Efter at have set afslutningen på Deep Space 9, fik jeg lyst til at se i hvert fald de to første sæsoner igen. Serien hænger fantastisk godt sammen, og det virkede egentlig ikke som noget stort skift at springe helt tilbage til begyndelsen. I hvert fald ikke teknisk og kvalitetsmæssigt, sammenlignet med særligt The Next Generation, hvor første sæson efterhånden ser ret forældet ud.
Der er dog en masse markante forskelle, særligt på karaktersiden, hvor det virkelig bliver tydeligt hvor meget seriens personer har rykket sig. Jeg havde helt glemt hvor anspændt forholdet mellem Føderationen og the Bajorans var, herunder særligt også Kira der var endnu mere temperamentsfuld end senere. Sisko havde jo egentlig slet ikke lyst til at være der, Julian var endnu “yngre” og Quark var lidt mere skurk. Mens Odo er så godt som fuldstændig sig selv.
Men lige for at summere handlingen op, så udspiller Deep Space 9 sig på en rumstation, hvilket er helt unikt i Star Trek universet, der jo som bekendt i alle andre serier tager udgangspunkt i et rumskib der rejser rundt i galaksen. Stationen er i kredsløb om planeten Bajor, der netop har befriet sig fra Cardassias besættelse. Føderationen er der i starten blot som fredsbevarende og for at hjælpe til med at genopbygge Bajor, men ved et tilfælde opdager Commander Sisko, der er sat til at lede stationen, et stabilt ormehul til Gammakvadranten. Og så får lokationen pludselig langt større og vigtigere betydning.
Af en første sæson at være, er den faktisk rigtig god. Man har lagt en stil man holder sig til, alle personer bliver godt introduceret og når også at udvikle sig og der er færre afsnit der rammer helt skævt. Dog kan man godt at man har afprøvet flere typer af historier, hvor man både vil forsøge at holde sig de klassiske formler for en historie velkendt fra TOS og TNG, og samtidig forsøge sig med noget nyt i en længere sammenhængende historie. Særligt den første type med afsnit som If Wishes Were Horses og Babel der virker temmelig fjollede set i lyset af resten af serien, men afsnit som Captive Pursuit eller Dramatis Personae, der egentlig følger den klassiske formel for et Star Trek afsnit, bidrager alligevel med en hel masse til seriens univers og persongalleri.
Jeg er spændt på anden sæson og hvordan den ses med resten af serien i baghovedet.