Det begynder med en historie sat i den antikke romertid med Shane Tourtelottes The Man from Downstream, om en enke i en mindre landsby der indlogerer en fremmed mand der kommer til byen. Han gør sig hurtigt bemærket for sine fantastiske opfindelser, nogen mere succesfulde end andre dog. Uden den store overraskelse for læseren bærer det hen imod en afsløring af at han kommer fra fremtiden. En historie der forsøger uden rigtigt at slå an.

The Hebras and the Demons and the Damned af Brenda Cooper følger en kolonist på en planet med et temmelig fjendtligt dyreliv. Ikke meget mere at sige til den egentlig.

Carlo Rogersons Deca-Dad er en kort historie om en mand der møder sin tip-oldefar i sjette led, der har været ude i rummet i 250 år. Baggrunden ligger ikke helt klar, men det må antages at er tale om relative tidsforskydninger, og de to snakker lidt og det er sådan set det.

Carl Frederick skriver om en dyrepasser i en zoologisk have i Happy Are the Bunyips, hvor zooen en dag modtager to søde, men ikke helt definerbare dyr. Det antages at der blot er tale om en slags practical joke med gensplejsede specialdyr, men ligesom det heller ikke var den store overraskelse at der var tale om en tidsrejsende i The Man from Downstream, vil det nok heller ikke komme bag på mange at der er tale om væsener fra rummet her.

Patentlovgivning virker ikke som det mest spændende udgangspunkt til en science fiction historie, men Brian C. Coad gør et godt forsøg med A Placebo Effect, om en pensioneret patentjurist der pludselig bliver involveret i en international politisk krise mellem Indien og Kina, fordi han for mange år tilbage var med til at udforme et patent til en ny slags pille. Ikke nogen dårlig historie, men det kan kun marginalt kaldes for science fiction.

Christopher L. Bennett har skrevet en fortsættelse til The Hub of The Matter fra martsnummeret med titlen Home Is Where the Hub Is, og temaet er lidt det samme. De prøver stadig at finde ud af hvordan denne hub egentlig fungerer, da de opdager et hubadgangspunkt der ligger langt tættere på en planet end det allerede kendte punkt gør. Det er en stor opdagelse, men planetens ledere er ikke nødvendigvis interesseret i at det bliver afsløret, for de har allerede bygget hele deres økonomi op efter det andet punkt.

Dette nummers mest interessante historie er Primum Non Nocere af H.G. Stratmann, der beskriver en fremtid hvor alle mennesker har en chip indopereret som holder styr på deres fødevareindtag og sørger for de ikke bliver overvægtige. Adgang til fed og usund mad er ikke ulovligt, men strengt reguleret. Fx er det kun tilladt med en doughnut pr. dag pr. mand. Der eksisterer dog et sort marked for at deaktivere disse chips, men sundhedspolitiet indfanger folk hvis det bliver afsløret at de er blevet overvægtige. Novellen følger en ung kvinde der er blevet anholdt og anbragt på en diætklinik, hvor hun skal lære at blive en god sund og tynd samfundsborger igen. På klinikken kommer hun dog i kontakt med en leder af en oprørsgruppe, der kæmper imod de strenge sundhedsregler. Den politiske satire er et næsten for kedeligt eksempel på “overdrivelse fremmer forståelsen”, og selvom plottet faktisk overrasker og vender fuldstændigt rundt til sidst, så har forfatteren ikke gjort sin dystopiske fremtidsverden særlig troværdig. De fleste af siderne bliver brugt på at overlægen på klinikken holder lange taler for sine patienter, om hvordan samfundets sundhedspolitik er skruet sammen og hvorfor den er til for deres eget bedste. En masse information det må formodes at disse mennesker vil vide i forvejen. Bare ikke politikerne får lidt for gode idéer fra sådan en historie.

