Ray Bradburys novelle A Sound of Thunder hører til blandt hans bedste og mest kendte historier. Den er simpel og gennemslagskraftig om konsekvenserne ved tidsrejser. En oplagt historie at filmatisere, hvilket blev gjort i 2005 af Peter Hyams, der desværre endte som en slem fiasko.
Udgangspunktet følger novellen ganske godt. Det er år 2055 og firmaet Time Safari tilbyder, som de eneste, rejser tilbage til dinosaurenes tid hvor man kan få lov til at dræbe en Tyrannosaurus Rex. Der er dog meget strenge regler for at man endelig ikke må ændre noget i fortiden. Derfor går man på en kunstig vej i junglen, skyder kun på et dyr der alligevel ville være død få minutter senere, og man må under ingen omstændigheder træde uden for den kunstige vej eller tage bare så meget som et gram med hjem. Det går selvfølgelig galt og tidslinjen har ændret sig. Her stopper novellen, hvor filmen tager det flere skridt videre. Virkningen er ikke øjeblikkelig, men kommer i bølger – tidsbølger, der på ægte speciel effect vis skylder som en tsunami indover storbyen. Først ændres klimaet, derefter begynder gigantiske planter at skyde op alle vegne, dyrene ændre sig osv. Forklaringen er at evolutionen har ændret sig, og alt efter hvor højt udviklet livsformen er, vil den ændre sig i bølger. Mennesket kommer til sidst. Filmen udvikler sig altså til en regulær katastrofefilm, hvor heltene skal finde en måde at rette op på tidslinjen igen.
Filmen kunne egentlig godt have haft potentiale, og udvidelser af den originale novelle var ikke dårlige, for ellers var det nok blevet en kortfilm. Det går bare galt på så mange måder. At skuespillet er så elendigt som man nu kan forvente det er acceptabelt, men speciel effectsene er virkelig mange gange under lavmålet for en film fra 2005, selv for en film med et budget på “kun” 80 millioner dollars. Stort set alle baggrunde og udendørsscenarier er lavet med skuespillere der står foran en bluescreen med halvdårlig computergrafik i baggrunden. De forskellige monstre er acceptable, men heller ikke på højde med standarden. Og i følge en anmelder på IMDb er der en mulig god forklaring på dette.
Selvom tidsrejser i forvejen er ude på det videnskabelige overdrev, så er forklaringen med tidsbølger der ruller evolutionen over i den nye tidslinje simpelthen for langt ude. At gøre det på den måde virker også unødvendigt, for der kunne sikkert godt have kommet en ganske interessant film ud af egentlig bare at køre historien videre fra hvor novellen sluttede, hvor samfundet er ændret på en række større og mindre punkter, men uden det dommedagscirkus.
Men okay, for en halvanden times underholdning kan den da gå an. Alle klichéer bliver overholdt og om ikke andet kan man da grine af det.