Interstellar sysctl

George Zebrowskis Stranger Suns var på listen over New York Times Notable Books of the Year i 1991, hvilket er komplet uforståeligt. Der er ellers et par gode nok idéer i den, men det er ualmindeligt horribelt dårligt skrevet. Og ikke engang på den lidt sjove måde som med Kevin J. Andersons Saga of Seven Suns, det er bare dårligt.

I søgen efter tachyonstråler støder et hold forskere på hvad der ligner et rumskib begravet under isen på Antarktis. Da de bevæger sig ind i det, lætter det og tager dem ud i rummet. De kommer dog tilbage til Jorden igen, men finder hurtigt ud af det er en slags parallelverden. Der er små, men dog betydningsfulde forskelle. De finder ud af at rumskibet udgør en slags portal til et enormt netværk mellem paralleluniverser, alt sammen drevet af energien fra tusindvis af sole der bliver tappet gennem ormehuller. De rejser derefter fra verden til verden, og deres opdagelser er ofte nedslående. Enten er verden gået under som følge af en atomkrig eller også er det lige oppe over. Mens de prøver at blive klogere på hvordan dette netværk af parallelverdener fungerer og hvem der byggede det, søger de altså også at finde ud af hvad der er galt med menneskeheden, siden den tilsyneladende udrydder sig selv i enhver inkarnation.

Der er tonsvis af problemer med den her bog, der simpelthen skyldes at den er elendigt skrevet. Sproget er uinspirerende og tyndt, persongalleriet er fuldstændig uden karaktertræk og hele handlingen virker unaturlig og kunstig. Der er en 4-5 hovedpersoner, men de har absolut ingen unikke karaktertræk eller noget man kan skelne dem fra hinanden på, så det bliver bare til en håndfuld navne. Zebrowski har konstrueret hele dette netværk af parallelverdener, men ikke tænkt på hvordan det skulle præsenteres på en overbevisende og naturlig måde i en roman. Derfor drager hans personer blot en masse konklusioner på baggrund af nærmest ingenting, og kan deducere en masse om fysikken bag disse ormehuller samt konkludere en masse om de rumvæsner der har bygget det, uden videre diskussion eller analyse, blot på simpelt tankespind over hvad de lige har set for 10 sekunder siden.

Stranger Suns er en af de bøger, der udelukkende kan satse på at sælge på et fancy cover og en opblæst bagsidetekst.

James Camerons nye film har været længe undervejs og længe ventet. Hele 12 år skulle den have taget at lave og over en milliard kroner brugt i processen. Den er blevet rost i anmeldelser for især den visuelle side og er både blev kaldt for årets science fiction film, årets bedste film og den bedste film nogensinde. Den er ingen af delene. For science fiction fans er der ikke det store at komme efter og jeg synes mest af alt filmen virker som en underlig blanding af Ringenes Herre, Transformers og Pocahontas.

Handlingen er yderst banal, bygger på et væld af klichéer, med en total unuanceret god og ond side, og et klokkeklart moralsk budskab. Året er 2154 og på månen Pandora i Alpha Centauri-systemet findes et særligt mineral, kaldet unobtanium, der er overordentlig værdifuldt – 20 millioner dollars pr. kilo. Pandora er dog befolket af et blåt humanoidt jægerfolk kaldet na’vi og de bor uheldigvis lige ovenpå den største forekomst af unobtanium. Na’vierne skal derfor selvsagt “overtales” til at flytte og her kommer filmens novum ind i billedet – avatarerne. Man har lavet nogle kunstige kloner af disse na’vier og et menneske kan så fjernstyre sin na’vi avatar via en direkte neural opkobling af en slags. Tidligere marinesoldat Jake Sully bliver mere eller mindre tilfældigt indlemmet med sin avatar i na’viernes klansamfund og skal lære at leve ligesom dem. Under den proces skifter han sine sympatier og synes nu ikke længere det er så rimeligt at menneskene bare kommer og tromler disse indfødte ned, for at få fat i et eller andet mineral. Hans overordnede, en stereotyp krigskommandant bliver træt af forsøg på fredelig dipliomati og vil nu bare bombe na’vierne ud af deres træer. Na’vierne får selvsagt en hård kamp mod missiler og kamprobotter, da de selv kun har bue og pil, men de har hjemmebanefordelen.

