Interstellar sysctl

Stanley Schmidt indleder med et tankeeksperiment om hvordan en ingeniør fra 30′erne ville forstå vor tids teknologi, men det bliver ret kedelig læsning, da han bruger adskillige sider på at beskrive hvordan en mand fra 30′erne ville prøve at forstå en moderne bilradio. Richard A. Lovett har til gengæld skrevet en interessant artikel om hvorfor Jordens klima er som det er hvor det understøtter liv, og hvorfor Mars og Venus ikke er det. John G. Cramer kan fejre sin The Alternate View nummer 150, denne gang om mørkt stof og mørk energi.

Stephen Baxters Formidable Caress hører til i en fjern fremtid i hans Xeelee-serie, så det er lidt svært at finde rundt i, men Baxters vilde koncepter er altid fascinerende. Historien foregår på en kunstig verden der er styret af maskiner og delt op i tre niveauer, hvor tiden går med forskellig hastighed. Et par dage på det nederste lag svarer til tusinder af år på det øverste. Man følger Telni gennem det meste af hans liv og hører om hvordan maskinerne er særligt interesserede i hans viden om en kosmisk katastrofe for længe siden, som muligvis er på vej til at ske igen. Endnu et bud på universitets skæbne fra Baxters hånd.

Robert Scherrer har skrevet den korte lidt fjollede novelle A Flash of Lightning, der handler om en skoleklasse der har om tidsrejser og læreren viser dem hvordan det fungerer i praksis.

En humoristisk og sød julehistorie af Jerry Oltion er der også plads til. I The Jolly Old Boyfriend bliver Gina og Todd vækket midt om natten til juledag af rumsteren nede i stuen. Der finder de Ginas ekskæreste Sergei iklædt julemandskostume. Det mærkelige er at Sergei burde være død og angiveligt er det hans spøgelse der prøver at få afslutning på nogle ting med Gina. Science fiction elementet vil være synd at afsløre, men det er nu mest af alt end triviel juleromance med lidt påklistret science fiction.

Carl Frederik beskriver en meget fremmed verden i The Universe Beneath Our Feet om seksbenede rumvæsener og deres temmelig religiøse samfund. Der høres underlige lyde under isen og præsterne er overbevist om at det isdæmonen der er vred. Historiens hovedperson er dog af en anden overbevisning og den endelige afsløring er ganske interessant, men historien som helhed fængede mig bare ikke rigtigt.

Den nærmest religiøst prædikende Wilderness were Paradise Enow af J.G. Stratmann er en sær størrelse. I en tidligere historie af samme forfatter har rumvæsener terraformet Mars og nu har to mennesker, Martin og Katerina, på Mars fået tildelt guddommelige kræfter. Martin går hurtigt i gang med at bruge sine kræfter til at udrydde sygdom, krig og elendighed på Jorden, men Katerina udspiller bogstaveligt talt rollen som djævelens advokat og prøver at overbevise ham om, at han muligvis er ved at gøre mere skade end gavn. Det er side op og ned om menneskets natur på godt og ondt, og undervejs refererer de to hovedpersoner til kendte science fiction historier og tv-serier. Det hele slutter på en “det hele var bare en drøm”-måde, omend det er lidt mere kompliceret end det. Det munder ikke rigtigt ud i nogen konklusion fra forfatterens side til alle de store filosofiske spørgsmål der ellers blev stillet, men historien får en fortsættelse i næste nummer af Analog.

Afslutningen på G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain kan i bedste fald betegnes som ligegyldig. De overlevende på den kubiske planet har delt sig, og en gruppe prøver nu at komme videre på egen hånd og finde vej om til en af de andre af planetens seks flader. Det går lidt op og ned, og der sker egentlig ikke rigtig noget. Da historien endelig når sit klimaks hvor årsagen til deres oprindelige forlis og hvad den kubiske planet egentlig er for noget bliver afsløret, kommer det hele dumpende på klodset vis. Idéerne bag kunne være interessante nok, men får ikke lov til at udfolde sig. Virker som om Nordley ikke helt har vist hvilken form hans historie skulle være. Steder bruges der mange sider på ingenting, hvor man tænker at det her godt kunne have været blot en novelle, andre gange sker der alt for meget på en gang, og slutningen havde egentlig idéer nok til en længere roman.