De første par noveller går helt tilbage til begyndelsen med de første kolonier på Mars og hvordan de grupperinger vi senere kommer til at kende som Demarchists, Ultras og Conjoiners blev til. Det er dog først med de fjerde novelle i samlingen, at jeg synes de begynder at blive interessante historier i sig selv. I Weather følger vi et Ultraskib der med nød og næppe undslipper nogle pirater, men de får dog reddet en Conjoiner derfra. Skibets maskiningeniør kæmper med nogle problemer i skibets motor, og det kan Conjoineren måske hjælpe med. Og så får vi lidt mere at vide om hvordan disse rumskibsmotorer fungerer. En anden fantastisk historie er Grafenwalder’s Bestiary der finder sted i Chasm City og novellen har lidt samme stemning som i bogen af samme navn. Den følger samleren Grafenwalder der samler på sjældne og helst farlige dyr. Han er i evig konkurrence med sin rival om hele tiden at have det nyeste scoop, men i vanlig Reynolds stil bliver alting vendt på hovedet henimod slutningen. Det samme gør sig gældende med Nightingale, der starter som en forholdsvis uskyldig historie om en gruppe krigsveteraner, der skal hente en krigsforbryder hjem fra et forladt hospitalsrumskib, for at han kan stå til ansvar for en domstol. Men det ender igen ikke helt som planlagt.

Man kan jo blive ved med at anbefale Reynolds og denne ingen undtagelse. Han har bestemt ingen problemer med at få sine idéer ned i novellelængde, og de otte historier heri kan være en glimrende lille afstikker, hvis man vil fanges ind i hans fantastiske univers uden at tage fat på en af murstensromanerne.

Titelnovellen er en af de længere og hører til blandt de bedste i samlingen. Historien skal angiveligt været inspireret af filmen Avatar og giver et noget anderledes bud på hvordan minedrift på en tilfældig planet kunne finde sted. Det ender temmelig blodigt. I en anden og mere humoristisk boldgade finder man historierne om rumhelten Janus Rumghoul, der satiriserer over særligt den klassiske space opera, hvori blandt andet hele universets eksistens afhænger af en bestemt chokoladekageopskrift. På trods af at de fleste noveller er ret korte, så er det ret så store emner Rasch behandler. Livet, universet og alt det der. Fx i Naboer på kun en halvanden side, hvori en intelligent plante ved et uheld nær får udryddet menneskeheden. Eller i  Piller hvor man i Danmark opfinder nogle små sorte piller der kan rumme et sort hul, men lidt uheldig omgang med dem får udslettet Månen. Udover disse typer af historier, finder man en del der kan kategoriseres som meta science fiction. Både generelt som den ultrakorte Perfekte om en forfatter der i en fjern fremtid prøver at skrive science fiction, hvilket ikke er helt nemt når verden netop er perfekt, og mere forankret i dansk fandom som I Sidste Stop hvor Knud Larns novellekonkurrence optræder som en del af plottet.

Raschs noveller er science fiction for science fiction kendere. Der er godt med parodi og kommentarer til genren, tilsat mere eller mindre synlige referencer hist og her. Dermed ikke sagt at historierne i sig selv ikke også indeholder noget og de vil givetvis kunne underholde og sætte tanker i gang hos de fleste, men hovedmålgruppen skal findes indenfor det danske fanmiljø og det er der heller ikke noget galt med.

Filmen starter med at vi ser en noget forslået og såret cowboy (glimrende spillet af Daniel Craig) vågne op ude i ødemarken med et fremtidslignende metalarmbånd om håndleddet. Han kan ikke huske hvem han er eller hvor han har været. Han kommer til en halvforladt mineby og som mystiske fremmede revolvermænd nu engang gør i westernfilm, får han sparket lidt til den interne magtbalance i byen. De interne fjendtligheder varer dog kun kortvarigt, for om natten angriber rumvæserne i deres ufoer og snupper et bare tilfældige indbyggere med på vejen. Om morgenen beslutter byens mænd for sammen at ride ud og finde deres familiemedlemmer igen.

I sin essens er det hovedsageligt en westernfilm, hvor mexicanerbanden eller indianerstammen blot er skiftet ud med rumvæsener der sjovt nok også er ude efter guld. Men er man indstillet på at lege med på den tydeligvis useriøse let selvparioderende ide, så kan man skam sagtens blive fint underholdt. Jeg var dog mest underholdt i starten hvor Daniel Craig gør det glimrende som en hårdstlående James Bond fra det vilde vesten. Troværdigheden i de forskellige karakterer holder dog ikke længe og egentlig har de forsøgt at smide for meget unødig baggrundshistorie og sideplots på for mange af dem, hvor man nok havde været bedre tjent med at køre det useriøse overdrev helt ud, og ikke kun 80%. Det er bestemt ikke en dårlig film hvis man er indstillet på hvad man kan forvente, men nyskabende i denne genrecrossover bliver den ikke.

