Den britiske science ficiton film Moon har fået meget ros fra anmelderne og blevet sammenlignet med film som 2001 og Solaris. Det lyder jo lovende.
Man kan ikke fortælle for meget af plottet uden at ødelægge oplevelsen, for den skal ses uden at vide for meget på forhånd. Men den grundlæggende præmis er at på Månen har man fundet ud af, at man kan indsamle en bestemt slags helium som fungerer som en glimrende energikilde. På Månen er etableret en base og nogle høstmaskiner der samler dette helium ind og automatisk sender containere med det tilbage til Jorden. Basen behøver kun en ansat og det er ham filmen følger, ja faktisk stort set er det den eneste person i hele filmen. Filmen starter efter Sam Bell, som han hedder, har været på basen i næsten 3 år. Han regner derfor med at han snart kan vende hjem.
Efter horrible film som Avatar og diverse miljøkatastrofefilm, er det rart at se at der stadig kan laves seriøse science fiction film, hvor plottet er bygget op omkring et gennemtænkt novum og det behøver ikke være en heroisk actionfilm. Jeg vil gå så langt og kalde Moon for den bedste science fiction film siden Contact. Sammenligningerne med 2001 og Solaris er rimelige nok, men den bringer altså også noget nyt med og er langt fra bare en hyldestfilm til fortidens måde at lave science fiction film på. Det er måske ikke direkte hard sf, man vil endda nok kunne udpege en række videnskabelige fejl som fx at der ikke er taget højde for Månens markant mindre tyngdekraft, men plottet er mere håndgribeligt og i det hele taget bare mindre “syret” end i fx 2001. Jeg vil heller ikke sige det er en psykologisk film om ensomhed, hvor det hele handler om Sams mentale tilstand – som den er blevet beskrevet nogen steder, for selvom der sker underlige ting undervejs, forklarer filmen det hele ganske rationelt.
Selvom filmens idéer næppe bringer det store nye til genren som helhed, er det ganske enkelt bare en fornøjelse endelig at se en film med hvad jeg vil kalde et rigtigt science ficiton plot, og ikke blot et trivielt filmplot der kunne være sat i hvilken som helst ramme.
Jeg vil gå så langt og sige at Moon er bedre end Contact, da den filmatisering var så langt fra originalen af Carl Segan, at jeg var fælt skuffet da jeg så den.
Okay, det med Contact kan jeg nu ikke helt følge
Jeg synes netop filmatiseringen er bedre end så mange andre filmatiseringer af romaner eller noveller, fordi den fortæller grundlæggende den samme historie i et passende filmsprog. Man har ikke bare forsøgt at lave en 1:1 film over bogen, hvilket slet ikke ville fungere med Contact. Både roman og film er glimrende på hver deres måde.