Den tredje Futurama film er en anelse bedre end den anden, men dette er mest fordi historien her er mere sammenhængende og knap så rodet. Det er bare stadigvæk ikke særlig sjovt.

Filmen har to i begyndelsen uafhængige historier. Prisen på dark matter brændstoffet til rumskibe er gået i vejret, i følge monopolproducenten Mom fordi det er blevet mere sjældent. Professor Farnsworth bliver irriteret over de høje priser og beslutter sig en gang for alle at ville stoppe Mom og hendes produktion af brændstoffet. Han har nemlig en fortid med hende, det var faktisk ham der opdagede energikilden, og har en måde at stoppe det hele på. I mellemtiden er robotten Bender blevet bidt af Dungeons & Dragons, i en sådan grad at han ikke kan skelne fantasi fra virkelighed og han ryger på et sindsygehospital for robotter. De to plotlinjer kommer til at hænge sammen, og det er ikke helt langt ude (i Futurama-standard).

Historien fungerer faktisk okay, men humoren fungerer ligeså dårligt som i The Beast With A Billion Backs. Både fordi det meste stadig er løsrevne åndssvage overdrevne tåbeligheder og forsøget på at lave en parodi på Ringens Herre filmene lykkedes heller ikke. Det bliver bare til intetsigende tumpede gentagelser af scener fra filmene, uden nogen kant eller unik skæv vinkel.
Selvsagt har jeg ikke længere gode forventinger til fjerde og sidste film Into the Wild Green Yonder, men den skal nok blive set ved lejlighed.

Poul Andersons Tau Zero fra 1970 er et skoleeksempel på subgenren hard sf. På godt og ondt. Romanen var nomineret til en Hugo i 1971, men det var Ringworld der vandt det år. Relative tidsforskydninger ved hastigheder nær lysets er romanens helt centrale novum. Altså det fænomen at tiden ombord på et rumskib der rejser nær lysets hastighed går langsommere end universet udenfor. Romanens titel kommer sig af faktoren tau, der går mod 0 som hastigheden går mod lysets hastighed, og er den faktor der ganges med for at få den relative tidsforskydning mellem rumskibet og universet. Anderson bruger rigelig med plads til at forklare dette for læseren, med ligninger og det hele.

Handlingen er mere ligetil. 25 mænd og 25 mænd kvinder tager af sted i rumskibet Leonora Christine mod et fjernt stjernesystemet, for at kolonisere det. Rejsen er planlagt til at tage 5 år for besætningen, mens der vil gå 33 år på Jorden. Undervejs går noget dog galt og de har ikke længere mulighed for at stoppe ved deres planlagte destination. Deres decelerator bliver ødelagt efter en passage gennem en nebula og de kan derfor ikke umiddelbart stoppe deres konstante acceleration, og dermed mens der går kun går dage ombord på skibet, går der århundrede, årtusinder og senere æoner af år i universet omkring dem. Galakser suser bogstaveligt talt forbi på et øjeblik, og de 50 håbefulde kolonister må indstille sig på at de vitterlig er blevet helt alene i universet.

Tau Zero er hard sf med dobbelt understregning – på godt og ondt. Et solidt videnskabeligt novum sætter rammen godt for historien og bruges til at sætte mennesker i en situation de ikke kunne være kommet i på anden vis. Det er det science fiction gør bedst, når genrens muligheder bruges til noget unikt. Desværre er personbeskrivelserne ikke blandt de bedste. De bliver aldrig rigtig overbevisende og egentlig ikke rigtigt menneskelige. Deres måde at være på, valg og beslutninger virker lige en tand for kalkulerede, i forhold til hvad man vil kunne forvente af mennesker i den situation. Specielt det indbyrdes kærlighedsliv bliver fremlagt strategisk og planlagt efter hvem der vil have hvilke fordele i at indgå partnerskab med hvem.

