Jeg er kommet temmelig meget bagud med Himmelskibet, et helt år tilsyneladende. Dette efterårsnummer fra sidste år har superhelte som tema, hvilket ikke er et emne der interesserer mig spor, så jeg vil nøjes med at kommentere på novellerne fra Fantastiks novellekonkurrence 2008.
Vinderen blev Lars Ahn Pedersens Har du hørt havfruerne synge? bestående af to tilsyneladende separate historier, en om en kvindelig biolog der forsøger at infiltrere en organisation der holder sjældne dyr til fange og en anden om en mand der ynder at spise meget speciel mad. Der er garanteret noget der går henover hovedet på mig, for jeg kunne i hvert fald ikke se nogen videre sammenhæng i dette. Helga Bergs Pretty Woman er lidt fjollet. En gruppe venner skal se filmen Pretty Woman, men undervejs finder fortælleren ud af at hun har taget form som en frø. Elskeren af Sabina Marinova er i starten en forholds simpel historie om en mand der mistænker sin kone for at være utro, men læseren kan godt ane undervejs at der nok er noget overnaturligt på spil et sted.
Ungdomskonkurrencen blev vundet af Lærke Rasmussen med Sitessa, som umiddelbart blot er en fantasyhistorie med prinser og prinsesser, men elementet med en saracensk pige der ender med at kæmpe som soldat mod sit hjemland, gør novellen til langt mere end det.
Til hurtigskrivningskonkurrencen var der to gode vindere. Camilla Wandahl og Richard Ipsen. Wandahls historie er en slags gyser om bamser og Ipsens er en virkelig original kombination af paralleluniverser og tai-chi. Begge rigtig velskrevne og egentlig også samlet set de bedste.
Der er faktisk en videre sammenhæng i “Har du hørt havfruerne synge?” Novellen beskriver via en række separate historier (mere end to) en verden, hvor havfruer eksisterer, men stiller samtidig spørgsmålet, om det ville få os mennesker til at behandle dem anderledes end f.eks. elefanter, blåhvaler og andre dyrearter, der bliver jagtet af forskellige årsager. Bortset fra i titlen forekommer ordet “havfrue” slet ikke i novellen, og det kan selvfølgelig have været med til at skabe forvirringen. Men teksten indeholder dog flere oplysninger, der gerne skulle lede læseren på rette spor – også på hvad den specielle sashimi-servering består af…
Okay det havde jeg overhovedet ikke opfanget