Avatar

AvatarJames Camerons nye film har været længe undervejs og længe ventet. Hele 12 år skulle den have taget at lave og over en milliard kroner brugt i processen. Den er blevet rost i anmeldelser for især den visuelle side og er både blev kaldt for årets science fiction film, årets bedste film og den bedste film nogensinde. Den er ingen af delene. For science fiction fans er der ikke det store at komme efter og jeg synes mest af alt filmen virker som en underlig blanding af Ringenes Herre, Transformers og Pocahontas.

Handlingen er yderst banal, bygger på et væld af klichéer, med en total unuanceret god og ond side, og et klokkeklart moralsk budskab. Året er 2154 og på månen Pandora i Alpha Centauri-systemet findes et særligt mineral, kaldet unobtanium, der er overordentlig værdifuldt – 20 millioner dollars pr. kilo. Pandora er dog befolket af et blåt humanoidt jægerfolk kaldet na’vi og de bor uheldigvis lige ovenpå den største forekomst af unobtanium. Na’vierne skal derfor selvsagt “overtales” til at flytte og her kommer filmens novum ind i billedet – avatarerne. Man har lavet nogle kunstige kloner af disse na’vier og et menneske kan så fjernstyre sin na’vi avatar via en direkte neural opkobling af en slags. Tidligere marinesoldat Jake Sully bliver mere eller mindre tilfældigt indlemmet med sin avatar i na’viernes klansamfund og skal lære at leve ligesom dem. Under den proces skifter han sine sympatier og synes nu ikke længere det er så rimeligt at menneskene bare kommer og tromler disse indfødte ned, for at få fat i et eller andet mineral. Hans overordnede, en stereotyp krigskommandant bliver træt af forsøg på fredelig dipliomati og vil nu bare bombe na’vierne ud af deres træer. Na’vierne får selvsagt en hård kamp mod missiler og kamprobotter, da de selv kun har bue og pil, men de har hjemmebanefordelen.

Jeg så filmen i 3D og som alle anmeldelser også er enige om, er det en fantastisk flot oplevelse. Effekten fungerer godt uden at det bliver for meget med tusind ting der flyver rundt om ørerne på en. Der tilføjes en tilpas dybde i billedet og efter en 10-20min virker det helt naturligt at kigge på. Visuelt er filmen også som man kunne forvente – farverigt og overvældende. Pandora-verdenen er enormt flot lavet og filmen giver selvfølgelig rig lejlighed til at imponere biografgængerne med overflyvninger og store panoramabilleder af landskabet. De blå na’vi-folk er ligeledes flot animerede og meget naturtro. Betagelsen varer dog ikke ved, for der er ikke mange nye billeder undervejs. Særligt farvevalget bliver ensformigt. Hvis det ikke er enten lilla eller turkis, er det selvlysende.
Nu kan man nok ikke forvente de store nuancer eller brud med klichéer fra storbudgets Hollywood-film og da slet ikke fra James Cameron, men det er overflodet af disse elementer der ødelægger filmen delvist. Moralen bliver skovlet ind i publikum, der er absolut ingen tvivl om hvem man skal holde med, skurken er langt mere usympatisk og endimensionel end han behøver at være og værst af alt er handlingen håbløs forudsigelig fra start til slut.
Den kan ses for den visuelle biografoplevelse, hvis man parkerer hjernen derhjemme, men det bliver næppe en film man har lyst til at se flere gange derhjemme når den kommer på DVD.

3 thoughts on “Avatar

  1. Så den også for et par dage siden og er helt enig. Den er utroligt flot OG godt lavet, men historien/plottet er direkte pinligt. Jeg tog mig i at forsøge at genkalde indianske fraser fra “danser med ulve”, fordi plottet grundlæggende er hugget derfra.
    Det værste er, synes jeg, er, at Avatar kunne have været en god sf-film. Den lægger lidt spor ud om, hvorfor Pandora er anderledes, men smider så det hele væk i bisætninger. I stedet kunne denne havde undgået hele den forudsigelige “Lad os slå hinanden i hovedet”-opbygning. Øv :(

  2. Ja den måde de linker med dyrerne og skoven på var ikke helt dum, selvom den godt kunne være præsenteret på lidt mindre Pocohontas-vis.
    Den største mangel er dog at den mangler et ordentligt dilemma. Hvis nu bare det stof menneskene vil have fat var virkelig vigtigt af en eller anden grund, og ikke bare et eller andet der var penge værd, kunne man have vist et mere nuanceret billede af de forskellige parters motiviation. Fx i Star Trek: Insurrection, som på ingen måde er blandt de bedste Star Trek film, er der et lignende plot med en planet der har noget mennesket vil have, men der bor nogle andre i forvejen, og hvad gør man så. Der kan man bare langt bedre følge begge sider og dilemaet er ikke enkelt at løse.

  3. “Avatar” er en utrolig flot film, og lider under det sædvanlige paradoks, at special-effects koster klejner, og så må vi hellere være sikre på indtægten ved “the box-office” – og så sigter vi bredt og lavt på plot-strukturen.
    Og James Cameron er en utrolig modig mand! Han blev hevet ind i et sagsanlæg med Harlan Ellison pga Terminator, og selvom jeg ikke ligefrem er enig i en holdning, der går på at ideer kan være copyrightede, så havde Ellison alligevel nogen ret.
    Denne gang har Cameron snøblet to ideer – begge fra Poul Anderson. Selve ideen om “avataren” er løftet fra Anderson novelle “Call Me Joe” ( på dansk som “Joe” i Irlov Regulus “Salut For Anderson”, 1976 tror jeg nok), hvor et kunstigt jupitervæsen bliver “styret” af en handicappet på en af Jupiters sattelitter. Den fysiske rapport mellem “fremmede” væsener på andre planeter kommer til fuld udblæsning i Andersons “The Rebel Worlds”, 1966, på dansk som “Oprørske verdener”, vistnok 1978. Den bør man læse for “bagkatalogets skyld”.
    Nu er det ikke fordi jeg opfatter Anderson som nogen grandios forfatter, men han kunne sin metier, og det er heller ikke fordi jeg er gået på måsen over hans (Anderson’s)nietsze-agtige kryptofascisme. Men man kommer ikke udenom, at han brugte sine problematikker (og “opfindelser”) til mere end blot at se godt ud. Det samme kan man ikke sige om “Avatar”! Hér er der lagkage og roulade samt smæk for skillingen – men det er ikke noget der betyder en hujende bjælde, når bagteksten er begyndt at rulle.
    Men “Avatar” er en utrolig flot film……

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>