James Camerons nye film har været længe undervejs og længe ventet. Hele 12 år skulle den have taget at lave og over en milliard kroner brugt i processen. Den er blevet rost i anmeldelser for især den visuelle side og er både blev kaldt for årets science fiction film, årets bedste film og den bedste film nogensinde. Den er ingen af delene. For science fiction fans er der ikke det store at komme efter og jeg synes mest af alt filmen virker som en underlig blanding af Ringenes Herre, Transformers og Pocahontas.

Handlingen er yderst banal, bygger på et væld af klichéer, med en total unuanceret god og ond side, og et klokkeklart moralsk budskab. Året er 2154 og på månen Pandora i Alpha Centauri-systemet findes et særligt mineral, kaldet unobtanium, der er overordentlig værdifuldt – 20 millioner dollars pr. kilo. Pandora er dog befolket af et blåt humanoidt jægerfolk kaldet na’vi og de bor uheldigvis lige ovenpå den største forekomst af unobtanium. Na’vierne skal derfor selvsagt “overtales” til at flytte og her kommer filmens novum ind i billedet – avatarerne. Man har lavet nogle kunstige kloner af disse na’vier og et menneske kan så fjernstyre sin na’vi avatar via en direkte neural opkobling af en slags. Tidligere marinesoldat Jake Sully bliver mere eller mindre tilfældigt indlemmet med sin avatar i na’viernes klansamfund og skal lære at leve ligesom dem. Under den proces skifter han sine sympatier og synes nu ikke længere det er så rimeligt at menneskene bare kommer og tromler disse indfødte ned, for at få fat i et eller andet mineral. Hans overordnede, en stereotyp krigskommandant bliver træt af forsøg på fredelig dipliomati og vil nu bare bombe na’vierne ud af deres træer. Na’vierne får selvsagt en hård kamp mod missiler og kamprobotter, da de selv kun har bue og pil, men de har hjemmebanefordelen.

Jeg så filmen i 3D og som alle anmeldelser også er enige om, er det en fantastisk flot oplevelse. Effekten fungerer godt uden at det bliver for meget med tusind ting der flyver rundt om ørerne på en. Der tilføjes en tilpas dybde i billedet og efter en 10-20min virker det helt naturligt at kigge på. Visuelt er filmen også som man kunne forvente – farverigt og overvældende. Pandora-verdenen er enormt flot lavet og filmen giver selvfølgelig rig lejlighed til at imponere biografgængerne med overflyvninger og store panoramabilleder af landskabet. De blå na’vi-folk er ligeledes flot animerede og meget naturtro. Betagelsen varer dog ikke ved, for der er ikke mange nye billeder undervejs. Særligt farvevalget bliver ensformigt. Hvis det ikke er enten lilla eller turkis, er det selvlysende.
Nu kan man nok ikke forvente de store nuancer eller brud med klichéer fra storbudgets Hollywood-film og da slet ikke fra James Cameron, men det er overflodet af disse elementer der ødelægger filmen delvist. Moralen bliver skovlet ind i publikum, der er absolut ingen tvivl om hvem man skal holde med, skurken er langt mere usympatisk og endimensionel end han behøver at være og værst af alt er handlingen håbløs forudsigelig fra start til slut.
Den kan ses for den visuelle biografoplevelse, hvis man parkerer hjernen derhjemme, men det bliver næppe en film man har lyst til at se flere gange derhjemme når den kommer på DVD.