Jeg så filmen i 3D og som alle anmeldelser også er enige om, er det en fantastisk flot oplevelse. Effekten fungerer godt uden at det bliver for meget med tusind ting der flyver rundt om ørerne på en. Der tilføjes en tilpas dybde i billedet og efter en 10-20min virker det helt naturligt at kigge på. Visuelt er filmen også som man kunne forvente – farverigt og overvældende. Pandora-verdenen er enormt flot lavet og filmen giver selvfølgelig rig lejlighed til at imponere biografgængerne med overflyvninger og store panoramabilleder af landskabet. De blå na’vi-folk er ligeledes flot animerede og meget naturtro. Betagelsen varer dog ikke ved, for der er ikke mange nye billeder undervejs. Særligt farvevalget bliver ensformigt. Hvis det ikke er enten lilla eller turkis, er det selvlysende.
Nu kan man nok ikke forvente de store nuancer eller brud med klichéer fra storbudgets Hollywood-film og da slet ikke fra James Cameron, men det er overflodet af disse elementer der ødelægger filmen delvist. Moralen bliver skovlet ind i publikum, der er absolut ingen tvivl om hvem man skal holde med, skurken er langt mere usympatisk og endimensionel end han behøver at være og værst af alt er handlingen håbløs forudsigelig fra start til slut.
Den kan ses for den visuelle biografoplevelse, hvis man parkerer hjernen derhjemme, men det bliver næppe en film man har lyst til at se flere gange derhjemme når den kommer på DVD.

Jeg har tilsyneladende ikke læst Subspace i næsten et helt år! Det må der altså gøres noget ved.

Majen Barrett Roddenberry, Gene Roddenberrys kone og kvinden bag Lwaxana Troi, døde for godt et år siden, og Henriette Fox Maule har skrevet en god artikel om hendes liv og karriere. Charlotte Primdal begynder på en artikelserie om Star Treks indvirken på samfundskulturen, men det virker mest som en introduktion til emnet. I Trekadoter bliver der set på afsnittene What Are Little Girls Made Of fra TOS og Dark Page fra TNG. Søren Hess har en glimrende artikel om medicin og kunstige organer i virkelighedens medicinske verden sammenlignet med Star Trek. Jeg kan særligt godt lide hans bemærkning om, at lægerne stort set altid i Star Trek bare med deres scanner roligt konstaterer at en person lige er død for øjnene af dem, men sjældent forsøger en egentlig genoplivning som vi vil gøre det i dag. Niels Dalgaard stod for godt et år siden for et glimrende foredrag om Star Trek og science fiction, som desværre alt for få mødte op til. Heldigvis er det trykt i sin fulde længde i dette nummer. Og endelig har Lise Andreasen med udgangspunkt i bogen Is Data Human? – The Metaphysics of Star Trek set på spørgsmålet om Datas menneskelighed.

Det har været 60 års jubilæumsår for magasinet i år, men dette nummer er det rigtige jubilæumsnummer og det markereret ved at have hele 322 sider spækket med noveller fra mange af de faste bidragydere til magasinet. Herunder navne som Albert E. Cowdrey, Joe Haldeman, Robert Silverberg, Elizabeth Hand og selvfølgelig Robert Reed. Alle introducerer deres novelle med en kort tekst om deres forhold til magasinet. Og ja, omslaget er det samme David Hardy billede SFC brugte til Fantastiske Virkeligheder.
Desværre kan jeg samlet set ikke sige ret meget positivt om de mange noveller. En del skyldes helt sikkert min smag, da mange af novellerne er hvad jeg vil kalde weird fantasy eller sprogtligt eksperimenterede tekster, hvilket ikke siger mig alverden. Derudover er der også fortsættelser eller historier der indgår i et større univers, som man dermed ikke får ret meget ud af. Min gennemgang vil derfor nok være noget overfladisk for en række noveller.

Første historie er The Far Shore af Elizabeth Hand. Balletdanseren Phillip bliver nødt til at gå tidligt på pension. Han vil gerne lidt væk fra alting og en ven tilbyder ham at han kan tilbringe nogle uger i en afsidesliggende hytte ved søen Tuonela. Tuonela er navnet på dødsriget i finsk mytologi og det bygger historien på. Phillip finder ude i skoven en nøgen spinkel dreng der er døden nær. Han tager ham tilbage til hytten, får ham varmet op igen, men inden han kan spørge indtil hvad han lavede der, er drengen pludselig væk. Han kommer dog tilbage på mere eller mindre hyggelig maner. Finder man lige ud af hvad Sibelius’ berømte tonedigt Tuonela-svanen er for noget, giver historien faktisk god mening.

Albert Cowdrey er et kendt navn i dette magasin. I Bandits of the Trace finder vi professor Kendall Keyes, der har forsket i historien bag en kendt forbryder fra år tilbage. Ud fra de gamle beretninger prøver at finde ud af hvor en skat er gemt, og en doven men intelligent studerende hjælper ham med at løse mysteriet. Ikke noget videre fantastisk i denne historie, hverken i den ene eller anden betydning.

