AFR er en såkaldt mockumentary, hvor man blander fiktion og virkelighed i et dokumentarformat, hvilket giver nogle interessante muligheder til kontrafaktisk historie. AFR blev meget omtalt for et par år siden, grundet dens kontroversielle indhold med at skildre mordet på tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen samtidig med at den viser Anders Fogh som homoseksuel. Politikere har også været ude med riven, fordi interviews med dem er blevet sat ind i filmen helt ude af kontekst. Jeg fandt den på DVD til 20 kr i Tiger, og måtte give den en chance.

Selve mordet på Anders Fogh fylder egentlig ikke nær så meget som jeg havde troet. Størstedelen er også skuespil og fiktion, og kun en mindre del består af virkelige optagelser. Udgangspunktet er selvfølgelig mordet på Anders Fogh, men filmen fortæller baggrundshistorien dertil og får skabt denne fiktive hemmelige elsker Emil, som er hovedmistænkt for mordet. Emil beskrives som anarkist med rødder i BZ-bevægelsen, biseksuel og en der drikker for meget. I hemmelighed bliver Anders Fogh og Emil dybt forelskede, men det er ikke det eneste vilde påfund filmen laver. Politisk begynder Anders Fogh også at ændre sig, han sætter sig for at ville redde Afrika og går direkte imod sine egne partifæller. Overraskende nok ligger det interessante slet ikke i mordet statsministeren, men i en helt alternativ personkarakteristik af manden og hans politiske visioner.

Kort sagt var filmen ikke hvad jeg forventede. Jeg troede faktisk slet ikke den gik så vidt med alternativ historiefortælling, og den ligger altså mest ovre i grøften af ren fiktion end blot manipuleret dokumentarfilm. Dog kunne udførelsen godt have været bedre. Den er først og fremmest temmelig kedelig i starten, hvor det først er til sidst når fiktionen tager godt over, at det bliver interessant. Skildringen af den fiktive Emil er ganske gennemført, men den alternative Anders Fogh virker ikke helt overbevisende. Man har taget for meget fra virkeligheden om ham, og det fiktive bliver der simpelthen brugt for lidt tid på til at det virker overbevisende. Idéen er ellers god. Filmen er meget unik og kan sagtens ses i hvert fald en gang, men stærkt politisk provokerende er den altså heller ikke. Det fiktive er så dominerende, at det virker forceret at prøve at give den troværdighed som dokumentar.