Marts/April-nummeret rummer overvejende mest fantasy, og meget af det fangede slet ikke min interesse. Derfor gennemgår jeg kun ganske få af historierne. En af de ting magasinet trykker alt for sjældent, er deres videnskabelige artikler. De er altid en fornøjelse at læse, for de har mere humor end Analogs videnskabelige artikler og altid med en lidt skæv vinkel fremfor tør videnskabssnak. Denne gang ser Pat Murphy og Paul Doherty på flyvemaskiner med udgangspunkt i legetøjsmodeller. Ganske interessant.
Tim Sullivans Star-Crossed er en fortsættelse til en af hans tidligere, så den var lidt svær at følge, men slet ikke tosset. Historien handler om Wolverton der arbejder på asteroiden LGC-1, da en dag, ud af ingenting, dukker en gigantisk minemaskine og begynder at fortære asteroiden. Det viser sig at den kommer fra en parallelverden via en boble i asteroiden. Og derfra bliver det kun mere underligt. Lidt hard sf blandet med en banal romance.
Make-Believe af Michael Reaves er en enkel – men effektiv – gysernovelle om nogle unge drenge i 50′ernes Amerika, som udforsker en klippehule hvor angiveligt nogle børn for år tilbage omkom i. Resten giver sig selv.
The Fairy Princess af Dennis Danvers er ikke som titlen antyder fantasy, men en relativ simpel og uoriginal, men klart læseværdig, historie om et parti sexrobotter (Screwbots som de bliver kaldt), der juleaften får lyst til at få sig et liv for dem selv. En udmærket “feel-good” novelle.
Sidste historie, Class Trip af Rand B. Lee, er en mærkværdig sag med spøjse idéer. Historien indledes af en klasselærer der fortæller sine elever af racen D’/fü om en menneskepige ved navn Pink, der engang for længe siden var en del af et socialt eksperiment om at leve sammen med rumvæsener og lære om deres samfund. Historien skifter til Pinks vinkel, eftersom eleverne skal opleve hendes historie i en slags drømmesimulator. Udgangspunktet var interessant, men jeg synes ikke det førte til noget, og at det hele åbenbart skulle fortælles i (næsten) bagvendt kronologi gav ingen videre god mening heller.
Af øvrige historier finder man Amor Fugit af Alexandra Duncan om Ourania og hendes sære forældre; Albert E. Cowdreys Fort Clay, Louisiana: A Tragical History – endnu af hans Louisiana fortællinger; Waiting for the Phone to Ring af Richard Bowes handler om en forfatter i 70′ernes New York; den fjollede fantasy Epidapeles and the Insufficiently Affectionate Ocelot af Ramsey Shehadeh der handler om en usynlig stol kaldet Door; Benjamin Rosenbaums The Frog Comrade – en nyskabelse af historien om prinsessen der skal kysse en frø; og Blue Fire af Bruce McAllister om paven i det sekstende århundrede og nogle vampyrer.