Trods en alder på 40 år virker Tau Zero ikke spor forældet og med under 200 sider vil den bestemt fascinere og underholde nutidens læsere, hvis man ikke har noget imod kosmisk hard sf.

Det tredje nummer af Subspace i 2009 indeholder en række spændende artikler. Næsten halvdelen af siderne bliver brugt på en conrep fra en Star Trek convention i Las Vegas i sommeren 2008, hvor ni glade danske trekkies deltog. Der er masser af billeder og ægte fanbegejstring stråler ud af de mange personlige beretninger, omend det dog kan tage lidt overhånd og jeg kunne godt have ønsket mig mere om hvad der skete på de mange programpunkter og mindre om hvem der fik hvis autograf. Men okay, ægte fanbegejstring har også sin ret.
Derefter følger en artikel af Kim Ursin om sandsynligheden for at der findes rumvæsener og ikke mindst, om det er realistisk at vi vil møde dem. Udmærket skrevet, men bidrager ikke rigtigt med noget nyt.
Henriette Fox Maule ser i Trekadoter på et afsnit fra Deep Spance 9 og et fra Enterprise, og Lise Andreasen har med udgangspunkt i en bog af Volker Gentejohann skrevet en artikel om den originale Star Trek serie set i en postkolonial vinkel, og hvordan amerikanske værdier præger serien. Ganske interessant og med en nok berettiget kritik af den måde kvinder oftest bliver skildret på i serien.
Til sidst en rigtig nørdartikel! Charlotte Primdal giver en introduktion til sproget klingon, og denne første del med fokus på udtalelse.

Ny Science Fiction er Flemming R.P. Raschs enmandsforlag, der tidligere har udgivet antologien Cirkler og Gweneth Jones samlingen Græsprinsessen & andre historier. Refleksioner, som jeg har modtaget, er endnu en originalantologi med danske forfattere. 12 noveller i alt fordelt på 152 sider.

Undertitlen er En Science Fiction Antologi, hvilket skal forstås meget bredt. Flere af historierne kan til nøds kaldes science fiction, andre er egentlig fantasy. Nogen af disse historier er skam gode nok, men det irriterer mig alligevel en anelse, da man med sådan en antologi har en forventning om at der er tale om science fiction historier, og dermed også nemt kan komme til at læse en historie på en bestemt måde.

Første historie er skam science fiction, men jeg synes ikke den har ret meget at byde på i det henseende. Det er Lauge Rosendals Anholt, der er skrevet som en række af interviews af en politiker foretaget over en længere årrække. Det starter nede på jorden og udvikler sig undervejs ud i ektremer, der i sidste ende fører til at Anholt løsriver sig fra Danmark. Det politiske budskab med “se hvad den politik fører til” bliver altoverskyggende, og den har ikke meget interessant at byde på som science fiction synes jeg.
Principielt vil jeg mene det er lidt underligt at en redaktør har en novelle med i sin egen antologi, men Den sande historie om hvordan jeg overvandt min skriveblokering af Flemming R.P. Rasch er dog ganske underholdende. Man følger en dansk science fiction forfatter der har svært ved at slå igennem. En aften ser han en meteor falde ned og han finder hen til krateret. Der finder han en mærkelig sten, som han sparker til og får en voldsom smerte op gennem benet. Næste dag ser han at hans fod er blevet helt grøn og det breder sig tilsyneladende til resten af kroppen. Alt i mens sker en række mord på andre science fiction forfattere. Er der mon en sammenhæng? Historien har en del gemte referencer til virkelighedens danske science fiction forfattere, men man kan sagtens more sig over den uden at have styr på det.
H.H. Løyches Dødspiberne på Gékon er klassisk science fiction, men en god del worldbuilding, så han har egentlig skabt muligheden for flere historier.
Sidste historie, Christian Hauns Thanatos-Tsiolkovskij, er måske strengt taget ovre i fantasy, eftersom det handler om en nekronaut – sjælen fra en mand som sendes ud i rummet, men det er ganske godt gennemført kosmisk science fiction.

