Sjætte sæson af Deep Space 9 er nok det mest kanoniske Star Trek har set, faktisk ligeså sammenhængende som Babylon 5. Så godt som alle afsnit handler om krigen mod the Dominion på en eller anden måde, og sæsonens seks første afsnit er egentlig en lang uafbrudt historie. Det starter ganske dramatisk, da selve stationen bliver generobret af Cardissians og Jem’Hadar, og slutter også dramatisk hvor en af de centrale personer dør.

Det som der har været bygget op til de sidste par sæsoner, den truende krig mod the Dominion fra Gamma Kvadranten, bryder nu endelig ud. Og det er for alvor noget der presser Føderationen i knæ. De er konstant i forsvar, lider store tabstal og selvom klingonerne støtter dem, så har andre kraftfulde magter som Romulanere og Cardassianere indgået alliancer med the Dominion. Men ormehullet til Gamma Kvadranten er lukket, så der kommer ikke nye styrker til. Føderationen har aldrig været så presset før i Star Treks historie, og vi ser også nogle af de knapt så pæne sider af den. Fx i In the Pale Moonlight hvor Sisko bruger ret så uetiske metoder for at vinde sig en fordel i krigen eller i Inquisition hvor den hemmelige enhed Section 31 introduceres. Der er dog også tid til lidt mere humørfyldte afsnit, som One Little Ship hvor en runabout bliver formindsket til kun 10cm størrelse eller You Are Cordially Invited… hvor vi ser hvordan en klingon polterabend fungerer.

Alt i alt endnu en fantastisk Star Trek sæson, der er unik i hele franchisets historie, hvor det hele ikke er så pænt, fredeligt og etisk korrekt længere. Men mon ikke det ender lykkeligt i den sidste sæson alligevel.