Interstellar sysctl

Forsiden til septembernummeret er lidt utraditionel i og med der ikke er tale om computergrafik, men et rigtigt fotografi. Det er et superflot billede og hvad historien bag er kan man læse inde i bladet.

Niels Dalgaards Litteraskopet er nu på sit nummer 49 (så måske en særlig jubilæumsartikel næste gang, hvem ved?), denne gang om månelandingen for 40 år siden og dens indvirkning på science fiction litteraturen. Dalgaard ser specielt på danske månehistorier.
Jeg har bidraget med endnu en gennemgang af et halvår af Asimov’s Science Fiction og derefter følger et interview fra Fantasticon med H. H. Løyche. Og sidst i nummeret er der mere om Fantasticon 2009 med Novum-redaktør Janus Andersens beretning derfra, som egentlig mere er nogle tanker om fandommen end en egentlig conrep.

Og vigtigst af alt har A. Silvestri skrevet tredje del af den fortsatte historie Perceptionens døre. Silvestri vandt i øvrigt Fantastik-prisen i år for sin novelle When the Music’s Over udgivet i I Overfladen og tilmed også novellekonkurrencen på Fantasticon. I dette tredje kapitel med titlen Eschers banegård bliver den stakkels hovedperson jaget gennem Odense banegårds mange trapper. Jeg synes det tegner lovende med denne fortsatte kortroman, som det forhåbentlig ender med. De bidragende forfattere er vidt forskellige, men det hænger alligevel rimeligt sammen og der er altid en god åben slutning for den næste i rækken at bygge videre på.

Hver gang jeg har læst noget af Alastair Reynolds bliver jeg bekræftet i mit syn om ham som den bedste inden for moderne hard space opera. Alligevel går der alt for lang tid mellem jeg får læst hans bøger. De er også noget af et projekt, for selvom mange romaner i dag gør sig op over de 600 sider, er det få hvor der faktisk er en mening med det og hvor det ikke bare er ekstra fyld – hvilket ikke er tilfældet her! Redemption Ark fra 2002 er den tredje bog i hvad der uofficielt er blevet kaldt for Inhibitorserien startende med Revelation Space. Hvor Chasm City mere var en sidehistorie går Redemption Ark tilbage til hovedplottet og tager tråden op efter Revelation Space.

I Revelation Space kom Ultraen Volyova i besiddelse af de såkaldte “hell class”-våben. Nu vil Conjoinerne have dem tilbage. Ultras er en fraktion af transhumane rumrejsende der gør heftig brug af teknologiske implantater i kroppen, men Volyova er dog speciel på det punkt, da hun ingen implantater har. The Conjoiners er en anden fraktion der har bygget deres samfund op omkring kunstig telepati. Men de vil ikke bare have våbnene tilbage fordi de er deres, men fordi Dan Sylveste i slutningen af Revelation Space uagtet fik gjort de såkaldte Inhibitors opmærksomme på menneskeheden. Man finder ud af de er en kunstig intelligens skabt for millioner af år siden med det formål at beskytte galaksen mod rumfarerende civilisationer ved at udrydde dem. Conjoineren Clavain skal lede en storstilet aktion der skal få våbnene tilbage fra Volyova, men Clavain stoler ikke helt på de andre Conjoiners reele motiver. Han tror ikke på de vil redde menneskeheden med de våben, men derimod give dem selv bedre mulighed for at flygte. Han stjæler derfor et af rumskibene der skulle bruges til missionen og sætter kurs mod planeten Resurgam hvor Volyova befinder sig. Han bliver hurtigt forfulgt af flere andre Conjoiner-skibe og de udkæmper en avanceret kamp over denne lysår lange rejse.
Imens på Resurgam er Volyova også blevet opmærksom på en stigende aktivitet fra the Inhibitors, der tilsyneladende er i færd med at konstruere et gigantisk våben i Resurgams solsystem. Men i modsætning til the Conjoiners, har hun ikke kendskab til den større sammenhæng i deres plan. Hun vil derfor forsøge at evakuere hele planetens befolkning i det gigantiske rumskib hun har parkeret i kredsløb om planeten, men for at vinde befolkningens tillid må hun få hjælp fra den berygtede terrorist Thorn.

Romaner på over 600 sider er jo ingen sjældenhed i moderne space opera, men Reynolds er en af de få hvor det faktisk giver mening. Handlingsuniverset er rimeligt afgrænset, persongalleriet ikke for stort og ingen sider virker overflødige. På trods af at det meste af bogen er en lang opbygning til det endelige klimaks når Clavain når frem til Resurgam, så rummer historien langt mere end bare opbygning til det. Som i de andre bøger i serien fanger Reynolds enormt godt de enorme afstande og tidshorisonter der er forbundet med interstellare rejser i sublyshastighed. Rejsen tager adskillige år og Clavains rumskib og hans forfølgere har en fast afstand til hinanden hele vejen. Ikke noget med lige at træde lidt ekstra på speederen. Det er dog ingen hindring for alligevel at angribe hinanden på forskellig vis.
En særlig kvalitet som jeg ser ved Reynolds’ univers er hvor konsistent han er med sin videnskab. Teknologiniveauet er højt, men med begrænsninger der giver mening. Og selvom the Inhibitors er højintelligente avancerede million år gamle maskiner, kan de heller ikke alt. De er selvsagt også underlagt fysikkens love. Det fremtræder klart at Reynolds har en baggrund som fysiker, men han fylder ikke på med videnskabssnak bare som fyld. Læseren får den nødvendige viden til at forstå hvad der sker i handlingen, uden at det bliver som indlagte populærvidenskabelige artikler, som andre hard sf forfattere har det med at gøre (Analog segmentet fx).