Kvaliteten kommer desværre ikke helt op på Den Hemmelige Dal, men det er fantastisk godt at se for dansk science fiction, at der skrives nok historier til at der jævnligt kan trykkes i fanzines, en årlig antologi fra SFC, for ikke at tale om Knud Larns novellekonkurrence i fanzinet Science Fiction (som vi stadig venter på), og altså også en mulig slags antologiserie fra forlaget Ny Science Fiction – hvor bogen også kan købes for 190kr.

Begrebet backlog har sneget sig ind i min hverdag. Et udtryk for et efterslæb af noget man gerne vil have gjort færdig. Det kan man så prøve at sætte i system, som jeg har gjort med mine spil, hvilket jeg slet ikke tør gøre med bøger – det vil være alt for deprimerende. Lidt mindre uoverkommeligt er min backlog af blade og magasiner – selvom jeg stadig er for meget bagud. Dette nummer af Subspace er fra foråret sidste år, hvor den nye Star Trek-film lige var kommet (jeg genså den forleden, og synes stadig godt om den, men jeg anser den nu mere som en “Star Trek” film end en Star Trek film) og det er der selvfølgelig brugt masser af plads på.

Johan Albrechtsen var til pressevisning af filmen i Paris d. 13 april, for at lave et interview med nogle af skuespillerne og ikke mindst instruktøren J. J. Abrams til filmsiden filmz.dk. Interviewene kan ses her og i Subspace har Johan skrevet en beretning om hans oplevelser til denne forpræmiere. Desuden anmelder han soundtracket til den nye film, Blu-ray udgivelserne af TOS sæson 1 og de seks første film, samt spillet Star Trek D-A-C.
Inden filmen havde præmiere udkom fire tegneseriehæfter, der fortæller forhistorien med Nero og Spock, der leder til begivenhederne i den nye Star Trek film. Keld R. Hansen giver os en gennemgang af handlingen i denne forhistorie, hvilket virkelig er værd at læse hvis man ikke har læst tegneserien.
Der er ingen egentlig anmeldelse af den nye film, hvilket egentlig er forståeligt nok – for der kunne skrives ligeså mange anmeldelser som der er medlemmer af trekkies.dk, men Charlotte Primdal har dog skrevet en lille side om hvorfor hun ikke kan lide filmen, særligt fordi hun finder store del af dens præmisser med nye tidslinjer for utroværdige. Johan Albrechtsen ser lidt på omkostninger og indtjeninger for de nu 11 Star Trek film og Kim H. Pierri reflekterer lidt over konceptet med at reboote gamle tv-serier.

Alt handler dog ikke om den nye film. Vi får også anden del af Charlotte Primdals artikelserie om Gene Roddenberrys vision, denne gang set i forhold til menneskehedens utallige krige. Henriette Fox Maule ser i Trekadoter på TOS-afsnittene The Changeling og The Apple og Christa Islin skriver om hvad der blev af Jeffrey Combs, der spillede en Ferengi i Deep Space 9.

Efterårets dobbeltnummer med i alt 10 lange og korte noveller. Sheilla Williams skriver om hendes forhold til Star Trek, Robert Silverberg med anden del af sin artikel om worldbuilding, James Patrick Kelly skriver om Hubble-teleskopet og Mary Robinette Kowal om de dele af science fiction der er næsten mulige.

Det begynder med Blood Dauber af Ted Kosmatka og Michael Poore om Bell der arbejder i en lettere forfalden zoo. Hans arbejdsopgaver består blandt andet i at tage sig af de mange kriminelle der får tildelt samfundstjeneste i zooen. Der er ikke noget plot og hvad der formentelig skal prøve at udgøre et science fiction element, er blot at zooens medarbejdere finder et mystisk insekt – de ikke lige identificere – i en frugtleverance, og de undrer sig efterfølgende på et amatørinteresseniveau over insektets egenskaber. Resten af historien handler om Bells noget triste liv og hans semivenskab med en af dem i samfundstjeneste. Meget lidt science fiction og temmelig kedelig.