Robert Silverberg kender jeg egentlig kun som klummeskriver i Asimov’s og hans novelle The Way they Wove the Spells in Sippulgar gav ikke den store interesse for forfatterskabet. Den er sat i en af hans mange forskellige universer, denne en fantasy-verden, og handler om en handelsrejsende der altid gerne har ville se byen Sippulgar. Da han kommer dertil bliver han dog involveret i opklaringen af en mordgåde.

Logicist af Carol Emshwiller er en stemningsmættet anderledes krigsberetning. Fortælleren er en skolelærer der har taget sine elever med ud på slagmarken, for at se en rigtig kamp. Læreren erfarer at krig ikke er helt som han har undervist sine elever.

I Blocked fortæller Geoff Ryman om en mand der må flygte med sin familie til Singapore da Cambodia bliver invaderet af rumvæsener, og de flygter til en kunstig skabt verden under overfladen.

Nummerets kortroman gives af Lucius Shepard med Halloween Town. Bygningsarbejderen Clyde Ormoloo bliver efter en ulykke umådeligt intelligent. Det får ham til at ville prøve noget nyt med sit liv og komme lidt væk, så han flytter til byen Halloween. Et mærkværdigt lille samfund der er så afskåret, at hverken kabel eller satellit tv når derud, så de får tilsendt alt på DVD’er. Clyde får en affære med ekskonen til hvad der viser sig at være hele byens grundejer, og han finder frem til nogen af byens gemte hemmeligheder. Desværre er historien ikke solid nok til at bære dens længde.

I Robert Reeds Mermaid bliver ordet havfrue ikke nævnt, men det er i hvert fald noget ikke-menneskeligt der er på spil. Jake afviser en mistænkeligt udseende ung mand i døren der vil låne hans telefon, men han bliver interesseret i den pige han er sammen med og indser straks at hun ikke er fra denne verden.

Joe Haldeman leverer en rigtig science fiction horrorhistorie med Never Blood Enough. På planeten Runaway er xenobiolog Travis det tætteste de har på en doktor, så han bliver sat til at undersøge et mystisk dødsfald, hvor en kvinde er blevet drænet for al blod. Afslutningen er forventelig, men effektiv.

Lidt mere humoristisk horror finder man i I Waltzed with a Zombie af Ron Goulart. Det handler om en filmproducer i 40′ernes Hollywood der vil gå til ektreme yderligheder for at få færdigindspillet en film med en bestemt skuespiller. Titlen burde antyde hvad idéen er.

The President’s Book Tour af M. Rickert er noget alvorlig med uhyggen. I et fremtidens USA hærget af krig er mange børn muteret til grimme skabninger. Præsidenten er på bogsigneringsturné rundt i landet og fortæller om hvordan han ser børnene som landets nye fremtid.

Another Life af Charles Oberndorf er nok den mærkeligste historie jeg har læst i dette magasin. Fortælleren er en ung mand der døde i en krig, men er blevet vakt tilbage til live og forsøger nu at samle stumper fra sit tidligere liv sammen igen. Især prøver at han finde frem til en elsker – en anden soldat kaldet Noriko. Meget følelsesbetonet historie.

Det hele slutter med Kate Wilhelms Shadows on the Wall of the Cave om Ashley der sytten år efter hendes fætter forsvandt i en hule vender tilbage til stedet, og finder ud af hvad der skete med ham.

Stanley G. Weinbaum blev kun 33 år og fik sammenlignet med de øvrige pulp-forfattere i 30′erne ikke skrevet ret mange noveller, men de få år han var aktiv, fik han skrevet nogle banebrydende science fiction historier der har inspireret andre forfattere. Særligt hans skildring af rumvæsener er han blevet kendt for, der var helt usammenlignelig med hvad hans kollegaer på den tid skrev. Med oversættelse og efterord af Niels Dalgaard har SFC udgivet 10 af hans noveller fordelt på næsten 300 sider.

