Refleksioner

RefleksionerNy Science Fiction er Flemming R.P. Raschs enmandsforlag, der tidligere har udgivet antologien Cirkler og Gweneth Jones samlingen Græsprinsessen & andre historier. Refleksioner, som jeg har modtaget, er endnu en originalantologi med danske forfattere. 12 noveller i alt fordelt på 152 sider.

Undertitlen er En Science Fiction Antologi, hvilket skal forstås meget bredt. Flere af historierne kan til nøds kaldes science fiction, andre er egentlig fantasy. Nogen af disse historier er skam gode nok, men det irriterer mig alligevel en anelse, da man med sådan en antologi har en forventning om at der er tale om science fiction historier, og dermed også nemt kan komme til at læse en historie på en bestemt måde.

Første historie er skam science fiction, men jeg synes ikke den har ret meget at byde på i det henseende. Det er Lauge Rosendals Anholt, der er skrevet som en række af interviews af en politiker foretaget over en længere årrække. Det starter nede på jorden og udvikler sig undervejs ud i ektremer, der i sidste ende fører til at Anholt løsriver sig fra Danmark. Det politiske budskab med “se hvad den politik fører til” bliver altoverskyggende, og den har ikke meget interessant at byde på som science fiction synes jeg.
Principielt vil jeg mene det er lidt underligt at en redaktør har en novelle med i sin egen antologi, men Den sande historie om hvordan jeg overvandt min skriveblokering af Flemming R.P. Rasch er dog ganske underholdende. Man følger en dansk science fiction forfatter der har svært ved at slå igennem. En aften ser han en meteor falde ned og han finder hen til krateret. Der finder han en mærkelig sten, som han sparker til og får en voldsom smerte op gennem benet. Næste dag ser han at hans fod er blevet helt grøn og det breder sig tilsyneladende til resten af kroppen. Alt i mens sker en række mord på andre science fiction forfattere. Er der mon en sammenhæng? Historien har en del gemte referencer til virkelighedens danske science fiction forfattere, men man kan sagtens more sig over den uden at have styr på det.
H.H. Løyches Dødspiberne på Gékon er klassisk science fiction, men en god del worldbuilding, så han har egentlig skabt muligheden for flere historier.
Sidste historie, Christian Hauns Thanatos-Tsiolkovskij, er måske strengt taget ovre i fantasy, eftersom det handler om en nekronaut – sjælen fra en mand som sendes ud i rummet, men det er ganske godt gennemført kosmisk science fiction.

Kvaliteten kommer desværre ikke helt op på Den Hemmelige Dal, men det er fantastisk godt at se for dansk science fiction, at der skrives nok historier til at der jævnligt kan trykkes i fanzines, en årlig antologi fra SFC, for ikke at tale om Knud Larns novellekonkurrence i fanzinet Science Fiction (som vi stadig venter på), og altså også en mulig slags antologiserie fra forlaget Ny Science Fiction – hvor bogen også kan købes for 190kr.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>