Where the Times Goes af Heather Lindsley er tidsrejsekaos med humor på højt plan. Chambers og Martin er i tidsrøverbranchen. De rejser tilbage i tiden og stjæler den tid folk spilder, for at kunne sælge tiden videre. Hvordan det lige rent logisk og videnskabeligt skulle hænge sammen, får vi ingen forklaring på, men det behøves heller ikke. På en tur tilbage til 1983 går noget i midlertidig galt og risikoen for et tidsparadoks opstår. Skiffy humor.

R. Garcia y Robertson har skrevet en ny historie om SinBad, som vi første gang stødte på i novellen SinBad the Sand Sailor fra julinummeret, med den interessante titel Wife-Stealing Time. SinBad er denne gang taget til en mindre by på planeten Barsoom, der åbenbart afholder en slags festival hvor man kan stjæle andres koner. Ved en tilfældighed får han “stjålet” en ung kvinde der hedder Pretty Bottom, og så sker der ellers mærkelige ting og sager. Robertsons to SinBad historier har begge budt på meget eksotiske verdener, men det er svært at finde hoved og hale i handlingen.

Damien Brodericks Flowers of Asphodel er en endnu mere spøjs sag. Isaac Hersch bliver vækket efter en foryngelsesbehandling, fordi hans tidligere kone er i gang med at dekonstruere universet, og det skal han så forsøge at stoppe. Øhh.

Ian Creaseys Erosion er en lille interessant novelle om en mand der er blevet forbedret biologisk, for at han kan bosætte sig som kolonist på en anden planet. Han tager en sidste gåtur på Jorden, og opdager flere ting om sig selv, sin planet og de forbedringer han har fået. Anbefalelsesværdig.

Havfruer lader til at gøre sit indtog i genren. Jeg har i hvert fald læst et par stykker på det seneste hvor de på en eller anden måde indgår. Flotsam af Elissa Malcohn handler om Mercedes der som barn finder en levende “søbaby” blandt en bunke døde fisk dræbt af forurening. Som voksen er hun stadig mærket af oplevelsen og arbejder for at redde havfruelignende væsener i havet, der er udryddelsestruet.

Robert Reed skriver aldrig noget der ligner noget han har skrevet før. Before My Last Breath er en unik beretning fra forskellige mennesker, om hvordan de oplevede fundet af hundrede tusind døde rumvæsener i en kulmine. Fra den amerikanske præsident til almindelig mennesker. Hver fortællevinkel giver læseren lidt mere indsigt i hvad der er forgået og historien rundes fint af til slut.

Christopher Barzak har skrevet The Ghost-Hunter’s Beautiful Daughter og handler om, ja, en datter af en spøgelsesjæger. Faderen driver en forretning på det og har et Poloraid-kamera han fanger spøgelserne med. Hans datter Sylvie ved dog at spøgelserne ikke forsvinder, de lever bare videre i fotografierne, og hun snakker ofte videre med dem. Blandt andet også hendes afdøde mor. Sylvie er dog ikke helt enig i hendes far med deres forretningsmetoder og så gerne man behandlede spøgelserne bedre. En for så vidt ganske godt skrevet historie, men det irriterer mig efterhånden at Asimov’s oftere og oftere bringer historier der absolut intet har at gøre med science fiction.

Nancy Kress har skrevet den korte novelle Deadly Sins, om Reneta der har dræbt den forsker hun arbejdede for og en AI afhører hende og prøver at finde frem til hvorfor hun gjorde det, velvidende at laboratoriet var overvåget og hun derfor nemt ville blive opdaget.