Alastair Reynolds er i en klasse for sig når det kommer til space opera. Han har simpelthen taget de bedste elementer fra hard sf – hvor solid videnskab er en central del i handlingen, fra space opera – hvor de enorme afstande og det kosmiske perspektiv fascinerer, samt moderne post-cyberpunk elementer med nanoteknologi og kunstig intelligens. En sidste ting jeg også synes særlig godt om er at der, i modsætning til traditionel space opera, ikke er nogen entydige helte og skurke. Alle har deres sag de kæmper for og alle har sådan set rimelige begrundelser for deres handlinger. Selv the Inhibitors, hvis altafgørende formål er at udslette intelligent liv i galaksen, må siges at argumentere uhyggeligt godt for deres sag.
Redemption Ark bygger videre på handlinger fra Revelation Space og Chasm City, som bør læses først, men er udover det egentlig også kun halvdelen af en samlet historie der fortsætter i Absolution Gap.

Julinummeret var noget skuffende og desværre giver augustnummeret kun lidt oprejsning, dog uden at jeg vil udnævne nogen af historierne til at være værdige til næste års priser. Sheila Williams indleder med en afsløring af Asimov’s 2009 Reader’s Awards, Robert Silverberg skriver igen om at finde udenlandske oversættelser af sine værker (og det er altså ikke helt ligeså interessant anden gang som første) og James Patrick Kelly skriver om de mange forskellige priser science fiction genren har.

Vi begynder med Damien Broderick og The Qualia Engine. Under den kolde krig eksperimenterede man med gener og resultatet blev nogle hyperintelligente børn kaldet Atom Kids. Børnene i historien engagerer sig i diverse avancerede projekter, og en af dem er Saul der vil bygge en Qualia Engine – en maskine der skal opfange de elementarpartikler der udgør de menneskelige følelser. Idéerne er der, men historien løber ud i sandet uden at vide hvad den vil og forekommer noget fragmenteret.

Robert Reed er yderst produktiv i novelleformen og skriver meget forskellige historier. Creatures of Well-Defined Habits er beretningen om Hogan. Hogan er over 500 år gammel og fortæller personlige historier til dem der vil lytte. Da han dør og hans bevidsthed overføres til en computer, synes historiens fortæller at han ikke er helt den samme mere. Ingen tvivl om at Reed mestrer novelleformen.

Blue af Derek Zumsteg er en lidt sjov form for hard sf novelle. Sigurd og Rivka er på mission for at undersøge det sorte hul Sinca-177, som viser sig slet ikke at være sort! Der er masser af hard sf jargon, men det er de to indbyrdes forhold, og navnlig hvordan de iriterrer hinanden grænseløst, novellen egentlig handler om. Resultatet bliver en unik blanding af hard sf og sort humor med et godt twist.

Det overrasker mig at kloning stadig kan være et emne i nye historier, og selvom Mary Robinette Kowals The Consciousness Problem egentlig ikke bringer noget nyt til kloningsproblematikkerne, så er det en meget velskrevet historie. Ægteparret Elise og Myong har længe arbejdet med kloning. Firmaet TruClone har allerede midlerne til perfekt at klone selve menneskekroppen og nu er gennembruddet kommet der også får sindet med. Myong laver en klon af sig selv og skal derfor bruge Elise til at afgøre, om det er muligt at kende forskel på klonen og originalen. Men da Elise for nylig har været ude for en ulykke og lider under midlertidigt hukommelsestab, bliver hun i tvivl om hun selv er en klon.

En slags kloning ligger også til grund for Stephen Popkes’ Two Boys, der handler om en verden hvor neandertalerene er blevet genskabt via kloning og hvordan nu to menneskeracer kan leve i samme samfund. Omfanget af dette er egentlig alt for stort til en lille novelle, så derfor ender historien derfor med at blive noget overfladisk.

Science fiction elementet er nærmest ikke eksisterende i Kristine Kathryn Rusch korte Turbulence, om en mand der kommer til at sidde ved siden af en irriterende overvægtig kvinde i flyet og hendes knævren minder ham om hans egen flyskræk. Ikke nogen dårlig novelle, men jeg kan nu bedre lide Ruschs længere historier.

Nummeret slutter af med den længere California Burning af Michael Blumlein, om en mand hvis far er død og skal kremeres. Der opstår bare det problem at hans knogler ikke vil brænde. Han får knoglerne med hjem, og da han bliver opsøgt af to særprægede mænd der påstår de kommer fra sundhedsmyndighederne og stiller ham spørgsmål om hans far, begynder han at tvivle på om han nu kendte sin far så godt som han troede. Blumhein holder læserens interesse hele vejen igennem, for hvad pokker det er med de knogler, og det antydes delvist at muligvis var faderen et rumvæsen, men det bliver aldrig rigtigt afklaret. Novellen skriger godt nok ikke af science fiction, men er bestemt læseværdig.

Det lader til at flere og flere af de danske forfattere der skriver science ficiton blogger om dem selv og deres forfatterskab. Det kan jo godt være interessant at læse, og jeg håber da også selvsamme forfattere finder mine kommentarer til deres historier brugbare. Jeg kan lige nævne dem hvis blog jeg har fundet:

Jesper Rugård har for ganske nylig startet en blog på voxpod.dk, med henvisninger til uddrag og anmeldelser af hans noveller.

Manfred Christiansen har i noget tid blogget om sine skriverier og hvad han ellers deltager i i fansammenhæng.

A. Silvestri har også i godt et halvt år skrevet nyheder om de mange steder han bliver udgivet, de priser han vinder osv.

Lars Ahn Pedersen har i godt et år ligledes blogget om sine udgivelser, kommenteret blandt andet mine anmeldelser og der er også flere af hans historier online.

Er der andre?