En ond videnskabsmand har fremstillet et stof der gør at man får en ustyrlig trang til at begå mord, og det kan kun holdes i ro med mere af stoffet. Dette stof bruger han, som blot kalder sig for The Master, så til at slavebinde en masse uskyldige mennesker. Angiveligt med det formål at overtage verdensherredømmet. Vores helt hedder Bell og arbejder for den ultrahemmelige agenttjeneste The Trade og det bliver hans opgave at rejse dybt ind i den sydamerikanske jungle for at finde denne Master og stoppe ham.

Det værste ved denne roman er ikke det temmelig intetsigende plot, men at det er strukket ud til en hel roman. Historien er lidt interessant i starten og lidt i slutningen når man hører lidt om The Masters vanvittige begrundelser for hvorfor han mener han skal regere verden, men i mellem det er der over 100 siders ingenting om Bell der roder rundt i junglen og selvfølgelig lige også skal blive forlovet med et pigebarn.

Kort sagt spild tid, og ikke engang sjov fordi det er dårlig klichéfyldt pulp.

Historien følger amatørastronomen Tom Kelly der er vokset op som science ficiton fan, men alligevel ikke synes at denne fantastiske fremtid, hvor det blandt andet er moderne at gro kunstige vinger, er noget helt for ham. Han holder som en af de eneste SETI-projektet i live, selvom det bliver det stadig sværere at finde opbakning til det. Han er ensom, små-alkoholiseret og venter længes efter det første møde rumvæsener. I stedet møder han en kvinde, der ikke helt deler hans interesser, men alligevel delvist forstår ham.

Denne kortroman flyder over af navlepilleri og metapladder henvendt til gamle science fiction læsere der ikke kan lide den fagre nye verden. Der er ikke noget nævneværdigt novum, og dens temmelig indadskuende vinkel gør at den kun kan have marginal interesse for en mindre gruppe af science fiction fans.

Historierne er trykt i kronologisk rækkefølge, så Robert Silverbergs Sailing to Byzantium er fra 1985 og den ældste i samlingen. Historien foregår dog en i fjern mærkelig fremtid hvor mennesker tilsyneladende ikke bestiller andet end at rejse rundt og besøge genopbygninger af historiske byer fra en bestemt tid. Byer der jævnligt bliver revet ned og nye bygges op. Vores hovedperson er blevet hevet ud af nutidens New York og prøver at finde rundt i denne mystiske verden, og hvorfor de har hevet ham ud i denne fremtid. En ikke ukendt formel i science fiction, hvor mystikken bevares fra start til slut, og hverken læseren eller hovedpersonen bliver helt klog på hvad det er for en fremtid og hvorfor den er endt med at mennesker ikke laver andet at konstruere og nedrive museumsbyer, men hovedpersonens skæbne vil komme som en overraskelse.

Indholdet er dog ikke til at tage fejl af. Intet nummer uden et Litteraskopet fra Niels Dalgaard, der denne gang skriver om en bog med titlen 100 must-read science fiction novels. Niels er noget kritisk overfor formen, specielt fordi bagsideteksten påstår man kan blive ekspert i genren med denne liste, men udvalget af romanerne er ikke desto mindre ganske udmærket.

I anledning af jubilæet er der selvfølgelig blevet skrevet lidt om Novums historie. Niels Dalgaard har skrevet lidt om Novums tilblivelse og om de forskellige redaktører der har været gennem tiden, og den nuværende redaktør, Janus Andersen, har interviewet Novums første redaktør – Stig W. Jørgensen. Alt sammen spændende fanhistorie.

Derudover er der også en conrep fra Snorfcon, et interview med Jonas Wilmann, samt hele tre noveller, hvoraf den ene er en kortroman der fylder godt halvdelen af siderne.