Det bedste er gemt til sidst med William Bartons novella The Sea of Dreams, der er noget af en rutsjetur gennem mange forskellige fantastiske verdener. Det hele begynder under en ekspedition til Uranus. Mr. Zed og hans sexslave, en klon af en kendt kvindelig skuespiller, finder et rumskib i kredsløb om Uranus. De går ombord og ser pludselig sig selv teleporteret til et andet univers eller en fjern fremtid i solsystemet. Klonen har nu ikke længere en opkobling til hendes original og begynder at udvikle sig som selvstændigt tænkende individ. Selvom de to kommer vidt omkring i fantastiske verdener og møder sære væsener, og ikke mindst skal prøve at samle sammen alle de parallelverdener og tidslinjer de render rundt i, er den egentlig historie om Zeds forhold til denne klon som får et mind of its own. God underholdning i pulp-stilen.

Det fjerde nummer af Novum i 2009 har den sædvanlige gode blanding af noveller, Litteraskopet, interviews, info om nye bøger og ikke mindst min lille medlemshilsen som ny formand.

Litteraskopet har minsandten rundet de 50 og Niels Dalgaard skriver denne gang om klimaforandringer i science fiction litteraturen. Carl-Eddy Skovgaard har skrevet om hvad det er vi ser på forsidebilledet, Janus Andersen har interviewet Peter Aagaard og Niels Dalgaard har skrevet en conrep, ikke fra en con, men fra BogForum hvor SFC – som forhåbentlig bekendt – havde en stand.

Der er to noveller denne gang. Den første er af Glen Stihmøe og hedder Den skaldede frisør, og handler selvfølgelig om en skaldet frisør. Det har han været i mange år, men en dag får han nogle ubehagelige anfald ved at hans kunder siger nogle bestemte ord. Han slår det hen som stress og ansætter en assistent til sin frisørsalon. Der er bare noget lidt mærkeligt ved assistenten, han hedder Brent, er ualmindelig bleg og tiltaler ham med Sir. Det vil være synd at afsløre for meget, men det er virkelig god og humoristisk fanfiction.
Den anden novelle er fjerde del i den fortsatte kortroman. Brian P. Ørnbøl har skrevet kapitel med titlen Galskabens anatomi, hvor Otto og Heidi bliver ført ned i nogle underjordiske gange og historien vender så småt tilbage til det The Matrix-inspirerede plot fra første del.

Novembernummeret har markant bedre historier end de to foregående numre. En del af pladsen går dog med første del af en todelt føljetonroman. Stanley Schmidt indleder med en kritisk stillingtagen til den såkaldte mundane science fiction, som Schmidt – og ganske godt begrundet – finder temmelig kedelig, fordi den vil begrænse sig så meget at det ikke bliver science fiction længere, og slår fast at science fiction ikke er sat i verden for at komme med de mest realistiske bud på vores fremtid, men for at tænke hvad der kunne være muligt i fremtiden og ikke mindst underholde og fascinere læseren. En meteor der truer med at ramme Jorden har været brugt i et par mere eller mindre Hollywood-spændingsfilm. Edward M. Lerner har skrevet en interessant artikel om hvor sandsynlig denne trussel faktisk er, samt hvad man ville kunne gøre ved den. Jeffrey D. Kooistra skriver kritisk om datagrundlaget for global opvarmning, hvor han blandt andet mener at vejrstationerne i USA ikke giver pålidelige temperaturmålinger og da slet ikke når man ser det over en periode på over 100 år.

