Stanley G. Weinbaum blev kun 33 år og fik sammenlignet med de øvrige pulp-forfattere i 30′erne ikke skrevet ret mange noveller, men de få år han var aktiv, fik han skrevet nogle banebrydende science fiction historier der har inspireret andre forfattere. Særligt hans skildring af rumvæsener er han blevet kendt for, der var helt usammenlignelig med hvad hans kollegaer på den tid skrev. Med oversættelse og efterord af Niels Dalgaard har SFC udgivet 10 af hans noveller fordelt på næsten 300 sider.

Alle historier udspiller sig på en af Solsystemets planeter eller måner. Vi kommer både forbi Mars og Venus flere gange, flere af Jupiters og Saturns måner og endda også Uranus og Pluto. I den første historie Odyssé på Mars ser man allerede hvordan Weinbaum gjorde noget nyt. Der beskrives flere mere eller mindre intelligente livsformer på Mars, men de er ikke ondartede monstre der skal nedkæmpes, som ellers var typisk i science fiction historier på den tid. Weinbaum beskriver livsformer der er markant anderledes og uforståelige for mennesker, men alligevel fascinerende og tydeligt intelligente på deres egne præmisser. I novellen beretter kemikeren Jarvis om sit møde med den strudselignende marsboer Tweel, der tydeligvis er intelligent, men de to formår kun at udveksle ganske få ord med hinanden. Alligevel opnår de begge meget fælles forståelse og sammen med Tweel ser Jarvis flere andre besynderlige og helt igennem anderledes livsformer på Mars. Rumvæserne er altså ikke blot fjender der skal udryddes, men nogen man kan tale med og lære noget af.
Handelsmanden Hamilton “Ham” Hammond optræder i flere historier. I Parasitternes Planet, der foregår på Venus, støder han på biologen Patricia. De bliver alt andet end gode venner, men redder hinandens liv flere gange ud af farlige situationer i landskabet på Venus. I næste historie, Lotusspiserne, er de to dog blevet gift og er taget på “bryllupsrejse” på tusmørkesiden af Venus, for at studere dets liv der. Selvfølgelig skal Ham redde hende ud af nogle farlige situationer endnu engang, men det interessante ved disse historier er det specielle og dyre- og planteliv Weinbaum beskriver og som Patricia udforsker. Selvom Weinbaums forestillinger om miljøet på Venus er helt hen i vejret med den viden vi har i dag, så er det alligevel gennemtænkt hvordan de vilkår på planeten vil have påvirket livet der.
Flere af de øvrige noveller handler om hvordan Solsystemets planeter og måner bliver udnyttet kommercielt. Således fx Flugten på Titan om Tim og hans kone Diane, der efter et finansielt sammenbrud på Jorden ligesom mange andre har tabt alt, søger lykken på ny med at drage til Saturns måne Titan i håb om at finde en speciel type ædelsten. De møder selvfølgelig nogle udfordringer, men det skal nok ende lykkeligt. I samlingens sidste historie, Tidevandsmåne, er det store kommercielle interesser der er på spil. På Jupiters måne Ganymedes findes en særlig slags mos der hvis det behandles rigtigt, kan omdannes til såkaldt blåt cree, der igen kan bruges til medicin. Cree Inc. sidder alene på produktionen af cree på Ganymedes, men et konkureende selskab bosat på Io har også fundet det særlige mos der, og vil nu have fat i den hemmelige formel. Masser af spænding og det ses at Weinbaum er uddannet kemiingeniør.
Weinbaum tager endda skridtet videre, for hvis der er interplanetarisk handel, vil der selvfølgelig også være pirater. I den længere historie Den Røde Peri må en videnskabelig ekspedition nødlande med deres raket på Pluto, og tilfældigvis lander de lige udfor den berygtede pirat Peris hemmelige base. Peri viser sig at være en rødhåret nittenårig ung kvinde, og ekspeditionens ingeniør Keene bliver efter lidt tid i hendes fangeskab forelsket i hende. Han lærer om hendes baggrundshistorie og hvorfor hun gør som hun gør, og må samtidig med at han skal finde en måde at flygte på også vinde hendes hjerte og få hende tilbage på den moralsk rigtige vej.

Som med al anden pulp fra trediverne bør man vide lidt om hvad man går ind til. Dybere personbeskrivelser og ikke-hjælpeløse kvinder kan man godt glemme. Dog har Weinbaum flere stærke selvstændige kvindelige figurer, men dog kun til en vis grænse, da de altid skal reddes af historiens mandlige helt og helst ende med at blive gift med dem. Det der dog får Weinbaum til at rage op, er hans meget alternative beskrivelser af rumvæsener, der selv den dag i dag står ganske for sig selv. Og for sin samtid var han også ganske dygtig til at bruge science fiction genren fornuftigt og til noget nyt, hvor planetbeskrivelserne og dets livsformer efter datidens viden hænger nogenlunde logisk og videnskabeligt sammen, hvilket han så sandelig også gør noget ud af at få skrevet direkte ind i historierne, at han har tænkt over. Ligeledes ved han også at mennesket og dets teknik har sine begrænsninger, for mere end ofte kaster han sine personer ud i livstruende situationer i verdenernes farlige miljøer. Det er dog værd at bemærke at det for det meste er menneskelig vilje og råstyrke der redder dem, og ikke teknik.
Hvor det helt gamle glemte trivialiseret pulp nok mest er for særligt interesserede, er der altså en grund til at Weinbaum er en af de navne der huskes den i dag, og derfor ikke bør forbigås af nogen læsere der kan acceptere pulpens grundform i fortællingen, men til gengæld kan glæde sig over beskrivelser af fremmede verdener og væsener der kan måle sig med nutidens forfattere.