Alle seks bøger i David Brins Uplift serie har længe stået på reolen, men nu hvor Startide Rising kom på programmet i læseklubben Azur, måtte det være tid til at komme i gang med første bind i serien. Sundiver fra 1980. Det gennemgående tema i disse Uplift bøger, er at mennesket lader til at være den eneste race i galaksen, der har opnået rumfart på egen hånd. Alle andre er blevet “løftet op” teknologisk af andre racer. Jordens teknologi står derfor ret alene, da alle andre blot følger anvisningerne fra det store galaktiske bibliotek.
I Solens kromosfære har man observeret noget der kunne ligne en hidtil ukendt livsform. De bliver kaldt for spøgelser. En ekspedition til Solen vil undersøge det nærmere og en farverig skare af forskellige rumvæsener er med på turen. Ting går galt, nogen dør, nogen anklages og man kommer i kontakt med disse solspøgelser. Det handler ikke så meget om Uplift-konceptet, men det bliver talt om ind i mellem, og denne bog finder også sted i en helt anden tidsperiode end resten af serien.
Måske er tiden løbet lidt fra denne 30 år gamle roman, for den fangede mig aldrig rigtig og kunne aldrig helt affinde mig med den måde den var skrevet på, som jeg bedst kan beskrive som rodet og ukonkret. Den er fyldt med en masse rumvæsener, men det eneste eksotiske ved dem lader til at være deres navne, og figurerne bliver aldrig rigtig levende eller interessante. Jeg har dog større forhåbninger til Startide Rising, som trods alt vandt både en Hugo og en Nebula pris.
Sundiver husker jeg som en ok, men ikke exceptionel roman, der som du skriver ikke har meget med resten af serien at gøre. Startide Rising er derimod en ganske fremragende space opera. Jeg læste den tredie bog i den første trilogi uden at blive specielt imponeret, og den anden trilogi står stadig ulæst på min reol.