I den fortsatte vandreroman giver Henning Andersen os det syvende kapitel. Jeg må indrømme jeg snart har opgivet at finde hoved og hale i historien. Som det nok må være, er det som om man starter næsten forfra hver gang, mens personerne går igen. Henning Andersen har dog også skrevet en selvstændig novelle med titlen Dyrerne må ikke fodres, med en historie der kunne ligne et typisk Star Trek afsnit. Vi er ombord på et rumskib hvis FTL-motor pludselig slår ud. På deres radar kan de se en flyvende tallerken der har direkte kollosionskurs mod dem og som ikke svarer på deres henvendelser. Meget sjov Star Trek-pastiche. Vi er også ombord på et rumskib i Rasmus Wichmanns kortroman En ny begyndelse, hvor nogen vender tilbage til Solsystemet, men de finder intet liv der. Om det virkelig er det velkendte solsystem de er havnet i, eller blot et der ligner vores meget, er ikke helt klart.

Beyond the Heaviside Layer af Captain S. P. Meek er en ganske afdæmpet fortælling om en videnskabsmand der tager en journalist med i sit rumskib der er i stand til at bryde ud af Jordens atmosfære. De finder selvfølgelig noget mærkeligt noget derude, men historien er primært interessant fordi den fortæller noget om datidens helt andet billede af atmosfæren, hvor man troede der var en slags usynlig membran i den øverste del af atmosfæren, som blev anset som så godt som umuligt at gennembryde. Heaviside-laget der tales om er rigtig nok, men i hvert fald forfatterens opfattelse af dets egenskab holder selvfølgelig ikke helt.

From An Amber Block af Tom Curry kunne snildt have dannet det grundlæggende plot for en horrorfilm. Et kæmpe stykke rav finder vej til et historisk museum. Videnskabsfolkene er ellevilde fordi ravet indkapsler en forhistorisk kæmpemyg. Men der begynder at ske uhyggelige ting på museet om natten. En morgen finder man blodspor og nattevagten bliver fundet død. Kæmpemyggen er selvfølgelig vågnet og den er meget sulten!

Harl Vincents The Terror From Air-Level Six er ligeså tåbelig som den lyder. En række fly begynder at forsvinde sporløst fra det amerikanske luftrum, og en ukendt fjende kræver Amerikas betingelsesløse overgivelse, hvilket vores helt selvfølgelig ikke kan acceptere. En meget lang opbygning der bliver overstået på et kort øjeblik.

Mere interessant er derimod Sewell Peaslee Wrights The Forgotten Planet, men primært af historiske grunde, da selve historien er jævnt kedelig. Den er formet som en rapportering fra en militærmand i en fjern fremtid hvor alle galaksens beboede planeter er med i samme politiske union, på nær en planet. Militærmanden har fået til opgave at presse denne oprørske planet til at gå med i alliancen, koste hvad det koste vil. Den imperialistiske holdning er styg, for planetens beboere beskrives ikke som andet end nogen der egentlig bare vil være i fred og passe sig selv, men selvom de ikke umiddelbart udgør nogen trussel for resten af den ellers fredelige alliance, bliver de altså truet med total udslettelse hvis de ikke går med.

Sidste historie, The Power and the Glory af Charles W. Diffin, er ganske kort, men et glimrende eksempel på den type historier hvor en stor videnskabelig opdagelse bliver slået ned ligeså hurtigt som den bliver slået op. Den tids science fiction var generelt langt mindre teknologi- og fremskridtsbegejstrede end i dag, og mange historier taler til læserens frygt for det hastige teknologiske fremskridt og at verdensordenen helst skal opretholdes. I denne historie er det en ung videnskabsmand der kontakter sin tidligere lærer, en professor ved universitet, om en fantastisk opdagelse han har gjort. Den unge mand er ellevild, fordi han har fundet ud af at splitte atomet og dermed kilden til uendelig energi. Han fortæller lystigt professoren om hvordan hans opdagelse vil bringe fred og rigdom til hele verden, men professoren slår hans idé ihjel med en snak om at verden ikke vil kunne håndtere dette, at civilisationen vil bryde sammen og så videre. Forfatteren sætter diskussionen meget snævert op i en spids, men ikke desto mindre interessant.