Analog er et af de få magasiner der stadig bringer føljetonromaner. Et koncept der var meget udbredt i science fiction genrens gyldne dage i 30′erne, 40′erne og 50′erne, og mange klassiske romaner blev oprindeligt udgivet på denne måde. Mindre udbredt i dag, men Analog holder traditionen ved lige og ind i mellem bliver de også udgivet som rigtige romaner bagefter. Hvilket blandt andet var tilfældet med Robert J. Sawyers Hugo-nominerede Rollback. Jeg ved ikke helt hvordan de bedst skal anmeldes, men her på bloggen bliver det i hvert fald del for del i hvert nummer, og kan måske så senere skrives som egentlige anmeldelser til fx Proxima.
I dette nummer får vi første del ud af to af G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain. Jacques vågner op i sit enmandsrumskib efter at have ligget i dvale og finder ud af, at han ikke befinder sig hvor han burde. Tilsyneladende er noget gået galt undervejs, så han har rejst i 1000 år og befinder sig på en ukendt mindre planet. Han formår at overleve som en anden Robinson Crusoe, men støder efter nogle dage på andre overlevende i samme situation som ham. Sammen prøver de at finde ud af hvad der er sket, og mistænker at der er en sabotør i blandt dem, og hvad det er for en verden de er havnet på. Historien er næsten et skoleeksempel på Analog-formen. Nordley har udtænkt et par interessante idéer, som han har godt videnskabeligt styr på, men at beskrive personer og sociale relationer er han altså ikke god til. Der er omkring 10 overlevende, men ingen af dem formår at vise meget anden personlighed end lige deres navn og deres profession. Det der holder historien sammen er Nordleys idé om en kubisk verden, som det viser sig de er landet på. Det giver selvfølgelig lejlighed til nogen videnskabelige betragtninger om hvordan tyngdekraften vil fungere på sådan en formet planet, samt om det er en naturlig forekomst eller om den er kunstigt skabt, og i så fald af hvem og hvorfor. Der er vist ingen grund til at have de store forventninger til afslutningen i næste nummer. De finder vel ud af mere om denne kubiske verden, og måske kommer de tilbage til deres egen civilisation eller også begynder de et nyt liv hvor de er.

Craig DeLancey tager klimaproblematikken op på en interessant måde i Amabit Sapiens. Det hele begynder i en torturcelle hvor den kvindelige geolog Lyta Sumaran anklages for at have udført sabotage mod en række oliefelter, ved at inficere dem med en kunstig fremstillet bakterie. Hun fortæller sin historie om hvordan hun var et kunstigt skabt barn, specielt modificeret til at bekymre sig mere om den fjerne fremtid end almindelige mennesker. En grum fortælling om videnskabelig etik, hvor forfatteren ikke giver noget endegyldigt svar, men lader læseren finde sin egen mening.

Da jeg læste Foreign Exchange af Jerry Oltion måtte jeg lige checke en ekstra gang, at jeg ikke havde fået fat i en gammel Weinbaum novelle. Lighederne var slående. Vi følger de to første mennesker på Mars som finder et rumvæsen indeni det fartøj der skal bringe dem hjem igen. Kommunikation med rumvæsenet viser sig at være svær, men i bedste Weinbaumske stil finder de frem til at rumvæsenet egentlig stammer fra Saturns måne Titan. Man skulle næsten tro historien var en slags hyldest til Weinbaum.

Thanksgiving Day af Jay Werkhiser er lidt tyndbenet. Der opstår fødevarerproblemer på en koloniplanet, og forholdet mellem arbejderne og forskerne kommer yderligere under pres. Historiens helt, en ingeniør af en slags, skal selvfølgelig finde frem til en løsning for at menneskene kan spise planetens vegetation. En helt igennem kunstigt genereret historie, med det ene formål at have et videnskabeligt problem der kan løses på science fiction maner. Det er selvfølgelig den slags historier der giver nogle diskussioner på Analog’s debatfora, men er ikke videre spændende at læse.

Der hoppes let (og mindre elegant) henover de tekniske detaljer i John G. Hemrys historiske tidsrejsefortælling Joan, om den unge Kate der er nærmest fanatisk besat af Joan of Arc, og så er det jo heldigt at universitet lige har fået en tidsmaskine hun kan bruge til at rejse tilbage til 15-hundredetallet og redde Joan fra at blive brændt på bålet. Kate finder selvfølgelig ud af at Joan ikke er helt som hun troede og havde håbet på, og bliver skuffet over at Joan vil blive og kæmpe, og ikke rejse tilbage til Kates tid og indgå et forhold med hende der. Udover at få ændret en lille smule på historiens gang om hvordan Joan of Arc endte med at dø, er der ikke fantastisk meget andet i denne historie, end at Kate finder ud af at hendes store heltinde ikke var som hun havde drømt om.

Efter et par ret dårlige numre har jeg fået lidt mere smag for Analog. Man skal nok også lige vænne sig til dens type af historier.