når aldrig at udvikle sig ordentligt, da det meste bare er et langt tilløb.

Sidste historie hedder Several Items of Interest, er skrevet Rick Wilber og sat i et univers han har skrevet i før hvor Jorden er blevet besat af rumvæsener. Denne kortroman handler om to brødre og hvordan de på forskellig vis blev ramt af invasionen og hvad der siden er blevet af dem. Muligvis er dette interessant hvis man har læst andre af Wilbers historier, men jeg blev ikke fanget.

House of Suns

House of SunsAlastair Reynolds er med undtagelse af The Prefect gået væk fra at skrive i Revelation Space-universet i nogle år nu, og House of Suns fra 2008 er hans tredje enkeltstående roman. Hans stil er jo velkendt og i stemning og miljø kunne den ligesåvel have udspillet sig i et af hans etablerede universer. Trods den manglende variation på den kant, imponerer han mig stadig hver eneste gang. Klart den bedste læseoplevelse i år.

Romanen finder sted godt seks millioner år ude i fremtiden og følger hvad der kaldes for Gentian Linjen. Tilbage i det 31ende århundrede fik mennesket mestret kloningsteknologi og et par meget rige og magtfulde mennesker byggede gigantiske rumskibe, klonede sig selv 1000 gange og rejste ud i galaksen med lige under lysets hastighed. Disse linjer, som de kaldes, er over de millioner af år blevet en kendt magtfuld faktor i galaksen, og de gør for så vidt ikke andet end at rejse rundt og samle information om civilisationer rundt om i galaksen som de opstår og dør ud igen. En af disse linjer er kloner af Abigail Gentian, hvis liv vi også følger i et par flashbacks, og de er på vej til deres 32ende reunion. Med nogle årtusinders mellemrum mødes alle de resterende levende Gentian kloner for at udveksle den information de har samlet sammen siden sidst. Men denne gang bliver de udsat for et nådesløst angreb, hvor kun lidt over 50 overlever ud af de i alt omkring 800. Ingen ved præcist hvorfor, og der spekuleres i hvad de måtte have mødt på deres rejser der ligger bag angrebet, hvilket ikke er helt nemt, da de ikke umiddelbart kan huske alt de har set de mange tusinder år af deres vågne liv, men i stedet har lagret det i deres fælles digitale bibliotek.

House of Suns har alle de elementer vi kender fra Reynolds’ værker: sublyshastighedsrejser med enorme tidsforskydninger, intelligente maskiner, galaktiske imperier og væsener der er millioner af år gamle. Det er egentlig bare mere af det samme skruet op for fuld styrke, men det er bestemt ikke en ulempe hvis man allerede kan lide Reynolds for netop dette. Han formår at kombinere de meget store historiske linjer, hvor galaktiske civlisationer opstår og dør ud over tusinder af år, mens hovedpersonerne blot har flyttet sig fra en planet til en anden, og det uden at det er på bekostning af det menneskelige og jordnære. Hovedpersonerne er tilpas genkendelige i deres måde at være på, at man som læser har et fast referencepunkt i de millioner af års galaktisk historie der udspiller sig.

Plottet er godt skruet sammen og med tilpas mange twists og overraskelser til sidst, at man kan nå op til flere modstridende åbenbaringer undervejs. Eftersom ikke engang nogen af personerne har nogen chance for at vide bare en flig af hele sandheden, er det ligeledes så godt som umuligt for læseren at føle at man har en chance for at være lidt på forkant med plottets udvikling, men til sidst ser man at Reynolds ikke giver nogen irellevante detaljer gennem bogen. Hvad der umiddelbart kan virke som ligegyldig ekstrainformation, kan vise sig at afsløre alt når man ser sammenhængen. Der er også de sædvanlige problemer med lidt for meget forklaring og afsløring pakket sammen i bogens sidste sider, men som sagt, det hele hænger alligevel sammen fra start til slut, så det ikke ender med at man får alt det væsentlige til sidst.

Kan man lide Reynolds’ space opera stil går man ikke galt med House of Suns.