Ridley Scotts Blade Runner fra 1982 baseret på Philip K. Dicks roman Do Androids Dream of Electric Sheep er ofte blevet kaldt en af de bedste science fiction film nogensinde. Ikke før nu havde jeg givet den de store tanker, nok grundet i at jeg kun havde set den for mange år siden på en slidt VHS på et monofjernsyn. Det har så sandelig ændret sig efter jeg nu har set den på Blu-ray i “The Final Cut”-versionen. Blade Runner er også kendt for mange forskellige versioner af filmen, men i følge Scott selv er den altså final og jeg synes den virker gennemført.

Filmen behøver man nok ikke sige så meget til. De fleste kender den og har man ikke set den, er der ingen grund til at vide for meget. I hovedtræk følger vi detektiven Deckard, som skal fange nogle bortløbne androider der har fået lidt for meget selvbevidsthed. Det finder sted i et dystopisk Los Angeles anno 2019, hvor det tilsyneladende regner hele tiden.
Først og fremmest både ser og lyder filmen fantastisk i HD-kvalitet. Musikken er afdæmpet elektronisk og stemningsfuld, med den næsten altid silende regn i baggrunden. Filmen er generelt meget mørk, hvilket kan give grynethed i billedet, men det står ganske flot her. Der er sikkert et hav af kloge filosofiske analyser af filmens plot, som man sikkert kan finde andetsteds, men det jeg godt kunne lide ved Blade Runner var at den var temmelig afdæmpet i sit science fiction præg. Mange science fiction film gør ofte en masse ud af at vise hvor fremtidsagtig og hightech det hele er. Her har vi en mere troværdig verden på mange måder, hvor gammelt blandes med nyt. Vel nok er der flyvende biler, men de bliver bare en naturlig del af miljøet og ikke kastet op i skærmen som filmens midtpunkt. Skuespillet er også noget for sig og med et helt specielt persongalleri. Den lidt indelukkede Deckard, Tyrell med de store ambitioner, den nervøse J. F. Sebastian, den skumle Gaff og alle de andre sære typer. Jeg kan ikke tage stilling til de mange versioner af filmen, men denne final cut er i hvert fald uden voiceover og uden “driving into the sunrise”-slutning, og det gør det selvfølgelig til en meget åben film med masser af små detaljer man kan gense filmen for.

Af ekstramateriale er der udover tre kommentarspor, som jeg ikke har brugt tid på, den næsten fire timer lange dokumentarfilm fra 2007 Dangerous Days: Making Blade Runner og den viser virkelig hvor vidt omkring man kan komme om en films tilblivelse, ved at give tid nok til det. Det er ikke den sædvanlige omgang selvrosende og selvforherligende interviews ekstramateriale ofte er fyldt med, nok blandt andet pga. den er lavet næsten 25 år efter og folk dermed har fået det hele på afstand igen og derfor kan være ærlige. Vi hører om alle problemerne med det første manuskript, der oprindeligt havde titlen Dangerous Days, til valg af skuespillere, udfordringer med tidspres og budgetoverskridelser, utilfredse medarbejdere, og ikke mindst det kontroversielle voiceover. De mange forskellige cuts af filmen bliver selvfølgelig også grundigt gennemgået. Vi hører om slettede scener og idéer. Instruktøren, skuespillere, producere, effektfolk, manuskriptforfattere, stuntmænd og mange andre der har haft både en stor eller lille rolle i filmens tilblivelse, er blevet interviewet. Der er mange overraskende oplysninger der kommer frem frem, fx var Ridley Scott på et tidspunkt tæt på at blive fyret, og det har generelt næppe været en god oplevelse for alle hele vejen igennem. Alene for den dokumentar er udgivelsen værd at købe.