Alle historier udspiller sig på en af Solsystemets planeter eller måner. Vi kommer både forbi Mars og Venus flere gange, flere af Jupiters og Saturns måner og endda også Uranus og Pluto. I den første historie Odyssé på Mars ser man allerede hvordan Weinbaum gjorde noget nyt. Der beskrives flere mere eller mindre intelligente livsformer på Mars, men de er ikke ondartede monstre der skal nedkæmpes, som ellers var typisk i science fiction historier på den tid. Weinbaum beskriver livsformer der er markant anderledes og uforståelige for mennesker, men alligevel fascinerende og tydeligt intelligente på deres egne præmisser. I novellen beretter kemikeren Jarvis om sit møde med den strudselignende marsboer Tweel, der tydeligvis er intelligent, men de to formår kun at udveksle ganske få ord med hinanden. Alligevel opnår de begge meget fælles forståelse og sammen med Tweel ser Jarvis flere andre besynderlige og helt igennem anderledes livsformer på Mars. Rumvæserne er altså ikke blot fjender der skal udryddes, men nogen man kan tale med og lære noget af.
Handelsmanden Hamilton “Ham” Hammond optræder i flere historier. I Parasitternes Planet, der foregår på Venus, støder han på biologen Patricia. De bliver alt andet end gode venner, men redder hinandens liv flere gange ud af farlige situationer i landskabet på Venus. I næste historie, Lotusspiserne, er de to dog blevet gift og er taget på “bryllupsrejse” på tusmørkesiden af Venus, for at studere dets liv der. Selvfølgelig skal Ham redde hende ud af nogle farlige situationer endnu engang, men det interessante ved disse historier er det specielle og dyre- og planteliv Weinbaum beskriver og som Patricia udforsker. Selvom Weinbaums forestillinger om miljøet på Venus er helt hen i vejret med den viden vi har i dag, så er det alligevel gennemtænkt hvordan de vilkår på planeten vil have påvirket livet der.
Flere af de øvrige noveller handler om hvordan Solsystemets planeter og måner bliver udnyttet kommercielt. Således fx Flugten på Titan om Tim og hans kone Diane, der efter et finansielt sammenbrud på Jorden ligesom mange andre har tabt alt, søger lykken på ny med at drage til Saturns måne Titan i håb om at finde en speciel type ædelsten. De møder selvfølgelig nogle udfordringer, men det skal nok ende lykkeligt. I samlingens sidste historie, Tidevandsmåne, er det store kommercielle interesser der er på spil. På Jupiters måne Ganymedes findes en særlig slags mos der hvis det behandles rigtigt, kan omdannes til såkaldt blåt cree, der igen kan bruges til medicin. Cree Inc. sidder alene på produktionen af cree på Ganymedes, men et konkureende selskab bosat på Io har også fundet det særlige mos der, og vil nu have fat i den hemmelige formel. Masser af spænding og det ses at Weinbaum er uddannet kemiingeniør.
Weinbaum tager endda skridtet videre, for hvis der er interplanetarisk handel, vil der selvfølgelig også være pirater. I den længere historie Den Røde Peri må en videnskabelig ekspedition nødlande med deres raket på Pluto, og tilfældigvis lander de lige udfor den berygtede pirat Peris hemmelige base. Peri viser sig at være en rødhåret nittenårig ung kvinde, og ekspeditionens ingeniør Keene bliver efter lidt tid i hendes fangeskab forelsket i hende. Han lærer om hendes baggrundshistorie og hvorfor hun gør som hun gør, og må samtidig med at han skal finde en måde at flygte på også vinde hendes hjerte og få hende tilbage på den moralsk rigtige vej.

Som med al anden pulp fra trediverne bør man vide lidt om hvad man går ind til. Dybere personbeskrivelser og ikke-hjælpeløse kvinder kan man godt glemme. Dog har Weinbaum flere stærke selvstændige kvindelige figurer, men dog kun til en vis grænse, da de altid skal reddes af historiens mandlige helt og helst ende med at blive gift med dem. Det der dog får Weinbaum til at rage op, er hans meget alternative beskrivelser af rumvæsener, der selv den dag i dag står ganske for sig selv. Og for sin samtid var han også ganske dygtig til at bruge science fiction genren fornuftigt og til noget nyt, hvor planetbeskrivelserne og dets livsformer efter datidens viden hænger nogenlunde logisk og videnskabeligt sammen, hvilket han så sandelig også gør noget ud af at få skrevet direkte ind i historierne, at han har tænkt over. Ligeledes ved han også at mennesket og dets teknik har sine begrænsninger, for mere end ofte kaster han sine personer ud i livstruende situationer i verdenernes farlige miljøer. Det er dog værd at bemærke at det for det meste er menneskelig vilje og råstyrke der redder dem, og ikke teknik.
Hvor det helt gamle glemte trivialiseret pulp nok mest er for særligt interesserede, er der altså en grund til at Weinbaum er en af de navne der huskes den i dag, og derfor ikke bør forbigås af nogen læsere der kan acceptere pulpens grundform i fortællingen, men til gengæld kan glæde sig over beskrivelser af fremmede verdener og væsener der kan måle sig med nutidens forfattere.